DISCLAIMER: Jeg ved intet om metal. Efterdønningerne af Corona har dræbt flere mere generiske festivals – omvendt trives stramt kuraterede genre-specifike events.

Mens Djøfstortion-eliten netværker i selfie-fjollemøde-boblen på krøllebølle-øen åbner et hyggehelvede på Reffen: Copenhell er en gennemtænkt gennembrandet totalinstallation med flad struktur. Copenhell er tankevækkende:
Guns N´Roses: dengang de var 90ernes Aerosmith havde jeg en pervers glæde ved Axl Roses outfits – blandingen af kropsnære cykelshorts, små junkie-solbriller, kæder, duperet hår, bandanas, slangeskindsstøvler, nitter og en pangfarvet Armani blæser med vat-skuldre man kan lande fly på er selv idag en fest. Sidst jeg så ham var han medicin-hævet, havde approprieret ghetto-corn-roll-hår og havde en iltmaskine backstage – det var en af den slags koncerter hvor man nærmest møder op for at se om artisten dør på scenen.Senere småslumrede Axl tudseagtigt på Nasa og blev pænt parkeret og forladt på Cozy bar som en slags karmahug for hans afstumpede tekst: “immigrants and faggots/They make no sense to me(They come to our country/And think they’ll do as they please/Like start some mini-Iran/Or spread some fucking disease/ And they talk so many goddamn ways/It’s all Greek to me”. Bøsserne troede han var en eller anden drengebands-dude pga. Axls garn… I 2023 er Axl friskere – man kan næsten ikke se hans øjne for bar filter – han ligner Donald Trumps lillebror – iført spritnyt østtysk kontor-biker-kluns og totalt blottet for selvironi. Han hviner stadig som en syg kælling i en tegnefilm henover en bøvet bluesrock-bund mens bagtæppet blinker som en enarmet tyveknægt eller fyrer klodset Amiga-grafik af der ligner noget fra en eurodance video om teenage angst fra 94.Lyspunktet er Stash eller Slash der faktisk kan spille en ond guitar – og får lov til det – ud over det hele. Han har ret oplagt en Eric Claphat t-shirt på – endnu en fingernem hvid fyr med smag for blød blues og heroin – og Slash skifter til en ny sikkert sponsoreret spade i hvert nummer, som var det en guitar-messe.
Men årets version af helvede spænder bredt – fra kropslig mosh pit til gotisk hængekøje chill out – til tonerne af alt fra pompøs tågehorns far-rock til commandoraids fra de nyeste subgenrer, frugterne fra det næsten uendeligt muterende metal-stamtræ – der er sket en del siden The Kinks indspillede “You really got me” i 1964. Resterne af Texanske Pantera spiller uden guitaristen Dimebag Darrel, der blev skudt på scene af en skør fan – og trommeslageren Vinnie Paul, der døde ung af et hjerteslag.Men Pantera virker stadig – sangeren prinser rundt og råber i badesandaler, trommeslageren er fra legendariske Anthrax og pisker en mægtige lydmur op, der blæser støvet på pladsen vandret. Det virker fint tak.For de forsamlede far-kroppe føles Copenhells mørke fantasifoster tydeligvis mere relevant end natklubbernes uendelige flaskebordes selfie-ræs.
I en tid hvor epidemier og atomtrusler igen er præsente føles metal som en metode til at kramme angsten ihjel, se den uundgåelige død i øjnene og omfavne forfaldet og det menneskelige.Det hele bliver taget et niveu op da svenske Meshuggah angriber efter solnedgang. Deres suveræne polyrytmik og – tør jeg skrive det – jazz-funky grooves – med modificerede mekaniske guitarkaskader på toppen og flimrende lysshow skærer igennem luften.
Min makker, en hærdet rave-veteran, bliver ganske utilpas – han går i panik og spurter mod RIP-områdets mere tamme rammer.
Prøv Meshuggah – de er klart i min kanon for fucked up gulvrenser-musik sammen med Carcass, Throbbing Gristle, Public Enemy, DJ The Producer og Ryojo Ikeda. Måske er Metals rituelle grænseoverskridelse med horror-glam, antydningen af hobby-satanisme, vikingetrip, oprør, Nietzsche & biker-romantik forudsigelig og fake, men dens udgangspunkt er ægte – en hellig vrede mod magten og pumpende undertrygt livslyst og længsel efter eventyr, skoldmøer og skibskatastrofer en overreguleret verden. Eller er metal ekkoer af uformulerede følelser af fremmedgørelse og meningsløshed, depression, ensomhed, tabt kærlighed, tømmermænd og dødsangst? En tribal coping strategi? Er metal en overlevelses-ventil for vores negative følelser? Eller er det bare en silverbacks dødsrallen efter han har fyldt sig med Jack D mens han slår sig på brystet?Er Metal et sundt alternativ til hooliganisme? Eller er Metal bare den uartikulerede wrestling udgaven af punk? Nevermind.Jeg glæder mig ved at se hele hverdagens billede-økonomi blive vendt om, her er grim godt, ondt er godt i denne kirke for den hensynene maskulinitet.Der er kommet flere kvinder til med årene  – selvom bjørne-mænd skyldløst kan grubbe topmaver til tonerne af spandex-klædte mandekællingers hvin når de gruber deres træpikke og river i osteklingerne i varmen fra flammekanonerne på scenen.
Metal-troldene siger undskyld når jeg spilder naturvin på dem – jeg gætter på de er nyskilte biokemikere med asberger eller ægte mennesker fra Nakskov. Der er ikke nogen der måler pik eller gør sig til – og alle verdens problemer kan relativeres med en fadbamse – eller 6 i en pap-holder mellem fødderne mens man nikker sammen i lydinfernoet.Der er nul narko og nul slagsmål og en del gamle punkere. Vi tager magten tilbage ved at være ligeglade med alt deres livsstilslort denne weekend.Hvor kommer de fra? Hvor er de til hverdag, de skønne masser? Der er meget få ironiske voyeur-turister her. Hvis alle danskere var som publikummet på Copenhell ville verden være et bedre sted.
Klart metal også er blevet en slags cosplay for Danske Bank medarbejdere oversmurt som formel 1 racere i spritnyt logo-merc fra de mange boder.De samme mennesker er sikkert på Heartland iført Patagonia-fleece og tidens rigtigste meninger eller til Royal Run i lycra for at hylde kondi-prinsen senere på året. Nevermind. For Copenhell er ikke blevet dødskysset af Politiken- abonnenter og influenzers endnu, der er fred i Valhalla – for Copenhells kernekvalitet er stadig at det er er umuligt at være prætentiøs, smart, dyr eller lækker – det er skønt med et pusterum fra livsstilsfængslet. Det var årets stikprøve fra overflødighedshornet på Reffen – bare rolig – helvedet kører videre derude nu!

Prøv Copenhell 2024!

GUIDE: Musikgenre-ævl

The post COPENHELL 2023 appeared first on BLAZAR.

Dansk Rap / 40 år i Forum lørdag den 14 september – Danmarks største hiphop koncert – et must: Tessa, Noah Carter, Pharfar, KIDD, Goldie, Sivas, Djämes Braun, Nøx, Loke Deph, Annelise & Mund de Carlo, Marwan, Rent Mel, Yepha, Raske Penge, Klumben, Outlandish, Majid, Johnson, Malk De Koijn, Static & Nat Ill, Jøden, Jonny Hefty, L-Ron Harald, Per Vers, Turkman Souljah, Clemens, Ataf, Onkel Tom (Hvid Sjokolade), Jokeren, Kongehuset, Humleridderne, Dj Noize, Funk Flush, Karen Mukupa, Kuku Agami, Phase 5, Al Agami, Solid Posse, Dope Solution, Jo-C-Fine, Rockers By Choice og MC Einar – plus der er flere navne på vej.

Rap har sejret sig ihjel – bevares – men lige nu er der meget retro-dansk-pop, Oasis, afro og semi-klubmusik på højtalerne, men set i bakspejlet er det klart at den store kulturelle kraft efter rock er hiphop – og mon ikke den genopfinder sig selv på toppen igen – poesi over beats dør aldrig, ligemeget hvor plat plastic-gangster, trap-tungt og bling det kan se ud på toppen, marinerer der altid noget kontrapunktisk i undergrunden som en evig livsdefinerede funk-fraktal – og heldigvis beriges byen med en fabelagtig udstilling om dette lige nu – se den nu her.

Flashback Da jeg var knægt dansede vi til Hancock; Nina Simone og Funkadelic – så kom Rappers Delight som hele den sejlersko-klædte årgang på privatskolen kunne udenad – uden at fatte så meget af meningen…ikke ulig dancehall fans…pladen var umiumiddelbardbart en forlængelse af resten af “klassefestdisco-pladekassen” – der senere blev “Montmatre-pladekassen” – så kom Kurtis Blows “The breaks” som vi sprang rundt på sodavandsdiskoteket Nice til med strithår – de spillede også B52s, Talking Heads, Cramps, Specials, Salsoul, Boogie, Zapp og ikke mindst Kraftwerk – blandet med Kool & the Gang og resten af sølvbryllupsfunk-kassen. Jeg boede i indre by, så Strøget, Skateboarding på Storken og biografernes spillemaskiner var pensum – Pacman passede godt til lyden af den proto-electro-ebm-avant-funk a la Cabaret Voltaire vi jagtede uge efter uge i primært Gry og Haases importkasser – og prøvede at rode med rytmebokse, tidlig sampling og vinyl i studierne. 

BILLET HER

Dengang var VHS-bånd og mixtapes hemmelige beskedder fra ukendte virkeligheder, der underligt nok resonerede med vores restløshed og søgen efter en fremtid der var mere farverig end gråbrune København, der på det tidspunkt lignede DDR – KUA eller EFG, hæren eller bistand?

Semi-dokumentaren Style Wars (1981) ændrede alt, men electro blev hurtigt et gimmick smurt ud på alt fra “Flashdance” til reklamer – og pludselig fik strøget en ny stamme på lige fod med svenskere med hvide træsko, gardere, punkere og grønjakker: breakere i træningsdragter der rullede rundt på pap foran Burger King – plus de mere avancerede med vaskebjørnshuer, horn og blå blink limet på enorme ghettoblastere med Hashim, Cybotron og Bam i loop. WOW! Siden da har jeg zappet ind og ud af denne kamæleon af en subkultur – især før den blev en kodet kliche – om det var koncerter som Herbie´s Rockit tour, LL Cool J, Public Enemy i Saga, Ghettovettes, Gangstar eller det overflødighedshorn af rap der ramte Christiania før det blev en kolonihave/rockerborg var jeg der – den evige søgen efter den perfekte beat-collage og vejen videre og poesien og reportager fra verdner der ikke blev vist på datidens mono-medier var inspirerende og lærte mig at med en sampler er hele musikhistorien dit instrument – og dansegulvet blev fyldt med glade Jamaicanere, Marokkanere, Libanesere, jøder og kartofler forenet af funk på tværs af territorier, køn og klasse.Jeg lærte også at gaden ikke bare er en reklameplatform men også er vores allesammens galleri – tak til de friske mennesker der bruger penge på maling og sætter staffeatest, liv og lemmer på spil for – ofte kortvarigt – at dekorere byen uden kuratorer, mediebureauer eller gallerier – den perfekte modgift til Bredgadegalleristerne, der søger folk der “maler penge” – abstrakte statussymboler for samlere. Dansk rap er et eventyr fyldt med stærke karakterer, men en bagmand der allerede på U-Matic og Barbue stod frem som en aksel i miljøet er altid underspillede kurator Sonny Buhr aka. DJ Typhoon – han har løftet så mange tamme fester med sin sikre sensuelle beat-jonglering og sat så mange plader på min indkøbsliste igennem tiden. Han kan ikke bare lide hiphop, han ER hiphop og har nu taget sin akkumulerede erfaring og undfanget en gigantisk udstilling: Dansk hiphop: 40 år! Udstillingen er både er en skøn tur tilbage til en tabt tid, men også en relevant reminder om hvordan en scene på trods af mangel på ressourcer, privilegier og forudsætninger kan skabe genier – tænk på f.eks Olafur Eliasson, Anders Mattesen, Kristoffer Ørum, Christian Falsnæs, Lars Rante, Jan Elhøj (Forums host!), Nikolaj Peyk, Steen Kørner, SPYO, Tonya, Rune RK, Pharfar, Phase 5 eller DJ Noise – for bare at nævne toppen af isbjerget – for hiphop har overlevet via den stærke DIY attitude – modsat så mange andre mere forbrugs/misbrugs-orienterede kulturer.
Trods det faktum at vi har kysset og blevet skilt til rap og alt muligt bras er blevet solgt os ved at associeres sig til hiphop kunne Hiphop 40 år! Udstillingen ikke hente noget spons, selv Adidas var stille – måske var det bare mindre kontroversielt at støtte en sneakersamler-messe i Øksnehallen…SMK, Roskildes rockmuseum eller nationalmuseet burde købe hele udstillingen – så den er sikret for eftertiden.

Nevermind – kuren er nærmest al dansk rap igennem årene optræder til årets måske største bunkepul af en musikfest – alt fra de helt tidlige artister – gætter dog på vi heldigvis springer Michael Brenners ‘Rap-sodi’ fra 1983 over – måske starter det med Einar eller Rockers frem til de helt friske megastjerner – optræder kronologisk LIVE i Forum lørdag den 12/9 fra 19.00 – rent Woodstock – det bliver sindsygt! 

BILLET HER

Bonus snaps:

The post ANBEFALING: HIPHOP 40år i DK: ugens koncertorgie! appeared first on BLAZAR.

Den 18 november forvalder RnB LGNDS københavnske FORUM til en mega-nougat-klub-oase for den helt lækre RnB du savner fra 90erne – der ikke er tacky Eurodance  -nyd lyden før techno og iPhones gjorde natten sjælløs.

Varm op med DJ THYFONS mix mens du læser her

For 30 år blev klubber og radioer oversvømmet af en ny frisk R&B lyd der fusionerede hiphopbeats og soul-vokaler – i København kcikstartede DJ Thyphoon stilen på legendariske Spiffer Club, men snart bredte ikke bare musikken men også den sensuelle attitude og moden sig ud over Klubber som NASA, Le Kitch og Fever. Det virker med musik med kvinderne, vokalerne og ghetto-luxus i centrum.
Nu bliver stilen fejret kontinuerligt via de svedige “Born into the 90s” arrangementer. Plus alle – fra Frank Ocean til Beyonce – lader sig inspirere af denne musikalske honningkrukke.  Nu skaleres konceptet op og flyver ikonerne fra dengang ind – og tryller forum om til Skandinaviens største & mest soulfulde natklub for en aften! Kom som du er eller find dine flashy 90er & nuller outfits frem & kridt danseskoene og nyd dette funky flashback!

VIDEO PROMO HER

Du kan også opleve festen i Stockholm:

LGNDS bliver en tilbagevendende årlig festival, dette års legender er – der er flere bookings på vej:

Dru Hill

Ginuwine

Montel Jordan

Adina Howard 

RL (Next) 

Renée (ZHANE) 

Horace Brown 

Plus DJ Typhoon & Friends sikrer at gulvet aldrig stopper!

KØB BILLETTER HER

The post LGNDS! RnB ORGIE I KØBENHAVN! appeared first on BLAZAR.

“Backstage pas, acces all areas pas, suite på Pridsen og en kørselstilladelse inclusiv el-jeep plus adgang til en strandet efterfest med Johnny Depp plus tre bodyguards/massører/muldyr/livlæger/some-assistenter og backup beduintelt med vandseng plus gratis cocktailbar, kok og hoppeborg med lattergas, sæbeboblekanon, skumslukker, sminkespejl og soundbox sælges til højestbydende – PM mig…”

Jeg hader nostalgi men det er umuligt for 2022 Roskilde at leve op til glimmer-minderne – om det var Chic live før Daft Punk, Jon Hassell, Sly & Robbie med DST og Rammelzee i 88 eller da New Order spillede Joy Division i 2002 eller backstage festerne med Wu, Grace Jones, Green Velvet og Happy Mondays. Eller dengang Roskilde havde et dedikeret område til techno…
De dekadente tider i mediebyen er også ved at være forbi – de purunge, de fornuftige og efterlønnerne har taget over – nu er der gourmet kaffe, Gorms pizza, østers og cigarbar til folket på hele festivalen og cool små niche-universer. Til gengæld var kvaliteten på de store scener styrtet. Som på alle andre post-corona festivals var der booket billigt og sikkert – jeg oplevede mange varianter af “alternativ” bænkevarmerrock, pasticher på 80er f.eks Cure & Sort Sol. Jeg fatter ikke helt strategien – men Roskildes store scener er jo notorisk bange for djs og rave. Stik hvilken som helst DJ 3000 kr for at spille Orange og spar “hovednavne” som Strokes.

Måske er jeg bare erfaringsramt og skulle være taget til direktør-jazz med Herbie Hancock i Koncerthuset. Bevares Haim var glade og vestegnen kunne alle Tessas hooklines, men er Roskilde bange for rave? Der er lidt ude i kanterne, men det virker halvhjertet og blindt booket. Hvor var de store samlende navne som Bille Eilish, Kendrick eller Kanye? Hej, det er ligemeget for musikken er reelt bare en undskyldning til at kramme hele Danmark igen. Vi prøver igen i 2023!

PS: ROSKILDE / NY TYPE: helt opbobbet mellemleder Clooney-far med store pupiller der “bare er nede og holde øje” med curling-døtrene (og især deres veninder) når de leger “Jomfru Ane gade i Dafur” på Madame Tussauds corporate rockmuseum.

PS: Lykkelig i svedne vaders på dødskrystal jammer til sponsor-museums-rock alle huller svier luften er lidt for levende snerver en bassist uden sprog med fadpletter og flødepatter det regner så urinstøvet er afløst af optrampet dyreskuegylle en Politiken hack synker en lykkepille og ser fatamorganas en blogger brækker sig i hegnet mens en roadie og alle de gamle elever du havde lykkelig fortængt ruller hinanden for rusmidler og armbånd. KLIP: “Godmorgen – hjelmen er tung – tungen er ru, næsen er stoppet af en gullig sviende pasta med duft-toner af urin, naboteltet banker stadig et Morten Brian/Mcdina remix i et loop på 72ende time for at overdøve noget impotent druk-SM på finsk, der er myrer overalt og jeg kogemarinerer i det alt for tætte soltelt efter at have roteret som en grillkylling ovenpå et par finske newfaces på Emma. Ond med de unge. En vlogger filmer uhæmmet mit lig i teltet. Spiser to panodil, en Imodium® og en valium, der er meget tørre, men erfarer en ubuden gæst har skoddet en joint da jeg vil skylle i rom. Det bipper, der er 200 pive-sms-beskeder om manglende vip-armbånd, stoffer og bands. Min arm sover, der ligger et analpiercet dyr i fosterstilling der mumler på Braziliansk på biceps og blokerer blodcirkulatioen, vi trænger til en kogevask, også indeni. Selv fodsålerne klør efter en. tidligere tur i den svampede badevogn. Ørerne hyler efter bands uden navne…jeg må op og stå i kø efter wc, mad og fællesbad med stive flommede selvtatoverede Gaffa-skribenter/læsere, der prøver at rive mine bonusarmbånd af mens andre nakker min telefon….et par botoxede fædre gokker over deres børns veninder under sponsorbannere…” – BANG: hov…jeg er heldigvis ikke i Sudan eller til festival, men i en Hästens-seng på Frederiksberg med kæreste…sikke et mareridt. Jeg løber en tur til bageren. Der er ingen jyder, fans, unge eller hipstere på gaden under Roskilde. Ses i 23.

The post ROSKILDE 50 – 2022 – DANMARK KRAMMER IGEN! appeared first on BLAZAR.

Jeg har just skimmet FYRE: The Greatest Party That Never Happened på Netflix – og tænkte: “fortjener douchebags der betaler tusindvis af dollars for at høre Blink 182 og EDM ikke en snert generation Y Titanic, en ond gang ufrivillig ond Robinson?”

Ingen spoiler alert her: det er ikke en stor dokumentarfilm – men en vild historie der er et perfekt billede på vores tid: en sælger-dude, der har indset verden er en luderbar – kommer frem på at lave et kreditkort af metal med et fake netværk for rodløse, kulturløse og meget ensomme opadstræbende wannabees. Han møder den konfliktofile beef-retardo-rapper Ja Rule, opfinder en ikke fungerende elite-booking app og de får fingre i en af de bounty-øer Pablo Escobars smuglerfly brugte, hvor de vil lave en burhønefabrik så de kan slagte alle de champange-vaskende desginer-ravers kreditkort via en festival – de faktisk tror på i en kokset sky af hype, umættelig grådighed og selvfed storhedsvanvid – ideen holder desværre for festivaller er blevet overtaget af “overklassen” for længst – se bare alle de afdankede CEO´s til Burning Man…den med den største pose vinder hver gang – selv over hippierne.

HULU har også lavet en film om Fyre:

Problemet er naturligvis at Fyre sælger et ikke-eksisterende instagram-luftkastel (som så mange andre) – og ingen ide har om hvad en festivalproduktion indebærer. Hypen og virkeligheden hænger ikke sammen overhovedet, og de ender i retten. Det er sjovt at se de charmeforladte hovedpersoner og deres hær af hypekonger med bullshit bingo-jobtitler lege flaskehalsen peger på – filmen viser en verden hvor alle snakker men ingen reelt kan andet end at pimpe opmærksomhedsøkonomien – men ikke slå en pind i en lort uden begge går i stykker. 

Jeg savner lidt noget dybere indsigt ind i hovedpersonen Billy  – men måske er han bare ren overflade? Er det et scam planlagt fra start, en overmodig ide i en koger eller bare en dans i kviksand? Billy har fået 200.000 dollars for at medvirke i dokumentaren – lavet af det firma han ansatte til at dokumentere festivalen…. og selv på nedturen insisterer på at have et videoteam til at filme (næsten) alt – selv rent svindel-bevismateriale – endnu en generations-fetish. Hvis du ikke er på er du der ikke – hellere blive husket for noget slemt end ikke at blive husket – folk kan ikke huske hvad de kender dig for næste uge anyway…

Mon Fyre fik ideen fra dette nasty Columbianske rejsekoncept?

Så alle os der altid har set ned på de fattigfine aspirerende kulturløse brandede boblevaskende bas-arme og narcisistiske digitale doucebags kan få vores fordomme om “partyeliten” bekræftet – og visse unges værdiløse dans om guldkalven. Jeg savner et mere psykologisk portræt – ikke bare af svindlerne, men også af de stakkels key accout manager typer der købte drømmen ukritisk. For hvem fanden gider sidde på cuttet coke og være søsyg på en båd i bas-arms-larm med kontorfolk der tror de ejer verden og halvnøgne brandtunge børnebabes der instagrammer – I VIRKELIGHEDEN? Det ser måske blæret ud digitalt men føles det rart? Filmen er en reminder ikke bare til festindustrien, men også til alle andre – vi køber drømme via brands, der intet har med den fysiske virkelighed at gøre. Ikke bare events og oplevelser, men også produkter. Jeg orker ikke mere. Jeg ved ikke hvorfor, men filmen er den perfekte metafor på Danmark 2019.

En anden vild svindler-doku:

The post FYRE: Generation douchebags Waterloo appeared first on BLAZAR.