Årets sci-fi western? Ridley Scott er 88 år og arbejder stadig – det er svært ikke at beundre. Suset fra min barndoms stilskabende visionære Blade Runner har fået mig til at følge Scott igennem tykt og – som her – tyndt.

Bevares, der er da flotte flybilleder, solide stjerner, gameragtige shootouts med fjollede zombie-skins og et lille skud crazy dystopisk surrealisme, men manglen på humor og sprog gør det til et langstrakt sentimentalt ritual, der kunne have været et aktuelt take på USA lige nu, men desværre fortaber sig i klichéer, retrokonservatisme og følelsesporno.

Kompetente Scott har ellers lavet film i snart et halvt århundrede:Alien, Blade Runner, Thelma & Louise, Gladiator, Black Hawk Down, The Martian. Mesterværker, makværker, science fiction, historiske kolosser, horror, melodrama og mærkelige mellemvarer. I gennem alle genreskiftene dukker den samme figur op igen og igen:

Det kompetente menneske inde i en enorm maskine. Ripley på Nostromo. Maximus i Romerriget. Mark Watney på Mars. Balian i Jerusalem. Soldaterne i Mogadishu. I The Dog Stars får han endelig lov til at fjerne maskinen; en pandemi har stort set tømt verden for mennesker. Traumatiserede og følsomme Hig lever ved en lille lufthavn sammen med den bevæbnede survivalist Bangley og flyver poetiske patruljer over et mennesketomt landskab  i en lillebitte Cessna til tonerne af kitchy ambient country, der hele tiden fortæller os, hvad vi skal føle – før vi føler det.

Det er western oversat til postapokalypse: lufthavnen er fortet, riflen hænger stadig over døren, flyet har erstattet hesten, og ude bag horisonten findes enten frelse eller mennesker, der vil slå dig ihjel.

I praksis er det en langsom postapokalyptisk cowboyfilm med hund, flyvemaskine, sorg, solnedgange og så meget velmenende humanisme og manglende karakterudvikling,  at jeg undervejs begynder at savne xenomorfen.

En hel verden befolket med halve mennesker. Scott kan bare det der med at bygge universer, så filmen er selvfølgelig flot. Han har altid været bedre til rum end til psykologi. Nostromo er ikke bare et rumskib, men en arbejdsplads. Los Angeles i Blade Runner har klima, trafik, reklamer, affald, klasseforskelle og ensomhed. Rom i Gladiator er nærmest filmens egentlige hovedperson. Scott behøver ikke fortælle os, hvordan verden føles. Han bygger følelsernes biotoper.

Problemet i The Dog Stars er de flade mennesker, han sætter ind i den. Hig er følsom og såret. Bangley er hård og pragmatisk. De gode er gode. De farlige er farlige. Kvinderne repræsenterer varme, håb, kærlighed og muligheden for, at menneskeheden alligevel kan fortsætte – men der er ingen lag, ingen indre konflikt eller uforudsigelig udvikling. 

Her venter man længe på, at karaktererne opdager det, publikum forstod for en halv time siden – og alle ender, hvor man regner med fra start.  Hig skal lære, at selv efter tabet kan man leve igen. At andre mennesker er nødvendige. At kærligheden kan vende tilbage i andre former. Det ville f.eks have været mere spændende med en homoromance i det hyperisolerede kollektiv i mellem unge Hig og barkede Bangley, spillet af flinke Jacob Elordi og den evige Josh Brolin.

Ironien døde under pandemien? The Dog Stars forestiller sig en verden, hvor næsten hele menneskeheden er død. Det mest utrolige er, at humoren også er uddød.

Tænk på Alien. Scotts rumarbejdere sidder og brokker sig over løn og bonusser midt i en af filmhistoriens mest ikoniske science fiction-verdener.

I The Dog Stars får tingene lov til at betyde præcis det, de ligner. Hunden er Hunden. Sorgen er Sorgen. Solnedgangen er solnedgangen. Kærligheden er kærligheden. Når filmen bliver højtidelig, findes der ingen i den, som gider prikke hul på højtideligheden.

Og det er næsten imponerende, fordi metalaget ligger lige foran snuden på den 88-årige Scott, der laver en film om en mand, der fortsætter med at flyve, efter at den verden, han kendte, er forsvundet. Scott kunne næsten have lavet filmen om sig selv – måske er mange af hans altid kompetente og pragmatiske hovedpersoner selvportrætter?

Corona uden politik Filmens pandemi sender selvfølgelig ekkoer tilbage til corona. Isolationen. Nærhedsangsten. Civilisationens pludselige skrøbelighed. Forestillingen om, at det normale samfund, vi opfatter som urokkeligt, der måske kun er nogle få katastrofale måneder fra opløsning.  Corona var jo ikke bare en sygdom. Den var stat, videnskab, medicinalindustri, misinformation, ensomhed, fællesskab, konspirationer, økonomi, teknologi, overvågning og en global diskussion om forholdet mellem individet og kollektivet.

Scotts take på corona kan destilleres til: Kan en sørgende mand lære at elske igen? Det er imponerende upolitisk. Tilbage står naturen, våbnet, håndværket, parforholdet, familien, troen og det lille overskuelige fællesskab – og de religiøse, der tilsyneladende har fået en af de bedre pladser efter verdens undergang. Filmen begynder med det 21. Århundredes angst og ender med det 19. Århundredes svar.

Apokalypsen som restaureringsprojekt Det er derfor mere præcist at kalde The Dog Stars retrokonservativ end konservativ, Dens længsel går baglæns. Når vores komplicerede civilisation fjernes, finder mennesket tilbage til nogle angiveligt mere autentiske grundelementer: natur, fysisk kunnen, kærlighed, tro, familie og et lille fællesskab. Det er westernmyten i sin reneste form.

Den moderne western har ellers brugt årtier på at pille den myte fra hinanden. Unforgiven spørger, hvad den heroiske revolvermand egentlig var for et menneske. Den revisionistiske western undersøger volden, racen, kapitalen og løgnen bag forestillingen om den frie frontier. Scott gør næsten det modsatte. Han bruger apokalypsen til at samle myten igen, for når staten, storbyen, internettet, bureaukratiet og resten af modernitetens larm er væk, står den kompetente mand tilbage med sit våben og sin maskine. Og måske en kvinde/moder. Det er ikke revolution. Det er restoration.

Det er i virkeligheden en gammel Scott-idé. Hans film kan være mistroisk over for næsten alle systemer. Corporationen kan være ond. Imperiet er korrupt. Militæret kan fejle. Religion kan blive fanatisk. Patriarkatet kan være brutalt. Men Scott er sjældent interesseret i at afskaffe systemet. Han vil bare have de rigtige mennesker til at betjene det.

Det mest komiske eksempel er næsten Alien. Weyland-Yutani er et psykopatisk selskab, der betragter sine ansatte som forbrugsmateriale. Men Ripley overlever ikke, fordi hun gør oprør mod reglerne. Hun overlever, fordi hun vil følge dem.

Det samme gælder Gladiator. Rom er korrupt, masserne er manipulerbare, politikerne er svage og Commodus er ond — men næsten værre: inkompetent. Hvem skal redde Rom? Generalen. Den stærke mand, der ikke ønsker magten og derfor fortjener den. Scotts egentlige politiske filosofi begynder derfor at ligne en slags teknokratisk aristokratisme: Systemet er nødvendigt, men kan udvikle sig farligt, så de bedste bør have ansvaret.Inkompetente mennesker med magt er den egentlige katastrofe. The Dog Stars tager dette mønster til dens logiske slutpunkt.

Hvis systemerne bliver for komplicerede, kan man simpelthen lade dem alle sammen gå under og begynde forfra med nogle få mennesker, der ved, hvordan man starter en motor, og måske genetablere paradis på sigt.

Apokalypse western, brought to you by Coke. The Dog Stars er pakket med sodavandsbilleder, som med Scotts reklamefilmsbaggrund får den velkendte fetichistiske glans. Det er en anden gammel Scott-specialitet. Han får Tyrell Corporation til at se fantastisk ud. Han får Romerriget til at se fantastisk ud. Han får militærmaskinen til at se fantastisk ud. Gucci, rustninger, våben, biler, uniformer. Manuskriptet siger: Vær skeptisk over for magten – men kameraet siger: Se hvor fucking fed magten ser ud.  

Dog Stars er læsset med americana-brands: Coca-Cola, Sprite, Taco Bell, McDonald’s, Bulleit og Carhartt – f.eks. er sodavanden blevet et skinnende relikvie fra den tabte civilisation, men filmen er sågar snedig nok til at lade Hig fortælle os, at sodavanden kan slå dig ihjel. Så er den klaret. Neutraliser reklamen ved at skrive en kritisk replik ind i manuskriptet. Scott kan forestille sig en verden næsten uden mennesker, men ikke uden konsumerisme.

Følelsen via produktionsdesign: Scotts magi er stilen, designet, settet, musikken, lyset – og han er ofte blevet beskyldt for at være en kølig reklamefilmsinstruktør, der interesserer sig mere for neon-regnen på vinduet end mennesket bag det.

The Dog Stars har det modsatte problem. Den er for sentimental. Hunden. Tabet. Ensomheden. Musikken. Naturen. Kærligheden. Håbet. Menneskeheden. Det er nærmest kitsch, og det er ærgerligt, at der ikke er et sjovt metalag til at få det til at glide ned.

Det er følelsesporno: ikke fordi det er forkert at være sentimental, men fordi filmen så omhyggeligt placerer alle knapperne foran dig og derefter helt rituelt trykker på dem én efter én. 

Bevares, Scott har selvfølgelig altid været sentimental. Gladiator er ekstremt sentimental. Black Hawk Down er sentimental omkring kammeratskab. The Martian omkring menneskelig opfindsomhed. Blade Runner ender med dødelighed og medfølelse. Ripley redder katten. Forskellen er, at de bedste Scott-film har genre, humor, karakterer og modsætninger, der yder sentimentaliteten modstand. Her står den nøgen.

Maximus er Ridley Scott med et sværd. Men her bliver The Dog Stars alligevel interessant. For måske er alle Scotts kompetente helte ikke bare et tilbagevendende tema. Måske er de selvportrætter. Måske er Scott derfor heller ikke så følelsesmæssigt kølig, som rygtet siger. Måske er handling hans følelsessprog. Du er ikke det, du siger. Du er det, du gør, når noget går galt.

Og her ligger måske også forklaringen på, hvorfor The Dog Stars bliver så meget svagere, når Scott forsøger at fortælle os direkte, hvad mennesker føler. Han er bedre til mennesker, der gør noget.

Den sidste kompetente mand Og så bliver det svært helt at hade filmen. For bag alt det sentimentale gøgl står Ridley Scott selv. 88 år gammel. Stadig på arbejde. Stadig interesseret i maskiner, landskaber, mennesker med praktiske færdigheder og folk, der fortsætter, når alle rationelle argumenter siger, at de burde holde op. Han kunne være gået hjem efter Alien. Efter Blade Runner havde han skabt to billeder af fremtiden, som populærkulturen stadig lever af og kloner. Efter Gladiator havde han absolut intet tilbage at bevise. Alligevel fortsætter han. På et tidspunkt bliver »han gør det for pengene« en utilstrækkelig forklaring. Han må elske arbejdet. Ikke nødvendigvis kunstnerrollen med dens romantiske mytologi om inspiration og syv års perfektionisme. Han elsker filmproduktion. Det enorme apparat af mennesker, der skal få noget til at eksistere, som ikke eksisterede i går. Ridley Scott laver film om kompetente mennesker, der forsøger at få gigantiske maskiner til at fungere.Og på den anden side af kameraet står en kompetent gammel mand og forsøger at få en gigantisk maskine til at fungere.

Det er derfor næsten rørende, at hans nye film handler om en mand, der bliver ved med at flyve og søge, efter at hans verden er forsvundet. SPOILER ALERT: En mand der skyder fremmede, overvinder traumerne, så han endelig kan parre sig med Margaret Qualley – i en kristen kult. Hvem fuck er målgruppen til årets sci-fi western?

★★☆☆☆☆

The post ANMELDELSE: The Dog Stars – Gud, guns og sodavand appeared first on BLAZAR.

Hvis du har en fetish for en virkelighedsfjern lang bar-mave fest-fantasi i “sværd og sandal genren” så glæd dig…årets popkorn-film?  

Sir Ridley Scott – der startede som reklameinstruktør og skabte b.la  Blade Runner, Alien og senest Napoleon er en stor stylist. Han forstår filmmediet forfører med atmosfære, design og levende maleri, ikke bare dialog, plot og spillere. Problemet med Gladiator 2 er, at den ikke er meget andet end visuelt overdådig maximalisme – replikkerne er teatralske og stive, personerne og plottet ligeså – men når man har cirka 2.1 milliarder (!) ude og svømme, går nuancerne, eksperimenterne, den historiske korrekthed og karakterudviklingen tabt til fordel for fokus-gruppe-idiotisk over-tydelighed.

Sværd og sandal-genren er en slags omvendt kontrafaktisk sci-fi drevet af lysten til heltemodig letpåklædt vold uden krudt og kugler – fra “Ben Hur” og “Spartacus” over den dybere “Last Temptation of Christ” til grænseoverskridende “Caligula” – gid der var lidt mere af de film i glatte Gladiator 2 – det er synd, da “G2” har eminent teknik og masser af gode spillere – de har bare ikke så meget at arbejde med – kejserne er f.eks reduceret til ren Beavis and Butt-Head.

Scott kan trylle colosseum om til et virtuost søslag – komplet med gladiator-spisende hajer og beredne næsehorn, hvor det enorme publikum får pile i brystet hvis de hepper på den forkerte side, og en bar-mavet helt snildt kan klare 5 sværd-svingende ridere alene uden andre skader end den obligatoriske instinkt-vækkende “sy såret i armen” scene…

Visuelt er det da en fest, men til tider kammer Scott over, b.la ligner hans romerske amada en trailer til et Gladiator-spil, der sikkert er på vej – det føles som rituelle playstation-baner der skal spilles igennem, hvor man desværre allerede ved hvem der har uendelige liv. Værst er en kampscene, hvor den gamle Alien-mester opfinder en krydsning af en enorm sjakal og en bavian, der ikke engang findes på Discovery.

Hele filmen er tæppebombet med Harry Gregson-Williams “Wagner møder Hans Zimmer møder John Williams” muzak-bombast, der præcis fortæller os hvad vi skal føle – før det sker på den overdådige og til tider kitschy billedside.

Jeg er mættet af effekter, men savner mere om poly-religionen, sexualitet og dekadencen i Scotts ellers visuelt pragtfulde Rom. Værst af alt, jeg savner at det handler om noget universelt, identificerbart, interessant, følsomt eller indeholder bare lidt nutidige paralleller. Jeg savner også flertydige personer der udvikler sig – som Joaquin Phoenix i den første Gladiator – dog spiller Denzil Washington en tynd polyseksuel opertunistisk slavehandler – klædt i Isac Hayes smykker og silke-kaftan – ganske effektivt.

CGI-Rom er en flot kulisse, men dramaet kunne lige så godt være hensat til en cowboyby – Gladiator 2 er romerriget optimeret til konkurrence med Marvel, tomt forudsigelig flot eskapistisk effektjageri og den uundgåelige 3er. Men måske er det netop de uironiske pre-postmoderne greb der er kvaliteten – det giver en tryghed i publikum, ligesom f.eks Top Gun 2? Hvis ovenstående svada ikke har skræmt dig væk, så skynd dig at se den på størst mulige lærred nu.

BLAZAR  

The post GLADIATOR 2 / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.