Christoffer Nolan sniger metafysiske temaer ind i sine blockbuster-film og udforsker begreberne tid, hukommelse og personlig identitet via ukonventionelle labyrintiske plots og brudte fortællestrukturer – han er tilsyneladende en art-house-auteur, der laver intellektuelt ambitiøse blockbuster-film som f.eks hans 3 Batman film, Dunkirk & Memento. Heldigvis er hans nyeste film mindre forvrøvlet end den forrige, Tennent.  Nolan har kastet sin kærlighed på atombombens fader i sin seneste 3 timer lange 100 millioner dollars 70mm imax opus om atomforskeren J.R. Oppenheimer – filmen prøver både at være biopic, thriller, periodestykke, moralsk gyser og retsals-kammerspils-drama – og lykkes delvist.

Lad være at spoile oplevelsen ved at  læse op på Oppenheimer på wiki – det vil ødelægge det labyrintiske plots suspense – bare læn dig tilbage og nyd de mange cameos – især den ellers pænt lallede Robert Downey gør det godt, Matt Damon er sjovt castet og igen suveræn. Niels Bohr ligner ikke Niels men spiller fint.

Jeg er mere i tvivl om den liderlige asberger-agtige moralistiske hovedperson, spillet af den ellers strålende Cillian Murphy, kendt fra Peaky Blinders, der her minder mig om en forpint  David Byrne fra Talking Heads, der leger manden med leen – han får sikkert en masse priser for rollen, men jeg kan ikke rigtig mærke ham, hvilket kan være en pointe? Værst er Einstein, der minder om noget fra den lyserøde panter. Vi kommer desværre aldrig rigtig ind under huden på geniet og hans motivationer – vi kommer aldrig rigtig til at forstå hverken kernefusion eller hans hjerne.

Bevares vi gyser over konflikten imellem den modernistiske fritænker – der dyrker T.S. Elliot, Stravinsky og Picasso og flirter med Marx, Jung og Freud – og den onde Mccarthyisme, der gør selv de smarteste forskere til paranoide opportunistiske vendekåber.

Denne kamp mellem fritænkeren og antikommunismen bliver bare aldrig rigtigt spændende, da vi fra start ved han ikke er spion og tydeligvis ender som en helt, dog martret af tanken om 220.000 brændende bestrålede Japanere. Bevares – det er flot billedhåndværk trods den minimale CGI – specielt alderdoms-makeuppen  og lydsiden er overbevisende. Men filmen virker meget lang og trods Nolans sædvanlige mystiske krumspring er der noget gammel-modernistisk over affæren – den rummer en nostalgi efter en simplere verden.

Nogen vil sikkert indlæse en metafor det næste kvantespring efter atomvåben – A.I. – ind i filmen, og vi kan da håbe den kan starte en debat om forskning og moral. Desværre er der stadig over 4000 atomvåben klar til affyring idag -helt vanvittigt – jeg håber denne film kan genstarte et folkeligt pres for nedrustning. 

Se den på en stor korrekt kalibreret skærm – især hvis du allerede har set sommerens film, den mere opløftende Astroid City.

The post Oppenheimer / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.