Tænk en pragtfuld modeuge for voksne – der hvert år tiltrækker en bred vifte af godtfolk, der valfarter for at se, hvad kunstbranchens ypperste købmænd har opsamlet i oraklernes studier, hvad de tror rer investeringssikre visuelle møbler, der rammer tidsånden, boligstilen, identitetsproduktionen og investeringsbehovene lige nu.Et overflødighedshorn af zombieformalisme, pop, keramik, herligt tomme pasticher, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige jungler med dyr, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb, skamløs historieløs kitch, dyrt nips – og sublime hjerneknipsere. Det er den samme udødelige post-postmoderne buffet, hvor alle de gamle retter bare bliver stående i frossen form,  og konkurrerer med de få dugfriske gentænkninger af, hvad et værk kan være.

Min oplevelse var dog, at den diffuse klimakunst, tamme kønskunst, afrokunst og minoritetskunst er på tydeligt tilbagetog, efter Trump er kommet til – og længere tids oversaturering af nostalgiske, oprørske æstetikker frem for reelt aktivistisk indhold eller bare lidt smerte.På vej frem er en masse 3D-objekter, gerne i stof. Ja, selv traditionelle malerier kravler ud af lærredet – måske som en modvægt til verdens accelererende skærmforbrug. Billederne stritter simpelthen ud i rummet. Der er meget, der ser rigtig lækkert – og skrøbeligt – ud.Jeg havde forudset en masse AI-kunst, men det var helt forkert. Den eneste nye trend, jeg spottede, var det, jeg i mangel af bedre har døbt “grandma-ism” eller bare “mormor”: stadig en masse neo-Matisse – men endelig er landskabsmalerierne tilbage, uden miljøkatastrofer, ironi eller grimme vindmøller, eller som Søren Martinsens syretrips-fortolkninger af naturen. Nej – bare helt straight landskabsmaleri og foto, uden skam, pretention eller smart tåget titel. Under samme paraply en del stilleben af hverdagsstuer, gerne med sofaer, så man kan hænge en sofa over sin sofa…personligt er jeg bange for nostalgi, da den ofte demonstrerer en mangel på fremtidstro – ja måske bare en grundangst.Der er stadig mange værker, der ligner noget fra en dyr unika Hay-boutique, lavet af en arkitekt til et venteværelse. Værker må ikke udsende nogen forvirrende – og dermed ekskluderende – følelser eller signaler, noget der bare blender ind, men løfter rummet med immanent lækker teksturel værdi. Nogen vil mene, det er befriende med kunst, der ikke skal mene eller kommunikere noget, men desværre bliver det sjældent sublimt – som f.eks. at kigge på skyer.xTo konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster og tættere på museumsfolket og de unge på akademiet. Der er massive overlap – nogle gallerier helgarderer og repræsenterer på begge messer – men hej, different strokes for different folks – it’s all good.

Naturligvis er alle værker på begge messer garneret med performance, flagship-store-agtige brand-pop-up-stande, designmøbler, talks, vip-middage, retro-indie-rock og tamme DJs, der spiller turistisk afrobeat eller svag house.

Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kritik af kunstnernes egne vilkår. Men hej, oprør er umuligt på et galleri eller på en messe, og ingen orker høre på brok, hvis man ikke kan visionere et alternativ eller sælge en vision.Måske er jeg bare et naivt barn, der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevidsthedsudvidelse.

Nu virker det mere, som om de overlevende kunstnere er nepo-kids og nogen, der lader som om de er nepo-kids, der prøver at lave investeringssikre visuelle møbler – styret af gallerister, der er styret af samlere.

Det er altid herligt at have en platform hvor man diskret og smagfuldt kan kloge sig via penge – at købe kunst – især med hjertet – er stadig sjovere og mere overskudsagtigt end natklub-borde, guldbarer, både og alt det andet gøgl hvor man kan aktualisere og iscenesætte sin velstand…?

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

Måske er kultur-feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt. Alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by, hvor der bare kommer nye forudsigelige forstader på. Det virker, som om alle går i andres fodspor og sko, så man kan købe en Frederik eller en Tal og reaktualisere sit gamle Cobra-bras.
Jeg venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange udenfor kunstverdenens sponsortunge dopede Tour de France.

Men hej, husk Enter og Chart næste år, det er stadig en herlig oplevelse, hvor ideerne danser. Der er en ny tredje messe, der vender tilbage en gang om måneden, lavet af folk, der sætter liv og lemmer på spil for at male ulovligt på vores reklameindsmurte by, der har doneret værker til flygtninge. Uplandsgade 52 – hold øje med det. Gæt hvilke værker der kommer fra hvilken messe….

Her er mit stærkt subjektive udvalg af skidt og kanel fra en fabelagtig kunst-weekend:

ART: OBJECTS OF DESIRE

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

ART: SOCIAL DYNAMICS – FIRST BATCH

THE VISIT COPENHAGEN COLLECTION

Uplandsgade 52 – hold øje med kommende udstillinger – næste gang er 4/5 oktober. Ses!

The post KUNSTQUIZ/2025/TIDSÅNDSRAPPORT appeared first on BLAZAR.

RANT: vi sidder klistret i chok over den nye realityfamilie i det hvide hus. Er det nørdernes – eller rettere de megalomane asberger-narcisisters – hævn?

Slå koldt vand i blodet, en ting er hvad Trump og co. siger…en anden er hvad de reelt gør – de bjæffer nu for at få modstanderne frem fra busken…hvis de tør…aldrig har så meget magt været samlet i så lille en klovnebus.

Men ad være at hade amerikanere – eller rettere, det amerikanske folk – de ser bare politik som underholdning, ikke noget der interagerer med den daglige trommerum – så klart, stem på x-reality gangsteren Trump – han er meget mere underholdende end fornuftige Harris, ingen tror på  – for vi tager det for givet at politikere lyver, så hellere en transparent hustler-bøv frem for en elitær sort kvinde…der faker hun er mere moralsk og vil det bedste for de svage, men vi ved ender med at snyde os som alle de foregående galionsfigurer.

Der er åbenbart ikke noget reelt alternativ til sen-liberalismen, så det er lykkedes for Trump-elitens privilegeblinde nepo-babies at omvende alle de svage, underpriviligerede og utilfredse ved at omvende de sidste rebel segmenters retorik og forføre selv fattige Mexicansk-fødte kvinder til at støtte dem. Men ok, det er vel ligesom når pensionister stemmer på Venstre…

Sløret er revet af, nu er det de stærke, korrupte, grådige og skamløse der bestemmer –  aldrig har der været koncentreret så meget magt blandt så få personer som nu. Glem ideen om en præsident som folkets mand, nu er der en nedskæringsliderlig bølle-CEO ved roret, der endda har lavet sin egen accelerende kryptovaluta. Vi lever i sandhed i spændende, fantastiske tider…her er lidt inspiration til at overleve mentalt de næste år:Drop “journalistik” og parasocial interaktion: tag ansigtet væk fra den digitale konfettikanon, for medierne og magten er et idag,  dit verdenssyn degenererer til pre-biased Facebook-kommentarspor eller en stammekrig på X.

Tag i stedet optikken fra det næsten uddøde uafhænge undersøgende journalistfag og  kig selv på verden selv før medierne har tygget drøv på den.

Drop også alle de selvbestaltede iværksætter-guruer ensomme rants og ham krystal-healer-krænkeren, for alle vil sælge dig noget, man mærker hensigten og forstemmes. 

Husk de dyreste reklamer stadig er artikler og podcasts, så find kilder selv, der ikke er afhængige af clickbait og spons  i det spotificerede indholdsmarked. Skær medie-mellemmanden ud og tal direkte med mennesker der ved noget substancielt live. Følg mere med lokalt: Nettet har suget al ilt ud af de globale fake-rum, så det er på tide at trække vejret autentisk og lokalt. Hvis din tro på menneskeheden er ved at erodere skyldes det sandsynligvis ikke folk, du møder i køen hos designer-bageren, men de trolls, du scroller forbi online.

Tag en pause. Tal med rigtige mennesker, der ikke afslutter deres sætninger med hashtags og emojis. Tilbage til virkeligheden: hvordan går det egentlig i kommunen, der har valgt at bygge en underjordisk parkeringskælder for rådhusets medarbejdere frem for en bedre skole?

Måske kan det at tage magtkritikken hjem give dig fornemmelsen af, at du stadig har noget at sige, det er jo nemmere at bekymre sig om noget vi kan se og påvirke, end bare at hypnotiseres af nyheds-doom scrolling og konfliktofile fake-debatter, for bare rolig, mor skal nok ringe hvis jorden går under.Lær at omfavne absurditeten Vi lever i en verden, hvor konspirationsteorier om reptiler har seriøse tilhængere Lars Bøje kan fiske  – og hvor verdens mest magtfulde mænd ligner en blanding af GTA-figurer og Lex Luthor.

Accepter det som en del af det post-post-moderne liv – og grin – det er et kraftfuldt våben mod vanviddet. Satire er vitamin og post-woke er det måske et af de få rum hvor vi kan sige hvad vi tænker højt igen. Aflys permakrisen – skru ned for dommedagsprofetierne: dårlige nyheder rejser hurtigst …men angst æder sjælen op. Slap af. Menneskeheden har overlevet diktatorer, pandemier og globale kriser før. Husk at flere og flere mennesker lærer at læse og kommer over fattigdomsgrænsen globalt.

Nyd du er født i et af verdens rigeste lande, hvor folk i ramme alvor står i kø for at købe bittesmå kage-kringler til 300 kr. Tænk på at for 300 år siden var du død før de 40 uden en pløk i munden og med mærker efter en pisk på ryggen. Slap af, det går ok, vi kristne altid troet på dommedag, det er bare sublimeret dødsangst.Bevar troen på menneskeheden: Demokratiet og velfærdsstaten er langt fra perfekte, men det er stadig det bedste bud, vi har indtil du finder på noget nyt. Så når du helt forståeligt bliver træt af politik, så mind dig selv om alternativerne: en verden uden det nuværende skin-demokrati er langt mere dyster.

Bevares, der er en inerti, der gør selv den mest oprørske rebel falder til patten, når man vifter ham om næsen med en ministerpension. Folketingsvalgene er som en kogevask, en masse rødt og blåt ender i samme farve, når cirkus hjulet stopper.

Hov, kommer der snart en lov om indblik i sponsorer til partikasserne?  Varm dig ved tanken om det er i Dansk Industri og i EU de store linier bliver langt, ikke på hoppeborgen for grimme standuppere.Genopdag europæiske værdier I stedet for at lade dig rive med af amerikansk sensations kultur, så husk, hvad vi i al moderne kulturs vugge – Europa – har bygget vores samfund på: frihed, solidaritet og social retfærdighed.

Støt og skab projekter, der hylder disse principper. Problemet er bare vi har skudt os selv i foden – tænk hvordan verdenshistorien havde været hvis Hitler var blevet lukket ind på kunstakademiet dengang…det var så dumt de ikke lukkede Musk ind på Berghein…Stem med dine penge: forbrug er magt. Vælg at købe produkter fra firmaer, der fremmer bæredygtighed og etisk ansvar. Vær bevidst om dine valg –  du kan være med til at påvirke verden i en positiv retning. Køb mindre, alle ser ned på shopping anyway, det er ofte en kompensatorisk praksis for ubevidste søgende tabere. Gå analogt, vær taktil og off-grid: mærk den særlige glæde ved at opleve noget fysisk: dyrke en have, bygnoget, læse en bog, sid og klimpre på en synth, tag et selfiefrit vinterbad eller dyrk ugens skøre perversion. Prioritér det magiske tilfældige møde i virkeligheden frem for den planlagte netværks chat på Zoom.

Drop alle de transaktionelle relationer og find nogen der dufter rigtigt – sluk og lyt til byen omkring dig…eller gå ud i en skov uden telefon og skrig, uden din forsikring stiger.Undgå at støtte det militærindustrielle kompleks: undersøg, hvor dine penge går hen, når du investerer eller køber teknologi. Vælg ting fra, der profiterer på konflikt og overvågning. Ud af de pensionskasser der investerer i landminer og AI-døds-droner. Scan dine varer med en buycott app. Stem med dine penge.Drop dopamin-jagten og grådigheden: drop jagten på hurtige fix og  materialistisk bulimi, du har bras og likes nok.du behøver ikke jagte det næste kick af online-frygt, forargelse eller indignation, nostalgiske sus, shopping, kaffe, rusmidler, sukker, porno, likes, dates eller rygklap.

Prøv i stedet ikke at lave noget – til din hjerne igen reagerer på det dopaminen er lavet til – at navigere derhen hvor der er sundt og rart – i 3-d virkeligheden. Lær at omfavn de indebrændte nørder og incels – de har magten nu: slut med at mobbe gamere, kodere, Aspergers, incels, femcels, retro-konservative, ocd-samlere, fetichister og tech-eksperter driver nu store dele af verdens magtstrukturer.

I stedet for at håne dem kan det betale sig at forsøge at forstå deres kultur, tanker og frustrationer. Mange af dem er bitre mobbeofre, der længes efter mening og fællesskab. Din indsigt og empati er stærke værktøjer her, selvom magteliten ikke besidder dem. Kram dem ihjel.

Tænk ud over de klassiske binære konflikt-akser – find en tredje vej: det er alle mod alle nu, del og hersk. Men verden er mere kompleks end blot “woke versus konservativ” eller “fattig mod rig”, “kvinder mod mænd” eller “dem mod os”. 

Hop op i zen-dronen i stedet og afsøg hele biotopen, ikke bare isolerede gnidningspunkter der skaber ubevidste proxy krige – se hellere de strukturelle mønstre – og hæng egoet i garderoben. 

Drøm uhæmmet om fremtiden – drop nostalgien: at længes efter en gylden fjern fortid er som at tage sovemedicin for at stå op om morgenen. Drøm i stedet om, hvad verden kan blive efter senkapitalismens og tech-bro-baronernes epoke. Drøm og visualiser en mere menneskelig fremtid, en drøm der giver retning og kraft til handling.

Husk nostalgi blot er en tryg sutteklud, en beige der smøres ud over medier, kultur, politik og produkter for at modvirke oplevelsen af kaotisk nutid – men tiden går bare aldrig baglæns. Brug 10 min hver dag på at drømme om hvordan du vil leve, hvis der slet ikke var nogen begrænsninger – hold fast i drømmen, så slipper du for at være statist i andres lukrative drømme-net.

Accepter alle er lidt tossede – også dig: vi bærer alle samtlige diagnoser – nogen er bare så heldige, de har et funktionelt mix, der giver dem lykkefølelse. Narcissime er ikke en diagnose mere, det er bare standard, en folkesygdom der gør os til arbejdsheste og forbrugszombier. Så prøv at genkend mønstre, du er ikke et brand i krig med andre menneskebrands.

Prøv i stedet at vise svaghed, og verden lukker sig op, fuck hvad folk tænker, bedøm andre på hvad de gør og tilgiv dem deres grimme tøj og usikre mønstre. Husk vi er sociale dyr, så lær af dine fjender – der er en grund til visse mennesker klør på dig, motiverne sidder i vores øjne.Drop krigs-angsten Nej, ingen starter med atomvåben, med mindre de vil have deres land kogt af USA. Atomvåben virker kun hvis man IKKE bruger dem. Fuck traktor-Troels, nå nej Rolex-Troels, nå nej prepper-Troels og alt det lort Anders Fogh lukkede op for og erkend, forsvaret ikke kan slå en pind i en lort uden at ødelægge begge – tænk bare på alle de stakler vi mistede i Afganistan og Irak  til ingen verdens nytte.

Nu vil Troels have 3 procent i en slags beskyttelsespenge  – det er røveri ved højlys dag. Troels har f.eks lige købt over 100 tanks – ja dem der koster mange millioner stykket man kan nakke med droner fra Elgiganten til en tusse. Han har også investeret i kanoner uden GPS.

Fair nok, vi skal have et cyberforsvar – når der ikke er flere hjemløse og den mentale folkesundhed er oprettet. For Europa har aldrig været stærkere – vi har endelig fået Sverige med i Nato og ligger nu trygt i tredje parket over for et totalt punkteret Rusland, der mister 2000 soldater dagligt og lige har mistet Syrien.

Men hvad skal russerne med Danmark? Stjæle Novo? Hvis det endelig kom til krig ville der måske være tumult for at blokere udsejlingen fra Østersøen, men mit gæt er Nato ville bombe Østersøflådens baser før de kunne sætte de sidste rustbunker i søen.

Måske er det tid til at implementere den telefonsvarer Glistrup drømte om: “Du har ringet til Danmarks forsvars telefonsvarer, vi har allerede overgivet os”.  

Accepter masseovervågning eller sluk: 1984 virkede ikke som advarsel, det blev en manual. Din telefon lytter med og optimerer reklamerne/indholdet udfra hvad du taler om. Vi har AI-bots på nakken, der ved mere om os end banken, kæresten og psykologen.

Men har du noget at skjule? Gider du give tech-bro mobbe-ofrene dine billeder, dine ord, dit netværk, indblik i taste-hastigheden og hvornår du taster, hvad du reagerer på, data fra dit selvmåler-ur, din bank, din søvn-app og din gps lokation?

Spred dig ud, få VPN og falske profiler, find nye fora, få en brevdue, mød hinanden igen, tal i telefon – sluk dimserne og mærk verden igen – måske bare en dag om ugen til at starte med?

The post 17 tips til at overleve de næste 4 år appeared first on BLAZAR.

Det internationale Vice ramte ikke de overhypede mål, og lukker derfor Vice Danmark – og tidsånden er skiftet. Undertegnede erfarings-ramte reklame & subkult-kriger ser tilbage på hvad der gik galt:

FLASHBACK: Første gang jeg samlede Vice op i en skateboardbutik grinede jeg – det var som om punk var genfødt, som om 90er livet omkring ironisk-ikonisk loppemarkedstøj, hemmelige vinylplader og uendelige efterfest-orgier fik en global stemme – og betød noget igen.

VICE startede som en romantisk fortælling, startet af 4 vilde dropouts i Canada, der brugte et bistandsprojekt til at lave et vildt magasin, der dyrkede subkulturer, bidende (a)social satire og generel grænseoverskridelse – ganske forfriskende i en tid med fremstormende puritanisme, drengebands og politisk korrekthed. Jeg blev glad og tog det med ind i DR2´s smagsdommerne og forargede både Sørine Gotfredsen og Adrian Hughes…det var dengang i de glade nullere hvor jeg stadig orkede at stille op til gøgl.

Den grimme Vice-ælling voksede sig stor og blev et øjeblik 2000érnes MTV, hipsternes nye “autentiske” hofmedie, dem der “viste hvad de unge ville have” –  og blandt de første der lavede indhold, der reelt var skjult reklame – og sælge det til HBO, Cola og DR. Ren oprørs-nostalgi på dåse. Selv superskurke som Robert Murdoch investerede – han kunne godt se de unge ikke orkede nyheder og Vice potentielt kunne reformatere hele den enorme trafikstrøm nyheder er.  Selv Disney stod på spring, men nu er kurven knækket, og en sideeffekt er at Vice lukker i Danmark.. Sigende nok kører deres reklamedel, Virtue, videre. Hvor gik det galt?

Idag er de fleste unge ligeglade med Vice universet – vinylspillende fixiebikende Djs med skæg og tusser – det er passé – reduceret til en låst urban kliche på lige fod med en rasta.  Nu er det Netflix, Tinder, #metoo, Snapchat, Influencer marketing, neo-reality, clickbait-bots, CBS, Joe & The Juice, veganere, app-building, crossfit og yoga – Trap og EDM tog VICE ud. Youtuberne tog kanalerne ud. Kanye West vandt over Electroclash, Paris Hilton er nu en vigtigere godfather end Nick Cave. Balanciaga sneakers vandt over Doc Martens og Converse.

Måske er det bare fordi fake oprør som stil bare virker uærligt eller håbløst, frem for noget der åbenlyst leger med at være fake med stolthed og erkender sin grådighed åbent.. Fuck en ubekvem retro-indie kælderfest på ketamin når man kan gå på Arch og drikke bobler og komme tidligt hjem, vi skal op at træne og studere. Hele Vice´s taberromantik dur ikke i nutidens rotteræs, hvor der ikke er plads til fejltrin og fjumreår.

De nye unge i 2010erne havde travlt med at simulere voksne, med et slag var 90ernes børnevoksne boheme out, og erstattet af børn i tweed der boede hjemme, sparede op, lavede firmaer og ikke orkede alt det festpjat og machohørm Vice også var. Slut med at fetishere  NY i 1970erne, eller Berlin i 90erne. Gårsdagens subkultur er nutidens konservative, og hipsteren er nu så kedeligt afkodet og afklædt som f.eks rastas, irrelevant retro i en tid hvor det handler om at overleve fremtiden – lige nu. Vice blev en parodi på de gamle mediers top-down envejs-kommunikation – og helt passé efter alle fik iPhones og dermed blev deres egne person til person indholdsproducenter.

Selv hipsterne – Vice´s forkætrede kerne-målgruppe – voksede fra nedtursromantikken og rock and roll livstilen – der blev erstattet af vandreture, økologisk microbryggeri, uddannelser, interaktive medier, gorpcore og hvad der ellers er shit the jour – og de uundgåelige parforhold – og børn. Måske døde ungdommen bare som traditionel stor målgruppe, fattig og fragmenteret ud i microbobler, der hellere ville tale med hinanden på nettet end have en fjern døv evigt kokain-ung onkels punk-minder presset ned i halsen for at sælge reklamer?

Vice blev en skør skør verden blandet med Ugens rapport iført en dated Ramones T-shirt for tilflyttere fra provinsen…men også en politisk ukorrekt fuckfinger der føltes mere virkelig end støvede snakkende hoveder og livsstilseksperter i mainstream media.  Vice int. lavede f.eks fantastiske temanumre om Syrien før alle andre – og var heldige med vilde dokumentarer lavet under farlige forhold – og en skarp social satire.

Men idag er det ikke smart mere at læse om massakrer, slikning af psykedeliske frøer, blindtests af hetro vs. Bøsse-blowjobs eller guides til lovlige piller man kan blive herre-skæve af, eller retarderede hostesaft-skæve rapperes evige retsager. Når alt er prøvet, hvor går man så hen?

Et andet problem var alt var dækket ind i den krysteragtig ironi 90er mediechefers karrierer er bygget på: hvis man svinede nogen eller noget for meget, eller bare tog fejl eller ikke havde reseach bag sit rant, var man helgarderet via det ironiske satire-helle-kort – så man altid var på det vindende hold – problemet er bare det føles hult, koldt, kynisk og kalkuleret i efter den første forelskelse.

Den decentrale informationsstrøm dræbte VICE´s ide om klassiske medier med udgangspunkt i ikoniske subkulturer – måske er der ikke undergrund mere, der når at marinere og raffineres i fred hos originalerne før miljøet bliver plat produkt….”gårsdagens avantgarde er nutidens pop/reklame og morgendagens retro eller fallit”. Måske var det bare VICE der dræbte de sidste rester af subkultur ved at afkode dem og bruge dem som click-lokkemad – det minder om partiet Alternativet har dræbt hele begrebet “Alternativ” i deres neo-radikale false flag retorik.

Vice i Danmark startede som et slags franchise – man kan erhverve retten til at sælge reklamer og trykke lokale udgaver af deres blad mod et beløb, og putte eget indhold ind udfra en stram template dikteret fra London & NYC. Basen var et råt kontor i et baghus i lommepenge-kvarteret i Pisserenden med folk med ar og passion, ikke bare grådighed. En Irsk 90er punker med ild i netværket holdt det autentisk, indtil  nogle meget ikke-subkulturelle reklamefolk greb momentum og købte sig ind og sigende nok flyttede kontoret ned foran Magasin…De åbne kontorer var belyst med neonrør 24 timer i døgnet, og en hær af interns oversatte engelske Vice-artikler for frokostordning, energidrikke, fredagsbar, klistermærker og Roskilde-pas – og erfaring på deres CV – der ikke er nem at få i en mediebranche overfyldt med gratis talent. Vigtigst af alt fik disse fodtudser muligheden for at arbejde for verdens stærkeste ungdomsbrand….men kun få fik en karriere ud af at være subkultur-smørrelse på reklamepyramiden – bladet var bare lokkemad og statister for reklamekunder, der var i tvivl om hvad de unge ville have – og trætte af den gamle reklameverdens bordfodbold-mestre i blazarjakker og far-jeans og deres skyhøje honorarer.

Der var en serie gode fester, hvor hotte “undergrundsbands” spilede i Vibskovs garage og de gratis guldøl virkede.  Vice byggede simpelthen en egen meta-subkultur, selvom det reelt var snedig event-marketing for musik, tøj og øl – og et blad. Det var sjovt at re-enacte døde subkultur-scener i nye mix.

Redaktionelt var magasinet halvhjertet – den store mission og vision manglede – alt blev reduceret til underholdning – og ingen skribenter fik lov at bygge en persona i bladet, alt faldt tilbage på brandet – tit blev artikler bare reformateret og omskrevet til tidens søgeord – af teamet på kontoret uden credits. For meget forvirret ledelse – der tydeligvis ikke viste meget om kultur, men mere om reklame og fremtid meget u-VIce- skræmte talentet. Mit ophold var kort – jeg var for erfaringsramt, kritisk og analytisk til at sidde under neonrørene og drikke Maté særlig længe med sultne folk i 20erne. Og hvad kunne Vice egentligt ud over at give gys og identitet – som vi ikke selv kan lave på en blog med eller uden reklame?

Det var ret let at se bladet blot var en brækjern ind til reklamekunderne, der gladeligt købte hypen uden at opdage de ting de så i pitchs var lavet af teams af profesionelle på rigtig løn i NYC og London, ikke af rige folks nitte-børn fra Kødhakkeren styret af en ny generation af blazerjakker. Der bliv oversolgt med lånte fjer – som med som meget andet reklame. Anarkiet og grænseoverskridelsen var ren overflade, lube på en fist der brugte de sidste rester af rebel-subkultur som handskedukke til at vinke pengemændene ind. Vice blev kopieret og mainstream, tydeligst i Ekstra Bladets tamme Vice møder studieblad: det nu lukkede Format. 

DR3 hoppede også på vognen, helt forelskede i Vice-brandet – men opdagede for sent danske Vice aldrig havde produceret tv før – og ledelsen var blottet for originalitet og spillede alt så sikkert, de ikke bare skulle have alt godkendt af London kontoret, men også sende DR´s rettelser – tekstet – tilbage til en anden og tredie godkendelse – plus de måtte trække DR´s egne redaktører ind på Vice og styre de heroiske islandske klippere, der sov på sofaen for småpenge. Der kom så meget vand i den sjus man kunne synke antabus med den. Kompromis er som bekendt kunsts fjende – og det åh så kantede brands danske produktioner fremstod som tamt skole-tv der talte ned til de unge – og efter et par sæsoner bakkede DR3 også ud.  Hvis man skal lave autentisk nyt indhold kræver det autentiske talenter, ikke en template og mellemlederlagkage med livrem og seler. Alt for meget format og ledelse – en af tidens store vira – havde også inficeret fake-anarkistiske Vice i overmål. 

Internationalt lavede Vice nogle bommerter – de troede på at få de unge tilbage til flade-tv – en bekostelig affære – men endte med få seere med en gennemsnitsalder på 42…og hvis man kiggede på Vice-brugernes trafikmønster, var de ofte få klik fra gokkesites. Den manglede evne til at nå de overhypede mål og tiltrække endnu flere investorer er så dryppet ned på de mindre sprogområder.

Gamle nihilistiske punkere der via penge og coke er blevet yuppier er ikke så rare eller sjove at arbejde for. For mange #metoo sager, misbrug, bluff og den berømte 22 HR regel om at man hyrer en 22 årig for 22.000 dollar årligt – der arbejder 22 timer i døgnet er ikke god PR.. Megalomanisk grådighed var dagens orden – Vice lavede mad og sportskanaler, ja selv en neo-feministisk kanal for at modvirke duften af drengerøv – Broadly. Ofre bliver bødler…eller nuts, som en af stifterne, der blev fører for sin egen alt-right mock subkultur Proud Boys, der desværre blev taget alvorligt og blev en paraply for gadevold.

Et andet centralt problem er at man ikke kan bygge et medie i længden på gys og forargelse, “vilderen-effekt”, kulturel hipster eksklusivitet og den uendelige søgen efter det nyeste og vildeste bras – læserne bliver trætte af at blive kildet og ender med apatisk kvalme – og den eneste utopi eller manual til at komme videre i livet i Vice var festen…der som bekendt bliver ond og dum når den bliver hverdag. Vice afspejlede en kort periode i læserens liv, ikke en blivende konstruktiv tilstand for andet end ejerkredsen. 

Omvendt var Vice Danmark momentvis brilliant, og gav en ny generation af skribenter og fotografer flere erfaringer…men det kan man også sige om filmskolen eller Tvind. Jeg tror bare målgruppen hellere ville læse den internationale udgave. Så hot er skønne reportager fra Saltlageret i 1981 eller Kødbyen heller ikke mere.

Officelt lukker Vice i Danmark nu da ledelsen mener det danske sprogområde er for lille – læs lukrativt – efter deres tal er faldet – måske på grund af manglende lokal talentpleje og forståelse for det mentale generationskifte, mangel på fornyelse og evne til at læse fremtiden – måske er det bare resultatet af en meget profitdrævet global topstyring, der ikke har kunnet leve op til sit bluff på den lange bane.

Bag den falske subkulturmaske var der kun lyst til uendelig vækst – VICE projektets hovedret – reklamedelen Virtue – kører videre uden kulturproduktionens fake-retro-rebelske dødvægt. Det tamme danske mediebillede har mistet en krydret tone, og jeg håber de overlevende tager DIY ånden videre og laver deres eget ny univers – og laver cash from chaos – og forhåbentlig morsomt indhold der aktiverer folk igen.

RIP VICE DANMARK.

Et par af mine hits fra  Vice Danmark-  læs dem her: Den danske Wolf of Wall Street, musikbranchens fallit og historien om hvorfor man kan få “kemisk aids” af ormekuren der tilsættes det meste kokain.

The post RIP VICE DANMARK appeared first on BLAZAR.