Jeg oplever, at Martin Halls hovedværk ikke var en bestemt plade, bog eller forestilling. Det var Martin Hall, attituden, silhuetten, myten og insisteren på, at et menneske kunne forme hele sit liv som kunst.Martin Hall er død i sin seng, kun 63 år. Det klør i mig; jeg har hørt Ballet Mecaniques stærke debut hele dagen – den er fuldt på højde med Wire eller Pop Group og burde være en international post-punk-klassiker, der har transporteret mig tilbage til dengang musik betød noget.

Martins exit er desvære endnu et tegn på, at generation X fader ud i bakspejlet nu. Sort Sol spiller på Det Kongelige Teater, Lars Hug hygger sig og Lars von Trier er syg…og oprøret er blevet kulturarv og pensum.

Nu brander mange sig med en nekrolog som da Jørgen Leth døde, selvom det ikke er menneskeligt muligt at overskue eller finde en tråd i de flyttekasser med værker, som Martin producerede. Her er mit forsøg:

FLASHBACK; Engang vrimlede indre by med originaler, ikke den slags uniformerede performative uniforme online-kloner vi ser i dag, men bare et sammenrend af mennesker, der uden skærmhjælp bar deres hjerte uden på tøjet og udviklede deres ydre stil og indre liv i eget tempo.

Især i sidegaderne omkring Strøget opførte den  brogede skare deres private flanørteater, der virkelig strittede ud i en næsten modemæssigt DDR-agtig by, der ellers var domineret af post-hippie jeans, håndværkertøj og suits. Som musikken havde tøjet betydning dengang, og nogle gange skulle vi løbe for livet fra rakkere i hvide træsko, Bispebjerg bokseklub, uropatruljen  eller Bullshit-psykopaterne. 

MIN INDRE BY – FØR & NU

Nogle var det, man senere vil kalde autentiske modeikoner, f.eks. Lars Top (Sods/Sort Sol) perfektionerede sin egen gotiske glampunk-uniform, der blev kopieret af mange og stadig er under udvikling. 

POST PUNK KØBENHAVN

Joy Division var store og dyrkedes af en hær af frustrerede unge mænd i lange, gamle overfrakker med fedtet kostskolesideskilning og undercut, der flirtede med Crowley, Nietzsche, Burroughs, Kierkegaard, Céline og et let fascistisk look, der var godt til at pisse alle af og virkede som aktiv prævention. 

En stak ud fra flokken, den unge smukke Martin Hall – der toppede alles look med plusfours, knæstrømper, fedtet tilbageskrabet kanariehår, kappeagtig duffelcoat, asketisk skjorte med kinakrave og pancake – et mix af vandringsmand, den enfoldige morder, asketisk boheme og Bowies Low-cover gjort levende som flanør midt i den københavnske middelmådighed – som postpunkens svar på Frederiksbergs Marquis de Sade.

MARTIN HAll LIVE HER

I Rockmaskinen, Saltlageret, i besatte huse, på gallerier og i Odd Fellow Palæet satte han den på det tidspunkt stærkt stagnerende punkscene på plads med koncerter, der ofte var koordinerede ambitiøse multimedie-performances med højt til loftet. Jeg har aldrig været vild med Martins inderlige sangstemme, men Martin kunne spille alt, selv violin – hvilket var ret unikt på scenen dengang – og når Hall spillede med Before eller Sods/Sort Sol, trak han musikken væk fra den sædvanlige punkrock og ind i et mere teatralsk, dissonant og europæisk rum. 

Han blev en slags guru for mange og er det sikkert stadig. Desværre oplevede jeg ham som et usikkert og neurotisk offstage – det var jeg sandsynligvis også.

Dette paradisiske ur-postpunk-miljø jagtede den næste nye ting, den næste provokation, den næste lyd, den nye ide – men tiltrak desværre en rockere, kedelige copycats og det sneede med speed og senere heroin.

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

Martin fandt også legendariske sidemen som Morten Versner (rip), Martin Krogh (rip) og Henrik Møllb (rip) og producerede en lind strøm af fanzines, kassettebånd og vinyl under en vifte af navne – klart inspireret af Roxy Music, Pop Group, David Sylvian, New Order, Bowie, Throbbing Gristle, PTV, ACR og senere Brel og Scott Walker – pyt med det, dansk kultur har altid været en gang oversættelser, og med så godt et mix kunne Hall ikke gå helt galt i byen. Der kom en lind strøm af manifester, som scenen brugte som inspiration, selvom de også grinede af den pretentiøse stil.

VENDEPUNKTET: Hall rykkede over på kunstscenen og blev clean via Emin Foundation, en esoterisk syntese fra 1970’erne: Gurdjieff og Ouspensky som metodisk grundstamme, Steiner og teosofien som åndeligt udviklingsbillede, nyplatonismen som kosmisk arkitektur og New Age-kulturen som ramme for øvelser, personlig transformation og alternative erkendelsesformer med base på Sønder Boulevard. Emin Foundation helbredte ikke Halls behov for en ophøjet rolle. Den gav rollen et nyt sprog.

Farvel punk, farvel til hedonisme – goddag til disciplin og synthesizers og trommemaskinen, så han slap for øvelokalernes sorte huller. Totalt i sync med New Orders udvikling, men uden det store gennembrud, for Hall var en enhjørning i dengang monokulturelle Danmark, men manglede hooks og branche-backup. I Danmark lignede han et fremmedlegeme. I udlandet risikerede han at ligne en særligt ambitiøs elev af allerede etablerede forbilleder. 

På det tidspunkt mistede Hall fascinationskraften i min optik, måske fordi den nye genstart via den spæde EBM/Acid/Techno/Hiphop – sampleren, kærligheden og svampene – bare gjorde hele postpunk-universet irrelevant.

Efter 90ernes postmoderne og metamoderne gøgl er Halls mix af essentiel alvor, klassisk europæisk kultur, righoldige metalag og manisk produktion desværre sjældent i dag i et kulturliv overtaget af formidlere, nepokids, tomme stiltyve og meme-gøglere. 

I dag forventes kunstnere at kunne forklare værket, næsten før det er skabt. Institutionerne belønner netværk, genkendelige diskurser og kommunikerbare identiteter. Sociale medier gør personaen obligatorisk, men samtidig mere ensartet. Referencer kan identificeres på få sekunder og mister deres mystik. Den tavse, ophøjede dandy er vanskelig at opretholde, når alle skal poste, forklare og være tilgængelige. 

Så ingen overtog Martin Hall. For øvelsens skyld har jeg delt rollen op i fire mindre og mere tidssvarende funktioner:

Halls greb blev kopieret, og han blev  efterhånden overhalet i det opmærksomhedsøkonomiske mainstream-ræs. Frøken Nielsen – senere Madame Nielsen – gjorde noget beslægtet med identitet og persona, men langt mere risikabelt. Claus Beck-Nielsen lod figuren invadere selve livet, kroppen og offentligheden. Nielsens  identitet kunne bryde sammen; Halls flanerende dandyrolle begyndte at virke gammeldags.

Blackman havde til gengæld noget af det, Hall manglede: ægte nepo overklassefilms, onliners med gennemslagskraft, humor, lummerhed, social sadisme og dermed adgang til almindeligt pølle-fjernsyn. Han kunne simulere camp, sofistikeret og selvbevidst uden at det krævede, at publikum havde læst Huysmans kontra kvikkere Martin Hall, der skulle etablere sin betydning men talte volapyk. Blackman kunne bare træde ind i rummet og imitere samme arketype, men så EB´s læsere også klikkede. Hall skulle hele tiden demonstrere sin betydning. Blackman kunne få betydningen til at ligne en medfødt egenskab uden at have andet end lidt jazztrommer

Esben Weile Kjær minder om den unge Hall som æstetisk institutionsfigur: mode, klubkultur, popreferencer, performance, branding og samtidens kunstverden, men hvor Hall ville være europæisk dekadent, er Weile Kjær global kunstmesse-pop lavet til samlere og kuratorer fra Gen X der vil være unge, men sidder fast i et gammelt nummer af The Face. 

Tobias Rahim har selvmytologiseringen, poesien, kroppen, sårbarheden og den omhyggeligt konstruerede offentlige figur. Men han er næsten anti-Hall: folkelig, følelsesdirekte, erotisk, global og fællesskabsorienteret. Hall skabte afstand; Rahim skaber identifikation med sårbarheden. 

Så spring på, der er en ledig plads – vi mangler mennesker, der mener det, tror på kultur kan forandre verden og insisterer på at være renesancemennesker. 

Måske var det derfor, hans død kradser ekstra. Ikke fordi jeg elskede alle værkerne, men fordi han tilhørte en tid, hvor vi stadig troede, at et menneske kunne opfinde sig selv så konsekvent, at verden var nødt til at følge med.

Senere mødte jeg heldigvis mødte jeg den mere modne Hall igen via Henrik Møll: han var langt mere afslappet, tryg og mestrede den morsomme ping-pong – han gik stadig i enorm overfrakke om sommeren, men jeg fornemmede, at han ikke mere følte, at han skulle bevise noget eller berettige sin eksistens, at han faktisk kunne lægge masken og bare jamme, som var vi knægte foran Gry Records før stofferne og myterne accelererede. Han har udgivet røven ud af bukserne på alt og alle i Danmark, og var ikke længere gidsel i sit hovedværk – Martin Hall.

Klub BARBUE – dødvandet mellem postpunk & prototechno

The post Martin Hall – RIP appeared first on BLAZAR.