“VI negler tidsånden” – “Vi har kant og blonde” – “vi skaber unikt autentisk engagerende indhold“ – “Vi ved hvad de unge vil have” – Jeg har en næsten pervers nydelse ved at se reklame-krigerne ramme helt helt forkert, trods datamining og kæmpe budgetter – eller lader kundernes angst og leflen for de sikre kompromiser smadre den god ide & dermed kundens brand. Her er en række eksempler på at ordenes og billedernes oprindelige betydning kan tømmes for de oprindelige betydninger og historier og transformeres til “et eller andet farvegøgl” kunder og bureauer tror der kan bruges som forførende lokkemad, aflad eller røgslør – men nej, nej riot rimer ikke på Pepsi eller Danske bank – sorry – selv blinde mærker hensigten og forstemmes, nogle Bonbon bolcher smager bare ikke af slik mere. Lad være at tal ned til os tak. Nogen burde lave en dokumentar om de her kreative processer i elfenbenstårnene – hvor kunden forføres bevist eller ubevist med f.eks bullshit bingo, gourmetgokkeri, fribilletter, rusmidler, strip og awards for at købe en film der er dårligt på den fede måde. Jeg ville elske at være flue på vægen i det magiske sekund, hvor inspirationens magiske lys rammer, videre gennem stamtræet af kompromiser frem til finalen i klipperummet hvor de kreative giver kunden highfive og godkendter nedenstående film – respekt – det er fandme godt hustler-håndværk! Men hov – måske er filmene bevist sløje og helgarderet via 90er ironi? Negativ opmærksomhed er også en slags opmærksomhed…og lagres tit bedre i hjernen…måske er kiksede reklamer bare endnu et snedigt trick for at få os til at dele dem? Send gerne dine friske bud på tåkrummende hits her.
Nyd dette historiske tilbageblik, en skøn symfoni af prætentiøse speaks og bullshit-bingo-billeddigte:
https://www.youtube.com/watch?v=ShfsBPrNcTI&feature=youtu.be&fbclid=IwAR1r_SSfA0F5b8ryl55pMVxoW4SZ2UhfbwlSBXsxdUWz8CtUGae4iGGqFfA
Gætter på SAS sælger flest billetter FRA Danmark til globalister, ikke til klaphatte – de tager Easyjet. Genial afledning fra flyskam, for hvorfor skulle nogen gide at være tourister i DK efter filmens demaskering af vores nationale identitets-pejlemærker? Landsforræderi! Hvad bliver det næste? En film om Viggo Mortensen ikke kan tale dansk, at Aqua er norske eller at Olafur Eliason er islændning? Hvad siger dansk touristråd til det her? Tænk at smadre vores omdømme for lidt flybilletter…hvad med exporten? JOKE…jeg mener trods det lidt gumpetunge formsprog at det er en vigtig film, da den diskuterer nationalitet og originalitet, to af de helligste køer i debatten. Så dumt DF osv. hopper på limpinden, deres hysteri øger blot spredningen. Måske er denne film milepælen, hvor vores identitet er defineret ved om du giver dig hen til det cosmopolitiske eller klamrer dig til provinsiel national nostalgi? Er filmen ikke bare et forsøg på at fjerne “det globale segments” flyskam?
Jeg håber lidt det er førsteårseleverne der står bag videoen…en kliche-fest, komplet med fingermaling og bongotrommer. Jeg er sku lidt bekymret for den uddanelse nu.
Hvis du har behov for ordenlig film så skriv her
Nogen gange er der for stor afstand mellem en virksomhed og dens reklame – hvad fuck har de stolte næsten royale gamle kolonialister og militærindustrialister Mærsk – ikke ligefrem verdens mest økologiske woke new age firma – at gøre med en flok Apple/Benneton-musical Black Eye Peas-wannabes der rapper DJØF bullshit/buzzword bingo over ufunky trap beats? Ommer! Det er ikke hvad de unge vil have – det er hvad INGEN vil have. Nyd den – det er svært at rette tæerne ud bagefter…eller er jeg blevet snydt da braset er så bevist sløjt det provokerer til deling, debat og dermed genererer kliks…eller måske er det en kynisk parodi på tidens velmenende woke-segmenter? Eller er det bare mig der er signalsensitiv?
Hvem er dennne videos målgruppe? Knivstikkere på cafe Victor?
Verden har aldrig set en mere lækker-kantet demonstration – der er så medrivende den kvindelige arabiske Jan Grarup i hijabi – opgiver det frusterende job med at afdække den tredie verdens elendighed og bliver lykkelig ved at skyde noget instagram-influencer gas for Pepsi og feste med homosexuelle dansere og en asiatisk grungefyr der spiller cello (der lyder som en guitar) på toppen af skyskabere. Jeg fik det vildt.
Har du flere eksempler på kommunikationskatastrofer så send dem her tak
Denne video negler gentrificeringen af Vesterbro – og alt det tomme identitets-definerede forbrug, komplet med “storytelling mad” og øko-legitimering. Jeg forstår godt flere og flere søger ly på mændenes hjem og i det Bjarke Ingels-agtige fixerum H17.
Videoen der startede riot-trenden i dansk reklame, en gang billedbank-bluff-bingo, hvor en pænt kompromiterer bank krammer al forskellighed og modstand ihjel for at presse os ned i et fælles Excel-ark.
Genialt at ophøje en dyr fladskærm til fiduskunst med jazz til.
Denne sejtrækker er tydeligvis skabt over brainstorms på Noma eller Punk Royal (skift nu det navn, orker ikke tænke på gotisk font på 90er armybuks når jeg spiser) – vildt løsningen er noget fransk rådden bondejuice.
Helikopterskud af olieplatforme, Morten Olsen, Safri duo, CGI, landsholdet – datidens dyreste reklame – dengang Dong havde monopol…hvorfor? Du betalte!
Jeg nægter at tro den skaldede pop-Knud Romer – aka. Blackman – har kørt i andet end vintage Citroen eller taxaer betalt med taxibon. Den fantastiske Grissefilm er pillet ned – men overlever heldigvis her
Joe & the Doucebags – et heroisk forsøg på at pumpe den den uøkologiske juicedreng endnu mere op – her bor han i et showroom nær Marmorkirken…men vælger sit kald, sin mission og sammenholdet med teamet med kliche-tusserne og trap-loungemuzakken. Savner stadig nogen poster den casting og personale-adfærdsmanual til Joe & the Juice.
https://www.youtube.com/watch?time_continue=9&v=fTkx12sp9t8&feature=emb_title
Hvis du mangler argumenter for selvmord er der dynamit her..
Det starter med et ufrivilligt komisk droneskud, fortsætter med en cyklende chef der tydeligvis ikke er glad for at blive filmet – efterfuldt af en masse nakkeskud. Jeg stod af.
Facebook bringer os sammen – isoleret ved skærme – i et dataminet panoptikonfængsel. Som on ulven vogter får.
Tid er det vigtigste vi har – så klart, jeg fik lyst til at holde en familiefest på Jensens Bøfhus af den her perle…
Ingen magter rigtig at have en virkelig relation til familiens pompøse ældre matriark – det er nemmere at have en parasocial interaction (psi) man kan slukke for. Jørgen kan læse op af en tipskupon eller slå en prut – det lyder altid som sød musik.
“VI forstår” – men lykkes ikke helt at gøre sport til det samme som ludomani på fifaen.
Alle er på meth…
VIldt PR stunt eller..?
Berlingske er stærkt repræsenteret med denneher slet skjulte racist-provins-mormor sag
SPINNING I BUNKEREN: velkommen til en supersensitiv virkelighed, hvor de krænkelsesparate signalsensitive tastaturkrigere hvirvler shitstorme og mock-memer op om hvad som helst. Eller måske er der noget at komme efter i Pelotons virale shitstorm?
Et af tidens virale hits er en på overfladen middelmådig reklamefilm set over 4 millioner gange. Filmen føles dated, men den er ikke værre eller bedre end alt muligt andet politisk ukorrekt, stereotypificerende, sexistisk, uinspireret skodreklame. Ingen nævnt, ingen glemt. De sampler sågar det trætte L’Oréal “Because I’m Worth It”. Se reklamen, der startede Pelotons shitstorm her:
Bevidst skræmmende?
Det, der går helt galt her, er skuespillerinden: Hun ligner en pornodebutant, der bliver truet med en pistol – eller når man kigger på en kat, der skider. Hun er forpint, og hendes øjenbryn krøller, så det er som at bide i kridt at se filmen. Måske har hun det marginalt mindre neurotisk efter et år på cyklen, men hun er præcis lige så tynd. Jeg fornemmer, det er mental fitness, vi arbejder med her. Men det er vel bedre end nervepiller til den stakkels ydrestyrede kvinde.
Hende på billedet mestrer både moderskab, et boxy meno-core job-look, selfie-selvovervågning og en stram røv. Samtidigt prøver hun at reducere sit skrantede selvværd (marginalt) med cyklen. Det er næsten en mindfulness-rejse, hun er på. De prøver ikke engang at redde filmen med en oplagt ironisk helgardering, selvom det tangerer retro-kitch. Først troede jeg, den var bevidst sløj for at gøre den viral, men nej.
Det, der virkelig krænker mig – nej, der skal mere til – skræmmer mig, er det liv reklamen foregøgler. Jeg kunne læse så mange ubehagelige subtekster og tidsåndsdiagnoser ind her:
Parret lever i et sterilt perfekt middelklasseshowroom blottet for personlighed eller tegn på liv. Hendes uhyggeligt karakterløse Tom Cruise-fyr holder hende fanget som Fritzl med en avanceret koneparkeringscykel – en tøjbutik eller et galleri var ikke nok. Der er mere endnu. Der er en undertone af SM og kontrolfetichisme over parforholdet her.
For hvorfor køber de ikke bare en cykel – er der farligt udenfor? Bander? Smog?
Eller er manden bange for, hun ikke kan tåle at cykle med en live spinninginstruktør – eller at hun boller ham? Er han bange for, hun slår sig på miljøet i træningscenteret? Får fodsvamp?
Det virker meget ensomt at streame sine spinningklasser og sende virtuelle rygklap til de andre narcissistiske slaver. Det er uhyggeligt, ikke rationelt – det stinker af angst og isolation.
Det er en akavet gave: “Træn dame, du har en fed krop”. Jeg har selv engang dummet mig ved at forære kæresten et fitnesskort. Hvis hun ikke havde været så selvsikker, havde jeg fået et knæ i nosserne.
Dyr reklame for Peloton
Filmen har gjort, at Peloton-aktierne er faldet én millard dollars. Ideen med at blive fitnessnetflix for middelklassen – for 40 dollars om måneden – er ellers oplagt. Overvægt er en folkesygdom, og jeg kan ikke få ondt i popoen over, at nogen køber en stationær cykel til 2.400 dollars med wi-fi.
Men jeg bliver lidt fristet af cyklen, når jeg i perioder skal se hundredevis af timers råmateriale igennem på min flade. Men nej – jeg dropper det; det ville blive for bøvlet med musen på styret. Jeg venter til, de laver en af genbrugsmaterialer, der laver strøm, der ikke er i SM-matsort med tastaturholder på. Eller går en tur uden telefon – det er mere værdigt.
Filmen viser en ond, nær fremtid, hvor vi lever på fitnessmaskiner med VR-briller på. Simpelthen, fordi der er for trafikeret, forurenet og farligt udenfor, når velfærdsstaten, de sociale rum, ja, selve virkeligheden endelig kollapser totalt.
Jeg håber, kondicykler bliver et cool alternativ til alle de selvmålende spandexfædre klædt som Robocop, der forpester vores skove og veje.VI slutter helt let:
Hvis du har behov for ordenlig film så skriv her