Omkring årtusindskiftet skrev jeg en roman, EFTERFESTEN – her er et uddrag,  kapitlet Flashback – og en tekst om den oplevelse, først publiseret i Shæfter´s litteraturnummer kaldet Efter efterfesten.

Flashback

Tilbage i teenagetiden i midtfirserne tog B og jeg en del LSD, som vi huggede fra min kærestes psykolog-fars fryser i Ordrup. Gad ikke russisk roulette med gangster-gear, vi var dødtrætte af stoffer bare var noget med at være lam, cool, frisk eller stenet – eller at blive hjernedød via det organiske opløsningsmiddel alkohol. Vi ville videre. En fredag spiste vi tre doser flydende Sandoz-trips og fnisede,  det var den originale CIA-vare de havde brugt millarder på fra Frederiksberg Hospital, bedre end Albert Hoffmans LSD-frimærker. Vi vidste, at i den tilstand, der var på vej til at ramme os, måtte vi væk fra byen, så iført notesblok, diktafon, skræmmende præventive sorte bomberjakker og steelcap-boots jokkede vi Hareskoven tynd efter effekter.

Der er gået halvanden time, der sker ikke en skid, men for en sikkerheds skyld, så lad os lade bilen stå og tage toget hjem og lave noget techno. Alt virkede relativt normalt. Men da dørene lukkede og toget rullede, kiggede jeg på S-togs-kortet, og  kunne ikke genkende andet end en dirrende farvemos. Sæderne stod i 3D og jeg kunne visualisere spindemaskinen på den fabrik, der havde fremstillet dem, diverse tilhørende tegninger og dokumenter – ja selv designerens ansigt. Jeg så  rundt på mine medpassagerer og opdagede, at jeg kunne se deres dødsmasker, summen af livet i deres ansigter, konklusionen på livet i et snapshot fra dødslejet. Jeg stak hovedet ud af vinduet for at distrahere mig selv. I vinden udenfor togvognen hørte jeg summen af byens lyd nærme sig, jeg mærkede skinnesystemets rytmiske sammenhæng og endte så i et fugleperspektiv af hele tog-nettet højt over byen komplet med lavthængende skyer. B pludrede fjollet om at vi nok hellere måtte tage i Dyrehaven og slappe af, og jeg holdt krampagtigt et boblende grineflip tilbage, skræmt af skrækvisioner om lukkede afdelinger. Glimt af klinisk paranoia-panik styrter igennem hjernen uden bremser. Kigger de andre? Diskret ud af toget ved den grå Svanemølle med metalsmag i munden, som om jeg smagte mine plumper selv for første gang, genfødt i en ny krop. Jeg prøvede at drikke saft af et sugerør, men selv det skulle jeg genlære som en baby, så jeg hostede det lilla stads op på paronen, saften fangede lyset og reflekterede magisk. B pjattede og spiste klamme vingummier i et forsøg på at omfavne ondskaben og det syntetiske, mens jeg genvandt den sidste rest af ego. I Dyrehaven lavede vi åndedræts-yoga for at komme lidt ned mens vi skuede ud over et sært højtopløst knitrende hav. Skyerne tæskede forbi, min hånd var gennemsigtigt pulserende væv, træerne var personligheder, som vi byttede luft med, et øjeblik varede et helt liv. Jeg slapper af, trækker luften dybt ned i maven, benene snurrer, mellemkødet er et rødt nervebundt, videre til min orange reklamevom, op til gule solar, op til hjertets grønne luftsyntese, der transporterer boblende energi, op i adamsæblets lyseblå vibration til lyden af mantraet AUM, der stopper det sidste af den sproglige bevidsthedsknevren. Mine øjne indad op mod et blåt punkt over brynene indtil en slange af energi blæser op i det babybløde, violette hul i kraniets top, et kredsløb mellem det blå og det røvrøde bundchakra etableres, og jeg gennemlyses af hvid energi, kroppens og verdens grænse elimineres i et energibrag. Det var ikke bare noget hippieævl til at gøgle for damerne mere. Øjnene åbnes og skuer en himmel fyldt med sitrende ildfluer. Efter fem timers hjernetumult føles det som om jeg ejer drejebogen til alting, jeg ved hvad der skete minuttet før og hvad der skal ske om et øjeblik og om ti minutter. Vi så på to golfspillere, og spillet startede og sluttede samtidig. Skyerne kørte i timelapse over himlen. Vi var totalt trygge i verden, for vi viste hvad der skulle ske på forhånd, og havde adgang til den store kollektive harddisk. Zoom ind på en detalje, og alle data foldede sig ud. Vi endte ved en lille bæk i lilla twilight, hvor en bambi kom og drak. Jeg kunne flytte ind med det samme her. Jeg var hjemme. Vi tog på Dyrehavnsbakken, et sted jeg altid har undgået da det for mig altid har emmet af røvfuld og plastikbajere, og jeg turde for første gang prøve en stor ruin-rutschebane der lignede noget fra en gyserfilm fra 1930erne, som jeg altid havde været hunderæd for. Jeg fandt en Tempest-arkademaskine fra 1979 hvor jeg spillede en time for to kroner og slog alle rekorder. Igen var jeg foran det store kosmiske manus med flere minutter. Synd jeg ikke tænkte på at gå på casino eller børs. Alting var på det tidspunkt magisk simrende, meningsmættet men forudset, så vi tog i studiet. Der var ti kilometer ned til guitarstrengene, så vi endte med at nulre med en 808-trommemaskine, SH-101-synth og nogle ekko-effekter, der havde en utrolig plasticitet og fysisk effekt. Det var der andre der gjorde i 1986 uden vi viste noget om det. Acid house music. Vi viste først hvor vi var landet da vi vågnede næste dag, med nyt mod på livet. LSD er ikke cool underholdning. Det er et alvorligt værktøj. Der var ingen hallucinationer, kun sanseforstærkninger og aflæring af vor kulturs bevisthedskodex, kun klarheden var tilbage. Vi var som babyer uden filter og vismænd på samme tid. Det ændrede vores liv. Hvor munke bruger et liv på at nå op på bjerget, havde vi taget elevatoren, men det giver lidt propper i ørerne, og man har ikke lavet en klar sti med reb. Jeg røg tilbage til trippet hver gang jeg lavede åndedrætsyoga eller røg pot i de mange år, hvor jeg nossede rundt i et sansecirkus, renset for dødsangst, kernen i al angst – og dermed renset for traditionelle ambitioner og værdisæt.

DISCLAIMER: Nu jeg sidder og genlæser korrekturen, sitrer det igen, og jeg får lyst til måske 30 spidse nøgenhatte i en park med slukket telefon. Jeg er også nød til at sige dette ikke er et eksempel til efterfølgelse, den ene mands medicin er den anden mands gift. 

KØB BOGEN HER.

Efter Efterfesten (først publiseret i Shæfter´s litteraturnummer).

Shæfer-redaktør List har med kort varsel ønsket at få nogle sider med minureflekterede, uironiske anti-meta-mening om affyringen af min debutroman “Efterfesten”. Lidt af en navlepiller-mission, så jeg skyder den til lige før deadline, ranter og raver og hakker ind, hvad diktafonen gemte:

“At skabe cd´er, events, magasiner og film er det tætteste på en mande-fødsel, jeg har prøvet, men romanmediet har sine særegne komplikationer. Jeg er ordblind og læser mest i badekarret, men begyndte at skrive lidt, og blev så kontaktet af en forlægger, der ville have en bog a la filmen “Kids” om lesbiske i provinsen, der SMS´er på E. Det ved jeg ikke noget om, men jeg forstod, hvad han sigtede mod, og fik klippet mig en blotter-nutidsroman for at ruske robotterne. Fiktion er jo et af de få steder, hvor det er forventet at lyve – ligesom overfor skattevæsnet og i CV´er, og hvis man ikke pumper skinken, bliver det tit kedeligt. Lalleglad troede jeg, vi boede i Europas klit, EU´s tolerante Christiania, men jeg blev klogere, da min lille bog om tidstypen Janus Warm´s excesser ramte forbrugerne. En udbredt misforståelse var, at dette var første bind af min selvbiografi – jeg indrømmer blankt, jeg har haft hænderne i mudderet i stedet for at læse litteratur, og der er da visse paralleller til virkelige hændelser omkring årtusindskiftet. Men efter reaktionen at dømme er de åbenbart nærmest universelle: At udkomme var som at være til KKK-møde og rive kutten af og opdage, man er sort. Som såkaldt multikunstner har jeg altid været mistænkt af lønmodtagere og liberalister, kun nødtvungent accepteret  som en subkultur-kautionist, en field nigger, en coolspotter, en sart avantgardist, en provo-klovn. Glem at pisse folk af med at tjene obskøne beløb på lal, at kneppe dine venners ømme x´er og små søskende, at være en arrogant knarket smartass, der altid kommer ud på toppen. Hvis du virkelig vil vække folks harme, så skriv en samtidsroman. Jeg scorede en uintentionel emotionel fuldtræffer: Et meget udbredt fænomen var, at folk fra bogens miljøer narcissistisk projicerede sig ind i romanens figurer og blev pissesure… De har ingen forståelse for fiktion – de lever åbenbart i den og tror, at jeg er dokumentarist. Det blev alvor: Dødstruslerne drønede telefonisk med sure projektions-tossers hyleri om, at “vi kører rundt med et tæskehold, din psykopat” (gemt til evig tid på svarer og harddisk). “Dumhed er farlig,” sagde min legionær-ven, “men ring, hvis der kommer blod ned af ryggen.” Så psykoanalyserede jeg først opponenterne i dialog; så henviste jeg altid til de relevante paragraffer og henledte truerens opmærksomhed på, at man kan få op til 2 år for trusler og op til 16 år for div. vold… Og at de skal passe på, de ikke sender nogle lejesvende, da al videre modgang vil blive takseret på deres kappe. København er for lille til det pjat, og min erfaring er, at karmaloven virker…De sidder og kukkelurer i Thailand uden pas og penge pt..  Men trods alt respekt til truerne for at være ærlige, mere end man kan sige om det pæne, tamme – åh så trendy – borgerværn, kindkysserne og rygklapperne, medievampyrerne, der altid lige skal nasse på ens karisma, konneksions og kusse og have det sidste nye ord fra gaden med hjem fra én uden kredit før deadline; de ville pludselig ikke røre mit produkt med enfremmed mands pik på en stang på nettet. Jeg var en trussel mod den nyborgerlighed, der er ved at gøre Tisvilde til Hornbæk, og der bandlyser kritisk bevidsthed. De før så vilde bekendte havde for travlt med at fyre deres talenter af på køkkener, tøj, mad, retro, æstetik og formalisme, i disse for vor verden så svære, men fantastiske tider. De er låst inde i livsstilsfængslet, angste over, at de ikke kan gå i gult tøj de næste 2 år, angste for de ikke kan skride fra kæreste og job uden at miste deres neo-yuppie-props, og angst over en komisk roman. Jeg er normalt ekstremt mediesky, men min agent insisterede på, at jeg skulle tale med DR2 og desværre også BT´s “Kun for Kvinder”-tillæg – alle ved, det er en angstspreder! – så jeg mødte naivt op med en båndoptager på et konditori og aftalte fuld korekturret. Jeg skrev så de værste ting ud og ringede og checkede og alt var smukt – indtil min feminist-moder ringer og siger, at jeg udtaler, at “Kvinder er nogle stoddere” i megabold med et junkieportræt på grå baggrund over hele 3 sider. BT sagde undskyld og henviste til, at der havde være “netproblemer”. BT: Så sker der noget…skidt. Kort tid efter lavede en café latte-journalist overskriften “Copenhagen Psycho” efter, at jeg nægtede at “løbe en tur sammen midt om natten på Holmen” eller tage hende til “VIP fester”. Så blev jeg blev kimet ned af politi-stikker-journalister, der troede, “Efterfesten” var dokumentar og tilbød mig at blive “den faste mandlige Suzanne Brøgger”. Så ringede de store reklame-kunstdirektører og deres bagmænd, dem, der bruger 3 måneder på at lave 15 sekunders film til tissepausen. De ville suge min hjerne, men fandt hurtigt ud af, at jeg ville være en forhindring i den store La Crème-bureau-Big Brother-borg, hvor der kun spekuleres i at gøre os endnu mere usikre og dumme, så vi køber endnu mere unødvendigt bras. Men de er søde, og min røv står altid på vid gab for dem. Og så kom anmeldelserne, der jo er nødvendige for at fange litteraternes interesse. Men de fleste anmeldere er ikke ligefrem hedonister og har ondt i røven over dillettanter, der kommer ind fra sidelinien og har det sjovt. Avisanmelderne er kulturens dørmænd, og at få opmærksomheden fra den største spærreballon er en okkult kunst, jeg ikke forstår mig på. København er et karneval: Se ud som en receptionsluder og pling, så har du et PR-firma. Se ud som en trækkerdreng og pling, så har du etmodeblad. Se ud som Anders Lund Madsen og pling, så ender du på bagsiden af Ekstra Bladet. I forretningsverdenen køber man en yacht før succesen for at feste for at tiltrække investorer. I boglimbo samler man derimod ydmygt sit flaskeskib, rejser et sejl af sit cv, iført et eller andet visuelt gimmick for at brande sig selv. Som forfatter blander man sig sjældent efter kulturkampen; man indtager sin gamle, velkendte plads som rødvins-voyeur. Forfatterne sidder med den naive forventning om, at verden vil blive forandret ved udgivelsesdatoen; en forventning, der siden afløses af glæden ved at se sin sprogvirus lave langsomme ringe i vandet. Der var engang, før nutidens angst-tidsånd, hvor det var smart at være kreativ og forholde sig til alting, at have talent, humor og indsigt. I dag bliver mennesker, der rent faktisk besidder sådanne kvaliteter, stemplet som selvfede krukker, og deres plads fyldes i stedet ud af stand-up komikere, reality-ofre, børne tv-værter, stylister, modekokke og alle mulige andre, der er kendte for at være kendte, og har et talent for at ramme den laveste fællesnævner klokkerent. Kultur og politik er blevet udskiftet med livsstil, der sælger flere annoncer end holdninger gør. Man køber som bekendt ikke bare medierne, man bliver også solgt til annoncørerne. Bøger er et statussymbol og bruges som en hvileplads i en kirke. Læsningen er ofte en bøn om overskuelighed og sammenhæng, eller – som så mange andre steder i øjeblikket – bare rent følelsesmuseum. Hvis masserne skal have samtids-flimmer, vil de have det elektronisk, ikke på papir. DJ-scenen havde, på trods af min anciennitet, ondt under hørebøfferne over, at der var nogen der havde tilladt sig at sætte ord på deres tekstløse nirvana af 12″-vinyljonglering, impotensfremmende stoffer og sjældne sponsor-gummisko. Ravegenerationen læser slet ikke bøger, og de boglæsere, de er tilbage, vil i hvert fald ikke læse om en fest, de ikke selv var inviteret med til. For udenforstående ser det umiddelbart ud til, at det vigtigste for alle forfattere er enten at blive forstået eller misforstået. Alle tror af uransagelige grunde, de laver kassen, men det forfattere i virkeligheden vil have er fisse. Helst en dyr muse med et moderkompleks, der forsørger én, så man kan droppe de pinlige jobs og give sig hen til den fede forfatterrolle. Men pas på sirenesangen: Ligesom golddiggere findes der også minddiggere, kvindelige kulturgroupier, der lokker dig hjem med Havana Club-shots plus det løse og river dig rundt til gammelt Kraftwerk til du opdager din bog på natbordet. Nasty, men et godt gokkebillede til plejehjemmet. Det siges at skrive romaner giver udødelighed, men nu kan man spare op til noget DNA-gear, der forlænger ens liv bedre end Botox – det er ikke for afrikanere, så det er noget med at skrive en bestseller. Jeg gider/tør ikke. Og udødelighed, hvem gider have nogen til at sladre omsig efter ens død? Husk i øvrigt at forfattere ikke har venner; de omgås sjældent andre forfattere og er altid rynkede og under mistanke. De skaber – ligesom psykologer – en utryghed for at blive gennemskuet og udstillet. De er socialt radioaktive. Det er svært at leve alene på det enorme egoboost, det giver at signere bøger eller at blive hyldet på nettet. Så husk at være sød ved din lokale forfatter – han har det sikkert hårdt. Når det sjove – at skrive bogen – og det mindre sjove, at redigere den, er overstået, kommer der en mere ekstrovert bonusrunde: Markedsføringen. Coveret på min bog bestod af ca. 200 billeder af folk jeg kender. Mange af de medvirkende fik en bog for tjenesten, men enkelte brokkede sig alligevel: Et frimærkestort billede sammen med 200 andre på coveret  af en bog er slemt for krukker, der er glade for at være i Se & Hør eller alle mulige tomme modeblade eller for at stå i G-streng på forsiden af M! for riskiks og cola. Så fik jeg en tusse til plakater, der blev revet ned af rasende flaplæsere, og selv læseeksemplarer i solide kæder blev stjålet. Dømt på bogens cover. Jeg ønskede blot at få romanen ud til dem, der selv går til efterfester, så jeg designede nogle små cola-breve med logo indeni og smed dem på toiletter og klubber. Folk blev bare skuffede, når de åbnede brevene og fandt en tekst i stedet for stoffer, og skuffelse er ikke en god start på et forhold, så jeg fik nogle forskellige cola-entrepreneurer til at pakke deres pulver i mine små reklamer i tusindvis, således, at når brugeren skrabede brevet for det sidste taletalkum, dukkede min reklame op. Jeg burde have et Guldkorn for det. Ude på Bogmessen i Forum fattede de ikke dén med colapakkerne  (så spar jeres drugwipes til toilettjek på redaktionslokaler, Børsen, Folketinget og politistationerne). På messen travede hovedsageligt kvinder mellem 40 og 70 andægtigt rundt i gåsegang i et monolitisk landskab i en ud-af-kroppen-oplevelse og ventede dirrende spændte på Johannes Møllehave og noget andet, de kunne læse 10 sider af før de faldt i søvn. Jeg laver andre ting, før jeg sover. Og nu da jeg er erklæret for Københavns fineste hærger, fortsætter jeg så min research? Er jeg stadig til alle festerne med en taxa udenfor, en sexoholiker med lommer som en slikbutik? Et spændende aspekt af at skrive er, at situationer, man har beskrevet, pludselig opleves som en genudsendelse. Summen af laster er ikke konstant, men selvfølgelig skal der være plads til et tilbagefald, vi skal alle til rolllator-rave engang. Men efter “Efterfesten” er mit fokus skiftet. Nu står den på ond meditation, musik og at dyrke klichéen om at se skønheden i det banale. Jeg er dykket tilbage i skøn anonymitet, har fået redigering, agent, studie og kæreste, og den store fest starter kl. 08 hver morgen, hvor alt har åbent, og folk er lidt mere klare i hovederne. Og bare rolig, nye sprogvira gærer i kælderen, og måske vil jeg prøve at skrive om, hvordan jeg kunne tænke mig, at tingene så ud,en magisk utopi kontra bare at beskrive det nuværende. Der er nok at tage fat på, og ingen har tid til pis, bortset fra borgerværnet. Det er god terapi at skrive, bedre end så meget andet gøgl – man formulerer ting og bliver færdige med dem og får ryddet op i verden. Sundt. Bøger virker stadig! Jeg kan anbefale det varmt. Alle har en roman i sig, så skriv selv en bog!

The post FLASHBACK – fra romanen EFTERFESTEN appeared first on BLAZAR.

Vammens seneste bog TILT er profetisk sci-fi – Vammen skriver forfriskende uhæmmet og skyder på alt – og især sig selv – i evig jagt efter at demaskere og bevisthedsudvidde.

Flashback: omkring millenium debuterede Morten Vammen med romanen Efterfesten. Dengang var han kendt for at være techno-pioner, kultur-kværn og klub-ikon – romanen “Efterfesten” brugte disse erfaringer og inviterede indenfor i ellers lukkede miljøers mentalitet. Senere lavede han en række dokumentarfilm der kritisk hyldede de skæve subkulturers originaler – sendt via DR & senere transmitteret i talkshow-form på 24syv.

Så forsvandt Vammen fra rampelyset – tog en tør bagmands-vindjakke på og fik et barn på diskrete Frederiksberg, hvorfra han styrer  Sofarave media – ud over at agere consigliere for en bred vifte klienter. Han påstår tid er vigtigere end penge, eller som han siger:  “mere nærvær – mindre instagram, den der lever stille lever godt”.

Peter Smith har talt med ham over zoom:
Hvor har du været? Du var overalt, alle modeshows, klubåbninger, koncerter & ferniseringer…der var rygter om du havde en tvillinge-dobbeltgænger. Du var Københavns førsteelsker, pendlende mellem over og undergrund – DR,  smagsdommeri, reklame, talkshows på TV2 og 24syv og artikler i alt fra Information til Euroman…men så var du pludselig væk…hvad skete der? Tja, det endte med jeg tog direkte fra en 2 dages fest til et tv-studie med publikum og Peter Madsen fra EB og Monte-Carlo-drengene og tævede dem i en quiz om SoMe. På vej hjem tænkte jeg – hvad fanden laver jeg der? Det er så langt fra mine idealer at spilde min tid på at spilde andres tid. “Så sagde jeg mit show på 24syv op. Jeg sad hele tiden i en taxa og sov for lidt ,  jeg var ved at blive en mediesexuel kliche. Jeg tjente obskøne penge nemt og var små-berømt lokalt et øjeblik, men det gjorde intet for mig, så jeg droppede ud, lavede kun det jeg havde lyst til, rejste lidt rundt, lavede videokunst, passede mig selv, nød anonymiteten og fik en skøn datter – men nu er jeg tilbage fra den skønne børne-ørkenen med de nye bud – en tidsåndsdiagnose, Tilt.”Hvad inspirerede dig til at skrive denne bog? “Nogen måtte påpege den skøre udvikling – eller rettere afvikling som samfundet er igang med – samfundet føles som et stof vi er afhænge af – men er holdt op med at virke. Det føles virkelig som om vi lever i Roms sidste dage – på tærsklen af noget nyt – måske en kold AI verden styret af kapitalfonde, måske noget mere utopisk & euforisk. Det handler om at gøre smerten og det dysfunktionelle til poetisk humor så vi kan komme videre – at finde visions-rummet der vibrerer mellem postmoderne fis og neo-modernistisk alvor…haha.”

Hvem var indblandet? “Procesen startede med en instruktør-ven bad mig om at udvikle et manuskript med udspring i hvordan vrede er tabu og hvordan småborgerlig social kontrol er blevet meget subtil, men omfavner alt. Jeg var også interesseret i om oprør er muligt idag, nu markedet og det digitale omfavner alt.”“Samtidig fik Gyldendal mig ind i et længere krimi-udviklingsforløb, der var desillusionerede, Gyldendal var blevet et sted hvor man får ghostwriter-journalister til at interviewe svømmere med mange instagram-følgere for at  smide dem afklædte på bog-covers nede i Føtex så de måske kan komme under juletræerne. Redaktørerne var meget bange for krænkelse – og meget forhippede på tidens sikre stil – og  bange for mine eksperimenter. Jeg fandt andre kanaler – men det er svært at trænge igennem – underligt nok får man kun medie-opmærksomhed – og dermed salg – hvis man udkommer på de store kanaler og helst rammer en allerede accepteret agenda og format – eller laver noget om mad. Det er lidt skræmmende hvordan nettet skubber alle de små med gode intentioner bag i køen frem for mere profitdrevne produkter fra de store.”Hvem er din målgruppe for denne bog? “Argh, målgrupper. Jeg har fredet Tilt fra den slags tanker, det er et fristed – jeg bilder mig ind målgruppen er mig selv, da det er ville være en illusion at tro jeg kan vide hvad andre tænker – og storhedsvandvid at tro jeg ved hvad læserne har brug for. Tilt er som en målsøgende drone – den rammer få centrale mål, den er en virus eller en kult og skaber ambassadører organisk – så indholdet multipliceres nedad i pyramiden.”

Hvordan researchede du til denne bog? “Jeg har bare fundet minder – bogen er en mosaik af rigtige historier og personer jeg kan ringe til. Men klart jeg har lavet lidt undersøgelser af/med droner.”
Hvad var den største udfordring, du stod over for, mens du skrev ? “Tilt foregår i en nær fremtid, men pludselig indhentede fremtiden nutiden. Jeg måtte f.eks arbejde et post-corona perspektiv ind – og gøre Irma til Meny. Det er svært at skrive fiktion i dag, da virkeligheden overgår fiktionen – specielt efter Trump følte jeg det accelererede, men ingen taler om konsekvenserne teknologisk, psykologisk og økonomisk. Tilt er ikke en rebus med en facitliste, det er mere en rorschach test, et spejl eller et trance-skabende beat – hvor man selv laver sin melodi inde i hovedet – og måske får belyst – og måske afmonteret – den usynlige kontrolmaskine der præger alt.”

ANMELDELSE HERHvordan mener du, at Tilt passer ind i det nuværende litterære landskab? “Jeg prøver IKKE at blive inspireret af andre forfattere, kun af virkeligheden. Det lyder måske arrogant, men jeg aner intet om “den nuværende litterære landskab”. Dansk kultur virker som en lille pæn indspist virkelighedsfjern klub styret af formidlere, hattedamer og redaktører der klipper og barberer hinanden og leger dørmænd. Hvis du er udenfor den kulturklubben er der måske ytringsfrihed til at shitposte og sende brevduer og flaskepost og male graffiti – men du har reelt ingen chance for at blive hørt – med mindre du har en masse penge til at fyre af på net-reklamer. For stamina, pasticher, pænhed, nostalgi, penge og netværk vinder over talent – det gælder også for musik og kunst – de fleste kunstnere jeg kender med succes bruger mere tid på ansøgninger og samler-middage end at skabe.”Udviklede du dig, da du skrev Tilt? “Kontrasten mellem mit liv før og efter jeg blev far, at blive forældre reaktiverer jo ens egen barndom, så selvom bogen minder om sci-fi rummer den jo en slags tilbageblik – tid er jo ikke lineær, fremtiden er også et genbesøg i fortiden.”

Du har generøst smidt mange klip fra romanen online – hvad er ideen? “Jeg vil gerne give folk et tankevækkende grin – så jeg har serveret en masse småbidder – men hvis du vil have hele overblikket må man købe bogen.”

Gode reaktioner? “Ja, en vintage-samler-ven skrev han følte sig så ramt af bogen at han ville have et citat tatoveret – så var der straks en anden læser der tilbød at tatovere et kapitel – i valgfri font – gratis!  Bogen er allerede kult, kører mund til mund,  jeg har ikke brugt en øre på reklame og er blevet ignoreret af de gamle medier –  sikkert fordi der er meget konfliktstof i bogen til de tør tage et standpunkt.”

Kan du fortælle os om andre projekter, du arbejder på i øjeblikket? “Jeg er igang med den næste bog, en novellesamling – og en antologi med det bedste fra blazar.dk – og så skal TILT oversættes og laves i en ikke-coffetable udgave. Den næste bog bliver noget helt andet, Tilt er den sidste roman jeg laver uden AI – så nyd stavefejlene – stavefejl er det nye jazz. Der skal også laves flere film, podcasts og mere musik – og der skal tjenes penge. Plus jeg er begyndt at genbesøge mine gamle universer og oaser.”

Hvad vil du råde aspirerende forfattere til? “Alle har en roman gemt indeni – skriv den for sjov – eller fordi du har noget du skal af med – ikke for fame eller penge – find den indre nødvendighed og glæde og lad det være motivatoren. Lad være at vente på inspiration eller lave overspring, start om morgenen og få en daglig rutine. Skriv korte tekster, måske noveller, og lav så en rækkefølge, så vil der dannes en struktur, eller en perlekæde. Det er for kompliceret at starte med at lave en 500 siders roman fra starten. Kom igang, det er sundt.”

Peter Smith

TILT – VAMMENS NYE ROMAN

The post MORTEN VAMMEN – EFTER EFTERFESTEN – interview appeared first on BLAZAR.