Er galskab den sidste ægte frihed? Vi drages vel alle efter det tossede – en bevidsthed der er max men vi ikke helt forstår – se bare vores stjerner de sidste 50 år – var de raske? Elvis? Jackson? Prince? Kanye tog konsekvensen og lavede et bi-polart album….Ye. Album? Det var 23 minutter og vel mere en slags meme eller clickbait reality forsøg på at overdøve internettets råbekor for at sælge nogle flere 900 dollars sneakers – eller et genialt nøgent flaskepost-digt lige i tidsåndens bamseøje? Men på det nye 10 album er det store spørgsmål – kan kristendommen redde Kanye fra Kanye? På Donda får han hjælp af så kontroversielle krænsere som DaBaby, Chris Brown, Buju Banton & Marilyn Manson…ikke så PC.
FLASHBACK: Engang ræsede jeg med en polsk glædesspreder med stramme kæber i italiensk sportstøj i en tysk tank fyldt med poser der vist ikke helt var fra sydamerika – han fræsede rundt på hele Amar en mandag eftermiddag – det bimlede og bamlede – han dækkede alt fra advokater til invalide til kørekortet ved at blive klippet. Det var rystende at se “festen” er overalt og aldrig stopper, jeg glemmer ikke ræserturens soundtrack – det var min introduktion til Kaynes geni – her et mix af børnekor, snedigt manipulerede samples og en perfid tekst der kaster nyt lys på snavse-scenen:
Kanye eksploderede med hits hvor han skamløst samplede sublime Curtis Mayfield – samples så fantastiske alle kunne lave hits af dem – han rappede skidt ovenpå, men producerede meme-beats som et reklamebureau og sugede tiden for samples, cameos og beatmagere – og soulen forsvant på de følgende albums for en mere glam-trap-dubsteppy sing along stadion maximalisme – hvert track var som en compilation af oneliners, punchlines og hooks der sad lige i trafik-skabet på twitter. Og historien udviklede sig – vi voksede op med ham – og voksede med ham – der var en udviklingshistorie, ikke bare repeat af gamle succeser – alt kunne ske…fra kynisk klam hedonisme og grådighed til Jesus og tilbage igen. Gospel samples, Cashmere Cat-vocal-science og Madlib beats tilsat reality markedsføring – hvor verden nyder at se Kanye degenrere i rampelyset som i denne video hvor han knækker halsen på Queen:
Kanye mesterer at være mega syntetisk og helt nøgen samtidig i bombastiske sukrede designer-ghetto-operas. Tracks der udvikler sig uventet og ender i en helt tredie genre. Hvor Jay-Z og Beyonce havde klassisk musikalsk talent – og skidt smag – bevares – har Kanye talent for at CEO-producere – ja nærmest instruere lydfil – og have en personlighed der ikke skammede sig. Det er ham der er hovedretten – ikke musikken.
Bevares, Kanye var allerede en dygtig boom-bap beatmager før han gik solo – men hans virkelige fingeraftryk er hans fokus på vocal science – der bliver skruet igennem på autotunen – vokalen og egoet er i fokus – og bakket op af samples fra YouTube, vinyl og så et kor af strategiske cameos for at ramme andre artisters fanbaser.
Måske er hele den der trendy bipolar-ting bare et coverup for han bare har mistet jordforbindelsen totalt? “Jeg mener det ikke, jeg er bare tosset, er det ikke synd og spændende?” Problemet her er at hans målgruppe er hans fans ikke er medierede post-ironiske erfaringsramte genier, men kids…Kanye mestrer som en Berlingske-blogger eller en net-trold kunsten at være irriterende – heller det end publikum er ligeglade – hellere få varmen ved at blive hadet på end et lunkent ingenting – og hjernen husker bedre irritation end den ægte glæde, det åbenbart er så svært at skabe idag?
Jeg er jo dansker (og ikke altid så stolt af det) så ligesom jeg elskede Nik & Jays storhedsvandvid og deres R.Kellyske debut, har jeg også en sød tand for små doser megalomane infantile narcissistiske dramatiske liderlige grådige Kanye – selv jeg blev provokeret af hans Trump hat, flirt med Jesus og “slavery sounds like a choice” og mine Jeezys korte holdbarhed. Jeg var omvendt vild med hans video med nøgne Trump og hans valgmøde i skudsikker vest, hvor han brød sammen ved tanken om hans datter kunne være endt som abort. Jeg er vil med hans stem mix dims, hvor fans for 200 dollars kan remixe albummet selv via en hardware dims designet af svenske Teenage engineering. Eller ideen om totalt pretentiøst at lave en lyttesession for 20.000 mennesker på et stadion for at finde det rette mix… og lave lidt ekstra mønt. Vi har de idoler vi fortjener, og VI ER ALLE lidt KANYE i 2021. Hellere en tosse end den kalkulerede kedelige krammebamse Drake.
På Donda leger Kanye stadig – og tager sig gooood tid – 1 time og 48 minutter med næsten ambient navlepilleri og tvivlsomme spirituelle belæringer – hans beats er desværre reduceret til trapbas-buldren – de sjove samples er væk (måske blev de for dyre) – det er skruet op for sentimental patos, twitter-quotes, minimal jesus-trap og lighterballader – Kanyes lort virker – jeg har f.eks lige brugt en halv time på denne artikel i stedet for selv at lave noget der betød noget eller gjorde en forskel. Døm selv her: