Fortidens helt er nutidens krænker – men hvad skete der i hans sind? Hvad skabte hans syge adfærd…og hvordan legitimerer han sine overgreb idag, nu tidsånden er vendt?

Ofrene for #metoo står i kø – og fokus er at blive mere solidarisk og inkluderer nu ikke bare medieikoner men også kassedamer, bartendere og bøsser. Vi har næsten alle været ofre for en ulig magtrelation, men for at forstå og forebygge må vi også forstå krænkeren. Jeg gør her et forsøg- og har puttet illustrationer, skæg og blå briller på krænkeren af hensyn til hans børn og ofre – men vi kender desværre alle typen:Historien starter tilfældigt – Jeg spiser frokost med en flot silverback – lad os kalde ham Torkild her – for hans børns skyld. Min gamle fest-makker var engang alfa-hannen, det menneskelige superbrand, festens midtpunkt, sammenkobleren der altid var i transit mellem globale projekter og vilde fester.

Vi har ikke set hinanden siden jeg blev far. Nu fortæller han en masse om hvor godt det går, en sky af namedropping, produkter og tal – som så mange andre der hænger i neglene nu, for  det skinner igennem corona og skilsmisse lukkede hans scener- og efter karantænen har han som alle andre brug for at snakke, så vi går på det nye Dan Turell, en lidt steril rekonstruktion af den klassiske cafe, Dan T. selv aldrig besøgte. Jukeboxen med vinyl er flottere end dengang og kurateret som et digt til 80er generationens ide om sig selv, så jeg sætter Kraftwerks “the model” på efterfuldt af Sex Pistols – selvom de få gæster hører Septemper eller My Way indeni på repeatVI varmer op med et par spektakulære anekdoter fra nullerne, før vi rammer nutiden. – jeg laver det klassiske forhørsleder trick og trækker mine mentale bukser ned og piver skrøbeligt over min datters angstfulde skolevalg – måske bliver min lille gudinde spist i skolegården? Han blotter keramiktænderne: ”de skal jo lære det før eller siden…” Hvad? 

Vi drikker os tættere, brainer og pitcher på ting vi har glemt idag – men da vi har bundet en udsøgt krystallinsk Pingus fra Lars Seiers nye køleskab til en billig men skøn chilli con carne, og så. sker det, helt uventet og ganske uprovokeret: Chefpikken kryber til korset og beretter om en mental åbenbaring han fik i en indianer-rus i en svensk svedhytte – han realiserer har været et svin overfor ansatte, kvinder, konen, og ikke mindst sig selv –  og vil derfor gerne anerkendes for sin flotte selverkendelse – jeg føler mig nu som en katolsk skriftefader med rødmende ører:

“Da jeg vågnede med kvalme efter shamanens mixture klingende ud fattede jeg det – jeg har en slags perversion der udspringer af ikke at føle jeg kan elskes som jeg er, som rent menneske, uden at have en kongekrone på. Jeg tror grundlæggende ikke jeg er elskværdig, jeg hadedede sig selv så meget jeg kunne have sex blæst på falske forudsætninger. Der er noget mindreværdsmotiveret over at tænde på en ulige relation og bruge sin magt til at få sex. Jeg skammer mig idag…” Han knipser efter tjeneren – hvad handler det om, skal jeg tilgive ham på menneskeracens vegne? Validere ham som genfødt. følsomt menneske?

Han slubrer en GT og ranter videre: “Jeg har haft masser at grunde til at hade kvinder, selvom det er set udefra er dummere end racisme. Måske starter det med  min dominerende mor der brugte min som dukke og lænke om foden på far så han ikke skred når hun var urimelig når der var indianer i lysthuset? Måske var det de kvindelige pædagoger og lærere der udskammede min maskulinitet men paradoksalt nok ikke støttede mig når jeg græd? Måske var det de stærke piger i klassen, der godt måtte vise sårbarhed, der mobbede mig da de fik bryster mens jeg stadig rodede med lego? Måske var det pornoen der fortalte mig min pik altid var for lille og kvinder ville straffes og hellere ville rode med 10 år ældre rige fyre? Måske er det bare fordi jeg er vokset op med Euroman, Simon Spies, Klovn, 007 og R.Kelly. Det er jo ikke bare mig der er syg,  det er vores kultur.”

“Måske er vi alle bare formet af vores oplevelser – hende modellen dumpede mig for den rige mand – der forstod jeg man skulle være entreprenant for alvor, at det kræver props at pelse top-bæveren. Måske kom hadet – eller skal jeg kalde det ubalancen – fordi den fornuftige kæreste der samlede mig op efter jeg blev dumpet lavede et projekt ud af mig og vi endte i en skyttegravskrig til jeg ikke havde nogen personlighed mere og hun tilmed  begyndte at lave trantra med sin zumbainstruktør. Jeg var havnet i et parforholds-spind, helt udsuget og til sidst forladt – og havde tabt min egen kultur: hvor blev mine store højtalere og provokunsten af? Der var  Adele på min playliste nu og beige hørtøj i klædeskabet! Vi var i Bo Bedre – sikkert fordi hun ville få prisen på lejligheden op før skilsmissen…selv mine gamle venner skræmte hun væk, men hun mistede interessen da hendes kussepiskningsprojekt lykkedes. Så var det bare tilbage i logen og ringe escorts ind…det var sku blilligere end den skilsmisse…og mere ægte.”

Jeg blev helt paf – sagde han virkelig det der? Det var som at stirre på et trafikuheld.  Stakkels hans næste næste offer tænkte jeg mens jeg bestilte kaffe. “Ku godt”…hvisker han og nikker mod den cirka 19 årige tjener, der heldigvis ignorerer ham: “Det var for kvindernes skyld jeg knoklede i et rædselsfuldt job for at få penge til alt det gas jeg troede kvinder ønsker: pynt, bløde møbler,duftlys, 6 pack, parmiddage, rosé, støvsugerrobot, teater, undertøj, kulturrejser – der måske kunne veksles for afmålte doser fast formateret sex. Jeg ville have haft det bedre hvis jeg bare var blevet på fifaen med mine drenge stedet for at lege verdensmand for at få fisse. Takket være corona er jeg sjovt nok tilbage i sofaen.”Han har våde øjne. Han er meget bedugget, måske har han tanket op før vi mødtes? Det er akavet og han taler for højt og væggene har ører på DT, så vi går en iskold parade i Kongens have, hvor der ligger pølsemandsposer og pizzabakker i græsset. Han tager et skridt udenom en hundelort mens han prøver at dække sig ind og afpersonalisere sit problem med tam teoretiseren: “Vores sexualitet er også et produkt af vores samfund:  vi behandler hinanden som positioner, ikke personligheder. Vi er og ser mennesker som varer i et supermarked. På arbejdsmarkedet behandles vi som et råstof, og alt kan læses som en magtrelation. Empati er en bagdel – det gælder om at sælge, og den der lyver bedst har vundet. Problemet var jeg ikke holdt op med at lyve når jeg kom hjem til damen, og til sidst troede jeg selv på mit glansbillede.”

Jeg oplevede at hele byen troede på hans glasbillede. “Da jeg blev skilt, nej også før det – var der en masse kvinder, der så fordelen i at flirte med mig. De ville op. Mange af dem ville krænkes – hvis jeg slikkede fisse på dem gav de mig en flad, de ville hellere pines, det føltes mere sandt, mere i tråd med deres eget selvbillede, eller også kunne de ikke mærke andet mere. Det er jo svært at blive elsket rigtigt hvis man hader sig selv, så hellere kneppe en bøddel. Så vores behov passede fint – plus jeg var tryg i troen om de ikke elskede mig, det ville jo være løgn, men kun min position. Jeg ville derfor have en endnu bedre position – op op op, højere – hurtigere  – hårdere.”

Men hvor gik det galt? Jeg kan høre jeg stammer nu – han tænder en eksotisk cigaret og svarer: “En dag var der en af mine indebrændte x-elskerinder der så sit snit til at tage min stilling. Hun havde så et par historier hun lækkede til både min kone og min chef…klamme ko. Så jeg er  tilbage på singlemarkedet og flashe – der er altid en dame derude der mangler et par nye tasker – selvom alle faker de er herre woke og har firkantet tøj på..” Han begynder at kramme et træ mens han chanter volapyk.

Jeg har klaus – det er for kynisk, så jeg  trykker jeg på min telefon i lommen så den bipper. Jeg kan ikke mere, så jeg lader som om jeg skal til et vigtigt møde så jeg kan afbryde den bizzare skriftesceance. Jeg skal ikke tættere på denne psykopat, der spiller nyspirituel, jeg skal ikke ses med ham eller legitimere hans eksistens ved mit nærvær, for måske er hans åbenhed bare en strategi, det klassiske “jeg har været et dårligt menneske men jeg sagde det først…nu er det lidt synd for mig” – hvorefter han bare – lettet – kan fortsætte sin negative mønster. Jeg håber inderligt han sidder fast i fifaen når min datter når i puberteten, ellers skal jeg ud med battet. Faktisk har jeg lyst til at give ham en lærestreg, det fede mandesvin – men hvem er jeg? Batman? Det er flere generationer, ja et helt system, jeg er oppe imod her. 

Det mest skræmmende er han trods den afskallede charme fremstår normal, og jeg skal ikke kaste med dianogser – og narcisisme er ikke en dianogse mere – det er standard, men jeg tror “klamt uempatisk retro-mandesvin” dækker det meget godt – det kan performance-optimerende terapi og spirituel lingo ikke fjerne. Jeg ser på hans Shambala armbånd ved siden af det dyre vintage dykkerur – “Fedt du er kommet videre, jeg er sku nød til at løbe gamle dreng, tiden er løbet fra dig. Kram et træ for mig. Hej hej.”

DRUGS: En anonym superbrugers bekendelser

The post #Metoo – en serie-krænkers erkendelser appeared first on BLAZAR.

Af og til har jeg rollen som the cleaner, Mr. Wolf i Pulp Fiction – der skal rede trådene ud, når alt er i kaos, en elegantier med sattelit-syn der skal redde kastanjerne ud af ilden og spinne en rar slutning. Det er tid til nuancer nu – i det kaos den herlige #metoobevægelse har skabt.

Måske er hele “heksejagten” hævn fra en masse mennesker, der har følt sig fremmedgjorte  over at være tvangsindlagte til den åh så gode men mystiske Zentropa-smag. “Giv mig mine 100 kr. tilbage – det var traumatisk at se en musical, der lignede en rystet russisk propagandafilm hvor højdepunktet var, da Bjørk stoppede med at synge da hun blev hængt.”

Eller måske er sagen det onde ekko fra ofre for et ekstremt presset kreativt miljø, og storhedsvanvid i toppen af dette?

Måske startede det hele, da Bjørk overvejede hvordan hendes spritnye plade skulle promoveres, da hun sad og kogte i sin diva-sneborg – smart at træde ind i nutiden via #metoo – hendes snart 20 år gamle beef med Trier er et perfekt springbræt – alle historierne om hvordan han presser udtrykket og nærværet ud af spillerne via provokationer i en koger er veldokumenterede – også på film. Den gamle gæld skulle betales, og hævn er åbenbartt god PR. For der er følelser og trafik i kendte krænkede. Eller er det Nordisk film, der prøver at vippe Ålen af pinden – de ejer jo 51% af Zentropa? Det starter min tankerejse, det er jo en film i sig selv.

Det er også de pæne djøf-kalkuleredes data-mining baserede mediers hævn over et irriterende anarkistisk konkurrende brand. For der er klik i krænkelse af skuespillere, men jeg  glæder mig næsten til, at medierne begynder at skrive om krænkelse i f.eks servicesektoren…der er nok at tage fat i.

Der er jo ikke noget nyt i Ålens Spies-agtige rollespil – det er en gammel historie. Tidens moralske nyfortolkning via den “digitale oplysningstid” derimod – er ny.

For magtmisbrug er aldrig ok – men er det magtmisbrug, der er foregået på drømmefabrikken Zentropa eller var det en parodi på en sekt? Tror det var relativt blidt i forhold til hvad der foregår på f.eks et gennemsnitligt hospital – mener ikke det er ok – vi skal altid tage andres følelser alvorligt -men det her minder mig om, hvis Spies’ morgenbolledamer klagede nu. Er vi vidne til en Folkedomstolens medieaccelererede  næsten svenske politisk korrekte kastrering af en filmkonge og en stigmatisering af mandekønnet? Tænk at jeg tør stille spørgsmålet…i en tid hvor kønsdebatten er mere eksplosiv end indvandringsdebatten – ber til jeg ikke bliver misforstået og nedkalder en femi-fatwa.

Forleden var jeg ude på Zentropa – dagen før Peter fik mundkurv på. Han gik rundt som en hyggelig vært til en familiefest med med forklæde om livet – “så man er advaret hvis der er rejsning” som jeg dum-kækt bemærkede. Mens Peter power-telefonerede fortalte hans belevne co-producer – der før har arbejdet i kongehuset – at Peter var ved at gøre klar til en større rundvisning – som om de allerede drev et museum over Danmarks mest export-stærke mediebrand? Åh nej.

Var jeg vidne til kongens fald? Trods en stram uge hvor alle de pæne mennesker i dansk presse havde drevet heksejagt virkede filmbranchens ubåds-kaptajn totalt upåvirket og fattet – så hvorfor ikke bare lave en god frokost som vi plejer?

Umiddelbart er jeg meget fordomsfuld overfor gourmet-griseavlere, der går i dellejakker og stemmer på Liberal Alliance, men siden jeg mødte ham i forbindelse med musik, jeg lavede til serien Riget, har vi haft det sjovt. Jeg fik en fair behandling og fyrstelig betaling selvom jeg var en pivskæv børnebøllehat dengang.

Intelligente anarkister hænger ikke på træerne, og jeg lurede hurtigt hans Spies-agtige PR-strategi.Han var EB-udgaven af Triers filmiske grænseoverskridelser, et interface til folkesjælen, når Lars blev for elitær og mystisk. Et selverklæret mandesvin i en ofte rationel verden.

Naturligvis er det ikke ok at overskride menneskers grænser, bare fordi man har sagt, at overskridelse er ens brand og man dermed laver en  ironisk helgardering omkring det.

Måske insisterede Ålen bare på at være menneske i en verden af pænhed og spin. Men hvor personen Peter slutter og brandingen begynder, er der ingen der ved. Måske var masken blevet ansigtet?

Der har været ballade før: der er masser af historier om folk, der sled døgnet rundt et halvt år for en holdjakke og lidt pizza før de fik løn – men til gengæld fik bonus, hvis de fik logoet tatoveret. Men sådan er det overalt i dag – i en drømmebranche med få uddannelsespladser, hvor man udnytter et overflødighedshorn af interns, rige folks dumme børn og folk i jobtilbud.

Klart soldaterne bliver indebrændte, når de finder ud af deres forventninger og ambitioner ikke synkroniserer med mediemarkedets barske virkelighed. Hvis man er heldig, kan man danse freelancestoledans med metal-albuer og ild i håret – vi er smørelsen på clickbaitpyramiden, og værdierne ryger mest opad i firmaerne.

Jeg tror Zentropas soldater – ligesom når man ser Jesus på korset på vej ind i kirken – eller dødningehovedet på vej ind i rockerborgen – var advaret om den grænseløse kult. Zentropa har jo levet af en følelsespornografisk filmformel, hvor uskyldige kvinder går ned – og hævner i de senere film. Som er noget af det eneste dansk film, der kan ramme mig og som hele Danmark har siddet på lårene af hinanden for at hylde – men medierne lever jo at at bygge op – og rive ned bagefter. Det er svært, da Lars vil blive husket om 20 år – ikke Susanne Bier og Bille August.

En bluffers guide til Trier her.

Men tilbage til shitstormens øje i sofaen – vi sidder for at diskutere mit nye manus, men jeg kan ikke lade være at nævne Deadline, Information, Politiken, The Guardian, Screen Daily, Hollywood Reporter og Indiewire.

“Du er ubådskaptajnen i denne uge Peter. Du må trække en linie i sandet og stoppe det, ellers koster det knaster”, siger jeg og refererer til de undenlandske firmaer og fonde, der vil trække sig fra fremtidigt samarbejde. Jeg fik halvkolde fødder da jeg tænkte tanken til ende.

Ålen havde ikke læst det meste af kritik, og ved han flyder ovenpå som en prop efter stormen. Hans filmhistoriske pondus er som en selvfed usynlig skudsikker synkefri vest, og han har levet af og med ballade hele vejen så….skål!

Dagen efter min venlige henstilling kom der så et internt brev ud til samarbejdspartnerne:

“Peter har fremover ingen indflydelse på den daglige ledelse af selskabet. Han deltager ikke i ledermøder. Peter har ingen indflydelse på elevuddannelsen og har ikke længere elever under sin ledelse. Peter må pr. dags dato ikke udtale sig på vegne af Zentropa, der også vil også kontakte Arbejdstilsynet for at få en professionel vurdering af arbejdsmiljøet.” 

Ålen har fået mundkurv på – og 90er stodder-brandet er pakket sammen – men jeg ved han har mange gode film i sig endnu.

Lyt til mit ældre interview med Peter her – det går stærkt.

Men nogengange tænker jeg at kreativitet kommer af sexuel undertrykkelse – mænd der leger påfugle for at kompensere og tiltrække – når de så bliver forløst sexuelt eller mentalt forsvinder kreativiteten – den kreative klasse er er de små pikkes fægteklub – et hyperliberalt egodrevet antimiljø hvor man kæmper skjult menneskebrand mod menneskebrand for groupier og ussel mammon, mens man syr blonder på og lægger røgslør ud over man ofte reelt intet har at sige andet end egen slet skjulte narcisistiske mindreværdsmotiverede selvhævdelse. Er Tibetanske mestre kreative? Er du kreativ efter en tur på konen?

Men hurra for internettet: det er fantastisk, at et hashtag kan skabe så stort et bevidstheds-skred omkring krænkelse, ligestilling og magt – Jeg håber der er mange nye bevidsthedgørende hashtags på vej. Nettet kan så meget mere end kattevideoer og gourmet-blær.

Jeg håber virkelig #metoo ikke bare ender i mere krig og forvirring mellem kønnene – der er nok forvirring i forvejen.  Så brug det med måde, ikke til interne vendettaer – der er desværre eksempler på mænd der er gjort socialt radioaktive af forsmåede eller skuffede kvinder – og vise versa – i stedet for en mere reel politianmeldelse, hvilket klart at foretrække hvis det er muligt.

Måske et naivt #moreempathyatwork eller et #flatpowerstructureplease? Vi er alle en del af en krænkelseskultur – vi har allesammen været liderlige og dumme – tilstå nu #jeggørdetaldrigmere, #undskyldjegikkegavdigetjobforsex – mulighederne er uendelige – find på nogle bedre  hashtags selv nu og spred lyset!

#Mantoo: Jeg vil aldrig forklejne kvindernes problematikker eller piggybacke alle de tragiske historier – men jeg har skam også mistet en masse jobs fordi jeg ikke havde lyst til at gengælde flirts eller fetere mine chefer – om de var kvinder eller homoer. Jeg mistende engang en kæmpe kunde, fordi jeg ikke orkede at drikke snaps, ryge pot eller høre indierock med en matriakat-redaktion til en julefrokost – eller modtage en wc-blowjob fra en koka-homo. Det kan også handle om helt vanillefarvede fædre man bare ikke orker ego-massere eller hænge ud med.

Desværre er chef-rollespillet vs. artisten ofte et rædselsfuldt rollespil, og at tro at man kun vurderes på ens output i mediebranchen er naivt. Jeg har oplevet chefer, der skubber talenter og god forretning ud, fordi “talentet” ikke vil med til FCK-kampe, rockkoncerter eller par-middage – eller generelt bekræfte dem i deres selvbillede. Det kan være små ting, som når man kalder dem “danser med chefer” – ikke ulve – til festen, eller griner af dem når de får tweedjakker og briller uden styrke for at virke klogere – ledelsen er tit et minefelt af sarte egoer, og når en har chef mistænkt mig for at kalde deres bluff, ryger jeg ud og får en kniv i ryggen bagefter – så jeg ikke kan få arbejde andre steder, da man er jobmæssigt radioaktiv – og alle ser stiltiende til, da der er kamp om pladserne og ingen solidaritet – alle er bange for de narcissistiske og psykopatiske chefer, der lever af at tage æren og stjæle andres arbejde, rode med regneark og som ser sig selv som brands i krig med andre brands. Holdingen er at man kan ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker – og der er masser af æg. Empati er en by på mars.

SM-samfundet: Don´t hate the player, hate the game – jeg var engang til en fetishfest for at filme – klædt i sort burka – fra Nørrebrogade – hvor jeg blev forfulgt af en masse kvinder og det til trods for, at de kun kunne se spidsen af mine sko. Fører-fetishisten forklarede mig så, af det var fordi, der altid var mangel på sadister: “der er en fordeling på 20 procent sadister og 80 procent masochister– LIGESOM I RESTEN AF SAMFUNDET”. Mindblowing. Måske har årtusinders slaveri og senere klassesamfund skabt denne dynamik? Jeg nægter at tro det er biologisk, men jeg forstår nu meget bedre, hvorfor masserne elsker at få klare ordrer – uhyggeligt. Hov – det har ikke så meget med Zentropa at gøre mere det her…men denne klumme handler jo også om migmigmig.

Konklusionen må være at vi igen skal til at se hinanden som mennesker, ikke segmenter eller positioner. Jeg glæder mig til igen at blive set som et menneske, der spiser skider og sover og har mere til fælles med resten af jordens befolkning end et isoleret stykke kød eller en ting på et marked. Lad frihedskampen fortsætte – og lad Aalbæk lave nogle flere ekstreme film indenfor straffelovens rammer – men med en mere empatisk tilgang tak . Men hvem ved hvad der afdækkes næste uge – måske har han pisket Gita i smurt ind i trøffelolie mens han hørte Ramstein? Please lad det ikke være sandt – Dansk film har brug for Zentropas brand i udlandet – og ganske forudsigeligt har arbejdstilsynet erklæret klart skib og Ålen er genindsat.

DIsclaimer (til de fatsvage, der læser deres eget halløj ind i min tekst): jeg står ikke på mål for magtmisbrug eller krænkelse. Jeg er hverken den dømmende, udøvende eller lovgivende magt – endnu.

The post #METOO & Ålbæks nye mundkurv  appeared first on BLAZAR.