Det kan godt være det er totalt sikker Gen X-smag, men jeg indrømmer jeg er Martin Scorsese-fan – selv hans dårligeste film (New York New York, Hugo) er interressante, og trods sine 80 år er mesteren i topform – via sin sædvanlige eminente personinstruktion og totale visuelle kontrol fortælles en tragisk og fortrængt syg – men sand – historie om mord på Indianerne i 1920erne – der virker mere helstøbt end hans forrige langtrukne “The Irishman”. (INGEN SPOILERS.)
Denne gang får flotte Leonardo virkelig lov til at lave sine mest usympatiske ansigter – han ligner nærmest en ung forpint Nixon. Leo bliver endelig sat overfor De Niro, der leverer varen, så jeg næsten glemmer alle de skodkomedier han har forplumret sit cv med – men de to stjerner er bare krymmel på toppen af et brilliant cast med fantastiske fjæs der understreger kontrasten mellem de indavlede onde dumme grådige hvide og de næsten zen-rolige indianere, der bliver så eftertrykkeligt røvrendt, så man nærmest efterlades med hvid skam. 
Filmen er baseret på journalisten David Grann´s research-tunge non-fiktion bestseller, der så er blevet bearbejdet af Erik Roth (Insider, Forrest Gump, Dune etc.) og elegant klippet af Scorsese´s faste makker Thelma Schoonmaker, så hver frame er nøje afstemt med meget diskrete digitale effekter – ikke som i “The Irishman”, hvor De Niros dig-botox ansigt og hans stive gamle krop ikke passede sammen. Der er flotte kran og droneskud, ikke noget meta-post-moderne gøgl her, for det det er en western, og ja, det går langsomt, ja, de gamle hanelefanter fylder meget – men får kamp til stregen af Lily Gladstone – og måske kunne et par at de ekstra ture rundt om juletræet være sparet i sidste akt – der som Oppenheimer lider under et greb jeg er mindre begejstret for generelt – retsals-dramaet – et rum der ofte leder mod et filmet hørespil, frem for en visuel fest – men pyt, alt spiller generelt her – selvom jeg kunne bruge mere tid på indersiden af indianer-kulturens zen-hjerner. Glæd dig til den eminete efterskrift – bare nyd det og lad dig rive med.
Jeg håber inderligt at forbløffede åndsfriske 80 årige Scorsese har gode læger, for han har tydeligvis masser af film i sig endnu. 206 minutter i statisk sædet til en film om moral, grådighed og pinlig Amerikansk historie er lang tid for et moderne menneske, men….bare se den på et stort lærred – eller lur den på Apple senere på året så du kan pause. Ked af jeg ikke har mere at brokke mig over.