morten vammen Archives - BLAZAR

COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK

BLAZAR — Fri, 04 Jul 2025 14:39:18 +0000

If you’re in Copenhagen looking for something beyond the postcard-perfect Scandi-minimalism and Michelin-aligned playlists, dive into the world of Morten Vammen – a stealthy native veteran music maker, influential behind-the-scenes cultural agitator, and sonic storyteller who has absorbed the city’s vast emotional frequencies and distilled them into an ever-evolving soundtrack of the city’s flickering core.

His sound blends deep post-techno roots with maximalist cinematic tension, ecstatic eroticism, ambient bliss, and the hypnotic pulse of the city’s nightlife: overheated galleries, endless yacht raves, and fog-drenched basements. Expect breakbeats for b-boy romantics and synths like lost, hyperreal voicemails from a singular entity chanting across a spinning disco/crystal ball of sound – merging past and future-now. A pioneer of Denmark’s arty underground – from the early days of post-punk through acid house and 2000s decadence – Vammen’s trailblazing documentaries, film soundtracks and novels pinpoint a hidden Copenhagen with no rules: a city where it’s easier to succeed than to fail, where everything is understated but beautiful, time stretches out for non-transactional connections and mindful hedonism in seach for new transgressions and poetry. If you’re visiting or staying in Copenhagen – and want to tune into the city’s hidden sonic subtext, turn off the new Nordic muzak and start with Vammen’s latest releases – let the mushroom-like textures tingle and enhance your experience, spice up your party or your movies. Or better yet, see if he’s playing a rare late-night set in a club, penthouse, art opening, soundtracking a fashion event to gatecrash – you’re welcome!

LISTEN ON ALL PLATFORMS HERE

Enjoy!

The post COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK appeared first on BLAZAR.

TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN

BLAZAR — Thu, 02 Mar 2023 09:10:49 +0000

Her er et kapitel fra Morten Vammens anden roman, TILT – køb den her

EQUILIBRIUM

Jeg vækkes af en metallisk lyd, det føles som at bide i frossent kridt. Hurtige skridt forsvinder ude på gaden. Jeg rejser mig for at løbe udenfor – men jokker i en fyldt chokolade, er for stiv i kroppen til at slikke den af. OK, ingen orker ikke spille selvtægtshelt i Kartoffelrækkerne iført silkepyjamas og en middelsvær erektion, så jeg bliver i vores trygge pasteltonede showrooms og tager dagens første pjuskede selfie i det purpur morgenlys.

Jeg noterer stikord fra nattens drømme på en blok – svedige mareridts-ekkoer skribles ned, før de farves af logik og efterrationaliseringer; blitzglimt af kaos i København K – dinglede magtmennesker i lygtepælene, gamle Laudrups blødende ansigt, højtalere med pumpende døds-dub i vinduerne, bestialske bunkepul på Strøget, kolapsende bygninger, hærmyre-angreb, skræppende flamingoer, oversvømmelser og kaotiske gadekampe, rasende grønlændere med bidske slædehunde, harme pensionister med hævede gangstokke og krænkede akademikere i trekking-tøj; stor tumult mellem enhver tænkelig kombination af køn, klasse og race.

I drømmen flygter jeg, men fødderne føles som slalomstøvler mod den smeltende beton, så kastes jeg i et bagagerum fyldt med knasende flæskesvær, bilen bumper til den stopper ved en øde havnekaj, hvor jeg rulles stramt i et persisk kopitæppe og tyngende trådnet. Jeg overhældes med fosfor, kastes i havet og brænder som en undervandsfakkel – før jeg vælter i en knasende rusten choppercykel – komplet med antenne med rævehale – mens jeg ser min sidste ilt boble opad. Heldigvis holder trådnettet mit lig nede, intet oppustet strandvaskeri på avisforsiderne, intet menneske vil huskes sådan.

Stop, jeg pynter på mine drømme nu – og konstaterer jeg ikke kan læse min håndskrift mere – så jeg skriver videre på mobilen. Måske er drukne-drømmen bare et symptom på aldersbetinget snigende søvn-apnø? Skal jeg booke en tid? Jeg stopper og tager et billede af et par guldmejser på altanen der kvidrer i en glaskugle fra Paustian – og poster det.

Min lille nisse begynder at grine i fodenden, knips. Det er signal til at afslutte min navlepillende morgen-tekst-rutine, for jeg har lovet ikke at arbejde – eller egotrippe som hjemmestyret kalder det. Først efter arvingen er parkeret på institutionen må min meningsmaskine igen begynde at sætte klistermærker på verden.

Min basunengel kravler op i Hästens-sengen, vi kilder hinanden og vrøvler: “jeg vil have konflikt!” Fnis,. “Du mener konfekt min lille bøf.” Min datter er det smukkeste menneske jeg nogensinde har mødt, eller rettere, hun er den ting i verden der giver mig de smukkeste og reneste følelser, hun er min utopi, et indtil videre perfekt menneske med uendeligt potientiale – uden alle de fantastiske neuroser og den arvesynd, vi plejer at takker vores forældre for – når vi er fulde.

ANMELDELSE HER

Vi kigger ud på altanen – et sort egern sover med halen over øjnene, men suser væk da Celine hviner: “Jeg vil have et egern!” Jeg poster det. Vi kigger på skaderne, der ligner små fjerede velociraptors. Måske er der en ide til et nyt børne-tv koncept der?

Jeg ser ned på labyrinten af hegn mellem naboerne – yuppie-jyde-klovnen i nummer 9 har fået tacky kobbertagrender og sorte glaserede tagsten. Gid gud straffede dårlig smag.

Nøgne Cille-mor snorker højlydt, hun gik i coma efter nattens orgie – jeg måtte spytte hendes på ryggen for at få fred til sidst, da hun insisterer på multiorgasmer og jeg var ved at blive hudløs. Vi må have været festligt overrislede, for hun har ikke fjernet makeup – eller sover hun med særlig nat-makeup?

Vi skærer frugt til små skulpturer og spiser skyr & granola ved kogeøen, jeg poster det mens Celine opfinder ordet “piratviden”. Cille vågner og mumler: “Stop det sukker og mælke-gas, det er stærkt inflammatorisk – smid det ud – jeg laver quinoa- grød”. Så fiser moder-morgen-monsteret diskret ud på toilettet med headset på og returnerer perlende og restylet efter 15 minutter mens jeg har tøjkamp med Celine, der pisker mig med en buket tørrede blomster hun har snuppet fra en lava-agtig Salto-vase. Celine insisterer på enhjørningehat og pink shorts idag. Jeg giver efter igen.

“Swiper du Tinder igennem når du morgentisser?” siger jeg med en naragtig tegnefilmsstemme for at skjule min udødelige jalousi. “Sprit selv din telefon – klamme gamle gokker” griner hun og kysser mig, selvom jeg ikke har børstet tænder endnu. Lige der føler jeg mig elsket, og mit tømmermandsdrænede kadaver bobler varmt da Celine hopper ind og vil være burgeren imellem os.

“Jeg henter Celine – hvis du afleverer hende, ok!?”

Cille ruller med de lysegrå øjne: “Fjolle – du ved hun skal på video-shoot idag, bussemandsbingo på børnebørsen er aflyst.” Celine med ferskenkinderne begynder at pive, tøjkrisen kradser, hun hører alt og ved hun snart skal glo tegnefilm i en filmbus, mens hun får sat hår foran en skål vegansk Haribo skrald, før der kommer meget skarpt lys i hendes øjne og hun skal gentage bevægelser og sætninger hun ikke forstår endnu.

Hendes underlæbe bobler ud, hun sitrer og stepper og huden skifter fra finsk klorin-nisse til lilla. Jeg hader det, for jeg er magtesløs med mindre jeg bestikker hende diskret med noget bras, bare ikke her foran Cille – så jeg afleder alle ved at tænde en skærm, der viser en perfekt vejrudsigt, gode pollen, aktie og virus-tal der desværre klippes til en reportage med skræmmende udbrændte biler fra en natlig riot i nabokvarteret.

Jeg zapper til Gurli gris. “Hjernevask… legetøjsreklame-bras!” råber Cille over mantra-muzakken og browser igennem Satie, før hun ender sødt men sikkert med Mozarts Piano Concerto No.21, K.467 – remixet af Cashmere Cat & Carl Craig.

Jeg begynder at rydde lidt op så Cille skal få dårlig samvittighed – fatter ikke kærester der ryder op uden publikum, så lister jeg ud på badeværelset og ser en moden salt og pepper fyr i spejlet og trimmer skægstubbene til en afslappet skygge.

“Patina! Sporene efter det gode liv er det nye ung!” messer jeg for mig selv, mens jeg applikerer 3 forskellige Dermalogica produkter og en concealer. Smilerynkerne er ved at blive furer – måske er det snart tid til fillers?

Tanken skaber en sugende angst for at være peaket, angst for at resten af mit liv blot er et langt ydmygende fade-out, en Sisyfos-kamp for at forblive relevant…eller føler jeg bare tømmermands-udløst kemisk usikkerhed?

Jeg hader usikkerhed – roden til alt ondt – så jeg zapper hurtigt videre: dagens opgaver begynder at flimre foran mig, men jeg er allerede træt af mit indre ping- pong knas, træt af at skyde verdens bluff ned, så jeg booster mig med et skud japansk espresso brygget på et steampunk-inspireret aggregat fra Zang Tuum Tumb.

Heldigvis reddes jeg igen fra mig selv af bette Celine, der ikke er et regnestykke eller et værk der skal fortolkes, jeg tager hende på skødet og lægger et uløseligt pensionistisk puslespil et kort tidløst øjeblik. Ah – motivet er af Gustav Klimt. Godt billede, god post, click. Livet bliver ikke meget mere zen – det er ærgerligt jeg skal på arbejde.

På med uniformen: rødlige chinos der signalerer jeg har sejlet (i en vens) yacht over Atlanterhavet. Dertil en løs hør-skjorte uden mønster – så den ikke flimrer på skærmen – med diskrete øjenæble-manchet-knapper og kinakrave, der antyder disciplineret spiritualitet, hindsides regnearks-rotteræset. Jeg slynger en følsom parodi på chefernes stribede PoulSmith halsklude på, bare i en vintage Off-White- version. Som ironisk helgardering binder jeg et par pre-smadrede muterede byggeplads-inspirerede far-sneakers sprayet nænsomt med neon a la Futura 2000, da jeg hader at blive segment-cementeret. Touché top boy, cool retro-futurisme, nu ser det ud som det let autistiske look er tilfældigt kastet på for min egen skyld, ikke for publikums.

Jeg viser stolt den beviste signalforvirring til Cille, der leger asbergers-agtigt med Rudolf Steiner træklodser og vores lille gudinde, så scanner hendes helikopterblik.

“Hvis du bare skal på DR fungerer dit look ok, men drop hættetrøjen om livet…sportstøj er for folk der dyrker sport, ikke for dem der kun oplever sport igennem skærme…og husk at skifte før gallafesten i aften – og kom hjem til fornuftig tid – alt efter kl. 01 er destruktivt…du skal være klar i morgen, vi skal på gallerirunde, jeg har fundet et par værker vi skal have til sommerhuset.”

“Jeg elsker din onde ærlighed” siger jeg og kysser hende inderligt til kødkompasset vipper – for hvis det ikke var for Cille ville jeg stadig bo i en smasket 2 værelses med tomt ildelugtende køleskab, naboklager og klædeskab på gulvet.
Minderne om mit liv før Celine forekommer meningsløse – og langt fra min officelle myte om det pragtfulde kreative single-bohemeliv.

Men ok, jeg fik da krydset min bucket list af da jeg var ung og solo, undtagen folkedans og incest, det har vi alle fortrængt.

Jeg kigger på mine piger, hvis jeg døde i dette perfekte familie-øjeblik ville det være en smuk finalescene i et perfekt liv, en fabelagtig finale på toppen. Kysset fortsætter og hvisker endelig tankestøjen helt ud, indtil bette Celine besidderisk bider mit knæ og knurrer: ”Det er MIN mor”.

Celine er begyndt at grynte som Gurli Gris. “Barn, du giver mig grissegalskab!” Vi griner mens jeg spritter knæet med en serviet , så krammer jeg farvel en ekstra gang og laver et corny hjertehåndtegn jeg ikke aner hvor jeg har samlet op.

I morgenlyset i de disede Kartoffelrækker blomstrer hyacinterne, de fotograferes af en flok bæløjede risgnaskere med gule forældede vaccine-badges. De tager deres masker af for at tage selfies med den enorme duvende soldrevne zeppeliner fra Google Earth som baggrund, den flyvende cigar har erstattet politiets ustabile hvinene overvågningsdroner.

Øv! En eller anden psykopat har ridset et SS-agtig lyn på min smukke jadegrønne vintage elbil. Pis! Det var præcis den lede lyd af hærværk der havde vækket mig…men hvem hader mig?

Et karrusel af ansigter scroller forbi, listen over alle dem jeg har trampet på for at nå frem til dette paradis – men jeg kan ikke finde nogen oplagte mistænkte. Det var sikkert bare en teenager på lattergas, Cilles gamle elsker dengse-Ditlev, en indebrændt intern, en meningsmaskine gejlet op af so-me roadrage eller en forsmået fan. Jeg kan jo umuligt forventningsafstemme med alle jeg ramler ind i på lives vej. Pyt med det, forsikringen dækker sikkert en ny lakering – hmmm…beige eller lilla?

“Hej” – foran naboens lidt for hermetiske pilehegn sidder en mut tween-tøs i en Friends retro t-shirt – og et par pre-hullede Philipp Plein jeans – i lotusstilling på en jordfarvet pashmina-plaid.

“Vil du handle ind på min loppemark?” Den lille læspende sprogspasser kigger ned da jeg kommer nærmere, som om hun instinktivt kan mærke jeg ikke kan lide andres børn generelt – og slet ikke folk med bøjle.

På tæppet ligger standard-barndoms-sættet: snaskede bamser, Pipi Langstrømpe bøger plettet med tranebær, forvaskede Vans hættetrøjer, spil med manglede brikker, krøllede Pokemonkort, Vuitton nøgleringe, Lego Friends figurer og en Iphone 19 med knust skærm.

“Hvad koster den?” Hun slikker sig upassende om munden og blotter et smil af skæve mælketænder, hun har brugt sut: “100 kr.” – så lyden af en bristende tryggegummiboble.

Jeg kigger mig rundt, det føles forkert at snyde børn for deres forældres vintage mobiler, men jeg er nysgerrig på naboen med kobber-tagrenderne. Måske ligger der noget snavs på telefonen der kan få ham til at flytte, det ville være fedt at banke væggene ned og få ekstra plads – det ville være en stærk investering med tre sammenbyggede Kartoffelrækkehuse på stribe.

Gad godt rense kvarteret for glaserede teglsten og retro-boomere. Barnet får en pengeseddel så der ikke er digitale spor, lige før morgenens første selvpiner-joggere springer forbi os mod Sortedamssøen. Min mobil ringer, det er min sikkerheds- redaktør Ole fra TVA, han bjæffer, det lyder som om han laver planken: “Janus, kom i studiet – du skal lægge speak på indslaget fra nattens riots – ses snart!”

Jeg sætter Quincys “Summer in the city “ på, lader armen slaske over bildøren så man ikke kan se ridserne, så triller jeg til DR-dødsstjernen på lorteøen, et tørt drivhus uden planter hvor ingen kan åbne vinduerne. Min faste parkeringsplads er underligt nok optaget, en underlig anormalitet.

Så parkerer jeg ved Metroen ved en bunke røde mursten der ikke er en ruin, men en kvik knortet borgmester-pik af Per Kirkeby jeg aldrig fattede – men respekt for Pers effektive salgsarbejde. Noget der ligner en flygtningelejr eller et sneakerdrop prøver at blokere indgangen – det er håbefulde talenter der prøver at snige sig til en casting – blandet med liderlige praktikanter og negligerede græsrødder.

TILT kan købes i flere formater her

FLASHBACK – fra romanen EFTERFESTEN

Lektørudtalelse – TILT kan også fås på biblioteket:

The post TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN appeared first on BLAZAR.

DET DØDE INTERNET?

BLAZAR — Mon, 14 Apr 2025 05:30:42 +0000

Dead Internet Theory hævder, at nettet er overtaget af bots. Det er delvist forkert. Vi har bare overtaget bot-adfærden, det er et digitalt Stockholm-syndrom.

Velkommen til internettets uncanny valley. Her taler vi ikke længere med hinanden. Vi henvender os. Til systemet. Til statistikpanelet. Til den store Gud med det lille like-hjerte, der belønner os for selvcensurerede humble-brags, virtue signaling , sixpack, vintermad, gastrosexualitet, inderligheds-valuta og subtil post-hipster-kultur-blær.

Det startede uskyldigt. En selfie her. En like der. Men stille og roligt begyndte vi at optimere os selv så vi kunne ramme algoritmerne bedre, vi udførte selvregulerende adfærdsdesign. Nu er der ikke nogen tilbage ved roret – kun en content manager i krise, der kalder det “nærvær”, når hun reposter sin egen skilsmisse med #taknemmelighed. Vi taler ikke længere sammen digitalt, vi indikerer position og brander os med kontekst for at holde positioner.

Vi skriver ikke for at blive forstået – eller dele vi har forstået noget -men for at blive anerkendt som nogen, der forstår mekanikken. Det er blevet et maleri af et maleri af et maleri – eller bare en reaktionsvideo på en reaktionsvideo, der havde gode tal.

“Dead Internet Theory” er en teori, som opstod omkring 2021 i nichefora som Agora Road’s Macintosh Cafe. Den hævder, ikke uden inspiration fra “The Matrix” og Jean Baudrillard – at størstedelen af internettets indhold siden omkring 2016 er genereret af kunstig intelligens og bots. Ifølge teorien er nettet blevet en slags kulisse, styret af statsaktører og techgiganter, der manipulerer den offentlige samtale og forbrugeradfærd gennem automatiseret indhold for profit. Den ensartede, overfladiske og algoritmisk optimerede karakter af meget online indhold tyder på, at at nettet er “dødt” – eller i hvert fald ikke længere organisk og menneskedrevet, men snarere automatiseret udfra menneskelige reaktioner. i 2016 udtalte Elon Musk, at: »Vi højst sandsynligt lever i en simulation.«

Det kaotiske vilde vesten af kommunikation er nu blevet selvregulerende. Ligesom reality-tv har formet forsømte børns adfærd, er vi alle begyndt at agere som influencere – selvom vi ikke skal sælge andet end vores selvbillede. Vi plejede at være mennesker. Nu er vi indholdsproducenter med brand-identitet og tone of voice. Der findes ikke længere samtale – kun content-pingpong med strategisk placerede emojis der desperat prøver at ramme relevans – vi lever i en usynlig upersonlig beskuers øjne.

Den digitale tudetid: Selv sorg og skrøbelighed er blevet en vare, der har mere reach end glæde, der skal times til prime-time og boostes med 40 kr. i annoncebudget – men det skal se autentisk ud, du skal helst se ud som om den ikke prøver for hårdt, men stadig performe 20% bedre end gennemsnittet i din branche eller de menneske-brands du måler dig med. Genialt lige efter en skilsmisse, velkommen på markedet.

Samtalen er død – længe leve kommunikationsstrategien: Før i tiden gik du ned til en ven og sagde: “Jeg har det forfærdeligt.” Nu skal du først lige spørge dig selv: Skal jeg lave en story eller et reel? Skal jeg nævne det i et post, eller vente til det kan blive en TED Talk eller en podcast? Skal jeg være “sårbar med kant” eller “brutalt ærlig, men med håb”? Det er svært at føle noget, hvis man ikke også kan formidle det til feedet. Følte jeg det, hvis der ikke var en reaktion? Skal jeg slette det der ikke bliver reageret på?

Genkendelsens glæde: Du kender følelsen: Du scroller igennem stories og tænker: Er der nogen her, der faktisk taler ægte? Hvorfor lyder alle platforme enten som skingre X, labile Linkedin eller narcisistiske Instagram? Hvorfor er samtaler IRL begyndt at lyde som posts?Vi svarer med auto-emojis. Vi stiller retoriske spørgsmål vi ikke vil have svar på. Vi er ikke nysgerrige – vi er positionerede og simulerer passion, men ironisk, så vi automatisk spiller på vinderholdet – så du enten kan udskamme kritikerne “med det er for sjov” – eller sole dig i din positive trafik.

Vi er blevet små marketingafdelinger, der kæmper om samme opmærksomhed-srest på den samme uendelige digitale toiletrulle, i evig kamp om guldfiske-øjne, i ræs om sekunders serotonin mod Taylor, Trump, sponsoreret indhold og kattevideoer.

En modgift? Vi kunne vælge at tale rigtigt igen. Tale til hinanden person til person, ikke til systemet eller massen eller mediet. Lade sætninger slentre, lade følelser være grimme, eller lade stilheden eksistere uden prompt eller skript. Men det kræver en ting, vi har glemt: Vi skal tale, uden at vide om nogen ser det.
Uden bekræftelse. Uden feedback. Uden data. Bare – fordi vi har brug for det – tal til dig selv – eller med EN klar personlig modtager – der formodentlig er så banal, det kan resonere i andre. Eller måske ikke. Pyt.

Vi skal generobre kommunikationens oprindelige ekstase, ikke producere mere positionerende porno eller digital flaskepost til alle og ingen, der ligesom et Mcmeal kan spises af alle, men nærer eller begejster ingen.

Mennesker taler. Bots optimerer. Spørgsmålet er bare: Hvem er du, når du åbner munden eller rammer tastaturet eller trykker record? En collage af stylede barndomsminder, fake skrøbelighed, iscenesat succes, mindreværdsmotiveret karriere, ensomheds-ekkoer? En ubevist sample af tidsånden, læs de lukrative -reklame drømme der har ramt dig bedst – der ligger øverst i bunken?

Måske skal vi bare lade botterne overtage de asociale medier og slukke for alle de podcasts med to mennesker der prøver at bytte modgrupper, gæster og værter der forlægst har solgt hovedstolen og nu reflektorisk drikker sveskejuice for at generere ugens munddiarre til stakler der bedre magter parasocial interaktion frem for ægte analog kontakt?

Måske er det tid til vi genopdager et af de mest intime medier igen – telefonsamtalen – helt uden algoritmer, datamining og reklamer. Altså indtil ai-assiteret voice cloning rammer mainstream om lidt – du ved det nærmer sig når call-centrene bliver automatiserede…

fortsættelse følger….

The post DET DØDE INTERNET? appeared first on BLAZAR.

ENJOY MORTEN VAMMENS NEW MUSIC HERE

BLAZAR — Fri, 16 Jul 2021 12:50:17 +0000

ENJOY THE NEW ALBUM HERE

The post ENJOY MORTEN VAMMENS NEW MUSIC HERE appeared first on BLAZAR.

Vammens soundtrack catalogue

BLAZAR — Tue, 12 May 2020 20:44:40 +0000

Morten Vammen: “I suppose I have to drop some pompous nonsense – its tradition in music journalism – but please don’t ask me about influences or childhood stuff….” Vammen was one of the first to release acid/techno in Denmark in the early 90s, but preferred to be invisible outside the underground – the focus is music. LISTEN HERE.

“I really hate genres – but I tend to use “Electronica” as it is more open that “techno”. One new thing is that people don’t care about the music itself anymore, but about who makes the music. The public is more interested in celebrities and how a certain artist is more famous — than the music itself – pop music is a kind of reality show now. It changed the way the audience relates to music, its about style signals and parasocial relation and most listeners have no transcendental connection to music and its quality anymore, they just wants the glamour. “Electronica” doesn’t want to be part of it, because it’s not about humility, or arrogance, it’s not a posture ′′we don’t want to be famous, we’re underground”. None of that. “Electronica” is about the human soul, not about the appearance. “Electronica” has values, teaches to live the moment, work together, and especially to respect the next and look to the future, it’s about being open in the now for everything thats possible. “Electronica” is an international language that represents freedom, because of its roots in rebellion and mind expansion. “Electronica” makes people feel good about themselves.”

ENJOY THE NEW ALBUM HERE

As a kid Vammen went to music conservatory and made industrial funk tapes and played in weird bong bands and started to DJ back in the 1980s, then he made the first Danish danish acid/techno album as AUM, toured the states in the 90s, composed a lot of jingles and soundtracks and a more genre blending second solo album, A*A*A.

Then he became a writer, directed adds, documentaries and music videos – but he still bangs out tracks for fun and ghostwrites behind the scenes. Fast forward to present time, where the lockdown made him dig up old files: “Nobody make fucked up dubby post acid anymore…I had to release my archives as well as new stuff thru my label Sofarave.”I met him in his home studio playing with his charming daughter and some shimmering pads from a tall retro rack:

Tell me about the making of the first AUM album? “Imagine the 80s – no sample banks, genre norms – and no internet …DIY times…and a high learning curve and absolutely no media focus…I made a lot of tapes for fun influenced by Tackhead, Public Enemy and Throbbing Gristle – some avant-funk shit. Then the more danceable Detroit, acid and Frankfurt sounds arrived and I blended everything in my home studio via simple hardware samplers and analoge trash. Then I took a stack of DAT tapes to Anders Bonde, a master of one of the first harddisc editors – the waveframe – and we made a puzzle of tracks forming a long DJ set in one accelerating flow – and released it on EBM label Decay.”

“Techno was not really an album format then, as most electronic music was long 12″ tools on vinyl for DJs. It was fun to play live back then – people were confused – as the rave scene where split into minimal, Goa and EBM back then, so people was confused – I made a personal hybrid.”

The hard second album? “A*A*A: connoisseurs cornucopia was released in 1996. After the first Aum album I made some tracks for Lars Von Trier – so the tv and film industry became my main clients and I paused my DJ activities – the club scene was getting nasty and filled with e-robic bikers and fashionfiends on coke and the music suffered. I locked myself into my new studio. The A*A*A album was made with Cubase – and post-jungle chopping was hot. Its a more diverse collection of tracks – there are some jazzy breakbeats and D&B as well as bits from my soundtracks, ads and fashion shows – tracks for clients like Lars Von Trier, Søren Fauli, Franz Pandal, Kelloggs, Braun, Sygesikringen Danmark, Omo, Vaseline, Ikea, Masterfoods, Lego, PBS, HK, DR, B&O, Psychocowboy, Lowe, Carlsberg, Metroexpress, DR, Nestea, DR2, Spon Diego & Mads Nørgaard – so the album is also a catalogue of my ideas regarding those brands musical profiles. There are some harder “classic AUM” tracks om the album as well. I edited it in Sweden on 2CI sweating – I cant recomend it. Thomas Erhard made the cover art.” “The new album, Perfumes Volume 1 is an ambient collection – I toy with a new edge style, not hippie-healthy new age, this is darker and weirder soundtracks and drones for work, meditation and rituals.” “The AUM archives vol.1, is drum orientated funky uptempo instrumentals that will appeal to DJs and film directors – as well as a lot of people that find pop too shallow and jazz, rock and classical dated – and techno too static.”

The second albums working title was survivor? “Yes, I survived a lot of harsh stuff in the electronic subcultural scenes and avantgarde ghettos the last 35 years – a lot of friends went insane, used drugs and got used by drugs, became boring, sold out or committed suicide. I somehow survived all the bullshit – making music is a nice way to heal when reality is too evil – music is a mental survival tool – and a pleasure. I could also have titled it AUM 2 or AUM flashbacks, its heavy on the 128 bpm 303 mutations.” “Perfumes & Artifacts Volume 3 album is a blend of the dubwise styles hinted at on the A*A*A album – and more New Edgy ambient drone stuff parred with a post-triphop dash.” Rave Museum Vol.4 is a more dubbby acid rave collection that blends well with The AUM archives vol.1 It also contains a fresh ambient drone and a downtempo beat track. Enjoy volume 4 here…

What’s the Sofarave label concept? I try to make music that enhance or relight what’s around you so reality becomes a meditative adventure. I’m a designer of atmospheres, I make sonic perfume that can be used as mental tools, smoke and mirrors or enjoyable, safe drugs.

“The corona quarantine made me dig up old, raw files – and instead of remixing and polishing, I just released what felt right now. The obsession with the new is a trap, superficially things change fast – but the basics remain the same. Some of the tracks date back to the late 1980s. I attempt to create a kind of musical scenery which is not entirely “primitive”, not entirely “future” but some place and moment impossible to locate, either chronologically or geographically.”

“I toy around with the idea of a “Sofa Rave” genre – a kind of energized organic ambient rave, but without the formulaic arrangements and stupid drops. Mainstream club culture is horrible now, so I like to dream up alternative scenarios – I try to make undefined music for new undefined spaces, new emerging undefined situations and emotions – I try not to make site or time-specific music – I like music that bring new light to different scenarios, music that could work in a home situation, on headphones, in a forest or on a boat, as a ritual tool, in the back room of a club or as a film score – the only place it won’t work is on chart radio – but is anyone listening to that anymore? “ Listen to the APPENDIX E.P. here “The lockdown EP is an exploration of 2020s new mental landscapes: “Upper” is a uplifting hypnotic meditative tool made on a mix of analog, digital and modular hardware. Feel it. “#Metoo” is an ambient ballet for the new post rave world. “Virus” toys around with vocals, and the EP ends in the blissful drum-free void of “Safespace”. The EP is an expansion of the Sofarave paradigm – hypermodern music to take the position of dusty jazz, clinical classical and boring adult rock – sonic drugs and perfumes for all situations, mediation and film.” Listen to the Lockdown E.P. here

Soundtracks vol.7: “sofa tourism or the missing link between Basic Channels dub side projects, trap, 90s triphop and Blade Runner? Its as if downtempo stoner music and dark ambient had a kid who ran away from the yoga classes and the club dance floor into a new undefined territory. The album starts out with a mutation of gongs and discreet beats, then swirls into a breathtaking cloud of great beauty. More floating textures follow until you start nodding to at Princeish beat, before the 303 hits. It continues the style of the rave museum album: “Krauterblut” is a nod to German 1970s postrock cloned into house. The manic “Happytalism” stay uptempo with 909 drums and a weird raw arpeggio. The album ends with “Betabux Brad is a Doomer at Heart” – listen to an ambient drama here..
“The Insider E.P. is revisiting a mutant dubby universe spiked with chopped breaks, punchy electro-boogie, and echoes of 80s NYC and 90s Berlin recorded as heard from a womb. The tracks mix neon nostalgia with hope for new magic post-lockdown social orgies.” Listen here Listen to CLUB MIRAGE hereListen to FLASHBACKS here

LIsten to AMNESIA here

Listen to Hyperthymesia here

Listen to Elite Bubble here

Listen to Bliss here

Studio tactics? “I prefer to start from scratch and build a unique studio setup – and a hybrid of genres – for each track as I try to remove references and fix points, I prefer a more organic structure and arrange beyond drop fixated body music or hookline fetishism. Proces still fascinate me – even after 35 years in studios. The proces is so random – you can have a perfect idea, mood and setup – and work a lot on a track that ends in the bin. Or vise versa, you can be depressed and blank and bang out a killer in 20 minutes on a rusty crap workstation, like you’re channeling something.”

“I try to dance and use a lot of inputs apart from the mouse and keyboard – music is a body thing, and I try to avoid studio work that feels like building a ship in a bottle. I even dusted off my old MPC and got some modular stuff and a weird deep 2000s Roland synth up from the cellar, to avoid eccesive screen time. Next up is the W30 I used on my first record, I like its limitations, there is a kind of zen to it compared to the vast laptop options – but hardware eats time. I avoid beeing an architect – Im more like a stripper in the studio. I try to make something that affects in a more abstract way, as I find the emotional palette in modern music too compressed.”

The future? “Watch out for an online mixtape album with some tracks containing uncleared samples – I even got a chilly boom bap mix – and an old live and dj sets on mixcloud. I got some new tools I have been waiting for that finally is available. I will also start a collaborative album with the cream of the crop from my musical journey. And hopefully I will kill my angst for vocals and start to sing on the next albums?”

Do you still DJ? “I prefer to play conneisseur clubs, private parties, events, outdoor stuff and art openings – so I can sleep before 02 – I still love to see how people react to sound and test new tracks and just party.”

Inquire for soundtracks, remixes, live performances and dj sets here

Peter Smith

The post Vammens soundtrack catalogue appeared first on BLAZAR.