ART: OBJECTS OF DESIRE

I dag føler jeg mig erfarings-/samspilsramt og slidt, ligegyldigt om jeg står på en bling messe med skibsreddere eller i en “avantgarde”-kælder; jeg genkender mønstre, ser banale rebusser: forsøg på at skabe investeringssikre visuelle møbler, pretentiøse materiale-undersøgelser, race-/klimakunst, hukommelsesløse reenactments af fortidens grænseoverskridelser, desperate forsøg med tech –  slet skjult nostalgi efter dengang, kunsten kunne tænke nyt eller give os et sus – før nettets billedøkonomi devaluerede alt.Min evige tese om, at “virkeligheden har overhalet fiktionen” har i den grad ramt kunsten. Verden – og vores adgang til næsten alt – er accelereret og gået bananas, så hvem kan føle noget sublimt men subtilt i olie mere, når digitale oversaturering bombarderer os med aten surrealistisk men meget virkelig dystopi, der får gallerierne til at føles som folkekirker.

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

Kunstverdenens økonomiske krise: Ingen tør tale om det, for så er de på taberholdet, men der er krise. Auktionshusene melder om dalende omsætning, mellemstore gallerier lukker, og mængden af usolgt samtidskunst stiger markant. Det mellemste prissegment (30.000–300.000 kr.) – som tidligere holdt liv i både gallerier og kunstnere – er særligt ramt, ligesom den pressede middelklasse. Mens enkelte ikoniske taschen-bogs superstjerner stadig sælger, kæmper unge og mellemstore navne for at få afsat værker, og deres gallerister har ikke råd til at byde dem op på auktionerne mere. Kunstnere presses ud i residencies uden honorar og oplever øget prækarisering. Samtidig reduceres kunstmesser, åbninger og udstillinger til nostalgiske kræmmermarked for visuelle møbler, der foregiver at være investeringssikre og sige noget helt særligt om køberen. Det er en fiaskospiral, for nu fladere kunstnerne er, nu mere er de tvunget til at “male penge”.Fra kunst til krypto En væsentlig årsag til krisen er, at store dele af den spekulative og skatteoptimerende kapital, som tidligere flød ind i kunstmarkedet, er migreret til kryptovaluta og DeFi-økonomi. Kunstens styrker som hvidvaskredskab – unikhed, manglende fast prissætning, diskrete handler – overgås nu af kryptos langt mere mobile og anonyme infrastruktur. Hvor man før flyttede penge via malerier og skulpturer , flytter man i dag kapital via smart contracts og wallets. NFT’erne er måske døde lige nu, men de åbnede kunstverdenen for krytoens mirakler, så kunstens rolle som “safe haven” og “gråzoneøkonomi” er reduceret – og netop de sorte penge har tidligere været kraftige drivere for markedet.

Generationskifte De boomere og Gen X’ere, der drev det klassiske kunstmarked, går nu på pension, sælger ud – eller dør. De unge rige – fra startupmiljøer, tech og influencer-økonomi – køber ikke kunst. De viser status gennem biler, ure, hypebeast-gøgl, AI-løsninger, sneakers, podcasts, kosmetiske operationer, helse, spiritualitet, rejser og podcasts – ikke malerier. Kunst, som kræver nærvær, kontekst og sansning, passer dårligt ind i en tidsånd, hvor en plevelse helst skal være hurtig, digital, mobil og delbar.Hvad sælger – og hvad dumpes? Kunstmarkedet er blevet ekstremt polariseret. Blue-chip-navnene sælger stadig – ofte som symbolske aktiver snarere end værker. De har institutionel støtte, kendisfaktor og global brandingværdi – kunstens Rolex eller Porsche. Samtidig dumpes mellemsegmentet og de kunstnere, der toppede under pandemien eller NFT-hypen. Kunst med lavt proveniensniveau & ukendte navne uden stærk narrativ falder markant i værdi. Abstrakt, ekspressivt maleri uden koncept, eller værker med tung tekst og lav visuel appel, kan slet ikke sælges – og mange ellers anerkendte værker handles i dag til under 30 % af oprindelig galleripris. Hvor blev visionerne af? I århundreder fungerede kunsten som krystalkugle: Den opfangede ny sensibilitet, opfandt æstetikker, pegede fremad. Men hvor er det sidste store æstetiske nybrud? Relationel æstetik? Zombie-formalisme? Superflat? Post-internet art? NFTs? Klimakunst? Kolonikritik? De er vigtige fodnoter – men intet har redefineret form, følelse og erkendelse, som modernisme, konceptkunst eller avantgarde gjorde. Kunst har mistet sit kald som visuel opfinder og følelsesmæssig pioner – og reduceres i medierne til kommentarsporskrige, kritik, foragelse, misundelse og nostalgi.

Vi kan anskue kunstverdenen som fem relativt autonome underfelter, der overlapper hinanden og er positioneret i forhold til økonomisk kapital og kulturel legitimationskapital:

Art-market Omfatter kommercielle gallerier, kunstmesser og auktioner. Her producerer kunstnere objekter, hvis værdi primært måles økonomisk – dvs. kunst som investering eller luksusvare.

Exhibition Består af museer, biennaler, kuratoriske institutioner og udstillingsplatforme. Her er fokus på at skabe oplevelser gennem kuratering og formidling. Kunstværker legitimeres symbolsk, ikke alene økonomisk

Academic Universiteter og forskningsbaserede kunstprogrammer (ofte phd-baserede). Kunstnerne i dette felt producerer viden og teoretisk refleksion – kunst som forskning eller diskurs

Community‑based  Uformelle og ofte lokale eller nonprofit-forankrede praksisser. Kunst som aktivt fællesskabsarbejde; sociale praksisser ofte uden markedsøkonomi som primær drivkraft.

Cultural activism Kunstformer knyttet til politisk eller social aktivisme. Her er målet ikke primært kunstnerisk anerkendelse, men social forandring; kunst som intervention i magtstrukturer

Kunstenudskillinger er blevet tamme events, begivenheder med snacks, lounge dj, økovin, lounge dj og selfiezone, en pdf med værksforklaring, en logovæg. Mystikken er forsvundet. Indholdet skal læses på et bladrebord eller i kataloget. Det uforståelige – og ofte slørede – er blevet oversat – på forhånd. Kunstens nuværende stemme er korrekt, men ikke vild, identitetspolitisk, men ikke visionær, meta-ironisk, men ikke sårbar – selvom den insisterer på autencisitet.  Kunst kommenterer højst – men skaber sjældent.

Hvad kunne fremtidens kunst være? Der er brug for en ny generation af kunstnere, der kan genopfinder sansning, reintroducerer mysterierne, skabe æstetiske chok, ikke bare kritiske noter, oprette nye former for fællesskab. Kapitalen er migreret, samlerne dør og dermed fylder markedet med mesterværker,  de unge er ligeglade med kunst som andet end cosplay for rige identitetssøgende børn – for kunsten ikke har leveret visioner længe, kun tom fetish.Klasseflugt, lukket kredsløb og en ubrugelig økonomi Kunstverdenens krise skyldes ikke kun global kapital eller generationsskifte – men også et sammenbrud i det mellemlag, som tidligere bar hele økosystemet. Den urbane, kulturelle middelklasse, som i årtier købte kunst, gik til åbninger og investerede i værker for at støtte en scene. Middelklassen har ikke længere økonomi til at købe– og mange er selv ramt af prækaritet. De forlader scenen som aktive deltagere og bliver tilskuere med likes og tak-for-invites, og er erstattet af overklassens hattedamer m/k.

Samtidig har de eksklusive gallerimodeller – white cube, appointment only, ingen priser online – fastholdt en æstetik og et system, der ikke længere kan forsørge kunstnerne, medmindre de allerede er i de højeste fem procent. Gallerierne skal stadig have halvdelen og kan ikke forsørge de fleste. Kunstnerne prøver at overleve ved at sælge i sidegaderne, på Instagram, via DM’s, på auktioner og i vennekredsen. 

Institutionerne Stadig flere aktører i kunstverdenen afhænger i dag af institutionernes køb – museer, udsmykninger, samlinger, kunstfonde. Men de køber ofte få værker til stærkt nedsat pris – og de har lange, bureaukratiske beslutningsgange, som ikke matcher kunstnernes kontante behov – plus de kræver kunstnerne bruger tid på hele det akademiske spil der skal til for at blive valideret af institutionernes elfenbenstårnet kontra det hyperliberale marked Samtidskunsten har i stigende grad lukket sig inde i et teoretisk elfenbenstårn, hvor form, sprog og diskurs bliver mere og mere afkoblet fra virkelighed, økonomi og publikum. Teoretikerne skriver hinanden op, får diskursfeber – og bruger værkerne som trampoliner til deres digte og ormehuller, afkoblet fra det skridende marked.Kunstner-cosplay Kunstakademierne fyldes i stigende grad af overklassebørn med forældrekøb, trustfundkids, bo-bos og kulturelle arvinger med meget lange efternavne, som har råd til at “lege kunstnere” i et årti – uden behov for indkomst. De skaber værker om identitet, køn, materialer og relationer – men ofte uden fare, radikalitet eller eksistentiel nødvendighed. Resultatet er et pænt, personligt og post-politisk felt, hvor alt kan forklares, men intet nødvendigvis mærkes. Det føles ofte som ghetto-turisme. Hvis kunstens økonomi ikke genetableres med reel adgang, offentlig støtte og meningsfuldt mellemlag, vil den blive til et gated community – hvor kun de, der ikke har noget på spil, har råd til at spille med.Det grænseløse gallerirum Det moderne galleri er blevet en scene for genopførelser, ikke åbenbaringer. Siden Duchamp stillede et urinal i et udstillingsrum, er alt potentielt kunst – så længe det er placeret inden for rammerne. En bunke visne blade på gulvet kan i dag være en installation, men uden for galleriet er det bare affald. Alt er allerede prøvet. Blod, sex, skrald, stilhed, grimhed, trash, bling, bomber, tomhed, gentagelse – provokation, chok, transgression
intet kan længere overskride noget, fordi alt er allerede skrevet ind i kunsthistoriens arkiv, så galleriet i dag er et ritualiseret rum for betydninger i gåseøjne – man ser ikke et objekt, man ser en reference, klargjort til salg. Man oplever ikke noget nyt – men forstår, at noget ligner noget, der engang betød noget, og måske giver en vibe.

I Mesterværkernes skygge Tænk på kunsthistorien som en buffet, hvor alle retter bliver stående uden at rådne, men der kommer nye til. Lidt som Spotify, hvor det gamle har flere plays end det nye – den nye single med Gilli konkurrerer altid med Kind of Blue og Mozart. Det betyder, at al ny kunst bliver dømt med fortiden som lineal – og sjældent måles på sit eget potentiale. En spændetrøje af tyngende historie. Det nye bliver mindre – ikke fordi det er dårligt – men fordi det vises i en ramme, der er mættet med fortolkning, forventning og filtrering.Hvor gik de nye kreative hen? For mange unge med virkelyst og æstetisk bevidsthed virker gallerirummet langsomt, hierarkisk og effektløst. De kvikke outsideres kreative drive, der tidligere kunne føre til radikale kunstneriske gennembrud, søger i dag andre veje: Tech og startups tilbyder hurtigere feedback, reelle output og global rækkevidde. Design, gaming og digital storytelling former sanser og adfærd i realtid – ikke bare som refleksion, men som intervention. Selv memekultur, techno, rap og DIY-æstetik har større kulturel effekt end samtidskunst. Kunstens rum må ændre sig, eller forblive tomt
Hvis kunstens formål er at skildre det eksisterende og sammenligne sig med det tidligere, mens virkeligheden skabes af kodere, content creators og kulturelle hackere, så risikerer kunstinstitutionen at blive et konservatorium for forældede eksperimenter.

Kunstverdenens interne psykologi Kunstneridentitet i sig selv garanterer ikke følsomhed, empati eller samfundssind. Viljen til at forme udtryk kan også drives af narcissisme, mindreværd, hævntørst og kontroltrang, men det er tabu i kunstverdenen. Mange kunstnere i dag er optagede af penge, strategi og netværk, de taler om fonde, priser, placeringer – og om hvor dårligt de andre klarer sig. Alle leger venner, men bagtaler hinanden, når de vender ryggen til, man skal spille sårbar og succesfuld. Man skal ligne en outsider, men tænke som en investor, for de fleste kæmper fra husleje til husleje,

For kunstnere foragter de rige: “De forstår ingenting”, “de vil bare investere”, “de dræber kunsten”. Omvendt elsker mange rige kunst: “Det giver mening”, “det er det eneste autentiske der er tilbage i en hyperliberal virkelighed” – eller er det bare investering, selvbranding, så man flasher, at man har sunde værdier – eller aflad. Det er nu engang sjovere med baseball kort på vægen end aktier…

Mellem dem står galleristen – mægleren, mellemmanden alle hader: Kunstneren synes, de tager for meget og forstår for lidt og bahandler dem som tjenestefolk. Køberen synes, de presser, pynter og pakker bras ind i smarte ord. Galleristen prøver at sælge visuelle møbler til velhavere, der vil have en billet til en snæver, snobbet, socialt defekt subkultur – og have en “sikker” investering til kontoret med fradrag.Kunstens sociale rum er ofte usunde de sociale og psykologiske klima i kunstverdenen er ødelagt. Det er gennemsyret af usikkerhed, jalousi, dobbeltspil, selvbranding og misbrug. Det er fyldt med semantisk konkurrence, intern performativ moral og eksklusivitet. Det skaber ingen ægte fællesskaber – kun positioneringer. Er der en magtfuld fagforening for kunstnere? Nej, det er alle mod alle.

I en tid, hvor kollaborative, hurtige, eksperimenterende fællesskaber opstår i tech, aktivisme og subkultur, virker kunstverdenen som en syg akvariekultur, hvor kun dem med iltreserver overlever.

Markedet er ved at dø  fordi der ikke er liv i relationerne eller revelationerne. Fordi markedet gør, at de psykologiske profiler og spilstrategier, der overlever i kunstfeltet, ikke skaber nyt, men bevarer det gamle. Fordi de sociale rum, som skulle være laboratorier for frihed og skønhed, er blevet rum for taktik, status, forstillelse og skjulte neuroser.

KUNST & MEDIER: BUSTED

Hjemmet som totalinstallation og showroom I dag foregår meget af den kommercielle billedkultur på Instagram og lignende platforme, hvor folk følger kunstnere direkte, swiper igennem auctions-story og køber lidt værker direkte eller igennem sidegade-hustlere – uden gallerist, uden institution, uden kontekst. Det er hurtigere, billigere og mere personligt. 

For de fleste danskere – inkl. kulturuddannede og kreative freelancere – er 20.000 kr. for et maleri ikke længere en mulighed, vægene er overtaget af plakater, arvestykker med sentimental værdi, børnetegninger og skoleprojekter, LP-covers, som kombinerer nostalgi, æstetik og musikalsk identitet, graffiti-fotografier, street-art-plakater eller print fra Re-Art, Sammenklippede moodboards – Pinterest offline, funde objekter, DIY-kunst, en stor skærm eller bare en stang dyrt tøj og en farvesorteret pyntereol, Kunst er bare et element i en æstetisk atmosfære, på linje med lamper, planter og bøger. Alt er tegn i vores showrooms, hjemmet er blevet en totalinstallation.

FRYGT I DANSK KUNST

I takt med at identitet er blevet løsrevet og noget, man iscenesætter og optimerer, er hjemmet blevet et performativt rum. Et sted, hvor alt er nøje udvalgt – og hvor det samlede indtryk ofte betyder mere end enkeltværker. I den fortælling bliver det klassiske kunstværk overflødigt – eller blot ét element blandt mange, kunst er ikke længere centrum – men accessoire.

Kunstverdenens main stage føles måske ikke som det vilde vesten mere, men som en tom kulisseby – hvor man måske er heldig at se tumbleweed blæse forbi. Men pyt med det…Måske er det bare – som altid – tid til at købe med øjnene, ikke med ørerne – eller med hjertet? Eller lave noget selv fordi du ikke kan lade være?

The post Fremtidens kunst – kunstens fremtid? appeared first on BLAZAR.

The post STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu! appeared first on BLAZAR.

Tænk en pragtfuld modeuge for voksne – der hvert år tiltrækker en bred vifte af godtfolk, der valfarter for at se, hvad kunstbranchens ypperste købmænd har opsamlet i oraklernes studier, hvad de tror rer investeringssikre visuelle møbler, der rammer tidsånden, boligstilen, identitetsproduktionen og investeringsbehovene lige nu.Et overflødighedshorn af zombieformalisme, pop, keramik, herligt tomme pasticher, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige jungler med dyr, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb, skamløs historieløs kitch, dyrt nips – og sublime hjerneknipsere. Det er den samme udødelige post-postmoderne buffet, hvor alle de gamle retter bare bliver stående i frossen form,  og konkurrerer med de få dugfriske gentænkninger af, hvad et værk kan være.

Min oplevelse var dog, at den diffuse klimakunst, tamme kønskunst, afrokunst og minoritetskunst er på tydeligt tilbagetog, efter Trump er kommet til – og længere tids oversaturering af nostalgiske, oprørske æstetikker frem for reelt aktivistisk indhold eller bare lidt smerte.På vej frem er en masse 3D-objekter, gerne i stof. Ja, selv traditionelle malerier kravler ud af lærredet – måske som en modvægt til verdens accelererende skærmforbrug. Billederne stritter simpelthen ud i rummet. Der er meget, der ser rigtig lækkert – og skrøbeligt – ud.Jeg havde forudset en masse AI-kunst, men det var helt forkert. Den eneste nye trend, jeg spottede, var det, jeg i mangel af bedre har døbt “grandma-ism” eller bare “mormor”: stadig en masse neo-Matisse – men endelig er landskabsmalerierne tilbage, uden miljøkatastrofer, ironi eller grimme vindmøller, eller som Søren Martinsens syretrips-fortolkninger af naturen. Nej – bare helt straight landskabsmaleri og foto, uden skam, pretention eller smart tåget titel. Under samme paraply en del stilleben af hverdagsstuer, gerne med sofaer, så man kan hænge en sofa over sin sofa…personligt er jeg bange for nostalgi, da den ofte demonstrerer en mangel på fremtidstro – ja måske bare en grundangst.Der er stadig mange værker, der ligner noget fra en dyr unika Hay-boutique, lavet af en arkitekt til et venteværelse. Værker må ikke udsende nogen forvirrende – og dermed ekskluderende – følelser eller signaler, noget der bare blender ind, men løfter rummet med immanent lækker teksturel værdi. Nogen vil mene, det er befriende med kunst, der ikke skal mene eller kommunikere noget, men desværre bliver det sjældent sublimt – som f.eks. at kigge på skyer.xTo konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster og tættere på museumsfolket og de unge på akademiet. Der er massive overlap – nogle gallerier helgarderer og repræsenterer på begge messer – men hej, different strokes for different folks – it’s all good.

Naturligvis er alle værker på begge messer garneret med performance, flagship-store-agtige brand-pop-up-stande, designmøbler, talks, vip-middage, retro-indie-rock og tamme DJs, der spiller turistisk afrobeat eller svag house.

Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kritik af kunstnernes egne vilkår. Men hej, oprør er umuligt på et galleri eller på en messe, og ingen orker høre på brok, hvis man ikke kan visionere et alternativ eller sælge en vision.Måske er jeg bare et naivt barn, der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevidsthedsudvidelse.

Nu virker det mere, som om de overlevende kunstnere er nepo-kids og nogen, der lader som om de er nepo-kids, der prøver at lave investeringssikre visuelle møbler – styret af gallerister, der er styret af samlere.

Det er altid herligt at have en platform hvor man diskret og smagfuldt kan kloge sig via penge – at købe kunst – især med hjertet – er stadig sjovere og mere overskudsagtigt end natklub-borde, guldbarer, både og alt det andet gøgl hvor man kan aktualisere og iscenesætte sin velstand…?

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

Måske er kultur-feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt. Alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by, hvor der bare kommer nye forudsigelige forstader på. Det virker, som om alle går i andres fodspor og sko, så man kan købe en Frederik eller en Tal og reaktualisere sit gamle Cobra-bras.
Jeg venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange udenfor kunstverdenens sponsortunge dopede Tour de France.

Men hej, husk Enter og Chart næste år, det er stadig en herlig oplevelse, hvor ideerne danser. Der er en ny tredje messe, der vender tilbage en gang om måneden, lavet af folk, der sætter liv og lemmer på spil for at male ulovligt på vores reklameindsmurte by, der har doneret værker til flygtninge. Uplandsgade 52 – hold øje med det. Gæt hvilke værker der kommer fra hvilken messe….

Her er mit stærkt subjektive udvalg af skidt og kanel fra en fabelagtig kunst-weekend:

ART: OBJECTS OF DESIRE

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

ART: SOCIAL DYNAMICS – FIRST BATCH

THE VISIT COPENHAGEN COLLECTION

Uplandsgade 52 – hold øje med kommende udstillinger – næste gang er 4/5 oktober. Ses!

The post KUNSTQUIZ/2025/TIDSÅNDSRAPPORT appeared first on BLAZAR.

Fabelagtige Finne gør det igen…den hyperaktive magiker viser sine nye malerier i Turesensgade. Christian Finne kører ikke bare en linie, han leger med et overflødighedshorn af stil og udtryk, materialer og teknikker, fra flimrende syrejunglemønstre til poetisk figurativ kønsdebat – til priser direkte fra kunstnernen så alle kan være med. Dette visuelle orgie kaldes KANALJE og  kan opleves i Turesensgade 14, hvor der er discokugle, derfor den skumle fotokvalitet. Kig forbi mellem 14-17 – alle dage. 

Christian Finne – psykedeliske kunst-orakel.

The post CHRISTIAN FINNE / KANALJE / NYE VÆRKER appeared first on BLAZAR.

Autumn, olie på lærred, 100 x 80 cm

Anders Brinch´s udstilling GRAPES – på den legendariske mesterkok Røde Claus´s sted SK12 (Store Kongensgade 12, Kbh.K.) –  åbner søndag den 30/12…den giver mig gåsehud:

Enhjørningen Anders Brinch (1971) fremkalder smukke ekkoer fra det ubevidste – og de perfekte magiske nætter, hvor vi drikker hinanden smukke gennem druens bevidsthedsudvidende linse – og heler verden sammen.  Anders laver ikke bare præcise rapporter fra nattens hedonistiske safari – han dykker ned i en surreel skyggejungle, der viser os, hvordan man kan give slip og svømme lykkeligt skødesløst og acceptere livets kaos.

Jeg har altid søgt værker, der visualiserer de magiske oplevelser, der hvor det føles som om sproget slipper op. Værker, der kortslutter tegnene og afføder nye fortællinger – hver gang jeg ser på dem.
Langsomme kamæleonbilleder, der transcenderer tid og rum – der ældes med ynde som god vin, som dionysiske druer, der danner utopiske rum og nye sociale akser, her aflejret i herligt langsomme, frodige, flamboyante, støvede og subtile.

Anders nye værker er som den altomsluttende kosmiske fest, hvor døden også er velkommen ved bordet –
den paradisiske fest, hvor vores ofte undertrykte behov for mening, sensualitet og frihed endeligt tilfredsstilles. Hans værker der minder mig om Scherfig, der møder Kenny Scharf, Peter Doig og Moebius i en drøm – tidsløse værker, der kunne være malet for 100 år siden – og stadig vil resonere dybt om 100 år.

Kontakt Anders Brinch direkte:  +45 53706707 Cluster, olie på lærred, 67 x 46 cmFine Feathers, olie på lærred, 100x 80 cm Drunk in Macrocosm, olie på lærred, 100 x 80 cmCrops an Crocs, olie på lærred, 100 x 80 cm Metabolism, olie på lærred, 100 x 80 cm Cluster, olie på lærred, 67 x 46 cm
Pink Grape, olie på lærred, 67 x 47 cm California Fields, olie på lærred, 47 x 67 cm Dirty Pile, olie på lærred, 47 x 67 cm

A Beautiful Day, Olie på lærred, 67 x 46 cm

To The End, Olie på lærred, 67 x 46 cm Road to Heaven, olie på lærred, 67 x 46 cm Pink Bird, olie på lærred, 67 x 46 cm Blue Bird, olie på lærred, 67 x 46 cm Green Garden, olie på lærred, 67 x 46 cm Red Grapes, olie på lærred, 67 x 45 cmThe Restaurant, olie på lærred, 100 x 80 cm Joy, olie på lærred, 100 x 80 cm Magic Grapes, olie på lærred, 100 x 80 cm Ancient Grapes, olie på lærred, 100 x 80 cm Peacock Romance, olie på lærred, 100 x 80 cm Pink Panic, olie på lærred, 100 x 80 cm Vine on the Balcony, olie på lærred, 100 x 80 cm Red Snake, olie på lærred, 100 x 80 cm Mystical Morning, olie på lærred, 100 x 80 cm Rebirth, olie på lærred, 100 x 80 cm Science, olie på lærred, 100 x 80 cm Cargo/Red Sky, olie på lærred, 100 x 80 cm Blue Grapes, Blue Seahorse, Blue Eye, olie på lærred, 1oo x 80 cm Paradise, olie på lærred, 100 x 80 cm Last Night, olie på lærred, 100 x 80 cm Early Birds, olie på lærred, 100 x 80 cm Visiting Vineyard, olie på lærred, 100 x 80 cm Squid and Grapes, olie på lærred, 100 x 80 cm Spine with red skulls, olie på lærred, 196 x 196 cm Garden Gradiosa, olie på lærred, 239 x 192 cm

Life in a Bottle, olie på lærred, 46 x 67 cmSunrise, olie på lærred, 100 x 80 cm

Kontakt Anders Brinch direkte:  +45 53706707

The post ANDERS BRINCH / GRAPES / SK12 appeared first on BLAZAR.

Jeg er ellevild! Endelig sker der noget nyt! MSCHF er måske the missing link mellem Malcolm Mclaren, Jeff Koons; Banksy, Off-White og internettet – eller måske  er de bare nogle smarte anarkistiske reklamefolk, der tester deres opmærksomhedssøgende virale ideer for at lave et nyt lukrativt Supreme brand-hysteri? De har fået baghjul nu…

Der findes utroligt nok stadig mennesker der samler på vigtige gummisko, så et af MSCHFs mere banale værker er at sælge 666 eksemplarer af en modificeret Nike Satan Sneaker, der angiveligt har menneskeblod i sålen – de har allerede lavet en hvid med vievand i – Jesus modellen….instant viral fame, og en ideel platform for endnu engang af dekonstruere macho-rap – denne gang knepper han satan – for Lil Nas X: 

Anyway – MSCHF er et overflødighedshorn af meget nutidige ideer – i en serie “drops” – der er alt fra reelle fysiske objekter i limited edition til gratis netbaserede værker, der f.eks diskuterer  overvågningskapitalisme, ophavsret, samlermani og ejendomsret – det føles frisk, poppet og sjovt…se dem før retsagerne lukker dem – Channel No.5 har allerede fået fjernet salget af en version med Axe i….og nu sagsøger Nike – her er et udvalg af deres drops – køb nu – braset boomer på eBay allerede….

GET THE BLAZAR VEST NOW

FÅ DE SIDSTE DROPS FRA KILDEN HER

The post Mode? Kunst? Branding? Satire? appeared first on BLAZAR.

Tænk en pragtfuld modeuge for voksne. To konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster kloge-Åge. Different strokes for different folks! 

Replikker som: “Interessante teksturer”, “vibrerer mellem meta og post-modernisme” eller “Jeg køber med hjertet, ikke med øjnene…” eller “Jeg samler i dybden, har en lukrativ placering til værket.”

Årets tendenser: værker i  rammer: Zombie minimalisme, New materialism, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige mønstre, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb – og  lidt diffus klimakunst, kønskunst og minoritetskunst. 

Men vinderen er noget der ligner noget en arkitekt har lavet til et venteværelse, der ikke må udsende nogen forvirrende og dermed ekskluderende følelser eller signaler, noget der bare blender ind.

Naturligvis er alle de indrammede værker garneret med performance, designmøbler og tamme djs, men der er ikke så meget skulptur eller new media i år. Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kunstnernes egne vilkår. Opgør er umuligt, og ingen orker høre på brok hvis man ikke kan visonere et alternativ. 

Måske er jeg bare et naivt barn der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevistheds-udvidelse . 

Nu virker det mere som kunstnere er nogle nepo-kids og nogen der lader som om de er det der prøver at lave insvesteringssikre visuelle møbler styret af gallerister der er styret af samlere. 

Måske er feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt, alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by der bare kommer nye forudsigelige  forsteder på. Det virker som om alle går i andres fodspor og sko. 

Hele baduljen efterlader en stemning fra et venteværelse eller en boutiquesåbning, vi venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange.

Nyd at flippe rundt i årets messers sofamatchende pantone-skala:

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

FRYGT I DANSK KUNST

The post CPH ART FAIRS 2023 / ZEITGEIST DIAGNOSE appeared first on BLAZAR.

Arken lokker med et Kinderæg lige nu: tre elementer spiller perfekt op mod hinanden: 

Tyrkiske Refik Anadols Nature Dreams er en stor 7 x 7 meter AI genereret lavalampe-version af landskabet udenfor Arken – grim og smuk, naturlig og fremmed samtidig – kom ædru – ellers bliver du hængende på koksemadrassen.  Check også det permanente Reyle rum – en underlig Memphis-kitsch-pop verden – der ramte markedet så hårdt Reyle steg 700% på et år for små 15 år siden – lidt skummelt. Der mangler bare hans syrede Miami-sofa.

De to kunstnere spiller godt op mod Weile Kjærs mere rå og jordnære installation: Ligesom DJs har overtaget musikeren og producerens limelight har kuratorerne længe været stjernerne på museerne, så  nu har Arken ladet stjerneskuddet Esben Weile Kjær remixe deres samling i en dystopisk men nedturs-fetishistisk totalinstallation. Men gårsdagens grænseoverskridelse er nutidens hygge.Esben er født i 1992 –  men han approprierer teenage nedtur, rave, junk, skate og grafitti kultur – hans værker emmer af 80er og 90er nostalgi – måske meget smart i betragtning af det er generation X der sidder på kulturen – lidt endnu.
Han er tydeligvis opflasket med de glossy stilbibler ID & Face – the missing link mellem New Romantics og Influencer kultur. Netop disse magasiner er collage-ammunition i en herlig børne-workshop/installation der er godkendt af min 7-årige arving, der dog efterlyste ægte hiphop-graffiti og skateboards til ramperne.  Espen har stil nok til ikke at overlæsse sin installations-kulisse med egne værker, men drysse f.eks Anders Brinch, BURN OUT,  Elmgreen & Dragset, Erik A. Frandsen, Mads Gamdrup,  Douglas Gordon & Jonathan Monk, Damien Hirst, Peter Land, Erik Steffensen, Wolfgang Tillmans og mange andre ind over. Esbens logo ligner en ond Murakami møder Jeff Koons. Jeg glæder mig til at se Esben adresserer sin egen samtid i sin egen generations sprog.Måske prøver Esben bare det gamle greb med “at give os virkeligheden tilbage”. Hans installation minder meget om en mere farverig glad version af vejen fra Ishøj station til Arken – vi tog det super socialrealistiske S-tog, da en spøgelsesbilist har smadret kærestens bil. 

S-toget kan anbefales, godt virkelighedscheck – og det perfekte forspil til Arken – S-togsnettet sydpå er et fantastisk graffiti museum – og en levende dystopi – der er en del byplanlæggere, arkitekter og politikere der bør retsforfølges for forbrydelser mod menneskeheden. Selv Jeppe Heins kække gadelamper kan ikke jazze forstadens tristhed op, de er som (fed) sminke på en gris. Husk også at checke Ishøj centeret – jeg kan anbefale turen – især hvis du har børn.

The post ARKEN: Nature Dreams/BUTTERFLY! appeared first on BLAZAR.

Drop krisetænkning, statiske aktier og obligationer – du har forhåbenligt solgt alt cryptorelateret allerede – og køb lidt lækkert Finne (hos Marie Kierkegaard), Brink (hos Hans Alf) eller Dalgaard (på galleri Kant).

Brink (hos Hans Alf): Finne (hos Marie Kierkegaard):
Dalgaard (på galleri Kant)

KØB NU – det bliver revet væk!

The post KUNSTTIP: BRINK/DALGAARD/FINNE appeared first on BLAZAR.