Fat nu mode kommer nedefra – Brian har stadig mere autentisk power end et sankthansbål af Style Counsel produktioner og influencer-klikkeri:

TØJKRISE: i en tid hvor MUF10 fyrer den af i Birger Christensen kan der hurtigt gå inflation i gademode – lad os nyde tiden før skønne MellemFingaMuzik, chavs, DR3´s “Drengene fra kanten” & “Hård udenpå”, Randers-hate, casuals, Bullshit-bøger og Jan Elhøjs Kenned-karakter levede den danske Brian aka. Bride udenfor mediernes søgelys – hvis han ikke lige var på forsiden med et brændende kors på Studsen.

Brian startede som den onde bagside af hippie-drømmen –  ligesom USA´s gangbangers og Englands skinheads – var det en testosterondrevet nihilistisk gadekult. Den originale danske “homeboy” sportede højtaljede flare-jeans, træsko, kæde om håndledet, Thors hammer i sølv om halsen, Hummel sneakers, Prins Valiant hjelm, dolk & chillum i bæltet, børste i cowboyjakke-lommen, bakkenbarter og Puch knallert.Nogen blev mini eller gummi-rockere – dengang man bare kunne tegne sit eget rygmærke uden at få bøvl med multinationale brands af motorcyklister over llogo-ophavsret og narko-territorier. Musikken rakte fra Elvis over Slade til tidlig glam og metal – der hed “Betonrock” dengang – suppleret af Gru og Napalm tegneserier og Kung Fu, porno og splatterfilm – et sundt mix.

Proto-ur-Brian-utopia!

Den danske Easy Rider?

Senere kom Adidas handball Spezial – den sko politiet tog flest aftryk af  under efterforskningen af knæk i 1980erne – dengang de havde tid til den slags banaliteter. Ellers var det brede sydstats-bæltespænder, cowboystøvler, der sammen med kopi-Ma-1 bomberjakken og knallerthåret og strechjeans gav en bizar silluet. Auraen af tilfældig vold og manglen på et artikuleret budskab dominerede stadig Bridestilen. Chuck Norris var stor.

90ernes postmoderne rodeboutique og globalisering kastede elementer fra rap, Charhartt og især trance og eurodance ind i mixet, og ecstacy tøede selv de mest defekte Brider op for en tid. Nogen holdt den real med H20 sandaler med forvaskede hvide Kappa-sokker – ren fængsels/hjemmehygge – en stor stillistisk fuckfinger der siger: “jeg er ligeglad, behøver ikke løbe fra nogen, verden er mit soveværelse/min celle”…” Senere kom gummikæderne med guld, SOS sweatrene, Kim Bodnia skæget, Nike Shox – der gav så ond lugt, man bare knappede kappabukserne af og beholdt dem på når man lavede damen. Her er en stribe fabelagtige  B-tracks med stiltips til den moderne retro-Bride.

Rolexkopi aka. Jokeren & Fille´s definitive rejse til mørkets hjerte – Jylland -til eventen Danmarks Hurtigste bil – et Bride-epicenter – videoen er censureret pga. Rolex…

Min fulde rapport her.

“I er rappere der bare vil være gangstere – jeg er bare en gangster der bare vil være rapper”….MFS sviner alt og alle og slipper afsted med det – for det her er dokumentar.

Brian satire tager tråden op fra Jan Elhøjs Kenned – ren aggro-trap.

A´typisk – den moderne multi-etniske fusions-stil.

Kim Hot – retarderet eller lyrisk geni – satire eller dokumentar?

Jeg har desværre ikke kunnet finde Cas singlen BRIDESTIL – der indholdt nøgne damer, flasker og hættetrøjer. Den er desværre pillet ned af uforklarlige grunde. Som du kan se er fænomenet mere real end alt det gas modetosserne og medierne koger op – du kan lige nå de sidste hemmelige out of print tshirts her. 

FILM: MODEUGEN

BONUS: Min guide til subkulturstammer kan lures her. 

Alle elsker sneakers

The post BRIAN-STIL – flashback appeared first on BLAZAR.

After Bowie, Alice Cooper and Ferrys androgyny glam rock posturing made even suburban boys wear fey feminine styles and makeup, The Village People inverted the transmission of style between boys: they cloned the most macho cliché styles: the soldier, the fireman, the cowboy and the sailor – and reinvented them as gay fashion icons, causing mass confusion. Gays suddenly looked MORE male than hetero ́s…subtly using uniforms as gay fashion inspired a lot of polysexual men.

They wanted to roam the streets and mingle, looking for pray everywhere freely, not only inside the homo subcultures. The Village people slipped under the gaydar back in the 70 ́s selling their “In the navy” anthem to the homophobic US navy and a Christi
an organization bought the YMCA track for an advertising film.

Generally, you dress to look rich, sexy, clever…or dangerous… Remember the teenage rush of scaring off strangers in public wearing a hoodie or evil combat boots? Faking you are in a scary uniformed tribe and pretending to be running the corners in your hood like a mobster to get relief from a monotone reality?

FLASHBACK: The Village people inverted that logic. Before the 2nd WW, dropout youth drifted – like a white equivalent of the rasta, fueled by snaps and the saddu-like power of being outside the materialistic trappings and games of the ruling bourgeoisie. Decorated in army regalia, fox ́s tails and with the trademark blue coffee can for begging, the  and wandervogel was fucking around on the outskirts of society in a never-ending nomadic bender. Some homeless people still wear that classic look, but it still have to reach the mainstream…(Henrik Vibskov take note). After the extremely gay and uniformed 2 world war — (what happens to a mass of young guys crammed in small sweaty spaces on amphetamines waiting to die a long way from home…?) Hollywood stroke back and transmitted a new male nihilistic/materialistic subculture to counter a potential communist takeover: the rock roll styles inspired by black slave culture and gay bikers. Suddenly Europeans dressed not only like Edwardian teds or imitated a smooth young Marlon Brando: the start of a new attitude where males dressed up as wannabe movie stars, beyond functionality and not only as their work-defined social status dictated.

The mods had a new sense of sensual playfulness and enjoyment of consumerism became mainstream.  Italian movies – as well as Motown and blue beat records – soon made Americana obsolete, as clerks and rent boys dressed as Italian scooter-driving film stars, lifting looks from Jean-Luc Godard, François Truffaut,”Blow up” and Jewish bankers sons in short sharp tailored mohair suits and parka coats – as a secret mini modernist army outside the mainstream – staged amphetamine-fueled epic battles in Brighton against the – now anachronistic – rockers and greasers and boredom and authority in general. Girls were reduced to mere spectators or props, as males dressed up to outsmart each other and stand out as peacocks desperate for a superior individual version of the same strict template.

A non-conscious closet-gay scene of drugged blood- thirsty eunuchs. But as hippies, pot and acid broke in 1966, the so called “mod movement” was split into a arty farty Bowie segment, all paisleys and feather haircuts, contrasted by a more tight minimal hardcore working class football orientated look…the skinhead was born.

Like Hugo Boss ́s uniform designs for the Waffen SS, the skinhead uniform gave even a small tiny man a mean and powerful look. The genius director Stanley Kubrick even envisioned a futuristic skinhead lifestyle in his comic masterpiece, “A Clockwork Orange”.

The happy modernist faith in progress – exemplified in the space race – died with the oil crises in 1973 – riots, mass unemployment and the end of the modernist utopia. Things got even tougher on the terraces, until proto-postmodern punk cleared the last of the ugly hippie fake dream hangover from the dirty lame Woodstock generation.

Inspired by gay glam icons and rockabilly, punk took the situationist art group ́s idiom of the “society of the spectacle” to heart, married it to a deconstructive magpie collage anti style with a fondness for anarchy, SM and playing with a fake nazi pose, and stepped up the game with anti aesthetic nihilism celebrating the artificial world—- making the general public uneasy in their reflection of the brash realities of late 1970s decay and broken dreams. “No future, I don’t care” scare tactic look, that even today is a cliché white man ́s equivalent of the dropout slacker Rasta, turned everything around, masterminded by the cash-strapped couple Vivienne Westwood and Malcolm McLaren from a 100 square meter rat infested shop in the Kings Road. (Startup entrepreneurs take note, ideas and timing can change the world)

Soon a lot of advertising and fashion people tried to exploit the punks, and socialist youth organizations tried to politicize the anarchists but the fascists countered by organizing and funding the “Oi move
ment” – probably via journalist Gary Bushell – a simplified neo skinhead hooligan storm trooper tribe, that took the non-racist ska-loving stylish skinhead look and turned it into the steel-capped, skull-head, bomber jacket wearing yob in tight skinny bleached jeans that is hated and feared even today — and still exist in eastern Europe. Riots in south London followed, and the whole Oi movement had to go underground again, getting even more extreme with bands like Screwdriver.  See “This is England” for further details and music and style tips. On the surface a very hetero scene, but girls were extremely rare, the sexual urge repressed and turned into ultra-violent laddism. Another problem was that due to extreme violence at matches, skinhead hooligans where forced to dress as preppies, traveling business class to avoid detection to get into matches. The casual style was born, a mod-like race for the newest “clobber,” mostly expensive European sportswear brands — a clean uniform that could only be detected from those who knew the codes inside the gangs.

A brand or cut of shirt could show your loyalty to a firm, and could mean life or dead. As the top boys and “faces” gear was detected and copied, a never ending race for expensive gear from CP. Company, Stone Island and Prada and other brands — normally associated with upper-class hunting and sailing activities — where often stolen on tours following your fave team around Europe. Like mods, the casuals where wolfs
in sheep’s clothes. An even more evil twist came when Casuals United, as British anti-Islamic protest group formed in 2009. It is closely affiliated with the English Defense League, a far right street protest movement.

The ecstasy/rave explosion of the late 80s changed everything, the old enemy football firms became “loved up” dancers – soon formed new dealer networks in the second summer of love, as casual violence turned into backstage drug turf wars.

The casual style lives even today, as the preferred football supporter style, but due to cheap surveillance cameras the more anonymous, uniform, hooded, masked look developed, inspired by anarchist rioters and squatters. The latest is anti detection wear by Adam Harvey, who even claims to jam GPS phone tracking. Mixed with the originally black b-boy inspired skate/street wear look it was the dominant thug and youngster look and the chavs took it to the extremes, complete with crappy fake logo mania and Burberry mania until the Williamsburg hipster cliché came into this post-post modern internet based mix in the 2000s. (The internet killed al authenticity, as everybody could copy and buy any look at the flick of a switch.)

These violent almost non-sexual subcultures were appropriated by London gays, who first took the skinhead look and turned it into their own in the 90s, and director Bruce La Bruce even made a movie about it, “Skin flick,” a deconstructive inversion of a sub cultural uniforms value set, later imitated in films where a homophobe Eminem-lookalike is fucking gangs of well hung black hip-hop guys. And as gays continue to rule fashion, and gay aesthetics has dripped down to even the most hairy hetero and turning him into a metro consumer, and the gayest rent boys are “straight-acting”, fucking heteros all around town, and even the crazy gay bashers of Reggae in Jamaica is wearing sleeveless pink euro t-shirts that would make even The Wire ́s super thug Omar blush, complete with makeup and skinny jeans, maybe the all the uniforms has finally lost meaning. It’s not the packaging, it’s that you pack, it’s not where you’re from, and it’s where you’re at now. We are all just narcissist boys in one big playground now. Fashion´s signs are finally empty – and fashion itself is shameful, stupid, anti-eco – like modern porn.

PS. The skinhead look – now emancipated from it´s heavy past – made to exact 1969 specs here. 

PPS. Look at this amazing Danish clubs dresscode site. 

The post The history of classic subcultural tribes appeared first on BLAZAR.

Anthon Louis gennemtrævlede butikkerne og nettet, og endte med et tapasbord af tshirts – billige og dyre – men det var bare ikke det samme. For ligesom der er forskel på folk, er der forskel på tilsyneladende identiske t-shirts – der er mange parametre der skal være på plads før man har den perfekte tshirt: hvordan sidder den, hvordan føles stoffet, holder den farven, klør sømmene, er den økologisk, hvordan påvirkes stoffet af vaskemaskinens ukærlige vrid – og vigtigst af alt – modnes t-shirten som god vin – akkumulerer den en unik patina? Den perfekte tshirts livs-klimax er måske allersidste gang den vaskes, helt papirstynd og blød – øjebliket før hullerne dræber den…den perfekte tshirt er som en god gammel ven, du kan hænge ud med overalt.

Den minimale t-shirt står evigt urokkelig tilbage som en iskold  forfriskende danskvand i mode-ørkenen, der ræser desperat afsted, den trodser 90er neon gøgl,  print og shit de jour. En udødelig klassiker. Den rigtige t-shirt passer til alt – fra kitchy Speedos på stranden til premieren, hvor du vil signalere casual selvtillid under dit suit – for hvem orker ligne en banker?

Anthon´s næsten OCD-agtige jagt førte til, han foundede firmaet med det sigende navn www.bareentshirt.dk – hvor han har fundet det gyldne snit – økologi, fit og feel – en enkel T-shirt med rund hals af 100% økologisk bomuld dyrket ved Nilen, syet på dansk-ejet fabrik i Egypten – der kan vaskes igen og igen ved 30 grader, der uden tørretumbling holder pasform og farve og modnes til den er perfekt og papirstynd. Et par klik og du har dem et par dage efter i postkassen og på lager i klædeskabet, klar til enhver lejlighed – resten af livet. 

“Når jeg rejser er t-shirten praktisk – jeg kan komme ind på selv den mest umulige klub, men bliver ikke rullet af de lokale. T-shirten gør folk bare ser mig bare som et menneske og kun min attitude og adfærd kan skrue op og ned for deres opfattelse – i kontrast til hvis jeg kommer smurt ind i designer-gear – der ofte skaber en afstand og en forudindtaget ide og fordom om hvem jeg er på et splitsekund. Det er rart at være et blankt kanvas udenfor båsene, og ikke være begrænset af ens påklædnings indbyggede signaler. Den perfekte t-shirt er med tunge møder, til træning for at rense ud – og når jeg fester på min klub Arch…den transcenderer alt.”

Hvem går med dine tshirts? Vores kunder er – stort set – ALLE. Min svigerfar på 70 går med dem flittigt og de små kids synes de er “seje”. Vores pigestørrelser ryger næsten lige så hurtigt som drengestørrelserne. Men for at namedroppe lidt VED jeg at Kesi, Noah Carter, Remee, Jeanette Ottesen, Zanka, Casper Christensen og Isabel, Mathias Hundebøl, Mathias Kolstrup fra Dune, Malte Eebert/ Gulddreng, Ali Sivandi, Dortmund-stjernen Jacob Brun Larsen, Nicolai Boilesen, Drengene fra Rosegold, instagrams Anders Hemmingsen, Christopher, TopGunn, Skinz, sangerinden Freja Kirk, Skuespillerinden Sus Wilkins, Gustav Giese, CityBois og så nogen af de største influencere og bloggere: Emili Sindlev, Sophia Roe, Ella Karberg, Emilie Lilja der rocker t-shirten – jeg kan ikke huske dem alle, sorry – selvom det måske ser sådan ud med den asberger-liste! Det er sket helt naturligt, vi sponsor ikke, det er venner der kan lide en god t-shirt.

Hvem er din klub for, og hvad skal man tage på for at komme ind? Jeg har aldrig kørt med dresscode på mine klubber, for det giver ingen mening. Folk har hver deres stil og folk må rocke hvad de vil. Hvis man ser sej ud med cap og tracksuit, så skal man selvfølgelig ind. Men man gider jo ikke feste sammen med 500 andre i tracksuits – så bliver der en underlig vibe –  omvendt gider man heller ikke feste med 500 i skjorte og blazer på en klub – det er ikke et seminar. Jeg tror på en god blanding af typer, et cool menneskemix. Så derfor nytter det ikke noget at sige “Kjole, stilletter og skjorte” i døren, for du skræmmer det crowd væk som du gerne vil have. Det vigtigste er at folk har god energi, er søde og opfører sig ordentligt.

Hvilke klubber vil du lave i fremtiden? Mit største drøm er at lave en klub som Raspoutine i Paris, en lille, eksklusiv tekno-klub i indre by. Jeg elsker elektronisk musik – men er så træt af at stå i et mørkt rum på Enghavevej og lugte til sved for at få netop den type musikoplevelse. Problemet i Danmark med elektroniske klubber er, at det kan ikke lade sig gøre ordenligt rent økonomisk, måske fordi der mest sælges vand. Så måske en dag hvis jeg bliver rig, laver jeg den – og donerer den til København. Sådan en slags “velgørenheds-klub” som tak for alt det byen har givet mig. 

Min næste klub er på tegnebrættet: jeg har altid undret mig over man ikke kan feste og drikke drinks med en god udsigt her i København – her tæller jeg ikke restauranterne i tivoli-hotellet med – jeg mener sådan en rigtig fest med god udsigt. Jeg glæder mig rigtig meget til vi åbner – også fordi det samtidig ligger så centralt og perfekt som det kan, på Kongens Nytorv. Alle spiser i det område alligevel, så hvorfor ikke også lave den bedste klub derinde – vi håber på at have premiere slut 19/start 20 – vi arbejder stadig med navnet.

En anden drøm jeg har, er at gå all-in på at lave en tema-klub. Jeg mener ikke sådan en med lidt sand på gulvet og kaktusser i hjørnet, nej en klub hvor du træder ind i et univers og glemmer tid og sted fuldstændig. Et tema som er så gennemført at prutten aldrig bliver slået – det er dyrt den slags, for man skal have fat i nogle drenge som kan lave scenografier til film – de har forstand på den slags totalinstallationer.

Flashback: den klassiske hvide bomuldstshirt uden knapper blev først udbredt da den Amerikanske flåde begyndte at bruge den som undertrøje i deres uniformskollektioner. I 1950erne blev den så et oprørssymbol – Brando, Elvis og James Dean viste verden at slipse-dyret var en truet art, og et frisk ungt sporty uformelt og ikke mindst sexy look var fremtiden.

Den friske hvide – og senere den mere mystiske sorte – t-shirt uden tryk blev et minimalistisk statement på tværs af grænser og generationer. Et færdigt optimeret, tidsløst og næsten naturlige design – på lige fod med PK22 stolen, Technics 1200 pladespilleren eller en flaske Cristals udformingning – hvorfor forbedre det perfekte? 

Hvad er det næste efter tshirts? Print? Sokker? Hey – vi har ikke engang lavet et modeshow endnu – det skal vi også lege med. Den klassiske sorte og hvide T-shirt har holdt over 100 år uden ændring – vi tror på den i hvertfald bliver 100 år endnu. Men for det ikke bliver alt for kedeligt, kan jeg afsløre vi går og leger lidt med at lave nogle collabs med designere og brands – men stadig på T-shirten, vi vil prøve at genopfinde den – sideløbende med vi altid vil køre den klassiske model.

Et problem er at når du endelig har fundet den perfekte tshirt – har man kun en – og kan typisk ikke købe flere, da moden ræser afsted, selv indenfor den urokkelige t-shirt disciplin. Du har jo brug for en frisk hver dag, til hverdag og fest – og en stabil leverandør. Jagten på den perfekte t-shirt slutter her: www.bareentshirt.dk

The post Anthon Louis : “Min kæreste stjæler mine tshirts.”  appeared first on BLAZAR.