Morten Rockford Ravn danser her omkring tidens mest blinkende juletræ – kunstig intelligens:
Hvad sker der hvis man flyver ind i et sort hul? De fleste fysikere er enig om, at man bliver “spaghettificeret”, et begreb reserveret til denne usandsynlige hændelse og splatterfilm fra 80erne. Skulle man i mod alt forventning slippe helskinnet igennem, ville man i følge en ny beregning publiceret i den videnskabelige journal Physical Review Letters, baseret på avanceret matematik og fysik, slette sin fortid, og åbne op et potentielt utal af fremtider. Denne metafor baner vejen for den ultimative abstraktion: en fremtid hvor den menneskelige intelligens bliver overgået af den kunstige. Der er en dyb splittelse mellem eksperter omkring udviklingen af kunstig intelligens. En splittelse mellem dystopi og utopi, hvor kun modpolerne er relevante. Med andre ord er der bred enighed om udviklingen kommer til at skabe et paradigmeskift, på samme måde som indtrædelsen i et sort hul. Faktum er ingen ved hvordan fremtiden kommer til at spille sig ud. Det bedste man kan gøre af samme årsag er, at komme med kvalificerede bud der tager udgangspunkt i en historisk og kontemporær teknologiforståelse. Derfor er det værd at undersøge de førende hypoteser på området, og ikke mindst kigge nærmere på vores kollektive opfattelse af fænomenet gennem popkulturens skildring.
En efterhånden gennempulet kliche er ideen om dræberrobotter hvis formål er at udslette mennesker til et dystopisk synthetizer soundtrack mens røgmaskinen kører på fuld udblæsning. Dem har vi allerede, i en lidt anden form. Men som sådan udgøre de på nuværende tidspunkt ikke en decideret global eksistentiel trussel mod menneskeheden, eftersom de ikke er autonome, endnu.
Hollywood’s dramaturgi er ikke ligefrem kendt for sin subtile karakter, hvilket delvist forklare hvordan associationen mellem de infamøse dræberrobotter og kunstig intelligens er opstået. Antropomorfisme er et andet interessant begreb i denne sammenhæng, som kort fortalt går ud på at “tilskrive unikke menneskelige karakteristika til ikke-menneskelige skabninger, naturlige og ikke naturlige fænomener, materielle tilstande og objekter eller abstrakte koncepter” – i følge Wikipedia. Vi har det med at pålægge alt fra påskeharen til kunstig intelligens menneskelige træk, og bliver måske derfor overrasket når det viser sig den kunstige intelligens ikke nødvendigvis tager en form vi kan se, eller forstå, hvilket sætter vores primitive opfattelse på prøve, og tilføjer et højt abstraktionsniveau til ligningen.
Før man lader sin indre dommedagsprofet folde fantasien ud, er det vigtigt først og fremmest at forstå hvad kunstig intelligens er. Der er groft sagt to typer. Den ene er snæver, dette kunne eksempelvis være Deep Blue, der tilbage i 1997 tæskede verdensmesteren Garry Kasparov i skak, eller Google DeepMind’s AlphaGo, der sidste år tæskede verdensmesteren Ke Jie i Go, et spil uendeligt mere komplekst end skak. Snæver kunstig intelligens er som navnet indikerer indsnævret inden for et givent område, og mere eller mindre udueligt uden for området. Generel kunstig intelligens derimod er defineret ved at kunne tænke selv, skabe sine egne forbindelser i en bredere sammenhæng, og potentielt udvikle bevidsthed.
Eftersom det endnu ikke har været muligt for selv verdens førende hjerneforskere at lokaliserer den menneskelige bevidsthed, er vi af gode grunde stadig et stykke vej fra udvikle generel kunstig intelligens. Dette afholder dog ikke folk fra at spekulerer i implikationerne, eftersom vi allerede nu ved der er lagt i ovnen til et regulært paradigmeskift. Der er nemlig intet der tyder på den kunstige intelligens stopper med at udvikle sig når den rammer samme kapacitet som den menneskelige intelligens.
En af de førende tænkere på området er Oxford filosof Nick Bostrom som tilbage i 2014 udkom med bogen Superintelligence, hvori han præsenterer et stærkt argument omhandlende hvordan udviklingen af generel kunstig intelligens udgøre en potentiel eksistentiel trussel overfor menneskeheden som vi kender den, en hypotese der siden hen har inspireret Elon Musk og mange andre til at kæmpe for regulering på området. Bostrom har et køligt og kalkulerende forhold til situationen, som en videnskabsmand. Andre er mere entusiastiske, såsom furturisten Ray Kurzweil, der ser udviklingen af kunstig intelligens som det næste skridt i den menneskelige evolution, og håber at kunne opnå udødelighed ved at overføre sin bevidsthed til maskinen, der i modsætning til menneskets biologiske kødhylster ikke ældes med fatale konsekvenser.
Det eneste vi kan sige med sikkerhed er verden kommer til at ændre sig permanent, og radikalt, efter indførelsen af generel kunstig intelligens. Allerede nu ser vi hvordan manuelt arbejde bliver eradikeret gennem tilførelsen af selvkørende biler, burgerflippende robotter og implementering af automatisering i alt fra juridisk arbejde til aktiespekulation. Dette er indtil videre kun eksempler på snæver kunstig intelligens der forstærker winner-takes-all økonomien, og skaber en progressivt større kløft mellem rig og fattig. Bill Gates yndlingsforfatter Yuval Noah Harari taler om hvordan dette i takt med den hastige udvikling på området kommer til at føre til hvad han kalder “the useless class”, altså en samfundsklasse som er overflødige på et arbejdsmarked der ikke længere har brug for dem, fordi ejerne nu har maskiner der arbejder i døgndrift, aldrig blive syge, og ikke tager billeder af deres røv på kopimaskinen til julefrokosten.
I mellemtiden er den kunstige intelligens allerede begyndt at folde sig ud på et højere kreativt niveau end 99.9% af befolkningen kommer til i deres levetid, og vil med stor sansynlighed udkonkurrere de fleste mennesker på samtlige parametre inden for de næste 30 – 40 år. Eksistentiel krise 2.0.
Dette rejser en række dybe spørgsmål omkring menneskets væren i verden. Allerede nu ser hvordan populiseringen af de sociale medier har skabt en dyb kollektiv ulykkelighed, fordi folk dagligt bliver bombaderet med overidealiseret photshoppede billeder af verdens smukkeste mennesker som lever drømmen – alt i mens de sidder iført bremsesporsbelagte underbukser med Cheeto støv i masken.
Rent psykologisk spejler vi os i vores miljø, hvor vi allerede i dag har adgang til langt mere information end vores abehjerner kan kaperer. Hvad sker der med vores selvværd når vi pludselig skal til at forholde os til en ny overklasse af überrige übermensches som har overført deres bevidsthed til maskiner, har flere penge end Gud, og teknisk set er udødelige? I dag ved vi i det mindste vi alle har det fælles vilkår vi ender som ormeføde i sidste ende, men i fremtiden bliver det kun fattige der dør.
Ender det med Ayn Rand kolonier hvor de rige lever i utopiske enklaver, mens de fattige vælter rundt i et Mad Max wasteland smadret af den globale opvarmning de rige har bygget deres velstand på at bidrage til skabe?
Den nyeste trend blandt verdens rigeste mennesker er doomsday prepping, hvilket tyder på en sund skepsis overfor udviklingen er påkrævet. Den eneste måde at undgå et oprør blandt den kommende “ubrugelige klasse” er ved at indføre universal basis inkomst, som er et af de eneste progressive politiske forslag som er støttet af både libertære forretningsfolk og dreadlock bærende marxister. Dette tiltag tager dog ikke højde for den manglende kapacitet til at generere mening individuelt og kollektivt, specielt ikke i en verden hvor du i bedste fald bliver betragtet som en udulig oxygen tyv ala. Dovne Robert, med det twist du måske ikke engang er doven, men bare ubruglig, fordi maskinerne køre showet.
Selv en succesful global implementering af universal basis inkomst, i en ekstremt politisk polariseret tid, hvilket i sig selv er usansynligt – set i lyset af politikerklassen uduelige og machiavellistiske tendenser – er ingen garanti for menneskets overlevelse på den lange bane.
Vi står overfor det mest radikale paradigmeskift i verdenshistorien, og politikere er fanget i en dogmatisk ideologisk skyttegravskrig. Størstedelen af dem ved ikke hvad kunstig intelligens er, og har derfor intet grundlag for at forholde sig til implikationerne. Men lad os antage de på magisk vis får styr på deres lort, tilpasser sig tiden vi går i møde, og får indført universal basis inkomst i en helveds fart. Hvad sker der så med menneskerne som nu er dækket ind på de mest essentielle lag i behovspyramiden?
Det antages der kommer til at være omkring 9 millarder mennesker i verden i 2050. Hvordan kommer vores virkelighed til at se ud til den tid? Hvad bruger vi vores tid på? Bliver det en Matrix tilstand hvor “masserne” smelter sammen med deres lædersofa med et drop i armen, og virtual reality headset på hovedet?
Hvad skal den “ubrugelige klasse” bruge deres tid på? Yuval Noah Harari byder ind med følgende:
“One answer might be computer games. Economically redundant people might spend increasing amounts of time within 3D virtual reality worlds, which would provide them with far more excitement and emotional engagement than the “real world” outside. This, in fact, is a very old solution. For thousands of years, billions of people have found meaning in playing virtual reality games. In the past, we have called these virtual reality games “religions”.
Et mere optimistisk perspektiv repræsenteret af folk som Ray Kurzweil, og andre er, at den kunstige intelligens, fordi den er udviklet af mennesker, varetager vores bedste interesser. I den optik, ville det betyde den kunstige intelligens potentielt løser klimakrisen, og skaber global velstand som aldrig før. Udfordringen ved denne antagelse er, at grundpræmissen for generel kunstig intelligens pr. definition betyder autonomi. For en autonom kunstig intelligens, som er 1000 gange klogere end Einstein, vil det gennemsnitlige menneske være som en myre er for os. Ud fra det perspektiv er det svært at forstille sig hvilket incitament den kunstige intelligens skulle bibeholde for at varetage vores interesser, særligt set i lyset af hvor primitive mennesker vil fremstå relativt set. Jeg har personligt aldrig angret de mange insekter som er blevet ofre for mine skosåler i tidens løb.
Selv hvis den kunstige intelligens agerede ud fra menneskers interesse, og ikke gik rogue, er det ikke svært at forstille sig hvor uendeligt mange måder hvorpå det kunne føre til drastiske konsekvenser. Hvilke interesser bliver varetaget? Milladæren’s, som har fået den udviklet, og derved erhvervet sig ophavsretten? Hvad er sansynligheden for at han benytter den til egalitære og altrustiske formål? Milladære er ikke kendt for at være de mest sympatiske mennesker. Det kræver en noget nær sociopatisk disposition at tilegne sig ekstrem velstand når man er omringet af folk der lider, hvilket ville kunne lindres ved at sprede sin velstand ud, hvilket ville betyde man ikke længere var stinkende rig. Elon Musk er en afstikker fra flokken i den forstand han gennem sit virke gentagende gange har bevist han arbejder ud fra et success kriterie der hedder “greatest good for the greatest number”. Her fortæller han hvor nemt grådighed kombineret med den magt kunstig intelligens repræsenterer kunne skabe destruktive udfald i et kort klip fra Werner Herzog’s dokumentar Lo And Behold: Reveries of the Connected World.
Skrækscenarierne er uendelige, og her har vi ikke engang gjort os tanker om de tilfælde hvor autoritære despoter måtte få kontrol over den kunstige intelligens.
Nu undre du dig måske over hvorfor vi ikke bare kollektivt beslutter os for at stoppe udviklingen af den største eksistentielle trussel mod menneskheden sammen med atomkrig og klimakrise. Sådan spiller klaveret desværre ikke. Lige nu er vi fanget i et “atomkapløb” mellem Kina og USA omkring udviklingen af generel kunstig intelligens. Vinderen bliver den mest magtfulde nation i verdenshistorien, og skaberen bliver den rigeste person nogensinde. Det betyder din bekymring er lige så betydningsfuld som en skønhedsdronning’s ønske om verdensfred.
Uanset hvordan man vender og drejer implikationerne, må det konkluderes vi hastigt bevæger os i mod et “point of no return”. Det vil sige vi bliver nød til at forholde os til hvordan vi helst ser udviklingen spille sig ud. Allerede nu er der i gang med at blive udviklet religioner omkring kunstig intelligens, hvor Guden i form af kunstig intelligens bliver udviklet af tilhængerne. Logikken er, at grunden til mennesker er øverst i fødekæden i dag er fordi vi er den mest intelligente livsform på jorden, men så snart der kommer en mere intelligent form overtager den, eller de, naturligvis tronen. Det ironiske ville være, at det ville være første gang en “Gud” kunne høre sine undersåtters bønner. Det rejser et andet interessant spørgsmål i denne sammenhæng, som er, hvis Gud er en kunstig intelligens, er det så blasfemisk at være teknologikritisk?