Jeg gik gennem en vidunderlig by fyldt med festivals, foodie-fetishisme, spandex-sportsparader og alskens gøgl, folket vimsede  rundt som påfugle på et samlebånd, struttende af sundhed med 9000   kr´s telefoner og øko-microøl i silkebløde hænder, mens bascykler blæste rædsom shubiduask mave-danskhall overalt og spyttende human beatboxer-wiggere på dværg-trick-cykler i fake Raybans – som pot allerede var rigtig legalt. Generation hest i pastel Ralph Lauren blæste på hestebedøvelse, Øregårds fineste – og dem der prøvede at ligne – cruisede hujende i ring i lejede hvide limousiner,, touristerne  guffede græshoppe-parfais på Noma og knalde verdens lykkeligste indentitetssøgnede ariere næsten gratis. Kønnene havde byttet roller og der blev flirtet som var vi på et stort udendørs latino-diskotek lige før orgiet, og i aftensolen var det som om hele hverdagens kede virkelighedsboble var ligemeget, forældet, passé, som om fornuften og nydelsen endelig havde sejret og nu stod flot og nyopladet med mening og energi. Det hele gik underligt nok den rigtige vej her i EU´s eget Christiana, moder tysklands klit, hvor selv de mest marginale avantgarde-ideer havde et støtte-krykke-liv det var en virkelig en ny guldalder i overflødighedshornet København, som var det Rom´s sidste søde dage.

Jeg dumpede Nils i nat , han var ikke til pænt brug for tiden Jeg er småsnalret efter en fisse-fimset fernisering, hvor kuratorer demonstrede kulturstøtte er smart, for så kan man bare støtte en æstetisk udstilling om betonghettoer eller droner, for at trylle reele problemer om til “grænsevoerskridende” og “politisk” underholdning – der max rev som en tur i et spøgelsestog. 

Mine hjerne flød over med løgn så som en hund der søger sine gamle pis-spor var jeg endt på en klassisk bar hvor jeg før havde haft vellykkede kontroltab, hvor en ældre herre iført en afronaut på hans datters alder vinkede mig ned i audiens. 

Hans tweedjakke minder mig om bestyrelses-jazz, jeg gættede på han var i byen for at score på sin lighed med en liderlig far i en populær Netflix serie – og for at promenere med sit nye balsamskæg.…med extentions? Efter indledende høfligheder nåede jeg fantasiløst til det klassiske sagsbehandler spørgsmål: “hvad laver du for tiden? 

Han svarede lydløst ved at tage en sirligt printet seddel op af sin noget slidte tegnedreng af det fineste muldvarpeskind. På den ene side stod der “Flaneur” med en ordbogsforklaring, på den anden side stod der “Hedonist”. Helt rutineret havde han alibiet parat til situationer som denne, og jeg smagte efter om han virkelig var tilfældig havnet i min private fredags-film, eller var en slags færgemand eller måske et orakel, om dette var en slags personlig crossroad, om det var et tegn ovenfra.

 Jeg stak ham lidt glitrende taletalkum og en kraftig klæbende kitchy white russian, kastede ordet “tidsånd”, og bingo det startede et cut-up verbal-væveri fremført i den gyldne tone megalomane tourette barfolk intonerer, lige før promillen får dem til at mumle – den klassiske enetale om “den store sammenhæng”. 

“Jeg mærker simren i krystalkuglen, det der blomstrer i kanterne af samfundsboblen, der brister snart.

Det er svært at beskrive “det nye” via et sprog så devalueret og forvasket som sproget er idag. Måske er “det nye” ikke et dialektisk “enten/eller” men et “både/og”, da samfundet som bekendt er et væv af asynkrone bobler der skubber mod og med hinanden. Lad mig prøve at byde på opløftende metoder til at komme videre ud af samtidens ukvikke kviksand: Nutidens let deprime Digi-post-post-modernisme“ vs. Det unavngivne nye. “

Det duftende fyrtårn eller rettere fyrfadslys fortsatte eksalteret med kaskader af syrligt-bitre gamle travere smykket af glimt af lys – mens jeg noterede mig juxeboxen var erstattet af en spotify playlist med retro-eurodance, EDM, trap og 80er hår-metal med keyboards og reklamerjingler. Jeg sommer ind igen:

“Vi er i et vakuum, verden blev ren overflade efter at have begået excel-mord på alle andre utopier end uendelig vækst, de store idealer er opløst i post-postmodernismens retrofuturistiske uendelige musehjul. Selv internettet er blevet et stort spørgeskema, der minder om konspirationsteoretikernes gamle yndling Echelon, de sociale medier er blevet hvermands realityshow hvor vi vogter hinanden i et panoptikon-fængsel – et frivilligt overvågningssamfund. På arbejdspladserne er der dømt forandringsledelse, der skabte mere usikkerhed, uempati og rotteræs for at vi kan lave “mere til flere for mindre”….og drabet på den kritiske bevidsthed er fuldført, efter genierne var flygtet eller kvalt med middelklasseværdier….for hvem tør lave ballade hvis de kan miste deres kartoffelrækkehus?  Cheferne og konerne ved du er presset og udnytter det, venskaber blev netværk og alle har brune næser af stress. Tidens simple historier er angst, misundelse, krænkelse og sex – og den såkaldte ”kreative klasse” kunne maximalt udkæmpe misundelige livsstilskrige eller lukrere på den yngre generations søgen og usikkerhed ved at hipsterficere og udnytte dem som forbruges-avantgarde-stigfindere til dekandent markedsoppiskning. Den eneste handling der er tilbage er handel, mennesket var blevet en lunken flad papskydeskive der umætteligt smykke sig med brands, historier og mennesker for igen at fremstå som et attraktivt brand selv, andre brands så kunne jage ned, før den endelige mega-merger. Alt for at undgå den angstfyldte hylende tomhedsangst indeni. Tidens overordnede dianogse er vel narcissistisk borderline med afasi?”

Jeg måbede…var han ved at diktere en lufthavns-bog-basker? Jeg ville have hans egen historie lidt skarpere: “hvor er du selv?”

“For 2 år siden sagde jeg op fra mit højprofilerede mediejob, efter jeg naivt troede mine chefer havde format til at tåle at jeg sparkede opad, ikke nedad….men det er stadig chain of command-SM. Jeg sagde op, livet er for kort til samlebånd og mavesår…men som hævn for den skade cheferne mente jeg havde forvoldt på deres sarte menneske-brands da jeg kaldte deres bluff, søsatte de en løgnagtig virus om min ulydige natur, der gjorde mig radioaktiv og brødløs, slut med at være frække meningsmættede badegæst, der ikke må overnatte af fare for konen knepper dig. Først var jeg en fjer i en redaktørs hat, så blev jeg tømt og skrottet. I medietoppen vinder dem der udviser mindst empati og lyver bedst. Tryghed og netværk frem for talent. Så jeg ramte bundlaget i dagens medieøkonomi,  der hobbyister og lever af likes i en pengeløs opmærksomhedsøkonomi. Alle os små garage Kubricks uden netværk og stor platform, der ikke kan regne spillet ud, der sidder og spytter småværker ud i det sorte hul online som en ludoman med en enarmet tyveknægt – på overførsel, for mellemlaget af vilde uafhængige freelance cowboys er udslettet og erstattet af rige folks lydige børn.”

Jeg fedter med telefonerne under bordet – Nils kimer konstant, Xenia er alt for stille. Han ævler videre:

“Efter en brat flad overgang lærte jeg at heldigvis nyde ikke at sidde søvnløs i nyt Storm-tøj i en taxa og boble mellem to branche-incest-fester og fedtspille i baghånd, men at gå rundt på brune ris og tale og mærke mennesker, ikke historier. Droppede at være kunstner, den rolle er somen selvbrandende hus-neger der skal legitimere en KKK slagtefest, et tidsrøveri, eskapisme. Jeg kunne ikke stå inde for det mere. Kultur er blevet en hobby-kompensation for for identitetssvage intellektuelt mindreværdige borgere, der gerne vil eksludere masserne diskret med god smag. Myten om kunstneren vedligeholdes kun fordi vi er nød til at tro på social mobilitet, eneren, orginalen, tossen. Den naive myte om kunstneren er blevet en liberal helt.“

Han tændte en ækel pensionistisk cigaril i slowmotion, der sikkert dampede af berejst boheme for resten af baren. Den stank af  bridgeblanndings-ætsede gebisser i glas. Han forstsatte enetalen, og jeg blev mest hængene pga.  En yderst symetrisk dame der sendte lange liderlige øjne selvom hun var fanget i et minefelt af cockblockere som en gokketartelet. Promillen steg:

“Hvad vil der ske hvis jeg dropper ud, tænkte jeg – modsat alle andre, der prøver at regne den ud? Jeg blev som en Jesus i ørkenen, en blå sadhu, der prøvede at blive god til bare at være. For hvad sker der når jeg slukker de to motorer der driver os, opmærksomhed og penge? Hvordan oplever jeg tidsånden, når jeg er udenfor min egen kulturelle spejlskov, sat fri som en debil stiv instinktstyret abekat? Min tid er blevet vigtigere end mit brand-selvbillede og mine småpenge. Alt det gamle virkede uvirkeligt, undtagen kroppens signaler. Så slut med stressen, der kommer af konstant krisetænkning, der udløser depression og dermed tryghedssøgende retro-konservatisme. Vi overlever jo ligegyldigt hvad her i i-landene, i hvert fald de næste 30 år. Ingen kan alligevel vinde ræset om forsiden i tidens umættelige misbrug, og man kan aldrig blive set, anerkendt eller rig nok anyway. Hvis du sidder på yachten drømmer du umætteligt om en privat-jet. Du kan aldrig blive for klog, feteret, tynd eller ung. Du er dømt til at tabe spillet, og denne evige usikkerhed mades, så du arbejder hårdere for at forbruge mere. Men giv dog op, sluk, drop ud.  Det er som stoffer der ikke kan gøre dig høj mere.”

Sikke et taleflip…en lapset voyeur-vampyr med fiskeøjne der levede af at mime finkultur til forstæderne sneg sig ind og prøvede at sætte sig indenfor hørevide, men blev hvæset væk af tweedfyren:

“Vig bort blanke karmanassere, skriv om jer selv, fodbold, mad! Spot dem der lever det liv i ikke tør leve selv , skrid ned til en patetisk reception og spil undergrund med jer….mimere!”  

De mumlede paf om de også skulle videre til en Magasin-fest eller et eller andet der ikke rigtig fandtes mere og gik over for bytte noget rygklapperi for en streg hos en konfus ekspedient i fashionista-sweatshoppen. Ævlehovedet rettede teatralsk på kraven og fortsatte sit foredrag:

“Krisen holdes konstant, og det hjælper ikke at sidde på hænderne og vente på kasino-kapitalens næste rytmiske 7 års lunge-opsving. De ved der er penge i at spare og rense ud, de rige bliver rigere, og du – der sandsynligvis er i-lands skrantende middelklasse – risikerer at ende som posemand hvis du ikke knokler og går hvad der bliver sagt, for vismændene i Cepos har regnet ud der kun er brug for 2/3 af arbejdsstyrken, og den sidste magtesløse 1/3 spredes nu i udkanten på vågeblus og holdes sultne, passive og dumme med piller, pasta, tv og billig sprut. Det er derfor hæren træner borgerkrig, for der er tabere nok til at tage politiet ud. Dette skræmmebillede holder så resten af arbejdsstyrken på tæerne i en evig stoledans om guldkalven, i virksomheder baseret på stamtræ af kompromiser, idioter der kun tør ansætte større idioter. Se bare journalistik der er blevet ren PR, hvor folk knokler helt ukritisk og næsten gratis, fordi man har mange ledige. Så nu er tid til at handle, og ikke bare vente på lotto-telefonen ringer eller livet går igang for alvor – de unge ved ikke hvad et sabbatår  eller en chillum er mere. Så ind på CBS, få et job som juicedreng, bliv Influencer og træn – men hold dine svagheder for dig selv, eller kræng dem ud som M&Ms eller hvad han hedder. Det sen-moderne “det ligemeget´s” indbyggede nihilisme, hvor alle store fortællingers og utopier dør resulterer jo i konsumerismens og markedets totale grådige penetration gennem alle samfunds mentale, sociale og økonomiske rum – det  gør os ikke glade – det er ikke rart at se verden gennem et Excel-ark, og en ny iphone gør os ikke glade mere. Dating der er som jobsamtaler dur ikke, position er ikke personlighed. Lige meget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er grundfortællingen den samme – en higen efter opmærksomhed og penge – selv om nettet har erstattet vores hukommelses historieskrivning. But the thrill is gone. Den der dør med mest legetøj i kisten har ikke nødvendigvis vundet. Det er måske “praktisk” og “strategisk”, men hvordan FØLES det lige nu? Hvis vi ser på samfunds-teateret som et stof eller en medicin mod den menneskelige smerte, lindrer det da stadig lidt, men løser ikke vores fundamentale sult efter mening og fremdrift. Spillet eksisterer kun fordi det regenererer sig selv og alle alternativer dødfødtes fra start pga. den store usynlige rammefortælling, markedet. Vi ser revner i systemet overalt, fra hooliganisme, fattigdom og misbrug til tidens kunstværker, der er reducerede til skårknuseri, visuelle møbler, pasticher, identitets-talismen eller blot investering og skatteundragelse.”

Hvad fanden ved han om skat, tænkte jeg – han var tydeligvis et boomer-produkt af 70erne og en velstand, der ikke fandtes mere. “Flaneur” min bare røv – forestillede mig en hel forsømt børnehave på gule plader med hans næse, der havde kostet en børnehave i druk. Han fremstod tom og dekodet og min restløshed rejste sig som en kriller i understellet, men facit-fars afronaut fangede lyset på en måde der fik mig til at tænke på Grace Jones greatest hits, den blå. Jeg var forbandet og tryllebundet, men initiativlabil:

“Mode er blevet modellen, der altid  har lånt fra og været misundelig på kunst og kultur, men kultur bliver i stigende grad skabt og markedsført som mode, da dette vækster markedet, men desværre fjerner det visionære, personlige, utopiske, kritiske fra kunsten. Moden har smittet alt andet med sin hule udvendighed og troløse uautentiske omskiftelighed.”

Min yndlings barperson har vådt hår, da han lige har badet nøgen i havnen. Nu sætter han en laksemad foran mig, selvom han ikke har restaurationsbevilling. “Du ser sulten ud”. Tweed-Torben kører videre:

“Debatten i medierne er reduceret til ren Robinson mellem mediemenneske-brands med munddiarré, der repræsenterer div. interesse og målgrupper. Så selv her i verdens lykkeligste og rigeste lande – ifølge magasiner du ikke køber, men hvor du sælges til annoncører – er vi ikke glade, vi har rekord i misbrug, selvmord osv. Vi har mindre sex og tager mere medicin. Vi lever ikke i en oplysningstid, men en afviklingstid, en udrensningstid. Vi får at vide vi kan alt – vi er alle curlingbørn teoretisk – men vi tør ikke noget eller kan finde på noget selv, og gør det der er planen, vi køber andres lukrative drømme i mangel på egen visionær kraft.”

Touché. Han kørte virkelig sig selv af mens vi bællede det organiske opløsningsmiddel alkohol –  så vi alle blev lige og limet sammen som  krybdyrhjerner. Han er bagud med modgiften – der efter såret under hans næse at dømme var klippet med ormekur – så han vraltede på toilettet udenom en bande Bloodz i EA-sweatshirts og vente tilbage som en selvtilfreds sne-ugle, der tudede videre:

“Lad os vende udviklingen ved at slukke for støjen, mærke os selv og hinanden igen og tage kontrol. For systemet virker ikke, vores tro på demokrati, fædreland, familie, kirke og medier er meget lille men da ingen byder ind med et alternativ fortsætter det som en genudsendelse af Matador eller 1864, vi er som narkomaner, der stikker igen og igen for at holde det ud – uden at blive høje mere. Vi fortrænger os selv og hinanden via det underholdnings-industrielle kompleks. Medierne laver burgermad, noget alle kan spise for minderne og placebo, men ingen reelt fordøjer ordenligt eller får næring af – kulhydrat, ikke protein. Det er regnearkspiloterne og mellemlederne, der er de nye “kreative”, og vi andre skal bare samle sættet til den bedste pris med mindst muligt brok. Brede for alle, ikke dybde, alt gøres til underholdning der skal sælge annoncer, ikke værktøj til at leve – selv i de reklamefri medier ser man denne models slagskygge.”

“Hvis jeg var redaktør ville jeg også bare fyre den dinosaurus, der ikke er andet end retorisk ballade for sin egen skyld..han har ingen løsninger, det er bare brok for opmærksomhed..”…hviskede ådselsæderen i baren, da jeg hentede en bakke shots på regning mere…han så ud som en der havde gatecrashed en lancier-fest, han var avanceret fra at leve af at knække kort fra anal-bedække forsømte kostskolepiger og skaffe ofre til de onde egendomsmægleres fisseklub – til at blogge som en slags ironisk borgerlig kulturrevser. Han købte lidt likes på facebook, og fandt så en masse fans, der også følte sig svigtet af 68erne. Han ville ikke ned ved profetens bord, thi han ledte efter en ungmø så han kunne spare taxaen hjem. Jeg satte mig tilbage.

“Net-nuet har afløst en kontinuerlig historieskrivning, især er alt efter cirka 1996 er klar til at blive nutidigt nu ved et klik, ud over de traditionelle 3 og 20 års retrobølger. Men hvad blev der af fremtiden? Troen på den forsvandt med Manson, Vietnam, Watergate, oliekrisen og det afbrudte rumprogram, der samlede verden i et et øjeblik. I det digitale domæne er det ikke “enten/eller” men “og/plus”. Vi har alt i bredden, men ikke tid til at fordybes, vi har digital ADHD. Vores attentionspan reduceres, vi hester rundt i andres datamining-maneger som umættelige angste koffein-pacmen, vi driver musehjulet rundt i det der kom efter it-samfundet, konkurence-samfundet. Datamining leder desværre til den “mere til flest muligt for mindst muligt” – laveste fællesnævner tankegang, der dræber det naturlige kaos, der altid har drevet evolutionen og skabt de nye spændende mutationer, der giver historisk fremdrift. Det var tilfældigt da man opfandt LSD og pencilin.”

Ved profetens balsamskæg for en dystopisk smøre….jeg må afbryde: “hov hvad med de sociale medier, de har da forvredet magtpositionerne?” Han lignede en der havde taget en bid af en hund  og svarer let nedladende:

“Vi ser os selv som microbrands der lever via digitale dukkehuse i krig om penge og opmærksomhed med andre menneske-brands. Vi er alle kritik-angste like-hunters iført ja-hatte. Vores masker bliver vores ansigter, vores venner blot badges på vores jakker, der understøtter vores brand, vores forbrug fortæller historien om hvem vi er for at distrahere fra hvordan vi reelt ikke har meget at sige eller gøre mere. Venskaber er blevet netværk, hvad kan du bytte med? Slut med spændende mennesker fra andre boldgader og segmenter, slut at spilde tid med defekte velduftende gamle klassekamerater, i de lukrative alliancers tid. Ligemeget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er den strukturelle grundfortælling den samme – en higen efter opmærksomhed og penge. Vi ser endda os selv som produkter på hylderne i livets supermarked, hvilket afføder et overdrevent fokus på indpakning – og sikkert også anoreksi. Idag er narcisisme er ikke mere en dianogse, men bare normalt. Og neurosefælleskaber bliver forbrugsfælleskaber. Men alt den angst om ikke at høre til, ikke at være med, ikke at blive set osv. er vel bag sløret dødsangst, grund-angsten for det eneste ukendte men uigenkaldeligt sikre i denne verden. Folk har frosset deres lig ned siden 1960erne, men en bedre metode til at overvinde denne angst er at relativere egoet. At erkende vi eksisterer på mange planer, og vores ego ikke er os, og vi ikke bare er isolerede øer, men verden er i os og er os og omvendt. Selvom historiens hastighed føles enorm, og vi hjernevaskes til hele tiden at føle vi ikke er helt med, samtidig med vi ikke kan huske hvad politikerne lovede os før valget i sidste uge. Tilsyneladende sker der en masse, men reelt er det bare kamelæon-agtige fremtrædelsesformer af de samme grundudfordringer vi altid har haft: mad, bolig, kærlighed, arbejde, ejendomsret og søgen efter følelsen af mening. Der er hele tiden nye krige, mere uklare end nogensinde, men er det ikke reelt den samme krig? Follow the money. Der er mere og mere ulighed, men stammer den ikke fra de samme systemfejl? Ville det ikke være billigere at KØBE “fjende-landene” end at smadre dem på lang sigt? Vi kunnne have givet alle Afghanere 10000 kr. om måneden for prinsen på krigen – måske skulle vi have kastet iphones med fri porno ned i stedet for drone-bomber, måske skulle vi have blandet extacy og viagra i deres drikkevand i stedet for at waterboarde dem? Nu er der mere og mere ulykke og forvirring, men stammer den ikke fra markedskræfter der lukrerer på netop dette for at skabe nye behov og dele for at herske? Verden er mere simpel og mindre kaotisk hvis man ser funktionerne bag “nyhederne”, der mere og mere vil fremstå som angstfyldte gentagelser. “

Mit ego krævede jeg afbrød hans ordflom, så jeg sparkede inspireret ind med et “Hov er du neo-marxist?” 

Han lavede blot en monstermaske med sit rosinfjæs, flot patineret af flaneurlivets uendelige forlystelsessyge glædesjagt…men umuligt at trænge igennem den usynlige telefonbox af næsvis snusfornuft:

“Verden er styret af de samme ideer og mennesketyper hele tiden, og de ændrer kun status quo når det kan virkelig kan betale sig. Hvis der er nogen der mener noget virkeligt vigtigt, minder det om en charity bar lavet mere som druk-undskyldning og skatteunddragelse, end som et reelt forsøg på at samle ind. Nettet får os til at tro tiden er en uendelig toiletrulle af nyt, hvor identiske posteringer skubber andre ufærdige debatter og posteringer ned. Vi lever i en tid der forveksler postproduktion med produktion, retro med inspiration, remixing med komposition, omtale med journalistik, sampling med opfindelser. Vi har fokuseret på DJen, stylisten, kuratoren, værten, skuespilleren, modellen, masken, ikke indholdet, ideen eller den skabende hjerne bag det. Eller værre, generalisten, eller mediebrandpersonen, der tror det er en nyhed de bare møder op: jeg så en video forleden om en medieperson, der mente vores liv var så kort han skulle fortælle om han var blevet for gammel til at kravle over hegn og at han nød at gå i suits. Videoen var spild af alles liv. Folk gider det mere. For hvor er forfatteren, forskeren, iværksætteren, geniet, tossen, dem der kan fortælle os noget der kan få os videre?”

Han kiggede sig brat rundt, og nikkede til en Lone Kellermand-lignene matrone og nogle meget professionelle bartendere der prøvede at holde fri. Han lignede mere og mere en smeltet pudr-Pierrot i det hårde lys fra den gryende morgen udenfor, men fortsatte lidt skingert, mest for  – og til – sig selv:

“Retro er fjenden, der får os til at glemme vi har magten selv og lever i fremtiden, men retro er en tryghedskabende markedsstyret mekaniske der dræber fremtiden. Jeg savner dengang futurisme var mere end ideen om hvad den ny iphone kan. Ligesom engang musik var soundtrack til en potentiel fremtid, et sonisk orakel, ikke en danseserie i en musikvideo fyldt med produkter. Engang lavede musik nye metale og sociale rum, i stedet for bare at give genkendelighedens retro-rush fra en mtv-koreografi. Den ironiske retro-strategi er en helgardering, så hvis man fejler i sine valg er det “for sjov”. Derfor er vi altid på det vindene hold. Til gengæld er alt forlorent og angstfyldt. Og den der faker og lyver bedst har vundet. Derfor er alt muligt, men inden for rammerne af et meget enkelt altgennemtrængende men usynligt net af kontrol, defineret af markedet. Alt oprør, kreativt og konkret, kan gøres til livsstil eller vendes til systemets fordel.”

OK jeg går hjem og læser de der romaner igen, der handler om man bare skal høre disco og lave mad og grine af alle der prøver noget andet end lønarbejde, eller måske  blæser jeg bare knoppen af.

“Tag normcore som eksempel: en morsom anti-mode-leg om at droppe ud og bare købe det mest kedelige kedelige normale supermarkedstøj, et koncept inspireret af modens fallit (mode er det nye porno, bladene er røget fra kaffebordet ned under sengen i skam, ingen tør tale om “vigtige sko” mere). Normcore var oprindeligt et koncept der handler om at efter vi har mestret at se individuelle ud (indenfor en meget begrænset reguleret palette, bevares), er det tid til at omfavne det normale, (ideen er taget fra overvågnings-angste aktivister der blender ind klædt anonymt som tourister) hvis vi ellers hviler nok i os selv til at turde droppe ud af den kunstige dekadente og uøkologisk  image-økonomi. Normcore er måske det mest radikale der er sket indenfor beklædning siden punk, men straks tages den originale kerneide – der blot påpeger at de fleste normale mennesker allerede mener mode er noget dekadent pjat for usikre frisører der forurener verden – og forvasker den til…godt gættet….endnu en gren på hipsterismen, bare endnu en liste af musthaves. Generations-klicheen hipster er som bekendt bare en superforbruger, der blot har udskiftet storcenteret for et loppemarked, i angst for at face sin egen banalitet og afmagt distraherer han sig selv med samlermani og konsumræs, “det du kan lide kunne jeg måske lide i går…” indtil man drives til at samle det pureste bras for at have noget fake konsum-identitet for sig selv. Funktionen er den samme som suits der stræber efter den nye Mercedes, som balsam-skæg der stræber efter den nye Mac/fixie/pille/vinyl eller hvad det nu er de kan “individualisere” sig med og give et kort sus af mening denne uge. “

En blazerfyr fra et callcenter og en selvskabstømmer blev smidt ud da han ikke måtte medbringe en obskøn 6 liters flaske med blåt lys i bunden. Rockpudlen og fetish-musketeren fes forbi i periferien, på jagt efter nogen de kunne bruge som wc. Et par ens flaskedrenge med gule og blå trøjer boxede på trappen ved udgangen. 

Jeg var mæt, facit-manden var jo en del af problemet, ikke af løsningen…han var tydeligvis en false flag operation, en fake-alternativ spindoktor sat til at demotivere de sidste rebelsegmenter på denne dødsstjerne, jeg havde lyst til at lave et medlidenhedsdrab på rosinfjæset, der måske var mit spejl, så jeg råbte: “hvad fanden skal vi gøre?” hvorefter han promte hoppede op på bordet og fortsatte ordflommen, nu med visuel bonus i form af nogle defekte børnevoksne fagter der skal indikere anciennitet kun måske boogie-Prebens ånd ville kunne afkode – og værdsætte:

“Der efterlyses en ny form for aktivisme: gadekamp giver bare mere angst i medierne, flere penge til kontrolsystemet, der så belastes af rebeller i stedet for at løse de virkelig samfundstruende problemer. Selv politiske røvere bliver kaldt terrorister.  Anarki betyder ikke selvstændighed, men hærværk nu. Måske er netaktivisme og boykots fremtiden, måske skal vi bare være mere opmærksom på alt vi siger, køber og gør påvirker en helhed, der igen påvirker os- for at nulstille “det ligemeget”. Vi skal genlære at mærke friheden ved at tage ansvar, i stedet for at lade samfundsmaskinen køre det for os på EU-autopilot – efter vi har stemt på nuancer af lyseblå-rødt hver 4 år. Det er dig der bestemmer hvis du orker og tør. At turde drømme fremtiden uden grænser igen….din egen fremtid, ikke en serie i et livsstilsmagasin. Du er hvad du gør og især hvad du føler, ikke hvad du køber, eller hvad du har samlet sammen til et “menneskebrand”. Alt er blevet reality, selv virkeligheden, og vi er angste for at bleve stemt ude. Brug 5 min. morgen og aften dagligt på at meditere over hvordan du vil leve hvis det KUN var dig det handlede om, med hvem du ville arbejde, med hvad, og hvor du ville bo og hvad du ville spise i en ultimativ ikke-ydrestyret verden uden regler. Slut med at skide i bukserne for at holde varmen, hvis vi alle øver os dagligt, kan vi måske generobre utopien, følelserne og fremtiden?”

Min iPhones batteri kørte  fladt, mine ører mættede og afronauten sov sin skønhedssøvn som et lille egern i sofaen, mit kødkompas stod ikke længere på hærg,  så jeg sagde pænt farvel til profeten med balsamskæget på den brune bar, helt tummelumsk af ord – mumlede han skulle “overveje politik eller standup” hvorefter han snappy kviterede med “EN PROFET ER ALDRIG AKTET I SIT HJEMLAND  -ELLER SIN SAMTID”…bartenderen rev i ham, thi hans regning var blevet ganske gravid under seancen. 

Udenfor på gaden sloges mågerne om de pizzarester, breezer-bøverterne fra forstæderne brækkede op.  Jeg overvejede at copy/paste en masse enstavelses sms´er til de piger jeg kun elsker (med) når jeg er fuld. Min cykel var scoret, så jeg vraltede i den førerløse Metro, hvor alle stationer ser ens ud. Hjemme hos Nils smed jeg mit røgfyldte tøj direkte i vaskemaskinen, bællede en liter vand og tapede ruderne til med sorte sække, aflyste et møde og slukkede så dimserne.

Uddrag af min anden roman, arbejdstitel: “Efter efterfesten/Nachspiel/Skrivekrampe”.

Læs Vammens tidsåndsanalyse fra DRY her.

The post Novelle: På bar med facit-manden. appeared first on BLAZAR.

UDSIGTEN en krimi-komeide af Ellis Andersen – 2024 ©

KAPITEL 1

Jeg klipper hæk – i mit headset krænger Adele sin sjæl ud og blokerer lidt af larmen fra motorsaven. Jeg elsker duften af fræsede planter, havearbejde er perfekt til at blokere de ubehagelige billeder fra min sidste vagt som jordemoder fra den nat det gik helt galt.

Jeg skal nyse i en køkkenrulle, da der er birkepollen i luften – så vurderer jeg et bed med stokroser, som husets tidligere ejer har plantet – og beslutter så roser ikke passer til mit nye liv som efterlønner og single-mood, så jeg fræser dem ned med et bittert smil. Småborgerligt pynt.

Jeg er på mission – jeg eliminer alle tegn i sommerhuset efter min x-mand – og de tidligere beboere – fuglebadet, soluret, nipset, kobberet og det brune tunge træ skal køres på genbrugspladsen – og den lille hvide pavilion er blevet malet mørkegrøn.

Jeg uddriver alt det runde, varme og upraktiske til fordel for salgbar skandinavisk spartansk modernisme, da de tidligere ejere var pyntesyge og angste for tomme flader. Denne restyling af huset er dels god terapi, dels optimering til det snarlige salg, for ingen af mine gamle venner og kollegaer kommer på besøg,  her to en halv time fra byen.

Men snart skal sommerhuset ligne et showroom designet af B&O, stilen skal tilpasses egendomsmæglerstil så Københavner-snuderne – der mener Tisvilde på den anden side af vandet er blevet for dyrt – kan se hytten her er et røverkøb.

Jeg skal væk, det dur ikke at være isoleret i Kohave når man er vokset op i Valby – sportsklubberne i Frederikssund appellerer ikke til min dårlige ryg – plus centeret og gågaden rodfæster kun min snigenden depression.

Jeg slukker motorsaven da jeg afbrydes af et anonymt opkald – sikkert en telefonsælger, pyt, jeg har brug for en pause før næste birke-nys:

“Hallo, det er mig skat – sorry hvis jeg forstyrrer.”

Jeg hader lyden af X-mandens fesne Frederiksberg-dialekt.

“Henrik, du skal aldrig kalde mig skat igen – fat nu jeg har blokeret dig – hvad vil du?”

Suk.  “Jeg har brug for at vi mødes, jeg savner dig, kom nu bare hjem.”

Jeg trækker vejret helt ned i lungerne og tæller til 5.

“Hallo fister, det er kun 4 måneder siden du dummede dig til julefrokosten med hende stankelbenet – har barnebruden dumpet dig siden du tigger om tilgivelse igen?”

Kunstpause: “Sorry, jeg var vildt fuld – hun er blevet fyret…”

Jeg får røde kinder nu: “Klamme mandesvin, bare fordi du ejer et arkitektfirma betyder det ikke du kan bruge mennesker som skakbrikker.”

Han pipper nu: “Sorry, det var en kæmpe fejl, jeg vil kun have dig…hvorfor tror du jeg forærede dig mit sommerhus?”

Som om jeg er til salg: “Det manglede sku da bare efter alle de års løgne – du gav mig aldrig orgasme fister – lad mig være, jeg sms’er dig når jeg har pakket dit sidste ragelse i i kasser, de står foran garagen snart, hvis du ikke henter dem ryger de på lager i Shurgard eller på forbrændingen. Farveller…”

Det havde været perfekt at pendle imellem hans smukke minimalistiske lejlighed ved Sortedamssøen og den mere jordnære og nærværende energi i her i Kohave, men livet er  fyldt med kontraster: fra et smukt og vigtigt job som jordemoder  alene i en lille 3 værelses i Valby med 3 fødsler på 12 timers vagter – den sidste endte galt – til at være efterlønner med Louisiana-kort – ofte på opera og vinrejser med den nye arkitektmand – til BANG at være single dame i byggemarkedet med gabende huller i kalenderen i udtrådte kopi-crocs isoleret i et sommerhus.

Jeg slukker telefonen helt, orker ikke hans sms-efterspil lige nu. Puha, jeg er for ophidset til at operere en motorsav nu. Jeg går indenfor og putter min hjemmelavede hyldeblomstsaft i en kande med hvidvin og isterninger og hælder det op i en kaffekop så eventuelle gæster – hvem det ellers kunne være her hvor kragerne vender – ikke kan se jeg drikker før aftensmaden idag – jeg høvler hurtigt et par glas mens jeg stirrer tilfreds ud over den nytrimmede have, jeg mangler kun at slå græs.

Sommerfuglene danser smukt over de røde valmuer, jeg summer og bliver varm i kroppen og stille i hovedet af hvidvinen.

I horisonten ser jeg et par sejlbåde på Roskilde Fjord, og en russisk coaster – mærkeligt Danmark stadig handler med dem efter krigen i Ukraine.

Solen er på vej ned, men udsigten blokeres af en klynge vulgære hvide birketræer, der stikker op fra genboens prangende have – klart jeg nyser konstant.

De blokerer også for jeg kan se stranden, så jeg ikke ved hvem der ellers vinterbader dernede – jeg foretrækker at bade solo. Irritationen vokser – måske kan jeg liste ned med motorsaven når genboen er på ferie? Fnis…måske kan jeg låne min søns drone og smide noget dynamit på de fordømte Disney-træer?

Jeg googler træ dræber-metoder – overvejer et kort sekund bestille at termitter fra Afrika over nettet.

Så googler jeg naboen, på Facebook ligner han et mystisk mix af invalide-pensionist og surf-instruktør – en harmløs type med ravkæde og høje kindben.

Så checker jeg google maps for smutveje i området, finder et par malerplettede sneakers der skal smides ud alligevel, tager så en tom stor sodavandsflaske og fylder den med 500 gram salt og vand for resten og ryster den, så finder jeg en vandslange med en ventil, skærer den af i tissemandslængde og monterer den på flasken.

Jeg slukker alt lyset, tænder for transistoren, kører bilen væk og lister tilbage og sætter mig på stranden med en krimi og en kikkert – og efter solen går ned og lyset i genboens hus slukker lister jeg mod en metallisk havelåge – nu ført min søns sort North Face jakke med hætten oppe og mundbind – i den stjerneklare nat.

Kapitel 2

Jeg er lige ved at skubbe havelågen op, men sådan nogle skal smøres ellers piver de – så jeg går langs busken forbi genboens bil – bagsmækken prydes af et klistermærke med en gul sløjfe – “Støt vores soldater” og et “Fred og frihed – Hjemmeværnet” – håber ikke han sidder med paranoia og PTSD med en natkikkert på sin riffel og venter.

Tæller til ti, ånder kraftigt ind og mærker mine fødder tager to tamponer op i næsen mod birkepollen – hører en ugle pive – så glider jeg igennem busken i baghaven – birketræets snarlige afblomstring vil forøge min livskvalitet og mit sommerhus værdi betragteligt.

Jeg stiller mig foran birketræet og trækker en dyse ud af gylpen på mine jeans og skruer, så saltopløsningen fra haveslangen under tøjet til halvanden liters-flasken i min rygsæk glider ud. Jeg kan ikke lade være med at smile, jeg har altid hemmelig drømt om tisse stående – nu rammer jeg rodnettet på den allergifremmende hvide pynte-birk. Alle de udflugter til Bauhaus har ikke været helt spildte – mor gør det selv – genialt.

En hund glammer. En telefon lyser rundt. “Hvem der?” råbes der inde fra huset. Jeg fryser indeni. “Gå væk, jeg tisser!”  “Fair nok, men hvorfor lige i min have?” Troede i øvrigt kvinder sad ned – “du må godt låne toilettet…?” En dør åbner. Pis, min stemme afslørede mig. Jeg går baglæns igennem busken og pisker så igennem et krat mod skoven. Slipper han hunden løs? Krammer min peberspray. Er der flåter? Borreliose vil ikke være godt for mit nyfundne singleliv.

Jeg graver hættetrøjen, mundbindet, saltflaske-dysse systemet og gummiskoene ned i skoven under månen – jeg skimter et smukt hjorte-par stirrer nervøst 30 meter væk. Hvis jeg skulle overleve alene i  skoven, ville jeg spise den som mine forfædre.

Tripper 20 meter væk på strømpesokker for at undgå fodspor fra de nedgravede bevismaterialer, så skifter jeg til nye vandresko og går hjemad af snørklede omveje i en nat fyldt af klamme lyde.

Jeg kommer hjem kold og bunder en halv flaske Campari – for måleligt at være påvirket i gerningsøjeblikket hvis jeg bliver taget – og for at kunne sove efter adrenalin-rusen.

Så vågner jeg med et sæt – glemte at børste tænder – den bittersøde urtesmag sidder som et lag på bisserne. Jeg rækker reflektorisk ud efter telefonen for at se, hvad klokken er – der ligger i min bukselomme…ÅH NEJ!Teleselskaberne gemmer mine lokationsdata fem år tilbage. Jeg skriger ned i puden.  Jeg er idiot,  jeg har sat et digitalt fingeraftryk i genboens have.

Kapitel 3 

Jeg vågner med et sæt, da et bud stiller endnu en anonym buket foran min dør, så klukker jeg ved nattens eventyr og tanken om min snarlige strandudsigt. Så rammer hovedpinen og tømmermændene – og alle de svage kemisk betingede tanker der følger med druk: hvad nu hvis genboen genkender mig og melder mig til politiet, der kan knalde mig på mit mobil-spor? Dækker forsikringen for hærværk begået i beruset tilstand?

Stop – det var en succes! Livet går videre – den bedste kur mod tømmermænd er at stå op og foretage sig noget meningsfuldt, ikke at ringe pizza ind og junke skærm – morgenrutinen går i gang og mens havregrøden bobler opdager jeg en rift over panden i spejlet – jeg må have revet mig på en busk i nat. Har kun pink børneplaster fra børnebørnenes eneste besøg – det går nok. Jeg beundrer mine bingovinger er forsvundet af alt det havearbejde.

Jeg går ud og starter plæneklipperen med Nina Simone i øresneglen – kommer desværre til at fræse et par dræbersnegle gemt i det lange græs – til jeg mærker et prik i ryggen.

Jeg springer væk og vender mig om. “Hahaha, undskyld jeg forskrækkede dig – du reagerede ikke på da jeg hilste.” Stemmen er hæs, ryger. Jeg zoomer ind på en lille skaldet mandsperson iført guldfarvede H20-sandaler, hvide cirkelsparks Hummel-bukser med knapper i siden og præcis den sorte North Face Jakke jeg havde på i nat – den som alle har. Hans øjne er røde, smilet gult og stubbene utrimmede. Jeg tænker straks tungthuskanditat.

“Undskyld, men vi har aldrig fået hilst på hinanden – det er mig der bor derovre”…brummer han og peger over på et nydeligt stråtækt hus med en stor lade gemt væk af gamle egetræer, han rækker en tatoveret næve frem, der mod forventning føles underligt glat og slatten som et barns – det modsatte af en ru håndværkernæve.

“Kirsten.” fremstammer jeg tørt. “Jack” Han giver mig elevatorblikket og slikker sig om munden, jeg får et uforudset upassende varmt sug i maven.

“Har du boet her længe?” Øv, jeg orker ikke fortælle min lidelseshistorie om skilsmissen så han ved jeg er alene i huset, jeg beslutter på stedet jeg ikke orker at kende min nabo – og slet ikke den her kanut, så jeg svarer bare “Nej”.

“Hvad laver du – ud over havearbejde?”

Det er jo et godt spørgsmål – jeg heller ikke har lyst til at gå for dybt ned i – så jeg bryder alle gode konversations-regler og svarer med et spørgsmål: “Hvad laver du?” Han smiler:

“Jeg er farmer – og ret ferm til det meste håndværk – du siger bare til hvis du skal have hjælp.

Jeg har lige lavet din genbos køkken – sådan et standard Ikea køkken er nu engang federe med særlige fede låger, friske håndtag og en cool custom bordplade – smækkede en fabelagtig marmorplade i for ham skuespilleren fra Game of Thrones for en slik hvidt…men polakpris du ved…”

“Hvem taler du om?” Det kan ikke være birketræs-naboen. Den lille fyr lyser endnu mere op:

“Ham fra Borgen, han bor et stenkast fra Brugsen.” Han arbejder ikke så meget, gemmer sig heroppe tror jeg, flinker fyr…”

Aha – jeg mærker mine røde kinder, men ingen kan styre det fænomen.

“Hvem bor her ellers?” pipper jeg benovet. Han smiler, sænker stemmen og rykker lidt tættere på og hvisker…:

”Enkelte indavlede originale lokale, de fleste er gamle, de unge skrider til byen når de er færdige med folkeskolen, bortset fra de tre tosser der arbejder i Brugsen der fungerer som en slags borgmestre. “Ellers mest alkoholiske par, der smadrer deres have og spiller bordtennis, der har tabt i byen.”

Gys, han er uhyggelig præcis, jeg fortryder det lige så snart jeg siger: “Hvad med min genbo?” mens jeg peger akavet mod hans have.

“Flink fyr, han har det fedt – omstændighederne taget i betragtning – vi handler lidt, jeg hjælper ham.”

Der er en underlig kunstpause, jeg bider mig i kinden for ikke at stille flere dumme mistænkeliggørende spørgsmål.

Han er – hvis man trækker stereotype-uniformen fra – en køn kort mand cirka på kanten af halvtreds.

Jeg prøver at konversere nu: “Hvorfor er du her?” Ok, det lød fjendtligt, men han opdager det ikke:

“Haha, den lange historie vil jeg ikke kede dig med – lige nu er jeg her for at udvise godt naboskab – vi skal jo holde øje med alle de indbrudstyve – lad være at poste billeder af din stue online og lokke tyvene til…fangede engang en lokal idiot der prøvede at sælge mig en bronze-kogle-lampe i Den blå avis for 2000….stakkels ham.”

Han griner så de lige nekotintænder blottes, han er tydeligvis fra den generation hvor alle skulle have de samme bøjle-bisser, så siger han: “Kan jeg låne din telefon?”

Det er virkelig ikke noget jeg bryder mig om, selv min x-mand måtte ikke røre den – selv en gang hvor den ringede, da jeg kørte bilen. Jeg har simpelthen samlet for meget af mig selv i den, til andre må bruge den – og mit liv falder sammen hvis den forsvinder, men hans grønne hundeøjne har hypnotiseret mig, så jeg rækker ham røret med et: ”Naturligvis, her!”

Han vender sig om, holder hånden for munden og brummer: “Grønært her, bare kig ned til aftalt tid på det sædvanlige sted – jeg har brug for en vindmølle. “Ses.”

Han kigger på min telefons Arnoldi-cover og rækker smilende min telefon tilbage. Jeg er mystificeret: “Hvorfor har du ikke telefon?”

“Jeg er net-fornægter – hvorfor flytte herop i paradis for at trykke næsen mod net-ruden og stirre på verden gå under imellem en masse reklamer for ting jeg ikke har brug for,  så de store firmaer og staten suger og sælger dine data? “Jeg vil hellere være tilstede her, lige nu – med dig f.eks.” Han smiler og blinker – “Tak for snakken, vi ses sikkert om lidt, en anden god gang, velkommen til.”

Selvom mine tømmermænd er forduftet som dug for solen, har jeg brug for kaffe, så plæneklipperen må vente. Jeg googler naboen, der brillerer ved ikke at eksisterer på nettet…”net-fornægter” kaldte han det…”den er sku god nok.” Jeg bestiller straks en robotstøvsuger, der kan klare resten af plænen, og så skal ud i haven så lidt som muligt. Hvad har han gang i?

Mødet gjorde mig så befippet jeg har glemt at hive plæneklipperen ind så den ikke får regn, jeg lister mig derud men der ligger en pølsemandspose ovenpå klipperen. Jeg gemmer den i hånden, hiver plæneklipperen ind i redskabsskuret og dufter så til posen, der stinker af kattepis – eller pot.

Kapitel 4

Jeg overvejer at skylle potten ud – men så bobler uskyldige minder fra skoletiden frem – veninder med grineflip, ædeflip, skyer der danner ansigter, elektrisk hud og uendelige kys, og et stereoanlæg der sender bølger igennem kroppen og starter en indre rejse, som at drive på en tømmerflåde i en lilla jungle uden farlige dyr eller insekter. Hmmm.

Hvad pokker, hvad har jeg at miste? Jeg kan ikke se Mette Blomsterberg eller “Tæt på Sandheden” alene hver aften – måske vil den grønne stads give mig mere perspektiv end monoton selvmedicinering med hvidvin fra en box – med frosne jordbær i? Selvom pot stadig er ulovligt, er det trods alt naturligt – og jeg bliver vel ikke afhængig af at ryge lidt bare en enkelt gang?

Jeg stopper det klistrede grønne stads ned i x-mandens Dunhill-pibe og tænder – de knitrer underligt og hørmer sødligt – jeg får hosteanfald og så stopper festen, jeg bliver ramt af en drønende paranoia – alt er forkert, selv jorden er giftig – så svinger jeg over i hysterisk krampelatter, så tilbage til flashbacks af parforholds-crashet, blandet med barndom og grimme minder fra mislykkede fødsler på jobbet på fødegangen, mixet med nyheder om krig og børnebørn – jeg er i panik nu, men gangen der fører ud til medicinskabet er meget og skummel lang, så skyller jeg en betablokker ned med et tandkrus hvidvin fra den pinlige box gemt i køkkenskabet.

Jeg er blevet sulten, men køleskabet er tomt. Problemet er hele landsbyen – inklusiv naboen og genboen – alle bruger den samme Brugs.

Sulten er for stærk, jeg må face musikken, jeg tager en spadseredragt på over en stribet Nørgaard trøje, frisker makeuppen op – det er svært, min spejlbillede vibrerer nu, mystisk, jeg er begyndt at ligne min mor. Så en nydelig oliaskjakke, der signalerer, at jeg er et dårligt offer, da jeg måske har jagttegn.

Looket er for meget, så jeg skifter nederdelen ud med jeans og kommer helt ned på jorden i de anonyme Viking gummistøvler alle har for at blende ind, hvorefter jeg putter min peberspray i lommen.

Jeg tør ikke køre bil i denne nye tilstand, så jeg tager min elcykel og tænder lygterne for sikkerheds skyld, selvom klokken er 19 og det er lyst – et perfekt tidspunkt at handle da alle er hjemme og spise.

Neon-lyset er skarpt i den rodede mennesketomme Brugs, så jeg snupper et par solbriller, men jeg har glemt min sædvanlige huskeliste og indkøbsture – jeg køber en uøkologisk ananas, da den dufter fantastisk.

Et par lokale kødhatte konspirerer ved køledisken, så jeg springer direkte over til slik-afdelingen og finder et super tilbud på et skoleklasse-stort sæt flødeboller, bliver konfus og ubeslutsom omkring slikvalg så jeg tager en bøtte Matadormix og en pose TV-mix og hov, Ben & Jerrys med kagedej er på tilbud – og det kræver disciplin at holde mig fra bland-selv slikket, der næsten blinker til mig – tanken om e-numre i glukose begramset af børnefingre langt over sidste salgsdato virker præventivt – tænker dog at hvis jeg havde en kiosk en dag ville jeg snyde i skat via bland selv-slik, købe gammelt slik for en slik i Sverige og…..stop.

Jeg mærker nogen betragter mig, drejer mig rundt og stirrer direkte op på en ravklump med en skorpion i, der dingler på en pumpet behåret brystkasse indrammet af en orange Hawaii-skjorte. Min hånd flyver ned i lommen, jeg krammer pebersprayen mens jeg vender mig om og går mod kassen, hvor jeg tager en pose ostepops og en pose flæskesvær for at virke normal.

“Undskyld,  har du tabt noget?” Lyder det fra min bastunge genbo. Jeg fryser, jeg tør ikke svare, så han kan genkende min stemme fra birketræs-massakre-natten, så jeg humper ydmyget hen og snupper en posse p-tærter ud af hans store brune hænder uden nogen form for øjenkontakt takket være solbrillerne.

Der er fri bane til kassen, jeg vurderer hurtigt at der ikke er suspekte indkøb eller alkohol på min del af båndet. Jeg prøver at glide i et med tapetet og ligne en tourist, mens jeg holder øje med genboen, der nærmer sig bag mig oppe i anti-tyveri-spejlkuglen.

Den kortklippede kassedame ved for meget om mig allerede igennem mine ucheckede indkøb  – hun ved vel alt om hele landsbyen og min skilsmisse og sladrer løs med alle der orker lytte,  og forsøger øjenkontakt igennem solbrillerne, et kækt “Hej” og et sødt høfligt smil, men jeg kan jo ikke bruge stemmen genboen ånder mig i nakken.

Tiden går i slow-motion – i spejlkuglen lurer jeg han har en løvemanke af solbleget surfer-garn – jeg hører en mekanisk lyd og opdager han har en benprotese…sikkert en bivirkning af et uheldigt møde med en vejsidebombe i Irak?

“Halløjsa folkens!” Ind træder min mystiske North Face-nabo, der stenet straks begynder at rive grøntsager ned i en vogn. Jeg skal ud herfra nu, før han chatter mig op og afslører min identitet, men da han nærmer sig kassen, indtræffer der et mirakel:

Ind træder skuespilleren jeg er for fin til at huske hvad hedder – han suger al luft ud af butikken og fjerner alles fokus.

“Nu stiger ejendomspriserne igen i Kohave”, siger min nabo tørt. Kassedamen vil have en selfie, stakkels mand, det er mega akavet, men det bliver spændende at se hvad han putter i kurven. Telefonerne ryger frem overalt.

“Selfie? Af mig? Hvorfor? Hahaha, i forveksler mig med en anden, det har jeg oplevet før – jeg tror sku jeg skal have en ny frisure – hahaha. Ingen billeder. tak Hej hej!” – fremsagt på teaterskole-dansk.

En lokal teenage-trunte ser skuffet ud, hun har lige fundet sin mascara frem og  vil have en analog autograf over hendes spæde bryster på den hvide t-shirt – der er nærmest optræk til tumult, da

en flok pæreformede sølvhjelme i cargoshorts fra Dansk Vandrelaug i supermarkedet, der straks begynder at tage selfies.

Alt det ståhej gør jeg formår at betale og flygte, desværre når jeg ikke at se hvad stjernen køber eller hvordan den akavede situation udvikler sig, for det er trods alt vigtigere at komme væk uden at sige et kvæk – jeg er verdens underligste og mest uhøflige kunde, jeg tager en mental note om jeg aldrig skal købe ind i den Brugs igen i dagens outfit – ved nærmere eftertanke tror jeg det bliver Brugsen i Frederikssund i fremtiden. På elcyklen hjem får jeg et prismærke på næsen fra solbrillerne. Først hærværk, så stoffer, nu butikstyveri – flår solbrillerne af og kaster dem i vejkanten – godt jeg har lygter på.

Tilbage i sofaen propper jeg mig uhæmmet med sukker og stener gamle episoder af Simpsons i stedet for at fortsætte gensynet af Twin Peaks – Bob er blevet for uhyggelig i mit nye liv.

Det er en smuk sensommer-aften, så jeg går hen til panoramavinduet for at nyde solnedgangen lege med skyerne og vandet ved stranden.. som jeg pludselig kan se. Gys, birketræet er væk.

Kapitel 5

Det er morgen, det ringer på døren – selvom jeg ikke har nogen aftaler – måske er det Interflora med endnu en stalker-buket?

“Øjeblik!” Mit kranie banker, frygtelig nat, jeg sov under sengen mens jeg krammede et støvsugerrør – blæst på melatonin og efterdyndingerne af de krasse hvæs skunk og kroppen pumpet med sukker.  Min mund er helt tør, jeg smider gårsdagens tøj på, jeg nægter at åbne for nogen iført slåbrok.

Jeg kigger gennem dørspionen, et ukendt dejligt normalt par i 30’erne står foran en helt gennemsnitlig bil i indkørslen. Manden har en neutral blå vindjakke på, men hans bukser stumper. Jehovas Vidner måske?  Herre gud, jeg kan altid skræmme dem væk med det gamle trick ved at lyve om jeg er buddhist.

Da jeg åbner, sætter damen en fod i døren – “Politiet”. Jeg bliver svimmel, men fryser inden i for heldigvis har jeg ryddet op, bortset fra en masse tomt slikpapir rundt om fladskærmen og den meget dramatiske motorsav på spisebordet…

“Velkommen. Hvad kan jeg hjælpe med? Kom indenfor, undskyld her roder, vil i have kaffe?”

Mens jeg sætter vand over, overvejer jeg at tekste min x-mand og få nummeret på hans stjerneadvokat-ven. Må politiet overhovedet gå ind i mit hjem uden dommerkendelse? Øv, jeg har tabt småkagerne i nat, der er krummer overalt, har fået en fyldt chokolade imellem tæerne, smat.

“Bruger i mælk? Sukker?”

Betjentene har sat sig ved spisebordet.

“Soyamælk tak”, siger manden i vindjakken. Jeg bemærker at damen i skovhuggerskjorten har et bælte med håndjern, pistol og radio – så tager hun en notesblok frem og forhøret starter på syngende sydfynsk.

“Kirsten Olesen – du har boet her i tre måneder – bor du alene?” Jeg kigger ned på bordpladen men undgår at kigge på motorsaven.

“Ja, jeg er nyskilt – eller rettere vi er i gang med det. Men hvad er der sket?”

“Det kommer vi til…har du bemærket noget unormalt i området på det sidste?”

Ja, masser, men ikke noget jeg vil risikere en nabokrig over, jeg har set “den sorte svane” – tilsyneladende er vidnebeskyttelse ikke garanteret mere. “Nej, noget specifikt du tænker på?”

“Bare det sædvanlige…motorcykelklubber?” Ulovlig jagt? Romaer? Kemisk stank fra amfetamin-produktion? Afbrænding af ulovligt haveaffald eller affalds-dumping i skoven? Hustruvold? Bådflygtninge? Thai-bordeller? Romaer? “Løse hunde?”

Hendes makker kan ikke lade være at grine nu:

“Hvad lavede du i nat Kirsten?”

“Så Netflix og sov.” Det var løgn, Twin Peaks og Simpsons er ikke på Netflix. Øv.

“Hørte du lyden af en sav ovre fra naboen i nat?” spørger betjenten smilende mens han piller en træsplint ud af motorsavens kæde.

“Nej, jeg sov tungt. min motorsav ville have larmet…” pipper  jeg med bævende stemme. Vindjakke-manden stirrer på mig og smøger ærmerne op.

“Jeg kigger lige lidt rundt” – han går ud på toilettet, jeg kan høre lågen til medicinskabet åbne, han ryster en bøtte piller, så tager han billeder af mine sko´s såler i entreen.

Derefter panorerer han ud i tv-stuen hvor han sniffer som en sporhund, tager så gummihansker på og fisker Dunhill-piben op af askebægeret med tydelig afsky: ”White Widow skunk?” “Hvor har du det fra?”

Muligvis fra min nabo…men siger stammende: ”Aner det ikke, fandt det i skoven…”

Han ryster irriteret på hovedet: “Den må du længere ud på landet med…hvor gemmer du resten?” Han vender sig mod kollegaen: “Måske gror hun selv narko – lad os tjekke hendes drivhus…lad os få en hund herud….Kirsten – “Gør det nu nemt for dig selv, er der noget du vil fortælle os?”

Jeg har ikke lyst til at nævne min anti-birketræs-salt-mission eller Brugs-tyveriet af solbriller, så på vej i gennem haven kigger politifolkene i buskene: “er du klar over folk bliver alvorligt tossede af at ryge det stads? “Hvor gemmer du resten?”

Jeg kigger ned: “Jeg fandt det i skoven, det var et uheld, jeg vil aldrig gøre det igen…jeg kender ingen kriminelle”.

Vi er tilbage i stuen, og damen kigger i min telefon, de slår mit personnummer op i kriminalregisteret, da der ikke var noget at komme efter i haven. “Godså Kirsten, du står ved en skillevej…” – enten får du en bøde for besiddelse af narko, eller også fortæller du hvem du har købt det af, så glemmer vi resten.”

“Resten?” pipper jeg forfjamsket, pokkers.

Skovhugger-politikvinden kigger op fra notesblokken – heldigvis rammer en svale ruden med et dumpt klask, jeg må se at få købt de klistermærker i Silvan. Heldigvis rammer kaffen og stiver mig af:

“I er her vel ikke fordi der stiger lidt pot-røg op fra min stue vel?”

Vindjakken rynker panden, stirrer på mig og tager gummihandskerne på igen, hvorefter han tager motorsaven fra spisebordet og vender sig mod makker-damen:

“Skriv en konfiskations-kvittering for moppedrengen her – skriv det er i forbindelse med en efterforskning for groft hærværk, måske drabsforsøg – og lad os komme videre, jeg vil gerne gennemgå hele kvarteret før frokost, jeg er sulten…”

Kvinden ser tungt på mig og ryster på hovedet: “Jeg håber du forstår det er alvorligt – du bliver her i området til du hører fra os igen – ikke noget med at drøne i lufthavnen eller andre svinkeærinder – vi kommer igen med en sporhund om lidt – her er mit kort hvis du pludselig kommer i tanke om noget – det vil være smart – nu før du ringer nu bedre…”

Jeg følger dem ud og tager mod til mig:  “Jeg mangler stadig at høre hvad der er sket hos naboen?” Mens vindjakken med de stumpede bukser smider min motorsav i bagagerummet siger den fynske dame: “Det synes jeg du skal snakke med naboen om.”

De gasser op og triller væk. Min hjerne eksploderer – er der nogen der vil have mig ud af området for at købe mit hus billigt nu, før jeg har tryllet det brune om til dyrt designer-hvidt?

Jeg laver en hurtig amatør-motiv-efterforskning: er sagen et internt opgør i mellem naboerne, der begge farmer pot? Bare teenage hærværk? Eller laver invalide-pensionist-naboen banalt forsikringssvindel?

Kapitel 6

Jeg nyser stadig, jeg skal væk nu, Nordvestsjælland er for giftigt – jeg kan ikke tage bilen, det er for mistænkeligt, plus jeg ved ikke hvor jeg skal køre hen – min datter har ikke plads med alle de børn, hotel er for dyrt, så jeg må bide æren i mig, jeg tager headset på og ringer til Henrik: “Hej – jeg ved godt det er akavet, jeg har et par kasser med dine vigtige ting jeg vil bede dig om at hente så snart du kan….nej ok…jeg er i en situation hvor jeg har brug for at bo hos dig nogle dage.” Der er stille pinagtigt længe i den anden ende, så siger han roligt: “Du kan altid regne med mig skat, jeg kan gå fra tegnestuen kl.14, så henter jeg dig direkte.”

Jeg pakker mit bedste tøj og to flyttekasser med hans efterladenskaber – ting der reelt var en undskyldning for at ringe efter bruddet; En gammel harddisk, nogle kasser vin fra Kjær og Sommerfeldt, en ny mohair-smoking der ville passe fint til et bryllup, familiefotos,  en bog af Svend Brinkmann, et kunstkatalog, en coffeetable-bog om Corbusier, Den blå bog og nogle lakridser der næsten koster det samme som kaviar og er pakket ind som parfume. Dunhill-piben med potduften ryder ned i bunden af skraldespanden, så politihunden kan se, jeg mener det.

Henrik ser godt ud i dag i lysegrå rullekrave i det han åbner bagagerummet på den grå Tesla – klukker for mig selv over den var smart før Musk begyndte at støtte Trump. Henrik nok er nød til at købe en ny bil for at holde stilen som politisk korrekt.

Da jeg løfter min rullekuffert ind i bagagerummet ser jeg en stiksav stikke ud under et tæppe – jeg tager den op, den er fyldt med savsmuld der dufter friskt af birketræ. Gys. Der ligger en buket fra Interflora på passagersædet.

Vi kører stille mod solnedgangen, da jeg ser motorvejen, får jeg lyst til en sundae på Mac’en men holder igen, det er ikke stilen på Østerbro. Henrik skruer ned for Gilberto Gil:  “Kan du holde på en hemmelighed?” Hver gang jeg kører af den her vej spiser jeg en af de der klamme meals, Er du frisk?

The post UDSIGTEN – en krimi-komeide af Ellis Andersen appeared first on BLAZAR.