I det splittede Danmark, hvor vi er sammen – hver for sig – online – i vores private microsegment – prøver jeg her at zoome ud og se to uhomogene grupper sammen trods isolationen. Her er en nem guide til at navigere igennem al digital-støjen:
Den ene gruppe – lad os kalde dem “de materielle” – smykker sig med objekter der skal indikere succes, den anden stamme – “de korrekte” – smykker sig både med objekter men også med holdninger, moral og kultur – men de to gruppers kernepraksis – en overdeling og restløs identitetsproduktion – er ens. Deres holdninger og livsstil er måske kontrapunktiske, men funktionerne er de samme, og når de rammer det digitale rum ender det ofte i et stort polariseret ulykkeligt tidsrøvende tågehornstrut.
Tilhørsforholdet til disse to “religioner” er ikke rationelt betinget, for eksempel findes der fattige “materielle”, der dyrker slavepiskernes værdier og stemmer derefter, eller omvendt – skyldbetyngede champagne-socialistiske materielle “vindere”, der låner bløde værdier fordi der er for koldt, blåt og kedeligt på toppen – eller som aflad og kamuflage for deres uendelige liberale grådighed. Denne løsrevethed mellem en persons holdninger og position er ganske udbredt – f.eks har jeg mødt en del kunstnere trods det faktum de er produkter af velfærdsstaten og holdt i live af kvinder – er blevet hyperliberale antifeminister – på a-kasse.
Den gamle minervamodel er imploderet, så de nordlige blå ejere, djøffere, reality-ofre og arbejdsløse men in black hooligans begærer de samme brands, biler og silicone-bryster og deler de samme holdninger som de “materielle”, der modsat udskammes af de før grønne “korrekte” – den humaniora-klasse, der er ved at fusionere med deres klienter, de proletar-plejehjems-rosa.
Begge grupper er døve af skrigeriet i ekkokamrene, der er skabt til at maximere some-trafik og dermed reklamekanvas og har nu gravet skyttegrave hvorfra deres vigtige identitetsproduktion foregår – begge grupper har tvangsprægede inkonsekvente forestillinger de prøver at presse virkeligheden og data ned i, og da tryg bias-bekræftelse og konflikter sælger ramler de to tonedøve grupper sammen i et stort lamt konfliktofilt like-høstene medie gang bang – for de algoritmer der sælger reklamer elsker vi bliver hængende så længe så mulig – og angste og agressive mennesker køber mere – så hånden på hjertet, hvilken gruppe ligner du mest?
“De korrekte”
Du udviser målehold, affalds-sorterer og udskammer alle der har det sjovt eller træder forkert. Du ved altid hvad der er det rigtige – og passer folkedomstilen via twitter – og er signalsesitiv overfor ironiske bemærkninger om køn eller race. Du rynker på næsen af standup og Casper, men du bruger selv ironi konstant for at helgardere dig så du altid er på vinderholdet. “Nej, det mener jeg da virkelig ikke, det var bare for sjov, fattede du ikke det?” er dit faste katapultsæde ud af ubehagelige diskutionsblindgyder. Officielt er du seriøs – ja alvoren er tilbage – du mener f.eks at navne på is fastholder en gammel falsk krænkende virkelighed, og du vil gerne igang med at udrense fortidens ubehagelige mønstre – du mener også at man ikke kan skille værker og kunstnere ad – det er slut med at høre R.Kelly, Jackson og stort set alt andet end lesbisk blog folk på kassette eller hellige køer som Cohen på vinyl. Du er priviligeret men ser ned på bølgepomfrit-danskere, men er ofte krænket på andres vegne, plus du er krænket over fortidens historiske uretfærdigheder.
Du signalerer følsomhed og autentisk alvor, er ydmyg og dannet – nogen vil mene forsmået- i din dyrkelse af skepsis og problemsøgning, og du ser de kommercielle aktører som kræfter der altid prøver at tage røven på dig. Du ser dig selv som et empatisk “godt menneske” og elsker DR2, Carsten Jensen, CV Jørgensen, Filmstriben, Georg Metz, mad & kulturrejser, woke-seminarer, inderock, festivals, Dylan, yoga, efteruddanelse & andelstanken.
Trods faren for at blive udskammet for uøkologisk overforbrug samler du relativt obskure ikoniske papirbøger og klassiske vinylplader, men er bange for at blive anklaget for kulturel appropriation hvis der en sjælden gang er en gæst af ikke-dansk etnisk herkomst (eller hvad man nu må kalde det) hjemme i dit private åndelige showroom.
Det er nærmest en blackface-synd hvis en skuespiller der ikke er homo spiller homo – faktisk er selve skuespiller-rollen suspekt, du foretrækker dokumentarfilm med kvoteafstemt cast af udsatte mindretal der kan nære den magtfulde følelese du nyder mest, at være bedrevidende.
Du skammer dig over at være kedelig hvid, halvtyk, hetrosexuelle og bo i det afstumpede Danmark. Du skammer dig over at at være moderat succesfuld eller omvendt, ikke arbejde kreativt nok. Du gør meget for det ikke ser ud som om du stræber uselvisk efter andet end en bedre verden, men din aktivisme foregår mest online, dine preset-rigtige holdniger er som t-shirts og du prædker for koret synkront med dine favoritmedier mens du spekulerer over hvornår det optimale tidspunkt er til at blive skilt, gå ind i politik eller sælge lejligheden.
Du protesterer mod ulighed og racisme, men er reelt mini-bolig-spekutlant limet til en iPhone lavet at kinesiske slaver. Du vil gerne kritisere eliten så effektivt, du selv bliver ophøjet til åndselite. Du kritiserer samfundsspillet selvom du vedligeholder det selv som selvbestaltet livsstilsbetjent online, du dyrker den sikre allerede kanoniserede kultur med den helt rigtige dybe signalværdi og dropper din smag når den bliver for populær. Du hylder kunst for hvad det siger om dig, hvilke samtaler om dig selv du kan iscenesætte via forbruget af kunst – det er rart at kloge sig på en diskret ekskluderende måde, de andre grupper ikke fatter – (læs – er ligeglade med).
Du dyrker alt det “autentiske” – hvad det end er i en masseproduceret verden – men du er kulturens drøvtyggende last-moover dørmand, der aldrig når ind til festen, du dyrker terapi, skamfuld diskret neo-spiritualitet, miljø, mådehold, loppemarkeder, skovbørnehaver, delebiler, film hvor de rige er skurke, Nihola-cykler, det hjemmelavede, historie, træ-legetøj, BLM & Politiken – der trods sit neo-feministiske fokus får penge via Ekstra Bladet og JP´s bras. Du lytter til tamme P1 – altid korrekt, aldrig vild – hellere naturvin med fed storytelling til tak. Dine holdninger er bare livsstil, aflad, rene shit de jour statusmarkeringer.
Du er outdoorsy men kan ikke lide konkurence-betonede aktiviteter, du leger helst i hold på en akavet måde. Du drømmer om at flytte på landet – ikke forstæderne – selvom du reelt er bange for bønder og den rådne bananbefolkning – selv om du selv tit har rødder i provinsen. Du føler du er moderne men ender ofte med at lyde som en Kristen-konservativ national-nostalgiker, selvom dine kirker er Heartland festival, DR, Politiken, Gyldendal, Charlottenborg & Lousiana.
Du besidder en på overfladen uendelig tolerance – selvom du inde bag masken føler dig krænket eller forarget – nej nej ikke misundelig – dit mål er blot at være et godt mennesker med et rigt indre liv på en sund planet.
“De materielle”
Du tager til Dubai og alperne, bruger biler som nydelsesmiddel og statusindikator, ikke bare som transport, drømmer om at gå på jagt – uden at spise hvad du skyder – da det er den sidst overklassesport der ikke er invaderet af pøblen ligesom golf, sejlsport og tennis – et perfekt sted at netværke og tage selfies. Du elsker at shine på linkedin og Instagram gemmen filtre og et opbobbet cv.
Grådighed er godt, mere og større er altid bedre, det nyeste er altid bedst og du dyrker en umættelig skamløs forbrugs-bulimi og vækst for vækstens egen skyld – pyt med konsekvenserne, vi lever nu – “hellere sprøge om tilgivelse bagefter, end tilladelse før” – for du vil bare have det max. Du har retten til at krænke handicappede, bøsser, fattige og religiøse, for det er bare for sjov. Måske er slaveri bare et valg som Kanye siger?
Selvom Nye Borgerlige er en slags pøllet DF for kontormus i Lyngby er de klart en mulighed, hvis du når at stemme næste gang – for du vil have mindre skat og stat – ligesom MIB. Du vil ikke have indvandrere, men lækre au-pairs, rappere, sugardating og stripbarer. Du elsker mulatter med succes. Du dyrker performancesport og får fillers, botox og extentions og tager NLP kurser og bæller Coke light så du kan sælge mere – sludr, være mere kreativ, du elsker konkurrence og træner til ironman og gør skovene til en farlig gladiatorkamp i dyr neon-neopren.
Du tror på den stærkes ret, hylder den private ejendomsret og kan lide at se en god boksekamp, undgår det offentlige og fælles. Du elsker spekulation, aktier og casino, investeringssikker gammel kunst, møbler og fine vine, du ser en dyd i at oversælge dig selv som Nik & Jay, ser overfladiskhed som en kvalitet, bruger Blackstones og landbrugets eget medie Berlingske, TV2 news, Børsen, Kongehuset, du skimmer bagsiden på biografier, bakker op om Kirken, elsker “Det vi taler om”, nyder Frank Sinatra men har droppet Mads Christensen da han er på røven og derfor passé, elsker Lars Seier og topidrætsfolk, du dyrker generelt alt der har succes, de eneste kvalitetsparametre er pris og succes. Du har et selvmåler-ur.
Kunst er blot investeringssikre møbler, og du ville gerne bo i Illums bolighus. Du er fascineret af gangstere, der som rå dyr i junglen er helt frigjorte fra tyngende stat og moral. Du vil ind til byen selvom du ikke bryder dig om Københavnere – det er mere for at flashe og det er en cool investering at bo der. Du tænker kun på andre når du onanerer, du er især ligeglade “de hysterisk korrekte” med mindre du har kan kopiere en fed fidus fra dem eller der er fisse i at signalere følsom som dem ligesom dengang da Shambala armbåndet var hot. Du hader kritik, gamle værdiløse ting og rod og uorden og elsker stadig Earth, Wind & Fire og Kanye´s Stronger, harder, faster & Royal Run. Du er ligeglad med alt udenfor markedet – og kan ikke føle skam – med mindre du taber.
Som konsekvens af dette binære digital-cirkus-danmark er der opstået en tredje gruppe:
“De usynlige”
Du er resigneret og nyder at svømme blandt det tavse flertal under radaren, du har mestret at være individuel via handling så der er ingen grund til at klæde sig ud. Du kamuflerer dig som det tavse flertal af døde fisk der flyder med strømmen – men er radikalt anderledes aktiv – uden at gøre et nummer ud af det. Du nyder ikke at skulle vurdere eller skulle vurderes konstant – du er stået af – du er træt af pis og din verden er ikke identitetsproducerende storytelling, dit livet er bare funktioner. Du foretrækker en sms eller en telefonsamtale fremfor digitale stammekrige – skærm er passé.
Du oplever de to ovenstående gruppers evige selveksponerende palaver og blær er trættende, mindreværdsmotiveret og ligegyldig – de minder dig om forsømte bænkevarmende børn. Du vil hellere koncentrere dig om ting du kan påvirke selv her og nu. Du ser medierne som magtens forlængede arm og al debatten som false flag tidsrøveri, der deler os og hersker over os for vi skal forbruge mere bras. Journalistik er jo bare PR for magten og pengene idag, og der er alligevel ingen vilde hjerner tilbage i medierne, så hellere ringe til en nær ven end endnu en selvfed tom podcast.
I din simple verden må folk må gøre hvad det passer dem – så længe det ikke går ud over andre, hvor svært kan det være? Du mener miljø, BLM og metoo er vigtigt, men debatten er allerede afsporet og gjort til underholdning, der skal aflede fra det virkelige uundgåelige opgør med ulighed, kontrol, stagneret mentalitet og magt. Du hader politik men ser hele dit liv som politisk, så du stemmer med din adfærd og dine penge, du tror ikke på ævl online eller stemmeboksen hver fjerde år der ændrer din verden – det kan du selv her og nu. Du vil hellere selv begrave din hund end at se TV. Du har nok i bare at få en hverdag til at hænge sammen uden at være tvunget til absurd glædesløst arbejde. Du.prøver at sanse livet som en fest og holde den – helt naturlige – post-post moderne depression stangen. Arbejde og børn er drænende nok, så der er ikke tid til Weekendavisens nykristne identitetskontrol eller Dubai-bling-blær oveni – those drugs dont work. Du foretrækker reel nærværende aktivitet eller stille aktivisme – og er droppet ud af samfundsteaterets evige kamp om opmærksomhed og perfektion, du passer bare dig selv og dyrker det nære og taktile og er ligeglad med mode, politik & kultur eller at have et personligt brand eller ytre dig i tide og især utide, du ser ned på karrierekværulanterne fordi du hviler i dig selv eller bare har indset den digitale offentlighed er ren selvovervågende sisyfos, et uendeligt stressende tidsrøveri lavet til datamining.
