I de glade 90ere rystede den spæde techno skyggerne fra sin mere dystre industrielle Electronic Body Music storebror af og skiftede den storte læderjakke, pogoen og pulveret ud med en svedige mdma kram.
Der var en magisk tid hvor man kunne gøre både klassisk acid, tidlig minimal, breakbeats, proto-jungle, dub, ambient – fra f.eks Frankfurt, Cologne, Berlin, Detroit, Goa og København – til fester hvor djen stod blandt danserne og byggede en klar optrappende musikalsk dramaturgi igennem natten på klubber som Mantra, Hallu, Update og udendørs til Tripping on Sunshine.
90ernes mere eventyrlystne stil står i skærende kontrast til i dag, hvor djs ofte downloader de 40 nyeste beatport tracks i en meget snæver specific genre der ofte kun varierer indenfor et meget lille emotionelt spectrum og bpm tal – lige til at autosynce og lave drops med.
Alt flyder sammen, den hurtige melodiske techno er på vej tilbage i de mere minimale miljøer, trancerne er blevet mere til langsommere minimal (keta-revival?) og efter corona er det hele bare blevet mere hurtigt, aggressivt og larmende – en slags e-arobic verdensmarch-muzak, ofte fremført at skægede søvnforstyrrede shamantyper eller spandexklædte fitnessdamer – på en scene hvor der næsten er flere djs end dansere – folk er endda begyndt at betale for at spille på de større steder på Ibiza – det er sikkert billigere end at købe et flaskebord – og så kan man smide sin fake succes på insta og blive booket på det. Det virker som om der er længere imellem soveværelses-studioe-originalerne og techno mere er blevet en performace sport på Insta og twitch.
Heldigvis findes der meget under toppen af isbjerget hvor den mest synlige og opmærksomhedshungrende buisness techno selveksponerer – selvom det stort set er umuligt at tjene penge på musik idag (Snoop fik 35000 dollars af Spotify sidste år…) med mindre man spiller live, har spons og sælger tshirts – er det jo stadig sjovt at rode med musik – måske giver denne mangel på financielt incitement endda mere kreativ frihed, der resulterer i en enorm underskov af skønne udgivelser – især nu hvor man kan både producere og udgive fra en halvgammel iphone.
Nostalgi? Erfaringsramte Jack Rocks nye dobbelt-vinyl er et flashback til 90ernes genrefrie leg – Jack har tidligere udgivet primært minimal på Treibstoff, WIR og Archipel, Cuatro, TicTacToe og ArtiFarti – men denne gang leverer Pattern Abuse en ekslusiv men tilgængelige retro-rejse, en suite, et trip af track der fader sammen som et godt dj sæt – Jack er ikke genert for at bruge klassiske 90er lyde, klassiske breakbeats som ledemotiv, trancede filtre, sovsede pads, digi-horn og synthsoloer(!) i lækre gennemarbejdede lydscenarier, der starter chill men accelerer gradvist – men bevarer sin luxuriøse finish og fine analoge flow hele vejen – jeg gætter på numrene er jams der så senere er redigeret – frem for at være født i en DAW. Det er den perfekte plade til en “gæt en synth” quiz.
Alt i alt en super behagelig udgivelse du snildt kan have kørende på rejsen, på jobbet eller i sengen både som for og baggrund – den kan stå ved siden af Leftfield, Orbs tidlige værker, Boards of Canada, Mike Paradinas, Carl Craigs 9oer albums og Future Sound of London i din samling og stige i værdi uden problemer.
OBS der er gratis release party med djs den 23/8 på Bankeråt, der er ved at udvikle sig til et mekka for electronisk feinsmækkeri – Bjørn Svin, Echochord, Mike Sheridan og Goodiepal har allerede spillet der…
…eller vent på den digitale udgave.