24Syv – tak for 8 års satire over småborgerlighed og retrokonservatisme – komplet med bombastiske 80’er-fanfare-jingles à la Star Wars. Men var 24syv i virkeligheden et genialt false flag-projekt, en satire over det borgerlige Danmark i 2010’erne? 

Vi grinede af 2000’ernes Klovn, der ikke bare gjorde det legitimt at grine af handicappede og piske dem i ansigtet eller sætte strøm til deres gynger, men også gjorde op med den politiske korrekthed og dyrkede den skamløse, narcissistiske og opportunistiske løgner – Caspers – sejr over den mere moderate, uduelige – men trods alt skamfulde – småborger Frank. I Klovn blev det legitimt at snyde og lyve for fisse, fame og penge – bare man ikke blev busted af matriarken Iben. Klovn var måske den mest præcise skildring af 2000’ernes grådige egotripper-mentalitet efter 90’ernes flipperi. En nørdet lanciersfest, hvor det går galt, når man træder alle dem uden laksko over tæerne.

24syvs remixede  2010ernes DF´s slet skjulte racisme og LA´s uhæmmede grådighed og en generel postmoderne nihilisme og gjorde den stueren for en nyborgerlig middelklasse i forstæderne, der var træt af Politikens pladderhumanisme, for 24syvs ironiske helgarderinger fritsatte nogle før meget tabubelagte fortællinger… hvis man blev busted for sine ukorrekte synspunkter  “var det det hele bare for sjov, er du ironiblind?”

24syv skriftede dog Klovns forceret unge drengerøvsstil ud med slips og tweed – det ser så klogt og sikkert ud – nu skulle de småborgerlige brilleaber hævne sig på alle rundkredspædagogerne, hedonisterne og spøgelserne fra 68 og alle andre, der ikke forstår, nyder og underkaster sig markedets altomsluttende dominans og samfunds-herakiernes indbyggede SM-lege.

Et typisk døgn på 24syv startede med vrede konfliktfyldte cliffhanger-nyheder, så snadrede bingo-spekulanter, så Riskærs uledsagede valgprogram, så perfid menneskefjendsk sladder der kun sparkede nedad, så indvandrere eller bøsser der bekræfter deres egne værste stereotyper og skider i bukserne for at holde varmen for lidt borgerlig ommærksomhed og accept,  så et eller anden gammel træt mediehyggerøv, så en hadprædikant, så et anti-kulturprogram, hvis subtekst er hvor latterlig kultur er, så et helt sort skingert par der vil have kunst der ligner noget som i 1880,  så en mand i dametøj der leger cirkusrevy der gør nar af stærke kvinder med reol, så noget snobbet vrøvl om middage der koster en måneds bistandshjælp, så en helgardering mod kritik med det røde felt eller en kontorperker – der reelt bekræfter hvor statisk “venstrefløjen” er blevet. Så et pseudo-psykologiserede venindeinterview med et meget etableret navn, noget søvndyssende poetisk eller senilt sludr om Jørgen Leths yndlingsfrugt, afsluttet af en nihilistisk klische-boheme der leger callcenter for psykisk syge og ensomme om natten – så det er helt helt klart hvad der sker hvis man ikke retter ind til rotteræsets matrix. Kort sagt 2010’ernes Klovn –  og du hoppede på limpinden – rent Stockholmsyndrom. Et snedigt neo-liberalt situationistisk stunt, eller en ufrivillig parodi på en syg generation og tid, der eksploderede i hovedet på sig selv? For var det sundt med al den parasociale interaktion med disse dæmoniske tidstyper? Ring til vennerne i stedet.

Overordnet banede 24syv vejen for noget genialt – ved først at få danskerne til at rende rundt med høretelefoner med taleradio så de ikke kan høre hvad der sker omkring dem – eller høre deres indre stemme. Vi skærer så navlestrengen til statskassen og liberaliserer så hele radiofeltet på sigt – så der er styr på indholdet – for reklame laver som bekendt ingen revolutioner. Tak – der er orden i tingene igen – efter alt det rod og  flip mellem 1960 og 2000. 24syv var et fake alternativ, en lynafleder til at fjerne fokus fra alle de virkelige nye tanker og mennesker – en narresut der skulle bane vejen for den endelige totalliberalisering af øretelefon-indholds-området. 

Kanalen blev fra politisk side konstrueret som et fake “kritisk” alternativ, en lynafleder, der kunne tage energien ud af alle de nye net-medier og de friske mennesker der stod på spring for at styrte medieboblens status quo. Takeradio var opium til folket forklædt som det frække nye shit. Det virkede for en gruppe der før – helt forståeligt – ikke swingede med bøv-danskhall P3, bænkevarmer 80er indieanerne på P6 eller tørre P1, der nu fik nu noget at lytte til og snakke om.

Alle med mediearmbånd skal op af tårekanalen nu! Har i Stockholmsyndrom? Hvad med at DROPPE RADIO HELT – er parasocial interaction (psi) ikke passé, støj for de ensomme, opium for folket? Dyrk det intime telefonmedie i stedet…det er tovejs! Ring direkte til dine egne kilder, klip mellemmanden ud. Bang! Slut med at være en passiv forbruger!

Men set fra helikopteren lignede det tilsigtet satire – eller bare en klikke medie-mennesker, der ikke kunne se deres egen lille skov for træer – og pissede i egen rede, så Venstre, Liberal Alliance og Konservative med Mette Bock i spidsen kunne kappe navlestregen til licensbistanden og sætte lytterne frie i den liberale jungle udenfor deres veltrimmede radio-villahave-boble? Politikerne er smarte nok – først kastrerer de DR, støtter Berlingske (hvor en stor del af programmerne har fundet et nyt hjem efter lukningen) via radioen og afleder med 24syv og fylder folkets headsets med snik-snak, ikke samtale – for så at lukke butikken og dermed åbne et reklamebetalt marked for 1000 fragmenterede podcastbobler tæmmet af reklame. De nye radiolytters første fix var gratis – men bliver snart erstattet af reklamekontroleret tam junk – public service og kritisk bevidsthed. RIP. Underhold, del og hersk.24syv fik reformateret LA & DF´s holdninger så de er blevet stuerene, også for den såkaldte urbane kreative klasse, og alle dem der sucker op til den – borgerskabets diskrete charme og rå uempatisk populisme vandt over  det kastrede skolelærer-P1. Splittelse, konfliktoptrapning som underholdning og udråbstegn er bare mere sexy end en stille proteinrig analyse. Alt anarkistisk, alternativt, følsomt, drømmende, ikke-materialistisk, futuristisk, visionært, utopisk eller idealistisk – blev hånet eller ignoreret – præcis som ude i den virkelige jungle – 24 syv spejlede retrokonservatismen i 2010’erne perfekt. Lad os f.eks. foretage os nymodens løbehjul i stedet for en hovedstad skæmmet af privatbilisme.

For vi havde brug for en revsende satire af tidens retrokonservative skamløshed, og heldigvis puttede 24syv snedigt spejlet op mod alle med deres bidende parodier af et fantastisk galleri af tåbelige tidstyper, den fake-kreative specialklasses privilegie-blinde blå kronprinser, curlingkonger i et neurosefællesskab: jeg er modsat radioen for fin til personhetz og at nævne navne, men der var en overvægt af selvfede macho-journalister, magtfuldkomne sadister, selvlærte sektleder-wannabes, forkælede borgerbørn, uempatiske paparazzi-mobbere, senile forfattere, folk med faderkomplekser der troede de var geniale poeter, pompøse egoer, mænd i dametøj, damer i mandetøj, flinkeskolens bænkevarmere, medievampyrer, grådige fulde spekulant-ludomaner, mediesadister, skingre bloggere, tordenskjolds soldater, tomme tønder, mediesexuelle blottere, tørvetrillende drøvtyggere, indvandrerkritiske indvandrere, fordrukne kunstnere, navlepillende narcisister, hævngerrige mobbeofre, overløbere fra venstrefløjen, retrotosser, gourmetsexuelle fetichister, fitness perkere, liberale svindlere, ideforladte konceptmagere, dumme svin, afdankede reklamefolk, tweedklædte underholdere der gemmer sig bag hornbriller uden styrke, forkælede millionærer, gangstere og psykopater i fri populistisk strækmarch – alle de forældede tidstyper vi elsker at hade ramlede sammen i herlige konfliktofile debatter om identitet i de små pikkes fægteklub. Castet var en flok brand/mennesker, der ser mennesker som potentielle binære historier, der helst skal generere underholdning, splittelse og følelser, ikke forståelse eller indsigt. Originalerne er udrenset for længst og erstattet af tomme tamme trygge fans, der træder vande og tygger drøv på ekkoer af løgne gentaget til de bliver virkelighed.  Det er en atonal opera for pompøse egoer: skrigeskinker med kedelige skingre standpunkter, pludrende livsstilsbetjente, millionærer i skattely der vil nedlæg velfærdsstaten, tørre tomme tamme tønder, sniksnakkere og eftersnakkere, navlepilleri og nedturs-fetishister, vage vejrhaner, lumre landsbytosser, populistiske pampere, luderkunde-lobbyister, djøf-dengser, regnearks-rockere, holdningsagenter, dumme digtere, karmanassere og vacuum-vampyrer, senile og selvfede faderfigurer – alle skriger om sig selv, men der er ingen der lytter til andre end sig selv, mens de prøver at drikker sig  væk i receptionssjatter, mens de trykker næserne op af livets og fremtidens rude Og nu sidder hele net-koret og piver over disse virtuelle envejs-venner skal til at finde andre sponsorer end staten?  Bidende satire!Politik blev personlig hetz, kultur blot absurde finurligheder for skattekroner  – og alle gæsterne hoppede blindt med på legen for en taxibon, et glas Lambrusco og en mælkekaffe – til gengæld at blive gøglet på. Ingen så bluffet, alle ville op i baronens seng – som alle andre steder i 2010érne.

Et herligt hurlumhejhus af lumre parodier af alle de mennesker der helst vil tale længe om sig selv eller deres yndlingsfrugter i egen juice – en uendelig gang tv-charlie for en ny generation af små stræbersvin fra CBS, der havde brug for noget identitetsskabende støj – og efter lidt eksperimenteren ved kanalens fødsel fandt man en mere entydig formel – der blev luget ud i anarkiet – og man ramte den ellers radioløse grådige wannabe småborger i Nordsjælland, Frederiksberg eller Østerbro klokkerent så tårerne trillede.Politkerne skruede bissen på overfor hele medieområdet ogkasterede DR og 24syv, men måske blev 24syv bare blevet en røv der er træt af at skide, en lokalradio fra villabyerne, som alle snobberne hørte for at markere de også er på vinderholdet, en slidt gammel tryllekunst.  Måske er det gamle medieområde bare udminet, ideerne sluppet op, kaos er væk og formaterne og magten er støbt i beton, styret af pompøse egoer og meningsmaskiner, der finder konflikter i alt og aflønnes i egoboosts, afledte sideeffekter og selvbranding. Måske er tiden løbet fra selvfede værter, der iscenesætter et binært univers, hvor virkeligheden splittes i to hold – så vi nemt kan føle og identificere os – i shows, hvor selv de fineste og vigtigste ting blot bliver gjort til tidsrøvende underholdning, fordøjet og skidt ud som støj på senderen, der røver vores tid?

Der er ingen tvivl om, at 24syv røg i en politisk rævekage: da generelt er politkere ikke interesserede i kultur (og et andet felt, de blander sammen med kultur, kunst), så hvis politikerne skal betale til “Public Service”, skal det micromanages, så mediescenen er tryg, da politikerne ikke vil have flere magtpoler styrket. Se bare, hvordan agendaen på DR konstant tæt afstemmes af politikerne i bestyrelsen. Armslængeprincippet og uafhængig presse er blevet floskler fra en mere idealistisk svunden tid. Politikerne vil bare have en sikker platform for deres gøgl, ikke en fjerde statsmagt. Det samme gælder for resten af den statsstøttede presse – der reelt er styret af annoncørerne. Der er ikke censur i Danmark, der er bare  mange talknusende redaktører med  følsomme karrierer.

Glem alt piveriet om 24 syv døde pga. de var kritiske, progressive eller farlige – kanalen har altid stået for en bevarende praksis med bundkonservative værdier, og det er reelt ikke bare DF, der – helt symbolpolitisk – har sparket Københavneriet – eller rettere Gentofteriet – til hjørne – det er alle de partier, førnævnte identitetssøgende lyttere stemmer på. De statsstøttede medier har fået mere end én advarsel – stram op, ellers ryger selv de mest systembevarende og borgerlige medier.

Men en stor del af missionen er fuldført for holdningsagenterne på 24syv – P1 er reduceret til et tørt museum, blandet med onde kloner af de mere tabloide sider af 24syv – lyt bare til programmet Shitstorm….alle skriger om alt for at blive hørt, eller sætter ild i eget eller andres hår – og hele branchen følger trop i tabloid clickbait-stil.

Men hvad startede det? 24syvs far Per Stigs fik sine gamle venner hos Berlingske revitaliseret og People/DWP (dem der fandt på Naziislamisme-kampagnen for de konservative) fik en ekstra indtægt og nyt liv i det skæve Pisa-tårn. Det var klart en slet skjult opgradering af den borgerlige presse – med røgslør fra det tilsyneladende tandløse X-DR2 ironiske 90’er cast. Senere hentede man sågar en nyhedsredaktør fra BT, og så var tonen ligesom lagt...menneskeforagt, had, splittelse, angst – del og hersk. 

Men jeg mener trods alt det er totalt latterligt vi ikke har sølle 100 millioner om året til radio Gentofte her – plus 100 millioner extra til den radio DF nu vil have – jeg vil gerne høre Århus svar på f.eks Knud Romer – og gerne en helt tredie kanal med friske kræfter, der  kan genopfinde public service med eksperimenter og god stil.

Men måske skal vi se politikernes udflytning som et populistisk, men potentielt spændende benspænd: jeg vil elske at høre rå uformateret taleradio fra det udkantsdanmark – eller hvad man nu kalder det uden at blive stemplet som en Københavnersnude.  De områder vi aldrig besøger eller ser repræsenteret som andet end landsbytosser, som aldrig får mikrofonen, der ikke ejer deres egen bolig eller har et arbejde og/eller spiser økologisk, dem der hører Volbeat – eller de over 2 millioner der er på overførselsindkomst. “Radio Det tavse flertal” ville være et fint supplement til 24syvs “Radio friværdi”.  Der kunne være madprogrammer om at overleve på folkepension, ikke om uopnåelige Michelin-vindere. Guides til nervepiller, ikke naturvin. Radioen er billig, så hvorfor ikke bare åbne en ny radio – 24syv/Jylland – og køre den sideløbende med Museumsradioen? Et bombefly koster 800 millioner… Det er hvad 24syv har kostet på 8 år… Hvad med, at vi dropper 3 fly (ud af 48) og laver en til på Fyn også? Jeg ved godt hvad der trods alt spreder mest glæde? Jeg er ligeglad med hvor gamle eller hvilken farve eller klasse de kreative bag et radio eller et medieprodukt er – jeg foretrække bare nogen der ikke har en bagudskuende eller bevarende agenda som rød tråd. Tror jeg finder det udenfor – på nettet – eller slukker og går live.For måske er taleradio bare støj –  så man ikke hører sine indre stemmer, en masse virtuelle venner der envejsknepper din hjerne via øret, så du ikke behøver være tilstede og mærke smerten. Måske skulle vi til at tale mere med menneskerne omkring os, og spare headsettet til det herlige super intime og ekslusive medie – telefonsamtalen – den virker jo begge veje, ikke top-down som radio. Måske er taleradio bare taberadio for ensomme mennesker, der ikke har nogen at tale i telefon med? Jeg ser en stigende ledelse ved voyeur-drøvtygger-medier – cut out the middle man – få tingene friske fra kilden.

Så måske er det smart for 24syv at stoppe, mens legen er relativt god, i en offerrolle – da området og personkredsen virker udminet og træt – det har sejret sig ihjel og ved ikke, hvor bussen nu skal hen, så de træder vande i eget kviksand – deres joke går på krykker i Ålborg, og tiderne er skiftet – det er Greta nu, ikke millionærklubben. Det er veganermad, ikke bridge-blanding nu – og slet ikke ironi og sarkasme mere.PIVSKÆGT: En ting 24syv  opfandt var den uempatiske radio, helt uansvarlig, hvor man ikke var bange for karaktermord, hjemmerøverier på divaer –  eller at smide egne medarbejdere under bussen. Nogle døde sågar, andre gik ned med stress eller blev gjort karrieremæssigt radioaktive efter at de sagde op – jeg ved det, var den føste der skred fra radioen efter at have skabt  120 x 1 times radio på et halvt år, det var dyrt for mig – især bagefter.

For en del af staben spillede magtfulde kompromissløse psykopater, der ikke spillede spillet eller bolden, men kun på manden. De  optrådte på slap line i egne programmer, uden ledsager eller værge. Jeg mener alle skal høres i debatter, men at legitimere farlige tosser og lade dem sprede deres syge ideer og selvbillede uden en voksen i bussen er dybt problematisk. “Hvad fanden, det er vildt underholdende – man kan ikke lave omelet uden at pine et æg” var holdningen. Ofrene holdt kæft i angst, brok ville bare give dem en tur mere i en mølle de ikke kan styre.

Alt blev kanonføde for hadmaskinen: dækningen af kultur var reduceret til kongeportrætter af etablerede kendte eller udskamning af undergrunden, og alt nyt var finurligt og latterligt – kunstnerne skulle helst ramme myten om taberen, den sortklædte boheme, der reelt bare underholder og bekræfter os i, at der ikke er nogen vej ud af rotteræset. Moralen var tydelig: bliv på jobbet med konen og betal dit boliglån. Kulturdækningen handlede som i resten af medierne tit om hvordan man bliver snydt som beskuer, og om hvad ting koster – eller bare om at bruge kultur som identitetsmarkør – mode – uden noget større mentalt aftryk – alt skulle blot reduceres til uskøn trættende “afslørende” konflikt-underholdning. Livsstilskrige frem for en mere overordnet strukturel kritik. Hele konspirationsteorien om 24syv blev ofret fordi den er for kritisk overfor magthaverne tror jeg ikke på – hvor er 24syvs Watergate eller Tamilsag? 24syv var magthaverne, ikke vagthunden, så jeg tror kanalen blev ofret fordi den ikke er jysk og populistisk nok – og har ageret som spindoktor for kræfter, der nu tager en tiltrængt pause på udskiftningsbænken. Måske er det sjove stunt med ballonen af Martin Rossen – der var sjovere end at købe en borgerlig rygekabine, en kæmpe øjebæ af et nazifarvet ur på People-bygningen eller noget Dan Park nazikunst., Var ballonen af Statsministerens særlige rådgiver Rossen,  bare en farvel-fuckfinger fra de borgerliges egne holdningsagenter og spindoktorer på 24syv? Toppen af 24syvs spindoktor-isbjerg, aflytnings-paparazzien Henrik Quortrup har f.eks hjulpet de borgerlige før – alle har lort på tøjet – og piver i uklædelige offerroller nu. Måske handlede denne joke igen mest om stationen selv. Og Jens Rohde får ikke flere stemmer på at pive med koret.

Men 24 syv kom ind, hvor der var et behov for folk, der – på den ene side – var vokset op i efterdønningerne af 1960’erne og havde solet sig i guldalderen mellem muren og tårnene faldt – og derfor havde bløde værdier – men på den anden side havde fået smag for borgerskabets diskrete charme, da de reelt var bolighajer badende i egen sursød sovs, menneske-brands, der kæmpede sig opad i rotteræset.  Denne asymmetri mellem reel praksis og forældet moralsk værdigods havde brug for en stemme, en eksorcist, hvor man kunne fjerne den irriterende politiske korrektheds selvpisker og den evindelige kritiske bevidstheds evige usikkerhedsgenrerende kaos og skyldfølelse og erstatte den med rent identitetsopbyggende gøgl – og bare nyde den ironiske helgarderings vægtløse limbo og sine privilegier. Et højdepunkt var at høre en liberal radio, der levede af statsstøtte: f.eks. da en skæv mangemillionær – der har fået to af Danmarks dyreste uddannelser – skreg til en mand i rullestol “at han bare skulle til at tage et job”. Pisse sjov satire eller benhård dokumentar fra/om en privilegieblind selvfed “elite”? 

24syvs konfliktofili blev tydelig i deres støtte til den fascistiske og helt ubetydelige svenske kunstner Dan Park, i ytringsfrihedens navn – øhhh. En meget underlig og krænkende kuratering fra et statsstøttet medie, en plat støtte til en syg fake-provokation – men det stemte jo perfekt med alle 24syvs debatter, hvor direkte hyggeracisme blot blev bagatelliseret som islamkritisk. Indvandrere på radioen var ofte bare ortodokse idioter, premie-perkere, banderelaterede eller fitnessidioter. Jeg kommer ikke til at savne den del, selvom den var lårklaskende LOL…eller?Nogle få programmer var ikke parodier på 2010’ernes zeitgeist: Aflyttet var som en afrikaner til en KKK-fest – Anders Kjærulf var antidigital vagthund til et teknologiforelsket ja-hatte-rave – med research og kritisk bevidsthed dykkende han igen og igen ned i den sorteste sø af virkelighedens fortrængte paranoia. Han legitimerede al galskaben knastørt hver gang og er en af tidens vigtigste stemmer – håber han finder en tryg podcast-havn, så han kan fortsætte sin fordybelse i den digitale bagside.

En anden, der stak ud, var samplerforfatteren Knud Romer – Thomas Blackmans tungere tyskelskende læremester – fik endelig en platform, hvor han kunne rulle sig ud – cirkulært i egen 90’er sovs, med herlige retro-rants med højt lixtal. Han er et meget bedre menneske på radio end i virkeligheden. Det var glimtvis fantastisk, ligesom en del af de dokumentarer, underbetalte ildsjæle flikkede sammen for at give billigt public service fyld. DR burde lave en her kanal med den slags, eller måske rettere et site.

Det intelligente team bag Kirsten Birgit valgte at smadre den frigjorte Mette Fugl-generation rapporter kvinde – virtuost – og kunne på et tidspunkt sige alt det nyhedsmedierne ikke kunne sige – før de blev redaktionelt censureret og nøjedes med at pille egen navle – igen genial generationskritik, men kedeligt. Men hvorfor netop smadre de sidste rigtige håndværkere og idealiser i mediebranchen? Hvorfor var det latterligt at vide noget, mene noget, være dannet og frigjort og have sine principper som Kirsten Birgit? Fordi vi er hæmmede selv? Fordi vi ikke har idealer mere, kun grådighed?Men alle jokes ender på krykker i dobbelt A, og på trods af åbenlyse defekter og en selvfed uempatisk udpinthed, er det er synd 24syv lukker – snart ved man ikke hvor man har de mennesker mere – men mon ikke de kalder sig og finder nye kanaler – nu markedet for “taleradio” er blevet bobbet op og jorden er gødet til en eksplosiv vækst i reklamebetalt podcast “indhold” læs underholdning? Mærkeligt partneren, reklamekongerne i People Group, ikke bare købte radioen…

24syv lukker – de fik ikke statsstøtten til en DAB-kanal eller FM – efter en pænt mystisk udbudsrunde – det kan undre, at de ikke fortsætter som ren netradio (ingen bruger DAB, men det udløser 80 mill. årligt) – hvorfor ikke bare en reklamefinansieret løsning? Den nye kanal Loud virker heldigvis som endnu en parodi – denne gang på de unge – eller rettere de gamle der “ved hvad de unge vil have” – i provinsen – tilmed!

Så nu er public service lagt helt i seng, og resten er overladt til spons, kan vi sove trygt igen. Reklame kritiserer aldrig rigtig noget – mordet på den kritiske bevidsthed er fuldført – og mediernes dage som en uafhængig magtfaktor lakker mod enden. Jeg kommer til at savne de sidste ekkoer af public service – fra før politikerne glemte armslængeprincippet og djøfferne gjorde medierne til burhønefabrikker og propagandaministerier – dengang medierne var den fjerde statsmagt.

Der er heldigvis håb, thi fremtiden er “menneske til menneske” kommunikation UDEN mediernes mellemled – og datamining. Det er snart slut med at danse til ekkoerne af postmoderne hulhed, det er snart slut med de uendelige egodrevne identitetskrige by proxy, at bænkevarme virkeligheden, at lege Gonzo med bodyguards i andre folks nedtur, det er slut med løgnen som metode og ironien som sikkerhedsnet. Lad os lave exitprogrammer til ofrene for denne sekt, og regruppere deres gode kræfter andre steder, nu dukkehuset slukker.

Slutritualet på taget af People-bygningent holdt den retro-konservative næsten militante stil – og alle dem der kommer og klapper af Dronningen på hendes fødselsdag var mødt op…iderigt? Smukt? Lancierfest?

24syvs hybris bestod i manglende aflæsning af tidsånden, oppustede egoer,sløj talentpleje, kummerlige arbejdsforhold, ekskluderende upopulistisk københavneri, skidt navigation politisk – og mislyde i forhold til partnerne i People og Berlingske – den potentielt eksplosive tværmedielle synergieffekt udeblev – og nu trækker Anders Krab-Johansen fra Berlingske, så det store trafikstik ved at håndplukke allerede udviklede formater fra døde 24syv. Han vandt. En mere plastisk ledelse ville have læst i krystalkuglen før og lavet smarte bud på både fm og dab – og sikret sig en reklamefinansieringsplan B… De har haft 8 år til at navigere, men følte sig skudsikre i deres roséramte selvfedme.

Radio Loud skal da have en chance, da ideen om at kulturen skal have eget medie  på egne premisser er sympatisk – kunst og kultur kan måske genbruges  som andet end kastebold, underholdning og narrehat i konfliktofile debatter for opblæste egoer – ufrivillig satire eller ej. Men jeg er så lidt skeptisk over for det; det er så etablerede og i min optik røvsyge institutioner som fra oplevelsesindustrien som Vega, Nationalmuseet og Roskilde, der skal varetage det – ligesom jeg er skeptisk over for det meste af, hvad der er lavet specifikt til de unge – det ender ofte som en defekt fuld nedladende jule-onkel, der prøver at gramse på lillesøster. ” Giv idioter mikrofoner og høst populistiske klik”… Det har jo virket fint før for 24syv – men lad nu tvivlen komme den anklagede til gode – det ville være friskt, hvis noget ægte uformateret uden skjult agenda fik en stemme i et halvstort flademedie. Men gid 24syv havde haft lidt flere jyder, unge og idealiser ombord og haft en mindre konfliktofil ledelse – så risikerede vi ikke – som nu – at Loud blower op som en slags youtube-voice på steroider eller hvad de nu tager på Crazy Daisys kaospilot-lounge i udkanten i midten af folkedybet…Alle med mediearmbånd skal op af tårekanalen nu – nu har i brugt en regnskov af el på solidaritets-netværks-jobsøgnings-profilerings-posteringer, så kære ænder i eget fedt: bare rolig, vi slipper ikke for de gamle meningsmaskiner fra 24syv, de regrupperer bare – moder Berlingske har allerde fået en del op under skørtet – og skal nok hjælpe dig med at mene noget og overdøve dine indre stemmer og dine dumme venner i fremtiden – det sorte sugende hul af underholdning skal nok overleve under andre flag end det nazifarvede 24syv logo, der paradoksalt nok ikke kan overleve uden skattefars penge. Jeg fatter ikke, at de ikke bare kører videre som reklamekanal? Radioen var ikke løsningen på mediernes problemer i 2010’erne; det var bare en masse nye problemer, der splittede og røvede tid.

Slutspilet: Berlingskes Krap-Johansen vandt radioens trafik ved at håndplukke hits til Berlingske, og slap for 24syvs ledelse…livet går videre…Jeg ønsker alle held og lykke med at overleve udenfor licensboblen i jeres elskede liberale jungle – det burde ikke være så svært for sådan en frisk bande omstillingsparate borgerlige spasmagere….cheer up…og husk det gamle mantra: sendt er glemt. 

MEDIEFORLIG: den mentale mediemassakre er overstået for lang tid siden

The post Tak til 24SYV – 2010ernes KLOVN? appeared first on BLAZAR.

Den kreative klasse er blevet paria, der er altid en nedskæringsliderlig rindalist klar i kulissen, selvom den selvcensurerende kritikløse “kreative klasse” mere og mere minder om reklamebranchen i sin tamme “mere indhold til flest muligt for mindst muligt budget” retro-panodil-praksis.  

Lad mig her opdatere Richard Floridas forældede kuldetæppe af kulturmennesker, der arbejder med indhold – altså selveste samfundets åndsindustri: for der gemmer sig en håndfuld undersegmenter, der ofte opererer helt adskilte, men altid prøver at komme opad, om de maler eller laver magasiner, digte, journalistik eller film. Måske gør al den armslængde og markedstamtam kulturen ofte bliver noget bras…Vi starter fra toppen:

De stille magthavere, den der bare ejer og styrer, der forstår at den der lever stille lever godt – de har tyende til at larme. De er ofte påvirket af en interesseorganisation, en kapitalfond eller et parti. Mange i eliten  kunne ofte lige så godt have arbejdet med egendomssalg. Kun få kender dem og pressen angriber dem aldrig, da alle gerne vil have en åben dør til magten. Ikonerne: De få mennesker der tager al sendetiden, der udgør vrangbilledet af den kreative klasse, folket elsker at hade: privilegie-blinde oppustede egoer i teslaer der raver på statsstøtte i Cannes, hvis kreativitet reelt handler om ledelse og markedsføring, eller at gentage tidligere sikre succeser i uendelighed. Simuler gerne progressiv, empatisk og humanistisk selvom din pyramide er bygget af slaver.

Mellemlederne: endnu en forkætret befolkningsgruppe, talknuserne, redaktørerne og kuratorerne – kulturens dørmænd – der sikrer stabile leverancer af formateret tam underholdning til tiden til aftalt pris og låst målgruppe. Ofte tidligere selv indholdsproducenter, der er løbet tør for ideer og samtidig faldet for borgerskabets diskrete charme – nu aspirerer de til Tesla himlen men kan ikke se fortorvet mere. Der er måske ikke censur i danmark, men der er redaktionelle linier der virker præcis som censur. Husk kun at sparke ned – og give opad – opadstræbende retro-formalisme er i høj kurs – tænk hvis sommerhuset røg.De skabende er både toppen og bunden af bunden – det er blandt denne gruppe den egentlige kreativitet foregår, men ikke der indholdsindustriens pengestrøm ender. De skabende skal hele tiden komme om med nye vitale ideer andre kan tjene penge på, udvande og tage kredit for. Hvis en skabende fedterprins er heldig kan han/hun få 3 år i middelklasse-solen, for der er for mange om budet – opmærksomheds-økonomien gør der af uransagelige grunde er et overflødighedshorn af sultne indholdsproducenter der søger spotlysog udødelighed og uddannelserne sprøjter dem ud, så der står altid en pæn pige m/k fra f.eks RUC med penge med hjemmefra klar til at lave krea-jobbet næsten gratis – for det nytter ikke at lave det udenom de etablerede mono-kanaler. Så det er et hårdt liv blandt de skabende, de er altid under mistanke og skal samtidig bygge et personligt brand, findes ufarlige konfliktakser til deres værker, overleve #metoo-overgreb, søge fonde, bagtale hinanden og netværkes – plus de personlige præferencer skal udslettes – du vil ikke stemples som besværlig, hvis du skal holde skruen stabilt i vandet i dette piratfiskebassin, og hvis du ikke forstår millarder af fluer elsker lort skal du lave noget andet, der er ingen bonus hvis du ikke underkaster dig de store platformes formater – for ingen opdager du er den næste Kubrick alene på youtube – ingen penge intet publikum. Ret ind, ellers er du blot en passioneret hobbyist, succes er det eneste der kan validere dine værker. Kritisk bevidsthed, innovation eller rygrad er diskvalificerende – det er meget nemt at ende som bitter a-kasse modtager, sidste års model eller kanonføde, se nedenfor. Kanonføde: rigtige mennesker fra den rigtige autentiske virkelighed, der udnyttes som råstof i kulturlivet. Glem kildebeskyttelse, injurielov og pli. Historien er skrevet før du stiller op, du er bare dagens skydeskive eller ugens glade handicappede. Hvis du brokker dig over at komme på forsiden, laver vi bare en ny i morgen. Du har ikke en chance mod mediernes rockerbande og stigmatiseres for livet. Ja, du vandt x-faktor, men sælger stadig balloner i tivoli. Ja, du var blandt de kreative engang, nu er du en socialt radioaktiv myte der går på krykker i Ålborg.Ofrene: den største gruppe ofre for ovenstående medieindustrielle kompleks  er forbrugerne – deres tid røves mens de datamines og vugges i søvn af vanedannende underholdning og stressende nyheder, de betaler i dyre domme for – via mediestøtte, abonnementer osv. – og via tabt mentalt rum, der fyldes af en lind strøm af hengemte overkogte ligegyldigheder styret af holdningsagenter fra et lilla borger-helvede. Hvor er alternativerne i dansk indholds & åndsindustri? 

The post DET KREATIVE KLASSESAMFUND appeared first on BLAZAR.

Det internationale Vice ramte ikke de overhypede mål, og lukker derfor Vice Danmark – og tidsånden er skiftet. Undertegnede erfarings-ramte reklame & subkult-kriger ser tilbage på hvad der gik galt:

FLASHBACK: Første gang jeg samlede Vice op i en skateboardbutik grinede jeg – det var som om punk var genfødt, som om 90er livet omkring ironisk-ikonisk loppemarkedstøj, hemmelige vinylplader og uendelige efterfest-orgier fik en global stemme – og betød noget igen.

VICE startede som en romantisk fortælling, startet af 4 vilde dropouts i Canada, der brugte et bistandsprojekt til at lave et vildt magasin, der dyrkede subkulturer, bidende (a)social satire og generel grænseoverskridelse – ganske forfriskende i en tid med fremstormende puritanisme, drengebands og politisk korrekthed. Jeg blev glad og tog det med ind i DR2´s smagsdommerne og forargede både Sørine Gotfredsen og Adrian Hughes…det var dengang i de glade nullere hvor jeg stadig orkede at stille op til gøgl.

Den grimme Vice-ælling voksede sig stor og blev et øjeblik 2000érnes MTV, hipsternes nye “autentiske” hofmedie, dem der “viste hvad de unge ville have” –  og blandt de første der lavede indhold, der reelt var skjult reklame – og sælge det til HBO, Cola og DR. Ren oprørs-nostalgi på dåse. Selv superskurke som Robert Murdoch investerede – han kunne godt se de unge ikke orkede nyheder og Vice potentielt kunne reformatere hele den enorme trafikstrøm nyheder er.  Selv Disney stod på spring, men nu er kurven knækket, og en sideeffekt er at Vice lukker i Danmark.. Sigende nok kører deres reklamedel, Virtue, videre. Hvor gik det galt?

Idag er de fleste unge ligeglade med Vice universet – vinylspillende fixiebikende Djs med skæg og tusser – det er passé – reduceret til en låst urban kliche på lige fod med en rasta.  Nu er det Netflix, Tinder, #metoo, Snapchat, Influencer marketing, neo-reality, clickbait-bots, CBS, Joe & The Juice, veganere, app-building, crossfit og yoga – Trap og EDM tog VICE ud. Youtuberne tog kanalerne ud. Kanye West vandt over Electroclash, Paris Hilton er nu en vigtigere godfather end Nick Cave. Balanciaga sneakers vandt over Doc Martens og Converse.

Måske er det bare fordi fake oprør som stil bare virker uærligt eller håbløst, frem for noget der åbenlyst leger med at være fake med stolthed og erkender sin grådighed åbent.. Fuck en ubekvem retro-indie kælderfest på ketamin når man kan gå på Arch og drikke bobler og komme tidligt hjem, vi skal op at træne og studere. Hele Vice´s taberromantik dur ikke i nutidens rotteræs, hvor der ikke er plads til fejltrin og fjumreår.

De nye unge i 2010erne havde travlt med at simulere voksne, med et slag var 90ernes børnevoksne boheme out, og erstattet af børn i tweed der boede hjemme, sparede op, lavede firmaer og ikke orkede alt det festpjat og machohørm Vice også var. Slut med at fetishere  NY i 1970erne, eller Berlin i 90erne. Gårsdagens subkultur er nutidens konservative, og hipsteren er nu så kedeligt afkodet og afklædt som f.eks rastas, irrelevant retro i en tid hvor det handler om at overleve fremtiden – lige nu. Vice blev en parodi på de gamle mediers top-down envejs-kommunikation – og helt passé efter alle fik iPhones og dermed blev deres egne person til person indholdsproducenter.

Selv hipsterne – Vice´s forkætrede kerne-målgruppe – voksede fra nedtursromantikken og rock and roll livstilen – der blev erstattet af vandreture, økologisk microbryggeri, uddannelser, interaktive medier, gorpcore og hvad der ellers er shit the jour – og de uundgåelige parforhold – og børn. Måske døde ungdommen bare som traditionel stor målgruppe, fattig og fragmenteret ud i microbobler, der hellere ville tale med hinanden på nettet end have en fjern døv evigt kokain-ung onkels punk-minder presset ned i halsen for at sælge reklamer?

Vice blev en skør skør verden blandet med Ugens rapport iført en dated Ramones T-shirt for tilflyttere fra provinsen…men også en politisk ukorrekt fuckfinger der føltes mere virkelig end støvede snakkende hoveder og livsstilseksperter i mainstream media.  Vice int. lavede f.eks fantastiske temanumre om Syrien før alle andre – og var heldige med vilde dokumentarer lavet under farlige forhold – og en skarp social satire.

Men idag er det ikke smart mere at læse om massakrer, slikning af psykedeliske frøer, blindtests af hetro vs. Bøsse-blowjobs eller guides til lovlige piller man kan blive herre-skæve af, eller retarderede hostesaft-skæve rapperes evige retsager. Når alt er prøvet, hvor går man så hen?

Et andet problem var alt var dækket ind i den krysteragtig ironi 90er mediechefers karrierer er bygget på: hvis man svinede nogen eller noget for meget, eller bare tog fejl eller ikke havde reseach bag sit rant, var man helgarderet via det ironiske satire-helle-kort – så man altid var på det vindende hold – problemet er bare det føles hult, koldt, kynisk og kalkuleret i efter den første forelskelse.

Den decentrale informationsstrøm dræbte VICE´s ide om klassiske medier med udgangspunkt i ikoniske subkulturer – måske er der ikke undergrund mere, der når at marinere og raffineres i fred hos originalerne før miljøet bliver plat produkt….”gårsdagens avantgarde er nutidens pop/reklame og morgendagens retro eller fallit”. Måske var det bare VICE der dræbte de sidste rester af subkultur ved at afkode dem og bruge dem som click-lokkemad – det minder om partiet Alternativet har dræbt hele begrebet “Alternativ” i deres neo-radikale false flag retorik.

Vice i Danmark startede som et slags franchise – man kan erhverve retten til at sælge reklamer og trykke lokale udgaver af deres blad mod et beløb, og putte eget indhold ind udfra en stram template dikteret fra London & NYC. Basen var et råt kontor i et baghus i lommepenge-kvarteret i Pisserenden med folk med ar og passion, ikke bare grådighed. En Irsk 90er punker med ild i netværket holdt det autentisk, indtil  nogle meget ikke-subkulturelle reklamefolk greb momentum og købte sig ind og sigende nok flyttede kontoret ned foran Magasin…De åbne kontorer var belyst med neonrør 24 timer i døgnet, og en hær af interns oversatte engelske Vice-artikler for frokostordning, energidrikke, fredagsbar, klistermærker og Roskilde-pas – og erfaring på deres CV – der ikke er nem at få i en mediebranche overfyldt med gratis talent. Vigtigst af alt fik disse fodtudser muligheden for at arbejde for verdens stærkeste ungdomsbrand….men kun få fik en karriere ud af at være subkultur-smørrelse på reklamepyramiden – bladet var bare lokkemad og statister for reklamekunder, der var i tvivl om hvad de unge ville have – og trætte af den gamle reklameverdens bordfodbold-mestre i blazarjakker og far-jeans og deres skyhøje honorarer.

Der var en serie gode fester, hvor hotte “undergrundsbands” spilede i Vibskovs garage og de gratis guldøl virkede.  Vice byggede simpelthen en egen meta-subkultur, selvom det reelt var snedig event-marketing for musik, tøj og øl – og et blad. Det var sjovt at re-enacte døde subkultur-scener i nye mix.

Redaktionelt var magasinet halvhjertet – den store mission og vision manglede – alt blev reduceret til underholdning – og ingen skribenter fik lov at bygge en persona i bladet, alt faldt tilbage på brandet – tit blev artikler bare reformateret og omskrevet til tidens søgeord – af teamet på kontoret uden credits. For meget forvirret ledelse – der tydeligvis ikke viste meget om kultur, men mere om reklame og fremtid meget u-VIce- skræmte talentet. Mit ophold var kort – jeg var for erfaringsramt, kritisk og analytisk til at sidde under neonrørene og drikke Maté særlig længe med sultne folk i 20erne. Og hvad kunne Vice egentligt ud over at give gys og identitet – som vi ikke selv kan lave på en blog med eller uden reklame?

Det var ret let at se bladet blot var en brækjern ind til reklamekunderne, der gladeligt købte hypen uden at opdage de ting de så i pitchs var lavet af teams af profesionelle på rigtig løn i NYC og London, ikke af rige folks nitte-børn fra Kødhakkeren styret af en ny generation af blazerjakker. Der bliv oversolgt med lånte fjer – som med som meget andet reklame. Anarkiet og grænseoverskridelsen var ren overflade, lube på en fist der brugte de sidste rester af rebel-subkultur som handskedukke til at vinke pengemændene ind. Vice blev kopieret og mainstream, tydeligst i Ekstra Bladets tamme Vice møder studieblad: det nu lukkede Format. 

DR3 hoppede også på vognen, helt forelskede i Vice-brandet – men opdagede for sent danske Vice aldrig havde produceret tv før – og ledelsen var blottet for originalitet og spillede alt så sikkert, de ikke bare skulle have alt godkendt af London kontoret, men også sende DR´s rettelser – tekstet – tilbage til en anden og tredie godkendelse – plus de måtte trække DR´s egne redaktører ind på Vice og styre de heroiske islandske klippere, der sov på sofaen for småpenge. Der kom så meget vand i den sjus man kunne synke antabus med den. Kompromis er som bekendt kunsts fjende – og det åh så kantede brands danske produktioner fremstod som tamt skole-tv der talte ned til de unge – og efter et par sæsoner bakkede DR3 også ud.  Hvis man skal lave autentisk nyt indhold kræver det autentiske talenter, ikke en template og mellemlederlagkage med livrem og seler. Alt for meget format og ledelse – en af tidens store vira – havde også inficeret fake-anarkistiske Vice i overmål. 

Internationalt lavede Vice nogle bommerter – de troede på at få de unge tilbage til flade-tv – en bekostelig affære – men endte med få seere med en gennemsnitsalder på 42…og hvis man kiggede på Vice-brugernes trafikmønster, var de ofte få klik fra gokkesites. Den manglede evne til at nå de overhypede mål og tiltrække endnu flere investorer er så dryppet ned på de mindre sprogområder.

Gamle nihilistiske punkere der via penge og coke er blevet yuppier er ikke så rare eller sjove at arbejde for. For mange #metoo sager, misbrug, bluff og den berømte 22 HR regel om at man hyrer en 22 årig for 22.000 dollar årligt – der arbejder 22 timer i døgnet er ikke god PR.. Megalomanisk grådighed var dagens orden – Vice lavede mad og sportskanaler, ja selv en neo-feministisk kanal for at modvirke duften af drengerøv – Broadly. Ofre bliver bødler…eller nuts, som en af stifterne, der blev fører for sin egen alt-right mock subkultur Proud Boys, der desværre blev taget alvorligt og blev en paraply for gadevold.

Et andet centralt problem er at man ikke kan bygge et medie i længden på gys og forargelse, “vilderen-effekt”, kulturel hipster eksklusivitet og den uendelige søgen efter det nyeste og vildeste bras – læserne bliver trætte af at blive kildet og ender med apatisk kvalme – og den eneste utopi eller manual til at komme videre i livet i Vice var festen…der som bekendt bliver ond og dum når den bliver hverdag. Vice afspejlede en kort periode i læserens liv, ikke en blivende konstruktiv tilstand for andet end ejerkredsen. 

Omvendt var Vice Danmark momentvis brilliant, og gav en ny generation af skribenter og fotografer flere erfaringer…men det kan man også sige om filmskolen eller Tvind. Jeg tror bare målgruppen hellere ville læse den internationale udgave. Så hot er skønne reportager fra Saltlageret i 1981 eller Kødbyen heller ikke mere.

Officelt lukker Vice i Danmark nu da ledelsen mener det danske sprogområde er for lille – læs lukrativt – efter deres tal er faldet – måske på grund af manglende lokal talentpleje og forståelse for det mentale generationskifte, mangel på fornyelse og evne til at læse fremtiden – måske er det bare resultatet af en meget profitdrævet global topstyring, der ikke har kunnet leve op til sit bluff på den lange bane.

Bag den falske subkulturmaske var der kun lyst til uendelig vækst – VICE projektets hovedret – reklamedelen Virtue – kører videre uden kulturproduktionens fake-retro-rebelske dødvægt. Det tamme danske mediebillede har mistet en krydret tone, og jeg håber de overlevende tager DIY ånden videre og laver deres eget ny univers – og laver cash from chaos – og forhåbentlig morsomt indhold der aktiverer folk igen.

RIP VICE DANMARK.

Et par af mine hits fra  Vice Danmark-  læs dem her: Den danske Wolf of Wall Street, musikbranchens fallit og historien om hvorfor man kan få “kemisk aids” af ormekuren der tilsættes det meste kokain.

The post RIP VICE DANMARK appeared first on BLAZAR.