Der bliver ofte råbt om den “røde presse” i Danmark. Om DR’s røde lejesvende, Politikens kulturradikale kult og journalister, der angiveligt stemmer Enhedslisten. Jeg råber her at pressen slet ikke har tøj på….hvad blev der af den fjerde statsmagt?

Men når vi skruer ned for myterne og op for fakta, viser det sig, at virkeligheden er langt mere blå, grå og ekstremt loyal overfor regeringen og de interessegrupper, der betaler regningen gennem annoncer og politisk opbakning. 

Rød er naturligvis et relativt begreb i en verden, hvor alle før valget lover så meget vi glemmer hvad de allerede HAR gjort, hvor de blå og røde flimerer rundt i tørretumbleren til vi ender med en fad kogevasket lilla. 

Misforstå mig ikke – jeg ønsker på ingen måde den gamle DKP/KGB-presse tilbage. Jeg undrer mig bare over, hvor den nytænkende, kritiske og strukturelt anfægtende presse egentlig er blevet af? Hvem taler borgernes sag? Hvor er den fjerde statsmagt?

Undersøgelser viser at et flertal af journalister hælder til røde side i stemmeboksen og burde derfor være empatisk og solidarisk sindede. Men mediernes økonomi, ejerskab og logik skaber et helt andet output. Åbenlyst er Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen og Finanswatch er erhvervslivets hoforganer, men Politiken, der på overfladen fremstår progressiv, er ejet af JP/Politikens Hus og lever i høj grad af annoncer fra banker, pensionskasser og flyselskaber. Politiken leverer et “alternativt” livsstilsunivers, men sjældent reelle alternativer eller aktiverende indsigt – det handler mere om livsstilskrig og moraliseren, eller at blive enige om noget er for galt – lang tid efter det er blevet ond virkelighed og ude af hænderne på os. Så hvem er så den “røde” presse? Information, Arbejderen og måske flinke Zetland. Tilsammen udgør de langt under fem procent af det samlede medieforbrug. Information, Arbejderen og andre nicheprogressive, præget af forældet retorik, mangel på vision, en moraliserende tone og en tendens til at fremmedgøre og passivisere. Resten af medierne er midte og blå – selvom de foregiver noget andet og spiller vagthund, progressive og alternative. 

Den store midte, cirka 55 til 60 procent, består af statsstøttede medier som DR, TV 2 og Politiken. De prøver desperat at vedligeholde fællesskabsfortællinger, men fungerer i praksis som statslig propaganda, altid konsensussøgende og ofte på en moralsk høj hest om ting, alle i forvejen er enige i. Det er meget sigende for libaraliseringen af pressen at  Bjarne Corydon, ja ham, New Public Management-profeten, privatiserings-mesteren fra Dong/Ørsted, tidligere chef på Børsen med tætte bånd til Boston Consulting Group og McKinsey – har overtaget ledelsen af danmarks største “røde” offentligt betalte mediehus….

De resterende 35 til 40 procent blå eller blå-sort medier: Berlingske, JP, Børsen, BT, Ekstra Bladet og Frihedsbrevet. De hylder vækst som universel løsning, drømmer om at barbere velfærdsstaten ned og flytte i skattely, og de holder altid med vinderne, der betaler gildet. Danskernes daglige medie-sondemad er derfor primært en blanding af regeringsloyal midte og borgerlig erhvervslogik.

Fyrtårnshistorierne i et hængedynds-hav af tidsrøvende grød:

• Danske Bank hvidvask-skandalen (2017–2024, Berlingske/Financial Times) – afsløringer af kæmpe hvidvask via Estland, førte til direktørfyringer, milliardbøder og retssager.

• Ahmed Samsam-sagen (2017–2025, Politiken/DR) – afdækket at han var dansk agent i Syrien, endte med PET-bekræftelse og krav om erstatning/rehabilitering.

• Minksagen (2020–2022, TV 2/Politiken/Berlingske) – ulovlig aflivningsordre og slettede sms’er, Minkkommissionen kritiserede regeringen, stor politisk krise.

• FE-sagen (2020–2024, DR/Information) – hemmelige spionaftaler og tilsynskonflikt, førte til afskedigelser, retssager og langvarig tillidskrise i efterretningstjenesten.

• Udbytteskat-skandalen (2015→, DR/Politiken) – svindel for 12,7 mia. kr., førte til stramninger, internationale retssager og stort fald i tilliden til SKAT.

• EFI-skandalen i SKAT (2015–2022, DR/Berlingske) – kollaps af inddrivelsessystemet, milliarder tabt, projekt droppet og førte til omstrukturering af hele skattevæsenet.

• Britta Nielsen/ Socialstyrelsen (2018–2020, DR/Politiken) – underslæb for over 100 mio., endte med fængselsdom, nye kontrolsystemer i staten.

• Atea-bestikkelsessagen (2015–2019, Computerworld/DR) – omfattende bestikkelse i offentlige IT-kontrakter, førte til domme og strammere indkøbsregler.

• Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse-korruption (2019–2020, Jyllands-Posten/DR) – svindel og returkommission, førte til fængselsdomme og intern oprydning.

• Blackstone/§5 boligindgrebet (2019–2020, Politiken/DR) – udenlandske fonde pressede boligmarkedet, resulterede i “spekulantstop” og lovændring.

• Kvotekonge-sagen (2017, DR/Politiken) – fiskekvoter koncentreret hos få rige, førte til politiske reformer og debat om kystsamfund.

• Dan-Bunkering/Syrien-sanktioner (2021, DR/TV 2) – ulovlig jetfuelhandel til Syrien, endte med historisk dom for brud på EU-sanktioner.

• Sundhedsplatformen (2016→, Information/DR) – massivt kritiseret EPJ-system, førte til undersøgelser, politisk kritik og planer om udskiftning.

• TV 2 #MeToo/sexismesagen (2021–2022, Discovery/TV 2-dok/Politiken) – dokumentar afslørede systemisk sexisme, førte til fyringer, kulturændringer og branchereform.

• Tibet-sagen (2012–2018, Jyllands-Posten/Politiken) – ulovlige polititiltag mod demonstranter, kommissionens kritik, svækkede tilliden til politiet.

• Lynetteholm & slamdumpning (2021–2022, DR/Politiken/Information) – miljøkritik af dumpning i Køge Bugt, førte til stop for praksis og ændret anlægsplan.

• Skare Meat Packers (2023, DR/Fødevarestyrelsen) – “gammelt kød” afsløret, kæmpe tilbagekaldelse, konkurs og politiefterforskning.

• Ejendomsvurderingsskandalen (2023–2024, Politiken/Berlingske/DR) – tusindvis af fejlvurderinger, skarp kritik fra ombudsmanden, system justeres igen.

• Instrukssagen mod Inger Støjberg (2016–2021, Jyllands-Posten/DR) – ulovlig instruks om adskillelse af par, endte i rigsret med 60 dages fængsel.

• Dansk udstyr i Yemen-krigen (2018–2020, Danwatch/TV 2) – dansk teknologi fundet brugt af Emiraterne, førte til politisk debat og skærpede eksportregler.

På papiret er Danmark et pressefrihedsparadis. I praksis ser det anderledes ud. Der er omkring 1.800 nyhedsjournalister i landet – men over 10.000 kommunikations- og PR-medarbejdere. Hertil kommer et hav af lobbyister på Christiansborg, i Bruxelles og i erhvervsorganisationerne. For hver kritisk journalist står der fem PR-folk med sminkede citater, PowerPoint-slides og invitationer til vin og middag – og ikke sjældent med tilbud om lukrative konsulentjobs bagefter. Den såkaldt uafhængige presse bliver derfor ofte reduceret til videreformidling af professionelt spin. Alt for ofte er kilderne ikke researchede, men direkte omskrevne pressemeddelelser.Staten yder direkte støtte på omkring 370 millioner kroner årligt og indirekte tilskud gennem moms­fritagelse i milliardklassen. Denne støtte sikrer mediernes overlevelse, men også deres loyalitet. Ingen bider hånden, der fodrer. DR og TV 2 fungerer som statens husorkestre: DR med et budget på ca. 3,7 milliarder kroner og TV 2-regionerne med yderligere en halv milliard. De spiller regeringens melodi – EU, NATO, velfærd, vækst og grøn omstilling – med små disharmonier for at virke kritiske, men altid om emner, der for længst er kørte. Det er nemt at være forarget over ting, der allerede er afsluttede.

Selv de medier, der foregøgler at repræsentere en form for opposition, er mest af alt woke light – en sukkerfri cola af kultur- og identitets-debatter, der lindrer, men ikke udfordrer systemet. Zetland leverer moraliserende mindfulness. Politiken Kultur dyrker gourmetoprør, men altid flankeret af elbilreklamer. Eurowoman sælger feministisk empowerment via sneakers og kosmetik. DR P3 er lidt queer, lidt klima, men aldrig i opposition til Finansministeriet. Vice – nu RIP – var tattoo, techno og stoffer, men sponsoreret af Red Bull, Coke og Levis. Alt sammen fake-opposition i form, men aldrig i indhold.En presset branche: Journalistuddannelserne producerer årligt omkring 500 nye journalister og kommunikatører. Men der er kun 1.800 til 2.000 jobs i nyhedsbranchen, et faldende antal, hvilket betyder, at lydighed, netværk og hastighed er vigtigere ansættelseskriterier end kritisk integritet eller tallent. Til gengæld vokser antallet af PR- og kommunikationsfolk støt og ligger nu på omkring 10.000 til 12.000. For hver journalist i et potielt kritisk job findes der altså 5–6 PR-folk, der skal fylde rummet. Plus AI disrupter hele brachen, se bare det nye sortblå medie “Projekt Y´s” vilde aliance af Lars Tvede, Lars Seier, Michael Dyrby, Morten Messersmith og konen for lige at få en enkelt kvinde med i toppen.

Den danske presse er altså ikke rød. Den er gråblå. Regeringen og erhvervslivet leverer melodien, mens post-woke medier er lynafleder og livsstilskultur spiller opposition og distraherer, men reelt kun leverer trøst, distraktion og symbolske kampe. 

Den eneste reelle røde – læs alternativt tænkende – presse findes i mikroskopiske lommer: et par spredte debatter, en overvintret teoretiker på KUA, der skjuler sit systemhad i obskure afhandlinger for at holde fast i en pensionsordning, eller et glimt i en Jonatan Spang-sketch, hvor alt alligevel er i gåseøjne.

Men pressen er ikke en informationskanal mere, det er en følelsesmaskine. Det, der sælges, er ikke sandhed, men en blanding af uro og lindring – et stof, man vender tilbage til dag efter dag. Pressen giver følelsen af overblik midt i kaos, illusionen af, at “nogen” har styr på det og du “er med” i et fællesskab, der er blevet et traumefælleskab, se bare de hadefulde diskutioner på f.eks BT, EB og TV2s facebooksider. Sundt? 

Pressen kanaliserer angst for krig, klima og inflation ind i konkrete figurer – Putin, CO₂, hackerangreb – så diffus uro får et mål. Den leverer følelsen af at være med: at kunne sige “jeg læste det i Politiken” eller “jeg så det på DR” er en social valuta, der gør dig til en del af flokken og bruges til som social lim. Breaking-bannere fungerer som små adrenalinfikser: katastrofen serveres, men ledsaget af en ekspert, der siger, at det nok skal gå og du trygt kan se videre.

Og det er netop her, afhængigheden opstår. Pressen producerer en uendelig dødehavs-WC-rulle af angst og belønning: trusselsbilleder, der aldrig slutter, permakrise, men hele tiden lindres med nye historier, nye analyser, nye stemmer. Det er ikke designet til at blive færdigt, ændre eller aktivere – det er en ende i sig selv, et drug, en tilstand, et kollektivt misbrug – en blanding af angst og trøst, frygt og fake-fællesskab. Pressen dulmer vores uro og fortæller os fornuften vil sejre og de voksne nok skal klare den for dig, men skaber samtidig den passivicerende afhængighed, der holder os klistret til den endeløse feed-rulle for dopamin og angst-fix. 

De unge har for længst gennemskuet medierne er propaganda forklædt som underholdning: unge mellem 18 og 29 år bruger i gennemsnit under 15 minutter dagligt på klassiske nyhedsmedier, men flere timer på TikTok, YouTube og Discord. Over 60 procent får nyheder via sociale medier og influencere, mens kun 20 procent betaler for et abonnement på et nyhedsmedie. De smarte vil hellere skabe end at konsumere.

Bevares, DR og TV 2 rammer de unge indirekte – men mest gennem Instagram-reels og TikTok-klip. Unge vågner til et meme om krisen, før DR når at sætte et breaking-banner på. De stoler mere på en gamer-streamer end på en korrespondent i blazer, og de diskuterer verdenssituationen på Discord med folk i seks forskellige lande. For dem er de klassiske medier uærlige mellemhandlere. Så hellere fællesskab, direkte kilder og meme-sandheder end doomscrolling af mellemhandleres sponsorerede synsninger.

Tag en pause og få det bedre…dine venner skal nok ringe – hvis den er helt gal.

PS. Blazar har ingen støtte, ingen sponsor, ingen skribent-ego, ingen tidsangivelse. Blazar er ren lyst.

The post Den gråblå presse – myten om de røde lejesvende, den frie presse – og PR-maskinens totale dominans appeared first on BLAZAR.

Kulturstøtte er som kirkeskat til en tom tør folkekirke. Public service medierne reducerer virkeligheden til ren lindrende underholdning, så vi ikke mærker smerten ved et defekt system. Det er opium til folket, styret af folkets statistiske fingeraftryk fortolket af en parasittisk formidlerklasse, der altid resulterer i den gode gamle historie om at 5 millioner dansktalende fluer ser lort.  Misforstå mig ikke – jeg er ligeglad med at kulturen koster penge – vi er midt i en højkonjunktur så lad os fyre den af – jeg er bare i tvivl om kulturens reele effekt – hvor er åndseliten og de værker, der sparker benene væk under os? Der er mest æstetiske narcissistisk motiverede ekkoer. Jeg ville personligt få det meget sløjt hvis jeg skulle se flere danske fim eller tro på alt det stressende vrøvl mediernes skingre råbekor får os til at gentage. Luk lortet og lav noget selv…for hvad bruger vi typisk kultur til? Identitetsmarkering – ekskludering – kompensation – sublimering – investering – eskapisme. Ingen læring, ingen aflejring af bevidsthed – kulturen er blevet ren kulhydrat uden protein, der understøtter magthavernes fortællinger, og skaber fake fixpunkter i en kaotisk verden. Det er en overflødig blindtarm, et pinligt ekko fra et middelaldermarked. Lad os glemme nickekulturen her, og koncentrere os om mainstream:

Porno er for de fleste en usund skyldbetonet vane  men mode er det nye porno, mad blev det nye porno, møbler er det nye porno – og kultur er det nye porno – kejseren har ikke klæder på mere.  Som begrebet “kreativitet” er “kultur” totalt devalueret Det er blevet pinligt at tale om.

Dansk kultur og medier er blevet en tryg lunken fadølshane. Mette Bock bør skære meget mere. Masserne udviser allerede en stiltiende boycot- de ser “kultur” som børnehavebørns askebægere der underligt nok bare glemmes. Kultur er en false flag operation, et felt der skal vise os der er tolerance, debat og frihed – men som reelt bare er styret af et hyperliberal regressiv passificerende underholdningsindustrielt komplex og deres evige jagt på opmærksomhed via uvæsentlige pseodo-konflikter. Vi er trætte af at læse en twitterpost, der forholder sig til et facebook opslag om et tv indslag med en journalist og en andens medieseksuels debat om en film om virkeligheden. Det er for meta, og virkeligheden er gidsel.

Medieforliget er klart provins-populismens og nationalismens sejr over den svindende middelklasse. Men måske har netop den middelklasse brug for at få taget deres dope væk og komme ud på gaden og gøre en forskel istedet for at gå i selvswing i ukonstruktive offerrolle-debatter. 

MEDIEFORLIG: den mentale mediemassakre er overstået for lang tid siden

Lad os zoome ud og overveje om kulturlivet – der for det utrænede øje måske er det vilde vesten – reelt er et totalt trimmet tamt tivoli, hvor al kritik og modstand trylles om til underholdning. Ren eskapisme, forklædt som “kultur”.  Måske er det tid til en pause…da virkeligheden nu overgår enhver fiktion og ethvert kunstværk, hvis vi tør lukke op for det – kulturen idag er  bare en pacificerende stresssende narresut, der i sin natur er forsinket, retarderet, da den reagerer EFTER virkeligheden, eller leger den er sin egen. 

Jaja – der er da 0.1%  kultur og journalistik der rummer noget større – der minder os om hjernens og fremtidens uendelige muligheder og ændrer verden…det er bare en meget sjælden fugl under disse himmelstrøg – hovedparten er pasticher, valium og ego-terapi – ikke LSD.

CIA & kunst

Alternativet til al det passive forbrug? Du har jo allerede potientielt din egen tv-kanal, dit eget galleri og dit eget pladeselskab i din iPhone hvis du ellers har noget på hjerte…Kultur burde være noget vi deltager i aktivt, ikke en tam forbrugsgode.  Måske skal vi undersøge Marinetti heroisk teknokrati, hvor “energien fra fjerne vinde og det oprørske hav omformet til millioner af kilowatt af menneskets geni, vil spredes til alle…reguleret af instrumentpaneler, der vibrerer under teknikernes fingre.” Lad os skabe et hurlumhejhus af fri leg og mental-diarre – et dynamisk kaos – ikke kulturens kortlagte korthus på en hullet motorvej af kompromisser og tidsspilde. Vi er paradoksalt nok i en bevidsthedsmæssig afviklingstid med kulturens og mediernes hjælp, ikke en oplysningstid – de store skred er ovre – vi laver pasticher og retro-raffinementer, ikke kvantespring.

Medieforliget har sat ild i digitale grædekoners tastaturer. Stakkels alle dem, der allerede savner at betale licens for at få jazz eller indierock i ørehullet – afbrudt af en studievært – en musikalsk fårehyrde. Hallo, vi i godt stort set hele musikhistorien allerede ligger som stream derude for 100 kr om måneden UDEN smagsdommer-rap? Stockholm-syndrom…. I japper i jeres ekkokamre – men kommer der noget ud af alt det forbrug af debat, quiz og information? Er det ikke bare et egoboostende identitets-tidsfordriv?

Som om i hører det marginal- bras i virkeligheden… tror mere på i reelt hører de samme 10 albums fra dengang i stadig kunne blive forelskede eller en podcast om at lave cryptopenge  I piver kun over DR fordi i virker kloge og voksne – ligesom i signalerer i kan lide Jørgen Leth, Lars Von Trier eller Bob Dylan eller noget andet sikkert allerede kanoniseret etableret kulturgods fra bedstefars samling  – det er ren identitetspolitik og selviscenesættelse  – som tshirts der skriger “jeg er klog, eftertænksom, følsom…reelt nyborgerlig”. Jeres digitale forargelse er også et solidarisk shout out til jeres formidlervenner i mediemiddelklassen, så de ved i er der næste gang der skal fyldes sendetid ud i et  endnu et forudsigeligt debatprogram. Luk lortet. 

“Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min revolver” – Hermann Göering 

Hvorfor høre radio? Hvad med at bruge en klassisk telefon til at tale med dine venner og familie med i stedet? Eller hvad med at lytte til byens lyde omkring dig…eller en podcast om noget andet end hvad nogle lunkne journalister/værter/brandpersoner har valgt at spilde din tid med? Hvor meget tid har du brugt på  at konsumere “sendt og glemt” produktioner? I tv kan sport snildt køre over sponsorater, ligesom alle de rædselsfulde gameshows og fiktionsserier.

Pressen: på DR og i aviserne er det mest debat og quiz. Hvad vi har brug for er objektiv uafhængig dybdeborende journalistik, samfundets vagthund, ikke mere medie-stesolid. Pressen  er reelt holdningsagenter for magthaverne der lever af skjulte annoncer i artiklerne – bør også lukke. Kultur er reelt blevet en vifte af identitetsstammer, der minder om religioner. Se f.eks Politikens læsere – en kult der dyrker krænkelse og kultur som debatemne, ikke praksis. Det er følelsernes avis, ikke fakta. Middelklassens Ekstra Blad, der udnytter den svage injurielov som en rockerbande udnytter bange vidner. Jeg er stor fan af den promille af kritisk journalistik der faktisk finder systemfejl, men det drukner jo i underholdning og propaganda for tomme livsstile og depressionsfremmende indhold, der leder til øget reklamesalg – det er tankevækkende der arbejder flere journalister udenfor pressen – med at påvirke “den frie” presse.

Hvis man endelig skal have noget public service presse bør kun en brøkdel betales over skatten for at sikre den politiske uafhængighed DR og aviserne slet ikke har. Et mix af fonde, skat, crowdfunding og reklame kunne være en løsning. Måske er kultur idag blot fælles nationale referencer? Ud over sproget kan vi vist reducere det til en DVD sponsoreret af Carlsberg med EM92, HC Andersen, Kim Larsen, Klovn og Olsen Banden.

Politikerne blader kunst og kultur sammen, det bliver altid håndboldhaller der vinder over fremtidens kunst. Kunst kræver empati, men empati er noget magthaverne generelt er nød til at distancere sig fra for at overleve – og hvorfor støtte en anden magtbase med et andet sprog, udenfor politik? Man kunne risikere der kom et alternativ eller kritik. Så hellere mere sport og politi.

“Lad os ødelægge muséerne, bibliotekerne, akademier af alle slags – vi vil bekæmpe moralisme, feminisme, enhver nyttebetonet eller opportunistisk fejhed. Vi vil prise kærligheden til fare…til frygtløshed…verden har fået tilført en ny form for skønhed, fartens skønhed…ved siden af kampen findes ingen skønhed mere…poesien må anses som et voldeligt angreb på ukendte kræfter…intet værk uden aggression kan blive et mesterværk…vi vil glorificere krigen, verdens eneste hygiejne, militarisme, patriotisme, anarkisternes destruktive gester…smukke idéer, der er værdt at dø for stående på verdens top sender vi endnu en gang en udfordring til stjernerne…”

Filippo Marinetti 1909

Musik er blot blevet parfume der får den rådne stank af shopping til at glide, eller en fake-social lim der skjuler vi ikke har noget at sige til hinanden når vi istedet nigger til hinanden i en koger. Alle tjener penge på musik, undtagen musikerne. Musik er underholdning – tidsfordriv der skal skabe jobs til formidler-mediemiddelklassen og skal virke som den parfume, der limer os sammen så vi køber tøj, øl og alt muligt andet unødvendigt bras.

GUIDE: Musikgenre-ævl

Samtidskunsten er reduceret til ekskluderende investeringssikre møbler til overklassen, eller til at holde museer og kunsthistorikere beskæftiget i deres gokkeklubber. Upræcise budskaber, design, røgslør, tomhed, vrøvl, poesi og mystik styret af  anale samlerne og en visionsløs narcissistisk formidlerklasse drevet af ego og grådighed.  Er kunst reelt ikke bare en subliminal propaganda for konkurencestaten – en illusion om “den legende tossede ener kan ændre verden og sit liv på egne betingelser”? Bullshit.

ZEITGEIST-DIAGNOSE – bevismateriale 1: KUNSTMESSE

Teatrene burde også konverteres  til beboerhuse – alle er i spil altid anyway så hvorfor dyrke teatrets meta-dobbeltspil? Teatrene er blevet anstalter for professionelt skizofreni hvor “spillere” ikke ved hvem de er uden en instruktør-hersker. Teater er som opera og ballet døde museer, hvor der ikke kan klippes og der lugter – en slags analog overklasse-strip – en ækel karisma-kult i en tid hvor alt er teater. Teateret er dobbeltteater og det er en rædselsfuld rolle at være publikum til at sig selv som publikum. Forbyd det usunde snobbede mølædte bras. 

Konverter museerne til interaktive brugerstyrede kulturhuse og læg samlingerne på DR.DK sammen med alle de støvede teaterforestillinger og alt det andet danefæ.Stop alt fake  kultur og lad os komme tilbage til at tale med hinanden, spille for hinanden og laver billeder til hinanden fordi vi har lyst – uden fordyrende mellemled og fake agendaer.Dansk film simulerer sjældnere og sjældnere kunst – hvis de ikke bare er retro-køkken-komedie og krimi – gid filmene bare vedkendte sig de er skamløst kommercielt og poppede, og produkter af nedklippede bonzai-stamtræ af kompromisser. Så hellere tage hele kongehusets årsbudget og give til Trier så han kan lave en Blockbuster der kan brande Danmark bedre end kondiløb og begravelser.

Slut også støtten til dokumentarfilm der skal legitimere vores offensive bombetogter i den 3 verden – “se det er synd for de Afghanske Kvinder” – mens vi lukker for flygtningene. Dokumentarfilm var et cool felt men er overtaget af journalistiske greb.

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

De rige orker ikke bruge tid på noget der ikke er ren nydelse eller genererer penge. Ok, en del samler på kunst som andre samler på dyre frimærker, og bruger det til at signalere de er finere end de forstandstosser der går på jagt. Kunst er det ultimative bling-blær – “se jeg har købt et sort stribemaleri – eller rettere for 3000 kr materialer rammet ind af mystik og et langt cv – for mere end dit hus koster…hahahhaa”. Den ultimative fuckfinger til de fattige, som et par pre-smadrede Golden Goose sneakers med slidt gaffatape på.

De fattige har ikke tid til kunst. De har travlt med at overleve – før robotterne og globaliseringen tager den sidste rest af velfærdstaten og det arbejde de kan udføre. Det er den truede middelklasse der holder kultursovepuden i et jernkram. Lad os rive den væk så fjerene danser og de kommer ud af hullerne.
Hvad med vi helt fjernede pengene fra kulturspillet og så hvem der så var tilbage? Hvem der virkelig er drevet at indre nødvendighed, hvem der virkelig havde noget vigtigt på hjerte? Lad os fjerne hele den pseodo-kultur der står ovenpå kernen – den kreative aktivitet. Skære mellemmændende, smagsdommerne og de økonomiske væk og reducere kulturen til rent indhold transmitteret mellem mennesker fordi de ikke kan lade være. Der er alligevel ingen politkere der har en visionær kulturpolitik, udover en klam national identitetsagenda.

Kun rige folks børn eller dem der rimmer mæcener og så den ægte hobbyist vil overleve et kulturstop – udover “reklamekunstnerne”. Måske skulle man allokere kulturpengene til folkeskolerne, der kunne klæde de unge på med kurser i kildekritik og brug af kreative værktøjer.

Måske er det nu vi skal fjerne alt det vrøvl fra toppen af behovspyramiden og kigge på virkeligheden igen – for vores egen mentale sundheds skyld. Lad os prøve at slukke bare et par år for al kultur, så vi var nød til at lytte til virkeligheden omkring os, nød til at forholde os til de konkrete situationer vi lever i, nød til at tale om og leve i virkeligheden DIREKTE – i stedet for at ekskludere hinanden i kulturforbrugs-krige, og spilde en masse tid på noget der reelt er markedsdrevet lallende retro-eskapisme.

The post NEDSKÆRINGSPIV? KULTUREN ER ALLEREDE DØD appeared first on BLAZAR.