rip Archives - BLAZAR

Martin Hall – RIP

BLAZAR — Tue, 04 Aug 2026 16:19:08 +0000

Jeg oplever, at Martin Halls hovedværk ikke var en bestemt plade, bog eller forestilling. Det var Martin Hall, attituden, silhuetten, myten og insisteren på, at et menneske kunne forme hele sit liv som kunst.Martin Hall er død i sin seng, kun 63 år. Det klør i mig; jeg har hørt Ballet Mecaniques stærke debut hele dagen – den er fuldt på højde med Wire eller Pop Group og burde være en international post-punk-klassiker, der har transporteret mig tilbage til dengang musik betød noget.

Martins exit er desvære endnu et tegn på, at generation X fader ud i bakspejlet nu. Sort Sol spiller på Det Kongelige Teater, Lars Hug hygger sig og Lars von Trier er syg…og oprøret er blevet kulturarv og pensum.

Nu brander mange sig med en nekrolog som da Jørgen Leth døde, selvom det ikke er menneskeligt muligt at overskue eller finde en tråd i de flyttekasser med værker, som Martin producerede. Her er mit forsøg:

FLASHBACK; Engang vrimlede indre by med originaler, ikke den slags uniformerede performative uniforme online-kloner vi ser i dag, men bare et sammenrend af mennesker, der uden skærmhjælp bar deres hjerte uden på tøjet og udviklede deres ydre stil og indre liv i eget tempo.

Især i sidegaderne omkring Strøget opførte den brogede skare deres private flanørteater, der virkelig strittede ud i en næsten modemæssigt DDR-agtig by, der ellers var domineret af post-hippie jeans, håndværkertøj og suits. Som musikken havde tøjet betydning dengang, og nogle gange skulle vi løbe for livet fra rakkere i hvide træsko, Bispebjerg bokseklub, uropatruljen eller Bullshit-psykopaterne.

MIN INDRE BY – FØR & NU

Nogle var det, man senere vil kalde autentiske modeikoner, f.eks. Lars Top (Sods/Sort Sol) perfektionerede sin egen gotiske glampunk-uniform, der blev kopieret af mange og stadig er under udvikling.

POST PUNK KØBENHAVN

Joy Division var store og dyrkedes af en hær af frustrerede unge mænd i lange, gamle overfrakker med fedtet kostskolesideskilning og undercut, der flirtede med Crowley, Nietzsche, Burroughs, Kierkegaard, Céline og et let fascistisk look, der var godt til at pisse alle af og virkede som aktiv prævention.

En stak ud fra flokken, den unge smukke Martin Hall – der toppede alles look med plusfours, knæstrømper, fedtet tilbageskrabet kanariehår, kappeagtig duffelcoat, asketisk skjorte med kinakrave og pancake – et mix af vandringsmand, den enfoldige morder, asketisk boheme og Bowies Low-cover gjort levende som flanør midt i den københavnske middelmådighed – som postpunkens svar på Frederiksbergs Marquis de Sade.

MARTIN HAll LIVE HER

I Rockmaskinen, Saltlageret, i besatte huse, på gallerier og i Odd Fellow Palæet satte han den på det tidspunkt stærkt stagnerende punkscene på plads med koncerter, der ofte var koordinerede ambitiøse multimedie-performances med højt til loftet. Jeg har aldrig været vild med Martins inderlige sangstemme, men Martin kunne spille alt, selv violin – hvilket var ret unikt på scenen dengang – og når Hall spillede med Before eller Sods/Sort Sol, trak han musikken væk fra den sædvanlige punkrock og ind i et mere teatralsk, dissonant og europæisk rum.

Han blev en slags guru for mange og er det sikkert stadig. Desværre oplevede jeg ham som et usikkert og neurotisk offstage – det var jeg sandsynligvis også.

Dette paradisiske ur-postpunk-miljø jagtede den næste nye ting, den næste provokation, den næste lyd, den nye ide – men tiltrak desværre en rockere, kedelige copycats og det sneede med speed og senere heroin.

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

Martin fandt også legendariske sidemen som Morten Versner (rip), Martin Krogh (rip) og Henrik Møllb (rip) og producerede en lind strøm af fanzines, kassettebånd og vinyl under en vifte af navne – klart inspireret af Roxy Music, Pop Group, David Sylvian, New Order, Bowie, Throbbing Gristle, PTV, ACR og senere Brel og Scott Walker – pyt med det, dansk kultur har altid været en gang oversættelser, og med så godt et mix kunne Hall ikke gå helt galt i byen. Der kom en lind strøm af manifester, som scenen brugte som inspiration, selvom de også grinede af den pretentiøse stil.

VENDEPUNKTET: Hall rykkede over på kunstscenen og blev clean via Emin Foundation, en esoterisk syntese fra 1970’erne: Gurdjieff og Ouspensky som metodisk grundstamme, Steiner og teosofien som åndeligt udviklingsbillede, nyplatonismen som kosmisk arkitektur og New Age-kulturen som ramme for øvelser, personlig transformation og alternative erkendelsesformer med base på Sønder Boulevard. Emin Foundation helbredte ikke Halls behov for en ophøjet rolle. Den gav rollen et nyt sprog.

Farvel punk, farvel til hedonisme – goddag til disciplin og synthesizers og trommemaskinen, så han slap for øvelokalernes sorte huller. Totalt i sync med New Orders udvikling, men uden det store gennembrud, for Hall var en enhjørning i dengang monokulturelle Danmark, men manglede hooks og branche-backup. I Danmark lignede han et fremmedlegeme. I udlandet risikerede han at ligne en særligt ambitiøs elev af allerede etablerede forbilleder.

På det tidspunkt mistede Hall fascinationskraften i min optik, måske fordi den nye genstart via den spæde EBM/Acid/Techno/Hiphop – sampleren, kærligheden og svampene – bare gjorde hele postpunk-universet irrelevant.

Efter 90ernes postmoderne og metamoderne gøgl er Halls mix af essentiel alvor, klassisk europæisk kultur, righoldige metalag og manisk produktion desværre sjældent i dag i et kulturliv overtaget af formidlere, nepokids, tomme stiltyve og meme-gøglere.

I dag forventes kunstnere at kunne forklare værket, næsten før det er skabt. Institutionerne belønner netværk, genkendelige diskurser og kommunikerbare identiteter. Sociale medier gør personaen obligatorisk, men samtidig mere ensartet. Referencer kan identificeres på få sekunder og mister deres mystik. Den tavse, ophøjede dandy er vanskelig at opretholde, når alle skal poste, forklare og være tilgængelige.

Så ingen overtog Martin Hall. For øvelsens skyld har jeg delt rollen op i fire mindre og mere tidssvarende funktioner:

Halls greb blev kopieret, og han blev efterhånden overhalet i det opmærksomhedsøkonomiske mainstream-ræs. Frøken Nielsen – senere Madame Nielsen – gjorde noget beslægtet med identitet og persona, men langt mere risikabelt. Claus Beck-Nielsen lod figuren invadere selve livet, kroppen og offentligheden. Nielsens identitet kunne bryde sammen; Halls flanerende dandyrolle begyndte at virke gammeldags.

Blackman havde til gengæld noget af det, Hall manglede: ægte nepo overklassefilms, onliners med gennemslagskraft, humor, lummerhed, social sadisme og dermed adgang til almindeligt pølle-fjernsyn. Han kunne simulere camp, sofistikeret og selvbevidst uden at det krævede, at publikum havde læst Huysmans kontra kvikkere Martin Hall, der skulle etablere sin betydning men talte volapyk. Blackman kunne bare træde ind i rummet og imitere samme arketype, men så EB´s læsere også klikkede. Hall skulle hele tiden demonstrere sin betydning. Blackman kunne få betydningen til at ligne en medfødt egenskab uden at have andet end lidt jazztrommer.

Esben Weile Kjær minder om den unge Hall som æstetisk institutionsfigur: mode, klubkultur, popreferencer, performance, branding og samtidens kunstverden, men hvor Hall ville være europæisk dekadent, er Weile Kjær global kunstmesse-pop lavet til samlere og kuratorer fra Gen X der vil være unge, men sidder fast i et gammelt nummer af The Face.

Tobias Rahim har selvmytologiseringen, poesien, kroppen, sårbarheden og den omhyggeligt konstruerede offentlige figur. Men han er næsten anti-Hall: folkelig, følelsesdirekte, erotisk, global og fællesskabsorienteret. Hall skabte afstand; Rahim skaber identifikation med sårbarheden.

Så spring på, der er en ledig plads – vi mangler mennesker, der mener det, tror på kultur kan forandre verden og insisterer på at være renesancemennesker.

Måske var det derfor, hans død kradser ekstra. Ikke fordi jeg elskede alle værkerne, men fordi han tilhørte en tid, hvor vi stadig troede, at et menneske kunne opfinde sig selv så konsekvent, at verden var nødt til at følge med.

Senere mødte jeg heldigvis mødte jeg den mere modne Hall igen via Henrik Møll: han var langt mere afslappet, tryg og mestrede den morsomme ping-pong – han gik stadig i enorm overfrakke om sommeren, men jeg fornemmede, at han ikke mere følte, at han skulle bevise noget eller berettige sin eksistens, at han faktisk kunne lægge masken og bare jamme, som var vi knægte foran Gry Records før stofferne og myterne accelererede. Han har udgivet røven ud af bukserne på alt og alle i Danmark, og var ikke længere gidsel i sit hovedværk – Martin Hall.

Klub BARBUE – dødvandet mellem postpunk & prototechno

The post Martin Hall – RIP appeared first on BLAZAR.

PHASE 5 RIP

BLAZAR — Mon, 11 May 2026 15:44:27 +0000

NEKROLOG: København har mistet en af sine store kulturambassadører, sammenkoblere og mixmestre – Henrik Marquart – aka bl.a. DJ Phase 5 og DJ Don’t Care… kært barn har mange navne. Han er død uden forgående sygdom – alt for tidligt – af en blodprop i hjertet, kun 59.

Jeg mødte storgrinende Henrik, der altid boblede af slang, anekdoter og insiderviden, i det vanvittige post-punk-gadekryds mellem skate/graffiti/breakdance/electro & rap – før det blev en vare, norm og en kliché.

Rent geografisk mødtes vi i bermudatrekanten mellem Storkespringvandets rullere, Stadens tåge, pladebutikkernes larm og Nygade Bios spillemaskiner. Huset var også et spot på ruten, hvor hans søster og far regerede – jeg kendte allerede hans mytologiske onkel Frank fra Gammeltorv-scenen.

Dengang krævede det nerve, karakter og originalitet at begå sig i en uformateret subkultur, der ikke bare var en tutorial på nettet med tilhørende webshop, men hårdt optjent erfaring og research.Jeg er ikke læge, men hvis man kan kæderyge som Henrik – og stadig holde hans tempo, så har man ADHD + høj IQ, og det var en fornøjelse, når han hackede virkeligheden med sit grin.Vi kan undre os over, hvorfor en sort marginaliseret halvkriminel subkultur rammer unge hvide relativt privilegerede middelklassebørn i København? Kedsomheden, restløsheden, oprøret og manglen på muligheder på egne præmisser. Hiphoppens magi fortryllede byen, gjorde hverdagen værdig og gjorde de medvirkende til superhelte.

Om natten mødtes vi bag mixere på Nice, Blue Note, Umatic, Spliffer, Barbue, Fever, Nasa og hvad det ellers altsammen hed – de samme få basdrenge, der rodede med datidens primitive trommemaskiner og købte specialimporterede 12″ fra NYC, der forstod, at pladespilleren kunne bruges som instrument.Henrik var iskold (DJ Don’t Care) – han gik metodisk til gulvet, spillede ukendte, fremtidige hits med en times mellemrum i forskellige mix, til folk nynnede dem på vej ud af klubben. Han forstod at spille soul for kvinderne, men kastede de helt hardcore rap-ting ind som kontrast, så det ikke blev for tamt. Ejeren elskede ham; baren var åben to timer længere, når Henrik spillede.

En Phase 5-ur-scene: en nat i Umatic-kælderen; stedet blev drevet af et broget hold, der stillede op for Konservative, samlede raceheste og senere blev taget med en båd med seks ton hash, rekord.

Først spillede Joakim et jamaicansk inspireret sæt: vi drak Bossa Juice med mango og røg pollen-Nepal, Out of Control dansede, én hiver et glasskår ud af hovedet efter et headspin. Susan Kamil sidder som en indisk Grace Jones og holder hof. Ansigter fra Pladsen, Graf-drengene, Staden, Jamaica, Libanon, Agami-brødrene, Pisserenden og Bernadotteskolen – et mini-FN – danser til OPP, UMC og EPMD. Ingen smartasses, ingen vold. Sonny Typhoon cutter den op, så toner Phase frem.Alle lyddrenge vidste, at “Fight the Power” var det hotteste både i streetdance-kredse og i Brooklyn, men Henrik teaser os hele natten med småbidder af andre PE-bangers, så Snaps “The Power”, så Chill Rob G’s original af “The Power”, så Trouble Funk-breaket, PE bruger. Han væver en opadgående spiral af signaler, til han til sidst smider bomben, rummet eksploderer, og alle danser på væggen til efter lukketid.

Fever i Boltens gård var nok klimakset, en dansk udgave af Tunnel i NYC. Det var en sjov, inkluderende tid, et præ-ekko af al den streetkultur, der ramte mainstream senere i 90’erne.I studiet var der heller ingen regler. Henrik var ikke typen, der fedtede med hihats i dagevis eller gemte hemmelige tricks. Han mærkede sig frem, pumpede bunden og tævede sin Akai-sampler. Hans pioneer-produktioner for Al Agami, No Name Requested og MC Clemens er bare toppen af isbjerget, lyt her.Henrik arbejdede bl.a. med ULTRAMAGNETIC MC’s, BLACK SHEEP, TONY TONI TONE, BRIAN MCKNIGHT, A TRIBE CALLED QUEST, BRANDY, VANESSA WILLIAMS, LIFERS GROUP,THIRD WORLD, HOUSE OF PAIN, SNOOP DOG, WHA WHA WATSON, TOWER OF POWER – plus enorme mængder af danske artister.

Klip til Nasa midt i nullerne, angstpaladset. Den hvide rumkapsel fra Kubricks 2001. Alt skulle være eksklusivt, selv fiskene i bassinet er hvide. Fortidens kældre med graffiti, hængerøve, ALIS og hættetrøjer er erstattet af champagne og coke og solbrændte selvskabstømmere i hvidt tøj, blandet med Herlufsholm-modeller og de MTV- og Hollywood-stjerner, der er i byen.Det blinkende dansegulv styres af Henrik – altid den samme, altid i shorts, altid hiphop, altid helt zen-glad/ligeglad. Her spillede han den onde digitale bollemusik: Beyoncé, Nelly, Timbaland, Pharrell og Scott Storch-produktioner – men han rider pladerne, som var de battle tools i en park i Bronx, så danserne kaster sig rundt som på rodeotyre. Han overstyrer næsten sadistisk, presser eufori ud af ellers dødt materiale i et bling-bling-plastpalads, til det bliver forløsende som fortidsgospel i Harlem.Som alle følsomme sjæle, der står bag den tossemagnet, en mixer er, weekend efter weekend, blev han træt af dårlige anlæg, grådige restauratører, dumme branderter, dj-rivalisering, bøvede bandeslagsmål, egotrips, groupier og alt det andet lort, der foregår i skyggen af dansegulvet. Som andre store afdøde lydborgmestre, der har leveret ungdommens soundtrack siden 80erne – Fatman og Kjeld Tolstrup – blev Henrik træt. Han blev især træt af en musikindustri, der bruger én som wc-papir – på trods af det syge CV…men pga. talentet havde Henrik et godt run på måske 25 år og definerede den københavnske “urban”-lyd, men tog bagsædet, da house og E invaderede hovedstaden. Tiden havde skiftet – DJ Paris Hilton-æraen var startet. Nu var dj’er blevet some-brands, sponsor-reels og smukke unge mennesker på Boiler Room, ikke passionerede specialister. De store studier lukkede, og selvom Henrik var pioner, mistede han interessen for downtempo, lige som det begyndte at peake og blive lukrativt med trap og mavedanshall. Henrik kastede sig i stedet over de nye globale elektroniske genrer i kollektivet YOFOK.Der kom barnevogne og arbejde imellem vores topmøder, men hver gang vi kolliderede, var der altid nyt, for Henriks nysgerrighed var uendelig – for eksempel kastede han sig over moombahton, et mix af slowed-down Dutch house og reggaeton, omkring 108–115 bpm (!!!) .Så røg han på Twitch som den første, jeg kender – plus han omfavnede forkætrede AI-musiktjenester, ligesom han skamløst omfavnede sampleren i 80’erne. Næstsidste gang jeg mødte ham, skulle vi ryge med DJ Premier og Alchemist. Sidst jeg talte med ham, havde han lavet penge på Pokémon-kort. Igen hackede den anarkistiske futurist Henrik virkeligheden.Jeg vil altid savne Henriks humør, no-bullshit-klarsyn og generøsitet, hans evne til af se folk – og få dem til at føle sig set. Det lyder absurd i dagens digitale uvirkelighed, begrebet “ægte “- men Henrik var ægte. Han koblede mennesker sammen, kom med DIY-virkeligheds-hacks og havde altid nye idéer og nye purunge talenter med – uden at tage spotlyset, en ægte bagmand og inspirator. Henrik blev sendt godt afsted – over 1000 originaler mødte op i arbejdstiden i Vor Frelser Kirke og løftede hans tragisk tidlige død til en fest, hvor sorgens dæmoner blev udrevet via et overflødighedshorn af djs og MCs. Han forstod, at al musikken er vores – allesammens – et kraftigt stof, ikke et egotrip i et stjernesystem eller parfume til at sælge drinks eller sneakers. Hvil i fred.

The post PHASE 5 RIP appeared first on BLAZAR.

IRMA RIP

BLAZAR — Thu, 02 Feb 2023 09:56:23 +0000

Irmas død er dråben, der endelig får middelklassen op af sofaen – endelig erkender de, at de er en truet race – deres rolle mellem slave og hersker er ved at være historie, så hele nettet signalerer, at Irmas død rør dem dybt – luxury signaling.

IRMA PROTEST TØJ HER

Irma-krisen er også nostalgi efter en indpakning, efter luxus-forbrug som en symbolsk lappeløsning i en forvitrende virkelighed.Men måske er det bare ikke så vigtigt at have “god smag” – nu toppen og bunden tydeligvis er ligeglade med den slags symbolske livsstilskrige og kvalitet generelt?

Men måske vil middelklassen samles under Irma neon-hønen ved søerne og rasle højt med biscottierne i deres Tal R-kunstdåser, måske begynder de at blokere indgangen til Coop-butikker med Årstiderne-kasser fyldt med gamle ulæste aviser. Eller måske hælder de økologisk pesto i pengeautomaterne og brænder bankerne ned?

Måske skriver nogen netkrigere om, at en stor del af de danske supermarkeder gemmer deres overskud i skattely og/eller investerer i våben eller skurkestaters aktier. Noget må ske, men helst online. IRMA PROTEST MERC HER

Tanken om, at vi snart står i gaskammerkøen i Netto med masserne, vi har så travlt med at være solidariske med online, men undgår privat, er angstfremkaldende.

Vi mister Irmas utopi om ro, kvalitet og orden og bliver degraderet til afsoning i discountbutikkernes beskidte rum med papkasser, larm, rod, og trange gange, hvor vi risikerer at gnubbe skuldre med underklassens fortrængte fugleskræmsler. IRMA PROTEST MERC HERFor nogen regnedrenge har fundet ud af, at den marginaliserede middelklassens kvalitetsreservat er ikke lukrativt nok mere, så det stolte brand er røget under bussen. Suits kan bedre lide funky mundrette navne som f.eks. Coop365Discount. Hvordan bruger man navnet i en samtale? “Jeg smutter lige i 365.” Nej.

IRMA PROTEST MERC HER

Måske er det bare ren Darwin, præcis som da Irma var med til at dræbe den lokale slagter, bager, grønthandler, og majerist i 1970’erne, eller som Chat-GPT nu dræber tekstforfatterne. Måske er det bare et forvarsel om, at alt samles i toppen af pyramiden, og vi bare er smørrelse. IRMA TØJ HER

Flashback: da jeg var barn, var Irma et tempel af italiensk og fransk inspiration under ledelse af Børge Olsen, en opfindsom købmand, der solgte Mao-uniformer, kinasko, tatar og grønlandske isterninger samlet under et klart Albert Mertz-blåt design. IRMA PROTEST MERC HER

Irma legitimerede sig også via samtidskunst og opfordrede til genbrug af kunst-bæreposer – og Arnoldi startede kunst-kage-dåse-serien – der på lige fod med frimærker og Tivoliplakater er blevet de objekter, der signalerer en kunstner er færdig som avantgarde – det lukrative dødskys. Husk at opkøb de sidste Vibskov sutsko og muleposer – scor kassen ved at sælge dem på trendsales senere.

SKRIV UNDER MOD IRMAS LUKNING HER

Engang var Irma nærmest en mentalitet, en kult – folk i Lodenfrakker der læste store aviser browsede rundt efter den daglige bællevin uden skyld og skam – man nød det diskrete priviligerede gode liv, der lakker mod enden nu.

Men vi skal stadig spise, så hvor ender vi? Måske er vi allerede downsized i discounthelvede, måske ender vi i Meny, kokkenes torvehaller eller den udvidede kiosk under Magasin, Mad og Vin? IRMA PROTEST MERC HER

Måske ender det med vi får Polske slaver til at bringe os de pinlige varer via nemli.com? Eller måske kommer Amazon med snart nogle drone-bude? Volt? Måske vil der ske en opblomstring af retro-specialbutikker – nå nej dem dræbte corona – se bare alle de ledige lejemål.

Måske er det der med at løfte sit lorteliv med smagsprøver af krummerne fra de rigtig riges bord bare ikke en effektiv livsstrategi i længden. IRMA PROTEST MERC HER

Jeg ville personligt have det fint med at danskerne stoppede med at tale om mad de næste fem år – og måske begyndte at adressere den svindende virkelighed omkring dem – hellere det end at diskutere Pingus årgange og nuancer af ost. Da jeg var lille talte man om psykologi, politik, kultur og mad omkring bordet. Nu sovser vi rundt i identiets-skabende fødevare-sludr, Netflix browser-historik og boliglåns tips.

Efter Irma lukker, må de overlevende radikale mødes i… hmmm… Lagkagehuset? Hvor kan man få hindbærtærten og det blåstribet toiletpapir? De rigtigt rige er ligeglade, de spiser bare ude som de plejer. IRMA PROTEST MERC HER

IRMA gate har endnu engang bekræftet tre ting:

A/ Store koncerner er mere interesserede i at levere profit til sine aktionærer end at levere kvalitet og tænke holistisk.

B/ Vi er mere interessede i indpakning og branding – og hvad den fortæller omverdenen og os selv om os selv – end hvad der er indeni pakken.

C/ Folk er afhængige af snedige marketing-drømme og design – reel var store dele af Irma fyldt med det samme bras som alle andre steder – bare pakket ind i det ikoniske design – vi blev bare lokket med storytelling og fyrtårnsprodukter., de eneste ting vi endte med at købe i Irma, resten blev købt hos discount-naboen der trak mere efter krisen intensiveredes – derfor gik Irma ned. IRMA PROTEST MERC HER IRMA TØJ HER

FUCK FATTIGDOMSFØLELSEN I MIDDELKLASSEN

The post IRMA RIP appeared first on BLAZAR.

SIDNEY LEE – RIP

BLAZAR — Wed, 18 May 2022 11:11:38 +0000

Reality-tvs Mozart – folkehelten Sidney Lee – er død – alt for tidligt – under tragiske omstændigheder. Nyheden lukkede Ekstra Bladets hjemmeside ned i mange timer. Tragedien fik mig til at tænke – selvom jeg er for fin til at se tv eller kender ham personligt: Lee var – måske uden at vide det – danmarks største performancekunstner, der snedigt forudsage og eksponerede tidens overfladiske forfængelighed og den nye opmærksomhedsøkonomi – en skamløs tid hvor man leger med køn, race og det “ægte” er opløst til fordel for ren skærmkarisma. Lee var et mesterligt meme – før nogen viste hvad det var – en selviscenesat attitude relativist som Master Fatman, eller Mads Holger – men bare med lagt bredere appel. En original der blev gjort til landsbytosse i vores bette Andeby.

Mit første møde med Sidney var nedenstående legendariske video, hvor han bodypainter sin glatte metrokrop foran sydstatsflag og flippermaskiner. Han spiller ikke hverken rig eller klog – han hviler skamløst i at spise micro-bølgemad og pulver-mos – han er totalt i øjenhøjde med et enormt tabuiseret segment der normalt bliver fortrængt, hånet eller talt ned til i middelklassemedierne. Han er massernes sorte huls stemme og virkede blid og sød. WOW.

Jeg var flabbergasted og tænkte det måtte være snedig mockumentary, metod-acting eller fiktion – en tvivl Lee genialt spillede på mange år efter i nedenstående aprilsnar-klip, hvor han afslører hans karakter – måske – bare er et akademisk funderet psykologisk medieeksperiment:

Lee mestrede at skabe negativ opmærksomhed som en Støjberg, Hornsleth eller Paludan – han forstod at noget irriterende rammer dybere ind i seernes hjernebark end traditionelt talent eller klassiske budskaber. Lees budskab var vist bare “se mig, elsk mig”.

Måske kan man indlæse et dybere “hvad er ægte i dag?” lag i hans performance. Spillede han? Spiller vi allesammen? Hvad er identitet idag? Lee opfandt et stærkt personligt brand der kombinerede traditionelt hårde tegn med blid metrobevisthed og mestrede at være uautentisk på den autentiske måde med et bizzart. forstadsmix af heavy letmetal, metrosexualitet, wrestling, gamerkultur, LA drømme, netporno og Red Bull – og underligt nok virke ægte og nærværende bag bodypaint, Bandana og nitter.

Lees brands rødder var ikke Politikens perfekte pensum men et mix af den fortrængte underklasse-virkeligheds børnevoksne på steroider. Dem de med den gode smag fortrænger eller nyder at pege fingre af – perfekt til “godt det ikke er mig” tv og som parasocial lynafleder for de ensomme.

Den søde mand blev naturligvis kanonføde i den social-Darwinistiske realityverden, der med sine gentagende kannibalistiske gladiatorkampe spredte usunde asociale koder og opdrog nye generationer ensomme menneskers asociale færdigheder. “Hvordan er hun udseenendes-mæssigt?” “Du er stemt ude.” Machiavellisk og uempatisk Reality-tv gav billigt gode seertal og lavede reklamekroner, så det blev inspiration og model for store dele af mediebilledet. Den forfærdelige konsekvens var så et feedback-kredsløb, hvor det afskyelige og afstumpede verdensbillede blev reproduceret af masserne, der så ræsonerede endnu mere med kanibal-medierne. Klart den laveste fællesnævner sælger bedst, men dumhed avler dumhed – gid nogen var deres ansvar bevist og ikke bare var hult grådige – se bare hvordan det går for FIe Laursen. Nu er realityens børn så igang med at realisere sig selv på tiktok, snapchat og insta…

Narren Lee blev bygget op og revet ned igen og igen, uden nogen producenter eller journalister tænkte på hans helbred eller fremtid – for de medvirkende giver deres liv, men bliver ikke rige eller frie af reality. Hele Danmark ejede ham, men han havde sikkert ikke råd til at stoppe spillet selv om det måske gjorde ondt – for hvad er plan B? Hvor er exit-programmet i reality? Hvor er huset i Spanien? Det var producenterne der fik det…

Der burde være en strammere lovgivning om de medvirkendes vilkår i medierne – og en stramning af injurieloven, så medierne ikke kan smadre folks liv for en lille bøde og et dementi på side 27 med småt.

Nettet er fyldt med gætterier om Lee var blevet kørt ned af et s-tog eller han som en anden George Floyd er blevet dræbt af politiet – måske var det derfor EB.DK var nede, for at forhindre seerne i at brænde byen ned i protest? Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er på sagen…

Lee lå utvivlsomt inde med vigtig viden om det onde. underholdningsindustrielle kompleks, der har reality-ficeret ikke bare næsten alle andre medier, men også selve den danske sjæl.

Desværre er sandheden langt mindre dramatisk og mere sørgelig. Nu selvundersøger politiet hans død, da de var til stede under tragedien. Det må være op til familien at løfte sløret for hans sidste timer.

Gid der var flere originaler. Nogen burde rejse en statue. Hvil i fred.

The post SIDNEY LEE – RIP appeared first on BLAZAR.

MARK STEWART RIP

BLAZAR — Thu, 27 Apr 2023 06:57:48 +0000

Mark left the building – only 62 years old.

Listen to his albums felt like planning Guy Debord-inspired actions or looting computers for hacking or rioting blasted on skunk. His music is anti-repression – questioning the power structures and control and making supreme noise filled with new options and hope in the procces.

The original punk rock style – primitive rock maximized through dramatics and angry slogans – felt stale in the late 70s – but gave way to an empowering do-it-yourself ethos: steal a guitar, invent a look, get some inspiration outside the music world, be it politics, art, drugs, film, or previously “unknown” retro or underground music. A healthy quest for inventive adventures filtered by authentic emotions is the hallmark of the very diverse post-punk era, sparked by cheap means of production, tape recorders and studio gear, no longer exclusive tools for experts working for big controlling labels. The artist/producer/sonic auteur suddenly became a option for the suffering musician outside the business, and a new underground cottage industry churned out a wealth of original material.

A climate perfect for the very young and slightly paranoid situationist poet Mark Stewart, who assembled a tight outfit recording under the ironic “Pop Group” name, merging punk’s hysteric and chaotic energy and a more systemic analysis of power with raw stripped-down funk mixed in a style inherited from the early dub sound-systems of the Jamaican parts of Brixton. Pop Group addressed world politics and essential 80s angst best heard on the “Y” album and inspired everyone from Nick Cave to Bowie – Marks face was even apropriated by ultra hardcore anarco-punks Discharge for their logo. Mark went solo, made the classic “As the veneer of democracy starts to fade” recruiting a stellar cast, the Tackhead crew, the studio wizards behind the elite beats of New York electro and Grandmaster Flash’s “The message,” the track that broke sociopolitical rap mainstream worldwide.

To trash the resulting songs, he added mix wizard stoner and raggae fanatic Adrian Sherwood, inventing a new hallucinatory industrial electro dub style: noisy, arty, aggressive, brittle, but funky as hell, making the ultimate non-cheesy adult “hard-hop” DJ-tools for the EBM-dominated underground dance-floors of the mid-80s. The records where centerpieces in the bridge between EBM & electro and Detroit & acid.

The masterpiece is the Mark Stewart: Mark Stewart album, where dusty samples of Erik Satie, Billy Idol, Trouble Funk, and David Sylvian/Ryuichi Sakamoto are crushed by Sherwood’s towering delay orgies and molded into a backdrop for the muso band to drop their sinister but sexy hyper-grooves. In contrast to the apocalyptic death-dance, Mark’s vocals sound hurt, intimate, a too fragile crooner begging for sanity in the middle of a global and inner riot.

Mark refused to be a star, dropped out and drifted absorbing global influences and continued to release with Front 242, Lee Scratch Perry and myriad of lesser-known talent. Go investigate yourself.

The post MARK STEWART RIP appeared first on BLAZAR.

RIP SMUKKE BENT

BLAZAR — Wed, 29 Jul 2020 21:15:03 +0000

Et smukt ikon er død – og nettet oversvømmes af digital-tårer, enten fra folk der ikke kan slippe hans klassiske matador-tema – eller bare keder sig i et sommerhus og er trætte af at være krænkede på tredie hånd – men der er flest hilsner fra en massiv og mere interessant gruppe:

Alle dem der aspirerer til hans livsstil, eller bare prøver at signalerer de har været en del af det hemmelige hof omkring Bent – det blå-grå guld – eller bare prøver at få hans vinder-karma til at smitte lidt af på deres personlige brand – plus de retrokonservative.

Det er dem der hylder tegnet Bent – ikke hans – bevares – ganske udmærkede musik. for selvom han ikke var Henry Mancini, John Willams, Quincy Jones eller Ennio Morricone fungerer hans musik hvis man vil lave en scene med en martini uden hippier i billedet i privatens hi-fi stue.

Bent – med det ikke tilfældige smarte navn Fabric – udmærkede sig også ved at være en af de første danskere der forstod copyright og Koda, en slags superproducer der lavede perlende legene lette hits til et tapasbord af nu glemte artister, der tilsammen dannede den lette ende af soundtracket til 60erne og 70erne.

Balling & Bents sublime remake af Elverhøj er et højdepunkt i dansk film

Bent dukkede op i mit gadebillede, altid underspillet i vindjakke i en diskret sportsvogn, og da jeg endelig skulle møde dette elegante menneske live i et 1 times radiointerview på 24syv, blev jeg ikke skuffet. Lyt her.

Den magre tennismakker flirtede subtilt og rutineret med kvinder – der kunne have været hans børnebørn – fra han kom ind igennem swingdøren. Han var så korrekt, høflig og selvironisk som en sand mester, der hviler i sig selv, den perfekte libertinske levemand, en fredfyldt James Bond, en uddøende race, en unik racehest, det perfekte menneske fra før verden blev for kompliceret og mangetydig – det er klart han mindes, nu har vi dyrket det middelmådige i kulturlivet i snart et halvt århundrede – det er naturligt at denne sublime popsnedker, dette næsten royale danefæ der trancenderede tidens trends, hyldes nu.

Tænk hvis nogen kunne lave pop sådan idag…

Nu står folk i kø for at hylde noget musik de aldrig hører, fordi de tror det siger noget om dem – alle vil gerne brandes med blå nordsjællandsaura – denne stockholmsyndroms-agtige snobben opad mod sikre trygge retro-værdier gør mig forstemt. Hvor er mennesket og musikken?

Hvem er den næste vi skal lade som om vi kender, hvis værker vi lader som om vi nyder og forstår og hylder der kan kaste lidt retro stjerneglans på vores middelmådige liv? Erik Brand? Jørgen Leth? Bille? Uffe? Listen er lang…

(OBS…Matador remake på vej, skudt i nutidens ægte nordvestkvarter Metadon på DR søndag kl.20 efteråret 2021)

VIP-RIP – og hvorfor det er passé at være celeb – i live – nu.

The post RIP SMUKKE BENT appeared first on BLAZAR.

RIP GENESIS P. ORRIDGE

BLAZAR — Sun, 15 Mar 2020 12:25:41 +0000

En stor inspirator er død, 70 år gammel. Nogen burde lave en Hollywood basker om ham. For mig startede det her:

Som teenagere jagtede vi altid det mest ekstreme musik. Forældrenes Pink Floyd, Zeppelin, Cohen, Velvet og Stockhausen var ikke nok. En ven kom først med Alice Cooper – horror, glam og kassebukser var hot dengang – så kom Iggy, så Pistols – men punk var jo bare skramlet hurtig rock, så jeg fandt Residents, Kraftwerk, Joy Division, Lee Perry, Cramps, Pop Group, Suicide, This Heat. En dag stod jeg i Grys kælder og Freddie Frank (rip) satte musik på der ændrede min opfattelse af hvad musik er, og hvilke følelser den kan udtrykke. Throbbing Gristle – et gør det selv band, der lavede deres egne instrumenter (det var 20 år før laptop musikken), deres egne covers og label – Industrial – og deres helt egen mytologi – og skabte en serie perfekte projektionsobjekter, der både var en post-rock udstilling af bagsiden af det post-industrielle samfund, globale grusomheder, perversion – bandets helt egen genredefinerede informationskrig…15 år før nettet og midistudierne bliver allemandseje.

Jeg blev inspireret af DIY attituden og begyndte at lave båndsløjfer og lydkollager og samle metalstrald til perkussion og syntes og effekter, læse William S. Burrougs, Ballard, Gysin, Crowley og træne karate og skydning.

Pladerne fuldte nærmest med et pensum, og såede kimen til The Temple of Psychic Youth, en karikaturkult kørt over postvæsnet, der var på forkant med sexmagi, queerteori, kropsmodification, ectacy og musikvideoer.

Set i bakspejlet er TG bare noget grumset primat proto electro optaget på kassettebånd af nogle freaks der troede de var orakler, men deres produkter virkede dengang underligt aktiverende på lytterne, der lavede deres egne band-vira og værker. Deres slogan “March Music For Psychic Youth” resonerede i mange vordende technoproducere.

Efter et par vellykkede albums med PTV mistede jeg interessen da Genesis røg på retropsykedelisk rock og TG´s bedste lyddesigner lavede bandet COIL. Jeg møder først Genesis i virkeligheden på SMK i 2009. med da TG gendannes. Han havde fået ståltænder som Jaws i 007 og bryster, boede i NY og vrøvlede om hans sorte heroin dealere fra Bronx var de eneste real mennesker han så. Bandet var tydeligvis ikke så interessant for ham, de havde en slags forhandler ansat for at få det til at glide, og Genesis tekstede løs under en ellers fantastisk koncert.

En bluffers guide til TG 1975-1981: Jeg ved ikke om følgende udvalg holder nu, historisk sker deraltid grimme mutationer og fejlfortolkninger, og en masse bras a la nazi-neo folk, Ramstein og goa trance kan sikkert føres tilbage til TG. Anyway her er lidt susende tracks der var pænt vilde da de blev udgivet…og deres afskedskoncert i LA i 1981:

https://vimeo.com/161454870

Min tid i Templet for Psykisk Ungdom

The post RIP GENESIS P. ORRIDGE appeared first on BLAZAR.

RIP VICE DANMARK

BLAZAR — Wed, 20 Feb 2019 09:30:06 +0000

Det internationale Vice ramte ikke de overhypede mål, og lukker derfor Vice Danmark – og tidsånden er skiftet. Undertegnede erfarings-ramte reklame & subkult-kriger ser tilbage på hvad der gik galt:

FLASHBACK: Første gang jeg samlede Vice op i en skateboardbutik grinede jeg – det var som om punk var genfødt, som om 90er livet omkring ironisk-ikonisk loppemarkedstøj, hemmelige vinylplader og uendelige efterfest-orgier fik en global stemme – og betød noget igen.

VICE startede som en romantisk fortælling, startet af 4 vilde dropouts i Canada, der brugte et bistandsprojekt til at lave et vildt magasin, der dyrkede subkulturer, bidende (a)social satire og generel grænseoverskridelse – ganske forfriskende i en tid med fremstormende puritanisme, drengebands og politisk korrekthed. Jeg blev glad og tog det med ind i DR2´s smagsdommerne og forargede både Sørine Gotfredsen og Adrian Hughes…det var dengang i de glade nullere hvor jeg stadig orkede at stille op til gøgl.

Nedturs-tourisme med Vice chefen

Den grimme Vice-ælling voksede sig stor og blev et øjeblik 2000érnes MTV, hipsternes nye “autentiske” hofmedie, dem der “viste hvad de unge ville have” – og blandt de første der lavede indhold, der reelt var skjult reklame – og sælge det til HBO, Cola og DR. Ren oprørs-nostalgi på dåse. Selv superskurke som Robert Murdoch investerede – han kunne godt se de unge ikke orkede nyheder og Vice potentielt kunne reformatere hele den enorme trafikstrøm nyheder er. Selv Disney stod på spring, men nu er kurven knækket, og en sideeffekt er at Vice lukker i Danmark.. Sigende nok kører deres reklamedel, Virtue, videre. Hvor gik det galt?

Idag er de fleste unge ligeglade med Vice universet – vinylspillende fixiebikende Djs med skæg og tusser – det er passé – reduceret til en låst urban kliche på lige fod med en rasta. Nu er det Netflix, Tinder, #metoo, Snapchat, Influencer marketing, neo-reality, clickbait-bots, CBS, Joe & The Juice, veganere, app-building, crossfit og yoga – Trap og EDM tog VICE ud. Youtuberne tog kanalerne ud. Kanye West vandt over Electroclash, Paris Hilton er nu en vigtigere godfather end Nick Cave. Balanciaga sneakers vandt over Doc Martens og Converse.

Måske er det bare fordi fake oprør som stil bare virker uærligt eller håbløst, frem for noget der åbenlyst leger med at være fake med stolthed og erkender sin grådighed åbent.. Fuck en ubekvem retro-indie kælderfest på ketamin når man kan gå på Arch og drikke bobler og komme tidligt hjem, vi skal op at træne og studere. Hele Vice´s taberromantik dur ikke i nutidens rotteræs, hvor der ikke er plads til fejltrin og fjumreår.

De nye unge i 2010erne havde travlt med at simulere voksne, med et slag var 90ernes børnevoksne boheme out, og erstattet af børn i tweed der boede hjemme, sparede op, lavede firmaer og ikke orkede alt det festpjat og machohørm Vice også var. Slut med at fetishere NY i 1970erne, eller Berlin i 90erne. Gårsdagens subkultur er nutidens konservative, og hipsteren er nu så kedeligt afkodet og afklædt som f.eks rastas, irrelevant retro i en tid hvor det handler om at overleve fremtiden – lige nu. Vice blev en parodi på de gamle mediers top-down envejs-kommunikation – og helt passé efter alle fik iPhones og dermed blev deres egne person til person indholdsproducenter.

Selv hipsterne – Vice´s forkætrede kerne-målgruppe – voksede fra nedtursromantikken og rock and roll livstilen – der blev erstattet af vandreture, økologisk microbryggeri, uddannelser, interaktive medier, gorpcore og hvad der ellers er shit the jour – og de uundgåelige parforhold – og børn. Måske døde ungdommen bare som traditionel stor målgruppe, fattig og fragmenteret ud i microbobler, der hellere ville tale med hinanden på nettet end have en fjern døv evigt kokain-ung onkels punk-minder presset ned i halsen for at sælge reklamer?

Vice blev en skør skør verden blandet med Ugens rapport iført en dated Ramones T-shirt for tilflyttere fra provinsen…men også en politisk ukorrekt fuckfinger der føltes mere virkelig end støvede snakkende hoveder og livsstilseksperter i mainstream media. Vice int. lavede f.eks fantastiske temanumre om Syrien før alle andre – og var heldige med vilde dokumentarer lavet under farlige forhold – og en skarp social satire.

Men idag er det ikke smart mere at læse om massakrer, slikning af psykedeliske frøer, blindtests af hetro vs. Bøsse-blowjobs eller guides til lovlige piller man kan blive herre-skæve af, eller retarderede hostesaft-skæve rapperes evige retsager. Når alt er prøvet, hvor går man så hen?

Et andet problem var alt var dækket ind i den krysteragtig ironi 90er mediechefers karrierer er bygget på: hvis man svinede nogen eller noget for meget, eller bare tog fejl eller ikke havde reseach bag sit rant, var man helgarderet via det ironiske satire-helle-kort – så man altid var på det vindende hold – problemet er bare det føles hult, koldt, kynisk og kalkuleret i efter den første forelskelse.

Den decentrale informationsstrøm dræbte VICE´s ide om klassiske medier med udgangspunkt i ikoniske subkulturer – måske er der ikke undergrund mere, der når at marinere og raffineres i fred hos originalerne før miljøet bliver plat produkt….”gårsdagens avantgarde er nutidens pop/reklame og morgendagens retro eller fallit”. Måske var det bare VICE der dræbte de sidste rester af subkultur ved at afkode dem og bruge dem som click-lokkemad – det minder om partiet Alternativet har dræbt hele begrebet “Alternativ” i deres neo-radikale false flag retorik.

Vice i Danmark startede som et slags franchise – man kan erhverve retten til at sælge reklamer og trykke lokale udgaver af deres blad mod et beløb, og putte eget indhold ind udfra en stram template dikteret fra London & NYC. Basen var et råt kontor i et baghus i lommepenge-kvarteret i Pisserenden med folk med ar og passion, ikke bare grådighed. En Irsk 90er punker med ild i netværket holdt det autentisk, indtil nogle meget ikke-subkulturelle reklamefolk greb momentum og købte sig ind og sigende nok flyttede kontoret ned foran Magasin…De åbne kontorer var belyst med neonrør 24 timer i døgnet, og en hær af interns oversatte engelske Vice-artikler for frokostordning, energidrikke, fredagsbar, klistermærker og Roskilde-pas – og erfaring på deres CV – der ikke er nem at få i en mediebranche overfyldt med gratis talent. Vigtigst af alt fik disse fodtudser muligheden for at arbejde for verdens stærkeste ungdomsbrand….men kun få fik en karriere ud af at være subkultur-smørrelse på reklamepyramiden – bladet var bare lokkemad og statister for reklamekunder, der var i tvivl om hvad de unge ville have – og trætte af den gamle reklameverdens bordfodbold-mestre i blazarjakker og far-jeans og deres skyhøje honorarer.

Der var en serie gode fester, hvor hotte “undergrundsbands” spilede i Vibskovs garage og de gratis guldøl virkede. Vice byggede simpelthen en egen meta-subkultur, selvom det reelt var snedig event-marketing for musik, tøj og øl – og et blad. Det var sjovt at re-enacte døde subkultur-scener i nye mix.

Redaktionelt var magasinet halvhjertet – den store mission og vision manglede – alt blev reduceret til underholdning – og ingen skribenter fik lov at bygge en persona i bladet, alt faldt tilbage på brandet – tit blev artikler bare reformateret og omskrevet til tidens søgeord – af teamet på kontoret uden credits. For meget forvirret ledelse – der tydeligvis ikke viste meget om kultur, men mere om reklame og fremtid meget u-VIce- skræmte talentet. Mit ophold var kort – jeg var for erfaringsramt, kritisk og analytisk til at sidde under neonrørene og drikke Maté særlig længe med sultne folk i 20erne. Og hvad kunne Vice egentligt ud over at give gys og identitet – som vi ikke selv kan lave på en blog med eller uden reklame?

Det var ret let at se bladet blot var en brækjern ind til reklamekunderne, der gladeligt købte hypen uden at opdage de ting de så i pitchs var lavet af teams af profesionelle på rigtig løn i NYC og London, ikke af rige folks nitte-børn fra Kødhakkeren styret af en ny generation af blazerjakker. Der bliv oversolgt med lånte fjer – som med som meget andet reklame. Anarkiet og grænseoverskridelsen var ren overflade, lube på en fist der brugte de sidste rester af rebel-subkultur som handskedukke til at vinke pengemændene ind. Vice blev kopieret og mainstream, tydeligst i Ekstra Bladets tamme Vice møder studieblad: det nu lukkede Format.

DR3 hoppede også på vognen, helt forelskede i Vice-brandet – men opdagede for sent danske Vice aldrig havde produceret tv før – og ledelsen var blottet for originalitet og spillede alt så sikkert, de ikke bare skulle have alt godkendt af London kontoret, men også sende DR´s rettelser – tekstet – tilbage til en anden og tredie godkendelse – plus de måtte trække DR´s egne redaktører ind på Vice og styre de heroiske islandske klippere, der sov på sofaen for småpenge. Der kom så meget vand i den sjus man kunne synke antabus med den. Kompromis er som bekendt kunsts fjende – og det åh så kantede brands danske produktioner fremstod som tamt skole-tv der talte ned til de unge – og efter et par sæsoner bakkede DR3 også ud. Hvis man skal lave autentisk nyt indhold kræver det autentiske talenter, ikke en template og mellemlederlagkage med livrem og seler. Alt for meget format og ledelse – en af tidens store vira – havde også inficeret fake-anarkistiske Vice i overmål.

Internationalt lavede Vice nogle bommerter – de troede på at få de unge tilbage til flade-tv – en bekostelig affære – men endte med få seere med en gennemsnitsalder på 42…og hvis man kiggede på Vice-brugernes trafikmønster, var de ofte få klik fra gokkesites. Den manglede evne til at nå de overhypede mål og tiltrække endnu flere investorer er så dryppet ned på de mindre sprogområder.

Gamle nihilistiske punkere der via penge og coke er blevet yuppier er ikke så rare eller sjove at arbejde for. For mange #metoo sager, misbrug, bluff og den berømte 22 HR regel om at man hyrer en 22 årig for 22.000 dollar årligt – der arbejder 22 timer i døgnet er ikke god PR.. Megalomanisk grådighed var dagens orden – Vice lavede mad og sportskanaler, ja selv en neo-feministisk kanal for at modvirke duften af drengerøv – Broadly. Ofre bliver bødler…eller nuts, som en af stifterne, der blev fører for sin egen alt-right mock subkultur Proud Boys, der desværre blev taget alvorligt og blev en paraply for gadevold.

Et andet centralt problem er at man ikke kan bygge et medie i længden på gys og forargelse, “vilderen-effekt”, kulturel hipster eksklusivitet og den uendelige søgen efter det nyeste og vildeste bras – læserne bliver trætte af at blive kildet og ender med apatisk kvalme – og den eneste utopi eller manual til at komme videre i livet i Vice var festen…der som bekendt bliver ond og dum når den bliver hverdag. Vice afspejlede en kort periode i læserens liv, ikke en blivende konstruktiv tilstand for andet end ejerkredsen.

Omvendt var Vice Danmark momentvis brilliant, og gav en ny generation af skribenter og fotografer flere erfaringer…men det kan man også sige om filmskolen eller Tvind. Jeg tror bare målgruppen hellere ville læse den internationale udgave. Så hot er skønne reportager fra Saltlageret i 1981 eller Kødbyen heller ikke mere.

Officelt lukker Vice i Danmark nu da ledelsen mener det danske sprogområde er for lille – læs lukrativt – efter deres tal er faldet – måske på grund af manglende lokal talentpleje og forståelse for det mentale generationskifte, mangel på fornyelse og evne til at læse fremtiden – måske er det bare resultatet af en meget profitdrævet global topstyring, der ikke har kunnet leve op til sit bluff på den lange bane.

Bag den falske subkulturmaske var der kun lyst til uendelig vækst – VICE projektets hovedret – reklamedelen Virtue – kører videre uden kulturproduktionens fake-retro-rebelske dødvægt. Det tamme danske mediebillede har mistet en krydret tone, og jeg håber de overlevende tager DIY ånden videre og laver deres eget ny univers – og laver cash from chaos – og forhåbentlig morsomt indhold der aktiverer folk igen.

RIP VICE DANMARK.

Et par af mine hits fra Vice Danmark- læs dem her: Den danske Wolf of Wall Street, musikbranchens fallit og historien om hvorfor man kan få “kemisk aids” af ormekuren der tilsættes det meste kokain.

The post RIP VICE DANMARK appeared first on BLAZAR.

Film: MADS HOLGER – til farvel

BLAZAR — Thu, 25 Oct 2018 08:03:08 +0000

Helt mod armslængeprincippet i dansk dokumentarfilm om at instruktører ikke laver glansbilleder af deres familie, har afdøde Mads Holgers “hemmelige” søster Pipi modigt haft premiere på sin debutfilm – MADS HOLGER – til farvel, der får mig til at huske tilbage og reflektere, thi det er en eget personlig film og en fantastisk men sørgelig historie, der gør mig trist over at Danmark kan ikke rumme originalerne mere, at de kreative (hvis det ord betyder noget mere…) er pariaer og misforstående mobbeofre, og det er umuligt at leve af at producere ærligt indhold på sine egne præmisser uden et netværk bag sig – og derfor ofte forfalder til ensomt misbrug i bedste kunster-kliche stil. Heldigvis er filmen meget mere, nemlig et herligt billede af datids København.FLASHBACK Jeg får først øje på Mads Holger i andedammen i min indre by, i Bermuda-trekanten mellem Bordings friskole, Jazzhouse og Boltens gård. Det var dengang de andre børn i specialklassen lignede skatere eller Red Hot Chili Pebers, så Holger var helt ude af sync med tid og rum med sit look, en anakronistisk asynkront mix af 80ernes rockabilly-retro via David Lynch. Fedtet anderumpe, blå kors suit og signaturen – de beige slangeskinds-cowboystøvler var det tætteste han kom til drømmen om at flanere rundt i byen til hest. Holgers uniform virkede som et virkeligheds-panser og en nøgle til de bonede gulve kombineret med hans humor, gav det en Fætter Højben effekt. Den begavede og charmerende charlatan havde tryllet sig selv om til et omvandrende ikonisk Københavner-meme, der indikerede fortiden var bedre end nutidens pjat. Da cowboystøvlernes magi blev slidte, søgte han at få en præstekrave på via sine teologistudier, men mere om det senere.PING & NASA Jeg fik Holger tættere på, da den diskrete nattelivs-matador Adam Falbert bragte os sammen omkring millenium: vi skulle lave et magasin til kronen i hans imperie, rumkapsel-klubben Nasa. Vi døbte bladet Ping – det gamle ord for VIP – og som klubbens Johannes Torpe´s Kubrick designede interiør havde bladet runde hjørner og skulle indeholde mine nattelivs-portrætter, der nu er standard overalt på nettet – det var før iphone-selv-overvågning blev standard. Vi smed en reklame for privatjets på bagsiden af magasinet for at tiltrække de helt dyre annoncører. Bladet blev tilsendt gratis til en lille party-elite, og alle tidsangivelser blev fjernet så det lå og prydede magasinbunkere i årevis. Indholdsmæssigt tonede vi klart flag: vi skammede os ikke over det originale og elitære – farvel til kitch, kult og leflen for “gadekultur”. Vi rappede godt sammen, i en mystisk nordisk tone – selvom vi var uenige om det meste.

MIN INDRE BY – FØR & NU

Ping-magasinet var et farvel til datidens fetish for afbrændt slumromantik og neon-dakkedak og et hallo til eventyr fra pasteltonede San Tropé skabt tilsat made et fake vip jetset publikums aspirationer og drømme. Vi vedkendte os uden skam vi var hedonistiske libertinere, og hold en serie fester hvor jeg ikke var dj med enkelte musiknumre, men med eliten af djs. “Der er for mange yuppier, lad Bjørn Svin spille 20 min. Så vi kan få luftet ud, efterfuldt af Nima så damerne bliver her så drengene køber flere flasker…”. Det hele var lidt for sjov, det var dengang druk var frigørende, ikke et onde – og Holger ville helst høre Kim Larsen eller champagnegaloppen. Vi solgte hele magasinkonceptet mens legen var god, da min mavefornemmelse efter 11 september fortalte at annoncemarkedet ville styrte.

Holger var damerne mand – Herlufholms førsteelsker, fanget i et evigt lancier-Gif-loop. Mors frække dreng var på forkant med dating teknologi via en Nokia, hvor han havde arkiveret alle sit livs kvinder – fra folkeskolen og frem – inddelt i Fru (damer med kærester han kendte) og Frøken (damer uden…) – frøken-gruppe-mappen på mobilen fik ofte et generisk copy/paste kompliment via sms med en opfordring til at ses – han var ikke kræsen og holdt 1000 bolde varme og i en periode sofa-surfede han, med den klare dogme-regel ikke at overnatte mere end en nat hos en dame – et halvt år. “Fisse giver fisse” sagde han, og han brugte sine veninder til at få andre mindre heldige mænds respekt som en del af hans iscenesættelse – han rekruterede en hær af borgerlige bænkevarmere der betalte drinks for at nasse på hans karisma og harem. Han snobbede efter gamle penge og målrettede sit jagtarbejde, kvinder og piger var ikke blot en naturlig fornøjelse, de var en levevej, og der var altid en arving med et faderkompleks klar til et eventyr, der igen kunne imponere en festsponsorfyr. Dogmelivet kaldte han det. Som så mange andre mænd der var produkter af 1970ernes svage eller fraværende fædre, måtte han opfinde sig selv, så hvorfor ikke smøre tykt på? Holgers fader døde – han var også en fissekarl, der havde malet en masse abstrakte billeder og hængt dem op hos en del damer, der desværre blev smittet med Aids, så han hang sig i et svensk fængsel. Det vil være for platpsykologisk at konkludere at Holgers had til “det alternative” kommer fra faderens svigt, men det er påfaldende hvordan deres skæbne har ligheder. JETSET: Holger & Falbert fortsatte videre med fest-charter-konceptet Jet, hvor berusede flyladninger af wannabes, Shambala-fyre & CBS-piger fløj på weekend-vikingetogter til Stockholm, Beirut & Moskva. Jeg filmede lidt af løgerne, der røg i min film “De grænseløse”. Det så flot ud og pressen købte kilde-u-kritisk historien om den unge entreprenante playboy, men reelt levede Holger af slush ice, MacPlains – hamburgere uden grønt men med extra salt – og så bobler og peanuts til receptioner. Jeg filmede facaden – først i min debut “Øjet i natten”, hvor Holger iscenesatte sig selv perfekt i en ballongynge i Tivoli – komplet med to Øregaard piger og en lommelærke. Men når festen blev til arbejde, når man spiser viagra til morgenmad og elsker og drikker for at overleve – kommer depressionen og livsleden automatisk.FORFATTEREN: Holger skulle videre i livet da han jo ikke havde tænkt sig at arbejde, og var ved at løbe tør for SU klip. Da han besad et originalt blik og avanceret sprog, var det oplagt at skrive mere end klummer – så jeg fik ham i stald hos forlaget Bindslev, hvor jeg selv havde lavet romanen Efterfesten. Bøgerne var en katastrofe der tydeligt bar præg af for meget indflydelse fra teologi og oldtidskundskab – en overflod af sprogligt fødeskum skjulte hans indhold, så da jeg fik eget talkshow på Radio24syg opfordrede jeg redaktørerne til at tage Holger ind og lave det kirkelige program Skriftestolen, da en public service-station jo er forpliget til at levere religion for licenskronerne (den nye kirkeskat). Som bekendt fører en forfatter-tjans i det lille danske sprogområde sjældent til andet end en masse IC3 togkørsel mellem højskoler, biblioteker og gymnasier, så vi havde en strategisk snak og blev enige om der var en uendelig kø af politisk korrekte humaniora-kloner foran Politiken og DR, men der til gengæld var et kæmpe behov for borgerlige kulturpersonligheder. Der var ikke nogen dengang, så han røg på det skingre Berlingske-bloggerhold, der mest bestod af tågehorn der laver clickbaits ved at varme sig ved negativ opmærksomhed – hvilket matchede Holgers “lad dem hade mig bare de husker mig” dogme fint. Berlingske nød de endelig havde fat i noget autentisk, men kviterede ikke med det økonomiske frirum som klummerne burde have udløst. En playboy kan ikke leve af internet-had, klik og afledte sideeffekter – på trods af geniale sprog-vira som f.eks “liberale tænker kun på andre når de onanerer”.FACEBOOK-PRÆSTEN Han var den sjoveste på b-holdet og fandt sit publikum, og byggede videre på facebook, der dengang var et mindre algoritme-reguleret sted, hvor man kunne sprede indhold relativt organisk uden boost og kampanger. Han var hurtigt ude med at købe likes og trafik, og det gav endnu mere. Han leverede varen via utallige facebook opslag, der påpegede tidens absurditeter – modsat hans romaner, der var så overlæssede med sprogligt flødeskum de næsten var ulæselige. Facebook var det perfekte medie til ham og tidens korte attentionspan, og Holgers opdateringer ramte en del af ungdommen knivskarpt – dem der var blevet plaget af Bob Dylan-dyrkende rundkredspædagoger med døde idealer og drømme, eller deres afkom, de metaironiske vejrhane-vendekåber, der var optaget af loppemarkedsfund og gourmet-gokkeri. Holger blev stemmen for de stille pragmatiske miljøer på Østerbro og Frederiksberg, der ved at den der lever stille lever godt – langt væk fra hipstere, rave og andet nymodens pjat – og for de neoliberale CBS-brezzerbørn med hvide Hermes kopi bælter. Ingen kunne som ham skære igennem hele storytelling skyen – fra at påpege de evige men irrelevante livsstilskrige mellem det bestående, det bevarende og de fake alternativer – f.eks det faktum det er problematisk at bestille en simpel orange juice på Joe & the Douche. Hans publikum var pæne mennesker der kunne mærke at det post-post-moderne livsstilsfængsel skabt af medierne var langt over sidste salgsdato – og løgn. Nogen fans var blot nyborgerlige realister, andre skingre hyperliberale krypto-facister, der troede på hans fake-jetset-image. De var alle på en helt uironisk måde vilde med at Holgers humor og klarsyn -og at han var ved mine meningers mod og snorlige og stabil holdningsmæssigt – modsat resten af det kaotiske mediebilleds vejrhaner og vendekåber.

KONGENS FALD Holger havde brændt mange broer og havde brug for en ny supermandsdragt, der kunne gøre ham usårlig igen, præstekraven krævede for meget læsning, så han valgte så at gå for det ultimative rygmærke for den forkerte bande i dansk politik, de konservative. Da han stillede op troede jeg det som sædvanlig det var endnu et oppertunistisk infiltrationsprojekt – men da jeg ville filme valg-processen skiltes vores veje, da den ellers ikke linse-sky Holger frabad sig at blive filmet. Jeg viste for meget om den private Holger – der tog solarie og løg om han havde været på ferie, og da jeg havde ofte sagt fra overfor hans valg af omgangskreds og ikke mindst alkohol og kvinde-misbrug, de brændte broer og konsekvenserne og den sociale dissonans der opstod som sideeffekt – var jeg ude. Jeg divergerede med hans opdaterede brand, og selvom jeg forsikrede ham helhjertet om om jeg var ellevild for at få ham valgt da det ville klæde både tinget og ham, nærede han en dyb mistillid til min anarkistiske grundindstilling kombineret med min viden om mennesket bag brandet – det var nemmere hele tiden at arbejde med nye betuttede mennesker der ikke havde en tyngede historik, der gav ham nærhedsangst. Holger var dybt alvorlig i sin politiske mission – jeg havde et stille håb om han bare havde fået mønt for at infiltrere og smadre Konservative af LA…men desværre satte han alt på et bræt i et parti hvis parti-disciplin, visionsløshed og middelmådighed han tydeligvis aldrig ville kunne fungere i. Men ok, der var jo en ledig plads…måske troede han det var det sidste chance for at realisere Holger-brandets potientiale? Jeg savnede mennesket Holger, nu masken havde overtaget – men nåede at filme ham på folkemødet, hvor han fik honorar for lobbysnak for bilbranchen, selvom han så vidt jeg ved ikke havde kørekort. Det gik op for mig min Frankenstein ikke mere var en opportunistisk ironisk false flag operation – at han ikke mere var den Kim Larsen-lyttende Egon Olsen med den store plan – men faktisk mente alt det vrøvl om f.eks at nedlægge den velfærdsstat han tydeligvis var et produkt af. Det var hårdt at føre valgkamp, han var træt af at blive mobbet af unge liberal alliance purke på Pink Flamingo eller Toga og hadet af masserne for sin arrogante facon, eller blive brugt som misforstået akavet krukket klovn i medierne.Som forudsagt gik alliancen med de konservative desværre ikke, Holger var for kvik, egenrådig og sikkert fuld – de så de beskidte skjorter og da det – modsat på venstrefløjen hvor det regnes for autentisk – ikke er fedt at være flad som borgerlig selviscenesat entreprenant levemand, måtte han ud. Efter valget ringedes vi ved, han fortalte han skrev på et værk om hans seneste eventyr i politik – jeg håber en dag ser dagens lys, ligesom en bog med hans bedste facebookoneliners (og ikke mindst hans afskedsbrev). Han lød extra træt der. Fætter Højben havde malet sig op i et hjørne og var løbet helt tør for held…han ville han have været en formidabel løsgænger.

TRAGEDIEN Foran kisten i blitzlyset dansede netop de chefer der sultede og dumpede Holger bag deres solbrille-masker for at dække deres empatiforladte tørre tomme øjne. Holgers død – han blev 38- var blot endnu en lejlighed til at brande sig med lånte fjer og konsolidere deres brands. Jeg var dybt rørt og kaldte pressen udenfor kirken “medievampyrer der skulle skamme sig”. Jeg blev forfulgt af en begravelses-gæst, der påstod at Mads var blevet dræbt af “de sorte og de røde” – “han havde jo det hele, damerne, kassen, talentet…” – han kendte – som mange af de fremmødte – tydeligvis kun Mads via nettet, hvor han jo brillerede – han kendte ikke bagsiden. Jeg savner mest Mads på telefonen, det måske mest intime medie – men har af bitter erfaring lært at lytte mere til mellemrummene i kommunikation – stilheden – de hemmelige huller, hvor ensomheden, skammen, fiaskoerne, tømmermændene, nedturen, den brændte jord og depressionen suser. Jeg tror masken blev for tung, virkeligheden indhentede hans bluff – det er tungt at svømme i vodka i cowboystøvler, hvis man har dem for kære til at ikke at sparke dem af. I stedet for som så mange andre bare at rebrande sig, rappe, blogge eller stikke af til udlandet et par år valgte den gamle Titanic-kaptajn at gå ned med sit brand – kvalt af en Webergril-kopi. Gid han bare var droppet ud, blvet valgt eller fået en præstegård i stedet. Vi har mistet en af generationens store originaler, så se filmen her. Mange kreative søger anderkendelse og lever mest i beskuerens øje, og det smertede Holger mere at hans La Glace-tunge romaner blev sablet ned end godt var. I filmen siger han: “Man huskes for det man skaber”. Jeg vil helst bare huske mennesker for det jeg oplevede med dem, ikke hvor mange misforståede mesterværker de har produceret eller hvor meget legetøj de har med sig i graven.FILMEN Pipi har begået en meditation over ensomhed, sorg, døden,nærhedsangst, identitet og København indenfor voldene…ja det lyder tungt – men Pipi slipper afsted med det trods manglede budget – fordi filmen kører med åben agenda og klare greb – hendes sorg skal behandles. Det er ikke bare en opmærksomhedssøgende lillesøsters kannibalisering af en tragedie, eller et forsøg at male et glansbillede – hun vil have orden i kaos, hun vil offentligt efterrationalisere et traume, ikke producere følelsesporno – selvom filmen også kan bruges som det. Hans farvelbrev – jeg inderligt håber ser dagens lys snart i sin fulde form – fungerer som facitliste bag facadespillet, men ender igen som endnu et skjold mod virkeligheden. Eneste virkelige anke er filmen starter meget langsomt med en stribe anslag før den kommer igang – den skifter urytmisk gear flere gange, og består mest af pæne talking heads, inderlige familie-fortroligheder, fantastiske klip med Holger og så de flotte droneture med krystalpiano med rumklang til, der er overalt i disse år. Det er et fint eftermægle, og et fint apendiks til myterne om Holger. Hvis man ikke kender Holger kan filmen stadig anvendes – den rummer så mange af de almentmenneskelige konflikter, vi normalt fortrænger – men livet byder os alle. Især identitets, druk & depressions-temaet gør filmen burde være gymnasiepensum og vises på en statskanal. Jeg blev underligt opløftet over at se den gamle kriger igen. Hvil i fred. Fem stjerner.

Guide: DØDEN – og det der kommer efter.

Se filmen i biografen

The post Film: MADS HOLGER – til farvel appeared first on BLAZAR.

Morten “Fatman” Lindberg RIP

BLAZAR — Tue, 26 Mar 2019 12:42:44 +0000

Hyggen – og ironiens fineste ambassadør er død

FLASHBACK – Første gang jeg mødte Morten Lindberg stod han med bacon i håret og drak piskefløde growlende over en trommemaskine flankeret af af en heavy-guitarist, foran en video med et opulent par der bollede i et kæmpe badekar fyldt med spagetti med kødsovs. Morten transenderede allerede her sin uhippe fødeby Dalum udenfor Odense og sin allerede dengang store krop helt uden skam – og skabte sit eget D..I.Y. brand – superhelten Master Fatman – en påfuglemand der ikke kunne skamme sig… Morten Fatman tryllede hyggen frem – og alle blev glade af at se på ham, da han mod alle normer slappede totalt af i sin tabu-krop – og tog tempoet ned, meget forfriskende!

Han var et lejrbål af hygge og fik travlt med klub Okking (efter den hårdtslående Jens Okking) i baggården til en bøssesauna – og senere i kunstkollektivet Wûrst – og med et trylleslag var firsernes sorte overfrakker, elitære meningstyranni og de sure speed-grå Strunge-attituder væk og erstattet af en kærlighed til kitsch og kage – nu var en leg med disco, Abba, Elvis og tyroler-porno hot (igen) for en indforstået kult af nyslåede “gør det selv” kunstnere udenfor eliten – der altid var helgarderede med ironi, så man altid var på det vindene hold – “det hele er (måske) bare for sjov”. Se bare hans kultfilm Gayniggers from Outer Space, frigørende!

https://vimeo.com/66125779

Han var en mægtig social sammenkobler, og alle havde brug for at blive udfriet fra de forpinte og selvhøjtidelige firsere og lære at sælge ud med et smil med stil uden skam. Han kunne som få zappe mellem quizprogrammer og underlige okkulte afroraves med integriteten intakt – og respekt hele vejen rundt. I mangel på store holdningsmættede kunstnere i klassisk forstand samledes 90erne sig om den levende lavalampe. Han krydsede hurtigt over til masserne og lavede et utal af projekter, banko, tv, events, plader, performances, koncerter og magasiner – b.la magasinet Schæfer, der dyrkede at generationen ikke rigtig havde noget at sige og bare nød et et pre-hipster limbo af nye vinyler, Stüssy tøj og coke på Stereo bar.

Mxll & Juel – the live mixes

I 1990erne var der ikke en subkultur, som Mesteren ikke red med på, fra ambient til easy listening – men bag alle maskerne havde Morten en kerne af snusfornuftig Rudolf Steiner-agtig logik tilsat disco-budisme og en entreprenant begærlighed efter mere. Selvom han legede den postmoderne leg, hvor intet er rigtigt eller forkert, havde han et klart karma-kompas – og lavede det Kosmiske parti, der desværre ikke kom ind på Rådhuset. Selv John Kørner lavede en masseproduceret Fatman gibsskulptur komplet med røgelsespinds-holder til stuen. Fatman var overalt som et omvendt stilikon – og helt fremme på globaliseringsbølgen.

Trods skiftende tidsånd – og undergrundens død – var hans brand altid relevant, senest i i feel good underholdningsbranchen som hyggeonkel, kendis i “Vild med dans” og ikke mindst samler og dj af alskens global musik – plus han lavede et noget medie-hetzet Brasiliansk Børnehjem – og fik fem børn – det stod aldrig stille. Han knoklede hårdt til det sidste, b.la med hans eminente take på den ofte patetiske frankofile genre, radioprogrammet Croque Monseieur, hvor han med din hygge-aura som ingen anden kunne trække det bedste frem i gæsterne.Det ironiske generation har mistet deres store ledestjerne, centerspiller og kurator, en fantastisk mønsterbryder og herlig glædes-spreder og globaliserings-guru. Hele Danmark har mistet et vigtig ikon, der igen og igen mindede os om at vi ikke skal skamme os og blive onde, men bare slappe af og nyde noget mere og være søde og nysgerrige og huske at lege. Det lyder måske simpelt og banalt, men lad os huske det er et vigtigere end nogensinde, I en tid hvor de amoralske, grådige, kalkulerede og uempatiske ofte ses som vindere, og vi er underlagt stramme kropsidealer, og alt mulig anden anden tvang og nydelsesregulering. Farvel søde Morten – du er allerede savnet.

VIP-RIP – og hvorfor det er passé at være celeb – i live – nu.

The post Morten “Fatman” Lindberg RIP appeared first on BLAZAR.