Filmen: En standardfar og hans lille søn afsøger raves efter en bortløben datter, som forsvandt for måneder siden til en af disse endeløse, søvnløse fester. Håbet svinder, men de fortsætter og følger en gruppe perfekt castede helt smaskede – men søde – ravere på vej mod endnu en fest langt ude i ørkenen.

De bevæger sig dybere væk fra normaliteten  som en slags slum-Mad Max-karavane. Jeg skal ikke spoile, men det accelererer – og vi slipper heldigvis for den klassiske kiksede trip-visualisering.Flashback til 90’erne – jeg spillede engang til en 2-dages fest i Den Grå Hal med DJ Hell før technoen blev skilt mellem Goa og Detroit, før eurodance og Boiler Room. Jeg var gennemblødt af sved, så jeg gik udenfor, og der skete det – en karavane af mystiske trucks snoede sig hele vejen ned ad Refshalevej fyldt med stenede hippie-punk-nomader fra hele EU, en slags hvide rastaer, avancerede narko-romaer der kørte rundt efter den næste undergrundsfest. Sirāt starter netop der – rave-stammen er nået til Marokko og alt er meget snasket og smasket. Den før så futuristiske fremtidsmusik er nu reduceret til massiv ufunky stortromme tilsat lidt snerrende synthpads – ikke ulig en langsom udgave af den musik, de DJ/influencere/spinning-trænere, der bliver booket på antallet af følgere, har spillet de sidste 5 år, efter Boiler Room gjorde DJ-jobbet til performance frem for futuristisk funky atmosfære-lyddesign – sorry, jeg er erfaringsramt.

Det er altid rart at høre musik højt i biografer, der ofte har bedre lyd end natklubber og hjemmesystemer. Kangding Rays lidt kedelige “tribal by the numbers” beats får lov til at stå længe og lykkes med at bringe os tæt på filmens mentale rum – der fungerer uden mange replikker.

Filmen sælges som musikfilm, men ravefesterne er blot en lokation, ikke hovedretten… der er mere på spil. Det er en stenet affære, men det er ganske medrivende – der var en del af publikum, der var rystede.

Hvis du er til en anderledes stenet emotionel arthouse-rystetur i Marokkos ørken, så check den ud, mens den kører i biografen.

The post Sirāt – ørken-rave odysse appeared first on BLAZAR.

The Mandalorian var en af de serier, der fik Disney+ til at føles nødvendig at få. Grogu — Baby Yoda i folkemunde — blev et popkulturelt monsterhit, merchandising-guld og et nyt Star Wars-symbol for en generation, der måske ikke havde noget dybt forhold til Luke, Leia og Han Solo.

Nu er den lille grønne licensmaskine og hans metalliske adoptivfar rykket op på det store lærred. The Mandalorian & Grogu er oplyst til 132 minutter, instrueret af Jon Favreau og filmet til IMAX. Pedro Pascal er tilbage som Din Djarin/Mando — ofte mest som stemme bag hjelmen — og på rollelisten finder man blandt andre Sigourney Weaver, Jeremy Allen White og, i en bizar lille kulturhistorisk punchline, Martin Scorsese som stemme. Selv Marvel-skeptikeren Scorsese er altså nu blevet suget ind i Disneys galaktiske franchisemaskine. Kosmisk ironi eller imperiets endelige sejr over auteur-filmen? 

Filmen har groft sagt tre gear: Stormtroopers, der stadig ikke kan ramme noget; gladiator-showdown med monster/ninja-energi; og så det sentimentale “godt du har min ryg, buddy”-spor mellem Mando og Grogu. Det er far-søn-drama som legetøjskatalog. En western med jetpack. En krigsfilm uden blod. En buddyfilm, hvor den ene buddy er en tavs grøn Buddha-baby med maksimal merch-værdi.

Glem egentlig karakterudvikling. Det meste af kommunikationen foregår mellem et stumt, grønt merch-mirakel, der både er Buddha, baby og kampmaskine — og en cowboy i metalmaske med lo-fi-stemme. Det er effektivt, ja. Men det er også en mærkelig dramatisk askese: en film, hvor hovedpersonerne næsten ikke taler, men hvor brandet taler hele tiden.

Måske er The Mandalorian & Grogu mindre en film end en trailer til et spil. Måske er den en biografreklame for hjelme, figurer, Lego-sæt, hoodies og nye abonnementsvaner. Måske er hovedattraktionen ikke historien, men effekterne, designet og det uhyggeligt stærke brand.

For det hele føles som noget, vi har set før — bare med opdaterede effekter. En krigs-/cowboyfilm med en næsten tavs, cool hævner og et kæledyr til at give ham menneskelighed. En samurai-western i rummet, hvor ensom mand lærer ømhed gennem nuttet væsen. Clint Eastwood med en Tamagotchi fra Dagobah.

The Mandalorian er først og fremmest Din Djarin — ofte bare kaldet Mando. Han er en dusørjæger i Star Wars-universet, iført mandaloriansk beskar-rustning og hjelm. Han er ikke Boba Fett, men figuren er tydeligt bygget på samme “western-samurai-rumdusørjæger”-arketype. Han er ikke i familie med Skywalker/Vader, men gennem Grogu, Luke, Jedi-historien, Darksaber og Imperiets ruiner er han koblet ind i samme store mytologi.

Han dukker første gang op i serien The Mandalorian, som starter efter Return of the Jedi og før den nye sequel-trilogi. Altså i den periode, hvor Imperiet er faldet, men galaksen stadig sejler rundt i kaos. Hans store relation er til Grogu — “Baby Yoda” — som han først skal indfange, men ender med at beskytte.

Grogu er samme art som Yoda og Yaddle: ekstremt langlivet, mystisk og naturligt stærk i Kraften. Han voksede op i Jedi-templet på Coruscant før Imperiets fald og var der under Order 66 — altså da Anakin Skywalker blev til Darth Vader, og stormtropperne slagtede Jedi’erne. Grogu vælger senere Mando frem for Jedi-vejen. Han er ikke Skywalker-familie, men han er et levende bindeled mellem Yoda, Jedi-templet, Anakin/Vaders fald, Lukes nye Jedi-projekt og Mandos mere jordnære western-verden.

I spillefilm-tidslinjen ligger The Mandalorian & Grogu efter Episode VI: Return of the Jedi og før Episode VII: The Force Awakens. Mere præcist starter Mando-sporet omkring 9 ABY — cirka fem år efter Return of the Jedi — og længe før First Order/sequel-trilogien. Den nye film fortsætter efter sæson 3 og ligger stadig i “New Republic”-perioden mellem de gamle og nye film. Kort sagt: mellem 6’eren og 7’eren — tættere på 6’eren end på 7’eren.

Filmen er rapporteret med omkring 166,4 millioner dollars i kvalificerede produktionsudgifter i Californien — altså ikke nødvendigvis det fulde totalbudget med marketing, distribution og alle øvrige udgifter, men stadig et astronomisk beløb for almindelige mennesker. I Star Wars-sammenhæng er det dog nærmest “billigt”, hvis man sammenligner med flere af Disneys tidligere biograffilm i franchisen.

Instruktøren er Jon Favreau, en af hovedkræfterne bag serien The Mandalorian. Han er skaber, producer og forfatter på meget af serien, og på filmen er han instruktør, medforfatter og producer. Favreau er manden fra Iron Man, Chef, The Jungle Book og The Lion King — altså en erfaren Disney/Marvel-franchise-mekaniker, men også en filmskaber med tydelig kærlighed til westerns, samuraifilm og praktiske effekter.

Problemet er bare, at kærlighed til genren ikke automatisk er det samme som dramatisk nerve.

The Mandalorian & Grogu er sandsynligvis for uhyggelig og voldsom for de mindste børn, men samtidig for enkel og tom til rigtigt at holde voksne fanget, medmindre de allerede har Star Wars-logoet tatoveret et sted i sjælen. Der er ikke nok påskeæg, spænding, dialog eller lag til, at filmen for alvor bliver andet end et flot stykke retroblæs. Den vil nok primært appellere til Star Wars-fanboys m/k og mennesker, der bare ønsker 132 minutters absolut tomhed uden referencer til noget reelt.

Endnu en gang undrer det mig, at en storbudgetfilm, hvor alt teknisk er muligt, sparer så meget på replikker, fantasi og menneskelig uforudsigelighed. Måske er det netop de astronomiske budgetter, der renser filmene for risiko. Når alt kan lade sig gøre teknisk, tør ingen længere lade noget uventet ske dramatisk.

Det mest interessante ved The Mandalorian & Grogu er måske derfor ikke historien, men formatet: en streamingserie, der er blevet presset sammen til en biograffilm; et stykke IP-forvaltning forklædt som eventfilm; og en påmindelse om, at Star Wars i dag ofte fungerer bedst som design, lyd, silhuet og nostalgi — ikke nødvendigvis som drama.

Se den på den størst mulige skærm, hvis du vil have klassisk Star Wars-retroblæs, laserlys, hjelme, monstre og rum-western for alle pengene. Men forvent ikke Andor, politisk nerve eller ny mytologi.

The Mandalorian & Grogu er flot, dyrt og mærkeligt tomt — en film, der kan alt teknisk, men næsten ingenting tør dramatisk.

The post ANMELDELSE: Star Wars: The Mandalorian & Grogu appeared first on BLAZAR.

ORWELL: 2 + 2 = 5 er nomineret til  Cannes og en nødvendig film, et wakeup-call – et X-ray-dronesyn ind i den globale permakrise, der i høj grad muliggøres af den måde, vi programmeres til at tænke og tale om verden på – i en tid, hvor den kritiske bevidsthed er under angreb.

Verden accelererer. Nyhederne er en angstgenererende fiaskospiral, der dræber din dopamin og hooker dig – men heldigvis findes der stadig dokumentarfilm, der er perspektiverende essays, som udvider vores stadig mere historieløse bevidsthed – og ikke bare er normal populistisk langformjournalistik.

Orwell? 1984?  Man bliver allerede træt og tænker gymnasie-tvangspensum og pinlige Pink Floyd-agtige filmatiseringer – men instruktøren Raoul Peck reaktualiserer og nuancerer Orwells uhyggeligt aktuelle slogans fra 1984 – KRIG ER FRED – FRIHED ER SLAVERI – UVIDENHED ER STYRKE – og gennemgår den moderne historie, der er lige så grusom som Anden Verdenskrig, men bare markedsført bedre. Parallellerne til Trumps totale skamløshed og tilsidesættelse af alle aftaler, regler, moral og demokrati til fordel rent spektakel og grådighed er oplagte.

Filmet drives også af et fint Orwell-biografisk element, der viser, hvor forfatterens profetiske verdenssyn kom fra: Han voksede op i den del af middelklassen, der vidste alt om, hvordan man gik på jagt og spillede golf, men ikke havde råd (ikke ulig en Euroman-læser …) – så det oplagte var at blive kolonibisse. Orwells oplevelser i Burma som betjent radikaliserede ham og gav ham en social bevidsthed, der førte ham til Den Spanske Borgerkrig. Han var mere antiautoritær end klassisk partisoldat, selvom han er bliver spændt for både rød og blå ideologi.

Instruktøren Raoul Peck – Haitis tidligere kulturminister og instruktør af alt fra HBO-serier med Idris Elba til den Oscarnominerede I Am Not Your Negro – dyrker en sjælden kombination af historisk præcision, moralsk klarhed og essayistisk vrede. Han observerer politik som strukturel vold over tid og har lavet et wakeup call til en verden, hvor den fælles objektive virkelighed er under angreb – se bare den officielle tolkning af ICE-nedskydningen af en mor i Minneapolis.

Filmen er ikke pædagogik – det er en konfrontation. Der er ingen forløsning, intet håb i klassisk forstand.  Peck skaber en bevidsthedsudvidende filmisk erfaring, der udfordrer selvbedraget i os alle: at vi fornægter eller fortrænger verdens deroute og scroller videre.

Filmen viser moderne DOUBLETHINK: evnen til at vide, at noget er forkert og samtidig acceptere det uden indre konflikt. “Jeg ved, de tracker mig – men det er ok, jeg har ikke noget at skjule.”
Det er ikke dumhed. Det er tilpasning og overlevelse – for at undgå at være på taberholdet – eller føle overvældende kognitiv dissonans.

Jeg blev inspireret og har fundet klassiske eksempler:

POLITISK NEWSPEAK

Reformer → Nedskæringer / privatisering
Ansvarlig økonomisk politik → Vi beskytter kapital før mennesker
Stramninger → Færre rettigheder
Robusthed / resiliens → Du skal kunne tåle mere
Sikkerhedstiltag → Overvågning
Midlertidige tiltag → Permanente
Effektivisering → Fyringer
Modernisering → Markedsgørelse
Nødvendige prioriteringer → Du mister noget
Dialogbaseret løsning → Intet ændres

CORPORATE / HR NEWSPEAK

Omstilling → Mere arbejde, færre kolleger
Agil organisation → Uklare rammer
Flat structure → Ledelse uden ansvar
Work-life balance → Arbejd hele tiden, men smil
Performance culture → Konstant evaluering
Feedback → Kontrol
Talent management → Sortering
Ressourceoptimering → Pres
Passioneret medarbejder → Overarbejde uden kompensation
Vi er en familie → Grænser er illoyale

TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN

TECH / PLATFORM NEWSPEAK

Personalisering → Overvågning
Community guidelines → Uigennemsigtige regler
Forbedret brugeroplevelse → Mere datatræk
Content moderation → Usynlig censur
Engagement → Afhængighed
Creators → Gratis arbejdskraft
AI-assisteret → Automatiseret beslutningsmagt
Opt-in → Du har reelt ikke noget valg
Transparens → En blogpost, ikke indsigt

MEDIE / KULTUR NEWSPEAK

Debat → Konflikt iscenesat for clicks
Nuanceret dækning → Ingen konklusion eller konsekvens
Historisk øjeblik → PR-moment
Kontroversiel stemme → Clickbait
Samtalen er vigtig → Vi tjener på det
Ytringsfrihed under pres → Ytringsfriheden er allerede kun for eliten

PSYKOLOGISK / KULTUREL NEWSPEAK

Selvudvikling → Tilpasning og performance
Arbejd med dig selv → Internaliser systemfejl – det er dig, ikke systemet
Sårbarhed → PR-/clickbaitstrategi og narcissisme for folk med overskud
Toxic → Ubekvem sandhed og konfliktfrygt
Trygt rum → Kontrolleret rum
Heling → Forbrugsproces, distraktion og sminke

META-NEWSPEAK (den farligste)

Det er komplekst → Glem at forstå, stol på os
Der findes ikke alternativer → Stop med at spørge
Alle har ansvar → Ingen har ansvar
Begge sider → Status quo vinder, den stærke vinder
Vi lærer af fejlene → Vi gentager dem i nye former, for strukturen er ikke ændret

Filmen er hård kost, da den indeholder de billeder, vi ikke normalt ser, fordi de skræmmer annoncørerne. Filmens akilleshæl er det samme problem som alle andre anti-propaganda-propagandafilm: at den prædiker til koret, og at lixtallet og montageformen fremmedgør de masser, den søger at oplyse. Personligt var jeg  rystet, men samtidig opløftet over indsigten og mønstergenkendelsen midt i krigens kaos.

Hvis du er underviser – fra gymnasiet og opefter – eller elsker at diskutere politik, men er rådvild, så grib alle omkring dig og se denne vigtige film i biografen nu. DR bør købe den og vise den i primetime, for den er ikke bare en sublim samtalestarter – den er pensum.

The post ORWELL: 2 + 2 = 5 / filmanmeldelse appeared first on BLAZAR.