Jeg er ikke en person, der tilhører en uniformeret stamme, nej – jeg er et æstetisk lag over en flimrende kerne. Jeg føler ikke, jeg hører ikke til, jeg curater flydende. Engang var de der – retro-punkere, melankolske goths, hiphop-wiggere med oversized alt, mods på scootere der lignede englændere der imiterede franske film fra 1960erne, technoheads med MDMA-kæber, minimal-anal-Arne med de store firkantede briller, den sorte berliner-label tshirt og asbergers-vinyl-samlingen, eller en collagefyr som Vice-hipsteren med skinny jeans og “ironisk” Americana kluns. Men subkulturerne døde – uden nogen bemærkede det. Nu er det cottagecore på mandag, nepo-slumcore på tirsdag, FCK onsdag, lidt slutty nun-core til festen fredag, work-wear på klubben lørdag, selvom du ikke kan skrue en lampe op.

De klassiske subkulturer døde. Selv Skinhead-looket blev hijacket af nazister, så bøsser. Hele subkulturer  blev tømt for indhold, arkiveret, genoplivet og solgt tilbage til os af H&M som “limited edition” t-shirts, der skyllede op på forbrugernes strand, ren cargo cult, objekter løsrevet fra betydning, reduceret til ren effekt.

Men subkultur som fænomen? Den muterer. Den er ikke død — den er bare blevet sværere at få øje på, fordi den ikke længere handler om modstand. Den handler om stil, æstetik & cosplay. Natklubber er ikke mere mødesteder, det er kulisser til instagram posts.

Tak Instagram og TikTok. Stil er blevet løsrevet fra historie, fra indhold, fra tilhørsforhold og reduceret til tegn – uden betydning, uden dybde. Også tatoveringer. Især tatoveringer. Vi gik fra “Born to lose” som en skillevej i livet til “et minimalistisk linework af en kat, jeg så på Pinterest”.  Det hele er bare “et eller andet”.Subkultur døde endeligt midt i 10’erne, da algoritmerne tog over, og cool blev noget du kunne købe som abonnement eller som pakkeløsning eller se en tutorial om.

Før i tiden krævede det en indsats at finde og medvirke i en subkultur, en stamme, typisk et neurosefælleskab, en overskuelig micro-verden, der ofte havde sit eget skyggeliv hvor personlige og lokale varianter ud fra en løs grund-template kunne marinere i årevis udenfor medielyset, modsat idag, hvor alle dumme ideer konstant bliver transmiteret og monetiseret.

I dag låner du bare en subkulkturs æstetik for at få reach. Altså… du klæder dig ikke ud for fællesskabets skyld. Du klæder dig ud for engagement-rates og nikker til det liv du drømmer om at leve – lige i dag.

I stedet for én identitet har vi mindst femten, der kan mixes samtidig:  mikroæstetikker, cosplay-mentalitet og curated personaer. Du er din egen stylists moodboard. I stedet for “jeg er goth” siger man nu “jeg leger lidt med en angelcore vibe i dag”. I stedet for “vi er imod systemet” siger vi: “jeg bruger sepiafilter og går med meshhandsker.” Der findes ikke noget udenfor opmærksomheds-økonomi-markedet.

9 essentielle looks

Inspiration: 

1. Cottagecore – Landlig romantik, vattæpper og rabarbergrød i blød sol. Ironisk?
2. Goblincore – Skovtrold-vibes. Mudder, svampe, lommer fulde af underlige sten.
3. Blokcore – Dansk betonjungle æstetik. Hætte over hovedet, joint, Hoodrich
4. Mobwife-core – Store solbriller, leopardprint og “jeg betaler ikke skat”-energi.
5. Slutty Nun-core – Kors om halsen, latex om kroppen. Kirke + OnlyFans. Sm.
6. Silliconcore – Kunstig intelligens møder plastikpoesi. Alt skinner, ingen mimik.
7. Sad Beige Toddlercore – jordfarvet skandinavisk barnelook i 2012. Hør og havregrød.
8. Post-divorce Dadcore – New Balance, grillhandsker, rødvins-snik-snak.
9. AI-Protagonist-core – Promtet main character vibe.
10. Digital Pilgrim-core – Techno-mystik, runer, starseed-vibes og krystaller
11. Doomer Techno Fairytale – Sort eyeliner + æstetiseret vampyr-verdensundergang. K.
12. Cronenberg Casual – rygsæk er formet som et organ. Body horror og matrix kåbe.
13. Flatpack Goth – IKEA-møbleret depression. Billig, pæn, knust, et med murene.
14. Feral Girl Autumn – Ikke “hot girl summer”. Mere: råb i skoven, bliv væk i 3 dage.
15. Corporate Burner-core – Tag på ayahuasca-retreat mellem to Zoom-møder i Patagonia.
16. EasyJetset-core – Aperol i solnedgangen, Reffen og rullekuffert.
17. Bobo artisan  – laver usælgelg kulturbras for forældrenes penge og dresser ned pga. skam.
18. Nepo-Kid Fake Slum-core – leger med muslimsk gangsterrap-æstetik og kører fars SUV.
19. Quiet Luxury – Cashmere, beige, ultra-dyrt og ekstremt kedeligt, paranoid men håber på at blive kidnappet.
20. Politikenlæsende Gamme-ung (aka Mormor-core) – strikker og poster meninger om Gaza og børneopdragelse, moralsk, god, udskammer alle, der ikke fatter den korrekte Østerbro-kode. Glædesløs.
21. Gorbcore – er overalt i Metroen – goretex, drømmer ubevist om at gå så langt ud i skoven at der ikke er mobildækning – frihed.
22. CBS Neo-Yuppie-core – Techvest, hvide sneakers og grøn matcha i hånden. Fuld woke-vibe men drømmer om at jobbe for Deloitte og lave en app, skjult Trumpist.
23. Posh Hooligan – Kombinerer UK-vibes, Stone Island, coke og tandbeskytter, men er i HK og prøver at networke på stadion, måske skabsbøsse, råber i kor som terapi.
24. Victor-core – Rolex,  Shamballa for at virke følsom, blazer og jeans. Fuzak.
25. Soy boy – hårbolle, gastrosexuel, peaker i den dyre bagerkø, børn som accesory.
26. Incel-core – pornhub kasket, atrapvåben, sort Fred Perry polo med gul kant
27. Gamer-core: sko der ligner rumskibe af bland-selv slik, energidrik
28. Diddy-core: store brandlogos, daterape fetish, smykker
29. Hunter-core: retrokonservativ, drømmer om at netværke royalt under jagt, tror på tickle down men prepper fordi de ved massserne kommer efter dem
30. Fake Metal: helt ny multi-logo cowboy vest, er på teambuildig med Nordea på Copenhell
31. Fitness techno: næsering og hakket krop, x-stripper på kanten af neo-trance.
32. Dit eget mix…?

Cosplay er subkulturens forcerede, mærkelige, kærlige, hyper-fanatiske fætter. Det handler ikke om modstand, men om indlevelse. Det er ikke anti-mainstream — det er super mainstream, i erkendelse af der ikke findes noget udenfor markedet – og alt allerede er prøvet. Det er nostalgi efter ritualer, passion og kroppen som lærred, nøje emuleret efter helt stramme forbilleder. Cosplayere er ikke i opposition — de lever i fiktive universer, ligesom de mest tossede fashionistas, men cosplayfolket ved det i det mindste.

Subkulturer, hvor man ligede det man lavede eller følte, er erstattet af et flyende identitetsmarked. En æstetik-økonomi. En performativ post-subkultur, hvor vi konstant producerer tegn — som ikke betyder noget som helst, men som ser godt ud på feedet. Subkultur er ikke længere noget, man er — det er noget, man gør, kortvarigt, til det næste like. Måske er det den eneste form for ironi, der er tilbage: at vi alle sammen cosplay’er som nogen der føler eller mener noget – ægte.

FILM: MODEUGEN

The post SUBKULTURERNES DØD? appeared first on BLAZAR.

Engang var metal noget mennesker dyrkede hele livet – metal var en tatovering – og et fravalg. Idag virker det mere – som alt andet – som et karneval, et mode, en attitude man leger med til en velkoreograferet gennembranded event i evig udvikling.En slags vrestling for voksne, hvor man ikke kan komme til skade, et karneval hvor selv aktiehandlere kan tage dagens uniform på og forsvinde i masserne – præcis som en fantrøje til en fodboldkamp, og nyde det frirum Copenhell er – hverdagen er sat ud af kraft – og vi kan få et pusterum fra skadinavisk design, politisk korrekthed, nymoralisme wellness og fitness og dyrke det uperfekte et sekund. Men metal er banalt set – som techno, gabber og D&B – en måde at cope med tabubelagte følelser – og erkende vi alle har tabt – og skal dø.  En slags træning til at overleve den moderne stress, en slags afladning igennem symbolsk rituel aktualisering af “det negative” – bare i tryg tegneserieform, et Disneyland for mennesker med fortrængt vrede. Det er nu engang nemmest at give sig hen til det helt tomme, eller måske at underkaste sig markedets menneskekværn og lære at nyde det, eller bare lade sig underholde?Professor i musikpsykologi William Forde Thompson mener metal forløser vrede, sorg og angst – ikke ved at fjerne følelserne eller tage stilling,  men ved at give dem krop, system og rytme. Når du står i moshpitten, får du lov at mærke alt det, du normalt pakker væk. Metal fungerer som et slags ydre kontroleret stormvejr der lynafleder det mere kaotiske indre stormvejr. Vi kan også læse metal som et symptom på det kapitalistiske realismes mørkeste skygge. Det larmer på forudsigelige måder, men udretter ingenting – metal er et “safe space” for systemgodkendt hygge-nihilisme.Måske er doom, black og drone metal mere ægte hauntologisk: en besværgelse af det tabte fremtidshåb, hvor støjen er klagesang over alt det, vi aldrig blev, alle de følelser vi aldrig havde, alle de vikingetogter vi aldrig var på, al den smerte vi har ved at fravælge egne behov for markedets gøgl. Klart der er et kæmpe marked for et fælleskabs-ritual i dagens hyperfragmenterede ensomhedskultur: alle kan være med, der er flad struktur og det er stort set umuligt at spille smart på Copenhell – der har spredt metal-palletten ud til også at indkludere røvballerock, big beat og 80er ikoner som Billy Idol. Alt andet end dakkedak, lå lå lå, trap og tiktok. 

Flashback: da rock blev for landligt, bluesy og hippie-agtigt i 1970erne – eller for studendikost og esoterisk og gemt bag volde af keyboards, concepter og lasere – der begge føltes virkelighedsfjerne og forældede efter Manson, Alamont, Vietnam og oliekrisen – opstod metal – der reelt bare var en tilbagevenden til Kinks og Who, til ren ungdommelig nihilisme og adrenalin. 

Ligesom med datidens opblomstrene Gru tegneserier, Rocky Horror, glam, knallertbander og gyserfilm kunne man så LEGE med bagsiden af idealismen og månelandningens kolaps, uden det reelt førte til andet end selvskade, hylende ører og spredt hærværk på vej til og fra Brøndbyhallens koncerter.Jeg var ikke så vild med sange om riddere og motorcykler fremført at mande-mænd i spandex med der gokker på træpikke mens de viner og slår med mankerne, jeg var mere til punk og senere industrial, da disse former var mindre formaterede, renere og mere artikulerede i deres analyse og kritik af systemsammenbrudet.

Metal blev – b.la via Kiss – til en slags wrestling. Metal mestrede dog – ligesom rap – både at være under og overgrund samtidig og har da udviklet sig. Selvom det minder om cosplay, er Copenhell stadig en god fest – prøv det!

SUBKULTURERNES DØD?

The post COPENHELL – mig og metal appeared first on BLAZAR.