Hurra, endelig en roman der leger med mediemyterne om den magtkritiske Gonzo-gøgler, den fjerde statsmagt, den lille mands uafhængige vogter på jagt efter Watergate 2 eller den næste Danske Bank-skandale. Journalisterne driller reelt ikke magten — de er snarere magthavernes mediegøglere i det distraherende, underholdningsindustrielle kompleks, i en branche med flere dj’s end dansere, hvor selv en lille fodfejl kan sende dig direkte ned i prekariatet. Døgnet vælger at portrætere mentaliteten, der driver mediesoldaterne.

Journalisten Kristoffer Linds egne radioerfaringer danner grundlag for romanen, hvis hovedperson er en ung, mindeværdsmotiveret journalist fra Fyn, der mister sin uskyld på radioen, da han bliver offer for uendelige barnlige magtkampe om hierarkier blandt oppustede egoer. 

Helt klassisk bliver offeret selv bøddel, i takt med at det politiske pres udefra forværrer et i forvejen usundt miljø. Han tager en skalp og bliver anerkendt af bødlerne.

Der er ikke nogen reelle afsløringer, vilde trips eller pirrende sex her — ud over den slags, der foregår på de fleste mere jordnære arbejdspladser til en julefrokost. Genialt 24syv-stunt, en ballon på Kongens Nytorv af særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen.

Der, hvor romanen fungerer bedst, er i portrættet af den unge journalists moralske deroute, efter at han smittes af den medieseksuelle virus. Beskrivelsen af redaktionen er det, jeg vil kalde et panoptisk piratfiskebassin, hvor alle er drukvenner, men holder øje med hinanden, og hvor alle ser positioner frem for personer – og smider hinanden væk som brugte kondomer, hvis det kan betale sig, for at komme op i pyramidespillet. 

Radiostationen beskrives som en sekt — eller rettere et neurosefællesskab af narcissistiske børn, der har råd til at arbejde næsten gratis for ti minutter i i den vigtige mediesol. Kollegaerne, indholdet, gæsterne — ja, selve virkeligheden — er bare ligegyldige, plastiske drivmidler, så værten kan trampe sig op ad hierarkiet, med gæsterne som gidsler — for at bygge et brand, ensomme tosser kan bygge parasociale relationer igennem højttalere.

Cirkle jerk: respekt for romanens gratis markedsføring, der antyder at afsløre sex, drugs and rock’n’roll i det (selv)mytologiserede backstageområde omkring 24syv.  Det garanterer for masser af medietid med krænkelsesparate mediedarlings, Tordenskjolds tomme tønder og eks-medarbejdere, der lige vil markere, at de var til den åh så historiske fest med en blyant på en toiletdør. 

Journalister elsker som bekendt at lave historier om journalister og tale om, hvordan man taler om ting, så vi helt glemmer, hvad sagens kerne er. Mange af debattens krænkede — eller rettere: de krænkelsesparate — er selv rene menneskeædere, men når kritikken vendes mod medierne selv, har vi balladen — og dermed trafikken og salget. 

De, der ryger under bussen i bogen, har det nærmest som brand allerede at lege grænseoverskridende gen X’ere – for reelt er bogen ikke Kristoffer Linds definitive medieselvmord — for sjovt nok arbejder han stadig for de chefer, som han her kun kritiserer ganske blidt. Dog overrasker karaktermordet på en button-down-darling, som du selv må gætte, hvem er.

Nøgleromanens læseoplevelse skæmmes af det alt for store maskerede persongalleri — en grød af utydelige menneskebrands, hvor kun få bliver nærværende. Jeg bruger simpelthen for meget af min sikkert samspilsramte hjernekapacitet på at holde rede i de fjollede alter egoer. Oplevelsen hakker, og quiz-elementet skygger for indholdet, og skandalen udebliver. Forfatteren burde i næste oplag stå ved sit projekt og inkludere et appendix: en tabel med små biografier og billeder, for især læsere uden for medieboblen bliver sat af. 

Jeg savner en analyse af pengeflowet på radioen, konstruktionen mellem eksterne produktionsselskaber, cheferne og Berlingske — hele rammen om historien, Per Stigs had til P1 osv. Den systemiske og strukturelle analyse udebliver, ligesom indblik i det politiske magtspil, der lukkede radioen, dengang podcast, AI og influencere endnu ikke var dominerende.  

Om romanen overhovedet rager de civile borgere uden for medieboblen, må guderne vide.

Som gravskrift er Døgnet ikke definitiv. Som advarsel er den til gengæld præcis. Som  sladderfacitliste eller afslørende chok fungerer bogen ikke, det hele er ret tamt. Men hvis du har en ung i familien, der vil ind i mediebranchen eller være journalist, er det den perfekte gave til at justere forventningerne. 

Disclaimer: Jeg er ikke helt uvildig, da jeg havde talkshowet Mortens Aften på 24syv. Kulturafdelingen var en sjov Noas Ark af retrokonservative, generation Master Fatman og assorterede originaler. Jeg var den første, der sagde op på radioen, så jeg kender ikke forfatteren, der kom ind senere – men jeg ved Kristoffer Lind skal skrive flere bøger. 

Tak til 24SYV – 2010ernes KLOVN?

TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN

Morten´s podcasts

The post Døgnet – Radio24syvs endelige gravskrift? appeared first on BLAZAR.

The post TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN appeared first on BLAZAR.

Omkring årtusindskiftet skrev jeg en roman, EFTERFESTEN – her er et uddrag,  kapitlet Flashback – og en tekst om den oplevelse, først publiseret i Shæfter´s litteraturnummer kaldet Efter efterfesten.

Flashback

Tilbage i teenagetiden i midtfirserne tog B og jeg en del LSD, som vi huggede fra min kærestes psykolog-fars fryser i Ordrup. Gad ikke russisk roulette med gangster-gear, vi var dødtrætte af stoffer bare var noget med at være lam, cool, frisk eller stenet – eller at blive hjernedød via det organiske opløsningsmiddel alkohol. Vi ville videre. En fredag spiste vi tre doser flydende Sandoz-trips og fnisede,  det var den originale CIA-vare de havde brugt millarder på fra Frederiksberg Hospital, bedre end Albert Hoffmans LSD-frimærker. Vi vidste, at i den tilstand, der var på vej til at ramme os, måtte vi væk fra byen, så iført notesblok, diktafon, skræmmende præventive sorte bomberjakker og steelcap-boots jokkede vi Hareskoven tynd efter effekter.

Der er gået halvanden time, der sker ikke en skid, men for en sikkerheds skyld, så lad os lade bilen stå og tage toget hjem og lave noget techno. Alt virkede relativt normalt. Men da dørene lukkede og toget rullede, kiggede jeg på S-togs-kortet, og  kunne ikke genkende andet end en dirrende farvemos. Sæderne stod i 3D og jeg kunne visualisere spindemaskinen på den fabrik, der havde fremstillet dem, diverse tilhørende tegninger og dokumenter – ja selv designerens ansigt. Jeg så  rundt på mine medpassagerer og opdagede, at jeg kunne se deres dødsmasker, summen af livet i deres ansigter, konklusionen på livet i et snapshot fra dødslejet. Jeg stak hovedet ud af vinduet for at distrahere mig selv. I vinden udenfor togvognen hørte jeg summen af byens lyd nærme sig, jeg mærkede skinnesystemets rytmiske sammenhæng og endte så i et fugleperspektiv af hele tog-nettet højt over byen komplet med lavthængende skyer. B pludrede fjollet om at vi nok hellere måtte tage i Dyrehaven og slappe af, og jeg holdt krampagtigt et boblende grineflip tilbage, skræmt af skrækvisioner om lukkede afdelinger. Glimt af klinisk paranoia-panik styrter igennem hjernen uden bremser. Kigger de andre? Diskret ud af toget ved den grå Svanemølle med metalsmag i munden, som om jeg smagte mine plumper selv for første gang, genfødt i en ny krop. Jeg prøvede at drikke saft af et sugerør, men selv det skulle jeg genlære som en baby, så jeg hostede det lilla stads op på paronen, saften fangede lyset og reflekterede magisk. B pjattede og spiste klamme vingummier i et forsøg på at omfavne ondskaben og det syntetiske, mens jeg genvandt den sidste rest af ego. I Dyrehaven lavede vi åndedræts-yoga for at komme lidt ned mens vi skuede ud over et sært højtopløst knitrende hav. Skyerne tæskede forbi, min hånd var gennemsigtigt pulserende væv, træerne var personligheder, som vi byttede luft med, et øjeblik varede et helt liv. Jeg slapper af, trækker luften dybt ned i maven, benene snurrer, mellemkødet er et rødt nervebundt, videre til min orange reklamevom, op til gule solar, op til hjertets grønne luftsyntese, der transporterer boblende energi, op i adamsæblets lyseblå vibration til lyden af mantraet AUM, der stopper det sidste af den sproglige bevidsthedsknevren. Mine øjne indad op mod et blåt punkt over brynene indtil en slange af energi blæser op i det babybløde, violette hul i kraniets top, et kredsløb mellem det blå og det røvrøde bundchakra etableres, og jeg gennemlyses af hvid energi, kroppens og verdens grænse elimineres i et energibrag. Det var ikke bare noget hippieævl til at gøgle for damerne mere. Øjnene åbnes og skuer en himmel fyldt med sitrende ildfluer. Efter fem timers hjernetumult føles det som om jeg ejer drejebogen til alting, jeg ved hvad der skete minuttet før og hvad der skal ske om et øjeblik og om ti minutter. Vi så på to golfspillere, og spillet startede og sluttede samtidig. Skyerne kørte i timelapse over himlen. Vi var totalt trygge i verden, for vi viste hvad der skulle ske på forhånd, og havde adgang til den store kollektive harddisk. Zoom ind på en detalje, og alle data foldede sig ud. Vi endte ved en lille bæk i lilla twilight, hvor en bambi kom og drak. Jeg kunne flytte ind med det samme her. Jeg var hjemme. Vi tog på Dyrehavnsbakken, et sted jeg altid har undgået da det for mig altid har emmet af røvfuld og plastikbajere, og jeg turde for første gang prøve en stor ruin-rutschebane der lignede noget fra en gyserfilm fra 1930erne, som jeg altid havde været hunderæd for. Jeg fandt en Tempest-arkademaskine fra 1979 hvor jeg spillede en time for to kroner og slog alle rekorder. Igen var jeg foran det store kosmiske manus med flere minutter. Synd jeg ikke tænkte på at gå på casino eller børs. Alting var på det tidspunkt magisk simrende, meningsmættet men forudset, så vi tog i studiet. Der var ti kilometer ned til guitarstrengene, så vi endte med at nulre med en 808-trommemaskine, SH-101-synth og nogle ekko-effekter, der havde en utrolig plasticitet og fysisk effekt. Det var der andre der gjorde i 1986 uden vi viste noget om det. Acid house music. Vi viste først hvor vi var landet da vi vågnede næste dag, med nyt mod på livet. LSD er ikke cool underholdning. Det er et alvorligt værktøj. Der var ingen hallucinationer, kun sanseforstærkninger og aflæring af vor kulturs bevisthedskodex, kun klarheden var tilbage. Vi var som babyer uden filter og vismænd på samme tid. Det ændrede vores liv. Hvor munke bruger et liv på at nå op på bjerget, havde vi taget elevatoren, men det giver lidt propper i ørerne, og man har ikke lavet en klar sti med reb. Jeg røg tilbage til trippet hver gang jeg lavede åndedrætsyoga eller røg pot i de mange år, hvor jeg nossede rundt i et sansecirkus, renset for dødsangst, kernen i al angst – og dermed renset for traditionelle ambitioner og værdisæt.

DISCLAIMER: Nu jeg sidder og genlæser korrekturen, sitrer det igen, og jeg får lyst til måske 30 spidse nøgenhatte i en park med slukket telefon. Jeg er også nød til at sige dette ikke er et eksempel til efterfølgelse, den ene mands medicin er den anden mands gift. 

KØB BOGEN HER.

Efter Efterfesten (først publiseret i Shæfter´s litteraturnummer).

Shæfer-redaktør List har med kort varsel ønsket at få nogle sider med minureflekterede, uironiske anti-meta-mening om affyringen af min debutroman “Efterfesten”. Lidt af en navlepiller-mission, så jeg skyder den til lige før deadline, ranter og raver og hakker ind, hvad diktafonen gemte:

“At skabe cd´er, events, magasiner og film er det tætteste på en mande-fødsel, jeg har prøvet, men romanmediet har sine særegne komplikationer. Jeg er ordblind og læser mest i badekarret, men begyndte at skrive lidt, og blev så kontaktet af en forlægger, der ville have en bog a la filmen “Kids” om lesbiske i provinsen, der SMS´er på E. Det ved jeg ikke noget om, men jeg forstod, hvad han sigtede mod, og fik klippet mig en blotter-nutidsroman for at ruske robotterne. Fiktion er jo et af de få steder, hvor det er forventet at lyve – ligesom overfor skattevæsnet og i CV´er, og hvis man ikke pumper skinken, bliver det tit kedeligt. Lalleglad troede jeg, vi boede i Europas klit, EU´s tolerante Christiania, men jeg blev klogere, da min lille bog om tidstypen Janus Warm´s excesser ramte forbrugerne. En udbredt misforståelse var, at dette var første bind af min selvbiografi – jeg indrømmer blankt, jeg har haft hænderne i mudderet i stedet for at læse litteratur, og der er da visse paralleller til virkelige hændelser omkring årtusindskiftet. Men efter reaktionen at dømme er de åbenbart nærmest universelle: At udkomme var som at være til KKK-møde og rive kutten af og opdage, man er sort. Som såkaldt multikunstner har jeg altid været mistænkt af lønmodtagere og liberalister, kun nødtvungent accepteret  som en subkultur-kautionist, en field nigger, en coolspotter, en sart avantgardist, en provo-klovn. Glem at pisse folk af med at tjene obskøne beløb på lal, at kneppe dine venners ømme x´er og små søskende, at være en arrogant knarket smartass, der altid kommer ud på toppen. Hvis du virkelig vil vække folks harme, så skriv en samtidsroman. Jeg scorede en uintentionel emotionel fuldtræffer: Et meget udbredt fænomen var, at folk fra bogens miljøer narcissistisk projicerede sig ind i romanens figurer og blev pissesure… De har ingen forståelse for fiktion – de lever åbenbart i den og tror, at jeg er dokumentarist. Det blev alvor: Dødstruslerne drønede telefonisk med sure projektions-tossers hyleri om, at “vi kører rundt med et tæskehold, din psykopat” (gemt til evig tid på svarer og harddisk). “Dumhed er farlig,” sagde min legionær-ven, “men ring, hvis der kommer blod ned af ryggen.” Så psykoanalyserede jeg først opponenterne i dialog; så henviste jeg altid til de relevante paragraffer og henledte truerens opmærksomhed på, at man kan få op til 2 år for trusler og op til 16 år for div. vold… Og at de skal passe på, de ikke sender nogle lejesvende, da al videre modgang vil blive takseret på deres kappe. København er for lille til det pjat, og min erfaring er, at karmaloven virker…De sidder og kukkelurer i Thailand uden pas og penge pt..  Men trods alt respekt til truerne for at være ærlige, mere end man kan sige om det pæne, tamme – åh så trendy – borgerværn, kindkysserne og rygklapperne, medievampyrerne, der altid lige skal nasse på ens karisma, konneksions og kusse og have det sidste nye ord fra gaden med hjem fra én uden kredit før deadline; de ville pludselig ikke røre mit produkt med enfremmed mands pik på en stang på nettet. Jeg var en trussel mod den nyborgerlighed, der er ved at gøre Tisvilde til Hornbæk, og der bandlyser kritisk bevidsthed. De før så vilde bekendte havde for travlt med at fyre deres talenter af på køkkener, tøj, mad, retro, æstetik og formalisme, i disse for vor verden så svære, men fantastiske tider. De er låst inde i livsstilsfængslet, angste over, at de ikke kan gå i gult tøj de næste 2 år, angste for de ikke kan skride fra kæreste og job uden at miste deres neo-yuppie-props, og angst over en komisk roman. Jeg er normalt ekstremt mediesky, men min agent insisterede på, at jeg skulle tale med DR2 og desværre også BT´s “Kun for Kvinder”-tillæg – alle ved, det er en angstspreder! – så jeg mødte naivt op med en båndoptager på et konditori og aftalte fuld korekturret. Jeg skrev så de værste ting ud og ringede og checkede og alt var smukt – indtil min feminist-moder ringer og siger, at jeg udtaler, at “Kvinder er nogle stoddere” i megabold med et junkieportræt på grå baggrund over hele 3 sider. BT sagde undskyld og henviste til, at der havde være “netproblemer”. BT: Så sker der noget…skidt. Kort tid efter lavede en café latte-journalist overskriften “Copenhagen Psycho” efter, at jeg nægtede at “løbe en tur sammen midt om natten på Holmen” eller tage hende til “VIP fester”. Så blev jeg blev kimet ned af politi-stikker-journalister, der troede, “Efterfesten” var dokumentar og tilbød mig at blive “den faste mandlige Suzanne Brøgger”. Så ringede de store reklame-kunstdirektører og deres bagmænd, dem, der bruger 3 måneder på at lave 15 sekunders film til tissepausen. De ville suge min hjerne, men fandt hurtigt ud af, at jeg ville være en forhindring i den store La Crème-bureau-Big Brother-borg, hvor der kun spekuleres i at gøre os endnu mere usikre og dumme, så vi køber endnu mere unødvendigt bras. Men de er søde, og min røv står altid på vid gab for dem. Og så kom anmeldelserne, der jo er nødvendige for at fange litteraternes interesse. Men de fleste anmeldere er ikke ligefrem hedonister og har ondt i røven over dillettanter, der kommer ind fra sidelinien og har det sjovt. Avisanmelderne er kulturens dørmænd, og at få opmærksomheden fra den største spærreballon er en okkult kunst, jeg ikke forstår mig på. København er et karneval: Se ud som en receptionsluder og pling, så har du et PR-firma. Se ud som en trækkerdreng og pling, så har du etmodeblad. Se ud som Anders Lund Madsen og pling, så ender du på bagsiden af Ekstra Bladet. I forretningsverdenen køber man en yacht før succesen for at feste for at tiltrække investorer. I boglimbo samler man derimod ydmygt sit flaskeskib, rejser et sejl af sit cv, iført et eller andet visuelt gimmick for at brande sig selv. Som forfatter blander man sig sjældent efter kulturkampen; man indtager sin gamle, velkendte plads som rødvins-voyeur. Forfatterne sidder med den naive forventning om, at verden vil blive forandret ved udgivelsesdatoen; en forventning, der siden afløses af glæden ved at se sin sprogvirus lave langsomme ringe i vandet. Der var engang, før nutidens angst-tidsånd, hvor det var smart at være kreativ og forholde sig til alting, at have talent, humor og indsigt. I dag bliver mennesker, der rent faktisk besidder sådanne kvaliteter, stemplet som selvfede krukker, og deres plads fyldes i stedet ud af stand-up komikere, reality-ofre, børne tv-værter, stylister, modekokke og alle mulige andre, der er kendte for at være kendte, og har et talent for at ramme den laveste fællesnævner klokkerent. Kultur og politik er blevet udskiftet med livsstil, der sælger flere annoncer end holdninger gør. Man køber som bekendt ikke bare medierne, man bliver også solgt til annoncørerne. Bøger er et statussymbol og bruges som en hvileplads i en kirke. Læsningen er ofte en bøn om overskuelighed og sammenhæng, eller – som så mange andre steder i øjeblikket – bare rent følelsesmuseum. Hvis masserne skal have samtids-flimmer, vil de have det elektronisk, ikke på papir. DJ-scenen havde, på trods af min anciennitet, ondt under hørebøfferne over, at der var nogen der havde tilladt sig at sætte ord på deres tekstløse nirvana af 12″-vinyljonglering, impotensfremmende stoffer og sjældne sponsor-gummisko. Ravegenerationen læser slet ikke bøger, og de boglæsere, de er tilbage, vil i hvert fald ikke læse om en fest, de ikke selv var inviteret med til. For udenforstående ser det umiddelbart ud til, at det vigtigste for alle forfattere er enten at blive forstået eller misforstået. Alle tror af uransagelige grunde, de laver kassen, men det forfattere i virkeligheden vil have er fisse. Helst en dyr muse med et moderkompleks, der forsørger én, så man kan droppe de pinlige jobs og give sig hen til den fede forfatterrolle. Men pas på sirenesangen: Ligesom golddiggere findes der også minddiggere, kvindelige kulturgroupier, der lokker dig hjem med Havana Club-shots plus det løse og river dig rundt til gammelt Kraftwerk til du opdager din bog på natbordet. Nasty, men et godt gokkebillede til plejehjemmet. Det siges at skrive romaner giver udødelighed, men nu kan man spare op til noget DNA-gear, der forlænger ens liv bedre end Botox – det er ikke for afrikanere, så det er noget med at skrive en bestseller. Jeg gider/tør ikke. Og udødelighed, hvem gider have nogen til at sladre omsig efter ens død? Husk i øvrigt at forfattere ikke har venner; de omgås sjældent andre forfattere og er altid rynkede og under mistanke. De skaber – ligesom psykologer – en utryghed for at blive gennemskuet og udstillet. De er socialt radioaktive. Det er svært at leve alene på det enorme egoboost, det giver at signere bøger eller at blive hyldet på nettet. Så husk at være sød ved din lokale forfatter – han har det sikkert hårdt. Når det sjove – at skrive bogen – og det mindre sjove, at redigere den, er overstået, kommer der en mere ekstrovert bonusrunde: Markedsføringen. Coveret på min bog bestod af ca. 200 billeder af folk jeg kender. Mange af de medvirkende fik en bog for tjenesten, men enkelte brokkede sig alligevel: Et frimærkestort billede sammen med 200 andre på coveret  af en bog er slemt for krukker, der er glade for at være i Se & Hør eller alle mulige tomme modeblade eller for at stå i G-streng på forsiden af M! for riskiks og cola. Så fik jeg en tusse til plakater, der blev revet ned af rasende flaplæsere, og selv læseeksemplarer i solide kæder blev stjålet. Dømt på bogens cover. Jeg ønskede blot at få romanen ud til dem, der selv går til efterfester, så jeg designede nogle små cola-breve med logo indeni og smed dem på toiletter og klubber. Folk blev bare skuffede, når de åbnede brevene og fandt en tekst i stedet for stoffer, og skuffelse er ikke en god start på et forhold, så jeg fik nogle forskellige cola-entrepreneurer til at pakke deres pulver i mine små reklamer i tusindvis, således, at når brugeren skrabede brevet for det sidste taletalkum, dukkede min reklame op. Jeg burde have et Guldkorn for det. Ude på Bogmessen i Forum fattede de ikke dén med colapakkerne  (så spar jeres drugwipes til toilettjek på redaktionslokaler, Børsen, Folketinget og politistationerne). På messen travede hovedsageligt kvinder mellem 40 og 70 andægtigt rundt i gåsegang i et monolitisk landskab i en ud-af-kroppen-oplevelse og ventede dirrende spændte på Johannes Møllehave og noget andet, de kunne læse 10 sider af før de faldt i søvn. Jeg laver andre ting, før jeg sover. Og nu da jeg er erklæret for Københavns fineste hærger, fortsætter jeg så min research? Er jeg stadig til alle festerne med en taxa udenfor, en sexoholiker med lommer som en slikbutik? Et spændende aspekt af at skrive er, at situationer, man har beskrevet, pludselig opleves som en genudsendelse. Summen af laster er ikke konstant, men selvfølgelig skal der være plads til et tilbagefald, vi skal alle til rolllator-rave engang. Men efter “Efterfesten” er mit fokus skiftet. Nu står den på ond meditation, musik og at dyrke klichéen om at se skønheden i det banale. Jeg er dykket tilbage i skøn anonymitet, har fået redigering, agent, studie og kæreste, og den store fest starter kl. 08 hver morgen, hvor alt har åbent, og folk er lidt mere klare i hovederne. Og bare rolig, nye sprogvira gærer i kælderen, og måske vil jeg prøve at skrive om, hvordan jeg kunne tænke mig, at tingene så ud,en magisk utopi kontra bare at beskrive det nuværende. Der er nok at tage fat på, og ingen har tid til pis, bortset fra borgerværnet. Det er god terapi at skrive, bedre end så meget andet gøgl – man formulerer ting og bliver færdige med dem og får ryddet op i verden. Sundt. Bøger virker stadig! Jeg kan anbefale det varmt. Alle har en roman i sig, så skriv selv en bog!

The post FLASHBACK – fra romanen EFTERFESTEN appeared first on BLAZAR.

Vammens seneste bog TILT er profetisk sci-fi – Vammen skriver forfriskende uhæmmet og skyder på alt – og især sig selv – i evig jagt efter at demaskere og bevisthedsudvidde.

Flashback: omkring millenium debuterede Morten Vammen med romanen Efterfesten. Dengang var han kendt for at være techno-pioner, kultur-kværn og klub-ikon – romanen “Efterfesten” brugte disse erfaringer og inviterede indenfor i ellers lukkede miljøers mentalitet. Senere lavede han en række dokumentarfilm der kritisk hyldede de skæve subkulturers originaler – sendt via DR & senere transmitteret i talkshow-form på 24syv.

Så forsvandt Vammen fra rampelyset – tog en tør bagmands-vindjakke på og fik et barn på diskrete Frederiksberg, hvorfra han styrer  Sofarave media – ud over at agere consigliere for en bred vifte klienter. Han påstår tid er vigtigere end penge, eller som han siger:  “mere nærvær – mindre instagram, den der lever stille lever godt”.

Peter Smith har talt med ham over zoom:
Hvor har du været? Du var overalt, alle modeshows, klubåbninger, koncerter & ferniseringer…der var rygter om du havde en tvillinge-dobbeltgænger. Du var Københavns førsteelsker, pendlende mellem over og undergrund – DR,  smagsdommeri, reklame, talkshows på TV2 og 24syv og artikler i alt fra Information til Euroman…men så var du pludselig væk…hvad skete der? Tja, det endte med jeg tog direkte fra en 2 dages fest til et tv-studie med publikum og Peter Madsen fra EB og Monte-Carlo-drengene og tævede dem i en quiz om SoMe. På vej hjem tænkte jeg – hvad fanden laver jeg der? Det er så langt fra mine idealer at spilde min tid på at spilde andres tid. “Så sagde jeg mit show på 24syv op. Jeg sad hele tiden i en taxa og sov for lidt ,  jeg var ved at blive en mediesexuel kliche. Jeg tjente obskøne penge nemt og var små-berømt lokalt et øjeblik, men det gjorde intet for mig, så jeg droppede ud, lavede kun det jeg havde lyst til, rejste lidt rundt, lavede videokunst, passede mig selv, nød anonymiteten og fik en skøn datter – men nu er jeg tilbage fra den skønne børne-ørkenen med de nye bud – en tidsåndsdiagnose, Tilt.”Hvad inspirerede dig til at skrive denne bog? “Nogen måtte påpege den skøre udvikling – eller rettere afvikling som samfundet er igang med – samfundet føles som et stof vi er afhænge af – men er holdt op med at virke. Det føles virkelig som om vi lever i Roms sidste dage – på tærsklen af noget nyt – måske en kold AI verden styret af kapitalfonde, måske noget mere utopisk & euforisk. Det handler om at gøre smerten og det dysfunktionelle til poetisk humor så vi kan komme videre – at finde visions-rummet der vibrerer mellem postmoderne fis og neo-modernistisk alvor…haha.”

Hvem var indblandet? “Procesen startede med en instruktør-ven bad mig om at udvikle et manuskript med udspring i hvordan vrede er tabu og hvordan småborgerlig social kontrol er blevet meget subtil, men omfavner alt. Jeg var også interesseret i om oprør er muligt idag, nu markedet og det digitale omfavner alt.”“Samtidig fik Gyldendal mig ind i et længere krimi-udviklingsforløb, der var desillusionerede, Gyldendal var blevet et sted hvor man får ghostwriter-journalister til at interviewe svømmere med mange instagram-følgere for at  smide dem afklædte på bog-covers nede i Føtex så de måske kan komme under juletræerne. Redaktørerne var meget bange for krænkelse – og meget forhippede på tidens sikre stil – og  bange for mine eksperimenter. Jeg fandt andre kanaler – men det er svært at trænge igennem – underligt nok får man kun medie-opmærksomhed – og dermed salg – hvis man udkommer på de store kanaler og helst rammer en allerede accepteret agenda og format – eller laver noget om mad. Det er lidt skræmmende hvordan nettet skubber alle de små med gode intentioner bag i køen frem for mere profitdrevne produkter fra de store.”Hvem er din målgruppe for denne bog? “Argh, målgrupper. Jeg har fredet Tilt fra den slags tanker, det er et fristed – jeg bilder mig ind målgruppen er mig selv, da det er ville være en illusion at tro jeg kan vide hvad andre tænker – og storhedsvandvid at tro jeg ved hvad læserne har brug for. Tilt er som en målsøgende drone – den rammer få centrale mål, den er en virus eller en kult og skaber ambassadører organisk – så indholdet multipliceres nedad i pyramiden.”

Hvordan researchede du til denne bog? “Jeg har bare fundet minder – bogen er en mosaik af rigtige historier og personer jeg kan ringe til. Men klart jeg har lavet lidt undersøgelser af/med droner.”
Hvad var den største udfordring, du stod over for, mens du skrev ? “Tilt foregår i en nær fremtid, men pludselig indhentede fremtiden nutiden. Jeg måtte f.eks arbejde et post-corona perspektiv ind – og gøre Irma til Meny. Det er svært at skrive fiktion i dag, da virkeligheden overgår fiktionen – specielt efter Trump følte jeg det accelererede, men ingen taler om konsekvenserne teknologisk, psykologisk og økonomisk. Tilt er ikke en rebus med en facitliste, det er mere en rorschach test, et spejl eller et trance-skabende beat – hvor man selv laver sin melodi inde i hovedet – og måske får belyst – og måske afmonteret – den usynlige kontrolmaskine der præger alt.”

ANMELDELSE HERHvordan mener du, at Tilt passer ind i det nuværende litterære landskab? “Jeg prøver IKKE at blive inspireret af andre forfattere, kun af virkeligheden. Det lyder måske arrogant, men jeg aner intet om “den nuværende litterære landskab”. Dansk kultur virker som en lille pæn indspist virkelighedsfjern klub styret af formidlere, hattedamer og redaktører der klipper og barberer hinanden og leger dørmænd. Hvis du er udenfor den kulturklubben er der måske ytringsfrihed til at shitposte og sende brevduer og flaskepost og male graffiti – men du har reelt ingen chance for at blive hørt – med mindre du har en masse penge til at fyre af på net-reklamer. For stamina, pasticher, pænhed, nostalgi, penge og netværk vinder over talent – det gælder også for musik og kunst – de fleste kunstnere jeg kender med succes bruger mere tid på ansøgninger og samler-middage end at skabe.”Udviklede du dig, da du skrev Tilt? “Kontrasten mellem mit liv før og efter jeg blev far, at blive forældre reaktiverer jo ens egen barndom, så selvom bogen minder om sci-fi rummer den jo en slags tilbageblik – tid er jo ikke lineær, fremtiden er også et genbesøg i fortiden.”

Du har generøst smidt mange klip fra romanen online – hvad er ideen? “Jeg vil gerne give folk et tankevækkende grin – så jeg har serveret en masse småbidder – men hvis du vil have hele overblikket må man købe bogen.”

Gode reaktioner? “Ja, en vintage-samler-ven skrev han følte sig så ramt af bogen at han ville have et citat tatoveret – så var der straks en anden læser der tilbød at tatovere et kapitel – i valgfri font – gratis!  Bogen er allerede kult, kører mund til mund,  jeg har ikke brugt en øre på reklame og er blevet ignoreret af de gamle medier –  sikkert fordi der er meget konfliktstof i bogen til de tør tage et standpunkt.”

Kan du fortælle os om andre projekter, du arbejder på i øjeblikket? “Jeg er igang med den næste bog, en novellesamling – og en antologi med det bedste fra blazar.dk – og så skal TILT oversættes og laves i en ikke-coffetable udgave. Den næste bog bliver noget helt andet, Tilt er den sidste roman jeg laver uden AI – så nyd stavefejlene – stavefejl er det nye jazz. Der skal også laves flere film, podcasts og mere musik – og der skal tjenes penge. Plus jeg er begyndt at genbesøge mine gamle universer og oaser.”

Hvad vil du råde aspirerende forfattere til? “Alle har en roman gemt indeni – skriv den for sjov – eller fordi du har noget du skal af med – ikke for fame eller penge – find den indre nødvendighed og glæde og lad det være motivatoren. Lad være at vente på inspiration eller lave overspring, start om morgenen og få en daglig rutine. Skriv korte tekster, måske noveller, og lav så en rækkefølge, så vil der dannes en struktur, eller en perlekæde. Det er for kompliceret at starte med at lave en 500 siders roman fra starten. Kom igang, det er sundt.”

Peter Smith

TILT – VAMMENS NYE ROMAN

The post MORTEN VAMMEN – EFTER EFTERFESTEN – interview appeared first on BLAZAR.

Jeg gik gennem en vidunderlig by fyldt med festivals, foodie-fetishisme, spandex-sportsparader og alskens gøgl, folket vimsede  rundt som påfugle på et samlebånd, struttende af sundhed med 9000   kr´s telefoner og øko-microøl i silkebløde hænder, mens bascykler blæste rædsom shubiduask mave-danskhall overalt og spyttende human beatboxer-wiggere på dværg-trick-cykler i fake Raybans – som pot allerede var rigtig legalt. Generation hest i pastel Ralph Lauren blæste på hestebedøvelse, Øregårds fineste – og dem der prøvede at ligne – cruisede hujende i ring i lejede hvide limousiner,, touristerne  guffede græshoppe-parfais på Noma og knalde verdens lykkeligste indentitetssøgnede ariere næsten gratis. Kønnene havde byttet roller og der blev flirtet som var vi på et stort udendørs latino-diskotek lige før orgiet, og i aftensolen var det som om hele hverdagens kede virkelighedsboble var ligemeget, forældet, passé, som om fornuften og nydelsen endelig havde sejret og nu stod flot og nyopladet med mening og energi. Det hele gik underligt nok den rigtige vej her i EU´s eget Christiana, moder tysklands klit, hvor selv de mest marginale avantgarde-ideer havde et støtte-krykke-liv det var en virkelig en ny guldalder i overflødighedshornet København, som var det Rom´s sidste søde dage.

Jeg dumpede Nils i nat , han var ikke til pænt brug for tiden Jeg er småsnalret efter en fisse-fimset fernisering, hvor kuratorer demonstrede kulturstøtte er smart, for så kan man bare støtte en æstetisk udstilling om betonghettoer eller droner, for at trylle reele problemer om til “grænsevoerskridende” og “politisk” underholdning – der max rev som en tur i et spøgelsestog. 

Mine hjerne flød over med løgn så som en hund der søger sine gamle pis-spor var jeg endt på en klassisk bar hvor jeg før havde haft vellykkede kontroltab, hvor en ældre herre iført en afronaut på hans datters alder vinkede mig ned i audiens. 

Hans tweedjakke minder mig om bestyrelses-jazz, jeg gættede på han var i byen for at score på sin lighed med en liderlig far i en populær Netflix serie – og for at promenere med sit nye balsamskæg.…med extentions? Efter indledende høfligheder nåede jeg fantasiløst til det klassiske sagsbehandler spørgsmål: “hvad laver du for tiden? 

Han svarede lydløst ved at tage en sirligt printet seddel op af sin noget slidte tegnedreng af det fineste muldvarpeskind. På den ene side stod der “Flaneur” med en ordbogsforklaring, på den anden side stod der “Hedonist”. Helt rutineret havde han alibiet parat til situationer som denne, og jeg smagte efter om han virkelig var tilfældig havnet i min private fredags-film, eller var en slags færgemand eller måske et orakel, om dette var en slags personlig crossroad, om det var et tegn ovenfra.

 Jeg stak ham lidt glitrende taletalkum og en kraftig klæbende kitchy white russian, kastede ordet “tidsånd”, og bingo det startede et cut-up verbal-væveri fremført i den gyldne tone megalomane tourette barfolk intonerer, lige før promillen får dem til at mumle – den klassiske enetale om “den store sammenhæng”. 

“Jeg mærker simren i krystalkuglen, det der blomstrer i kanterne af samfundsboblen, der brister snart.

Det er svært at beskrive “det nye” via et sprog så devalueret og forvasket som sproget er idag. Måske er “det nye” ikke et dialektisk “enten/eller” men et “både/og”, da samfundet som bekendt er et væv af asynkrone bobler der skubber mod og med hinanden. Lad mig prøve at byde på opløftende metoder til at komme videre ud af samtidens ukvikke kviksand: Nutidens let deprime Digi-post-post-modernisme“ vs. Det unavngivne nye. “

Det duftende fyrtårn eller rettere fyrfadslys fortsatte eksalteret med kaskader af syrligt-bitre gamle travere smykket af glimt af lys – mens jeg noterede mig juxeboxen var erstattet af en spotify playlist med retro-eurodance, EDM, trap og 80er hår-metal med keyboards og reklamerjingler. Jeg sommer ind igen:

“Vi er i et vakuum, verden blev ren overflade efter at have begået excel-mord på alle andre utopier end uendelig vækst, de store idealer er opløst i post-postmodernismens retrofuturistiske uendelige musehjul. Selv internettet er blevet et stort spørgeskema, der minder om konspirationsteoretikernes gamle yndling Echelon, de sociale medier er blevet hvermands realityshow hvor vi vogter hinanden i et panoptikon-fængsel – et frivilligt overvågningssamfund. På arbejdspladserne er der dømt forandringsledelse, der skabte mere usikkerhed, uempati og rotteræs for at vi kan lave “mere til flere for mindre”….og drabet på den kritiske bevidsthed er fuldført, efter genierne var flygtet eller kvalt med middelklasseværdier….for hvem tør lave ballade hvis de kan miste deres kartoffelrækkehus?  Cheferne og konerne ved du er presset og udnytter det, venskaber blev netværk og alle har brune næser af stress. Tidens simple historier er angst, misundelse, krænkelse og sex – og den såkaldte ”kreative klasse” kunne maximalt udkæmpe misundelige livsstilskrige eller lukrere på den yngre generations søgen og usikkerhed ved at hipsterficere og udnytte dem som forbruges-avantgarde-stigfindere til dekandent markedsoppiskning. Den eneste handling der er tilbage er handel, mennesket var blevet en lunken flad papskydeskive der umætteligt smykke sig med brands, historier og mennesker for igen at fremstå som et attraktivt brand selv, andre brands så kunne jage ned, før den endelige mega-merger. Alt for at undgå den angstfyldte hylende tomhedsangst indeni. Tidens overordnede dianogse er vel narcissistisk borderline med afasi?”

Jeg måbede…var han ved at diktere en lufthavns-bog-basker? Jeg ville have hans egen historie lidt skarpere: “hvor er du selv?”

“For 2 år siden sagde jeg op fra mit højprofilerede mediejob, efter jeg naivt troede mine chefer havde format til at tåle at jeg sparkede opad, ikke nedad….men det er stadig chain of command-SM. Jeg sagde op, livet er for kort til samlebånd og mavesår…men som hævn for den skade cheferne mente jeg havde forvoldt på deres sarte menneske-brands da jeg kaldte deres bluff, søsatte de en løgnagtig virus om min ulydige natur, der gjorde mig radioaktiv og brødløs, slut med at være frække meningsmættede badegæst, der ikke må overnatte af fare for konen knepper dig. Først var jeg en fjer i en redaktørs hat, så blev jeg tømt og skrottet. I medietoppen vinder dem der udviser mindst empati og lyver bedst. Tryghed og netværk frem for talent. Så jeg ramte bundlaget i dagens medieøkonomi,  der hobbyister og lever af likes i en pengeløs opmærksomhedsøkonomi. Alle os små garage Kubricks uden netværk og stor platform, der ikke kan regne spillet ud, der sidder og spytter småværker ud i det sorte hul online som en ludoman med en enarmet tyveknægt – på overførsel, for mellemlaget af vilde uafhængige freelance cowboys er udslettet og erstattet af rige folks lydige børn.”

Jeg fedter med telefonerne under bordet – Nils kimer konstant, Xenia er alt for stille. Han ævler videre:

“Efter en brat flad overgang lærte jeg at heldigvis nyde ikke at sidde søvnløs i nyt Storm-tøj i en taxa og boble mellem to branche-incest-fester og fedtspille i baghånd, men at gå rundt på brune ris og tale og mærke mennesker, ikke historier. Droppede at være kunstner, den rolle er somen selvbrandende hus-neger der skal legitimere en KKK slagtefest, et tidsrøveri, eskapisme. Jeg kunne ikke stå inde for det mere. Kultur er blevet en hobby-kompensation for for identitetssvage intellektuelt mindreværdige borgere, der gerne vil eksludere masserne diskret med god smag. Myten om kunstneren vedligeholdes kun fordi vi er nød til at tro på social mobilitet, eneren, orginalen, tossen. Den naive myte om kunstneren er blevet en liberal helt.“

Han tændte en ækel pensionistisk cigaril i slowmotion, der sikkert dampede af berejst boheme for resten af baren. Den stank af  bridgeblanndings-ætsede gebisser i glas. Han forstsatte enetalen, og jeg blev mest hængene pga.  En yderst symetrisk dame der sendte lange liderlige øjne selvom hun var fanget i et minefelt af cockblockere som en gokketartelet. Promillen steg:

“Hvad vil der ske hvis jeg dropper ud, tænkte jeg – modsat alle andre, der prøver at regne den ud? Jeg blev som en Jesus i ørkenen, en blå sadhu, der prøvede at blive god til bare at være. For hvad sker der når jeg slukker de to motorer der driver os, opmærksomhed og penge? Hvordan oplever jeg tidsånden, når jeg er udenfor min egen kulturelle spejlskov, sat fri som en debil stiv instinktstyret abekat? Min tid er blevet vigtigere end mit brand-selvbillede og mine småpenge. Alt det gamle virkede uvirkeligt, undtagen kroppens signaler. Så slut med stressen, der kommer af konstant krisetænkning, der udløser depression og dermed tryghedssøgende retro-konservatisme. Vi overlever jo ligegyldigt hvad her i i-landene, i hvert fald de næste 30 år. Ingen kan alligevel vinde ræset om forsiden i tidens umættelige misbrug, og man kan aldrig blive set, anerkendt eller rig nok anyway. Hvis du sidder på yachten drømmer du umætteligt om en privat-jet. Du kan aldrig blive for klog, feteret, tynd eller ung. Du er dømt til at tabe spillet, og denne evige usikkerhed mades, så du arbejder hårdere for at forbruge mere. Men giv dog op, sluk, drop ud.  Det er som stoffer der ikke kan gøre dig høj mere.”

Sikke et taleflip…en lapset voyeur-vampyr med fiskeøjne der levede af at mime finkultur til forstæderne sneg sig ind og prøvede at sætte sig indenfor hørevide, men blev hvæset væk af tweedfyren:

“Vig bort blanke karmanassere, skriv om jer selv, fodbold, mad! Spot dem der lever det liv i ikke tør leve selv , skrid ned til en patetisk reception og spil undergrund med jer….mimere!”  

De mumlede paf om de også skulle videre til en Magasin-fest eller et eller andet der ikke rigtig fandtes mere og gik over for bytte noget rygklapperi for en streg hos en konfus ekspedient i fashionista-sweatshoppen. Ævlehovedet rettede teatralsk på kraven og fortsatte sit foredrag:

“Krisen holdes konstant, og det hjælper ikke at sidde på hænderne og vente på kasino-kapitalens næste rytmiske 7 års lunge-opsving. De ved der er penge i at spare og rense ud, de rige bliver rigere, og du – der sandsynligvis er i-lands skrantende middelklasse – risikerer at ende som posemand hvis du ikke knokler og går hvad der bliver sagt, for vismændene i Cepos har regnet ud der kun er brug for 2/3 af arbejdsstyrken, og den sidste magtesløse 1/3 spredes nu i udkanten på vågeblus og holdes sultne, passive og dumme med piller, pasta, tv og billig sprut. Det er derfor hæren træner borgerkrig, for der er tabere nok til at tage politiet ud. Dette skræmmebillede holder så resten af arbejdsstyrken på tæerne i en evig stoledans om guldkalven, i virksomheder baseret på stamtræ af kompromiser, idioter der kun tør ansætte større idioter. Se bare journalistik der er blevet ren PR, hvor folk knokler helt ukritisk og næsten gratis, fordi man har mange ledige. Så nu er tid til at handle, og ikke bare vente på lotto-telefonen ringer eller livet går igang for alvor – de unge ved ikke hvad et sabbatår  eller en chillum er mere. Så ind på CBS, få et job som juicedreng, bliv Influencer og træn – men hold dine svagheder for dig selv, eller kræng dem ud som M&Ms eller hvad han hedder. Det sen-moderne “det ligemeget´s” indbyggede nihilisme, hvor alle store fortællingers og utopier dør resulterer jo i konsumerismens og markedets totale grådige penetration gennem alle samfunds mentale, sociale og økonomiske rum – det  gør os ikke glade – det er ikke rart at se verden gennem et Excel-ark, og en ny iphone gør os ikke glade mere. Dating der er som jobsamtaler dur ikke, position er ikke personlighed. Lige meget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er grundfortællingen den samme – en higen efter opmærksomhed og penge – selv om nettet har erstattet vores hukommelses historieskrivning. But the thrill is gone. Den der dør med mest legetøj i kisten har ikke nødvendigvis vundet. Det er måske “praktisk” og “strategisk”, men hvordan FØLES det lige nu? Hvis vi ser på samfunds-teateret som et stof eller en medicin mod den menneskelige smerte, lindrer det da stadig lidt, men løser ikke vores fundamentale sult efter mening og fremdrift. Spillet eksisterer kun fordi det regenererer sig selv og alle alternativer dødfødtes fra start pga. den store usynlige rammefortælling, markedet. Vi ser revner i systemet overalt, fra hooliganisme, fattigdom og misbrug til tidens kunstværker, der er reducerede til skårknuseri, visuelle møbler, pasticher, identitets-talismen eller blot investering og skatteundragelse.”

Hvad fanden ved han om skat, tænkte jeg – han var tydeligvis et boomer-produkt af 70erne og en velstand, der ikke fandtes mere. “Flaneur” min bare røv – forestillede mig en hel forsømt børnehave på gule plader med hans næse, der havde kostet en børnehave i druk. Han fremstod tom og dekodet og min restløshed rejste sig som en kriller i understellet, men facit-fars afronaut fangede lyset på en måde der fik mig til at tænke på Grace Jones greatest hits, den blå. Jeg var forbandet og tryllebundet, men initiativlabil:

“Mode er blevet modellen, der altid  har lånt fra og været misundelig på kunst og kultur, men kultur bliver i stigende grad skabt og markedsført som mode, da dette vækster markedet, men desværre fjerner det visionære, personlige, utopiske, kritiske fra kunsten. Moden har smittet alt andet med sin hule udvendighed og troløse uautentiske omskiftelighed.”

Min yndlings barperson har vådt hår, da han lige har badet nøgen i havnen. Nu sætter han en laksemad foran mig, selvom han ikke har restaurationsbevilling. “Du ser sulten ud”. Tweed-Torben kører videre:

“Debatten i medierne er reduceret til ren Robinson mellem mediemenneske-brands med munddiarré, der repræsenterer div. interesse og målgrupper. Så selv her i verdens lykkeligste og rigeste lande – ifølge magasiner du ikke køber, men hvor du sælges til annoncører – er vi ikke glade, vi har rekord i misbrug, selvmord osv. Vi har mindre sex og tager mere medicin. Vi lever ikke i en oplysningstid, men en afviklingstid, en udrensningstid. Vi får at vide vi kan alt – vi er alle curlingbørn teoretisk – men vi tør ikke noget eller kan finde på noget selv, og gør det der er planen, vi køber andres lukrative drømme i mangel på egen visionær kraft.”

Touché. Han kørte virkelig sig selv af mens vi bællede det organiske opløsningsmiddel alkohol –  så vi alle blev lige og limet sammen som  krybdyrhjerner. Han er bagud med modgiften – der efter såret under hans næse at dømme var klippet med ormekur – så han vraltede på toilettet udenom en bande Bloodz i EA-sweatshirts og vente tilbage som en selvtilfreds sne-ugle, der tudede videre:

“Lad os vende udviklingen ved at slukke for støjen, mærke os selv og hinanden igen og tage kontrol. For systemet virker ikke, vores tro på demokrati, fædreland, familie, kirke og medier er meget lille men da ingen byder ind med et alternativ fortsætter det som en genudsendelse af Matador eller 1864, vi er som narkomaner, der stikker igen og igen for at holde det ud – uden at blive høje mere. Vi fortrænger os selv og hinanden via det underholdnings-industrielle kompleks. Medierne laver burgermad, noget alle kan spise for minderne og placebo, men ingen reelt fordøjer ordenligt eller får næring af – kulhydrat, ikke protein. Det er regnearkspiloterne og mellemlederne, der er de nye “kreative”, og vi andre skal bare samle sættet til den bedste pris med mindst muligt brok. Brede for alle, ikke dybde, alt gøres til underholdning der skal sælge annoncer, ikke værktøj til at leve – selv i de reklamefri medier ser man denne models slagskygge.”

“Hvis jeg var redaktør ville jeg også bare fyre den dinosaurus, der ikke er andet end retorisk ballade for sin egen skyld..han har ingen løsninger, det er bare brok for opmærksomhed..”…hviskede ådselsæderen i baren, da jeg hentede en bakke shots på regning mere…han så ud som en der havde gatecrashed en lancier-fest, han var avanceret fra at leve af at knække kort fra anal-bedække forsømte kostskolepiger og skaffe ofre til de onde egendomsmægleres fisseklub – til at blogge som en slags ironisk borgerlig kulturrevser. Han købte lidt likes på facebook, og fandt så en masse fans, der også følte sig svigtet af 68erne. Han ville ikke ned ved profetens bord, thi han ledte efter en ungmø så han kunne spare taxaen hjem. Jeg satte mig tilbage.

“Net-nuet har afløst en kontinuerlig historieskrivning, især er alt efter cirka 1996 er klar til at blive nutidigt nu ved et klik, ud over de traditionelle 3 og 20 års retrobølger. Men hvad blev der af fremtiden? Troen på den forsvandt med Manson, Vietnam, Watergate, oliekrisen og det afbrudte rumprogram, der samlede verden i et et øjeblik. I det digitale domæne er det ikke “enten/eller” men “og/plus”. Vi har alt i bredden, men ikke tid til at fordybes, vi har digital ADHD. Vores attentionspan reduceres, vi hester rundt i andres datamining-maneger som umættelige angste koffein-pacmen, vi driver musehjulet rundt i det der kom efter it-samfundet, konkurence-samfundet. Datamining leder desværre til den “mere til flest muligt for mindst muligt” – laveste fællesnævner tankegang, der dræber det naturlige kaos, der altid har drevet evolutionen og skabt de nye spændende mutationer, der giver historisk fremdrift. Det var tilfældigt da man opfandt LSD og pencilin.”

Ved profetens balsamskæg for en dystopisk smøre….jeg må afbryde: “hov hvad med de sociale medier, de har da forvredet magtpositionerne?” Han lignede en der havde taget en bid af en hund  og svarer let nedladende:

“Vi ser os selv som microbrands der lever via digitale dukkehuse i krig om penge og opmærksomhed med andre menneske-brands. Vi er alle kritik-angste like-hunters iført ja-hatte. Vores masker bliver vores ansigter, vores venner blot badges på vores jakker, der understøtter vores brand, vores forbrug fortæller historien om hvem vi er for at distrahere fra hvordan vi reelt ikke har meget at sige eller gøre mere. Venskaber er blevet netværk, hvad kan du bytte med? Slut med spændende mennesker fra andre boldgader og segmenter, slut at spilde tid med defekte velduftende gamle klassekamerater, i de lukrative alliancers tid. Ligemeget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er den strukturelle grundfortælling den samme – en higen efter opmærksomhed og penge. Vi ser endda os selv som produkter på hylderne i livets supermarked, hvilket afføder et overdrevent fokus på indpakning – og sikkert også anoreksi. Idag er narcisisme er ikke mere en dianogse, men bare normalt. Og neurosefælleskaber bliver forbrugsfælleskaber. Men alt den angst om ikke at høre til, ikke at være med, ikke at blive set osv. er vel bag sløret dødsangst, grund-angsten for det eneste ukendte men uigenkaldeligt sikre i denne verden. Folk har frosset deres lig ned siden 1960erne, men en bedre metode til at overvinde denne angst er at relativere egoet. At erkende vi eksisterer på mange planer, og vores ego ikke er os, og vi ikke bare er isolerede øer, men verden er i os og er os og omvendt. Selvom historiens hastighed føles enorm, og vi hjernevaskes til hele tiden at føle vi ikke er helt med, samtidig med vi ikke kan huske hvad politikerne lovede os før valget i sidste uge. Tilsyneladende sker der en masse, men reelt er det bare kamelæon-agtige fremtrædelsesformer af de samme grundudfordringer vi altid har haft: mad, bolig, kærlighed, arbejde, ejendomsret og søgen efter følelsen af mening. Der er hele tiden nye krige, mere uklare end nogensinde, men er det ikke reelt den samme krig? Follow the money. Der er mere og mere ulighed, men stammer den ikke fra de samme systemfejl? Ville det ikke være billigere at KØBE “fjende-landene” end at smadre dem på lang sigt? Vi kunnne have givet alle Afghanere 10000 kr. om måneden for prinsen på krigen – måske skulle vi have kastet iphones med fri porno ned i stedet for drone-bomber, måske skulle vi have blandet extacy og viagra i deres drikkevand i stedet for at waterboarde dem? Nu er der mere og mere ulykke og forvirring, men stammer den ikke fra markedskræfter der lukrerer på netop dette for at skabe nye behov og dele for at herske? Verden er mere simpel og mindre kaotisk hvis man ser funktionerne bag “nyhederne”, der mere og mere vil fremstå som angstfyldte gentagelser. “

Mit ego krævede jeg afbrød hans ordflom, så jeg sparkede inspireret ind med et “Hov er du neo-marxist?” 

Han lavede blot en monstermaske med sit rosinfjæs, flot patineret af flaneurlivets uendelige forlystelsessyge glædesjagt…men umuligt at trænge igennem den usynlige telefonbox af næsvis snusfornuft:

“Verden er styret af de samme ideer og mennesketyper hele tiden, og de ændrer kun status quo når det kan virkelig kan betale sig. Hvis der er nogen der mener noget virkeligt vigtigt, minder det om en charity bar lavet mere som druk-undskyldning og skatteunddragelse, end som et reelt forsøg på at samle ind. Nettet får os til at tro tiden er en uendelig toiletrulle af nyt, hvor identiske posteringer skubber andre ufærdige debatter og posteringer ned. Vi lever i en tid der forveksler postproduktion med produktion, retro med inspiration, remixing med komposition, omtale med journalistik, sampling med opfindelser. Vi har fokuseret på DJen, stylisten, kuratoren, værten, skuespilleren, modellen, masken, ikke indholdet, ideen eller den skabende hjerne bag det. Eller værre, generalisten, eller mediebrandpersonen, der tror det er en nyhed de bare møder op: jeg så en video forleden om en medieperson, der mente vores liv var så kort han skulle fortælle om han var blevet for gammel til at kravle over hegn og at han nød at gå i suits. Videoen var spild af alles liv. Folk gider det mere. For hvor er forfatteren, forskeren, iværksætteren, geniet, tossen, dem der kan fortælle os noget der kan få os videre?”

Han kiggede sig brat rundt, og nikkede til en Lone Kellermand-lignene matrone og nogle meget professionelle bartendere der prøvede at holde fri. Han lignede mere og mere en smeltet pudr-Pierrot i det hårde lys fra den gryende morgen udenfor, men fortsatte lidt skingert, mest for  – og til – sig selv:

“Retro er fjenden, der får os til at glemme vi har magten selv og lever i fremtiden, men retro er en tryghedskabende markedsstyret mekaniske der dræber fremtiden. Jeg savner dengang futurisme var mere end ideen om hvad den ny iphone kan. Ligesom engang musik var soundtrack til en potentiel fremtid, et sonisk orakel, ikke en danseserie i en musikvideo fyldt med produkter. Engang lavede musik nye metale og sociale rum, i stedet for bare at give genkendelighedens retro-rush fra en mtv-koreografi. Den ironiske retro-strategi er en helgardering, så hvis man fejler i sine valg er det “for sjov”. Derfor er vi altid på det vindene hold. Til gengæld er alt forlorent og angstfyldt. Og den der faker og lyver bedst har vundet. Derfor er alt muligt, men inden for rammerne af et meget enkelt altgennemtrængende men usynligt net af kontrol, defineret af markedet. Alt oprør, kreativt og konkret, kan gøres til livsstil eller vendes til systemets fordel.”

OK jeg går hjem og læser de der romaner igen, der handler om man bare skal høre disco og lave mad og grine af alle der prøver noget andet end lønarbejde, eller måske  blæser jeg bare knoppen af.

“Tag normcore som eksempel: en morsom anti-mode-leg om at droppe ud og bare købe det mest kedelige kedelige normale supermarkedstøj, et koncept inspireret af modens fallit (mode er det nye porno, bladene er røget fra kaffebordet ned under sengen i skam, ingen tør tale om “vigtige sko” mere). Normcore var oprindeligt et koncept der handler om at efter vi har mestret at se individuelle ud (indenfor en meget begrænset reguleret palette, bevares), er det tid til at omfavne det normale, (ideen er taget fra overvågnings-angste aktivister der blender ind klædt anonymt som tourister) hvis vi ellers hviler nok i os selv til at turde droppe ud af den kunstige dekadente og uøkologisk  image-økonomi. Normcore er måske det mest radikale der er sket indenfor beklædning siden punk, men straks tages den originale kerneide – der blot påpeger at de fleste normale mennesker allerede mener mode er noget dekadent pjat for usikre frisører der forurener verden – og forvasker den til…godt gættet….endnu en gren på hipsterismen, bare endnu en liste af musthaves. Generations-klicheen hipster er som bekendt bare en superforbruger, der blot har udskiftet storcenteret for et loppemarked, i angst for at face sin egen banalitet og afmagt distraherer han sig selv med samlermani og konsumræs, “det du kan lide kunne jeg måske lide i går…” indtil man drives til at samle det pureste bras for at have noget fake konsum-identitet for sig selv. Funktionen er den samme som suits der stræber efter den nye Mercedes, som balsam-skæg der stræber efter den nye Mac/fixie/pille/vinyl eller hvad det nu er de kan “individualisere” sig med og give et kort sus af mening denne uge. “

En blazerfyr fra et callcenter og en selvskabstømmer blev smidt ud da han ikke måtte medbringe en obskøn 6 liters flaske med blåt lys i bunden. Rockpudlen og fetish-musketeren fes forbi i periferien, på jagt efter nogen de kunne bruge som wc. Et par ens flaskedrenge med gule og blå trøjer boxede på trappen ved udgangen. 

Jeg var mæt, facit-manden var jo en del af problemet, ikke af løsningen…han var tydeligvis en false flag operation, en fake-alternativ spindoktor sat til at demotivere de sidste rebelsegmenter på denne dødsstjerne, jeg havde lyst til at lave et medlidenhedsdrab på rosinfjæset, der måske var mit spejl, så jeg råbte: “hvad fanden skal vi gøre?” hvorefter han promte hoppede op på bordet og fortsatte ordflommen, nu med visuel bonus i form af nogle defekte børnevoksne fagter der skal indikere anciennitet kun måske boogie-Prebens ånd ville kunne afkode – og værdsætte:

“Der efterlyses en ny form for aktivisme: gadekamp giver bare mere angst i medierne, flere penge til kontrolsystemet, der så belastes af rebeller i stedet for at løse de virkelig samfundstruende problemer. Selv politiske røvere bliver kaldt terrorister.  Anarki betyder ikke selvstændighed, men hærværk nu. Måske er netaktivisme og boykots fremtiden, måske skal vi bare være mere opmærksom på alt vi siger, køber og gør påvirker en helhed, der igen påvirker os- for at nulstille “det ligemeget”. Vi skal genlære at mærke friheden ved at tage ansvar, i stedet for at lade samfundsmaskinen køre det for os på EU-autopilot – efter vi har stemt på nuancer af lyseblå-rødt hver 4 år. Det er dig der bestemmer hvis du orker og tør. At turde drømme fremtiden uden grænser igen….din egen fremtid, ikke en serie i et livsstilsmagasin. Du er hvad du gør og især hvad du føler, ikke hvad du køber, eller hvad du har samlet sammen til et “menneskebrand”. Alt er blevet reality, selv virkeligheden, og vi er angste for at bleve stemt ude. Brug 5 min. morgen og aften dagligt på at meditere over hvordan du vil leve hvis det KUN var dig det handlede om, med hvem du ville arbejde, med hvad, og hvor du ville bo og hvad du ville spise i en ultimativ ikke-ydrestyret verden uden regler. Slut med at skide i bukserne for at holde varmen, hvis vi alle øver os dagligt, kan vi måske generobre utopien, følelserne og fremtiden?”

Min iPhones batteri kørte  fladt, mine ører mættede og afronauten sov sin skønhedssøvn som et lille egern i sofaen, mit kødkompas stod ikke længere på hærg,  så jeg sagde pænt farvel til profeten med balsamskæget på den brune bar, helt tummelumsk af ord – mumlede han skulle “overveje politik eller standup” hvorefter han snappy kviterede med “EN PROFET ER ALDRIG AKTET I SIT HJEMLAND  -ELLER SIN SAMTID”…bartenderen rev i ham, thi hans regning var blevet ganske gravid under seancen. 

Udenfor på gaden sloges mågerne om de pizzarester, breezer-bøverterne fra forstæderne brækkede op.  Jeg overvejede at copy/paste en masse enstavelses sms´er til de piger jeg kun elsker (med) når jeg er fuld. Min cykel var scoret, så jeg vraltede i den førerløse Metro, hvor alle stationer ser ens ud. Hjemme hos Nils smed jeg mit røgfyldte tøj direkte i vaskemaskinen, bællede en liter vand og tapede ruderne til med sorte sække, aflyste et møde og slukkede så dimserne.

Uddrag af min anden roman, arbejdstitel: “Efter efterfesten/Nachspiel/Skrivekrampe”.

Læs Vammens tidsåndsanalyse fra DRY her.

The post Novelle: På bar med facit-manden. appeared first on BLAZAR.