Jeg forsøgte at se “Ungeren” – den virkede desværre bedaget i udtrykket – det føles som “Mig og Charlie” der cosplayer som BZ’ere – jeg skimmede et par afsnit, så det her er ikke en anmeldelse – mere bare tanker Ungeren affødte:
Det er set bedre i DR2s “Ungeren Indefra” dokumentar
Serien virkede enøjet og savnede – som f.eks i “The Wire” – at hele byen indragedes som interagerende økosystem, hvor parallelle universer fletter historien sammen – som i den virkelige verden. Der kunne snildt have været flere vinkler – f.eks fra en højre og en venstre-orienteredejournalister, en DKU-infiltrator, en nazi-Brian, mere politi-vinkel, en slum-punker-drukmås og mere med de lokale civile fra Nørrebro.
Den store elefant i rummet forbigåes let – hvad der reelt foregik inde i hovedet på Ritt, Kramer Mikkelsen og co, der solgte Weidekamps gave til hele Københavns ungdom til en syg kristen sekt. Det ville have være cool hvis magten og sekten var mere fremtrædende i fortællingen. Ejendomsbranchen burde også være med – mon ikke de har påvirket processen også?
Den borgerlige presse ikke er forargede – altid et skidt tegn, det er der så andre der er; en gammel bekendt skriver “Ungeren-serien giver ham lyst til at smadre noget…han ved bare ikke hvad”…jeg skriver alfaderligt: “Slap nu af politiet får bare nye biler, du betaler dem over skatten, medierne gør os bange og jyderne bliver endnu mere angste og stemmer endnu dårligere…” Måske kan jeg bare ikke se den fordi jeg er erfaringsramt?
Flashback: jeg deltog i 80’ernes subkulturer, der alle var et oprør mod den kedsomhed, der prægede København, der lignede DDR dengang. Der var mange tomme boliger og få steder for unge ud over sportshaller, biblioteker, Staden og spillearkader i pornobiografer. De første besatte huse var reelle brugerdrevne mini-kulturhuse helt i øjenhøjde med brugerne, der ofte boede der også.
Scenius vs. genius: det var en scene der udklækkede gadegenier der ingen forudsætninger havde, en rugekasse der ligesom f.eks det tidlige punk eller hiphop-miljø burde være noget man skelde til når der skal laves ungdomsaktiviteter i belastede områder i fremtiden.
BZ-miljøet var typisk en slags overgangsritual, et gadepensum hvor man lærte at gøre det selv og finde på nye ting udenfor de traditionelle rammer, og de stærke fra dengang flød hurtigt videre til reklame, medie og kunst-brancherne, da de voksede fra hanekam, graffiti, brosten og hardcorepunk – samfundet bød jo på næsten uendelig nydelse, så hvorfor blive ved med at pine sig selv med vegetargryde, Pogo, dårligt pot, skidte sanitære forhold og politivold? PC og MDMA vandt – så vandt Sats, Joe & The Juice, Instagram og CBS.
Min interesse ebbede ud allerede i midt-80erne da mere doktrinære kræfter overtog, så da Ungdomshuset skulle ryddes tænkte jeg lidt det var som en slags 80er-Frilandsmuseum – indtil jeg endte til en fest derude, en ren renæssance der forenede performance-kollektivet Dunst, lokal rå Dancehall (før det blev radio-mavedans-hall), Vibskov og mit smertensbarn acid-techno.
Efter en lidt lam længere periode hvor byens fokus var andetsteds, fungerede lukningstruningen som den bedste PR, det var en sand jyde-magnet, hvor alle tilflytterne kunne optjente subkulturel kapital fra alle rebelske subkulturer i en bouillonterning og vinde den eftertragtede usynlige Københavner-nummerplade-tatovering. Tryk avler modtryk, og der kom smæk på huset igen.
Klip til rydningen – en unødvendig fremmedgørende magtdemonstration komplet med militærfolk, helikoptere og gadekampe. Jeg kan måske teoretisk forstå følelsen af afmagt, men da jeg ikke tror på gadekampes effekt – og slet ikke i flok iført sort bukser så stramme man ikke kan løbe – tog jeg et kamera for at dokumentere for TVA.
Redaktøren var mest interesserede i billeder af brændende privatbiler, og foretrak billeder skudt på stativ fra politiets synsvinkel. Jeg tog derfor et let kamera og en gasmaske og løb rundt i mellem hundredvis af demonstranter og politi, i mellem sten og gas i ingenmandsland. Jeg blev så vild med adrenalinsuset, jeg endte med at filme i Beirut, men der blev det alvor, så jeg stoppede.
Klipperen Henrik Møll (RIP) har brugt mine optagelser fra perioden i en empati-testvideo, du kan se her:
Måske er der nogen unge der trods det bedagede udtryk henter inspiration, for nutidens boligsituation i klart værre end seriens. Se den her