Døden går aldrig af mode: Danmarks statistik har regnet sig frem til at de fleste dør omkring de 80-89 år via en hjerte/kar- eller kræftsygdom. Der dør typisk omkring 50.000 danskere årligt, der dør over 200 i trafikken, mens der – trods massiv oppumpet mediebevågenhed – da frygt sælger – kun begås maximalt 45 drab, hvorimod over 600 begår selvmål. Derudover forsvinder der 600, men kun 2-4 dukker aldrig op igen, da de sikkert har begået perfekte selvmord eller er flygtet i skattely under ny identitet permanent – eller er blevet suget op af UFO’er eller fjernet af nogle hemmelige tjenster?

En ting er pressen, der lever af angst – og den vifte af horrorfilm og subkulturer a la black metal der kredser uforløst om døden. En anden ting er virkeligheden – her er en nem guide til at håndtere det:

Kort sagt: hvis du kender en med cancer eller hjerteproblemer, er mit råd at spendere så meget tid med dem ASAP, få tilgivet hinanden, talt igennem, ravet, tudet og ikke mindst set tilbage på alle de positive stunder i har haft sammen – der er ingen tid at spilde. Slut med egotrip, forædlreopgør, blame game osv. Du har den barndom eller de venner du har valgt, og intet er perfekt – du fik sikkert ikke 3 hvide heste. Det er IKKE dine syge venner eller dine døende forældres skyld det hele…du er voksen nu. Du overlevede barndommen, så få det dog til at blive en positiv historie. Reager nu. Lev nu. Det er surt at sidde med en kæmpe tilståelsessag eller nogle traumer og være indebrændt og sørge til 1500 kr i timen hos en psykolog eller på en stripklub senerei livet. Skab nogle rare rammer og afsæt masser af tid, og hæng ego, ordkløveri og ond bagage i entreen. Så er du klar til at  skrue op for den sentimentale og spirituelle knap – helst før alle bliver mindre åndsfriske – så i kan finde nogle konstruktive fortællinger til eftertiden.

hqdefault Et Husk sygdomsforløb ofte accelerer, og alle fortrænger dødens hastighed, så det er smart at få papir/mails på hvordan begravelsen skal forløbe – skal det være diskret med urne, eller det store show? Må kisten ligge ved resten af slægten, eller hadede alle hinanden? Hvem skal bære kisten? Hvem skal med til begravelsen? Hvilken playliste kører i kirken? Må der være harper? Er præsten DF? Kendte præsten afdøde? Det føles morbidt, men har en terapeutisk virkning at få disse ting konkretiseret.

Testamentet: før den ukendte søn og alle de onde onkler, advokaterne og alle de andre gribbe flår indboet fra hinanden, uden tanke for affektionsværdi og historie, er det smart at lade den døende lave et papir, da det ellers kan blive grimt. (Husk man ikke kan arve gæld mere i Danmark). Jeg husker tydeligt en kær ven, der var flygtet fra sin retarderede indremissionske familie 30 år før han stillede lakskoene. De poppede prompte op ved synet af dødsannoncen, men nægtede at betale begravelsen, og ville have hans bolig og en større samling obskure plader og satanisk litteratur – der blev solgt pr. kg – overskuddet gik til deres menighed, mens den afdøde blev begravet på Tibetansk…

Selve døden: det er yderst sjældent man får spist den perfekte sidste nadver i venners lag til tonerne af et perfekt snart passeret livs soundtrack – tit er det noget med at slukke for en maskine, eller blot bare slukke, eller noget med en besked på en svarer. Jeg var så “heldig” at finde et lig i en seng – og der skal man holde hovedet koldt:

A/ Ring til 112

B/ Er der mulighed for førstehjælp?

C/ Er der sket en forbrydelse? Man må ikke bare flytte rundt på et lig FØR en læge har udskrevet en dødsattest – heller ikke hvis man er bedemand eller pårørende. Jeg ventede i 11 timer ved min mors lig – en helt ok ganske terapeutisk oplevelse at se det skifte farve osv. – før hendes praktiserende læge kunne komme…for at sætte en krusedulle på et papir, så bedemanden kunne hente den afdøde. Mht. bedemænd skal man virkelig holde øjet på taxameteret – det koster min. 20.000 for en skrabet basispakke, det offentlige giver 10.000 til hvis man er blank.

joe-aievoli-lights-fake-money-on-fire-at-wan-shou-funeral-services

Er dette prototypen til en ny islagkage fra La Grace? En brevvægt fra Versace? En vase fra Tage Andersen? En dekoration hos Tage Fradsen? En Carlsberg-pokal?  Nej, det er hestedræberen og loden-nissen Bjørn Nørgaards dims til dronningen til  29 millioner skattekroner. Henrik gider ikke ligge der.

Vi andre kan også købe  os fattig i kirkesangere, blomster og mamorplader…og bedemanden m/k ved du er i affekt, og ved du bare vil outsouce alt i det traumatiske sorgøjeblik, men deres regning kan ramme som en boomerang. Min bededame ankom med et par gravøl i hånden, meget sødt, men den var nok ikke gået i så mange andre brancher før et salg. De kører med usynligt taxameter, og køler liget i max 21 dage før begravelsen. Det er smartere bare at ringe 112 efter en ambulance og så tage den derfra.

Danskerne er reelt ikke kristne mere, men mange vælger alligevel kirken som ramme for bisættelsen. Snak med præsten (hvis det er afdødes stil med en præst) – ellers holder de en lang klæg kristen reklametale med generaliseren og truismer om “han var god mod dyr” eller “var en utrolig modstander – i kortspil” eller noget andet moraliserende eller injurierende kliche-vås. Giv præsten anekdoter så han/hun kan fake de kendte afdøde.

Inspirationsbilleder fra en atypisk begravelse her.skaermbillede-2016-11-20-kl-14-31-50

Koordiner musik: jeg var engang til en tragisk begravelse – stoffer/selvmord under 30 – hvor hvor et band sprang op og spillede en akustisk version af Joy Divisions episke “Atmosphere” så de pårørende græd som pisket. Seancen afsluttedes ved at Prince´s “sometimes it snows in April” for valdhorn kælede med kirkens rumklang så de pushere, der havde ledt ham i fordærv, rødmede under de kolde cokemasker.
Så var der fri bar på Park, og idioter lod hatten gå rundt “i afdødes ånd” for at få flere drugs – ingen lærer noget, livet går videre.  En anden begravelse var også akavet og kikset: engang skulle vi begrave danmarks største dj – og en købmands-klovn havde tiltusket sig en mixer han ikke kunne betjene trods 30 års “dj-erfaring” – hvor han spillede alternativets slagsang, den lalleglade og lumre “Love is in the air”. Upassende selvbranding på en død mands enorme kiste. Udenfor stod nogle katte og kradsede øjnene ud på hinanden over hvem der skulle overtage hans pladesamling, radio-slots og dj-kunder. Især dem der IKKE så ham de sidste svære år var meget aktive i at slås om ting og territorier. Man rider med på opturen, udebliver på nedturen og ripper så dødsboet til sidst. Den sjoveste begravelse var en gammel punker, der insisterede på hans begravelse var en maskeret demo komplet med ladvogn med subwoofer ned af Nørrebrogade. Politiet var forvirrede, men seance var anmeldt i forvejen efter alle kunstens regler. Den slags er nok blevet historie efter burkaforbudet.

Gravøllet kan man så improvisere mere med – det er her du – og alle andre – skal holde en dybt rørt tale og i skal blive småsnalrede – og så går livet videre – regn dog med der kommer efterreaktioner – og flashbacks – især det første halve år – det ligger typisk og summer i baghovedet og kan give en mindre depression hvis man ikke får reageret prompte og autentisk. Husk sorg kommer i faser, og du kan søge hjælp via din læge til en gang kognitiv psykolog-tamtam, hvis det er ubærligt. Det kan være meget lærerigt at se hvilke mønstre og ligheder man har med afdøde, så dvæl lidt ved det for menneskehedens og evolutionens skyld, og husk det snart er din tur. 

PS. Få inspiration til gravstedet på dette fantastiske site.

PPS. Du kan forberede dig på døden gennem forsigtige experimenter med f.eks DMT, mens du f.eks guides gennem dødsoplevelses-simulation her.

“Better be a spectacular failure, than a benign succes” 

Læs hvorfor det er passé at være en levende celeb her.

skaermbillede-2016-11-27-kl-19-45-11