Den talentfulde, kun 33-årige irakisk-fødte instruktør Jahfar Muataz’ spillefilmsdebut er en flot filmet low-budget indie-thriller i den tradition, som Nicolas Winding Refn startede med Pusher for snart 30 år siden.

Siden kom Pusher II (2004), Pusher 3 (2005), Pizza King (1999), Nordvest (2013), Underverden 1 & 2 (2017), Gå med fred, Jamil (2008), Ækte vare (2014) og Shorta (2020). Nu ved du, hvor “Hele Vejen” placerer sig.

Endnu en maskulin fortælling, der næres af et cast af glimrende, friske, autentiske spillere på et uglamourøst ydre Nørrebro, der ikke ligner en Branco-video. Læg dertil en historie, jeg ikke skal spoile, da den twister vores forventninger med sit hævnspiral-plot.

Desværre minder Hele vejen om en dansk version af 1970’ernes blaxploitation: en gang ghetto-safari, hvor uretfærdigheder giver den retskafne hovedperson – en bande-exit-medarbejder –  motiver der legitimere hans voldsomme hævn,  helten bliver bøddel, og vi frydes følelsespornografisk over, at idioterne bliver sat på plads – uden at skamme os.

Klichéerne står i kø: serbere i lange Matrix-læderfrakker, sløve racistiske politifolk, afstumpede bandebosser, stereoride-nazister, macho-broderskab og idealistiske socialarbejdere – og en masse “Fuck walla, hvor er min shufi”, som vi har hørt de sidste 15 år via børnerap på DR.

Vi finder aldrig ud af, hvorfor banderne er tryllet til modborgere og blevet afstumpede – det er bare sådan. Den systemiske og sociale kritik udebliver, ligesom de mere positive rollemodeller. Der bliver ikke fortalt noget, vi ikke ved i forvejen – blot cementeret et billede, der nemt vil kunne klippes om til en valgvideo for DF eller Støjberg. Men måske er filmen, trods sin fascination af machoisme, en advarsel?

Det ville være spændende med en film, der f.eks. handlede om en filmmand, der karikerede sin baggrund for at komme ind på de bonede gulve – lidt som f.eks. Jim Lyngvild.

Når det er sagt, er der masser af talent her og basis for en forhåbentlig mere nuanceret 2’er – der måske foregår i Malmø?

The post HELE VEJEN / anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Stills: Peter Riis

Den svære 2er. Underverden 1´s Københavnerbilleder var visuelt forfriskende og specielt Ali Sivandi var en intens skurk.  I 2eren vender Dar Salim tilbage fra fængslet – han afsoner for 3 drab i 1eren – så han tager en mission for PET for at se sin søn igen. Det er så startskuddet til en masse vold og effektiv – men forudsigelig – følelsesporno. 

Stills: Peter Riis

Filmen er fint castet med mange nye cool typer – selv selveste Lord Aron stikker hovedet forbi – men filmen mangler autencitet og mere indblik i bandernes verden – det er ikke nok bare at have nogle fede fjæs og skyde lidt op af højhusene i Gladsaxe. Musikken pumper i tidens generiske mørk retro-synth-stil, ikke lokal ghetto-trap.  Scenerne virker mere som funktioner og en del kunne foregå på et teater.

Værst er det da Dar går med sit faderfremmedgjorte barn i Tivoli og rammer plet i skydeteltet – hej, jeg har også gået til skydning – geværerne er skæve ellers ville det koste en million i bamser. Så klippes der til gadevold igen. Jeg risikerer min popo her, men jeg mener det er moderne Blaxploitation – familien Danmark skal på sikker safari i ghettoen, der bare er kulisse for tom rå vold. Den yderste højrefløj må gnide sig i hænderne over denne film, der bekræfter deres værste fordomme om forstæderne snart ligner Malmø eller Gaza-striben. Vi mangler baggrunden og motivationerne bag bandemiljøerne som vi f.eks så i klassikeren The Wire, i den formidable franske Anthena eller i Pusher trillogien.

Filmen er et fint showreel for co-produceren Dar Salim, der både slås og græder til den store guldmedalje. Men filmen mangler ordenligt plot, humor, autencitet, passende soundtrack og gode replikker. Måske manglede 2eren bare budget – men respekt for at prøve lave en dansk actionfilm – den burde bare lige have haft en tur til – manus og research sejler lidt. I er mere end velkomne til at ringe når 3eren skal skrives. 

Læs en frisk gangsterhistorie her:

TILT – VAMMENS NYE ROMAN

The post UNDERVERDEN 2 appeared first on BLAZAR.

DEBAT: Hvorfor er der meget dårligere velfærd/service – i forhold til dengang i 80erne – hvor samfundet var fattigt? Samlet set er der mange flere penge ude i samfundet nu. Regnestykket hænger vist ikke sammen?

DISCLAIMER: Jeg hader nostalgi. Jeg repræsenterer ikke noget politisk parti, jeg er skeptisk overfor alle politikere – og mener generelt vi skal stemme på mennesker fordi de har gjort noget – ikke fordi de lover os noget før valget. “Stem med dine penge, dine handlinger og dine ord – hver dag:”

FLASHBACK: Jeg var så uheldig at opleve fattigfirserne – hvor Danmark fik dikteret kartoffelkur af Konservative Poul Schlüter, der var 400.000 arbejdsløse og mange flere pensionister der rent faktisk kunne overleve på deres ydelser uden at sælge stoffer eller samle flasker. Forsvaret fik alt det de pegede på, fregatter, ubåde, missiler og masser af F16 fly – for det var kun et spørgsmål om tid før russerne og polakkerne stormede Køge bugt. 

Dengang drev store dele af befolkningen rundt på livslang A-kasse og fik boliger igennem kommunens kontor i Stormgade indenfor et år – i Nansensgade! 

Der var ikke renter på S.U. lånene – og man kunne flanere som evighedsstuderende og pendle imellem studier i f.eks Semiotik og Tibetansk til man døde.

Arbejderklassens børn kunne få lange uddannelser og succes. Folk drak bajeren og bollede på tværs af klasserne. Der var ingen hjemløse (udover tosser der insisterede) og de psykisk syge fik en hospitals-seng, ikke en uledsaget tur i Fields med et par våben.

Til gengæld virkede folk (i min priviligerede boble, bevares) ikke så rige dengang i deres dunjakker og parkacoats – dengang så man ikke 16 årige smurt ind  Prada Luna Rossa eller Moncler hættetrøjer til 10.000 med telefoner til 12.000 på cykler til 15.000. Jeg ved ikke hvad de unges ure koster…

IDAG virker det som om har alle har mindre – men dyrere – lejligheder med dårligere beliggenhed end dengang. Vi arbejder i døgndrift med elektriske ting – eller er blevet meget rige og dermed paranoide. De fattige er døde eller eksporteret i skjul i provinsen – ja selv middelklassen er presset – se bare Irma lukker! 

Skattetrykket er højere end nogensinde, selvom der er færre arbejdsløse og flere ældre – og der er meget dårligere service fra det offentlige, der nærmest kører på dampende fra et nødblus – salget i sygeforsikringer og service på privathospitaler er eksploderet. 

Underligt nok har der aldrig været så mange offentligt ansatte som nu – heller ikke i plejesektoren – men de fleste af dem er desværre djøfere eller projekt-akademikere, der laver strategier, grafik, tik-tok-kontoer og fylder kommunernes hjemmesider med facebook-links.

Jeg er ikke økonom, det her er mine subjektive betragtninger, men hvad fanden sker der? Jeg er med på vi ikke skal bo i DDR og privatisering kan være godt – men hvad med resultaterne omkring os? 

Og nu vil politkerne bruge enorme summer på mere forsvar – på trods at russernes militær dagligt beviser de er totalt inkompetente og har rustent museumsværdigt udstyr? Plus vi nu -takket være Putins idioti – har to ekstra kraftige stødpuder mod øst – Sverige og Finland er heldigvis kommet med i Nato. Jeg vil påstå Nato er stærkere og Rusland er svagere end før, så hvad skal vi opruste for? Beskyttelsespenge til den amerikanske (atom) våben-industri? Forsvaret vil have krydsermissiler nu – der kan flyve 2500 km ind i rusland og er lavet til kernevåben…hidsigt.

Bevares vi skal nok til at opruste mere – mod cyberangreb og russisk økonomisk kriminalitet. 

Vi vælger at få børn – det er åbenbart højstatus – men knokler ofte så meget vi snerrer af dem – så børnene oplever de er en belastning, og må knytte deres vigtige første relationer til flygtende institutions-personale, der er så stressede de mest drømmer om en smøg og en kop kaffe mere. 

Cirkuset fortsætter i skolerne, der er totalt underbemandede. Hjemme sidder forældrene med næsen i skærmen og lille købes med et skud sukker og en skærm. ADHD kommer ikke fra himlen. 

Jeg tror det er billigere at investere i vores børn fra starten end vi skal lappe dem sammen senere med psykiatri og fængsler. Alligevel fucker vi børnene – hvad med f.eks at undersøge for fødselspsykose automatisk?

Jeg bor ikke i udkantsdanmark eller gider google for at finde skrækeksempler – så her er et par konkrete sager fra nærmiljøet: en kreativ ven drikker, er fejldiagnostiseret som skizofren – er reelt bare fuld og bipolar. Vælter ind og ud af den lukkede, men da der ikke er en fornuftig strategi for mennesker der både er misbrugere og psykisk syge – virker det ikke. Nu er han på Digevej – hvor han køber kokain og prøver at drikke håndsprit. 

En vens barn bliver mobbet. Lærerne må ikke udtale sig, er langsomme til at indkalde til møder. Da mødet endelig sker, finder alle ud af problemerne udspringer fra et enkelt barn – men skolen har svært ved at flytte ballademageren. Der er allerede 7 børn der har flyttet skole på det tidspunkt – der er gået 2 år.

Senere skal poderne igennem en uddanelse på rekordtid mens de er nød til at knokle på Cafe. Den der med der er gode uddannelser til alle er vist historie – der er uddannelser til alle med forældrekøbslejligheder nær universiteterne og jobs bagefter til de smukke med netværk. 

Men måske er alt det her tegn på den samme sygdom: kortsigtet grådighed og overdreven privatiseringslyst – måske var New public management ikke så effektivt –  til andet end at samle pengenede i toppen af pyramiden, hvor det de så desværre ikke siver ned til os andre. Politikerne sætter smarte plastre på problemerne, der først virker (måske) efter deres periode – for chefer og politikere idag danser en evig stoledans. Måske skal vi til at måle lidt mere på livskvalitet og lidt mindre på vækst. Det er vist tid til nye boller på suppen.

The post HVOR BLEV VORES PENGE AF? appeared first on BLAZAR.

Jeg har været i audiens i stil-ikonet Omar´s modelaboratorie – ja, ham der ligner den unge Rakim, bagmanden og designeren bag Screwed – det altoverskyggende streetwear brand der forsvandt trods succesfulde og iderige kollektioner skudt af fra legendariske butikker på Vesterbrogade og i Krystalgade – lang tid før Muf10 kom. Omar var profetisk og langt foran sin tid med sine skarpe og morsomme designs, men har nu distanceret sig fra gangsterspillet, droppet elefant-ikonet og rejser rundt efter nye rødder og ny inspiration – han har skiftet hoodien ud med jordfarvede custom læderveste, og kommer snart med en spritny kollektion, der vil vende hele spillet på hovedet. Rygterne om hans død er stærkt overdrevne…hans hjerne bobler stærkt videre…fremtiden er ikke integration, det er global fusion…se bare her:

FLASHBACK Screwed 2012:

Screwed flashbacks:

Det nye look:

The post OMAR – SCREWED – MODEORAKEL appeared first on BLAZAR.

Ideen med RANTS er at vælge et klassisk emne og bare freestyle ærligt over det uden noter, format, redaktør eller andre stopklodser.

I første episode prøver jeg danskhedstesten…der måske er lavet af og for pensionister? Hvilket Danmarksbillede laver testen? (Du kan selv hygge med testen her)

I anden episode taler jeg om angst – og hvordan vi kan arbejde konstruktivt med den;

I tredie episode taler jeg om mode…er det det nye porno?

I 4 afsnit ranter jeg om det forestående oprør

I 5 afsnit ranter jeg om midler mod debatkulturens pacificerende tidsrøveri

I 6 afsnit handler det om vores misbrug af alting – og metoder til at komme ud af det

I 7 afsnit taler jeg om hvad der er tilbage af Danmark

i 8 afsnit er jeg rasende over den Danske krigsdeltagelse 

I 9 afsnit taler jeg om valget – og hvorfor vi stemmer på brands og løfter, ikke virkeligheden

Lyt her:

God fornøjelse.

Morten´s podcasts

The post RANTS – VAMMENS podcastserie appeared first on BLAZAR.

Jeg elsker det offentlige rum – fra parker og museer til underlige gyder med mærkeligt skrald – jeg får ofte oplevelser der fuldt kan matche film eller galleri-sus på gaden. Kunst er for mig bare en måde at se verden på, og ikke nødvendigvis knyttet til et kunstobjekt. Men byen handler mere og mere om transport, friværdi og forbrug – og der er færre og færre frirum. Derfor har jeg talt med kunstneren Jonas Hvid Søndergaard, der har valgt at tage kunsten nye steder hen – udenfor galleriernes normale mekanik:Du er vild med at anbringe bevistheds-udvidende værker hvor vi ikke lige forventer det – udenfor museums og gallerier – hvad er ideen? Jeg er rigtig optaget af, hvordan farver og figurer påvirker os. På hjørnet af Tagensvej finder man f.eks. et af mine malerier –  I stedet for at skabe et traditionelt maleri på en mur i 2D, valgte jeg at placere maleriet på husets hjørne, så det nærmest ophævede den rumlige fornemmelse af bygningen. Det overraskede mig, hvor stor en indvirkning det havde på byrummet. Lige nu er jeg i gang med et større projekt på Kulturstation Vanløse (se billed-slider ovenfor). Det startede i deres læsesalon, og I dag har projektet udviklet sig til at komme ud i hele huset, og vi lade kunsten sprede sig over vægge og lofter. 

Facebookevent her

Hvem har du valgt til Kulturstation Vanløse og hvorfor? Kunstnerne der er i gang med projekter lige nu er Søren Hüttel, Jes Brinch, Isabel Berglund, Julie Sass, Dorte Naomi, Tomas Lagermand Lundme, Andreas Schulenburg, Thorgej Steen Hansen og så har jeg selv min lavet en udsmykning ude på Kulturhusets store tagterrasse som jeg kalder Soluret og Solhjulet, der er en reference til hvordan man brugte solen og årstiderne inden civilisationen. Kunstnerne er valgt ud fra både brug af medie og funktion. Dvs. nogle værker hænger fra loftet som Isabel Berglunds mobiler og Andreas Schulenburgs lamper. Isabel er oprindelig designer, men laver værker der ligger og tangerer kunst, og Andreas som er udpræget kunstner har lavet lamper, der jo er en slags brugskunst. Jeg kan godt lide, at det overrasker på den måde. Dorte Naomi er meget voldsom og grafisk med sorte hårde strøg på den hvide væg.Thorgej Steen Hansen har med værket Transformationspassage fuldstændigt transformeret et passageareal som før var hvidt og gråt og meget kommunalt til at være et bombardement af farver i et orgie med fladskærme med tekststykker og billeder, der skifter løbende konstant 24 timer i døgnet. Jes Brinch præsenterer værket Hvad er meningen med livet, som viser hvad en kommunal rengøringskone måske drømmer om, når hun går gør rent; en bounty ø med palmer, hummer og  champagne og et lykkeligt parforhold. Jes valgte jeg, fordi hans værk umiddelbart virker naivt og passer trygt til den almene offentlighed, men alligevel har en filosofisk dybde lurende lige under overfladen. Søren har lavet et værk, der er en direkte reference til Ray Bradburys bog Farenheit 451 som skildrer en fremtid, hvor alt er gået op i historiefornægtelse, bogafbrændinger, overvågning og hjernevask igennem store fladskærme i alles hjem. En lidt fræk reference når man tænker på der også er bibliotek i kulturhuset, da biblioteker i dag har det  futuristiske landskab i sig med skærme , hvor man skal afgive fingeraftryk for at få et nyt pas. Tomas Lagermand Lundme og Julie Sass skaber dialog imellem deres værker. Tomas tekstværker vil spille op imod Julies blå vægmaleri. 

Jonas på arbejde – foto Kirstine Fryd

Når du siger kulturhus tænker jeg en slags lektie-cafe, hvor bumserne sover bag aviserne om dagen når det er koldt og der står en bunke slidte vinyler – og når det går højt kommer Jørgen Leth og taler om sin yndlingsfrugt mens grå stålhjelme sipper Medova-the af plastickrus? Ja, kulturhusene har også i mine øjne været det du her beskriver, men kommer man ind under overfladen, så er de meget mere eller kan være meget mere, hvis de vil. Det oplever jeg f.eks Vanløse Kulturstation virkelig gerne vil. Først var det bibliotek, og så byggede man kulturhuset som nu er slået sammen med biblioteket. Kulturhuset havde selv startet et samarbejde med Kommunens billedkunstudvalg og lånte værker, som de hang op rundt i huset. De var selv gået i krig med samtidskunsten, før jeg overhovedet kom ind i billedet. Jeg må sige, jeg har været meget overrasket over et så fint et hus med så mange tilbud til borgerne og så stort et leben. Der kommer 400.000 mennesker igennem huset om året, og der er enormt mange borgerarrangerede projekter og tiltag. Husets Musikscene har igennem årene vokset sig stærk og der kommer mange store musiknavne til Vanløse. Jeg samarbejder med Musikkonsulent Sara Futtrup på Kunstudsmykningsprojektet, eller kunsttransformationer som vi også kalder det.

Blazars bud på en klassisk borgmesterpik

Hvad er forskellen på det du laver i Vanløse og sådan en klassisk “borgmesterpik” på et torv i provinsen? Jeg ved  faktisk ikke, om der overhovedet findes så mange borgmesterpikke, det er jo i beskuerens øjne. Det at sætte enten en skulptur op eller lave en gavludsmykning er en kæmpe præstation. De fleste er ikke klar over, hvor meget arbejde det kræver, og hvor dyrt det er bare at slå en pind i jorden. At det så tit kikser enten fordi kunstneren ikke er erfaren nok eller at kunstværket bare ikke er tidløst nok, er en anden sag. Og smag varierer jo meget. Forleden dag stod jeg med Jes Brinch i Vanløse og en ældre dame stod i en halv time og kiggede på en lokal amatørs værker der også hang på den gang, hvor vi stod og malede. Hun var så optaget af værkerne. I vores optik er det hun kigger på ikke kunst, men det giver hende en masse. Man skal hele tiden huske på at folk er forskellige steder, og der er forskel på, hvor man er og det ene gør ikke det andet forkert. Så jeg passer altid meget på at sige, om det er dårligt eller godt. I nogles øjne er det vi går og laver lige nu på Kulturstationen nok den største borgmesterpik nogensinde, imens nogle andre syntes det sjovt og spændende og livsbekræftende. Poul Gernes kan man naturligvis ikke komme udenom, og der er flere små hilsner til Gernes her. Hans udsmykning af Herlev hospital er i mine øjne et af de bedste eksempler på hvordan billedkunst kan tilføre noget positivt til arkitektur som ellers i sig selv godt kan virke lidt for goldt og koldt. Men det er jo også smag og behag, og selvom de fleste der går forbi vores kunst i Vanløse roser værkerne, er der jo også nogle der måske syntes nogle af farverne er for kraftige og for skrappe. Gernes delte også vandene og holdningen til hvad der er god og dårlig kunst kommer virkelig frem til overfladen når man laver noget i det offentlige rum.

Hvordan var din subjektive oplevelse af rummene før i gik i gang? Hvilken virkning har rummene når i er færdige? Det er tegnestuen Henning Larsen, der har tegnet den nye del af huset og renoveret den gamle del, så rummene er meget åbne og rummelige og bauhausagtige på den gode måde. Jeg vil sige efter kunsten er kommet, så begynder hele kulturhuset pludselig at trække vejret på en helt ny måde, og folk begynder at grine mere og spørge mere ind til hvad pokker det er, der er på væggene. Min vision er det her kan fortsætte og blive endnu mere sprudlende og levende.

SPYO

Hvordan har du det med en anden form for kunst i det offentlige rum – grafitti? Grafitti har jeg det fint med, men ikke når det ødelægger noget andre har arbejdet seriøst på. Jeg er ret begejstret over Spyo som har skrevet slogans på byens gavle uden han er blevet spurgt af nogen, om han vil gøre det, og han er et eksempel på en kunstner som bruger grafittiens in your face råhed, dog uden at ødelægge noget, men faktisk bidrager med en poesi og en savnet kommentar i byrummet: »Dine penge mig i røven«. 

Reklame og transport

Hovedparten af billederne i en by er jo reklamer, standere, skærme og billboards i dag – hvordan har du det med det? Der er alt for mange reklameskilte i byrummet. Jeg kan godt lide, når arkitekter eller fonde laver samarbejder med billedkunstnere og de tager dem tidligt med ind i processen. Kunstværker i det offentlige rum får os til at stoppe op og tænke efter. Jeg er vild med Claus Carstensens værk DOING TIME / CRITICAL MASS i det ny statsfængsel på Nordfalster, hvor han har støbt sig selv og 4 andre kunstnere der står og ligner – ja helt almindelige kunstnere – men sat i den kontekst, ligner de jo indsatte. Det stiller jo spørgsmålet om, hvem det er der er de kriminelle i vores samfund, og hvor meget man egentlig skal træde ved siden af samfundsmæssigt for at ende i et fængsel. Jeg har altid været optaget af de kunstnere, der er gået imod det etablerede og givet fingeren til tidens gældende normativ. Et værk som det gad jeg godt se i byrummet.

Claus Carstensen – DOING TIME / CRITICAL MASS – foto Anders Sune Berg

Men er det ikke meget svært at være grænseoverskridende i dag? Hvad kan være det? Er provokation ikke bare et hurtigt tomt rush som sukker? Nu spørger du jo én der aldrig har været provokerende – heller ikke selvom jeg mange gange gerne har villet være det. Men så må man jo invitere nogle kunstnere, der kan provokere lidt. Andreas Schulenburg skal til at lave et vægmaleri som er inspireret af et kalkmaleri fra en gammel dansk kirke, der viser en mand med røven i vejret som piller sig i numsen og Jes Brinch har også altid været en mester i provokationens kunst. Men hvis man skulle få folk væk fra deres netflix på deres smartphones og provokere rigtigt, så tror jeg man virkelig skulle lave noget vildt.

Hvad er forskellen på at udstille på et galleri og på at arbejde på en Kulturstation?? Galleriscenen i København eksploderede jo i midten af nullerne under det store opsving. Det gjorde, at der var rigtig højt til loftet og gallerierne turde satse meget mere end de tør i dag, hvor jeg kan klart mærke at både kunstnere og gallerister er tvunget til at spille med mere sikre kort, og ingen rigtig tør at tage chancer, fordi der skal kunne betales husleje hver måned. Jeg har selv arbejdet med tre gallerier, der lukkede efter 2008. Det irriterer mig grænseløst, at det at arbejde som professionel med kunst også indebærer man hele tiden skal tænke i at udvikle produkter, der kan sælges.  Derfor er vi hele tiden tvunget til at finde nye veje som kunstnere, og se muligheder udenfor de etablerede kunstcirkler for at kunsten kan overleve og udvikle sig. Da jeg fik børn begyndte jeg at komme i kulturhusene i byen og mange af dem har museal karakter, men de har bare aldrig været attraktive for billedkunstnerne, måske på nær lige Traneudstillingen på Gentofte Hovedbibliotek. Generelt viser kulturhusene kunst, så er det lokale kunstnere der får en lille væg at hænge deres tegninger op på i små skifterammer. Så jeg tænkte: Hvorfor ikke gøre kulturhusene til platforme for de professionelle billedkunstnere at boltre os på i en tid, hvor alt spares væk?

Hvilke parametre er anderledes for de værker du arbejder med på kulturstationen i forhold til gallerikunsten der skal forholde sig til kunsthistorisk positionering og samlernes lyster? Jeg tror egentlig også, jeg skal forholde mig til de samme parametre som galleristerne og de gange det virkelig lykkes for gallerierne, er når de kan abstrahere fra positionering og efterspørgsel. Men man kan sige jeg altid forsøger at lave noget der er aller mindst trendy. Dels fordi der er mere udfordring i det, men også fordi det er til at komme til og ikke alle står i kø oven i hinanden for at gøre det samme. Dengang jeg startede med at male i 1996 på et Akademi i Holland var det det mest utrendy at male. Os malere var helt alene på malerafdelingerne, hvorimod dem der arbejdede med mixed media ikke kunne være i fred for kuratorer. Jeg vidste ikke engang, hvad en kurator var dengang. Så blev maleriet pludselig populært, og så kan det også godt miste sin brod. Det handler vel om at prøve at lytte indad og prøve at undgå bare at følge strømmen, hvilket er nærmest umuligt.

Supercurator Obrist

 Hvordan har du det med at kuratoren er stjernen idag? De er jo kunstscenens djs…Jeg syntes at der er forskel på om det er kunstnere der kuraterer, eller om det er kunsthistorikere. Kunsthistorikerne kuraterer oftest med et akademisk udgangspunkt og benytter sig af strategiske overvejelser for at falde ind i en fremherskende diskurs. Jeg kan bedst lide når kunstnerne kuraterer, fordi de tit mere gør det udfra en mere intuitiv og spontan tilgang, og tør gå imod tidens herskende trends, men igen det er ligeså forskelligt, som der er mennesker.

Videoværk i Lundtoftegade

Men tilbage til det offentlige rum – kan kunsten ikke bare ende som et slags avanceret kvartersløft, ligesom man f.eks maler betonbyggeriet Studsen mintgrøn for at fortrænge beboerne brænder containere af hver weekend? Det er klart det kan det, og jeg tænker også tit på det der kunst kan rende mig et vist sted, og jeg egentlig ikke tror det ændrer en skid, og jeg burde tage mere hårdhændede metoder i brug og flytte på landet og dyrke nogle grøntsager. Men så får jeg lige en god oplevelse hvor jeg mærker det faktisk gør en forskel, og så fortsætter jeg. Det at drage mine kolleger med ind i projekterne er nok det der giver mest, for normalt er man enormt isoleret som billedkunstner men i de større projekter, mærker jeg virkelig, at jeg faktisk har kolleger som brænder for det samme som mig og som stadig insisterer på at kunsten har sin berettigelse i samfundet og stadig kan gøre en forskel og rykke på grænser og normer. Jeg har selv gået og bitchet over den tendens hvor alt sammenlægges for at der skal spares over alt, men så fandt jeg på at man faktisk bare selv kan omskrive tendensen så tendensen går i en anden retning. I mit materiale på kulturstationen skriver jeg blandt andet:

“Først blev bibliotekerne slået sammen med kulturhusene, så blev kulturhusene slået sammen med borgerservice, og hvad bliver det næste? Flere nedskæringer og sammenlægninger? Slet ikke! – Det næste er kunstprojekter lavet direkte af kunstnerne selv: ikke i afgrænsede udstillingslokaler men hvor kulturhusets brugere befinder sig.”

Studsen

Er det ikke svært at få kunstnere til at samarbejde? Er de ikke ofte nogle diktatoriske hyperliberale mini-brand-ego firmaer? Kunstnere kan være svære, men jeg vil sige at når man selv er kunstner og skal arrangere et projekt med andre kunstnere, så er det nok nemmere. Jeg ved af erfaring hvem der er nemme og hvem der er svære at samarbejde med. Men jeg vil sige at alle de gange jeg har kurateret projekter om det har været i gallerier, kunsthaller, museer, eller nu også på et kulturhus, så har de været enormt samarbejdsvillige, opbakkende og været med til at løfte projektet op og frem. Før jeg kom ind på akademiet snusede jeg lidt til film og tv og dér kunne man intet lave uden samarbejde og det savnede jeg på Akademiet og jeg mærkede meget den der mig mig mig ego ting blandt kunstnerne, men det er også noget der hører meget med til man er ung og jeg kan se mange af mine samtidige kolleger alle har smidt den med tiden. Det er den følelse af at vi løfter i flok jeg elsker ved ikke kun at lave min egen kunst.

Den Røde Plads

Hvad ville du lave i den næsten mytologiske ghetto Mjølnerparken hvis du havde 50 millioner? Hvad mener du om regeringens ghettoplaner? Hvad mener du om udviklingen i København generelt?Angående Mjølnerparken, så anser jeg ikke stedet for værende et stort problem. Jeg bor selv på Nørrebro, og det er som om at medierne hele tiden pisker en stemning op, og jeg ved ikke om det er for at få penge eller stemmer eller hvad det er, men dualisme sælger altid godt og fryd og gammen er der bare ikke penge i. Der er allerede gjort meget, og Nørrebro er blevet et meget mere behagligt sted at færdes. De kommunale projekter har hjulpet, ja, og Superflex projekt med den røde plads har skabt megen liv og spændende nye ting at kigge på og bruge, men man skal også tænke på hvad de private erhvervsdrivende har gjort for bydelen, både i Jægersborggade, men også af drenge med anden etnisk herkomst som åbner succesfulde spisesteder og cafeer som skaber miljø og liv. Jeg tror ikke regeringens nye planer vil hjælpe noget, og kan ikke se det vil hjælpe flytte folk væk fra deres lokalområde. Slet ikke hvis det er folk der skaber problemer, for så flytter problemerne med. Jeg tror meget på at give børn og unge en følelse af at det de foretager sig giver en mening. Hvis de føler det så begynder de at bygge op i stedet for at rive ned. 12 milliarder kroner vil regeringen bruge på projektet, og det mener jeg hellere man skulle give til folkeskolerne, så de der kan bruges til at skabe nogle meningsfyldte læringstimer til børnene, dels på billedkunst, men også musik og andre kreative fag. Vores ide med Vanløseprojektet er på sigt at kunne invitere skoleklasser ud og lave workshops så børnene kan få en oplevelse af, at det at få sjove ideer og kreative ideer faktisk er noget man kan arbejde seriøst med.

Ghettoer, symbolpolitik & angst – burkaer og bander – er du klar til borgerkrig?

Hvad med at bruge pengene på at lave blivende workshops så kulturhusets brugere selv kan komme og lave kunst og udsmykke deres kvarter? Det er sjovt du siger det fordi det er faktisk meningen med Vanløseprojektet at vi også vil inddrage borgeren. Vi arbejder på noget vi måske vil kalde borgernes vægge hvor lokale kunstnere, skoleklasser og andre kan lave deres egne projekter og kunstnerne på mit projekt vil tilbyde workshops og rundvisning i kunsten i huset og folk selv kan lave deres egne kunstværker og udstillinger i det store kunstprojekt. Man kan også forestille sig kunstnerne fra mit projekt kommer ud på skoler og transformerer skolerne sammen med eleverne. Min vision er at jeg gerne vil sprede ideen til andre kulturhuse og på den måde skabe platforme for endnu flere kunstnere kan skabe endnu mere kunst.

Hvilket sted i København føler du trænger mest til et remix fra dig? Nu kører jeg meget imellem Vanløse og Nørrebro i bil for tiden, og når jeg kører ind ad bispebuen så slår det mig hvor meget det ligner noget taget ud fra DDR eller Thatchers England. Jeg ville godt lave noget på gavlene på de boligbyggerier man kan se til venstre når man kører ind imod byen ad bispebuen og så det store TDC tårn gad jeg også godt lave noget til.

DDR stemning ved Bispebuen

Har du ikke lyst til at arbejde med arkitekterne fra starten? Jeg tror meget på samarbejder imellem kunstnere og arkitekter og jeg ville meget gerne gå i dialog med statens arkitekter og jeg har et godt team af kunstnere omkring mig nu, som også gerne ville være med hvis det skulle være. 

Hvad er dit næste projekt?Jeg har fået en efterspørgsel på et gavlprojekt i et byområde, men skal se hvor meget jeg tør kaste mig ud i. Det tunge er at selvom man har ideen så skal man løfte meget selv og da der ikke er budgetteret med mig, så skal jeg hver gang søge alle midler selv til mig selv og også til kunstnerne på projektet. Så min drøm er lidt at der kommer en kommune eller nogle arkitekter der rent faktisk har budget til aflønning så er det i det mindste kun kunstnerne, jeg skal søge midler til. I Norge har jeg hørt staten har sat budgetter af til at hyre kunstnere der fungerer som mellemled imellem kunstnerne og bygherren, når staten laver udsmykninger. Det tror jeg på kunne være en mulighed i Danmark også. Kunstnerne mener jeg kan være rigtig gode rådgivere på kunstområder da det trods alt er dem, der bedst ved hvordan deres kolleger tænker og arbejder.

Hvornår har dit projekt på Kulturstationen færdigt? Det er et levende open end værk – kom ud og vær med – ses!

Facebookevent her

The post DET ER VORES BY – Jonas Hvid Søndergaard appeared first on BLAZAR.

Ingen tvivl om valget kommer til at handle om indvandrerne – ligesom sidst. Likvideringen af den banderelaterede radiovært Nadim kom perfekt timet – det kan læses som bevis på en tabt integrationskamp, der kan malkes af politkerne.

Statsministeren taler om ghettoer – ghettoudspil er det sjette af sin slags siden 1994…nu skal mennesker så rammes på økonomien hvis de er så uheldige at bo i en såkaldt ghetto – som om nogen bor der for sjov – lad os gøre de svageste svagere – når samfundet viser dem ryggen vil de automatisk søge mod kriminelle og/eller religiøse grupperinger….genialt Løkke. Plus man skal straffes hårdere for kriminalitet hvis man bor i en ghetto….hvad blev der af det smukke “lighed for loven”? Måske handler ghettoplanen også om at please de mere spekulative elementer i egendomsselskaberne? En ting er sikkert, du kan måske godt fjerne den fysiske ghetto, men ikke menneskers indre ghetto. Om du så flytter dem til Mors eller Hellerup – der skal mere til.

Her er lidt strøtanker fra en overvåget by – del og hersk: Er bandekrigen bare et ondt komplot der handler om at gøre ghettoerne så uattraktive man at kan byforny og Vesterbroficere “krigszonerne” – og få skræmt middelklassen- så de giver flere beføjelser og bevillinger til overvågningssamfundet?  Er det bare en lynafleder for andre, meget værre ting?

København er en tryg og nogle gange lidt for tjekket by, så jeg har for vane bevidst at opsøge de mest skumle steder som mental modgift mod den omsiggribende Vesterbroficering – og altid fået en fair behandling døgnet rundt. Sidst jeg dykkede dybt i et helvedeshul som en nedturs-tourist med ren straffeattest, slog det mig, at jyder, transer, somaliere, bøsser, bander og pensionister kunne co-eksistere uden at skændes, slås eller rulle hinanden trods en ganske usund promille. Der var nærmere kemisk kærlighed i luften!

Men så brast min Københavner-Buddha-boble: kuglerne fløj igen, og nu ses drengen i Bullrot, Moncler & North Face på 45 knallert eller i opboppet bil som en potentiel fare, da træning i skarpskydning tydeligvis foregik på en netcafé…ikke engang i Hollywood kan man ramme noget med en automatpistol på 100 meters afstand kørende med 90. For hvem orker at sidde12-16 år for at dræbe en man ikke kender? Det er symbolsk skyderi – pludselig var der andre farer i trafikken end at blive stanget af en beige Nihola vogn eller få soja-latté ned af ærmet i en kø.

Statsministeren siger: “For det første skal vi ikke længere lappe på årtiers fejlslagen politik. Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind. Vi skal lukke hullerne i Danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs.”…spinsnak.

Anna Maria Helgadottír – Racekrig

 Men hvad skaber en gangbanger? Den aktive part i konflikten er typisk samspilsramte unge mænd, ofte fra familier med forældede værdisæt, social kontrol og kort skolegang – og måske en volds-normaliserende tur i hæren – der ryger uden for arbejdsmarkedet og dermed uden for de seksuelle vandhuller, der bor i brutalistisk beton. Ingen penge, ingen kærlighed. “Sorry makker, ingen hvide gummisko/kasketter/hættetrøjer i aften.” (Dørmanden mener white trash/perkere). Det handler ikke om religion eller terror, det handler om at der aldrig bliver fuld beskæftigelse igen og vores værdisæt er sindsygt materielt i mangel af større idealer, og hvis man ikke har penge – ja, så skaffer man dem med de midler man nu har. Man kender en der kan noget med hash, der glatter verden ud og gør betonen sjov, man tager så “hvid hash” i weekenden for at snakke som en ejendomsmægler i brunst, og man får lidt penge på lommen ved at ’sprede glæde’ og trille rundt med poser. Dem der bliver hooked kan man så få til at skaffe hvad man ellers mangler.

Men du skal kunne bakke dine ting op for ikke at blive taxed af andre “entreprenante” unge, så du træner, det går hurtigere med steroider, men du bliver hidsig af den medfølgende impotens, der ikke bliver bedre af at færdes i et paranoidt minefelt af tåger, så man finder sit crew på stadion, til træning eller i klubben for ingen har øjne i nakken eller er så store, så de ikke kan slås ned bagfra med et bat – man garderer sig mod den karma fra det man har lavet med et advarselskilt på ryggen. Vi er nu langt fra den forlorne autencitets-folklore video med Snoop eller Future børnene labber i sig. I spejlet står et mareridt af en hooligan-hiphop-hulk med OCD og PTSD, ingen vil have – med speciale i at spille på angst – ofte den eneste magt de har. Poserne bliver større, danskerne har ikke nok i sprut, og måske når du nirvana i Thailand inden de 40, men statistikken hælder nærmere imod et længere ophold i et ’professionaliserende’ og stigmatiserende fængsel, hvor der kun yderst sjældent sidder rigtige gangstere fra f.eks. triaderne. Fængslet er nærmere der, hvor socialpolitikkens grimme bundlinje gøres op. Der er sågar politkere der vil privatisere feltet – så aktionærerne kan lave lobbyisme og få strammet loven ligesom i USA, hvor man har 2.3 milloner i fængsel.

Konjunkturer skifter også i det hyperliberale gangsterfelt, og pludselig er der så mange underprivilegerede unge mænd, at der ikke er nok sorte penge til alle, så cirka hver tiende år udkæmpes rituelle kampe mellem næsten identiske grupperinger i disse miljøer. Det renser de værste brushoveder ud, og presser en masse nyt, ungt kød ind i maskinerne. Der kalkuleres simpelthen med at opruste inde i fængslet da krigen har to fronter. Det handler også om de ældre i miljøet ved at vold er en dårlig forretning, men de unge nederst i pyramiden bruger denne vold – deres eneste reelle skill –  til at komme ind og op.

Anonym: Uden titel

De store vindere er altid pressen, politikerne og politiet, der nu har en visitationszone der ikke er set større siden tyskens tid. Og advokaterne…der sikkert vasker pengene for klienterne også.

Noia’en bredte sig: køber jeg kaffe et sted, der er bagland for denne konflikt? Vasker min lokale bar penge her eller støtter de IS? Kan jeg være i visitationszonerne? Skellet mellem hårde og bløde stoffer var endelig brudt, den hvide hash, kokainen, var den nye lukrative vare, der dannede grundlaget for de mere løst grupperede bander, vi ser i dag.  Hash var med et trylleslag retro – colaen var ideel for de liberale 00’er, taletalkummet, der gjorde alle næsvise og snusfornuftige –  og ævlende som ejendomsmæglere – og var mere bling bling end hippie-ler. Og meget mere aggressivt.Denne konflikt skaber bare kø i det efter reformen endnu tungere politisystem, så de virkelige bagmænd går fri. Banderne er blot kanonføde, men på et tidspunkt er rækken af unge hedsporer kort, da det rygtes, at der ikke er meget sjov i at afsone 3-16 år for et øjebliks hadetrip for gennemsnitligt 3 år i kemisk paranoia med et logo på ryggen. Det spændende bliver at se, hvem der får noget ud af denne tragedie denne gang. Jeg håber ikke, vi skal være vidner til et remix af myndighedernes uelegante, traumatiserende og kost-ineffektive aktioner mod Ungdomshuset.Lige nu flyver der tre typer fly over København hver nat: en helikopter med en snigskytte – ren Irak stil – Luftvåbnets Challenger, der koster 60.000 i timen at flyve – og så “luftknallerten”, en propelflyver der ifølge statens egen PR kanal DR flyves gratis af en anonym overlæge…beder for de stakler der skal opereres af denne søvnløse pilot dagen efter. DR brillierer også ved IKKE at oplyse hvad flyene reelt kan, eller laver – sensorerne og dataindsamlingen er tys-tys – og tydeligvis ikke forhindrer skyderier netop i de områder der overflyves hver nat. Måske endnu et mestergreb fra DR´s gamle sikkerhedsredaktør, der nu er pressechef for politiet? Det føles som glidende statsterror med angstskabende snigskytter i skyen.Vores frihedsrettigheder er under angrebMine kilder i sikkerhedsbranchen forklarer at flyene kan indsamle infrarød HD video og se hvilke telefoner der er tændte og følge ejerne. Det kan så transmitteres i realtid til indsatslederen så kan åbne div. overvågningskameras på f.eks Dankortautomater og stationer – og videresende disse data til indsatsstyrker på jorden. Derudover kan man åbne smartphones kameras og microfoner uden ejeren kan se den tænder – det eneste der sker er batteriet kører fladt hurtigere. Plus man kan hive alt fra playlister til mails, kreditdata og SMSer ud. Det er nærliggende at antage at disse data synkroniseres via noget a la gode gamle Finfischer.Flashback 3:Jagtvej 69 – for over 140 mill. kr…rod angst og vold. Og et nyt hus. Behøver jeg gå i detaljer?

Danmark er en middelklassesump, hvor alle dem der ikke flyver rundt i privat-jets eller rullestol kan drikke en bajer sammen 3 min. før det bliver pinligt. Men middelklassen er under massivt pres, og for at få den til at tro på sig selv, er det nødvendigt med skræmmebilleder – helst nogen kun få reelt er i kontakt med. Nogen vi kan flytte vores angst for skilsmisse, fyring eller et kommende boligkrak over på. Vi skal have noget at være bange for så vi går på arbejde og æder lort, en underklasse vi ikke vil tilhører vi kan være angste for at degraderes til- som en alkoholiker der er bange for at blive narkoman.

Måske kunne vi modvirke balladen ved at flytte nogle af alle pengene fra den brandtunge-borgmesterpik-Solbakken mv. i Odense (ny på listen).Nørager/Søstjernevej m.fl. i Sønderborg (ny på listen)Skovgårdsparken i Aarhus (ny på listen).Mjølnerparken i København.Tingbjerg/Utterslevhuse i København.Tåstrupgård i Høje Taastrup.Charlotteager i Høje Taastrup.

• Gadehavegård i Høje Taastrup.
• Askerød i Greve.
• Karlemoseparken i Køge.
• Rønnebærparken/Æblehaven i Roskilde.
• Agervang i Holbæk.
• Ringparken i Slagelse.
• Motalavej i Slagelse.
• Vollsmose i Odense.
• Byparken/Skovparken i Svendborg.
• Stengårdsvej i Esbjerg.
• Korskærparken i Fredericia.
• Sundparken i Horsens.
• Munkebo i Kolding.
• Skovvejen/Skovparken i Kolding.
• Finlandsparken i Vejle.
• Bispehaven i Aarhus.
• Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus.
• I 2018 kom der 8 nye på listen:
• Lundtoftegade, Hørgården og Aldersrogade i København.

• Charlotteager i Høje-Taastrup.
• Nøjsomhed/Sydvej i Helsingør.
• Korsløkkeparken Øst i Odense.
• Resedavej/Skovparken II i Silkeborg.
• Ellekonebakken i Viborg.

• De fem ghetto-kriterier er:
• Mere end 40 procent af beboerne mellem 18 og 64 år har ikke tilknytning til enten arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Det udregnes som et gennemsnit over de seneste to år.
• Mere end 50 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande.
• Mere end 2,7 procent af beboerne over 18 år er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Det udregnes som et gennemsnit af de seneste to år.
• Mere end 50 procent af beboerne i alderen 30 til 59 år har højst en grunduddannelse. Personer med ikke oplyst uddannelsesniveau tælles med.
• Boligområdets indkomst skal være væsentligt lavere end resten af regionens.
• Det måles ved at tage den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige beboere i alderen 15 til 64 år, som ikke er under uddannelse. Den skal være mindre end 55 procent af gennemsnittet for samme gruppe i regionen.
• Kilde: Transport- og Bygningsministeriet. Ligner formlen på et bandeudklækningsted…

Jeg drømmer mig et øjeblik tilbage til 80ernes NYC, hvor kreativ hiphop skabte lidt mere fred, bevidsthed og social mobilitet i de smadrede ghettoer. Men er der en Zulu nation på Nørrebro? Den nye rap – traps – største kvalitet er den er ligeglad – verden er reduceret til autotuned mumleri om bling, hoes og guns – over en konservativ gamer-reduceret stenet 808 basbund med jittery hihats som manisk kontrast.  Desværre er der ikke mange rappere idag der er andet end juletræer for materialisme og gangbanging.

Og desværre er tiderne hvor det var smart at læse lidt på KUA og lege idealistisk globetropper på SU og dagpenge sult. At være kreativ er kun for rige folks dumme børn idag – eller masochister der vil ydmyges som interns og praktikanter lønnet med fredagsbar og roskildebilletter. Og at starte en virksomhed kræver penge, og som bekendt er det svært at lave penge uden at have penge først.

Kontanthjælpsloftet skabte 50.000 flere fattige for 600 nye jobs – der sikkert var kommet alligevel pga. opsvinget. En bistandsklient har typisk under 2000 om måneden efter huslejen er betalt – det er bare ikke sexet eller noget folk vælger frivilligt. Hvor går man hen, hvis uddanelse og arbejdsmarked ikke forstår ens charme? Du kan nemt tjene 2000 sort om dagen ved at sprede lidt glæde i ghettoen – overalt faktisk – sidste år blev der konfiskeret 3.618 kg hash, 190 kg amfetamin, 70.000 ecstasy tabletter, 10,5 kg MDMA, 29 kg heroin, og 547 kg kokain….estimeret 5% af markedet…regn selv ud hvad det er værd..plus de 800.000 der drikker for meget og den halve million på lægeordinerede tunge piller. Somethings rotten in the state of Denmark – verdens “lykkeligste” land. Glem af stoppe det. Vi taler let transportable produkter der ofte kan købes for en tiende-del af af salgsprisen. Profitten er enorm.

Læs en superbrugers erkendelser her.

Banderne er jo bare et lille mellemled i det regnestykke. Deres primære kompetance er jo at intimidere og inddrive penge – og rulle uorganiserede kriminelle, der ikke kan ringe til politiet. De er alt for synlige og kaotiske til være de virkelige globale bagmænd. De er nærmere incasso og kanonføde – der tror det er attraktivt at få et broderskab om en bagmands pengeskab, en uniform og et system der matcher ens ADHD eller PTSD. Man får magt og missioner – men reelt er de fleste ude af banderne efter max 3 år, ofte stigmatiserede. Det er de færreste der når nirvana i Thailand eller som legitim forretningsmand – det ender typisk med gæld og fængsel. Lev stærkt – dø ung.  Men hvordan tror du det er at rende rundt på en cocktail af steroider og stoffer stresset helt op og ligne et neonskilt for kriminalitet, lige så velkommen som en mørk til en KKK fest – socialt radioaktiv udenfor en meget lille stamme?

Mange unge har set deres forældre knække i finanskrisen og mærker velfærdsstatens afvikling – og har fattet de store fortællinger – ja selve samfundets usynlige lim er en hallu. Penge er det eneste der føles virkeligt – væk er fortidens fetish for pladderhumanistisk krea-ævl. Hellere CBS, Joe and The Juice og Louis Vuitton. For dem der kan komme ind – resten står med næsen mod ruden. Jeg har talt med en del unge mænd, der sparer op til at sugardate – væk er de rosenrøde illusioner, markedet har ædt selv de mest intime rum. Pigerne danser helst ved et bord med flasker. Ideen om hvad der er sundt eller sandt er væk: hash i konfirmationsgave, MDMA før den første kæreste, steroider, tusser og plastikpatter før man er myndig. Det er almindeligt at nakke skunk og cuttet coke når man spiller Counterstrike eller GTA en tilfældig tirsdag før træning.

Men hvordan kan det undre os mange unge er blevet et ondt 2.0 spejlbillede af os selv? Vores totale værdi, ideal og indholdstab har virkede jo ikke, så fornuftsægteskab er blevet til sugardating, rødvinssnobberi er blevet til magnum-flasker på klubber, god smag er blevet til brandhysteri, motionscyklen er blevet til stereoide-træning, lykkepiller er blvet til coke og Emma, kærlighed er blevet til viagra, generation babyboom og x´s narcisismen er blevet digital og den sidste rest af skandinavisk mådehold er erstattet med helt legitim pral – “det er ligemeget” – højere hurtigere hårdere.

Men hvem er det der får noget ud af bandekrigen? Pressen, politikerne og politiet – der virker som om de både mentalt men også fysisk og lovmæssigt opruster til den uundgåelige borgerkrig som om befolkningen er flyvende piratfisk? Samfundet åbenbart brug for en stedfortræderkonflikt til at skabe angst – hvis der ikke lige er en ny youtubevideo fra politiet om ubådssagen eller en frisk terrorist. Vores opmærksomhed bliver suget ind i disse stress og dermed depressions.-skabende fortællinger, så vi slår hælene sammen og fortsætter – og er lydhøre overfor det ene idiotiske frihedsindskrænkende forslag efter det andet.

Men virkeligheden og politikerne er jo blevet skilt….hvad sker der f.eks hvis man anholder en burkakvinde foran sin familie på Nørrebrogade? Bliver disse mennesker ikke blot isoleret yderligere? Burde vi ikke gå i dialog og vise dem der er andre mulighder i stedet for at fremmedgøre dem eller bure dem inde? Hvad med en plakat om Grevinde Danner og fri uddanelse på mange sprog i stedet i de relevante områder? Der er mange positive muligheder, men hvornår har du sidst hørt om en politisk tiltag til at man kan gøre mere, ikke mindre som menneske? Jeg håber virkelig den lov fiser ud.

Flashback 4: Krudtønden – terroristen havde en mobil i lommen, var allerede kendt og alligevel lykkedes det ham at komme igennem 3000 betjente i city i alarmberedskab 10 timer efter hans første angreb til et oplagt mål – og man formåede ikke at pågribe ham i live til forhør…

Vi må erkende samfundsteateret har fejlet – vi keder os – det er røvsygt at være underpriviligeret idag – og vi skal ikke bruge dem, Cepos har for længst regnet ud der aldrig kommer fuld beskæftigelse –  globaliseringen og fagbevægelsernes svigt er kun forspillet til robotternes indtog. Man har regnet sig frem til at op til en trediedel af befolkningen – hvis man formår at splitte og distrahere dem – kan leve på vågeblus på pastaskruer og piller  lunet af fladskærme isoleret i udkantsdanmark, uden at stå i vejen for historiens vingesus. Der kommer ikke noget oprør, bare en masse kriminalitet – der primært skader andre udsatte.

Populistiske provins-pamper-politkere kommer så med kaskader af idiotiske forslag: fjern bistanden til banderne (og mist kontakten til samfundet totalt og gør det økonomiske motiv til kriminalitet endnu større?), smide dem ud (kriminelle uden dansk pas  ryger allerede ud – det forslag ren symbolsnak). Man vil fjerne deres tilholdssteder og lukke Rockerborgene – som om banderne forsvinder fordi de ikke kan samles omkring et stykke grafik? Jeg tror de kan smadre mere decentralt i jakkesæt. Forsamlingsfriheden er et af kernepunkterne i grundloven….er det ikke smartere at få en klar varedeklaration på banderne i stedet for en usynlig undergrundshær a la mafiaen? Reel kan politiet jo gøre hvad de vil allerede. Måske skulle alle parter tvangsindlægges til at se samtlige sæsoner af The Wire, et panoramisk x-ray af Baltimore i 90erne – med fokus på sammenhængen mellem alt fra borgmesteren, medierne ned til gadehjørnernes cracksælgende børn. Det hele handlede om “the numbers game”. Statestikken havde overvundet virkeligheden, og taberne var de spillere, der havde empati.

 Måske skulle man bruge lidt af flyovervågningspengene på at rette op på, at 40% af alle drenge i 9 klasse i ghettoområderne er analfabeter…kuren er jo lektiecafe og skole – og måske mere opsyn med børn og forældre, så man hurtigere kan tvangsfjerne fra de dysfunktionelle hjem, der producerer et klima, der giver børn en kriminel profil senere – det er billigere end de 3000kr om dage et fængsel koster at tage det i opløbet  -og forhindre arvesyn.  Eller har jeg har ingen smarte løsninger, selvom legalisering af de bløde stoffer (se hvor udbredt langt rullepapir er selv i 7-Eleven) vil fjerne en del af bandeøkonomien, men hadet vil bestå, så længe der er ghettoer, manglende visioner , kedsomhed og ekstrem marginalisering. Jeg tror mere på at vi skal blande ghettoerne op demografisk, sørg for uddanelse og iværksætteri altid er en attraktiv mulighed, lav blivende aktiverende kulturelle mødesteder kontra fyrværkerifestivaller, byg videre på lokale frivillige netværk kontra topstyrede tosserier, drop støtten og skattefriheden til alle religioner fra folkekirken over moskeerne til scientology  – dræb kedsomheden og isolationen. Informer de unge om et typisk bandemedlem maximalt er på toppen tre år. Pis deres livshistorier i sne og neon – ligesom der skal informeres om hvad steroider og stoffer gør ved kroppen. Legaliser og kvalitetstest stofferne og udkonkurrer bagmændene og brug pengene på information og afvendning. Løsningen er et massivt bevisthedsskift – og uddannelser, kultur og bibloteker – ikke fly og mere angst. Kan du så slukke den skærm – og gå ud og elsk angsten og kedsomheden væk bror.

Mere Løkke her

The post Ghettoer, symbolpolitik & angst – burkaer og bander – er du klar til borgerkrig? appeared first on BLAZAR.