Jazz? Death metal? P3? Trance? Far-rock? New Age? Dubstep? Prøv at sæt det på til en familiefest…

Dubstep startede måske som sideeffekt af tømmermænd efter 1990ernes designerkarneval med R&B og hektisk 2-step, der handlede om at blære sig, vise sig frem og nyde “de finere ting i livet” – selvom man kun havde råd til jetsetlivets symboler i weekenden. 

Der var opsving, millenium ville blive paradisisk og det nymodens internet var en uendelig legeplads der koblede kloden sammen, ikke en narcissistisk ensomheds-overvågningsmaskine med datamining som mål.

Men 11 septemper 2001 og den efterfølgende krise og det massive stemningsskift gør ovenstående glimrende subkulturelle konsumer-stamme forældet med et slag. Selv R&B er ikke engang sjov liderlig kitch mere, det er bare løgn på NASA. Der er for kommet en kløft mellem den hyperkommercielle scene og gaden, der er ikke mere Champagne. 

En musikalsk hjemløs generation dukker op med nye metoder: hvor hiphop, jungle og house ofte er baseret på vinylsamples og erfaringer med at vokse op med et stereoanlæg som husalter og pladesamlingen som identitetsmaskine,  reference og idebank, er dubstep-lyden mere inspireret af de nye husaltre, Playstations, PC og Xbox. Dubstep sampler ikke funk og disco, men Transformers, YouTube og Counter Strike.

Myten fortæller at spillet Music 2000, en primitiv seqencer, havde et bug så hvis du satte tempoet til 140 bpm for at lave f.eks speed garage, lagde lilletrommerne sig ikke på 2 og 4 men 3 – hvilket resulterede i den dobbelttempo hihat- kontra halvtakts bund – vi kender fra raggae og trap. Grime var født arm i arm med den instrumentale tvilling Dubstep. Gæt med og lyt til lidt klassikere før du læser videre:

Nettet var også begyndt at flyde også med crackede gratis-versioner af Fruity Loops og det svenske modulare kongeprogram Reason, der er en oase af underlige basser, der kan vrides uden nogen musikalsk træning. 

Bassen blev hovedretten, genfødt som murrende smeltet subsonisk plasma, der kun kunne  opleves fuldt ud “live” på de nye Function One anlæg eller via traditionelle dub soundsystems. 

Den nye kropsmusik var mystisk, dyster og dubbet, ufærdig og umelodisk og transmiterede meget præcist oplevelsen af at være en ung semi hjemløs der vandrer ensomt rundt om natten i et beskidt forfaldent post-kapitalistisk London med e-tømmermænd efter 90er festen, suttende på et noia-skunk-skod.

Uartikuleret systemkritik: ligesom med punk og industrial musik i 80erne fandt vi katarsis og styrke ved at stirre direkte ind i en rædselsfuld virkelighed. Festerne var ren terapi – vi rummede fremmedgørelsen og badede i det mystiske bas-bassin sammen.

Ja, det var bare et egoløst sansetivoli af bas og stoffer som alt muligt andet der er foregået på en klub, men det var vores, det føltes ægte for en stund, for Dubstep virkede bare ikke på radio, i reklamer eller blev dødskysset i Politiken. Det var din fortælling og dine billeder, en hemmelig kode, nyt land.

Jeg elskede pladelables som DMZ og Deep Medi – der sendte 12″  beskeder fra et sted, hvor jeg ikke viste hvordan de dansede, klædte sig eller hvilke stoffer de var på – det var som jamaicansk dub, bare ikke fra en jungle ø – men fra en sær gotisk gamificeret nær fremtid – eller afdækket nutid?

Jeg har set mange genre fødes og transformeres før – men punk, rap, techno havde en længere forbrændingstid end dubstep, måske fordi det var den første netbaserede genre?

Den unikke kurve over antallet af google søgninger på “dubstep” – ingen andre genres kurver ligner denne.

I 2006 kom det første faresignal om genrens forestående crossroad: Skream´s glatte “Midnight Request Line” blev et hit, selvom det mindede om en jingle i et poppet spil og nærmede sig fesen house. 

2007 var det endelige vendepunkt. Iphones, billig coke og rygeloven gjorde man ikke bare kunne stå det samme sted hele aftenen og nyde djs spille et varieret og dynamisk sæt af mange subgenrer; danserne blev brudt op i evig restløs cirkuleren mellem bar, rygeområder, dansegulv og wc – så djs blev tvunget til at spille sikre uniforme udråbstegn for at holde gulvet. Slut med at tage på en musikalsk rejse, det skulle peake hele tiden – hvilket var ganske stressende for alle.

Før var en god dj en kurator, der kunne blande alt det danserne ikke viste de kunne lide – og remontere det nye med få trygge signaler for at få gulvet igang. DJen var rejseleder, en musikalsk stigfinder,  der mixede og legede og blev respekteret for det. Det var ok bare at spille nogle vilde ukendte obskure trommer bare fordi de var fede – men efter 2007 var glæden mere genkendelsen af musikken, så fokus blev mere på at spille de mest intense 1 minuts popkultur øreorme – djs begyndte at cutte lige ind på hooklinen og ud igen efter omkvædets forløsning til den næste plades meme-hook – 1 min. af hvert nummer. Serotoninen i danserne udløstes ikke af beatet og en opbygget vibe mere, men af genkendelsen og glæden i at have vundet en indre musikquiz i en ellers totalt fragmenteret utryg verden. “Du føler du er med.”

Et andet væsenligt skift var Iphonens små hørebøffer – uden subbas – der med et slag var vores primære medie at opleve musik igennem. Dubstep virkede ikke ude subbas, men mellemtoneområdet var ok på bøfferne, så producerne begyndte at lave lysere basser og forvrænge dem til det endte som en slags absurd neo-metal guitarsolo der kun var holdt sammen af elefantiske trommer for headbanger-gamer-dudes på ketamin. Subbassen og groovet var væk, og nogle producere begyndte at lege med de kitchy melodunter og episke drops vi kender fra den mest ostede trance – og satans egen muzak, EDM var født – og krydsede over på festivaller og stadions som brostep.

På 10 år havde dubstep rejst fra at være en nørdet hemmelig  lokalscene til at betyde enten de første James Blake 12” alle har glemt, Burials næsten triphop-agtige nostalgi efter fester han aldrig var til – eller Shrillex neon Neo metal douchebag headbanger meme-muzak. Når mennesker kalder Shirllex dubstep er det som når de tror Scooter er techno og ikke kender Robert Hood. Desværre røg meget af den gode scene ud med badevandet.

Det eneste dub/brostep genren manglede for virkelig at sælge var vokaler, ego og personligheder – så US rap og trap adopterede ovennævnte bas-taktikker, blandede hiphop ind og overtog verden, men det er en anden historie, der måske mere handler om økonomien omkring produktplaceringer i videoer og gangsterlivsstil som lydfiktion og underholdning.

Heldigvis lever selv relativt okkulte genrer som jungle og drum and bass videre i en eller anden kælder i Kroatien, og med vores umættelige lyst til nye kicks og nostalgi skal der nok komme en “ægte” dubstep revival…ellers grav alle de mystiske glemte mesterværker op…fortsættelse følger….opdateres…

Det hele bliver forklaret i denne følsomme personlig film om dubsteps deroute – nyd den!

The post Mest hadede musikgenre?!  appeared first on BLAZAR.

Musik er måske blevet overhalet af Netflix og SoMe som det vigtigste samlende kulturelle forum – men det er stadig Danskernes største hobby – efter sport og mad. Det er soundtracket til vores liv, små kapsler af tid vi kan genopleve med et tryk på en knap overalt – (undtagen via DJ pulte – de eneste dimser der ikke kan streame al musik direkte).

Musik nu er desværre blevet en marketingøvelse, hvor kun få musikere kan overleve – selvom vi bruger musik til at sælge og iscenesætte alt. Men musik kan stadig lave nye mentale rum, der viser os uendeligt potentiale.

Men måske lider du under at have fået din smag defineret da du flyttede hjemmefra. som statestikerne påviser…eller måske er du bare træt af alt det smagsdommeri, identitets-gas og stressende støj der er udenom meget musik? Vær nysgerrig igen – sluk for den fordummende taleradio, der ofte blot er Robinson for debatliderlige selvbrandere styret af usynlige interessegrupper….

Her er en vifte af mine tekster, links til mix og værker – der forhåbenligt inspirerer dig til at finde uhørt musik – eller lytte gammel musik med nye ører – og blive genforelsket i mediet:

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

GUIDE: Musikgenre-ævl

10 CLASSIC ALBUMS

Techno: my early years

Min guide til DJ kultur

En bluffers guide til Funk vs. Fuzak

Favorit Punk Hits

GUD ER IKKE DJ MERE

Morten´s originalmusik gratis lige her

Mxll & Juel – the live mixes

Kraftwerk & fremmed(fri)gørelsen….eller hvordan jeg lærte at elske maskinerne

Morten´s Mixtapes

Masterpieces from the future? Hugo Chavéz´s music?!

DJ PRODUCER – angriber KBH 13/9!

The post TEMA: MUSIKINSPIRATION appeared first on BLAZAR.

The missing link mellem Adele og Nick Cave? Goth-pop? Når både min generation x mentor – der ellers mest nyder Dylan og Schooly D  & min fantastiske lokale tween peger på samme kulturelle fænomen vågner jeg fra min kiste – og efter en bøvlet boarding-procces på Apple plus har jeg nu skimmet en 140 minutter lang dokumentar om poppens Tunberg: The world´s a little blurry.

Dokumentar? Nej, nærmere en invitation til et viruelt para-socialt venskab: men i disse ensomme tider er det da sundere for tweens og gamle liderbukse – og alle os andre – at have en parasocial relation via medierne med Billie end med Branco, Jens Dorph, Jesus, Jørgen Leth, Brinkman, Blackman, Britney eller Bob Dylan?

Billie er nærmest født på SoMe, så selvom filmen giver os backstage adgang til hendes barndomshjem   – komplet med ambitiøse boomer forældre – lykkes det ikke at fange hende ude af spil, måske fordi det netop er hendes metier at fremstå skrøbelig, quirky og frustreret.

Som sangene er det følelsesporno…for har hun virkelig oplevet næsten gotisk tristesse på første hånd i så tidlig en alder eller arbejder hun med en slags traume-sampling fra medierne? Det får vi ikke meget at vide om, men Billies sårbarhed er hendes vare, og der flashes tourette, ticks og cutting som æresmedaljer, beviser på den åh så eftertragtede autencitet. 

Hun er kikset og kvabset for en popstjerne og i øjenhøjde, så vi kan bedre rumme hendes helt overmodne unægtelige talent. Vi følger hende på den fremmedgørende semi-playback tourne, følger hende tabe lidt uskyld og svine sin fraværende kæreste, men der er ikke nogen reel modstand i filmen, de politiske statements er klippet ud og vi ved det ender med Grammys.

Et snedigt reklamebureau kunne ikke have fundet på noget bedre til at rense en ellers kynisk dum og dekadent popbranche der er vokset alt for langt fra virkeligheden mens den spytter kalkuleret autotune bras ud i uendelighed.

Billie give os håbet tilbage – bare vi er ægte kan vi gøre os selv til memer – via Apple produkter og uendelige vokale overdubs – kan vi presse vores frustrationer til popmillioner og transendere vores kedelige boomer middelklasseverden og re-legitimere popmusik for gamergenerationen i en dynge sponsor-tøj fra Vuitton & YSL. “Far, jeg vil også have et mikrofon til min mac og en bøllehat til 5000.” 

Rockumentar er en svær genre, men jeg har mere sympati for Billies film end f.eks Gaga´s, hvor hun dropper den sjove bombastiske kitch til fordel for røvsyg AOR/MOR sing and songwriter praksis. Perfekte Beyonce fejler også i hendes film, hvor hun prøver at slette afroamerikansk undertrykkelse ved at skabe en hær af fitness cheerleader robotter. “Amy” er måske en bedre film, måske fordi de indre dæmoner er helt ude af skabet. De gamle skrigeskinker og deres leg med facader virker datede efter Billie – ligesom alle nosserocks-læderbuksfilmene virker som Spinal Tap idag.

Shortcut: Hvis du vil have Eilish-esensen – for dokumentaren er mest for fans – skal man bare lytte til hovedretten, hendes intime dystre multitrackede følelsesfortællinger backet minimalt op med et touch af trap-sub-bas – så brug denne video, der fanger memet Billie  perfekt:

The post Billie Eilish doku: The world´s a little blurry appeared first on BLAZAR.

Jeg gætter på du ikke kan høre op til de 20.000 Hz, du kunne som barn. Ingen fede overtoner i bækner til dig mere – men ro på, genkendelse af tale ligger i 2000-8000 Hz – og der findes mange ok hørepropper, og Danmark har tre af de største høreapparat-producenter, Oticon, GN Resound & Widex.Men mon ikke Apple laver et headset med indbygget høreapparat? Via DNA teknik har man også fået de lydfølsomme hår i ørerne til at gro.

The post TEST HØRELSEN/LYDSYSTEMET HER appeared first on BLAZAR.

Der er flere DJ’s end dansere i København – og ingen DJ-fagforening, så prisen for at spille et 4-timers sæt på et halvhot sted er ofte nede på 700 kroner (det samme som afrydderne). Plus fire gratis øl og en masse social friktion fra folk, der insisterer på, du kobler deres iPhone til med den nye Drake, NU. Plus høreskader og jetlag, da du vender døgnrytmen rundt.

Lige nu er DJ’s  nærmest en slags gårdvagter, der blot skal fylde rummet med en passende genkendelig, men stressende lyd, så folk drikker mere, end hvis de kunne stå og have en samtale.

De tider, hvor en DJ var nattens smarteste fyr, en mystisk sexy kurator for eksotiske subkulturer; en, der tryllede spritny hemmelig musik frem fra specialbutikker globalt og lavede liveforsøg med montage iført morgendagens fashion, mens han fik blowjobs og pulver under pulten, før han blev kørt i lufthavnen, er for længst forbi.

DJ-attitude extravaganza: tre mestre – Von Baden – Kim Kemi – Matightass.

De, der overlever, er dem, der har kunder fra de glade 90’ere – og spiller til vennernes bryllups- og studenterfester i Nordsjælland eller i Magasin – resten sulter eller har job om dagen.

    Købmand bager rocker BR på Frederiksberg

Demokratisering og automatisering Lyder det bekendt? At masserne får adgang til produktionsmidlerne, og priserne falder og overtages af interns, der lever på drømme og forventet efterbevilling, eller det er rige folks børn og de beregnende netværksnassere, der overlever? En overflod af middelmådighed er den nye standard, og massernes kritiske bevidsthed og skelneevne er reducerede pga. net-ADHD. Det er vist alle kreative discipliners skæbne i disse år

For musik er nærmest gratis – og over alt altid, så der skal andre ting til at sælge DJ-varen: DJ’s har længe været vurderede på deres evne til at promovere, men nu har selv den mindste bar et SoMe-geni til PR. Så DJ’s vurderes nu mest på deres attitude og evne til at “feste for” – at vise gæsterne, hvor fedt det er at personificere den ultimative fest. At være en vodkaklovn.

Engang insisterede DJ’s på at kompensere for manglende rock’n’roll-faktor med visuelt drama – at rive en defekt kompressor ud af racket og smide den på dansegulvet, tisse i den næste DJ’s pladetaske eller endda sætte ild på vinylen. Det mindede om at være stuntman.

En DJ-identitet af de særlige. 

Jeg har selv spillet i Texas iført burka, da den første Irakkrig kørte, ligesom jeg blev overfaldet af lærerne på Kunstakademiet, fordi jeg spillede meget høj Frankfurt-techno og proto-jungle i et rum, der på grund af røgmaskine og stroboskop lignede sne på et gammelt tv – selv med lukkede øjne. Men selv disse nu banale virkemidler er nu bare standard og forvist til svampede haller uden for bykernen.

I dag handler det mere om at behage og posere.

De post-musikalske mimiske virkemidler

Nu er DJ-looket en klassiker, der pryder enhver Tinder-profil på lige fod med kokkeskuddet, bandbilledet, crossfit-looket, cocktailsuit-selfien, det eftertænksomme portræt med Bille August-hånden under hagen eller besøget i den udsultede afrikanske landsby. Denne imageøkonomi, der reducerer DJ-rollen fra musikkurator og festens midtpunkt til en slags moderne mimer og ikonisk stereotyp, har sine klassiske attituder og trætte uniformer, præcis som rockmusik:

Basarmen: Den moderne dirigentstav – totalt tabu-douchebag-fagter, heileri for folk med nye tatoveringer og Beats-hørebøffer, men effektivt for DJ’s til at markere, at der er en tryg stortromme på vej i et konfust trommeløst pre-drop.

Headset-autisteri: “Hey, det er pisse svært det her, jeg kan ikke tale nu, sorry”. Det er bluff: Reelt mixer softwaren din playliste. Du gemmer dig bare for gæsterne og er begyndt at udvikle en social fobi.

Det klassiske “Hvad laver jeg her look”. Bemærk mikrofonen – den talende DJ er på vej tilbage.

Gokkeren: Sex med tøj på – meget populært blandt klubejere. DJ’en roder med sin knap med ekstatiske himmelvendte øjne – reelt kommunikerer han: Smut ud, og tag noget mere coke på toilettet, så du kan få det lige så fedt. Så du kan drikke mere. Så omsætningen øges. Så jeg bliver booket igen … Husk at skille vandene i en orgasmisk bibelsk gestus, når bassen dropper ind.

Berlinmuren: DJ’s med laptops, der ligner arkitekter – ofte skal man tro, de er igang med noget avanceret Ableton Live-software techno jam. Reelt prøver de bare at invitere deres ekskærester og dealer via messenger eller suge en playliste fra Hawtin.

Vinylsamleren: Ingen under 30 – aka de fleste på klubben – ved, hvor svært det er at mixe og scratche vinyl, så du ligner bare en gammel plattesamler fra et loppemarked. Held og lykke, med at slæbe – uden at smadre din ryg – og finde de der 200 plader, der sætter ild i gulvet. Har du hørt om USB-nøgleringe med 4.000 tracks på? Så fedt er det heller ikke med knas og begrænset frekvensspektrum … Vinylsamleren kan kendes på huen, månen eller skægget – der er gået jazz i den. Sjovt nok ender disse supersamlere ofte med at spille gammel disko, de tror er frisk, fordi de har isoleret sig fra mainstream i deres samlerboble.

Fra dengang selv dyr vidste, det var svært at scratche.

Strip: Hårknold og sixpack med nye tusser – du ligner en juicer på speed. En problematisk attitude for hetero-DJ’s på tour i udlandet, da bar mave er et klassisk parringssignal for gays. Visse DJ’s bruger lange formixede forløb og faker på knapperne med et luftmix, da det giver mere tid til at danse, blogge, sprøjte champagne, give highfives og kramme til rædselsfuld EDM-trap.

Turntablisten: Musik er bare tools til at lave en seneskedehindebetændelse for OCD-/dampdrenge – scratch-jonglørerne er blevet sjældne, da de smadrer dansegulvet, fordi folket helst vil høre HELE sangen, og ikke et ‘Aaarrrhhh’ eller et fresh-fragment gokket frem og tilbage over et kludetæppe af gammel ridset funk. Sampleren er opfundet.

Skyggen: En DJ, der prøver at gå i et med tapetet; han bliver behandlet som en jukebox. Han har mistet al glæde ved musikken –han har hørt alt og opgivet at udbrede sin egen sublime smag eller lege med mixet. Han er blot en anonym kustode i en død kulturs kølvand. Han er snart erstattet af en iPad med playliste eller en mere gøglet DJ.

De trætte uniformer – klassiske DJ-looks

Heldigvis er udklædnings-DJ’s med fake navne på retur – ligesom den lede børnevoksne stil med blazer, cap og logo-sponsortøjet … eller de, der bare er smurt ind i et loppemarked af mall-versioner af døde subkulturers ikoner frigjort fra deres oprindelige betydning. Men DJ’s skal stadig ligne nogen, der lige er stået op efter en ond efterfest og har kastet noget lidt tilfældigt designerkluns på.

Min guide til musikgenreævl her.

Atlanta/Bronx/Brooklyn/Lundtoftegade: set i Station 2-looket: Selvom hiphop salgsmæssigt for længst har overgået country og rock, kan man stadig bilde nogle rige folks dumme børn – eller bare 90’er-nostalgikere – ind, at det er “real” at gå med kasket og være smurt ind i sportsinspireret designerkluns. De har ikke nosser til at ryge det crack, alle deres mumlende hostesaftramte rap-tracks handler om. De drømmer stadig om at spille på den stripklub, de aldrig kunne komme ind på. Det tætteste, de har været på en ghetto, var, da de sad og kiggede på Urbanplanen ovre fra DR’s kontorer.

Du ved, du er blevet mainstream, når du ender på en Nørgaard T-shirt.

Berghein/Berlin: Sug kinderne ind, mens du spanker masserne i sort slidt designerlæder båret som om, du lige er stået op af sengen, asymetrisk britpophår, måske et tørklæde – du kunne have været roadie for Depeche Mode i 80’erne. Et særligt apatisk fraværende, men intenst blik afslører, du er lige ved at styrte i ketaminhullet.

Hunter S. Thomson-påfuglen: solbriller, cocktails, blomsterkrans, joints og Hawaiiskjorte – og et mix af reggae, kitch, afrikanske 12”-singler trykt fra kassettebånd og diverse etno-gas – samlet på en konejagt i Afrika eller til julefrokosten i BULP.

DJ Waterloo – det endelige søm i hipsterkisten – Jokke, konen og tranceren Tiesto.

Minimaltechno: Musikkens svar på Garder Eide Einarson (norsk minimalistisk kunstner, red.) eller vand og brød serveres bedst iført maskinklippet hår, nørdede briller, hemmelig label-T-shirt og dyre diskrete sneakers og digitalur. Sort i sort.

Kuratorknaser: Sæt dit lange cykelstyr med lim, hav to forskellige sko på, kør musikken gennem hjemmebygget modular-pedaler, brug høretelefonerne som mikrofon, gør alt for at rydde gulvet for alle, der ikke abonnerer på The Wire – det handler om alt andet end musik. Overvej at lave foredrag/performance i stedet for DJ-gigs.

Flødebollen: Du har toupé eller er skaldet, har nye tænder og botox og bærer en kæk far-pastelpolo eller button-down, du kan rulle ærmerne op på, så man kan se uret, efter du har smidt blazerjakken. Husk Montmartre-/jazzhouse-/sølvbryllups-diskokassen blandet med MTV-90’er – og kast noget P3 ind for at være ung. Last Christmas-sweateren er klar i december.

Chav: Fra ren Randers med fjederhalesko og fuld Kappa-knapbuks til den mere gentificerede casual italiensk C.P.Company, som hools bærer i UK. Chav-looket indikerer hurtig musik fra folkelig, fesen forstadstrance og “progressiv techhouse” over jazzy Drum&Bass og opklippet jungle.

Det var facitlisten til DJ-kropssprog og -looks. Nu kan du afkode din lokale lydmimer – eller selv få et underbetalt DJ-job, der giver adgang til en prima voyeur-plads til en fest, du reelt ikke er med til, hvor du aldrig når at score alle de høns, der flirtede, fordi de ville høre Beyoncé, mens du solgte ud af ideen om at missionere med dine vigtige subkulturelle musikfiler. Når DJ-jobbet slutter, er byen tømt for alt andet end krudtnæb og Udgårds-Lone på den evige brune bar, hvor du forsøger at fange nattens erotiske ekkoer med Yolo eller Tinder. Du giver op – dit anlæg derhjemme lyder alligevel bedre.

Læs mere om DJ-kultur her.

The post GUD ER IKKE DJ MERE appeared first on BLAZAR.

Hans – efter eget udsagn – popprojekt – hedder Navy Bruise og det tredie album hedder “Get Your Bruise On!” Tænk DAF-basser, Reese pads, knurrende analoge flader og stive hvide trommer – spartansk, stilrent og velarrangeret. Tilsæt pigevokaler a la Kate Bush i en SM klub og du har det perfekte band til en Manifest-fetish-fest eller opvarmningen til Depeche Mode. Jeg savner lidt mere moderne vokal science – vokalerne er relativt naturalistiske – men det er sikkert en fordel live. Gad godt han lavede nogle lange 12” dub-instrumentaler  i måske 128 bom med lidt mere perc på  – Hansen kan sit pis. Lyt selv her.  På med de læder chaps!

The post NAVY BRUISE – album fra HANSEN appeared first on BLAZAR.

Kanye eksploderede med hits hvor han skamløst samplede sublime Curtis Mayfield – samples så fantastiske alle kunne lave hits af dem – han rappede skidt ovenpå, men producerede meme-beats som et reklamebureau og sugede tiden for samples, cameos og beatmagere – og soulen forsvant på de følgende albums for en mere glam-trap-dubsteppy sing along stadion maximalisme – hvert track var som en compilation af oneliners, punchlines og hooks der sad lige i trafik-skabet på twitter. Og historien udviklede sig – vi voksede op med ham – og voksede med ham – der var en udviklingshistorie, ikke bare repeat af gamle succeser – alt kunne ske…fra kynisk klam hedonisme og grådighed til Jesus og tilbage igen. Gospel samples, Cashmere Cat-vocal-science og Madlib beats tilsat reality markedsføring – hvor verden nyder at se Kanye degenrere i rampelyset som i denne video hvor han knækker halsen på Queen:

Kanye mesterer at være mega syntetisk og helt nøgen samtidig i bombastiske sukrede designer-ghetto-operas. Tracks der udvikler sig uventet og ender i en helt tredie genre.  Hvor Jay-Z og Beyonce havde klassisk musikalsk talent – og skidt smag – bevares – har Kanye talent for at CEO-producere – ja nærmest instruere lydfil – og have en personlighed der ikke skammede sig. Det er ham der er hovedretten – ikke musikken.

Bevares, Kanye var allerede en dygtig boom-bap beatmager før han gik solo – men hans virkelige fingeraftryk er hans fokus på vocal science – der bliver skruet igennem på autotunen – vokalen og egoet er i fokus – og bakket op af samples fra YouTube, vinyl og så et  kor af strategiske cameos for at ramme andre artisters fanbaser.

Måske er hele den der trendy bipolar-ting bare et coverup for han bare har mistet jordforbindelsen totalt? “Jeg mener det ikke, jeg er bare tosset, er det ikke synd og spændende?”  Problemet her er at hans målgruppe er hans fans ikke er medierede post-ironiske erfaringsramte genier, men kids…Kanye mestrer som en Berlingske-blogger eller en net-trold kunsten at være irriterende – heller det end publikum er ligeglade – hellere få varmen ved at blive hadet på end et lunkent ingenting – og hjernen husker bedre irritation end den ægte glæde, det åbenbart er så svært at skabe idag?

Jeg er jo dansker (og ikke altid så stolt af det)  så ligesom jeg elskede Nik & Jays storhedsvandvid og deres R.Kellyske debut, har jeg også en sød tand for små doser megalomane infantile narcissistiske dramatiske liderlige grådige Kanye – selv jeg blev provokeret af hans Trump hat, flirt med Jesus og “slavery sounds like a choice” og mine Jeezys korte holdbarhed. Jeg var omvendt vild med hans video med nøgne Trump og hans valgmøde i skudsikker vest, hvor han brød sammen ved tanken om hans datter kunne være endt som abort. Jeg er vil med hans stem mix dims, hvor fans for 200 dollars kan remixe albummet selv via en hardware dims designet af svenske Teenage engineering.  Eller ideen om totalt pretentiøst at lave en lyttesession for 20.000 mennesker på et stadion for at finde det rette mix… og lave lidt ekstra mønt. Vi har de idoler vi fortjener, og VI ER ALLE lidt KANYE i 2021. Hellere en tosse end den kalkulerede kedelige krammebamse Drake.

På Donda leger Kanye stadig – og tager sig gooood tid – 1 time og 48 minutter med næsten ambient navlepilleri og tvivlsomme spirituelle belæringer – hans beats er desværre reduceret til trapbas-buldren – de sjove samples er væk (måske blev de for dyre) – det er skruet op for sentimental patos, twitter-quotes, minimal jesus-trap og lighterballader – Kanyes lort virker – jeg har f.eks lige brugt en halv time på denne artikel i stedet for selv at lave noget der betød noget eller gjorde en forskel. Døm selv her:

The post KANYE WEST – DONDA appeared first on BLAZAR.

Heldigvis er der mulighed for at få en unik oplevelse, når den legendariske hardcore rave veteran DJ Producer smadrer pumpehuset. Bare glem alle dine fordomme om idiotisk hooligan gabber, knark rave eller panisk infantil hoppeborgs-hardcore – DJ Producer tager klart udgangspunkt i disse forkætrede 1990´er genrer, men transcenderer dem totalt og udsender en slags dystopisk men opløftende funky fysisk fremtids-jazz, der gør at du vil opleve hvad der kører på Boxen og det andet sted, Mayhem eller til en skovfest som ren fesen loungemusik. Se FACEBOOK EVENT

DJ producer konfronterer vores angst, men trandenderer den og gør den nydelsesfuld og frigørende. Alle fans af noise, jungle, industrial, freejazz, moderne avantgarde og mere ekstrem metal ved det allerede…kom og få rebootet ikke bare din musikopfattelse, men også krop og sind, i en leg med vores fornemmelse for tid og rum – og rummet mellem smerte og eufori – gennem et meget fysisk frekvens-bombardament, der giver ren katarsis. BILLETTER HER

LIneup: The DJ Producer [UK] (Rebelscum/Heresy/PRSPCT) bakkes op af lokale og Hollandske helte: KLAUS BOSS // Rex Mundi [DK] (Københardcore/Subtrakt/Click Festival) / Peckerhead [DK] (Københardcore/Mokum/Cenobite/Sygnok) / Faniac [NL] (Ouwe Stijl Is Botergeil) / NIRO // Niels Robanus Maandag [NL] (Ouwe Stijl Is Botergeil) / Apac [NL] (Ouwe Stijl Is Botergeil)

Klaus Boss – elektronisk aktivist

Techno: my early years

The post DJ PRODUCER – angriber KBH 13/9! appeared first on BLAZAR.