Af og til har jeg rollen som the cleaner, Mr. Wolf i Pulp Fiction – der skal rede trådene ud, når alt er i kaos, en elegantier med sattelit-syn der skal redde kastanjerne ud af ilden og spinne en rar slutning. Det er tid til nuancer nu – i det kaos den herlige #metoobevægelse har skabt.
Måske er hele “heksejagten” hævn fra en masse mennesker, der har følt sig fremmedgjorte over at være tvangsindlagte til den åh så gode men mystiske Zentropa-smag. “Giv mig mine 100 kr. tilbage – det var traumatisk at se en musical, der lignede en rystet russisk propagandafilm hvor højdepunktet var, da Bjørk stoppede med at synge da hun blev hængt.”
Eller måske er sagen det onde ekko fra ofre for et ekstremt presset kreativt miljø, og storhedsvanvid i toppen af dette?
Måske startede det hele, da Bjørk overvejede hvordan hendes spritnye plade skulle promoveres, da hun sad og kogte i sin diva-sneborg – smart at træde ind i nutiden via #metoo – hendes snart 20 år gamle beef med Trier er et perfekt springbræt – alle historierne om hvordan han presser udtrykket og nærværet ud af spillerne via provokationer i en koger er veldokumenterede – også på film. Den gamle gæld skulle betales, og hævn er åbenbartt god PR. For der er følelser og trafik i kendte krænkede. Eller er det Nordisk film, der prøver at vippe Ålen af pinden – de ejer jo 51% af Zentropa? Det starter min tankerejse, det er jo en film i sig selv.
Det er også de pæne djøf-kalkuleredes data-mining baserede mediers hævn over et irriterende anarkistisk konkurrende brand. For der er klik i krænkelse af skuespillere, men jeg glæder mig næsten til, at medierne begynder at skrive om krænkelse i f.eks servicesektoren…der er nok at tage fat i.
Der er jo ikke noget nyt i Ålens Spies-agtige rollespil – det er en gammel historie. Tidens moralske nyfortolkning via den “digitale oplysningstid” derimod – er ny.
For magtmisbrug er aldrig ok – men er det magtmisbrug, der er foregået på drømmefabrikken Zentropa eller var det en parodi på en sekt? Tror det var relativt blidt i forhold til hvad der foregår på f.eks et gennemsnitligt hospital – mener ikke det er ok – vi skal altid tage andres følelser alvorligt -men det her minder mig om, hvis Spies’ morgenbolledamer klagede nu. Er vi vidne til en Folkedomstolens medieaccelererede næsten svenske politisk korrekte kastrering af en filmkonge og en stigmatisering af mandekønnet? Tænk at jeg tør stille spørgsmålet…i en tid hvor kønsdebatten er mere eksplosiv end indvandringsdebatten – ber til jeg ikke bliver misforstået og nedkalder en femi-fatwa.
Forleden var jeg ude på Zentropa – dagen før Peter fik mundkurv på. Han gik rundt som en hyggelig vært til en familiefest med med forklæde om livet – “så man er advaret hvis der er rejsning” som jeg dum-kækt bemærkede. Mens Peter power-telefonerede fortalte hans belevne co-producer – der før har arbejdet i kongehuset – at Peter var ved at gøre klar til en større rundvisning – som om de allerede drev et museum over Danmarks mest export-stærke mediebrand? Åh nej.
Var jeg vidne til kongens fald? Trods en stram uge hvor alle de pæne mennesker i dansk presse havde drevet heksejagt virkede filmbranchens ubåds-kaptajn totalt upåvirket og fattet – så hvorfor ikke bare lave en god frokost som vi plejer?
Umiddelbart er jeg meget fordomsfuld overfor gourmet-griseavlere, der går i dellejakker og stemmer på Liberal Alliance, men siden jeg mødte ham i forbindelse med musik, jeg lavede til serien Riget, har vi haft det sjovt. Jeg fik en fair behandling og fyrstelig betaling selvom jeg var en pivskæv børnebøllehat dengang.
Intelligente anarkister hænger ikke på træerne, og jeg lurede hurtigt hans Spies-agtige PR-strategi.Han var EB-udgaven af Triers filmiske grænseoverskridelser, et interface til folkesjælen, når Lars blev for elitær og mystisk. Et selverklæret mandesvin i en ofte rationel verden.
Naturligvis er det ikke ok at overskride menneskers grænser, bare fordi man har sagt, at overskridelse er ens brand og man dermed laver en ironisk helgardering omkring det.
Måske insisterede Ålen bare på at være menneske i en verden af pænhed og spin. Men hvor personen Peter slutter og brandingen begynder, er der ingen der ved. Måske var masken blevet ansigtet?
Der har været ballade før: der er masser af historier om folk, der sled døgnet rundt et halvt år for en holdjakke og lidt pizza før de fik løn – men til gengæld fik bonus, hvis de fik logoet tatoveret. Men sådan er det overalt i dag – i en drømmebranche med få uddannelsespladser, hvor man udnytter et overflødighedshorn af interns, rige folks dumme børn og folk i jobtilbud.
Klart soldaterne bliver indebrændte, når de finder ud af deres forventninger og ambitioner ikke synkroniserer med mediemarkedets barske virkelighed. Hvis man er heldig, kan man danse freelancestoledans med metal-albuer og ild i håret – vi er smørelsen på clickbaitpyramiden, og værdierne ryger mest opad i firmaerne.
Jeg tror Zentropas soldater – ligesom når man ser Jesus på korset på vej ind i kirken – eller dødningehovedet på vej ind i rockerborgen – var advaret om den grænseløse kult. Zentropa har jo levet af en følelsespornografisk filmformel, hvor uskyldige kvinder går ned – og hævner i de senere film. Som er noget af det eneste dansk film, der kan ramme mig og som hele Danmark har siddet på lårene af hinanden for at hylde – men medierne lever jo at at bygge op – og rive ned bagefter. Det er svært, da Lars vil blive husket om 20 år – ikke Susanne Bier og Bille August.
En bluffers guide til Trier her.
Men tilbage til shitstormens øje i sofaen – vi sidder for at diskutere mit nye manus, men jeg kan ikke lade være at nævne Deadline, Information, Politiken, The Guardian, Screen Daily, Hollywood Reporter og Indiewire.
“Du er ubådskaptajnen i denne uge Peter. Du må trække en linie i sandet og stoppe det, ellers koster det knaster”, siger jeg og refererer til de undenlandske firmaer og fonde, der vil trække sig fra fremtidigt samarbejde. Jeg fik halvkolde fødder da jeg tænkte tanken til ende.
Ålen havde ikke læst det meste af kritik, og ved han flyder ovenpå som en prop efter stormen. Hans filmhistoriske pondus er som en selvfed usynlig skudsikker synkefri vest, og han har levet af og med ballade hele vejen så….skål!
Dagen efter min venlige henstilling kom der så et internt brev ud til samarbejdspartnerne:
“Peter har fremover ingen indflydelse på den daglige ledelse af selskabet. Han deltager ikke i ledermøder. Peter har ingen indflydelse på elevuddannelsen og har ikke længere elever under sin ledelse. Peter må pr. dags dato ikke udtale sig på vegne af Zentropa, der også vil også kontakte Arbejdstilsynet for at få en professionel vurdering af arbejdsmiljøet.”
Ålen har fået mundkurv på – og 90er stodder-brandet er pakket sammen – men jeg ved han har mange gode film i sig endnu.
Lyt til mit ældre interview med Peter her – det går stærkt.
Men nogengange tænker jeg at kreativitet kommer af sexuel undertrykkelse – mænd der leger påfugle for at kompensere og tiltrække – når de så bliver forløst sexuelt eller mentalt forsvinder kreativiteten – den kreative klasse er er de små pikkes fægteklub – et hyperliberalt egodrevet antimiljø hvor man kæmper skjult menneskebrand mod menneskebrand for groupier og ussel mammon, mens man syr blonder på og lægger røgslør ud over man ofte reelt intet har at sige andet end egen slet skjulte narcisistiske mindreværdsmotiverede selvhævdelse. Er Tibetanske mestre kreative? Er du kreativ efter en tur på konen?
Men hurra for internettet: det er fantastisk, at et hashtag kan skabe så stort et bevidstheds-skred omkring krænkelse, ligestilling og magt – Jeg håber der er mange nye bevidsthedgørende hashtags på vej. Nettet kan så meget mere end kattevideoer og gourmet-blær.
Jeg håber virkelig #metoo ikke bare ender i mere krig og forvirring mellem kønnene – der er nok forvirring i forvejen. Så brug det med måde, ikke til interne vendettaer – der er desværre eksempler på mænd der er gjort socialt radioaktive af forsmåede eller skuffede kvinder – og vise versa – i stedet for en mere reel politianmeldelse, hvilket klart at foretrække hvis det er muligt.
Måske et naivt #moreempathyatwork eller et #flatpowerstructureplease? Vi er alle en del af en krænkelseskultur – vi har allesammen været liderlige og dumme – tilstå nu #jeggørdetaldrigmere, #undskyldjegikkegavdigetjobforsex – mulighederne er uendelige – find på nogle bedre hashtags selv nu og spred lyset!
#Mantoo: Jeg vil aldrig forklejne kvindernes problematikker eller piggybacke alle de tragiske historier – men jeg har skam også mistet en masse jobs fordi jeg ikke havde lyst til at gengælde flirts eller fetere mine chefer – om de var kvinder eller homoer. Jeg mistende engang en kæmpe kunde, fordi jeg ikke orkede at drikke snaps, ryge pot eller høre indierock med en matriakat-redaktion til en julefrokost – eller modtage en wc-blowjob fra en koka-homo. Det kan også handle om helt vanillefarvede fædre man bare ikke orker ego-massere eller hænge ud med.
Desværre er chef-rollespillet vs. artisten ofte et rædselsfuldt rollespil, og at tro at man kun vurderes på ens output i mediebranchen er naivt. Jeg har oplevet chefer, der skubber talenter og god forretning ud, fordi “talentet” ikke vil med til FCK-kampe, rockkoncerter eller par-middage – eller generelt bekræfte dem i deres selvbillede. Det kan være små ting, som når man kalder dem “danser med chefer” – ikke ulve – til festen, eller griner af dem når de får tweedjakker og briller uden styrke for at virke klogere – ledelsen er tit et minefelt af sarte egoer, og når en har chef mistænkt mig for at kalde deres bluff, ryger jeg ud og får en kniv i ryggen bagefter – så jeg ikke kan få arbejde andre steder, da man er jobmæssigt radioaktiv – og alle ser stiltiende til, da der er kamp om pladserne og ingen solidaritet – alle er bange for de narcissistiske og psykopatiske chefer, der lever af at tage æren og stjæle andres arbejde, rode med regneark og som ser sig selv som brands i krig med andre brands. Holdingen er at man kan ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker – og der er masser af æg. Empati er en by på mars.
SM-samfundet: Don´t hate the player, hate the game – jeg var engang til en fetishfest for at filme – klædt i sort burka – fra Nørrebrogade – hvor jeg blev forfulgt af en masse kvinder og det til trods for, at de kun kunne se spidsen af mine sko. Fører-fetishisten forklarede mig så, af det var fordi, der altid var mangel på sadister: “der er en fordeling på 20 procent sadister og 80 procent masochister– LIGESOM I RESTEN AF SAMFUNDET”. Mindblowing. Måske har årtusinders slaveri og senere klassesamfund skabt denne dynamik? Jeg nægter at tro det er biologisk, men jeg forstår nu meget bedre, hvorfor masserne elsker at få klare ordrer – uhyggeligt. Hov – det har ikke så meget med Zentropa at gøre mere det her…men denne klumme handler jo også om migmigmig.
Konklusionen må være at vi igen skal til at se hinanden som mennesker, ikke segmenter eller positioner. Jeg glæder mig til igen at blive set som et menneske, der spiser skider og sover og har mere til fælles med resten af jordens befolkning end et isoleret stykke kød eller en ting på et marked. Lad frihedskampen fortsætte – og lad Aalbæk lave nogle flere ekstreme film indenfor straffelovens rammer – men med en mere empatisk tilgang tak . Men hvem ved hvad der afdækkes næste uge – måske har han pisket Gita i smurt ind i trøffelolie mens han hørte Ramstein? Please lad det ikke være sandt – Dansk film har brug for Zentropas brand i udlandet – og ganske forudsigeligt har arbejdstilsynet erklæret klart skib og Ålen er genindsat.
DIsclaimer (til de fatsvage, der læser deres eget halløj ind i min tekst): jeg står ikke på mål for magtmisbrug eller krænkelse. Jeg er hverken den dømmende, udøvende eller lovgivende magt – endnu.