THE HOUSE THAT JACK BUILT, anmeldt af den begejstrede Morten Rockford Ravn
Du sidder med popcorn og smasker i biografen, afventende lidt feteret finkultur-underholdning, ud af skærmen kommer der en kæmpe knytnæve med ordet FUCK skrevet på knoerne, og slår dig direkte i ansigtet. Hele din virkelighedsopfattelse bliver underdrejet. Du vidste du skulle se noget “sygt”, men havde ingen ide om hvad der ramte dig. 
Efter at have kastet upassende håndtegn i Cannes, er Trier tilbage, måske stærkere end nogensinde. Han går i mod alt i tidsånden, og kommer ud på toppen med et mesterværk. The House That Jack Built er en hyldest til filmmediets uhæmmet potentiale, og et mildest talt kontrapunktisk kunsterisk statement af olympiske dimensioner. I en tid hvor film’s kunsteriske potentiale bliver udvandet af fokusgrupper, kommercielle interesser og selvfede humanister der tror deres ego-drevet “værk” kan gøre verden til et bedre sted, smider Trier en bombe under middelmådighedens højborg.
The House That Jack Built er en tur til afgrunden af den menneskelige psyke, en kilometer lang dildo stukket ned i halsen på foragelseskulturen. Hvis du har nemt ved at blive krænket, bedes du vende om nu og kravle tilbage i dit safe space med en pose økologiske fairtrade ostechips. Det her er ikke for sarte sjæle.
Trier vender vrangen ud på menneskets skyggeside, som en forskruet dukkefører tager han publikum i hånden, køber en paraplydrink, byder op til dans, forføre os med glatte jokes og charme, men drinken er spiked, og vi vågner op bagbundet i en eksistentiel klaustrofobisk kummefryser. Efter at have set filmen havde jeg det som om nogen havde spillet airhockey i mit hoved. Forvirringen var total, og jeg var efterladt med flere spørgsmål end da jeg gik ind i biografen. Et kendetegn ved god kunst – som udfordre vores virkelighedsopfattelse – og tvinger os til at tænke anderledes.
Filmen handler på overfladen om en ingenør – der tror han er arkitekt- han er reelt seriemorder, men tror han er kunstner. Absurditeten er keyboardet, Triers fingrer der spiller på, og publikum? Publikum sidder tilbage i tvivl om de skal grine eller græde. Men hvad er subteksten? Som Trier selv siger kan man være lidt “fiffy” og fortolke det som et selvportræt. Han er Jack. Hver et mord, et værk – men er det overhovedet interessant? Som Fellini sagde er alt kunst dybest set autobiografisk. God kunst indholder mange lag, som en babushka dukke, hvor du tror du har regnet den ud, kun for at opdage en ny dukke der stirre tilbage på dig.
Et særligt hårdtslående afsnit i filmen bruges til at udfolde Trier’s dybdegående forståelse for produktionen af dessertvine, hvilket bliver afsæt til en brutal meditation over borgerskabets manglende forståelse (og værdsættelse) af forgængeligheds-æstetik. En parallel drages her til nazi-arkitekten Albert Speer der designede nazi-arkitektur ud fra et udgangspunkt om at de i fremtiden vil blive til smukke ruiner. Dette kobles op på adskilling naturalistiske oliemalerier der portrætterer rådden frugt og slagtede dyr, hvilket altsammen udspiller sig i en hvirvelvind af en montage, der lidt føles som at blive skrumpet og smidt ind i en tørretumpler mentalt. 
Filmen er opdelt i “incidents” (mord), ofte præget af inkompetens. Særligt uduelige er autoriteterne, hvis tragikomiske disposition sender tankerne over på den måde bankverden har fået lov at gennempule vores økonomi uden konsekvens for de skyldige. Vi er ude i en fortælling der som metafor stikker dybt i den mørke side af den menneskelige tilstand. Dette er naturligvis gået tabt på dogmatiske medier som New York Times, der ikke forstår begrebet fiktion, og vælger at benytte udgivelsen af dette mesterværk til at komme med deres performative foragelse og rigide dydigheds-signalering.
Det der gør filmen, og Trier som kunstner, så radikal at progressive curlingbørn skider i bukserne, er han går imod den dominante status quo. Han bruger sin auteur-status som en trojansk hest til at snige ægte kunst ind i tidsånden, hvor kulturkrigen mellem den “progressive venstrefløj” og “religiøse højrefløj” for længst er vundet. Dette har ført til et paradigme hvor sjove mænd i late night talk shows fortæller “kultureliten” hvad de skal tænke. Fra Colbert til Clement, følg deres læber, og du er på den sikre side. Stil derfor spørgsmålstegn ved den dogmatiske top-down gruppetænkning, og risiker at blive socialt radioaktiv – eller spil ind i forudsigeligheden med endimensionel politisk korrekthed og lunken æstetik, og du er inde i varmen som stegt flæsk i persille sovs.
Nymphomaniac and beyond: a subjective bluffers guide to the works of Lars Von Trier.
De fleste aspirerende kunstnere vælger idag at glide med strømmen, konformere og flattere det sterile status quo, hvilket inden for dansk film er socialrealisme med et opbyggeligt budskab…. Trier derimod var ikonisk allerede før disse kontraproduktive strømninger for alvor blev konsolideret, og antisocial nok til at være ligeglad med dem, hvilket har sat ham i en unik position til at sprøjte reelt udfordrende filmkunst ind i den fallerede mainstream. Min antagelse er han ikke udfordre af ideologiske årsager, men derimod anti-ideologiske årsager, med andre ord i en højere tjeneste, uden for den politiske virkelighed. Han gør det for kunsten. Som han selv har beskrevet det, er hans mission at lave de film som “mangler” i en bredere sammenhæng, hvilket er svært at stille spørgsmålstegn ved når man ser hvor originale greb han bruger, selv når han i tilfældet af The House That Jack Built laver en genrefilm.
Seriemorder-film er, som de fleste ved, en velbefærdet sti i filmhistorien, givetvis fordi de taler til vores kollektive fascination og frygt for psykopati og døden. Ikke desto mindre formår Trier at tilføje genren noget nyt, ved at flette de obligatoriske drab sammen med dybere metafysiske lag der rejser store eksistentielle tanker som er umulige at komme ind på her uden at åbne op for et minefelt af spoilers. Samtidig formår han at gøre det uden at banke publikum i hovedet med den moralisme som i skrivende stund har overtaget, og kvæler kunsten.
Trier forstår kunsten er hævet over den banale moralisme, hvilket åbner hans udtryk op for et bredere felt af muligheder i forhold til at udforske den menneskelige tilstand i alt sin kryptiske kompleksitet. The House That Jack Built er et frontal angreb på den politiske korrekthed, men okkuperer samtidig et matrix af betydning, som kun åbnes op for dem der transcendere deres egoistiske behov for performativ foragelse. Derved står han i skarp kontrast til late night talk show værter og deres disciple, som f.eks New York Times der kun kan se verden gennem deres ideologiske linse. Trier går sin egen vej, uden kompromis. Han har bygget et univers, ud fra sin idosynkratiske vision, og hvis man har maven til det, kan man vælge at træde ind i den verden. Det man bare skal forstå er, det er Trier’s verden.
10 stjerner fra Morten Rockford Ravn
PS: Rockford har i ren begrejstring klippet sin egen uofficielle trailer, se den her: