Velkommen til internettets uncanny valley. Her taler vi ikke længere med hinanden. Vi henvender os. Til systemet. Til statistikpanelet. Til den store Gud med det lille like-hjerte, der belønner os for selvcensurerede humble-brags, virtue signaling , sixpack, vintermad, gastrosexualitet, inderligheds-valuta og subtil post-hipster-kultur-blær.

Det startede uskyldigt. En selfie her. En like der. Men stille og roligt begyndte vi at optimere os selv så vi kunne ramme algoritmerne bedre, vi udførte selvregulerende adfærdsdesign. Nu er der ikke nogen tilbage ved roret – kun en content manager i krise, der kalder det “nærvær”, når hun reposter sin egen skilsmisse med #taknemmelighed.  Vi taler ikke længere sammen digitalt, vi indikerer position og brander os med kontekst for at holde positioner.

Vi skriver ikke for at blive forstået – eller dele vi har forstået noget -men for at blive anerkendt som nogen, der forstår mekanikken. Det er blevet et maleri af et maleri af et maleri – eller bare en reaktionsvideo på en reaktionsvideo, der havde gode tal.

“Dead Internet Theory” er en teori, som opstod omkring 2021 i nichefora som Agora Road’s Macintosh Cafe. Den hævder, ikke uden inspiration fra “The Matrix” og Jean Baudrillard – at størstedelen af internettets indhold siden omkring 2016 er genereret af kunstig intelligens og bots. Ifølge teorien er nettet blevet en slags kulisse, styret af statsaktører og techgiganter, der manipulerer den offentlige samtale og forbrugeradfærd gennem automatiseret indhold for profit. Den ensartede, overfladiske og algoritmisk optimerede karakter af meget online indhold tyder på, at at nettet er “dødt” – eller i hvert fald ikke længere organisk og menneskedrevet, men snarere automatiseret udfra menneskelige reaktioner. i 2016 udtalte Elon Musk, at: »Vi højst sandsynligt lever i en simulation.«

Det kaotiske vilde vesten af kommunikation er nu blevet selvregulerende. Ligesom reality-tv har formet forsømte børns adfærd, er vi alle begyndt at agere som influencere – selvom vi ikke skal sælge andet end vores selvbillede. Vi plejede at være mennesker. Nu er vi indholdsproducenter med brand-identitet og tone of voice. Der findes ikke længere samtale – kun content-pingpong med strategisk placerede emojis der desperat prøver at ramme relevans – vi lever i en usynlig upersonlig beskuers øjne. 

Den digitale tudetid: Selv sorg og skrøbelighed er blevet en vare, der har mere reach end glæde, der skal times til prime-time og boostes med 40 kr. i annoncebudget – men det skal se autentisk ud, du skal helst se ud som om den ikke prøver for hårdt, men stadig performe 20% bedre end gennemsnittet i din branche eller de menneske-brands du måler dig med. Genialt lige efter en skilsmisse, velkommen på markedet.

Samtalen er død – længe leve kommunikationsstrategien: Før i tiden gik du ned til en ven og sagde: “Jeg har det forfærdeligt.” Nu skal du først lige spørge dig selv: Skal jeg lave en story eller et reel? Skal jeg nævne det i et post, eller vente til det kan blive en TED Talk eller en podcast? Skal jeg være “sårbar med kant” eller “brutalt ærlig, men med håb”? Det er svært at føle noget, hvis man ikke også kan formidle det til feedet. Følte jeg det, hvis der ikke var en reaktion? Skal jeg slette det der ikke bliver reageret på?

Genkendelsens glæde: Du kender følelsen: Du scroller igennem stories og tænker: Er der nogen her, der faktisk taler ægte? Hvorfor lyder alle platforme enten som skingre X, labile Linkedin eller narcisistiske Instagram? Hvorfor er samtaler IRL begyndt at lyde som posts?Vi svarer med auto-emojis. Vi stiller retoriske spørgsmål vi ikke vil have svar på. Vi er ikke nysgerrige – vi er positionerede og simulerer passion, men ironisk, så vi automatisk spiller på vinderholdet – så du enten kan udskamme kritikerne “med det er for sjov” – eller sole dig i din positive trafik.

Vi er blevet små marketingafdelinger, der kæmper om samme opmærksomhed-srest på den samme uendelige digitale toiletrulle, i evig kamp om guldfiske-øjne, i ræs om sekunders serotonin mod Taylor, Trump, sponsoreret indhold og kattevideoer. 

En modgift? Vi kunne vælge at tale rigtigt igen. Tale til hinanden person til person, ikke til systemet eller massen eller mediet. Lade sætninger slentre, lade følelser være grimme, eller lade stilheden eksistere uden prompt eller skript. Men det kræver en ting, vi har glemt: Vi skal tale, uden at vide om nogen ser det.
Uden bekræftelse. Uden feedback. Uden data. Bare – fordi vi har brug for det – tal til dig selv – eller med EN klar personlig modtager – der formodentlig er så banal, det kan resonere i andre. Eller måske ikke. Pyt.

Vi skal generobre kommunikationens oprindelige ekstase, ikke producere mere positionerende porno eller digital flaskepost til alle og ingen, der ligesom et Mcmeal kan spises af alle, men nærer eller begejster ingen.

Mennesker taler. Bots optimerer. Spørgsmålet er bare: Hvem er du, når du åbner munden eller rammer tastaturet eller trykker record? En collage af stylede barndomsminder, fake skrøbelighed, iscenesat succes, mindreværdsmotiveret karriere, ensomheds-ekkoer? En ubevist sample af tidsånden, læs de lukrative -reklame drømme der har ramt dig bedst – der ligger øverst i bunken? 

Måske skal vi bare lade botterne overtage de asociale medier og slukke for alle de podcasts med to mennesker der prøver at bytte modgrupper, gæster og værter der forlægst har solgt hovedstolen og nu reflektorisk drikker sveskejuice for at generere ugens munddiarre til stakler der bedre magter parasocial interaktion frem for ægte analog kontakt? 

Måske er det tid til vi genopdager et af de mest intime medier igen – telefonsamtalen – helt uden algoritmer, datamining og reklamer. Altså indtil ai-assiteret voice cloning rammer mainstream om lidt – du ved det nærmer sig når call-centrene bliver automatiserede…

fortsættelse følger….

The post DET DØDE INTERNET? appeared first on BLAZAR.

For markedet har skabt en arena, hvor det er alle mod alle – enhver generation prøver at vippe de forrige af pinden ved at vende verden og værdierne på hovedet, eller rettere, putte deres egen vin på tilsyneladende nye flasker – i stedet for at samarbejde og overføre erfaringer skal de yngre konstant genopfinde den dybe tallerken i et uendeligt Groundhog Day-loop, selvom man altid går i andres sko.

Trods det – I et hyperfragmenteret samfund er latterligt at tale om generationer og målgrupper, plaprer medierne alligevel konstant om Gen Z’s sårbarhed (godt) og Millennials’ boligdrømme (glem dem folks..) – men glemmer systematisk Gen X, dem født mellem 1965 og 1980 – så lad mig lege med, selom jeg har personligt aldrig identificeret mig med Gen X – eller nogen anden medieskabt målgruppe eller fake-kult – (eller noget andet) – og altid haft forbilleder både menneskeligt og kulturelt på tværs af tidslinjer og alder. “Generation X’s frontløbere” – sorte 501ere mod pre-forvaskede blå
Jeg forstår godt modviljen mod Generation X – dem der gøglede sig ind i rampelyset med lidt larm, for straks at sælge ud og blive en endnu glattere version af deres forældre, der pludrer om bolig, stil og mad og måske endda er blevet neo-spirituelle i et uendeligt narcissistisk navlepillerprojekt.

Dem der råber højest fra generation X er tit privilegieblinde tomme tønder, der skider samme produkt på kommando for en café latte og en taxibong – en bande overspillede sampler-tyve, reklame-kreljere, mindreværdsmotiverede provinstosser og gastrosexuelle fedtspillere, der altid gemmer sig bag ironi, så de altid er på det vindende hold; de mener noget om alt, men står for intet. Ironi som eksistentielt værn, flow-tv og “modigt” formateret ligegyldighed, fake autenticitet som brand, pseudo-intellektualisme + feelgood hygge, slidte metaforer og livsvisdom i halvtempo, karriere bygget på at “være sig selv” som en begivenhed i stedet for viden eller kant – de møder op og så regner det med penge, samtidig med de peger fingre af de unge – der præcis bare har kopieret og forstærket de værste sider af Xerne.

Men der var også den del af genx der gemte sig i skyggen uden blå forvaskede Levis 501 –  dem der dengang valgte sorte 501 jeans i en mere simpel tid: Henrik Vibskov, Christian Lollike, Lars von Trier (teknisk set ikke Gen X, men hans film er), Nicolas Winding Refn, Master Fatman, Beck, Lynch, Rune Lykkeberg, Beastie Boys, PJ Harvey, Björk, Ian Curtis, Spike Jonze, Sofia Coppola, Wes Anderson, Simon Staho, Morten Vammen, Thom Yorke, Courtney Love, Mark Fisher, Zizek, Baudrillard, Naomi Klein, Jeff Koons, Damien Hirst, Clement Kjersgaard, Barbara Bertelsen…tør ikke tænke på listen fra årgange der kom efter gen x… Der er selvfølgelig også en masse retrokonservative Generation X’ere – nogle er endda maskinstormere – der har lavet en karriere på at ønske sig tilbage til noget Matador-Danmark fra før multikulturalismen. De er sikkert fine til ryggefunktionærroller, men ikke nogen vi kan regne med interagerer meningsfuldt med fremtiden eller skaber andet end remix og nostalgi.

Men… neden under overfladesurferne, angst-konservatisterne, defaitisterne og selvbrandere er der en klippefast hær af erfaringsramte, kompetente mennesker, der både tør mærke verden nydende – og samtidig forholde sig kritisk, hvilket man ikke må glemme er basis for al fremdrift.

Top grunde til ikke at ansætte Gen X

1. De svarer ikke på Slack kl. 23.48 – og tak for det. De har grænser.

1. De har ikke lavet en TEDx om deres traumer – de bearbejder det meste via musik, ironi og backstange via langvarige venskaber.
2. De er ikke “deres eget brand” – de er noget. De sælger ikke bare et koncept om dem selv.
3. De synes ikke clickbait er sjovt – de troede medier handlede om oplysning og samtale, ikke A/B-tests.
4. De ved ikke, hvad en ‘social-first reel strategy’ er – men de ved, hvordan man fanger et menneske med ord og et blik live uden angstdæmpende faldskærm.
5. De udfordrer ledelse uden bullshit-bingo – de spørger: Hvorfor gør vi det her? Men tør du det?
6. De er ikke vokset op med en skærm i hånden – til gengæld har de læst bøger. Hele bøger, der har udviklet en selvstændig forestillingsevne og et langt attention span.
7. De tror ikke på illusionen om arbejdspladsen som familie – fordi de har set, hvad det koster, når familien siger dig op.
8. De er ikke begejstrede for morgensang og firmahoodies – de er ikke kultmedlemmer. De er professionelle, der ofte kan hænge deres ego på en bøjle, før de går på arbejde, og spiller på bolden, ikke manden – eller for fansene.
9. De findes ikke i målgrupperne – og det gør dem usynlige i en tid, hvor data er vigtigere end dannelse.
10. De har levet i det trygge smørhul i mellem murens og tårnenes fald, det tætteste vi kommer på !960ernes tro på fremtid og menneskehed. En godt pejlemærke i dagens kaos.
11. De er opvokset med hippier: Medmindre de er født i en anakronistisk lomme, er de vokset op med uendelig tolerance. Sexisme og racisme var ikke noget, de signalerede om på SoMe – det var noget, de sloges mod på gaden live.
12. De gamer ikke… de er ikke influenter, de tager ikke snus og meth…
13. De overlevede den kolde krig, fattigfirserne og AIDS… så Ukraine, Musk og Trump kan bare komme an.
14.  De er nogle hårde bananer – dem der har overlevet og stadig bliver ved med at skabe, mener det – selvom det var en dårlig strategi, der ofte har ført til et kringlet liv
15. De har selv skullet finde ting og skabe – ingen Google og ChatGPT, ingen YouTube-tutorials.

Gen X: Stilskaberne med bevisthed
Ja, det er to ulækre ord i en overskrift.

Jeg orker ikke gå ind i, hvordan min del af Generation X via genrer som rap og techno har revolutioneret ikke bare musikindustrien, samtalen og moden, men også vores måde at være sammen på.

I en tiltrængt artikel i det bedagede Vogue: “Hear Me Out: What If Gen Xers Are Actually the Cool Ones?”, kaster Daisy Jones lys på netop det, vi ofte glemmer: Generation X er ikke bare en parentes i kulturhistorien nu – de er fundamentet.

“Gen X skabte æstetikken, men havde ikke brug for at eje den.”
— Daisy Jones, Vogue

Jones fremhæver, hvordan Gen X – gennem ikoner som Chloë Sevigny, Winona Ryder og Alexander McQueen – satte scenen for meget af det, Millennials og Gen Z i dag dyrker. Fra grunge, Britpop og zine-kultur til den kølige melankoli i Sofia Coppolas film og David Lynchs tv-univers. Selv de nuværende modebølger – spaghetti-stropper, slouchy jeans og vintage-lag-på-lag – er blot remix af Gen X’s garderobe.

Men i stedet for at høste likes valgte Gen X tilbagetrækning og underspillethed. De så ikke sig selv som brands – de så sig selv som mennesker med smag, personligheder frem for positioner. Måske er det netop det – sammen med deres indbyggede systemskepsis – der gør dem farlige i et marked, hvor synlighed er vigtigere end dygtighed. 

Gen X: Presset fra begge sider – og glemt i midten
The Economist er noget mere brutal: De er også den mest uheldige generation.
I artiklen “Generation X: The Forgotten Generation” udpensles, hvordan Gen X ikke kun er glemt i populærkulturen – men også i økonomien, politikken og samfundets strukturer.

“Gen X lider – og ikke kun i fantasien, som Seneca sagde – men i virkeligheden.”
— The Economist

De har haft den mindste fremgang i realindkomst af nogen generation. Deres arbejdsliv har været en parade af finanskriser, lav lønvækst og boligbobler. Samtidig er de midt i den psykologiske U-kurve, hvor livstilfredsheden bunder omkring de 50. Og de står med dobbelt forsørgeransvar – børn i den ene ende, syge forældre i den anden. Tiden hvor det var fint at være på a-kasse og spille i et kultband og stadig have råd til at bo i Nansensgade er for længst forbi, man får ikke en kæreste fordi man har et par cowboystøvler mere.

Fremtiden? Også den er usikker. Flere pensionssystemer nærmer sig kollaps – og det er Gen X, der først får konsekvenserne at mærke. Mange af dem ved ikke engang, hvilken generation de tilhører. Ikke fordi de er uoplyste, men fordi de aldrig har været en del af det marketingmæssige narrativ.

Top 10 grunde til at ansætte Gen X i dag:

1. De kan både analogt og digitalt – de er brobyggere, ikke bare brugere i digi-dukkehuset.
2. De ser igennem hype og bullshit – og redder jeres virksomhed, når metaverset brænder sammen.
3. De kan arbejde uden likes og dopamine spikes – de leverer, fordi de kan, ikke fordi nogen klapper.
4. De har smag, ikke bare trends – de ved forskel på stil og filter, indhold, ikke bare æstetikker.
5. De har perspektiv og erfaring – de husker 2008, dotcom, 9/11 – og dengang man lavede TV uden SoMe-klip.
6. De lærer fra sig uden at gøre det til content – de skaber kultur, ikke tutorials.
7. De tager ansvar uden mikroledelse – de kan lede uden at kalde sig Chief Inspiration Officer.
8. De forstår deadlines – og overholder dem. Deres arbejdsetik er old school. Det virker.
9. De kan samarbejde uden selviscenesættelse – de ved, det bedste arbejde sker sammen.
10. De tror på fællesskab, ikke kult – de vil bygge noget, med nogen.
11. De tænker på værker som blivende, ikke som fyrværkeri og trend-medløberi.
12.  De er færdige med børn og fest – det har fundet et naturligt leje.
13.  De er ligeglade – især med ting de ikke kan påvirke – det nærmer sig zenbuddhisme.
14.  De flasher ikke – de har det fint med at inspirere og være bagmænd. De er lidt linsesky.
15. De er nysgerrige – de er de originale hipsters, så hver gang noget bliver for populært, vil de finde et eksklusivt nyt kulturfix. De er på evig jagt efter oplevelser.
16.  De tror, der er noget uden for markedet – noget magisk, romantisk, usælgeligt, ukvantiserbart.
17.  De har en ikke-binær verdensopfattelse – der er plads til uenighed, erfaringsudveksling og “både/og”.
18.  De har oplevet fjumreår, interrail og jordhookah – ikke bare feticheret rotteræset.
19.  Erfaring – i stedet for at surfe har de sabilt udviklet skills over årtier.

Efterord: Den mest værdifulde generation, vi aldrig nævner
De er for gamle til TikTok, for unge til seniorprogrammer og for erfarne til praktikantløn. Resultat: De falder ud. Ikke på grund af evner – men fordi vi har bygget et samfund, der måler synlighed over substans.

Gen X har aldrig krævet særlig behandling. De har bare arbejdet. Skabt. Skubbet til tingene, fordi de mente det. Deres evne til at se gennem bullshit – og samtidig producere kvalitet – er mere aktuel end nogensinde.

Men i et system, hvor man konstant skal piske målgrupper og pitche identitet, falder de udenfor. Ikke fordi de ikke har noget at sige. Men fordi de nægter at skrige – fordi de har nået et stadie af zen.

De er ikke “fremtidens stemmer”, men dem, der allerede har levet i fremtiden – dengang den fandtes, før den blev overhalet af fiktionen – og de står stadig op hver morgen og får tingene til at ske med erfaring fra fortiden og fremtidens værktøjer.

Gen X: fuck alder, fuck klasse, fuck race – du har ikke en chance – brug den! Eller rettere:  gen. x har ikke en chance – brug dem”

Disclaimer – det er totalt latterligt og dummere end racisme at vurdere et menneske på deres fødeår og generationelle stil – dumt på lige fod med racisme. 

The post ALDERSFACISME? FARVEL GENERATION X? appeared first on BLAZAR.

Flashback: da rock blev for landligt, bluesy og hippie-agtigt i 1970erne – eller for studendikost og esoterisk og gemt bag volde af keyboards, concepter og lasere – der begge føltes virkelighedsfjerne og forældede efter Manson, Alamont, Vietnam og oliekrisen – opstod metal – der reelt bare var en tilbagevenden til Kinks og Who, til ren ungdommelig nihilisme og adrenalin. 

Ligesom med datidens opblomstrene Gru tegneserier, Rocky Horror, glam, knallertbander og gyserfilm kunne man så LEGE med bagsiden af idealismen og månelandningens kolaps, uden det reelt førte til andet end selvskade, hylende ører og spredt hærværk på vej til og fra Brøndbyhallens koncerter.Jeg var ikke så vild med sange om riddere og motorcykler fremført at mande-mænd i spandex med der gokker på træpikke mens de viner og slår med mankerne, jeg var mere til punk og senere industrial, da disse former var mindre formaterede, renere og mere artikulerede i deres analyse og kritik af systemsammenbrudet.

Metal blev – b.la via Kiss – til en slags wrestling. Metal mestrede dog – ligesom rap – både at være under og overgrund samtidig og har da udviklet sig. Selvom det minder om cosplay, er Copenhell stadig en god fest – prøv det!

SUBKULTURERNES DØD?

The post COPENHELL – mig og metal appeared first on BLAZAR.

UGE 29 i Nord: Alt er fedt på den genhusede kontrovercielle MIL-festival: alt spiller — god lyd, stram afvikling, ingen toiletkø, bredt udvalg af tryg mad, f.eks Sticks’n’Sushi og Joe & the Juice. Hurra, ingen bøvede branderter, overdoser, nymodens dakke-dak, jambands, digtere, podcastere, champagnevask, VIP, romaer, fuzak, folkedans, reklame-buddisme, freakshows, subkultur-gøgl, conceptkunst, rock-dinos, woke-manifester eller Brian-energi på det super positive genfødte MIL.

Festivalgæsterne er nydelige, kontrollerede, høflige og nysgerrige – og dyrker en uniformeret enshed: nye hvide T-shirts, baggy jeans, korte sorte shorts, Birkenstocks og New Balance-sneakers til begge køn. Logoer og bling er dødt. LVT er gået 18 % ned, og mode er for tabere. Det er ikke eksklusivt mere.

Her er hedonisme og dekadence  passé. Gæsterne er meget fokuserede, sunde, smukke og veltrænede – en homogen masse. De er mere til CBS, Joe & the Juice, aktier, saunagus og Sats end til den forrige generations fetish for grænseoverskridelse, bling, kultur som identitetssignal, ironisk helgardering, efterfester og andet dumt hipsteri.Det smukkeste er næsten, at telefonerne nu er gemt væk. Ikke bare fordi der er dårligt net på festivalen, men fordi mennesker, der har et liv, hellere vil opleve det hele live end at lege digi-dukkehus.
Det er simpelthen lavstatus at bruge sociale begivenheder som bagtæppe til selfies, influenza og selvbranding. De Instagram-venlige sponsor-vægge skyede folket som skinny jeans. Vi prøver at være nærværende igen — sammen. Det er smukt og meget kontoleret.Modsat de forrige generationer dyrker gæsterne det basic og anonyme – de nyder at flyde sammen med massen, de er ikke så fokuserede på at være individuelle på overfladen. Der er gået inflation i fashion, der virker som et uendeligt absurd cosplay-projekt. Alle er næsten klædt ens, så nu aflæses klasse på gener, hvor meget tid man har til at træne (eller om man er diskret kirurgisk korrigeret). Det er ligemeget, den der har det største sommerhus tættest på vandet vinder alligevel.Kønssplittelse: Det er klart pigerne, der styrer spillet. De er 20 cm højere end drengene og mest fokuserede på veninderne. Drengene fjoller generte rundt i grupper og ligner noget uironisk fra Beverly Hills, 90210, de sikkert aldrig har set — igen ren cargo-cult. Måske ordner de det online.En ting skar mig i øjnene…folk med børn der fester – vi taler ikke bare om den klassiske liderlige nyskilte med stikkende øjne, der lige skal ned og checke sin teenagers venner og veninder og festivalbrændert som alibi for et tilbagefald. Det nye er man fester i bedste nuller-stil mens ens mindre børn – ofte ned til 5 år – løber rundt i flokke, ofte med øreværn og iPad – og gerne til sent. Jeg skal lige vende mig til det, min indre juru er ved at votere, men måske er jeg bare sippet. Modsat er aldersfacisme helt out, da de unge blevet er nysgerrige på os der har oplevet en ikke-digital verden…skønt generationskløfter er ude.Det gamle Backstage-parnas: “du skal høre det her hemmelige band, der kun udgiver afrobeat møder saunatechno på vinyl” – slut. Ingen har tid til anmelderen, skribenten, oversætteren, medie-mennesket, smagsdommeren, originalen eller seniorhipsteren – de er blot overflødige mellemled og mellemhandlere der prøver at lave af at drøvtygge virkeligheden for os –  for nu kan alle trykke på alt og få alt og blive eksperter på alt, hvad algoritmerne har skyllet op på vores kulturelle cargo-cult-strand — om det er håndspillet funk udført af 60-årige mænd i bedemands-suits, lesbisk straight-acting 80’er-retropoprock eller en nyfortolkning af UK garage eller Lis Sørensen – vi prøver alt: ”Hvis det virker, virker det.” Det, der trækker på scenen nu, er artisten som meme — som en antenne for tiden sensibilitet og æstetik, man kan samles om en times tid, for i dag bliver der udgivet lige så mange numre som i hele 1989, så popmusik handler naturligvis stadig mest om markedsføring — men oven på det også parasociale interaktioner med artister, der gør sig til spejle for tidens samtaler.F.eks. så/hørte jeg dansk pop/soul/trap, der var brandet som LGBT+/anti-tykfobisk/hyper-inkluderende, komplet med One-Two-agtige ubarberede armhuler — der, trods publikums meget trænede og indavlede sammensætning, blev hyldet voldsomt, for der er jo bare en æstetik og et kald efter følsomhed og accept, selv den mest adelige fitnessdronning kan (for)bruge, også som markering af vi er  gode mennesker med gode værdier, og lidt en en tur i zoo, ligesom gangsterrap (der helt uansvarligt er blevet pimpet til børn i 1o pr af det ellers så korrekte DR)  — så kan man få suset fra den helt ægte ghetto, man alligevel aldrig kommer i, på sikker afstand som en romantisk krimiserie.Jeg har pjækket fra Tisvilde i 10 år  – tror jeg stod af omkring pony-slagtningen… her er en rapport fra helt anden tosset tid:

GUIDE: TISVILDE

I udkanten står fomo-seniorhipsterne og trykker næsen mod ruden lidt endnu, og måske for at sikre dækning i de døde gamle medier – og for at dæmme op for mere Tisvilde-brok — har de fået deres eget trygge territorium, så de kan føle sig inkluderede og fetere hinanden og føle sig relevante, nu alle andre ikke ved, hvem de er mere, du finder dem på en simulation af Jazzhouse, komplet med  reklameklovne der skriger på relevans fra deres privilegieblinde vakuum i de digitale elfenbenstårne og i gokkecirkler i talkshows, udsultede vin-anmeldere, retrokonservative “flippere”, kartoffelrække-børnevoksne, x-børne-tv-stjerner og en aggressiv terapeut/coach-type, der svajer rundt til slidt sølvbryllupsfunk à la Dan Rachlin, scenens “djs” stadig tror er spændende undergrund eller god smag – som om det findes. Det er pisse hyggeligt.Jeg våger pelsen som turist og skriver lidt om den helt overblæste agurketids-debat, der tidligere har været om festivalen, en hentz fra et krænkelsesparat Tisvilde-borgerskab. Måske har debatørerne for meget tid og for mange tømmermænd efter lange spændende liv? Der er kun festival 3 dage om året… ørepropperne er opfundet? Det er svært at lave en omelet uden at slå et æg i stykker…

Det er jo ikke Nationalmuseet, der er blevet købt af Berghain eller blevet lavet til et Dubai-center af en kapitalfond, vel? Der har altid været livsstils-krig i Tisvilde. Først var det de lokale fiskere, der brokkede sig over københavnernes opkøb og adfærd, de brokkede sig så over togvogns-generation-x, der så brokkede sig over Musik i Lejet. De stakkels indfødte mod gamle penge mod nye penge  mod gøglere uden penge, der gøgler for de rige – reelt bare et microkosmos der viser den samme gentrificeringsmølle og centralisering, vi ser overalt.Konflikten har sågar fået sin egen tv-serie, jeg aldrig kommer til at se. (Hvad med at lave tv om Nakskov eller Brøndby?) Nu foreslår nogen lokale endda at lave en ny, mere “autentisk” festival i Tisvilde — det samme sted, Musik i Lejet er blevet smidt ud fra, så kan konflikten køre forfra…Lav dog en romersk arena på parkeringspladsen ved loppemarkedet, hvor alle de store, vigtige egoer kan kværulere eller wrestle videre om, hvem der er reelt er den virkelige enevældige borgmester med den helt gode smag? Jeg nævner ingen navne…Zoom dog ud og find en vigtigere kamp. Men hej, problemet er vist løst nu via udflytningen til Vejby, hvor sommerhusene sikkert stiger, nu der sker noget via MIL.Så lad os få togvognen med reklamedigterne og stålhjelmene tilbage, lad os få Noma og Copenhell og Distortion, et vikingemarked, Chart art fair og Formel 1, wrestling og Bostad-fest til gamle Nordsjælland – der er en kulturel udørk, et plejehjem for gourmetsexuelle arvinger, netværksnassere, fedterøve, indavlede alkoholiskere, vejrhaner og kuponklippere.

Eller måske skulle man genopføre antitesen til Musik i Lejet – det mere Politiken Plus-agtige, ældre men fantastisk smukke og større Heartland deroppe?

Nevermind, det er bare gas… fuck Skagen, hurra for Musik i Lejets genfødsel, hurra for der er nogen der magter at skabe nye sociale akser.

Jeg booker Helenekilden nu!

Fortsættelse følger… ses næste år!

GUIDE: TISVILDE

The post Musik i Lejet – paradis i Vejby appeared first on BLAZAR.

Reklame-mandags-trænerne forsvarer et bedaget bilbrands image, som var det deres tatoverede fodboldholds logo – de forsvarer en anakronistisk drømme-bil de reelt ville skamme sig over at køre i afgifts-tunge Danmark – især når de skal i pedulfart til mekanikeren.Kampagnen virker snedigt som en lakmustest: mange i  manospheren, fra Euroman-fetichister over fader-søgende Jordan Peterson-fanboys til Andrew Tate-incels er helt op og støde – og sprang ud af et underligt skab, de accepterer ikke at der laves bilreklamer til en divers vifte af mennesketyper, de insisterer på Jaguar er deres (hvide hetro retro-overklasse)-territorium.  Jaguar er blevet et kampplads, et tegn, totalt løsrevet fra funktionen og virkeligheden.For 00 Modellens design-concept lugter af at den gamle verden  er forbi, hele 007/stiff upper lip ikonografien virker som en politisk ukorrekt anakronisme i 2024, med noget der umidbart ligner den første bil der er lavet specifikt til LGBT+ eller farvede eller store? Gys…?!?! Godt alle de testosteron-tunge overmenneskelige X-krigere har deres eget kontrapunktiske space-tank, Space-trucken – der minder meget om 90ernes Hummer.Lanceringen var taktisk smart placeret på Art Basel Miami – et herligt hyped pastel-gedemarked for pengevask og varm luft – for Jaguar vil nu hellere associeres med popkunst end forkætrede bankmænd og indavlede gamle penge-typer – for “vi laver ikke transportmidler, vi laver kunstobjekter, oplevelser, signaler, positioner.”For ligesom Catalans banan signalerer kunstværkers emanate kvaliteter nu er ligegyldige – og konsoliderer at fortællingen, brandingen og skamløsheden vinder over virkeligheden (RIP) – lidt ligesom en vis reality-præsident: den transparente hustler vinder over den ny-moralske fake-fornuftige skjulte hustler, der simulerer troværdighed, hæderlighed og ærlighed – i en tabt verden af fake.

Den nye Jaguarfilm føltes mere som en begravelse af den gamle verdens brand end en reklame:  hele værktøjskassen af diversitets-Benetton/nuller/fashion klicheer er i spil– det lignede noget Uffe & Kim lavede for B&0 cirka 2010… og skaberne har tilmed den frækhed at fjerne den ikoniske kølerfigur til fordel for en ny rund fond – og gemme den nye 00 (Zero Zero) model under et pink lagen…”bilen var ikke engang med i filmen mand!” Tastatur-krigerne hoppede på limpinden, de så ikke ironien – filmen virkede og gik viralt, scenen var sat, det støvede brand var tilbage i blitzlyset og der blev delt igennem – for al omtale er god omtale.

Det er smart, for den gamle overklasse-kernekunde  – de rigtig rige – gemmer sig for kidnappere, x-koner og vampyrer. De dresser ned, gemmer uret i bankboksen og tager en hyrevogn eller kører en skudsikker SUV. Hvis de bruger Jaguar er er det fordi de har arvet en veteranbil der står i en garage, de kan sælge til fyre med nye penge, der vil fuldende et retro konservativt “egen jagt og tweed” look.

Måske tænker Jaguar at de skal sælge til LGBT+ mennesker – og idioter – Dubai-douchebags, rappere, tech-bros? Måske vil de være det friske, bløde alternativ til den Trumpistiske miltante Musk-cyberspace truck?Måske har Jaguar bare endelig erkendt det ikke er bilen der er varen men brandets aura – jeg forudser brand stores/showrooms og colabs og crossover til fashion – selvom der ikke er noget mere patetisk end underklassens leflen for uopnåelige overklasse-ikoner…det er rent næsehornspulver…tænk bumser i ferrari kasketter uden kørekort…men pyt, vi klæder os alle i drømme – som når jeg køber “fornuftige” gore tex sneakers til bjergløb – der reelt bruges til at kravle ind og ud af taxaer og toge.

Kampagnen virker som et modigt råb om hjælp fra et falleret UK-niche-brand, der er tynget af dyre dårlige fabrikker og mangel på tech-muskler – de er måske allerede en slags bilernes B&O – statusmarkør-møbler for folk der ikke kan lide musik – fyldt med det samme lort som alt andet produceret af Philips og Samsung.

Den pink farve er præcis den farve tone Tucci har – det trendende klamme “romkugle fra rockerborgen” mystik-mix fake-coke der er begyndt at flyde overalt – måske er det årets pantonefarve efter 2024s mørkebrun? Jeg tror det er årets reklame – fordi den laver kunstig modstand og dermed trafik…men giver al den opmærksomhed større omsætning? Næppe. Woke-folket kommer ikke til at købe  bilen – så måske er den lavet til en slags overklasse-skyld-motiveret green/pink virtue signalling?

Jeg spår også den nye Jaguar popper op som prop i musikvideoer og for dealere der har lejet den for at flexe og køre gaderæs. I dag vil kun tabere elskes for en dyr bil…eller også er jeg bare en naiv romantiker, der tror kærligheden findes…der fortrænger verden er blevet en stor luderbar?

The post JAGUAR: farvel 007-image, goddag til Dubai-douche/tech bro…eller den første LGBT+ bil? appeared first on BLAZAR.

Fuck the “Fear of Missing Out”…nyd “The Joy Of Missing Out”! Det bliver aldrig 2019 igen – så på med ja-hatten og lad os nyde den sidste corona-inducerede pause som et herligt pre-ekko af pensionistlivet, hvor det er søndag hele ugen:

En dejlig pause fra uendelige forældremøder, bøvlede bestyrelsesmøder, ubehagelige sportsbegivenheder, snaskede træningscentre, sundhedskadelige julefrokoster,  fesne restauranter, defekt par-middag, meningsløse shoppingekspeditioner, beskidte tinitus festivals, hooligan-optøjer, prætentiøse ferniseringer, akavede events/åbninger & uøkologisk turisme – oplevelser der før var pensum og et must for os moderne mennesker, men reelt bare er tvangspræget eskapisme, normalitetstvang og slaveri. Det er også rart at slippe for akavede håndtryk, at tisse over kors, jyde-bro kram og makeup-stemplende kindkys, swingerklubber og Lalandia. Kontra populære forestillinger har jeg ikke været på “forretningsrejse” i sydafrika, Østrig eller Dubai eller drukket paller af rosé til orgier i sommerhuse. Jeg har pakket mig i prepperbunkeren stor fornøjelse.

Koronaen har lært os det meste kan ordnes via mails og telefon- glem nu bare zoom – det er som at kneppe igennem et nøglehul. Coronaen har demaskeret og fremskrevet en masse ting: vi er ikke bare sluppet af med den dekadente dyreplagende minkindustri – og en masse mode, for hvem orker klæde sig ud i andet end joggingtøj og badekåbe-lignene dynefrakker hvis vi alligevel ikke kan se eller genkende hinanden bag maskerne? Få pragmatiske netindkøb føles mere rigtigt. Mon vi nogensinde kommer til at shoppe som var det 2019 igen?

Kulturen: det er påfaldende så lidt der er blivet udgivet – selvom resten af produktionsdanmark damper videre – måske er det bare en myte kunstnere inspireres af krise? Måske er skabelsen af værker kædet for meget sammen med spillesteder, salg, ego og gallerier? Måske er mange kreative blevet slaver af publikum, og lammet uden deres scener? Måske tør ingen skabe nyt fordi tidsånden er udefineret og omskiftelig nu og vi er bange for at spille på det forkerte hold?  Kulturlivet er påfaldende stille, vi slipper for at følge med i samtidskunst, teater og musik – måske var kulturlivets åndsforskning bare en vildfarelse, en dum identitetsleg for middelklassen? Gider du Louisiana, P1, Gyldendal og Roskilde efter pandemien?

Medier: efter over et års fri bingewatching og opbygning af parasociale medie relationer via podcasts og SoMe´s ekskluderende kulturelle livsstilskrige føler mange nettet er løbet tør for indhold der kan pirre. The drugs dont work, men vi prøver at skrue op alligevel ved at ramle sammen i debatterne: den retrokonservative mormor-kultur-bølge og Woke-udskamninger har lavet medierum hvor vi skal passe meget på. Krisen har gjort vi ikke engang kan gemme os bag satire, sarkasme, innovation, kitch eller ironi, for alle er blevet meget alvorlige og krænkelsesparate.  

FLASHBACK: Et år med Corona

De fleste har nu erkendt medieforbruget er en kompensation for ensomhed og venner ikke er det samme som friends på facebook. Vi er  sågar begyndt at have lange samtaler med pakkemanden og naboen. For i det ellers totalt fragmenterede danmark, hvor vi nærmest ikke taler det samme sprog mere, har vi endelig fået et livsvigtigt fælles emne ud over Matador, MGP, Mette og Landsholdet, hvor alle har noget så sjældent som relevante personlige erfaringer…og mange har igen forstået at hvis alle har det godt har du det bedre. 

Nærvær er ikke bare et mindfullness bullshit bingo buzzword mere – det har været tvang, da de offentlige sociale akser og lufthavnene er lukkede. Vi er med et trylleslag blevet helt lokale igen, og det helt vilde var en spadseretur. Sommerhusophold føles ikke som afsoning, det er nirvana nu. At flytte ud af byen forekommer sært attraktivt nu.

Jeg nyder også at det endelig er kommet bredt ud at mange danskere er nogle fakta-resistente tosser der tror på mere end at påskeharer lægger æg. Det er smart, for al systemkritik kan dermed affærdiges med et “sølvhat”. Det er nu helt  tydeligt YouTube er stærkere end tv-avisen. Qanon og co er en kærkommen lejlighed til at gøre kildekritik, propaganda, it-sikkerhed, big data & informationskrig til fag i folkeskolen. Please bliv ved med at komme med nye funky teorier – i overgår Hollywood – hvem havde troet der var et hemmeligt link mellem chemtrails, 5G, vacciner med robotter i, uendeligt liv gennem børneblod til eliten, shape-shiftende rum-reptiler og dronning Elisabeth. Nogen må lave den film nu tak. 

Jeg har også nydt glæde ved at tale længe i telefon med glemte udsatte og følsomme – mange har  fået sukkersyge og flere piller under coronaen, lige som det overflødighedshorn af kreative selvstændige singler, der kæmper med røven i vandskorpen. Det er de karakterer der giver mit kulturliv farve og introducerer mig for nye tanker, ud over at være herlige uforudsigelige kamelæoner selv – de er bedre end para-sociale podcasts eller clubhouses “gør det selv taleradio”.  Tip: brug telefon og drop nyheder, netflix og zoom – så får du det endnu bedre.

Politik er også blevet aflyst, eller rettere sagt, det er nu klart for enhver at det er dansk industri, EU, Who og McKinsey der styrer.Corona har fremskrevet historien og desværre været en fremkaldervæske for systemiske fejl, fremtidens politkere bør fokusere på: de over 200.000 selvstændige og deres ansatte der glæder os og skaber ny vækst er blevet efterladt: med mindre vi vil have en monokultur styret af kapitalfonde – døde dyre bykerner med kædebutikker – må vi alle støtte dem nu ved at stemme med vores penge.  

Som om de borgerlige havde gjort noget andet end Mette…det er sørgeligt de bliver ved med at pive om indvandrerne, selvom grænserne er lukkede. Hvad blev der af en fremadrettet liberal borgerlig vision? Jeg nyder også at det yderste venstre og højre mødes til byvandringer og fyrværkeri hvor hippier og hooligans kan forenes om andet end hash – men husk nu masker lidt endnu.

Ud over “The Joy Of Missing Out” er der en lille ting mere jeg nyder meget er at selvom vi har tørre hænder, er der ingen der er forkølede mere. 

Med al den opsparede indsigt og indebrændte vrede og sult efter det taktile, nærværende og virkelige kan sommeren 2021 kun blive den ren guldalder, et fantastisk bunkepul, et nyt 1968, en summer of love – i nordeuropa bevares – for alle har glemt den 3 verden som sædvanlig…VI SES TIL FESTEN, jeg savner jer!

The post The Joy Of Missing Out appeared first on BLAZAR.

Du savner måske tiden før corona, hvor du var en funky hedonistisk sammenkobler, der pendlede mellem Michelin-middage, møder og festivitas globalt – idag ses du som et uøkologisk krænkende fortidslevn, en paria, en semi-succesion-idiot. Din position er privilegie-blind og ude af sync med tidsånden- dit jet-set livssyn udskammes som overfladisk og usolidarisk, så her er en guide til at fremprovokere tidens cool modedepression – det virkede for mig – efter få dage på kuren kontaktede jeg en læge –  her er braset du skal doomscrolle, der fremkalder den helt mørke tidsånd – så du slipper for at tænke på de helt nære problemer og kan hyle med koret:Sport: prøv Tour de France: nej det er ikke intellektuelt, det er et sponsoreret cyklende fixerum, en menneskefjendsk cirkulær afstumpet gladiatorkamp mellem lycra-robotter smurt ind i logoer på det nyeste ikke-målbare techno-knark. Touren er en deprimende metafor for livet, arbejdsmarkedet eller bare som generelt tidstegn – og hvorfor er det så liderligt at råbe af mænd med store lår?Bolig: indret asketisk med skandinaviske jordfarver, skab et mix af modeboutique og klassisk hjemmekontor med træfugle, døde farvede blomster og stearin med subtile religiøse temaer, sæt spritdispensere op, gør rent til du kan spise sushi af gulvet – eller udføre en operation, men husk at fjerne prisskiltene i dit showroom før du instagrammer. Alternativt – få greenscreen så du kan gemme bunkerne af designertøj når du er på zoom. Lav en boligblog, eller gå hele vejen og få lavet en bunker i baghaven eller et saferoom.

Mad: drop skyldfuld nydelse, bare spis alt det der er på nemlig.dk der står light på, helst fra Nestle, de holder verden stabil, hvilket også er deprimerende. Alternativt kan du hænge ud i gastrosexuelle cirkler, deres evindelige sludr om smagsnuancer vil garanteret dræbe din sidste rest af håb for menneskeracen.

Venner: du bliver hvad du spiser, du bliver som dem du hænger ud med – vis mig dine 5 tætteste og jeg skal fortælle dig hvem du er. Find venner der ikke er interesserede i dig, men i dit netværk. Find venner der fastholder dig i en helt uvirkelig rolle, venner der har uløselige problemer og derfor kræver uendelig omsorg, venner med misbrug, snobber og positionsspillere. Find et neurosefælleskab og fasthold hinanden i det er ok. Nyheder: dyrk hajer i Øresund, ulve i Jylland, bombefly over skandinavien, friske virus-tal, nedskærninger, racevold, kendtes kollaps – bare start fra du vågner, sæt  pushbeskeder fra nyhedssites til og stress over historier uden ende eller konklusion til du falder i søvn med det i ørerne. Begynd også at tal om nyhederne med dine nærmeste, det er en sikker omvendt humørspreder og konfliktkilde. Angst clicker bedre end liderlighed, værsgo.

Konspiritualister: enhver kritik kan stoppes med et skvæt vrøvl – så dyk ned i YouTubes kaninkrater og find sammenhængen mellem Ukraine, 5G stråler, krystalhealing, Steve Bannon, JFK21, biologiske våben, numerologi, kinesisk agression, anti-vaccine, veganermad, klimaangst-løgnen, BLM-svindel, pædofili, #metoo, Q-Anon, Cancel culture, PC-nazisme, satanisme, Illuminati, new age, frimureri, Trump og Ufoer – skidt og kanel mellem hinanden der ekskluderer dig fra voksenbordet og demonterer de virkelig vigtige debatter og miskrediterer de vigtige afsløringer af magten…det er blevet en lukrativt erhverv at lave fake oppositions clickbait  – og metoderne og indholdet er ved at glide ind i de gamle medier ligesom “En skør skør verden”  — det optrapper den “del & hersk” / “all is fake news” -informationskrig, der garanterer skizoid viljeløs isolation, der kan gøre hippier til nazister og vise versa.  Lad være at fakta-checke, bare mærk sammenhængen gennem plumperne. Husk paranoide altid er et skridt foran.
Alarmisterne: følg frelste selvudnævnte eksperter og livsstilsguruer, der prædker at jorden er giftig – udskam de vulgært rige – og dem der ikke har råd til økologi. Alt skal være helt helt rent. Skam dig over dit gamle liv. Husk tarmskylning. Skam dig igen bagefter.Nostalgi: glem fremtids-guleroden. Alt var måske meget bedre i gamle dage, men fortiden kommer aldrig tilbage, så skynd dig ud på det (virtuelle) loppemarked, dyrk dine bedsteforældres dyder og litteratur, top den med at begynde at samle på noget dødt man kan få komplet relativt nemt, f.eks krænkelses-slik, opgrader til den komplette samling med Billy Elish eller Dylan på vinyl bagefter, læs bøger alle er enige om er kanoniserede mesterværker, trap op efter behov, for det kan føles rart med en komplet kontrolleret allerede drøvtygget verden. Nej, det har ikke noget med pottetræning at gøre. Måske er Morten Messerschmith inde på noget med sit retro-konservative trip.Krænkelses-arkeologi: bliv ekspert i noget rædselsfuldt fra fortiden og blog om det på din iPhone, lavet af kinesiske slaver. Udgrav din egen histories nederlag – pisk minder om mobning eller genbesøg en sløj julefrokost. Ring alle de piger M/K op der ikke ringede tilbage – og svin dem til i en podcast om at bruge andres kroppe. Lav en statue for de over 30 millioner russere der døde i kampen mod nazismen, eller piv over der er svine-gelatine i vingummier i solidaritet med visse religioner. Men undgå for alt i verden at være krænket over noget nutidigt der kan ændres. Bare husk at kende din plads – og være stille så de ægte krænkede råber deres slogans. Mediebrug – tommelfingerreglen er at bruge mere tid på skærmen end på verden rundt om skærmen – depressions-effekten kan optimeres hvis du begynder at dyrke følgende:

Berlingske: læs om slet skjult racisme, småborgerlige kristne værdier og mormor-retro underlagt ledemotivet om den stærkes ukrænkelige ret til uendelig vækst, der måske drypper ned på taberne. Dyrk skingre bloggere der søger negativ bekræftelse gennem ledige standpunkter lavet til let hyggekrænkelse – der var en artikel der udskammede mænd i shorts forleden…og dyk ned i store artikler der reelt er reklamer for tunge interessegrupper – det boligtillæg sælger ikke sig selv vel?

BT: har overtaget dødsboet fra 24syg og har en  paparazzi-podcast der er perfekt ufrivillig satire om druk, empati-mangel, snobberi og mangel på pli, der trækker menneskehedens værste sider frem – komplet med plastik-kirugi-sponsor og hån af psykisk syge. Et nyt greb at tage tabloid-ofre med ind som eksperter som en slags Stockholm-syndrom gidsler. En perfekt kilde til social angst, ondt i røven, paranoia og legitimering af social amoral.Generation X: efter mange årtiers stil-krige og æstetiske oprør sidder Gen-x nu i førerbunkeren – men hvad var det mystiske X drømte om i virkeligheden? At spille petanque live på en bane i legofarver af flinke Fos mens Jørgen Leth lægger kommentarspor? Søde Jørgen er interessant, da han er blevet en rollemodel for mænd i mediebranchen: han ses som et omvandrende værk der insisterer på at være menneske, der lever luxuriøst, hans job bare er at ankomme med Gunbritt dirigent-hår og få langsomme banaliteter i egen juice til at lyde dybe med sin faderlige røst: Leth er den ultimative helt for “generation flaneur”. Succesen bunder vel i at det er nemmere at have en para-social interaktion med et luftigt ikon som Jørgen end at vedligeholde en ægte relation med sin biologiske konkrete far, da man ikke kan slukke for far. Fortræng hans kvindesyn som alle andre, namedrop for max signalværdi og lad dig lulle med af hans uendelige godnathistorier.Spotify: glem goth, The Cure, Niels Ung, Japansk noise eller Soy Division – bare start en kæk spotify-playliste af generisk moderne pop eller sikre hits fra 1970-2020, så ved du der ikke sker noget nyt i hjernen.

Netflix & Co – bingewatch en serie baseret på datamining af din målgruppes preferencer proppet med produktplaceringer, der altid har en mekanisk cliffhanger der får dig til at klø efter næste uforløste afsnit til du ikke kan skille søvn og serie ad. Jeg undres over hvor mennesker finder tiden til det misbrug? Igen, erstat meta med virkelige relationer. Netflix er en uendelig hane af depression. Hvis du virkelig savner Grand så meget så start med “I’m Thinking of Ending this” eller “Astroid City”.

DR er virkelig trådt i karakter som statens kristne propaganda-kanal. Ingen kritik, kun konfliktofile setups med forudsigelige fronter, tordenskjolds soldater og en kulturdækning, der reelt er quiz, reality og hygge for folk og holdninger der peakede senest i 2000. Kulturen reducereres til en finurlig snobbet identitetsmarkør lavet for/af boomere ved Lyngbyvejen eller nogen der stræber efter deres huse. Kulturen er blot et finurligt gratis råstof der skal sikre værternes kan producere konstant som babyer der æder rosiner på potten. DR er altid god for en reminder om ikke at gå til live kulturarrangementer mere. Ren sølvhjelm på downers.

PODCASTS Selvom vi sjældent har haft færre drab i Danmark svælger true crime i udpensling af parteringer og voldtægt – genret er ren snuff. Ellers prøv en sundhedspodcast om perfekt fordøjelse og udødelighed – eller en serie med x-ravere der tørsniffer mens de kloger sig om nattelivet i 90erne.

Humor Der var engang satire handlede om andet end selvpromoverende standuppere der sulter efter Zulu lukkede, der padlede rundt på barberbladet i mellem woke og far-jokes og pruttede som et barn tvangsfodret med svesker. Nu har alvoren lagt sig over landet, så nu har vi Enhedslistens 28 min med Jonathan Spangs team på DR2 periodisk – og så noget afkom fra 24syv, der laver en parodi på den type radio – sludreradio – der overtog 24syvs statstilskud. Problemet er det er et spejl der kigger ind i et spejl – og ender med at parodiere ulidelige mennesker vi ikke engang kender men tror findes i udkantsdanmark – gid det handlede om noget andet end provins-bashing – det er dog ok som indsovnings-podcast – personligt foretrækker jeg optagelser af Vesterhavets bølger, men de virker vanddrivende på en del, så du kan også prøve “Casper ringer til Frank” – måske om hvordan maskerne har overtaget personlighederne. Ellers prøv noget sponsor-spækket parodi på et “interview” fra Euroman, eller Politikens poptillæg der er fyldt med vigtige tips til fake følsomhed, politisk korrekt litteratur fra store forlag, blid indie, skamløs mode og hvornår du igen kan gå med DM´s eller trenchcoat – det er ufrivilligt morsomt og burde sponsoreres af Bierkenstock. Eller hør en af de utallige slet skjult neoliberale selvoptimeringspodcasts – dødsangst er stort.

Livsstilsjournalistik: forleden læste jeg en “insider Københavnerguide” på et blogmedie – via Egmont…der var en slags Emma Gad om hvordan man f.eks skulle smørre sit brød. Det viste sig senere det var planket fra en New York blogger. Det resulterede så i en større meget vigtig meta-meta shitstorm, igen en perfekt tidsrøver – endnu et hit fra generations lattergas, som om trap, dancehall og ritualet med at ligge i kø og vente på vigtige sneakers ikke var deprimerende nok.

Tommelfingerreglerne er altid at erstatte virkeligheden med skærm og aldrig være mæt eller tilfreds – hvis du har en Yacht vil du have en privatjet – husk også altid at leve i beskuerens øje.

Jeg garanterer disse anbefalinger virker: GOD FORNØJELSE med at fjerne dit upassende slørede privilegeblinde smil!

GUIDE: VAMMENS ANTI-DEPRI-KUR

OK DOOMER!?

The post GUIDE TIL MODEDEPRESSION appeared first on BLAZAR.

The post VISUAL RANT 13.8 appeared first on BLAZAR.

7.49 Lad nu være at blive forarget: jeg har nydt corona-karantænen – hvad kunne jeg ellers?  København var ryddet for shoppere, turister og breezer børn. Jeg savner ikke biografer og svømmehaller. Nu mangler jeg bare at forgifte duerne, så er det perfekt. Det har mindet om at være på barsel – bare uden butikker, cafeer, venner, familiebesøg og legepladser. En stor omgang jorden er giftig, der har tvunget folk til det der buzzwords-nærvær, de fleste reelt hader. Værst er det at alle offentlige toiletter er lukkede. Jeg er holdt op med at drikke espresso oveni parmesan og rosiner nu, og jeg har en hundepose med til min datter. Overvejer også en sammenfoldelig lommeskovl. Genåbn alle toiletter nu, vores rækkevide er seriøst begrænset. Gid de slukkede lidt for nettet også.

10.06 Det er første maj – husker noget om bamses venner live, jordhooka rygning, folk der pøller i gennemsigtige buske uden blade på og skægaber med Stalin tshirts og en masse gymnasieelever der danser med folk i rullestole. Nu er det  lidt synd for 1 maj – ingen vil vedkende sig de er arbejdere mere: de er boligejere, bistandsklienter, FCK-fans, kreative, studerende, gamere – alt andet end arbejdere – den identitets-hat orker ingen mere. Kommunismen var oprindeligt et mellemstadie mellem kapitalismen og målet –  en tilbagevenden til det oprindelige ansvarlige rene anarki – før anarki begyndte at betyde kaos og riots. Jeg gad godt noget helt chill anarki, er pænt træt af magtrelationer og pengestyring. Desværre sad kommunisterne fast i mellemstadiet og blev magtliderlige, de glemte målet, den totale frihed. Historisk affødte kommunisterne en masse rædselsfulde diktaturer, jeg bedst kan beskrives som statskapitalistiske. Måske skulle vi bruge første maj på fordomsfrit at gentænke et utopisk samfund, så vi kan finde vejen derhen i stedet for at være fanget i lappeløsningspolitik, der minder om et gammelt ægtepar der skændes om husholdningsbudgettet. Vi trænger til en model. Men det bliver heller ikke til noget i parken idag – staten har garanteret lejet den kinesiske vejrkontrolmaskine igen i år. Det er ikke 1 maj, det er mig først.

12.23 Jeg var på Rigshospitalet…der var kun en indgang der var åben, og folk stod i kø for at spritte hænder af. Inde på hospitalet var alt ved det gamle. Ingen handler eller masker på personalet, der var kun rumdragter på corona afdelingen.

14.00 Jeg er med i endnu en Zoom debat. Jeg møder en klog mand med en næsten livslang uddannelse, der mener at virusen ikke findes, da man ikke obducerer – det er vist noget med nogle super rige der vil crashe økonomien og udrydde en masse overflødige, der hverken arbejder eller forbruger nok så de kan sælge de kommende robotter. Forfriskende tolkning, jeg er nok nød til at tæve youtube igennem for at kunne tale med – spørgsmålet er så om der er nogen der gider tale med mig bagefter. Jeg er rystet over manglen på kritik eller opposition – alle holder kæft og retter ind – undtagen Mai Maniche.  Hun kan sælge guldagtige ting med ledige konfliktofile standpunkter.

18.30 TV avisen – Kommunikationsforvirring: søerne er ensrettede, børn må ikke lege fangelege, vi må ikke løbe i parkerne og vi kan få bøder for at sidde på Bryggen plus grænserne er lukkede – MEN det er ok at dyrke single sex, gå i Ikea eller være Italiensk pendler der arbejder på Metroen elle betale for at blive hostet i nakken hos barber? Er det bare mig der er dum og forvirret? Hvis regeringen ønsker vi følger anvisningerne tror jeg en mere konsistent corona-kommunikation ville hjælpe? 20.42 Jeg gør hvad alle bør: ringer til de mest følsomme singler, og hører hvad der sker, for det må være svært. Den lukkede boomer og har sendt en del på gaden, da overlægen fik virus. Kokainen er endnu mere fyldt med ormekur nu – der giver kemisk aids. Det er en udrensningstid, hvor man fremskriver historien – der er mere alvorlige ting end viskelæderbutikken og identitetsmarkøren Arnold Busch der lukker nu. 

21.01 Jeg har endelig fået tid til at se hele Netflix og endda noget DR fiktion – men alt er ved det gamle: generaliseret stereotyp følelsesporno – tidsrøveri. Heldigvis har jeg som den sidste i verden opdaget Hayao Miyazakis film på Netflix. Det er børnevenligt, mangler totalt normal dramaturgi og meget høj kvalitet. Så har jeg fundet mine egne film på nettet, hvis du mangler lidt fest eller anderledes dokumentar så se dem her:

DE GRÆNSELØSE – se en MORTEN VAMMEN FILM her

The post KÆRE DAGBOG – DAG 20 (CORONA EDITION 4) appeared first on BLAZAR.