Afmaterialisering: kunstverdenens Thomas Treoer flokkes som gribbe over Kongens Nytorv, thi endnu et værk er tilføjet den skandale-kanon, der desværre er den eneste synlige top på samtidskunstens isbjerg i mediebilledet. 

De danske mainstream mediers kunstdækning er typisk lavet efter følgende letgenkendelige skabeloner: 

A/ Ugens glade tosse – haha se excentrikeren vrøvler og er finurlig.

B/ Hvordan tager kunsten røven på dig på galleriet? Mit barn maler bedre, hvorfor er det så dyrt? 

C/ Tal-magi: nøøøøj hvor var det dyrt på auktionen. Sikke noget. Bliver der fusket? Hvem var køberen?

D/ Hurra: den neoliberale krea-helt fra den blå bog fejrer sin succes i kultursektionen, kloger sig med trygge truismer. Snobberi.

E/ Co-brandingen: en samler blærer sig, eller et brand prøver at få kreakarismaen til at smitte af på deres kedelige bras. 

F/ Realityfisering: programmer med quiz og hygge, drukvisdom, håndværk og materialelære – med værten som hovedperson.

Alle ovenstående velkendte skabeloner tager kunsten som gidsel i egen opmærksomhedsjagt – og kunstens indhold tabes i transmissionen – og seeren efterlades med et indtryk af tv eller avis “vandt” – og anspores til neo-rindalisme – læseren efterlades med et: hvorfor betaler jeg skat til det uforståelige pjat, der kun bruges til skatteunddragelse for overklassen?

Alle ideerne, eksperimenterne, æstetikken – ja selve kunstens indhold – går tabt i medieformidlingsmøllen – der er gået Thomas Treo i den. Der er masser af mediesadister, der nyder at rive kulturfolket rundt, og får lov til det – ingen siger fra, for så kommer der bare en negativ historie mere ingen skrøbelig krea-karriere kan klare.

Skandalekunst er ikke noget nyt, tænk bare på hvor meget plads Jean Tinguelys due, hesteslagtningen, halshugningen af den lille havfrue, Brammers udstoppede hunde, guldfiskeblenderen, Burnouts brændte børnehave og smadrede biler på Kongens nytorv, Lemmertz grise – letforståelige værker med store projektionsrum der alle diskuterer hvad kunst er, men altid bliver spændt for forargelse og nedskæringsideer.

Så det var oplagt af kunstner og underviser Katrine Dirckinck-Holmfeld at belære om denne type aktionskunst i hendes undervisning – tilsat tidens woke-identitets-lingo. Hendes manual virkede, og en ellers glemt buste kastes i vandet – ledsaget af et meget teoretisk manifest der skal dekode den noget abstrakte handling – for at henlede vores opmærksomhed på Charlottenborgs links til vores slavefortid. Stor forargelse, Dirckinck-Holmfelt tager æren og skraldet, selvom hun tydeligvis ikke kan både skrue, bære og filme den tunge buste alene. Ingen stikkeri der.

Derefter demonstrerer hun hun ikke har en fremtid i reklamebranchen i et ellers blødt DR interview det er umuligt at lave satire over. Indslaget er et bevis for kunstteori og skizofreni har lighedspunkter – det er et studie i uklar kommunikation og et samfund der rummer mange paraelle virkeligheder. Hun blev fyret, selvom man sikkert kalder det noget mere moderne…afmaterialiseret? Jeg følte jeg var vidne til en slags auto-Rindalisme, sjældent har jeg set nogen save så meget i egen gren.

Personligt blev jeg glad for der overhovedet var nogen der turde og  havde tid og råd til at lave et forsøg på politisk samtidskunst der var andet end bladrebordsværker til kunsthistorikerne eller visuelle møbler til Bruun Rasmusen. Jeg læser sikkert noget ind i værket der ikke er tænkt sådan, men jeg kunne lide ideen om en anonym hævner der stiller magthaverne til regnskab, selv i graven. Batman. Desværre var der et bastant statement, der lukkede alle projektionsrum i værket og reducerede det til en krænkelsesarkæologisk facitliste. 

Det er da fint at kunst kan handle om slaveri, magtkritik og ulighed, men hvad med at tage fat i noget aktuelt slaveri eller kunstnernes egen situation? Nutidens kunstnerne er slaver af gallerister, samlere, kunsthistorikere, kuratorer og medier – ud over alt det andet bras vi alle er slaver af. De fleste kunstnere lever for under en bistandshjælp og bliver aldrig anerkendte. De er top og bund på en gang. Det vil jeg gerne høre mere om, især hvis der var en alternativ bæredygtig model til nutidens status quo. 

København er ikke kun skabt af slaveri, hvad med fæstebønderne eller nutidens underklasse, der er smørelse på pyramiden, eller vores skæve handel med den 3 verden? Værket er noget fodnote-rod, og mangler mystik, spørgsmål og poetisk visuel kraft som f.eks afhugningen af havfruehovedet. Jeg savner det underfortalte der inddrager beskueren og skaber et mere langtidsholdbart svidende mentalt aftryk.

Men skal der ikke være plads til svipsere, eksperimenter og hurtige skud fra hoften – ligesom indenfor forskning og forretning? Alt er ikke mesterværker. Er kunst ikke et eksperimentarium hvor vi leger med nye former og ideer, der ikke er bundet af traditionelle regler for logik, kommunikation og ejendomsret? 

Reelt er en ellers glemt buste ikke bare rematerialiseret med eksploderet og multipliceret en million gange i vores hjerner. Det er genbrug med mening, og reaktionen var det virkelige værk. Medierne viste deres grimme ansigt, kunstnerens familie – inklusive børnenavne og bolig – blev klikfodder. Måske skulle Wonderfull Copenhagen og turistrådet lave et samarbejde med de nye woke kunstnere så vi kan genbelyse vores smukke by? Der er mange kliks for få penge der.

Reaktionerne er også en del af værket: kunstscenen kom ud af skabene og deltes i en masse forargede kustoder, ofte gamle avantgardister eller formalister, og så dem der red på forbudt ung forargelse – og tog det ledige upopulære standpunkt for at vinde opmærksomhedsræset. De smarte dukkede sig bare, eller opløste hele cirkus i VM i teoretisk armlægning.

Eller fis på dit favorit gratis netmedie, blazar, der siger til fremtidens kunstnere: fint med oprør frem for visuelle møbler til Bredgadegallerierne og borgmesterpikke til provinspladserne, men lav noget mere forståeligt, virkeligheds og samtidsnært tak før i ryger helt ned i et loop i et krænkelses-kaninhul, hvor man ikke kan sige eller gøre noget, da jorden er giftig og historien blodig – i ender med at være lige så autoritære som det i kæmper imod. 

Fremadrettede aktioner, ikke historiske fodnoter pakket ind i elfenbenstårns snefnug lingo.  Tænk gerne reaktionerne ind så i ikke som her skyder jer i foden som her. Fingrene væk fra statuerne, ingen vil have en historieløs by visuelt domineret af reklamer. Men bliv for guds skyld ved med at udfordre og opfinde og disktuer ulighed tak.

Pressen lyder som skingre kulturløse facister når de kalder gøgl ISIS  og tror identitetspoltikkens artister er en revolutionær celle – jeg tænker vi snart skal fjerne mediestøtten og flytte til akademiet, psykiatrien og plejehjemmene hvis den tone fortsætter…

Medierne burde komme videre og lave noget om kulturens INDHOLD tak -transmissioner fra åndslaboratoriet, ikke konstrueret populistisk mediesadistisk personhetz og ideologisk heksejagt. Kunst burde være et rum for fritænkning, der er masser at skrive om hvis i orker dykke lidt. Hvad med at buste nogle magthavere i stedet?

Men måske er der noget større i spil…sagen her ender med at blive spændt for den den gamle ide om at samle alle de kreative uddannelser på Holmen, hvor de så kan blive skåret ind til benet mere ubemærket. 

Så kunne man frigøre en masse plads til en udvidelse af Charlottenborg kunsthal, så man kan få et Louisiana i indre by. Eller sælge det som nyt hovedsæde for et stort brand? Eller måske logisk nok – et nyt stort Illums bolighus, så man kan få en ny sofa der matcher de investeringssikre billeder man har købt i Bredgade? 

Det var en ommer, men fedt nogen stadig prøver noget andet. 

Hvis du er interesseret i at komme i stasiarkivet ved at skrive under på en sympatierklæring til buste-busterne kan du finde info her. Hvis du ikke orker at betale mediestøtte mere ved jeg ikke hvor du kan trykke endnu.

The post KUNST & MEDIER: BUSTED appeared first on BLAZAR.