Fortidens helt er nutidens krænker – men hvad skete der i hans sind? Hvad skabte hans syge adfærd…og hvordan legitimerer han sine overgreb idag, nu tidsånden er vendt?
Ofrene for #metoo står i kø – og fokus er at blive mere solidarisk og inkluderer nu ikke bare medieikoner men også kassedamer, bartendere og bøsser. Vi har næsten alle været ofre for en ulig magtrelation, men for at forstå og forebygge må vi også forstå krænkeren. Jeg gør her et forsøg- og har puttet illustrationer, skæg og blå briller på krænkeren af hensyn til hans børn og ofre – men vi kender desværre alle typen:
Historien starter tilfældigt – Jeg spiser frokost med en flot silverback – lad os kalde ham Torkild her – for hans børns skyld. Min gamle fest-makker var engang alfa-hannen, det menneskelige superbrand, festens midtpunkt, sammenkobleren der altid var i transit mellem globale projekter og vilde fester.
Vi har ikke set hinanden siden jeg blev far. Nu fortæller han en masse om hvor godt det går, en sky af namedropping, produkter og tal – som så mange andre der hænger i neglene nu, for det skinner igennem corona og skilsmisse lukkede hans scener- og efter karantænen har han som alle andre brug for at snakke, så vi går på det nye Dan Turell, en lidt steril rekonstruktion af den klassiske cafe, Dan T. selv aldrig besøgte. Jukeboxen med vinyl er flottere end dengang og kurateret som et digt til 80er generationens ide om sig selv, så jeg sætter Kraftwerks “the model” på efterfuldt af Sex Pistols – selvom de få gæster hører Septemper eller My Way indeni på repeat
VI varmer op med et par spektakulære anekdoter fra nullerne, før vi rammer nutiden. – jeg laver det klassiske forhørsleder trick og trækker mine mentale bukser ned og piver skrøbeligt over min datters angstfulde skolevalg – måske bliver min lille gudinde spist i skolegården? Han blotter keramiktænderne: ”de skal jo lære det før eller siden…” Hvad?
Vi drikker os tættere, brainer og pitcher på ting vi har glemt idag – men da vi har bundet en udsøgt krystallinsk Pingus fra Lars Seiers nye køleskab til en billig men skøn chilli con carne, og så. sker det, helt uventet og ganske uprovokeret: Chefpikken kryber til korset og beretter om en mental åbenbaring han fik i en indianer-rus i en svensk svedhytte – han realiserer har været et svin overfor ansatte, kvinder, konen, og ikke mindst sig selv – og vil derfor gerne anerkendes for sin flotte selverkendelse – jeg føler mig nu som en katolsk skriftefader med rødmende ører:
“Da jeg vågnede med kvalme efter shamanens mixture klingende ud fattede jeg det – jeg har en slags perversion der udspringer af ikke at føle jeg kan elskes som jeg er, som rent menneske, uden at have en kongekrone på. Jeg tror grundlæggende ikke jeg er elskværdig, jeg hadedede sig selv så meget jeg kunne have sex blæst på falske forudsætninger. Der er noget mindreværdsmotiveret over at tænde på en ulige relation og bruge sin magt til at få sex. Jeg skammer mig idag…” Han knipser efter tjeneren – hvad handler det om, skal jeg tilgive ham på menneskeracens vegne? Validere ham som genfødt. følsomt menneske?
Han slubrer en GT og ranter videre: “Jeg har haft masser at grunde til at hade kvinder, selvom det er set udefra er dummere end racisme. Måske starter det med min dominerende mor der brugte min som dukke og lænke om foden på far så han ikke skred når hun var urimelig når der var indianer i lysthuset? Måske var det de kvindelige pædagoger og lærere der udskammede min maskulinitet men paradoksalt nok ikke støttede mig når jeg græd? Måske var det de stærke piger i klassen, der godt måtte vise sårbarhed, der mobbede mig da de fik bryster mens jeg stadig rodede med lego? Måske var det pornoen der fortalte mig min pik altid var for lille og kvinder ville straffes og hellere ville rode med 10 år ældre rige fyre? Måske er det bare fordi jeg er vokset op med Euroman, Simon Spies, Klovn, 007 og R.Kelly. Det er jo ikke bare mig der er syg, det er vores kultur.”
“Måske er vi alle bare formet af vores oplevelser – hende modellen dumpede mig for den rige mand – der forstod jeg man skulle være entreprenant for alvor, at det kræver props at pelse top-bæveren. Måske kom hadet – eller skal jeg kalde det ubalancen – fordi den fornuftige kæreste der samlede mig op efter jeg blev dumpet lavede et projekt ud af mig og vi endte i en skyttegravskrig til jeg ikke havde nogen personlighed mere og hun tilmed begyndte at lave trantra med sin zumbainstruktør. Jeg var havnet i et parforholds-spind, helt udsuget og til sidst forladt – og havde tabt min egen kultur: hvor blev mine store højtalere og provokunsten af? Der var Adele på min playliste nu og beige hørtøj i klædeskabet! Vi var i Bo Bedre – sikkert fordi hun ville få prisen på lejligheden op før skilsmissen…selv mine gamle venner skræmte hun væk, men hun mistede interessen da hendes kussepiskningsprojekt lykkedes. Så var det bare tilbage i logen og ringe escorts ind…det var sku blilligere end den skilsmisse…og mere ægte.”
Jeg blev helt paf – sagde han virkelig det der? Det var som at stirre på et trafikuheld. Stakkels hans næste næste offer tænkte jeg mens jeg bestilte kaffe. “Ku godt”…hvisker han og nikker mod den cirka 19 årige tjener, der heldigvis ignorerer ham: “Det var for kvindernes skyld jeg knoklede i et rædselsfuldt job for at få penge til alt det gas jeg troede kvinder ønsker: pynt, bløde møbler,duftlys, 6 pack, parmiddage, rosé, støvsugerrobot, teater, undertøj, kulturrejser – der måske kunne veksles for afmålte doser fast formateret sex. Jeg ville have haft det bedre hvis jeg bare var blevet på fifaen med mine drenge stedet for at lege verdensmand for at få fisse. Takket være corona er jeg sjovt nok tilbage i sofaen.”
Han har våde øjne. Han er meget bedugget, måske har han tanket op før vi mødtes? Det er akavet og han taler for højt og væggene har ører på DT, så vi går en iskold parade i Kongens have, hvor der ligger pølsemandsposer og pizzabakker i græsset. Han tager et skridt udenom en hundelort mens han prøver at dække sig ind og afpersonalisere sit problem med tam teoretiseren: “Vores sexualitet er også et produkt af vores samfund: vi behandler hinanden som positioner, ikke personligheder. Vi er og ser mennesker som varer i et supermarked. På arbejdsmarkedet behandles vi som et råstof, og alt kan læses som en magtrelation. Empati er en bagdel – det gælder om at sælge, og den der lyver bedst har vundet. Problemet var jeg ikke holdt op med at lyve når jeg kom hjem til damen, og til sidst troede jeg selv på mit glansbillede.”
Jeg oplevede at hele byen troede på hans glasbillede. “Da jeg blev skilt, nej også før det – var der en masse kvinder, der så fordelen i at flirte med mig. De ville op. Mange af dem ville krænkes – hvis jeg slikkede fisse på dem gav de mig en flad, de ville hellere pines, det føltes mere sandt, mere i tråd med deres eget selvbillede, eller også kunne de ikke mærke andet mere. Det er jo svært at blive elsket rigtigt hvis man hader sig selv, så hellere kneppe en bøddel. Så vores behov passede fint – plus jeg var tryg i troen om de ikke elskede mig, det ville jo være løgn, men kun min position. Jeg ville derfor have en endnu bedre position – op op op, højere – hurtigere – hårdere.”
Men hvor gik det galt? Jeg kan høre jeg stammer nu – han tænder en eksotisk cigaret og svarer: “En dag var der en af mine indebrændte x-elskerinder der så sit snit til at tage min stilling. Hun havde så et par historier hun lækkede til både min kone og min chef…klamme ko. Så jeg er tilbage på singlemarkedet og flashe – der er altid en dame derude der mangler et par nye tasker – selvom alle faker de er herre woke og har firkantet tøj på..” Han begynder at kramme et træ mens han chanter volapyk.
Jeg har klaus – det er for kynisk, så jeg trykker jeg på min telefon i lommen så den bipper. Jeg kan ikke mere, så jeg lader som om jeg skal til et vigtigt møde så jeg kan afbryde den bizzare skriftesceance. Jeg skal ikke tættere på denne psykopat, der spiller nyspirituel, jeg skal ikke ses med ham eller legitimere hans eksistens ved mit nærvær, for måske er hans åbenhed bare en strategi, det klassiske “jeg har været et dårligt menneske men jeg sagde det først…nu er det lidt synd for mig” – hvorefter han bare – lettet – kan fortsætte sin negative mønster. Jeg håber inderligt han sidder fast i fifaen når min datter når i puberteten, ellers skal jeg ud med battet. Faktisk har jeg lyst til at give ham en lærestreg, det fede mandesvin – men hvem er jeg? Batman? Det er flere generationer, ja et helt system, jeg er oppe imod her.
Det mest skræmmende er han trods den afskallede charme fremstår normal, og jeg skal ikke kaste med dianogser – og narcisisme er ikke en dianogse mere – det er standard, men jeg tror “klamt uempatisk retro-mandesvin” dækker det meget godt – det kan performance-optimerende terapi og spirituel lingo ikke fjerne. Jeg ser på hans Shambala armbånd ved siden af det dyre vintage dykkerur – “Fedt du er kommet videre, jeg er sku nød til at løbe gamle dreng, tiden er løbet fra dig. Kram et træ for mig. Hej hej.”
