Tænk en pragtfuld modeuge for voksne. To konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster kloge-Åge. Different strokes for different folks!
Replikker som: “Interessante teksturer”, “vibrerer mellem meta og post-modernisme” eller “Jeg køber med hjertet, ikke med øjnene…” eller “Jeg samler i dybden, har en lukrativ placering til værket.”
Årets tendenser: værker i rammer: Zombie minimalisme, New materialism, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige mønstre, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb – og lidt diffus klimakunst, kønskunst og minoritetskunst.
Men vinderen er noget der ligner noget en arkitekt har lavet til et venteværelse, der ikke må udsende nogen forvirrende og dermed ekskluderende følelser eller signaler, noget der bare blender ind.
Naturligvis er alle de indrammede værker garneret med performance, designmøbler og tamme djs, men der er ikke så meget skulptur eller new media i år. Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kunstnernes egne vilkår. Opgør er umuligt, og ingen orker høre på brok hvis man ikke kan visonere et alternativ.
Måske er jeg bare et naivt barn der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevistheds-udvidelse .
Nu virker det mere som kunstnere er nogle nepo-kids og nogen der lader som om de er det der prøver at lave insvesteringssikre visuelle møbler styret af gallerister der er styret af samlere.
Måske er feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt, alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by der bare kommer nye forudsigelige forsteder på. Det virker som om alle går i andres fodspor og sko.
Hele baduljen efterlader en stemning fra et venteværelse eller en boutiquesåbning, vi venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange.
Nyd at flippe rundt i årets messers sofamatchende pantone-skala:
