Nu sidder Erik Brandt i himlens vip-bar med Warhol, Versace, Hugh Hefner, Hunter S. Thompson, Leonard Cohen, Henri, Jan Stage, YSL og James Bond – de prøver at overgå hinandens pumpede anekdoter – mens de klapper englene i røven. Døm mig ikke – men jeg savner ham allerede. “Du kan kalde mig gudfar!”

Da jeg var lille skræmte man børn med Erik Brandt. Han havde en sort chauffør i uniform, han var ond bolighaj der prøvede at invadere flipper-bastionen Christianshavn – men Erik fik smadret ruderne på sit sted, “Hakkedrengen” af gadens parlament – fordi rygerne fortalte han importerede kokain, han så tørrede på en radiator og smurte på den kongelige ballets fødder – når han ikke kiggede på børn på Krebs skole med Warhol eller plagede de indfødte på Bali – han levede af at  hjernevaske kvinder med mode – lavet af slaver i den tredie verden. Hans image var som alle  kapitalister i en Demos-tegneserie fra 70erne. Virkeligheden var heldigvis mere nuanceret.
Erik var ikke diskret – han var skamløst åben, han forstod branding før begrebet blev standard. Som Spies var Eriks flamboyante livsstil en del af selve produktet Brandt, festen ikke bare skamløs nydelse, men også en scene for markedsføring – tøjet var blot masserne biografbilletter til en dekadent jet-set drøm. Han var fræk, fantasifuld og entreprenant – og satte dansk mode op i et nyt gear.

Flashback: Vi stødte på hinanden i 90erne – og da jeg lavede magasinet med det ironiske navn “Kultureliten” blev jeg inviteret i audiens på Skovshoved hotel, hvor Erik havde en lidt mystisk rolle. Han ville gerne være en del af magasinet, da han virkede lidt angst for ikke at komme med til den nye generations fest. Han havde solbriller på indendørs og var pakket ind i et virvar af tørklæder – og ledte hele tiden efter sine “briller”, selvom han havde dem i brystlommen hele tiden. Senere ankom en fyr i en taxa med hans “briller”. Det var dysfunktionelt, men det blev overtrumfet af Eriks charme, han kunne simpelthen ikke lade være at sige hvad han tænkte konstant – vidunderligt.

Han var måske en privilegie-blind snobbet dinosaur, men han insisterede samtidig på også at være et kultiveret følsomt menneske, der skrev digte & samlede kunst. Han var upassende, pisse sjov og utaktisk i sin ærlighed – og insisterede på at være et liderligt mande-menneske og efter sin bedste alder.

Senere skulle jeg caste til min serie “Vinderne”. Min motivation var simpel – jeg var nysgerrig på hvad der drev eliten, om spillet var en ende i sig selv, en afhængighed, hvad motivationen til umætteligt at blive ved med at lave penge er? 

Første optagedag var på intime Library bar der oser af Sherlock Holmes – komplet med pianist. Toilettet ligger i kælderen, og Erik var nede og tisse måske 7 gange på 2 timer. Her er en rå  smagsprøve: 

Vi var restløse bagefter, så vi tog i byen, jeg inviterede ham til en lukket sceance med toppet af dansk rap på det tidspunkt. Jokeren – og hans daværende delikate kæreste – holdt hof med et større entourage af hætteklædte 30 år yngre semi-gangstere, men verdensmanden Erik var kold og knappede skjorten ned – og i en bevægelse rev han sine brysthår ud – og dryssede dem over blondinen som rosenblade – og klaskede hende hårdt i røven – som om alle andre i rummet var usynlige. Jeg måtte evakuere ham – ind i en taxa meget hurtigt. 

Det var starten på en større psykosafari, han små-manisk og pisse ligeglad – det er utroligt så lang line han fik af en beskyttende aura af penge. Som mange af de store hanelefanter i den generation var han totalt overbevist om sin egen usårlige fortræffelighed og suveræne charme – selvom tiden kaldte på diskretion insisterede han på at være den sidste jetsetter efter Spies døde – han fablede altid om at tage Concorden til Studio 54 eller feste på Mauritius, i San Trope eller Bali med Henri, Bowie, Jagger Ferry og Warhol.

Han kom med historier om at trylle Svanemølleværket om til et art center som Tate Gallery, historier om der var 600 millioner på vej – Kineserne skulle bare lige være færdige med juraen, så ville de købe alle rettighederne til Brandt design, der så ville genopstå som en kæde på enhver chic boulevard i de store metropoler.Men det gik hurtigt op for mig hans forretning havde kendt bedre dage – og det var ensomt og koldt på toppen – hvis man ikke har midlerne til at lege med mere – men jeg var imponeret af hans utrættelige sisyfos-lyst til at komme op på hesten igen og forføre verden på ny. Vi festede igennem og drønede rundt til tennis med Bent Fabrik og Eddie Skoller og var på jagt med Husted-Andersen ved Aalholm Slot og spiste krebs på Svanevænget. Jeg vil spare jer for detaljer.

Min DR-film blev et glansbillede af en speedsnakkende men selvreflekerende narcissistisk verdensmand, der reaktiverede Eriks medieliv – han fik en skærm-renaissance, han ikke helt kunne administrere – hans revival tiltrak en masse vampyrer og tabloid-typer.

Heldigvis var snoren i ballonen skønne Margit, et gudsbenådet designtalent, der på mange måder tegnede en ny tids kvindes stil. Hvor Erik mere var en omvandrende livsstils-branding-ambassadør og konceptmager, var Margit den visionære arkitekt – de var et stærkt hold, men desværre gav Erik efter for sine selvdestruktive sider efter tabet af Margit.

Erik var knust og ulykkelig – men TV2 ville gerne have mig til at lave flere film med ham, men han sad og vrøvlede i badekåbe og var umulig at få skudt etisk forsvarligt materiale med. Han var træt, selvfølelsen på den mandegeneration sidder i pungen – hvis den er tyk er de tyre på Victor – hvis de er flade ligger de og stirrer op i loftet i en seng alene. Der masser af venner på opturen, men tavs telefon når nedturen rammer.

Erik fattede PR – her en reklame for børnetøj.

Der var for mange sociale katastrofer, nabokrige og mentale trafikuheld – og evig kredsen om et udansk medvirkende-honorar. Han var ikke klar, men lallede rundt i tabloid-medierne og nægtede at stoppe festen trods mine råd, så da jeg skulle være far trak jeg mig. Jeg må vælge mine kampe, jeg kan ikke redde hele verden, misbrugere kan kun redde sig selv.

Men cirkus fortsatte – fordi “Den der lever stille lever godt” og overklassen kun stiller  op i Børsen, så medierne nød at caste Erik som myten, overklassens klovn. Jeg glemmer sent han udtalte sig om eliten i TVA, med titlen “milliardær” på et skilt. Det var langt fra Erik udbrændts virkelighed på Esplanaden, men ingen tv-mand  orkede at klikke tre gange på nettet for at checke hans regnskaber, når illusionen var så fed? Pyt med virkeligheden, man kan altid genudsende den samme kaskade af namedropping og fantasilioner, der sandsynligvis allerede var væk før millenium. 

Heldigvis kom klarheden momentant tilbage og Erik valgte modigt at lave programmer om misbrug i Nordsjælland, der forhåbenligt har virket præventivt på en masse mennesker. 

Jeg glemmer sent en aften hvor han spurgte om jeg ville købe et par Budweiser dåser han havde udstillet på en sokkel – for Warhol havde lavet dem. Problemet var bare dåserne ikke var signerede…jeg takkede pænt nej. 

Hvis der er en morale i denne let rørte tekst er det at huske at drømme mere – og tale frygtløst frit fra leveren om det – for det øger risikoen for drømmene bliver virkelige – for Erik havde mere funk og indsigt end 1000 numre af hvilket som helst fesent herremagasin. En anden morale er at holde sig fra det organiske opløsningsmiddel alkohol. 

Til begravelsen var vampyrerne klar – voyeurs, netværks-nassere, paparazzi – og Bobo sang, ikke Brian Ferry. Jeg endte mellem en distingveret hofmarchal & en troldelignene blomsterkunstner. Præsten havde været tjener på Victor og prøvede at drage bibelske paralleller til Eriks liv. Så på Lumskebugten, (ikke Lumskebuksen på N.).

Erik var en ener, en enhjørning der insisterede på sin ret til at være for meget, være en main character på trods af tiden, problemet var bare pengene – og tiden – løb fra ham. Han var i et spil hvor mangel på succes ikke er acceptabelt – jeg hader ikke spilleren, jeg hader hvad spillet gjorde spillerne til. 

Jeg vil savne hans tourette-raps, hans totale fuckfinger til aldersfacismen og hans visionære væsen, men jeg vil savne ikke den lille bipolare gule mand på skulderen der hvisker han skal have mere hvidvin. Hans modus operanti er umuligt i dag, alt er blevet for pænt og kalkuleret nu hvor alle røverhistorier kan googles og #metoo hersker. 

Jeg håber virkelig Panum har taget DNA samples til forskningsbrug – sikke en viking – det var et mirakel han blev 79. Hvil i fred gamle dreng.

The post Erik Brandt RIP appeared first on BLAZAR.