De kendte dør som fluer nu – er det fordi den hemmelige ø hvor eliten kan være i fred endelig er operativ? Er det de store mørke rettighedshavere der sender  snigmordere ud for at booste et nekrofilt mersalg? 

Det er jo ikke rart at være kendt mere, der er mange der har brændt nallerne på en sløj reklame-sponsor deal eller lider af kronisk menneskehad af for mange paparazzier, karma-nassere, dyneløftere og selfie-tosser. Plus der er gået inflation i at være kendt, det er gået fra at være en elitesport der krævede talent – til at være et tossetivoli for den laveste fællesnævner, “bare du eksponerer alt kan du få dine 15 sek i skærmsolen.” Der har været så meget “godt det ikke er mig” tv, der har skubbet de mere indholdstunge typer af pinden. For det er ikke fint at være kanonføde i opmærksomheds-økonomien mere, mange får fjernet deres efterladenskaber fra nettet, bliver opereret ukendelige og får nye navne og pas. “Den der lever stille lever godt”/”Diskression en æressag” – som den virkelige konge af Danmark så præcist formulerede det. Celeb er prol nu, og at hige efter at være kendt stinker af lavt selvværd, plat leflen for den laveste fællesnævner, narcisisme, grådighed og andre moderne bad taste lav-kaste-agtige dødssynder. Ingen med en IQ over 100 gider at joine de små pikkes fægteklub og blive et brand. Det flamboyante er out, post-normcore – at forsvinde i masserne, er lykken. Folk der ser sig som brands -“mit brand er ligesom at….reelt at gentage det samme look og lort for at forblive synlig”? er jo i evig krig for limelight og småpenge med andre menneske-brands – og bliver syge i potten til de sidder i fuglestilling og skriger deres PR-pimps kontonummer på bunden af bruseren med et rødt-hvidt 11-tal under næsen.

Alle kan spotte når en studievært læser en redaktørens tekst op fra en telepromter for at aktivere en “eksperts” selvfede talestrøm, hvor alt igen reflekterer tilbage på vedkommendes totalt fake oppustede ego-brand? Hvorfor udtaler vedkommende sig? Lønnen er max en taxabon og en kop automat-latté? Det er for de afledte sideeffekter…og tosse-fisse på en teenage-bar? Autograf-skrivning foran Irma? Foredrag via en matrix af  DSB for en frokost med en skægget rektor og et par tusind hvide man skal rykke for tre gange? Lidt salg af t-shirts? En “bog” via en ghostwriter? Måske en chance for at skyde papegøjen og  komme i vild med dans? Hej men alle voksne kan se det nu…du har ikke noget tøj på...du tror du sidder og kloger dig og er verdens navle i spotten, men folk tænker medie-incest med “flade lillepik i ego-ekko-selvswing” og skifter kanal til en dokumentar om noget mere virkeligt end idioter der gokker den af på hinanden i en gladiatorring for blid nonsense for virtuel kærlighed. Vi ved godt du er en mindreværdsmotiveret tom nar, siden du sidder der igen…virkelig klasse idag er at droppe ud og maskere sig og gå ned og stå i kø for at købe en blespand i Netto – og nyde det.

Dog var der engang hvor få talenter fik rimelige summer for at udvikle personlige og relativt nyskabende plader og film, der stod ud, og blev hits og dermed gentaget i et uendeligt kredsløb af retro og copycats. Nu ryger den generation af kunstnere så, da de har givet den gas, de er reelt for gamle til at lave andet end pasticher på fordums storhed og det vilde tour-liv, så hvorfor ikke bare forsvinde nu, døden som den sidste re-lancering – den ultimative kampange, før alt bliver helt gratis på nettet? Død sælger, Amy, Biggie, 2Pac osv. brød først rigtigt igennem efter de stillede deres Jordans.

I nutidens jungle af fragmenterede sub-ikoner og micro-genrer, er det åbenbart smart at brande sig med de helt sikre, gennemprøvede fællesskabsopbyggende  på f.eks facebook:

Hvem er du af følgende facebook-typer da Cohen døde?

A/ Gammel Cohen fan, der sørger og mindes til vinylknas. B/ Douchebag der spiller “intulektel” og bruger lejligheden til at åbne en flaske – det virkede jo da Bowie døde…C/ Totalt uberørt over folk du ikke kender personligt dør. D/ Igang med at indspille en coverversion med de lokale bænkevarmere fra dit indieanerband E/ Glæder dig til Bob Dylan og resten af de sidste ufunky babyboomer folkesangere kradser af F/ Glæder dig over endelig at udgive maskerede oversættelser af Cohens mindre hits som egne digte og læse dem op fra en trone af visne blade i Politikens forhal iført en akavet hat? G/ Du er en anal samler, der klukker over priserne på din vinyl førstetryk og det vinglas mesteren drak af du fandt i backstagerummet stiger nu H/ Nyder helst Cohen i bogform – hans nasale brægen og kluntede klisterkor skæmmer lyrikken I/ Cohen looper som et mantra i mit hovede: “Give me crack and anal sex – Take the only tree that’s left and stuff it up the hole in your culture”…skal det også være min nye ringetone? J/ Kan ikke lide Cohen mere nu han er blevet rigtig mainstream….K/ En ægte Cohen lytter kan man ikke sætte i kasser L/ tør ikke kommentere – det er måske noget med Israel eller sexisme eller god eller dårlig smag? M/ Cohen var cool – indtil Mette Fugl begyndte at blotte hun MÅSKE havde kissenisset med ham – det billede ødelagde hans musik for mig N/ Er for subjektiv – hørte det i mit barndomshjem O/ Som prof. smagsdommer er jeg nød til at sige A, selvom jeg i hemmelighed hører Coldplay på repeat P/ Det er nemmere at sørge over andres død end at face sit eget lorteliv. Q/ Noget helt andet – hvilket?

Indsæt hvilken som helst død stjerne i dette matrix…mere om døden her & musiknørderi her.

PS: puha…jeg fik luft…og piggybacket en tendens for lidt trafik. 

Guide: DØDEN – og det der kommer efter.

The post VIP-RIP – og hvorfor det er passé at være celeb – i live – nu. appeared first on BLAZAR.