Det kan godt være det er totalt sikker Gen X-smag, men jeg indrømmer jeg er Martin Scorsese-fan – selv hans dårligeste film (New York New York, Hugo) er interressante, og trods sine 80 år er mesteren i topform – via sin sædvanlige eminente personinstruktion og totale visuelle kontrol fortælles en tragisk og fortrængt syg – men sand – historie om mord på Indianerne i 1920erne – der virker mere helstøbt end hans forrige langtrukne “The Irishman”. (INGEN SPOILERS.)Denne gang får flotte Leonardo virkelig lov til at lave sine mest usympatiske ansigter – han ligner nærmest en ung forpint Nixon. Leo bliver endelig sat overfor  De Niro, der leverer varen, så jeg næsten glemmer alle de skodkomedier han har forplumret sit cv med – men de to stjerner er bare krymmel på toppen af et brilliant cast med fantastiske fjæs der understreger kontrasten mellem de indavlede onde dumme grådige hvide og de næsten zen-rolige indianere, der bliver så eftertrykkeligt røvrendt, så man nærmest efterlades med hvid skam.  Filmen er baseret på journalisten David Grann´s research-tunge non-fiktion bestseller, der så er blevet bearbejdet af Erik Roth (Insider, Forrest Gump, Dune etc.) og elegant klippet af Scorsese´s faste makker Thelma Schoonmaker, så hver frame er nøje afstemt med meget diskrete digitale effekter – ikke som i “The Irishman”, hvor De Niros dig-botox ansigt og hans stive gamle krop ikke passede sammen. Der er flotte kran og droneskud, ikke noget meta-post-moderne gøgl her, for det det er en western, og ja,  det går langsomt, ja, de gamle hanelefanter fylder meget – men får kamp til stregen af Lily Gladstone – og måske kunne et par at de ekstra ture rundt om juletræet være sparet i sidste akt – der som Oppenheimer lider under et greb jeg er mindre begejstret for generelt – retsals-dramaet – et rum der ofte leder mod et filmet hørespil, frem for en visuel fest – men pyt, alt spiller generelt her – selvom jeg kunne bruge mere tid på indersiden af indianer-kulturens zen-hjerner. Glæd dig til den eminete efterskrift – bare nyd det og lad dig rive med.

Jeg håber inderligt at forbløffede åndsfriske 80 årige Scorsese har gode læger, for han har tydeligvis masser af film i sig endnu. 206 minutter i statisk sædet til en film om moral, grådighed og pinlig Amerikansk historie er lang tid for et moderne menneske, men….bare se den på et stort lærred – eller lur den på Apple senere på året så du kan pause. Ked af jeg ikke har mere at brokke mig over.

The post KILLERS OF THE FLOWER MOON / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Bedstefædre i digital make-up i veteranbiler eller Scorsese´s definitive mafiafilm?

Skudt på 35mm på 117 locations, 319 scener på 209 minutter…pris $159 millioner…

Glem Sopranos og de andre copycats: De Niro leger med Al Pacino – for første gang siden halvfemer-krimien Heat: de ikke har været generte med at slide på deres legende-status ved at medvirke i muligt bras siden – men her renser spillerne tavlen ren igen og er tilbage i storform – Irishman er den definitive sidste mafiafilm, i forlængelse af de genre-definerende mesterværker Goodfellas og Casino, komplet med Joe Pesci, Harvey Keitel og en hær af andre fantastiske ansigter – der via makeup-magi følges fra ungdom til hospice – det var sidste chance for at filme dette hold, da spillerne skranter – også i virkeligheden.

Aksen i den overdådige visuelle fortælling er De Niro som den historiske figur Frank “The Irishman” Sheeran ( 1920 –  2003), der var krigsforbryder i Italien, hvorefter han bliver hyret af Bufalino mafiaen. De Niro kan bare det der med at gøre en ting, sige noget andet og ligne en der tænker noget tredie – uden at gøre særlig meget – og som altid forstår Scorsese at også denne stjernepsykopat identificerbar og menneskelig – her har selv de værste mennesker charme og/eller fascinationskraft. 

Det nye er at Netflix er producent (Scorsese har før lavet serierne Boardwalk Empire og Vinyl for HBO) – men heldigvis virker det ikke som Netflix´s datamining-algoritmer har påvirket den gamle mesterinstruktørs valg –  han giver den gas. Der er balletagtig grov grafisk vold, ingen kærlighedshistorier og med en længe på 3 en halv time…helt forventeligt, og ingen spor af  formulatisk populisme.

Den 77 årige mesterinstruktør har leget med CGI – vi er nået langt siden kviksølvmanden i Terminator 2 – her er  stjernerne er i 70erne, men forynges 40 år digitalt  – vi er endeligt nået punktet hvor video kan det samme som Photoshop har kmed stillbilleder i 20 år. Det levende billedes sidste rest af troværdighed som dokument lægges her i graven.

Der bliver også leget med dramaturgien – der skiftes tempo mange gange – sidste halvdel føles lidt tung – men måske er vores attentionspan simpelthen for skadet til så lang en film, måske var den tænkt som en serie? Nogle dialoger er meget lange, men jeg nyder dem alligevel, hej det er Scorsese og der er altid noget fantastisk tøj eller noget andet diskret visuel magi eller en krantur – alt underlagt fortællingen – man kan nyde. Han laver stadig mange virtuose kamerature i stedet for klip, og kan som få springe rundt i tid og sted uden at tabe tråden, eller få en voiceover til at virke, eller give personer farve med tilsyneladende ligegyldige detaljer. 

Filmen går ekstra tæt på bagsiden af USA´s historie, hvor mafiaen brugte Hoffa´s fagforening som bank, de har en finger med i den fallerede invasion i svinebugten og JFK´s død. Hans trademark  “gangsterisme som metafor for kapitalisme”-tema og meditationer over empati, venskab og tilgivelse får nyt ekstra liv her. 

Eneste anke – udover luksus-problemet med filmens længde – er Scorsese er faldet af på den med soundtracket. Det virker mere som periode-indikatorer end som kontrapunktisk krydderi, og det simple Ennio Morricone/Godfather inspirerede Robbie Robertson (The Band)  mundharpe/cello tema bliver pølser ud over hele filmen i tide og utide. Vennetjeneste, darling.

Jeg kunne ønske mig Scorsese lavede en film hvor han blandede det “gamle gangster hold” vi ser her, med “hans nye hold” – f.eks Leonardo, Daniel Day Lewis og Mark Walhberg- og gerne om noget nutidigt – F.eks Trumps vej til magten – det ville være en værdig opfølger til den sublime Wolf Of Wallstreet.

Selv de der hader gangsterfilm,  der mener de medvirkende er omvandrende klicheer må bukke sig for det massive mester-håndværk, da filmen heldigvis ikke føles som et remake eller et apendiks til tidligere succeser. Så ja – det er bare en ny omgang godt gammelt bras – men 1000 gange bedre end 99% af hvad du ellers spilder dit skærmliv på.

The Irishman har premiere den 21 november i biografen (anbefales) og den 27/11 på Netflix. 

PS: Og hvis du ikke kan vente, så kan du roligt se følgende Scorsese-mesterværker: Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976),Raging Bull (1980), Goodfellas (1990), Cape Fear (1991), Casino (1995), Gangs of New York (2002), The Aviator (2004), The Departed (2006), Shutter Island (2010), The Wolf of Wall Street (2013) – ok hvilken anden  instruktør har sådan et cv?! Håber han når at lave flere film.

The post THE IRISHMAN – Klassisk SCORSESE FILM appeared first on BLAZAR.