Qua mit virke som producer, rave-veteran, dj og x-hedonist – og nu helseramt- libertiner – er der tosser, der booker mig til at betjene lyd-kogeøen og designe en lydatmosphere, som krukkerne kalder det.
Her er tre meget forskellige rapporter fra Nordsjælland, “undergrunden” og en “meget hot event”.
DJ i “undergrunden”
Fredag dykkede jeg ned i den undergrund, hvor man er villig til at høre det arveste bras for at opretholde en sub-identitet, bare det er særligt, montont og sjældent. Her skubbes smagen hele tiden videre, da al popularitet åbenbart tryller selv god musik til lort: “Hvis du kender det, kan jeg ikke lide det”.
Gårsdagens avantgarde er jo nutidens pop, men pop er et skældsord her og er erstattet af en underskov af patetiske sub-genrer opfundet af pot-rygende selvfede blog-anmeldere, x-pushere og andre små døve selvudnævnte scene-konger. Musikken er bedst hvis den er lidt småubehagligt på de scener.
Artister dømmes som afdankede, blot de har optrådt en gang i et stort medie, er mænd over 30 eller spiller en melodi. Succes opfattes som et dødskys. Bare det at lave noget bare halvoffentligt eller bare tilnærmelsesvis brugervenligt regnes for at ’sælge ud’. F.eks hader denne scene mig for at have lavet rave-tv i tidernes morgen. Hvad bilder jeg mig ind?
Ligesom til sølvbryllupsfunk-jetset-ballet beskrevet nedenfor er der regler for alt i ”undergrunden”: Man skal bare omvendt helst holde sig fra kendte temaer, omkvæd og vokaler. 
Det er bedst, hvis man blot kører en minimal diæt af enslydende stampende grooves centreret omkring mutationer af Roland trommemaskiner fra 1980-1983, der kører mellem 118 og 145 Beats pr. minute – i en lang pølse af et nulrum uden de emotionelle udsving, der kan gøre de pilleglade purister bange.
På en undergrundsklub er hanprocenten i top. Og der er flere dj’s på gulvet end dansere. Eller samlere der ævler….
Alle DJ´s er venner, men backstabber hinanden hadefuldt for at bevare deres illusion om at være visionære lyd-shamaner, der tager folk på en rejse. Reelt er de nørdede samlere, der leger gårdvagts-guruer for narko-lamme børn.
De laver enslydende 12” vinyler af de loops, der følger med til deres hackede musikprogrammer, hvis de ikke blot bare sampler de plader de kan lide fra samme genre i et uendeligt kanibalistisk retro-loop…der underligt nok for dem selv er det rene sci-fi, i et uendeligt kapløb med andre dj-producer-midi-idoiter, geargokkere og soveværelses-Mozarts.
De drømmer om at være “herre true” som sorte i konkursbyen Detroit i 89, bo i Berlin med en pige der bygger egne modularsynths, men synder ved at drømme om at hemmeligt spille på Ibiza, narkoens Jerusalem, med et diskret Red Bull-sponsorat.
En høvdinge-dj kommer op og sætter alle mine plader i 122 BPM og slukker for effekterne. Han siger, jeg klipper for hurtigt, men det er jo min natur, mit temprament og det jeg mener rummet peppes mest op af. Han rynker på næsen af min USB-pladesamling, da det er meget finere at slæbe ryggen skæv og have meget få numre med på vinylplader uden bund der lyder som om der er nogen der rister bacon i baggrunden.
I det lille rum kører noget woblerbas for RUC-folk, der lader som om, de er på ketamin/skunk-lavet af lyde fra Transformer-toys-spil-traileren, bitcrushet og sequencet på en Amiga eller en tidlig playstation. Der er ingen piger tilbage – kun bloggere, der prøver at stjæle min USB-pladekasse og så nogle e-forvirrede mænd, der er tre minutter fra at springe ud af skabet overfor nogle Portugisiske dværge, der har fundet klubben via Recident advisor.
DJ i Nordsjælland
Jeg spillede en 40-års yuppieting i 2900 Hell, fordi jeg kan lide fødselsdagsbarnet, der havde sendt en perlerække-playliste med de sædvanlige skamspillede jazzhouse/Montmatre/Nasa-slaskere. Det trods at han var bekendt med min praksis med at ’producere atmosfærer og sonisk parfume’ til megabrands og kunst og ikke lege menneskelig jukebox.
Efter en udmærket netværksmiddag, hvor der blev diskuteret biler, Liberal Alliance, sport og investering, delte gulvet sig i to hold: dem der ville høre ’det nye fra radioen’, og de andre, der ville have ’gamle hits’ eller bare disco og noget ’man kan danse til’.
Promillen steg og afspejlede festens reaktionsmønstre. Milferne ville høre noget UNGT og NYT (som om det virker som en slags extra botox)….…det betød vist, de ville høre Pharrell en gang hvert 20. min…”i den udgave, vi kender, tak”…. “Hele sangen.”
Deres kussepiskede mandemøbler punkterede i hjørnerne, så de begyndte at behandle mig som en bizar sølvulve-Chippendales-slave. #metoo.
De unge ville høre ’September’ & Danseorkesteret (!!!) – HELE nummeret…”ikke det der mixeri”……senere insisterede de på numre, jeg havde spillet for 10 min. siden, ren guldfiskehjerne….så prøvede de at plugge en iPhone med Spotify med reklamer til (nej – der er ikke internet i en mixer (endnu))….senere ønskede pøllehattene salsa….så ”noget dansk”…så ”happy birthday”…
Så blev de sadistiske overfor tjenestefolkene (godt man ikke er fra Au pair-øerne).…så beordrede de et nummer med videoen med “ham der med det mørke hår, hvor omkvædet er “uahahhaoh ah”…indtil krybdyrhjernerne krævede DJ Ötzi….eller Infected Mushroom fra deres spæde fortrængte ungdom, hvor de plukkede æbler i velcrotøj under den thailandske kemisk forbedrede fuldmåne.
Regressionsterapien kulminerede da de fik plugget en guldfarvet iPhone ind og dansede klumpfodet kædedans til Nannas ’Afrika’ og ’Buster’…hvor de sang kynisk/ironisk vrænget med på de naivt-idealistike budskaber fra dengang, man (lod som om) man troede på noget mere end vækst – dengang der stadig var idealer, moral og etik. Jeg havde lyst til at ringe en bus Brøndby-fans ind til fri bar og amf og give dem gratis spraydåser i indgangen.
Jeg håber virkelig ikke disse banale scener er et billede på større samfundsmæssige eller psykosociale tendenser. Jeg lavede et ninja-rullefald ind i en taxa. Denne tidsmaskineoplevelse har ansporet, at jeg nu er ved at opfinde en dims, der kan suge et publikums reelle playlister fra gulvets iPhones og spille gennemsnittet, den laveste fællesnævner. Den skal ligne en dj og skal også kunne bruges som psykolog, stripper & boksebold. Ellers må de booke Dan Rachlin.
DJ på superklub
Så skal jeg spille et mere mainstream event, hvor en promoter-spamkonge fejrer et eller andet stykke brand-grafik i samarbejde med nogle modelbureauer, der mest er med for at simulere, at hanprocenten er lavere end normalt her. Der udarter sig til et rent dj-bunkepul, da dj’s reelt bare er nogle virale ambassadører, der skal tromme gæster sammen på SoMe og så larme, så man IKKE kan tale sammenog stresse masserne, da det øger baromsætningen. En fyr, der ligner en overtusset Stalking Cat, spiller det blødeste Baileys-ned af ryggen R&B fra 2000, de unge mener er gammel soul. At Destiny’s Child nu er rare groove får mig til at føle mig gammel.
Det mixes automatiseret sammen med en sync knap med noget Morten Brian-agtigt EBM-rustchebane lattergas-tramper, der hakker rundt i to gear, et med bas, så breaks med trommerolls og filter-swooooosh, så der ikke er tvivl om, hvornår rummet peaker og basarmen skal heile. Og så forfra. Byg op, riv ned.
Så kommer der noget steril ringetone “tropical house” på der skam-sampler en død rapper ovenpå en en retarderet bund af plastic olietønder, tamme tørre trommemaskiner og toppet med sovset digital-sax. Det kunne være en reklame for et kristent norsk discount rejsebureau?
Så spiller de noget P4-hygge danskhall-trap Shubidua lavet af børnevoksne med ufinurlige navne fra provinsen forhippet på at claime Københavnerstatus og indbyggede sponsor-shout-outs. Folk mumler med på uforståelighederne, der handler om noget med at være en hvid neger.
Jeg håber det er ironisk – og at autotune snart går af mode. En forhadt artist, der har lavet millioner på at lave techhouse – der har “svigtet undergrunden” og laver radiorock – går på og spiller et sæt, han har raffineret af fragmenter af 80’er hits fra det elektriske barometers værste tuderock-klicheer. “Uh, jeg er blevet en sortklædt indie album artisté,“ – for fin til den techno, der fostrede ham, nu voksen og kokain-ked.
Det bliver min tur. Jeg sætter den her klassiker på for ligesom at rense luften, men mødes af en skov af Stone Island-arme med phones med DRAKE i displayet, så jeg roder efter IKON-mappen i USB-pladekassen, hvor kun numre, der har videoer med dansere til ligger, da masserne KUN reagerer på én ting, genkendelse, og helst danser i mønstre samplet fra skærmen – tager en mental note om at huske at have dansere med i min næste musikvideo.
Glem at missionere med nyopdaget eller genial musik og prøve at designe nye rum med lyd på superklubben…jeg bliver høfligt smidt af pulten, derefter gallopmixer nogle opkrudtede mode-skod-celebs kun anorektikere kender fra Insta noget italo-disco og helt uironisk bras, de hørte som børn på The Voice i 90’erne eller noget helt sikkert sort rock a la Joy Division, Stones, Iggy, Cure, Doors eller Fleetwood Mac fra mine forældres vinylsamling, mens de nakker cuttet slankepulver under pulten, og instagrammer en ny lookbook for et kælderbrand. Musikken indikerer, at de fetisherer 70’er og 80’er NYC nedtur, men at de kommer fra et borger-hjem, hvor hippietiden ikke satte aftryk. Borgerbørn på tomhed, der opretholder et vacuum, et trygt status Quo.
De afløses af dronningen af dj-netværk/PR: hun er fantastisk til at semi-strippe, mens hun luftmixer til et premix lavet af en tyk fuld dreng på en PC på et klubværelse, så hun ikke skal besværes med at mixe numre sammen selv, mens hun tager selfier, flirter med multimillionærer i fake rocktøj og blogger direkte fra pulten. Det er trods alt bedre end at være booker eller stylist, efter jobsene som katalogmodel og radiovært udeblev.
Det ender med “Strangers in the Night” med abrubte konfetti-kanon-lyde over, før det grimme rengørings-neonlys rammer knust glas på det tomme gulv. Slut.
Min dybt subjektive konklusion er, at klubfolket er underligt utrygge for tiden, så det søger retro eller radio-trap-trygheden eller den uendelige berlinske bom-chi-bom-chi tyskerfod, i en tid, hvor musik er noget, man bruger til at sælge alt andet end musik. Underligt, da der er mere musik til rådighed end nogensinde, og alle har mulighed for at producere og publisere selv via gratis studie-stoftware. Det hører man bare ikke på de store københavnske klubber. Der er masser af nicheting, men de dukker sig i kanterne og opnår sjældent kritisk publikums-masse og har givet op på klubber og radio, der spiller efter Excel-arket med Djøfsk præcision.
Det er jo bare det gamle split to yderpoler: DJs der effektive og trygt spiller hvad man forventer som en jukebox, og DJ´s man lytter til fordi de spiller noget uhørt, eller montrerer noget gammelt på en ny måde og dermed trækker tæppet væk eller laver nye rammer for nye situationer. Altså en bevarende kontra en innovativ praktis.
Alle er dj’s efter auto-sync knapper og youtube-rips er standard, så prøv selv at mixe derude, måske kan du opfinde en ny stil, der ikke er taget, eller få en gratis flaske og noget sponosrtøj? Start med at finde inspiration på denne fantastiske side, og bland så tre og lav en e-flyer, en fest og et mixcloud upload. På genhør! Lyt til mine gamle sæt her.
Skrid med dig gamle nar!
Morten Vammen har spillet på alt fra Nasa, Bakken, Sundays, Dolores og et utal af corporate, over og undergrundsfester og kunstevents i ind og udland, book ham her.