“If Pac-Man affected us as kids, we’d all be running around in dark rooms, munching pills and listening to repetitive electronic music.”

The post Techno: my early years appeared first on BLAZAR.

 Du kender Klaus Schønnings musik – sikkert uden at vide det. Hans musik er meget brugt som tv-soundtracks, og han har lavet et utal af udgivelser. Han er som Else Marie Padde og Fuzzy pioner, der ikke er bange for de store følelser på grænsen af kitsch i den før så forkætrede, men nu hippe new age genre – perfekt musik til at trylle din lejlighed om til en skov eller et rumskib. Jeg undersøger nærmere:

Hvordan startede din musikalske rejse? Som 10 årig begyndte jeg at gå til klaverundervisning, og jeg lærte at blive dus med klaveret. Jeg begyndte ret tidligt selv at prøve at sætte musik sammen og sætte harmonier på nogle melodiske forløb, jeg fandt frem ved at sidde bag klaveret og øve.

Din debut-plade fra 1979 er meget avanceret for sin tid, hvordan var din proces? Jeg havde fået øjnene op for de nye landvindinger inden for tangentindstrumenter, og med job efter skoletid fik jeg sparet sammen til – først et el-orgel, senere  en mindre synthesizer og en række andre keyboards. De mange klangmuligheder der lå i mine nye instrumenter, fik mig til at drømme om at kunne spille musik med flere klange og toner, end jeg kunne nå med mine to hænder. Med et pladestudies båndmaskiner ville det have været en mulighed, – men det var helt uopnåeligt for mig dengang. Men så blev jeg  opmærksom på, at der fandtes en fire-spors båndoptager, som ganske vist var dyr, men som jeg måske alligevel kunne købe på afbetaling, – og det gjorde jeg så. Jeg tror, jeg var den første i DK der udsendte en LP med egen musik indspillet på en flerkanals båndoptager, hvor jeg optog musikken i flere lag, så jeg kunne virkeliggøre min egen musik i egne arrangementer. Efter et par års eksperimenter udsendte jeg min første LP ”Lydglimt” i 1979. Jeg havde egentlig tænkt mig at musikken skulle ledsage en lysbilledserie, jeg havde lavet om skove og strande, men i indspilningsprocessen, syntes jeg, at musikken kunne stå alene, så jeg arbejdede videre og bestræbte mig på at skabe et musikudtryk, der var tidløst og universelt, og som kunne forstås af alle uden specielle forudsætninger. Min sound og arbejdsproces var ny og anderledes, men min musik var alligevel tilgængelig. Et nyt udtryk der alligevel virker bekendt. Og den vekselvirkning mellem at lave nyt, der er forståeligt og noget forståeligt, der virker nyt, – den har jeg bibeholdt i mine mange musikudgivelser gennem mere end 40 år. ”Lydglimt” fik en rigtig god modtagelse, og det gav mig lyst til at fortsætte med at lave soloplader. 

New Age?  På et tidspunkt fik jeg kontakt til Fønix Musik, der var et pladeselskab der i 80`erne og 90`erne havde stor succes med at udgive New Age Musik. Altså musik, der er målrettet fx meditation og esoteriske aktiviteter. Jeg har aldrig opfattet det, jeg har lavet som decideret New Age musik. Der er væsentlig mere arrangement og flere detaljer i musikken, og ikke mindst er der meget dynamik og opbygning i min musik, der gør, at den ikke fungerer specielt godt udelukkende som baggrundsmusik eller til meditation.Men Fønix havde spændende kontakter til udlandet, og instrumentalmusik har færre begrænsninger, når der ikke er tekster og sprog, der skal forståes. Jeg mediterer ikke selv, og har ikke nogen særlig forbindelse til den spirituelle verden. Når jeg arbejder med min musik prøver jeg at skabe en ro omkring mig, og under de rette omstændigheder kan jeg være meget fokuseret, og jeg har trænet mit øre til at fornemme selv små detaljer i musikken, som jeg til andre tider ville overhøre.  Jeg har senere i MusicVenture (et pladeselskab jeg er medejer af) udsendt en række cd`er med musik til wellness, som er et langt bredere begreb, der samtidig er mindre sekterisk, hvor musikken kan tjene til musikoplevelser, som kan stimulere tanker og fantasi. Jeg tror, at wellness-bølgen langsomt har overgået New Age filosofien, der for nogen måske har virket for yderliggående. 

Hvordan har de digitale instrumenter påvirket dig? I forhold til tidligere er det i dag væsentlig lettere at realisere sine musikalske ideer med de digitale muligheder, der har vundet indpas. Jeg kan i dag arbejde mig frem måske dobbelt så hurtigt som tidligere og har løbende et langt større overblik over musikken. Stort set kan jeg nå det dobbelte på den halve tid. Men som det er med fremskridt, så vinder man noget, men man taber også lidt. Mange af de instrumenter man arbejder med ligger som software på computeren, – på en måde kan det næsten blive for let, og man savner lidt at have de rigtige instrumenter til rådighed. På en måde virkede de mere inspirerende. Mit yndligsinstrument er og bliver klaveret, som er det instrument, som jeg føler, jeg bedst kan realisere mine ideer på.

Fortæl om de instrumenter der har været vigtige for dig? Mit første orgel var et AceTone som jeg købte i 1968. Herefter et fantastisk instrument: Yamaha YC45D. Det købte jeg i 1972 og det var grundinstrumentet på mine tre første LP’er sammen med en monofolnisk Roland Synthesizer SH 1000,  en Hohner Stringmachine og et Clavinet D6. I 1983 købte jeg 80’ernes mest populære keyboard – en Yamaha DX7. Året efter købte jeg en sampler som vi mere almindelige mennesker havde råd til, – en Mirage Sampler. Senere købte jeg et Roland Rhodes, som havde en række rigtig gode lyde og samplings som man kunne supplere med diverse lydkort. Jeg begyndte i 90’erne at benytte et Notator computer optagesystem, hvor mine keyboards blev optaget på sequencer via midi. I 1993 supplerede jeg midi-set up med Proteus lydmoduler med etniske lyde og lyde fra det klassiske symfoniorkester. Akustiske instrumenter optog jeg på min 8-kanals båndoptager der blev styret af pc’en via en SMTE kode som blev optaget på spor 8. Nu kører jeg med et Reason musiksystem, som rummer lydmoduler, og mulighed for at optage audio spor og faktisk dækker stort set alt hvad man har brug for, for at realisere sine ideer.

Inspirationskilder? Jeg lytter selv til meget forskellig musik, og når man selv er skabende, er det vigtigt at man er lydhør over for alle genrer. Jeg finder inspiration i den klasssiske musiks opbygning, jazzens harmonier, rockmusikkens power, popmusikkens melodier og den etniske musiks eksotiske klangverden. Jeg har eksperimenteret med mange genrer, og min musik på mine albummer peger i flere retninger. Men det er klart, at man har sine favoritter. Jeg får selv de største indtryk af musik, der har en opbygning og en dynamik, så der er et klimaks, som gerne skulle være den musikalske pointe. Det prøver jeg at få frem i de fleste af mine numre. Dog skal der også være kontraster, så numrene ikke bliver ens og forudsigelige.

Live? For nylig stoppede jeg med at spille koncerter, – jeg havde igennem en årrække spillet mange koncerter i kirker med min egen musik tilsat en flot lyssætning, der fulgte de dynamiske skift i musikken. Kirken er et fantastisk rum at spille i, – folk lytter og viser respekt for rummet, musikken og musikeren. Noget der kan være svært at opleve på andre scener.  

Nye udgivelser?  Her i April bliver min anden LP fra 1980 genudgivet som download/stream i en re-masteret udgave, hvor lyden er optimeret, så musikken lyder bedre en nogensinde. Senere i år bliver min første LP Lydglimt genudgivet på vinyl her mere end 40 år efter den udkom. Til efteråret udkommer fire nye albummer med Symphodyssè 5-8. For 30 år siden udgav jeg en serie fra 1988-1992 med titlen Symphodyssè 1-4, og nu kommer opfølgningen så med 5-8.

Tanker du vil dele med den næste generation musikere? Der er en meget stor konkurrence i den nye generation, hvor snart flere er udøvende end lyttende. Jeg tror, det er svært i dag at kunne trænge igennem i branchen, og jeg ville nødig starte forfra nu. Jeg har måske ikke selv fået det helt store gennembrud med det jeg laver, men min musik har været basis for en lang række spændende oplevelser og har skabt kontakt til en masse skønne mennesker ude i verden. Det ser jeg som et tegn på, at min musik er universel, og kan gøre indtryk på mennesker med vidt forskellige baggrunde i mange forskellige kulturer. Mit umiddelbare drive er glæden ved at skabe musik, så selv om der i dag er utallige andre, der prøver at finde en vej med det, så betyder det ikke at min motivation daler. Jeg er, hvor jeg startede, – bag instrumentet i en skabende proces.

Klik her for diskografi

The post Klaus Schønning – NEW AGE synth pioner appeared first on BLAZAR.

Markedet for elektroniske instrumenter boomer – fortidens skrammel er nutidens vintage sportsvogne – folk betaler formuer for dimser med mindre proccesor-kraft end en Nokia 3210 – samtidig med alt kan fås i software og styres af generiske kontrollere, eller som virtuelle hardware instrumenter.

Her er dagens mest absurde eksempel fra ebay.

De klassiske ting er næsten umulige at finde til spotpris, da nettet gør alle ved hvad alt er værd nu – glem at finde en Jupiter 8 på et kræmmermarked som i 80erne – nu er tricket er enten at gå modular eller software – eller købe noget af det mindre anerkendte gear der ikke er så hot – endnu – det er denne guides fokus.

Tænk på at f..eks lyden af techno er grundlagt af loppemarkeds-trommemaskiner der så blev misbrugt – langt fra designeren eller manualens foreskrifter – hvem hved hvad du kan få ud af at misforstå og rive i en underlig gammel Casio-dims? Måske er det fremtiden. Det er ligemeget hvad software kan og hvor mange replikas de smider ud til spotpris – alt gammelt gear stiger!  Måske handler det om muligheden for de happy accidents – som software mangler? Her er min guide til knasekasser for kendere:

Jeg startede med at nulre rundt med Fender Rhodes, der stod på enhver skole i min barndom. Det har en særlig metallisk men poetisk klang, og tremoloen var et hit. Køb det og smæk effekter på – det er et fantastisk instrument, ikke bare til jazz – men vær varsom, da alle eksemplarer lyder forskelligt, ligesom en 303 eller Moog. Wurlitzer også et fantastisk elpiano, men du får garanteret ondt i ryggen hvis du spiller live.

Min første synth var en SH1000 monosynth – jeg kunne ikke få noget fedt ud af den med mindre jeg kørte den gemmen effekt-kæder. Jeg hoppede så på en billig PS1 – en dims der minder om Symondstrommerne, piiiuuu piiuuu – der kun var sjov hvis man triggede den med en trommemaskine og smadrede den med effekter – det gælder reelt for de fleste tidlige analoge synths, da lyden er so-so rent ud af kassen.

Monomaskiner er fede – har haft SH101 – fed bas, kedelig lyd, men levende og fedt workflow – og sjovere og dybere end 303 eller 202. Alternativet er SH09 med audio input, men uden sequencer. Moog var tykkere, men meget skrøbelig overfor temperatur – men fedt at smide audio igennem dens filtre – men alt for dyr – køb en Voyager i stedet for en Mini, hvis du er efter den lyd. D.A.F.´s MS20 var cool, kold og ond med krydsfelt og audio input, men passede ikke med mit Roland gear. Kongen af monosynth var Oscaren – 3 tonegeneratorer og et avanceret filter – den ondeste metalliske acid kværn – men sjælden. Wasp så fed ud og man kan glide rundt på keyboardet – EMS er en smuk kuffert med modular-matrix men urealistisk sjælden. Pro 1 er klart også en klassiker – men husk du hurtigt kan lægge plus 4000 for en mono-dims der ikke kan styres fra mac´en uden extra gear og kun kan spille en – en tone af gangen. Måske er Rolands og Behringers billige retrokasser svaret.

Så kom de lidt tamme men varme polyfoniske Juno´er. 106erne var på alle skoler, og blev en technoklassiker. Nap en MKS-80 i stedet hvis den har programmerkassen med – det er en af de smukkest lydende polysynths fra dengang.

En dag stod der en digital DX7 i studiet – uden knapper – helt umulig at programmere – men med nuancerede og touchsensitive presets, der var definerende for 80erne og ren kitsch idag – tænk Seinfeld, Hanne Boel og flinke Phil Colllins. Køb de senere modeller, eller få en softwareversion a la PM7 eller den sjove groovebox DX200. PPG´en lød fantastisk, men var på tysk – og er ikke til at betale eller reparere. Rolands digitale modtræk, den super sovsede og futuristiske D50, er mere interessant – hvis der er programmerbox til. Generelt minder de digitale synths interfaces om en clockradio eller at entre dit navn på et grillbar-firser spil – i sær i rackversonerne.  Køb en JD 800 i stedet – hvis analog kontrol af digital sovs er din ting. Eller dyrk de billige CZ101 fra Casio, de har onde basser og er multitimberalel.

Alle disse gamle økser bliver solgt til overpris nu, men bemærk de trigger sløvt da midi-standarden er fra 1982, og de er mega sloppy når man sender f.eks realtime filterdate til dem. Sen 80er trendens foreløbige klimax er når unge laptop musikere vil have bras som rompleren M1 (køb Wavestation rack i stedet hvis du virkelig skal…) eller cassetteportastudier ala X15 for at være ægte house. De maskiner giver måske et federe workflow og en autentisk lyd fordi de er begrænsede kontra de uendelige valg man har i software DAWs, men jeg kan ikke med dem. For få knapper.

Læs min guide til dj kultur her.

Der skal trommer til – jeg havde først DDM220, ren lort – så 606 – meget mere soul – så 808 (700 kr. I den blå i 1987) – der jo er et mesterværk af lyddesign, med de mest udkneppede lyde overhovedet der ligger alle steder – men jeg savner den – men da man ikke kan tune lydene nævneværdigt og den ikke har midi ville jeg aldrig give mere end et par tusind idag – og den ville samle støv. Samme med Detroit/Eurodance kværnen 909. Vi har allerede lavet over en million numre med de maskiner, videre. Nyere maskiner som HR16/B var for pæn og minder om kede plastik 80er fusionstrommer – ok Apex & Carl Craig bruge den men er RX5 sjovere – det er ren post Linn/DMX Prince og man kan spille melodier på støvede orkesterhits, slapbasser og hundeglam. Så kom MPCen og ja, de gamle cruncher fedt, men har for lidt samplingtid. Jeg røg på computer-seqencing i stedet. At man skal stoppe sit loop for at flytte et forkert slag er ikke noget for mig. Det fede ved MPCen er dog man LYTTER mere i stedet for at lave smarte mønstre på en skærm, og at man bare kan tage den under armen. Nu har de så lavet noget der ligner en Ipad med en masse knapper jeg bliver lidt liderlig på, MPC-X eller en rør Vermona. En billig brugt MV-8000 er et godt alternativ – og den kan brænde cd´er! De små Roland samplere er også kult efter Madlib har grumset rundt med dem.

Jeg må erkende jeg er mest til sampling. Jeg startede før teknologien var ankommet med en portawalkman med telefonsvarer loops…og spolebåndsløjfer. Var i rum med en Fairlight på et tegnefilmsjob, men var lost uden en meget meget langsom teknikker. En funky mellemstation var at trigge to digitaldelays med en 808…Så kom S900 – revolution – men kedeligt interface. S50 og EPS var meget meget sjovere og til at gå til – og bedre til at mutere samples til noget andet. Typisk gav man 25000 for et system – der typisk kunne spille 16 toner af gangen – og sample 15 sekunder i lofi mono i 12 bit.

Brugte den handy W30 som slæb-bar worksation, da sequenceren og den crunchy converter var som en stor SP1200 med et keyboard på. Tænk Prodigy og EPMD – lavede min første plade AUM med W30 som master. W30’s magi er begrænsningerne – så du er nødt til at bruge din fantasi – I modsætning til dagens ubegrænsede DAW’er, skal du have en ide og planlægge, så du ikke løber tør for RAM og stemmer.  Indbygget minimalisme.

Du er nødt til at drømme, lytte og ikke bare stirre på skærmen mens du browser plugins, loops og presets. Du var nødt til at udvikle dine egne færdigheder, stil og metoder – ikke bare glo og flytte lego-loops på skærmen. En ting, jeg virkelig elskede, var w30s evne til at lade sequencer spille – og finpusse lydene imens. Den skal snart ned fra loftet. Ellers få en ASR10, det er ren sci-fi fi –  og Wu-tang og Timba lavede deres karriere med den. Næste generation samplere var ond, toppen var S770 med skærm og den lidt kedeligere S3200Xl (har dem stadig) – jeg lavede en masse filmmusik på den, der røg på CDén A*A*A. Rackversionerne er billige, MPC´erne dyre. Dog ryddede Kurzweil hele spillet fra de kom med deres K2000, der var meget dyb i menuerne  og en klassisk sovser i  Detroit og for Bjørn Svin. Værd at nævne er også monsteret Emu 4 – glem Emaxen. Læs om mine tidlige techno-år her.

I midt 90erne kom der så en masse Keys a la Nord Lead –  analog-agtig kontrol af digitale analogimitationer. Der er masser af dem – der kan man nok gøre et fund, da de ikke er hotte – endnu. Check f..eks Ex5R og Su700, o-coast, jomox resonator neuronium, Nord Modular (Autechre på dåse), Hartmann Neuron, Fizmo eller nyklassikere som Blofeldt og svenske  Elektrons ting. Jeg har lige købt en Roland XT – og hvis man ser bort fra dens meget nuller presets har du en dyyyyb synth der koster som en dyr softsynth. Måske er der også noget at hente i de i mine ører rædselsfulde workstations fra perioden. Ellers besøg en musikbutik og drej på de nye retromaskiner – men jeg savner at nogen tør lave noget helt nyt som dengang PPG lavede deres wavetables eller Roland lavede LA-synthese – uden det koster 30.000 som de nye flagskibe fra Dave Smith og Waldorf.

Læs min guide til musikgenre-ævl her.

Men igen – husk at selv det Garageband der følger med gratis i din Mac kan meget mere, og har mange af ovenstående lyde – køb et keyboard med knapper og usb og du er kørende. Bevares, interface, retro-feel og analog varme er noget andet – men hvis det handler om at komponere og producere musik er laptoppen stadig konge. Vi har ligesom hørt de gamle økser, så køb en controller med mange knapper, og f.eks Reaktor – eller få en modular fetish/hobby. Læs min guide til mere avanceret musiksoftware her.

Checkliste: 

1/ Fungerer dimsen?

2/ Google om den kan repareres – visse modeller har udgåede meget sjældne chips

3/ Passer den i dit setup? Kommer du reelt til at bruge den?

4/ Kan den noget du ikke allerede kan?

5/ Køber du den fordi den er sjov eller pga. lyden – eller fordi du har brug for historie, en investering eller en pikforlænger i studiet?

God jagt – husk at google om din nye/gamle dims kan repareres – og husk at lave musik med dimsen – eller få et elektrisk tog.

Guiden vil blive løbende opdateret – og der er en outboard-guide på vej – her er Ranums modular guide.

The post Vammen´s guide til elektroniske vintage instrumenter appeared first on BLAZAR.

At og til er en digital musik arbejdstation ikke nok – men er vi nød til at tage 1 skridt tilbage i historien for at komme 2 skridt frem?

Synth pioneren Jesper Ranum har skrevet om Modular Mindsets til Blazar:

Et udsnit af Ranum´s 2017 setup.

Modular-synths kan opleves som en teknologisk fetisch-borg – med et spindelvæv af kabler der forbinder det uforklarlige med det umulige, og producerer lyde, der veksler fra det subtilt ambiente, over tinnitusfremkaldende hipster-støjmure til en absurd suppe af blips og blops, der kun er interessant for udøveren. Men det kan meget mere…

8 Stærke klassiske modular albums: Morton Subotnick: Silver Apples of the Moon / Walter Carlos: A Clockwork Orange / Tangerine Dream – Rubycon / Brian Eno: Music for Airports / Human League: Dare. / Aphex Twin – Syro / Allessandro Cortini: Forse 3 / Kaitlin Aurelia:The Kid

Wendy Carlos tidlige setup

Revival of the dinosaurs – Igennem de seneste 5 år har modulars fået et massivt comeback – ikke mindst med lanceringen af Eurorack-standarden, som har gjort det muligt for en lang række mindre boutique-producenter at lave eksotiske moduler der umiddelbart passer ind i et eksisterende standardiseret system. Mange musikere og producere har følt sig draget af mystikken og investeret betragtelige summer i at være med på trenden, og køen er lang for at flashe sit nyeste modul – jo mere specielt, jo mere hipt. Men modular systemer har reelt potentiale til at kreere musik som også rykker følelser syd for hjernen, men med mange spillere på banen bliver der langt imellem de snapse som virkeligt smager. Der er heldigvis acts som f.eks Depeche Mode og Nine Inch Nails, som i mange år har brugt modulars til nytænkende og banebrydende musik der rykker grænser for mainstream. Plus en underskov af nye acts som uimponeret frembringer regulært nytænkende og gennemproduceret musik.

Jimmy Edgars setup

Spaghetti-blink på krykker – YouTube flyder nu over med videoer af LED-blinkende  kabelspaghetti-shots, ofte ledsaget af  totalt vibeforladt teknokratisk u-swingende støj uden andet formål og relevans end gearflashing og selvfedme-benovelse. Og på klubber bliver kompetente og velfungerende DJ-sæt jævnligt erstattet af ofte tvivlsomt lydende og statisk uinteressante modulare live-improvisationer holdt på benene af den obligatoriske über pasticheramte 909-style bassdrum tysker-fod-krykke. Et modular patch skal dog være mere end almindeligt komplekst for at kunne rumme nok interessant musik til en 2 timers improvisation, og der bliver derfor ofte en noget navlebeskuende og cirkulær affære overfor en indforstået crowd som begejstret hylder den unægteligt unikke oplevelse. De mange fejlmuligheder gør det klart mere intenst end en preprogrammed laptop “performance”, som til gengæld i det mindste sikrer publikum god lyd. Men bortset fra fejlmulighederne og de blinkende LEDs er laptop-performances og live modular jams nogenlunde lige kedelige at overvære, med mindre de ledsages af interessante visuals – selvom mystisk modular måske er mindre PC-hverdagsagtig.

Se mor – helt uden hænder – Et nyere ultra buzzword er de såkaldte generative patches, hvor modularsystemet efter ganske tidskrævende kabling selv kan generere en række helt eller delvist tilfældige og uforudsigelige variationer over harmonier, forløb, arrangement og klang. Det kan give cool resultater, men ender oftest i ligegyldige industrielle følelsesforladte “se mig mor helt uden hænder” soundscapes krydret med tilfældige bleeps og fesne skrat. Men som før limer man kagen sammen med four-to-the-floor-krykken som tilsættes for en sikkerheds skyld – måske for at tækkes og skabe berettigelse i klub-miljøet? Eller for at holde sammen på det ellers uswingende, kakofoniske kaos.

Ny Ranum uden beat-krykker.

Logebrødre- Modularens revival har dannet grundlag for dannelse af en lang række communities – primært online, men også fysisk. Hvor folk mødes og nørder excentrisk omkring deres fælles interesse. MuffWiggler (www.muffwiggler.com) er det største med et helt uoverskueligt antal indlæg om “everything modular”, men også med inspiration og svar på de fleste spørgsmål. Et interessant fænomen er at nyfundne “modular lovers” agerer mange gange som om modulars er et nyt eksklusivt elite-fænomen som de sammen med de få andre oplyste individer deres kreds er udvalgt til at introducere for verden, lystigt ignorerende at deres nye opfindelse snart runder 50 år. En helt speciel feature ved det modulare community er derfor det udprægede elitære jeg-ved-bedre snobberi som omgiver systemer og moduler. Et nyt modul på markedet får straks elskere og hadere på banen. Og udløser passionerede diskussioner om hvilke moduler der lyder “bedst” – lidt på samme måde som det er blevet diskuteret om en Carlsberg eller en Tuborg smager bedst. Det virker som om at ret få er interesserede i at musik jo i bund og grund primært er en følelsesmæssig ting og det derfor er brugen af modulerne der giver oplevelsen – ikke modulet i sig selv.

Berlins modular-mekka her.

Hans Zimmer at work

Kender du typen? Groft sagt kan man vel dele modular-folket op i nogle segmenter:

1) “So-ein-ding-müssen-wir-auch-haben” hipsters der ikke har set at det for længst er for sent at være first mover på det felt, og som med vigtige miner og indforstået lingo skaber rytmisk støj i mørke klubber.

2) Studiokyndige musikere, producere og sound-designere, der ved hvilken sound de går efter og køber de moduler der kan give dem det.

3) Midtlivs-krise ramte voksne mænd, der ikke er interesseret i at være popstars eller køre Harley, men samler på moduler, som var det den kæmpe Märklin-togbane de ikke havde råd til som barn.

4) Science-freaks, der masturberer til FM-modulerede metaldroner medens de laver live circuit-bendede, app-injektede bleep-noises i mindre grupper, uden publikum.

En ting bliver de fleste dog enige om på sigt. Det er en dyr og temmelig addictive beskæftigelse, hvor det ene modul fører det andet med sig. “Hvis jeg bare også køber modul X, så kan jeg lave fed musik” lyder selvbedragets konstante mantra i hovedet, når man først er blevet bidt af “the modular bug”.

Samme adfærd kan ses blandt softsynth baserede musikere, der samler plugin VSTs som det var gær før en atomkrig.

Skridtet efter modular – circuit bending?

The rest is history…Modular-synthesizeren har været på banen i et hav af år. Faktisk var de første kommercielle synths alle modulars, og de blev set som finurlige dimser med begrænset anvendelse og uden den helt store betydning. Og her taler vi altså om de nøjagtigt samme dimser som i dag tilbedes med nærmest religiøs fanatisme af indforståede analog-profeter der smækker med tungen mens de falder i svime over et filtersweep som kun kan være helt rigtigt hvis det lavet på model X.

Det folkelige gennembrud for synths kom da den amerikanske komponist Walter (nu Wendy) Carlos i 1968 udsendte albummet “Switched On-Bach”, som var ekvilibristisk perfektionistiske renderinger af komplekse Bach-værker, udelukkende produceret på en stor Moog Modular. Albummet blev det bedst sælgende album med klassiske kompositioner nogensinde og åbnede øjnene for synthesizerens  rmuligheder. Og Carlos fortsatte produktionen med et banebrydende samarbejde med Stanley Kubrick omkring musikken til filmene A Clockwork Orange og The Shining, hvilket yderligere populariserede sounden og maskinerne. Så meget at prog-ikoner som f.eks. Keith Emerson (Emerson Lake & Palmer) slæbte rundt på en monster Moog Modular til sine koncerter, og gjorde det til en del af sit image, men måtte have hjælp til programmeringen. Og jazz-dudes som Herbie Hancock og Joe Zawinul investerede tungt i udstyr, og gjorde en brav indsats for at integrere det i fusions-jazzen.

Imperiets fald og genrejsning – Med lanceringen af MIDI-standarden i 1983, udløste en flodbølge af nye synths og moduler med alle de features og mulighederne som man kun havde drømt om tidligere. Polyfoni, kompakt størrelse, hukommelse, simple MIDI forbindelser. Og de store, upraktiske modular synths kom derfor hurtigt “up for grabs”, og blev dumpet til priser der i dag kan synes latterligt lave og kan give våde pletter hos synth-freaks. Men efterhånden var det ikke længere eksklusivt med MIDI moduler og keyboards, da det blev for nemt at lave preset-musik i metermål. Og ligesom vinyl-freaks der vrængede på næsen af CD’en og i protest genoptog det ellers næsten uddøende vinyl medie for bedre at kunne profilere sig selv, så har musikerne kastet sig over modulars som en måde at stå ud af mængden på. I en grad, så de nu næsten selv er blevet til mængden.

Læs Vammens guide til vintage synths her.

Olie og vand – En af de store udfordringer ved de mange muligheder som modulars tilbyder er at integrere resultatet i et eksisterende track. Det kan ofte give mere spændende resultater at opbygge et track over en modular grundsession, end at forsøge at få modularen til at “spille med” på et eksisterende track med en fastlåst form, hvor man ikke kan udnytte alle de muligheder for tilfældigheder og kreativt modspil som modularen tilbyder.

Glem modulars hvis du vil score – Jeg fik min første modular i 1978, og bygger stadig videre på den, i et perfekt morphet mix af de 4 segmenter jeg beskrev ovenfor. Jeg elsker maskineriet og kæmper dagligt for at vriste så mange følelser ud af det som muligt. For der skal følelser på bordet hvis man for alvor vil have fat i folk. Modulars har primært maskulin appeal, med mindre man kan kommunikere rigtige følelser med teknikken. Derfor er det også stadig sangeren der scorer bedst. “Vil du med hjem og se min modular” har ikke meget større effekt end en frimærkesamling. Så er I advaret.

10 tips til modular Startup

– Køb en case der har strøm nok til dine moduler og plads nok til udvidelse. For du kommer næsten helt sikkert til at udvide…

– Et live-performance setup skal være kompakt, så modulernes størrelse er ikke ligegyldig. Der findes producenter som Erica Synths og deres Pico-serie af ultrakompakte moduler. Og 2HE der specialiserer sig i at lave moduler i.. ja, der er  2HE brede.

– Til et rent studio setup kan det være rart med lidt mere plads til fingrene, og længere mellem kablerne. så her kan man med fordel vælge større moduler. De kræver så til gengæld mere real estate i din case. Hvis dine cases ikke skal transporteres kan man spare penge – ikke mindst hvis man bygger dem selv. Tjek at specifikationerne overholdes nøje.

– Du kan spare penge ved at købe moduler brugt. Flere Facebook grupper har gode og troværdige  forums for dette,og der handles livligt.

– Har du gode fingre kan mange moduler også fås som byg-selv kits, hvilket også kan spare dig penge. I den situation har du også mulighed for at modificere modulerne selv.

– Et modular system består ikke kun af ultra-gejlede, latterligt dybe og super-fotogene headliner moduler. Sørg for at levne plads nok til de mindre flashy, men mega brugbare utility moduler som fx multiple jacks, attenuators, clock dividere, cv/audio mixers, headphone/line outputs, MID/USB interface, tuner etc.

– Køb få moduler ad gangen, så systemet vokser roligt og organisk. Det giver bedre overblik, og der er tid til at undersøge de nye modulers funktion og relevans i systemet.

– Brug en App som ModularGrid  til at planlægge dit system virtuelt inden du hiver penge op af lommen. Så kan du opdage eventuelle mangler og dobbeltroller inden du investerer.

– På forums som MuffWiggler, Synthopia m.fl. kan der findes svar på næsten alle spørgsmål vedrørende emnet. Lyt lige med på diskussionerne inden du poster noget selv, så du er fortrolig med formen, og undgår at støde nogen eller fremtræde som doven ultra-rookie.

– Sørg for at forklare din spouse fra starten at du nu har fået en ny livskærlighed, som er meget tidskrævende og dyr i drift. Så har du mulighed for enten at stoppe inden du bliver skilt – eller blive skilt så du kan fortsætte uforstyrret.

Klik Ranum Electronic Music Life for Jesper Ranum´s  baggrund, musik og mere nørdet info – f.eks hans modular her.

Dansk modular facebook forum.

The post Guide: modular-synth revival  appeared first on BLAZAR.