Engang var jeg lykkelig over at alle – via de sociale medier – fik deres uafhængige og personlige tv-station/magasin/dagbog. Det var råt, personligt og uformateret. Men denne skønne utopi ender ofte som en tam uendelig dødehavsrulle af plidder-pladder, af narcissistisk selvbranding, hvis essens er ensomhed, tomhed og nærhedsangst – styret af algoritmer – her er derfor en guide til de mennesketyper og tidsrøvere, du bør undgå at kollidere med på Facebook – vores alle sammens dukkehus/panoptikon/stalkercentral – hvem har brug for fjender med venner som disse:

1: Den likehuntende vejrhane
Altid flink og altid med de posts med fede humanistisk korrekte bløde holdninger – efter alle er blevet enige om, at det er god smag. Typen der er mod atomkrig. Fyldt med Gajolpakke-visdom, gamle klassiske gifs, retro-slidte memer. Anti-avantgarden. Skriver ofte som var der et kæmpe globalt publikum, men følges reelt kun af sine defekte fætre og et par bænkevarmere fra gymnasiet.

2: Link-djs
Affyrer konstant en link-diarré uden kvalitetskontrol for at kompensere for, at han aldrig producerer aldrig noget selv. Nej, den video er ikke fed, bare fordi den er med ugens hypede NYC-band, ligesom bøf ikke smager godt, fordi det kaldes engelsk bøf. Du kan ikke skelne skidt fra kanel mere, kære link-dj kurator.

3. Påfugle-blærerøven
Lever i et mix af ’Wallpaper’ og ’Vanity Fair’. Bæller altid cocktails  til en filmfestival eller guffer gourmetsexuelt med aktuelle hypede stjerner i Gucci eller Muf10 med jetlag i lånte fjer. Skrid over på Tinder eller Instagram med dig og dit tomme ’perfekte’ sponsor-liv. Der er børn der bliver deprimerede og skær i sig selv på grund af dig, perfektions-nazist.

4.  Selvbranderen
Er enten politikere, popstjerner eller journalister, og deres profil er reelt et reklamemedie for deres ego. Men bare fordi 10 billiarder fluer æder lort, betyder det ikke, at det er mad for mennesker, selvom det bliver dresset op på Noma. De siger ’mit brand’ ofte, og masken er blevet ansigtet. De er fanget i et vakuum mellem ’hasbeen’ og ’wannabe’. Betaler ofte for spredning og likes, og deres posts skrives ofte af K-forum typer eller praktikanter. Pil af med dit PR-pøls.

5. Den “konfliktofile”
Basis-empati og karmalov glemmes bekvemt, når Nettets hooligans ruller sig ud. De diskuterer, hvordan man diskuterer og ofte glemmer, hvad “samtalen” handlede om. Almindelig Den konfliktofile næres af negativ opmærksomhed. Han er klar til at støtte selv debile racister i ytringsfrihedens navn for et godt skænderi i sit mystiske mediesexuelle S/M-spil. Men han afdækker ikke nogen skjulte sammenhænge, og han kæmper heller ikke for ytringsfrihed. Han dyrker blot nettets svar på road rage, og ender ofte som socialt radioaktiv. 

6. Mærkesags-rebellen 
Bøjer alle emner over til at handle om deres personlige – gerne ubevist motiverede – skingre kæpheste, der kan blæse lidt mening i deres flossede meningsløse liv. Det er fx vegetar-dyrevelfærds-fotomodeller, der er med til at smadre tykke pigers liv med modegøgleri, og som holder en vegetar-designerhund som ensomhedsgidsel i sin logo-lædertaske.

7. Mennesker der læser ’race’ eller ’køn’ ind i alt 
Hallo, du er ikke en lesbisk dj fra forstæderne med et kækt 90er alterego-navn. Du er et menneske, der skider æder og sover, eller er masken blevet ansigtet? Prøv at lave jødetesten på dit output, og find en selvhjælpsgruppe, hvis det er så vigtigt. Vi er ligeglade med, hvem og hvordan du boller, bare det ikke går ud over børn eller dyr. Hvis du hedder Preben og kommer fra Syrien og går i kjole, er det fint for mig, bare du opfører dig ordenligt. I det hele taget er det at kloge sig om køn tit dummere end racisme; vi taler om at generalisere over HALVDELEN af alle mennesker her…ligesom muslimer eller “ariere” heller ikke er en specielt homogen gruppe.

8. Banalisten
Hvad RAGER DET OS at du har haft en god dag, spist porresuppe og løbet to gange rundt om søerne før du så den nye sæson af Girls? Hvad rager dine “vigtige” livsstilsvalg og forbrugsvaner mig? Din indre dialog – og alle dine mellemregninger – er ikke bare banale, de er argumenter for aktiv dødshjælp. Måske er du opdraget af minimal reality?

9. Netværks-nasseren
Han ser kun positioner, ikke personligheder. Netværksnasseren er med til at gamificere de sociale medier. Pis af til fredagsbar, knep dig ind i overklassen, eller slik bossens røv på Linkedin.

10. Eksperten   
Mac eller PC, Canon eller Sony, Brøndby eller FCK? Stones eller Beatles? Fedt nok, du er loyal overfor et logo, men stop med at belære alle om GOD og DÅRLIG smag. Få dig et liv, OCD-tosse, eller bliv rigtig sportskommentator. Dit liv bliver ikke bedre af endnu en hemmelig 7″ single, et mål eller noget Kanye West-kluns, som kun  andre fetichister kan genkende på gaden.

11. Ironikeren 
Er altid på det vindende hold. Hvis ironikeren fejler, kan han altid bare sige, det var for sjovt, og vinder dermed igen. Hellere dyrke noget kitch end at turde tage risikoen ved at stå ved sine meninger. Har underligt nok overlevet 90erne. Fedtspil. Gaab.

12. Baghånden
Den, der prøver at undgå at gøre alt det, de andre gør forkert og derfor nøjes med at spionere på andre. Lurepasseri som operativt princip. Kan udvikle sig til ren OCD-stalkeri, som hos min nu dømte ven, der skematiserede, hvornår Masha Vang-typer spiste cornflakes, mens de talte om fodboldspillere med deres veninder på facetime. Tør ikke tænke på hvor mange webcam-videoer, de suger af rødfjæs, der ser Redtube. Eller typen der tilsyneladende er passiv på nettet, men ved alt om dig når i støder tilfældigt ind i hianden live. Peeping Tom.

13. Den dybe
Last-mover med en væg overbroderet med Dylan, Leth, Trier, Andrei Tarkovsky, Burroughs og hvad vores forældre nu ellers regnede for fiiin-kultur. Din væg er som en brandtaske-dames blog, eller en heavy metal-fyrs vest, bare med kloge, sikre bøger, film og plader. Men er der overhovedet noget af indholdet, der synker ind, kære flaplæser? Og kender du til samtidskultur, der ikke er kloge-kanoniseret allerede? I er mere forudsigelige end Statens Kunstfond.

14. Netblotteren
Overdeler updates om allergi, dårlig barndom, dårlige forhold – ligesom børn der spiser snegle for at få opmærksomhed på skoleskovturen. Kom dog ud af offerrollen.  Det varmer ikke at danse med tis i bukserne. Det er ikke synd for “lille mig”, det er ikke cute at spille offer, det er os, der er ofrene for dit narcissistiske tidsrøveri – og for din lægeskræk. Der bør være en grænse mellem det offentlige og det private – så lad være at stikke til din kæreste eller post når du slår op – hvad rager det mig? Ellers skriver de måske en bog hvor de legitimerer deres lorteliv via en udlevering af en kendt afdøde far de aldrig havde nosser til at at tale ud med. Bøgernes Citroen Picasso.

15. Konspirationsteoretikeren 
Er altid klar på en hobby-teori om, at ISIS er styret af Benneton-Bush=Obama, der er styret af Israel, som er styret af ufoerne. Det minder betænkeligt meget om at se Fox gennem en brille af skunk. Underligt nok er konspirationsteoretikerne ligeglade med, at Facebook reelt er en stor profilerende data-mining-butik, og at myndighederne, og alle andre, der gider se et par youtube tutorials kan lure gennem dit webcam. Bevares, der er en sammensværgelse derude, og du er bare smørelse på pyramiderne, det bliver bare deprimerende, at du altid skal blande de stakkels ufoer ind i det. Og ja – alt tyder på at der er en decentral konspiration der vil udrydde alle der ikke ejer, producerer eller i det mindste forbruger noget. Men kan vi tage under fire øjne over en kop crack en anden gang.

16. Medievampyren  
Nettets paparazzi/skraldemænd der lever af kendtes uheldige updates og drukbilleder. De gør alle paranoide og gør de sociale medier utrygge. De er ikke bange for at sende redigerede screenshots af private bagtalerier videre. De kan kun leve gennem friske, gerne blodigt perfide udleveringer af andre. Findes også i en mere finkulturel version, hvor man sælger sine nærmeste venner i nøgleromaner og kloner dem i ”fiktions”-film eller bruger snavsetøjs-luftning til at markedsføre sine inferiøre værker med.

17. De spirituelle
Blomsterbilleder, healer-slogans og hashtags ala #spiritual#love#creative. Gerne opslag om keramik, dyr og måske endda tilbud om en masse kurser, hvor andre – slet skjult – deprimerede kan mødes om at bilde hinanden ind, de har en hemmelig indsigt til at pifte deres grå meningsløse magtesløse statistliv op med? Jeg beder til at ’placeboeffektens orgasme’ virker for jer, kære krystalgramsere og hesteviskere.

18. Ja-hatten  
Ser kritisk som brok. Han er reelt en død fisk, der flyder med strømmen og er bange for den mindste dissonans, smag, udfordring eller bare et forhøjet lixtal. Alt skal forædles, forældes og fortyndes så meget, du kan synke dine lykkepiller med det. Ellers er det bare angst-støj for dig, og fair nok, for hvis det var mig, der sad i et overbelånt hus med en kone, du ikke har råd til at skride fra med to børn med ADHD, og en chef, der pisker dig, fordi han ved, at dit liv smuldrer, hvis du siger op fra dit meningsløse, udsigtsløse job, ville jeg også bare give op og høre noget indie-lounge og se flade-tv eller serier med Haribo og rødvinstænder. Heldigvis er anti-like fingeren på vej på Facebook. Og nej, Trump går ikke væk bare fordi du ikke deler hans dumheder.

19. Skribenten
Direkte fra den beige Østerbro-boble, via K-forum: En evig transmission af tekst, der er umulig at skille fra gamle debatindlæg i Politiken. Skriverier, der reelt er en slags jobansøgninger, for at ’Skribenten’ kan komme ud af sit freelancejob, hvor han/hun genererer “indhold” for, at nogle annoncører kan få noget trafik. Hvis de ikke har travlt med at skrive en speak, om hvordan man bruger en printer til en instruktions-video til HK. Der er altid en forladt selvbiografi eller roman i skrivebordsskuffen i marinade.

20. Selvhader-desertøren:
F.eks en bøsse, der gør nar af bøsser, en hipsterhadende hipster, en raver, der er blevet helse-hellig, eller en indvandrer, der får kærlighed fra politisk korrekte pædagoger – for at revse de andre indvandrere på en stueren måde, da det jo “kommer fra en indvandrer”. I er mindre populære end Pia K på Blågårds plads.

21. Påvirkningsagenten: Ordet lugter af Østblokken – men det er jo meget tydeligt at folk i midten af medieverdenen har tætte bånd til div. store spillere – få en vane med at checke hvem der laver kurser og PR for de store firmaer og hvem der kender hvem. F.eks er DR´s bestyrelsesformand også leder af et PR firma der  laver lobbyisme for det firma der prøver at sælge Danmark defekte jagerfly i historiens største våbenhandel. Eller medie-lægen, der tydeligvis er under indflydelse af pilleindustrien. Måske er det bare alle os andre net-tosser der ikke har fundet en ordenlig sukkerfar endnu? Influencers 2.0.

22. Den virtuelle sugardater. Facebook er jo også – bag det noget kontor-pæne look – en datingportal – hvilket har skabt en ny genre: En ofte udenlandsk person der kun er venner med dine mest liderlige fulde eller netblinde mandlige venner, der forsvinder efter kort tid – efter at have haft snablen nede i usynlige data. Den moderne udgave af den Afrikanske lotto-genvinst-mail.

23. Omnibus eksperten. Præcis som på de døende gamle medier findes mennesker der er gode til 1 ting – men hvem siger rigmandsbørn der spiller jazztrommer har geniale tips og tricks til alle livets forhold, eller at demente spekulanter i skattely aner noget om kontanthjælp og integration? Skomager, bliv ved din læst – eller udvikl et personligt greb der gør lige din medie-brille er værd at glo igennem.

24. Idioter som undertegnede, Kamikaze-kanariefuglen i kulminen der tryller lort til guld – der naiv tror folk har overskud nok til at grine, når jeg påpeger vores allesammens bluff. Typer, der skriver frelst bras a la: “Så  sluk dog, gå ud og kig nogle mennesker i øjnene, lugt til dem og mærk på dem – i vaskeægte 4D – bare en gang i mellem. Nettet er et nyttigt værktøj, men det er jo som at kneppe gennem et nøglehul.”

Hvis du vil quizze om hvem der er hvem er du velkommen til at byde ind her.

The post GUIDE: 24 typer på Facebook – fra likehunteren til netværks-nasseren appeared first on BLAZAR.

Morten Rockford Ravn skriver her om tankerne bag hans værker til udstillingen Fear and Loathing in GTA V,  i øjeblikket aktuel i Dublin på Science Gallery frem til 3. Juni. Projektet har tidligere været udstillet på Galerina Steiner i Berlin, Kunstverein Wolfsburg i Wolfsburg, og CICA Museum i Sydkorea. Smit dig selv med diskursfeber her:“Fear and Loathing in GTA V”

Det mest vanedannede stof er ikke længere heroin. Det mest vanedannede stof i dag er den virtuelle virkelighed, og vi er allesammen junkier.  Den teknologiske progression sneg sig ind på os, og før vi fik set os om, sad vi krumryggede og pløjede igennem vores Instagram og Facebook feeds med en dedikation, der kunne fejltolkes som en søgen på kuren mod kræft. På jagt efter det næste fix beskæftigelse, i systemer styret af ansigtsløse algoritmer, udviklet af anti-sociale autister i Silicon Valley, og modelleret efter samme dynamik som en enarmet tyveknægt – trekløveren, hesteskoen og citronerne er udskiftet med en palette smiley faces, likes og delinger. Silicon Valley autisternes plan var at skabe en bedre, mere fri og forbundet verden, men hvad vi står tilbage med er den ultimative monokultur, hvor vores interaktioner og interesser sælges videre til russiske hackere, kyniske super-kapitalister og diverse ideologiske propagandister. Et matrix af manipulation og skjulte motiver, hvor det eneste, vi kan være sikre på er, at vi er nederst i fødekæden. Guide til de gamle rusmidler her.

Mark Zuckerberg er på toppen.

Tilbage i 2014, samme år som Facebook opkøbte virtual reality giganten Oculus Rift for 2 milliarder dollars, så jeg en formidabel udstilling på Bo Bjerggaards galleri i Kødbyen med den excentriske, tyske kunstner Jonathan Meese, som ramte hovedet på sømmet, hvad angår den virtuelle virkeligheds dehumaniserende effekt. Udstillingen hed ZOO(M) DE LARGE (JAIL D’ART), og hovedværket var en fængselscelle, pyntet op med kitschede strandhåndklæder af den type, man ofte ser på kræmmermarkeder med flamboyante illustrationer af ulve, tigere og delfiner. Symboler på frie dyr, degraderet til motiver på håndklæder, som olierede strandgæster ellers havde kunnet slænge sig på, hvis de ikke var blevet købt af kunstneren og placeret i en fængselscelle. En celle som yderligere var fyldt til bristepunktet med plastikaliens, skeletter, mannequindukker med overdimensionerede bryster, tøjdyr, slanger og en overflod af tomme banankasser.

“Fear and Loathing in GTA V”

Den bombastiske installation fangede i min optik den mørke side af tidsånden og den kunstige hypervirkelighed, vi lever i nu, hvor alt fra læber til egoer bliver inflateret. Hvor vi frivilligt låser os selv inde i ekkokamre, som fodrer og forstærker vores virkelighedsopfattelse med bananer i form af likes, der nok giver en kort tilfredsstillelse, men som dybest set mangler substans, og derfor runger hult som banankasserne i Meeses værk. “Fear and Loathing in GTA V”

Udstillingen fik mig til at tænke på, hvordan vores jagt på det ægte er præget af en form for impotens, fordi vi er blevet indoktrinerede i et forbrugssamfund, hvor man skaber kunstige behov ved at fremstille kunstige idealer, som bliver forstærkede af teknologien, der ligesom Photoshop er grænseløs i sine muligheder for manipulation. Den fysiske virkelighed bliver udvisket i takt med udviklingen hvor det virtuelle, digitale og fysiske smelter sammen.

Vi er “teknisk set” mere forbundet end nogensinde tidligere, og alligevel er folk mere ensomme end nogensinde tidligere. Substansen er blevet suget ud af vores virkelighed gennem den teknologiske progression, der nu dominerer vores liv fra morgen til aften. På samme måde som en komprimeret MP3 fil har tilsvarende effekt på kvaliteten af en Beatles plade, som det at fjerne alle vokalerne i en novelle af Hemingway, er vores virtuelle virkelighed utilstrækkelig, fordi det er en flad poleret overflade, fri for de imperfektioner, og den dybde som giver mennesker, hvad vi af mangel på et bedre begreb kan kalde for sjæl.

En glitch i Grønland, spottet af undertegnede på Google Earth.

Allerede tilbage i starten af 80erne udkom den Franske filosof Jean Baudrillard med en afhandling under titlen: Simulacra and Simulation, hvori han beskriver, hvad han kaldte “hypervirkeligheden”. Et eksempel på, hvordan den manifesterer sig er gennem “simulacrum”, dette kunne eksempelvis være en dåse flåede tomater, som på trods af at have en ultra spændstig og rødglødende tomat på emballagen, aldrig har set en ægte tomat. Hypervirkeligheden var før internettet, før VR (virtual reality) og før fænomener som fake news var laserprintet på frontallappen af den kollektive bevidsthed. Nu er vi i “hyper”-hypervirkeligheden, en tilstand hvor “alt er relativt”, og grænserne mellem fin-og lavkultur er blevet udvisket.

“Fear and Loathing in GTA V”

Denne kaotiske postfaktuelle virkelighed, hvor fritænkning undermineres fra alle leder og kanter gennem konformisme, og monokulturens bedøvelse bliver injiceret direkte i hovedpulsåren på tidsånden gennem massemedier, sociale medier og ideologi, bliver det at trække stikket, og forsvinde ind i en virtuel virkelighed, mere og mere fristende for flere og flere. I et desperat forsøg på at føle noget, frihed fra dogmer og gruppetænkning, er flugten ind i virtuelle virkeligheder, frakoblet menneskets essens, den naturlige progression.

Skulptur af Hiroki Tsukuda

Overstående bekymringer manifesterede sig for mig i kølvandet på Jonathan Meeses udstilling, kort før Facebooks opkøb af VR kometen Oculus Rift i 2014. Manifestationen var projektet Fear And Loathing in GTA V, der som titlen indikerer, var inspireret af journalist og forfatter Hunter S. Thompsons gonzojournalistik, som tilbage under sin fødsel udsprang af forfatter William Faulkners idé om, at “fiktion ofte er det bedste fact”. Lidt på samme måde som overstående beskrivelser ikke er ultimative sandheder, men derimod et forsøg på at bruge sproget som en dynamitstang – med henblik på at sprænge igennem overfladen og ind under huden – er det at komme ind til kernen af en ide eller et koncept en proces hvor modstridende ideer mødes til en gladiatorkamp. “Fear and Loathing in GTA V”

I forlængelse af frygten for den virtuelle virkeligheds kolonisering af den menneskelige bevidsthed, landte jeg via synkronicitet på, hvad der på daværende tidspunkt var den mest sofistikerede virtuelle virkelighed, spillet Grand Theft Auto V.

I 1997 udkom den første udgave af Grand Theft Auto. Dengang var det et pixileret 2D spil hvor du kunne køre forsamlinger af Hare Krishna medlemmer ned i stjålne biler, skabe anarki og udløse teenage angst for fuld katarsis. Siden hen har spillet udviklet sig over en række inkarnationer, som progressivt er blevet mere succesfulde, hvilket har ført til et budget på over 100 millioner dollars til GTA V, som udgjorde den sandkasse, jeg valgte at fedte rundt i med henblik på at udforske min egen abstrakte frygt for den fagre nye verden.

“Fear and Loathing in GTA V”

 Frygten for en hybrid mellem Aldous Huxley og George Orwells dystopiske fremtidsvisioner, for at være mere præcis; hvor masserne bedøves med reality tv, virtual reality og (anti)-sociale netværk og prozac, en fremtid hvor kunsten er blevet degraderet til dekoration samt dydigheds symboler for eliten, og hvor masseovervågning af selv dit indre liv er normen. Med andre ord, den tid vi allerede lever i, bare forstærket til sin logiske konklusion via eksponentiel teknologisk vækst drevet af skruppelløse Patrick Bateman-typer med exit-strategier, for hvem slutspillet er at sælge ud til Corporate storebror, som via en labyrint af mellemledere fraligger sig alt ansvar, mens sjælen bliver suget ud af befolkningen, der de facto bliver degraderet til tal i et Excel-ark kva cancer-vækst-dogmen. Denne kliché er afspejlet i Grand Theft Auto universet, hvor den sociale kontrakt er som i actionfilm, så længe skurken bliver fanget eller dræbt til sidst, er det okay med en kavalkade af død og ødelæggelse i mellemkødet.

Der er solgt mere end 85 millioner eksemplarer af GTA V, hvilket bekræfter de primale og brutale impulser som ligger under vores samfunds høflige facade. I GTA-universet er skurken ikke en person, men med en parodi på, hvad Marxisterne kalder senkapitalismen. En flygtig og abstrakt catch-all beskrivelse for samfundets kollektive perversioner.

“Fear and Loathing in GTA V”

Spillets univers simulerer en kunstig version af Los Angeles, stedet hvor du finder alt fra Skid Row til Hollywood Hills, et spektrum mellem drømme og mareridt kolliderer, når du bevæger dig gennem tid og rum til et soundtrack af Suicidal Tendencies. Alt er genereret således du ikke løber ind i den samme situation to gange, hvilket betyder du har en uendelig frihed i spillet, samtidig med din karakter er udstyret med en mobiltelefon, som er udstyreret med et kamera. Det var denne realisation der fik mig på sporet af potentialet som førte til projektet. Normalt handler det om at kæmpe sig vej op af den kriminelle fødekæde, men jeg valgte at gå den anden vej, og opererer som en gadefotograf i spillet. Resultatet er en fotoserie bestående af omkring 200 “værker”. Postkort fra den virtuelle virkelighed.

“Fear and Loathing in GTA V”

Alt er ironisk. Hvilket i sig selv er ironisk, set i lyset af det er et af de bedst sælgende spil nogensinde – baseret på kapitalistkritik, i den forstand kan man sige GTA er computerspillets svar på Andy Warhol og Jeff Koons trofæ-kunst. Det er et klassisk postmoderne greb, hvor man ligesom Eminem i 8 Mile hiver bukserne ned på sig selv, og derved afmonterer publikums skepsis. Level 2 meta, som giver en illusion af dybde. Men hvad er der bag overfladen? Intet. Ironi er som David Foster Wallace engang sagde “sangen fra fuglen, der har lært at elske sit bur”. Der er ingen vision, og hvad vi står tilbage med er en nihilistisk cul-de-sac, hvor vi kan råbe af månen lige så tosset vi vil, men i sidste ende stirre vi bedøvet ind i en oplyst skærm som en zombie, med et joystick i hånden, der giver illusionen af kontrol.

“Fear and Loathing in GTA V”

Fear and Loathing in GTA V er i øjeblikket aktuel i Dublin på Science Gallery frem til 3. Juni. Projektet har tidligere været udstillet på Galerina Steiner i Berlin, Kunstverein Wolfsburg i Wolfsburg, og CICA Museum i Sydkorea.

Mere Morten Rockford Ravn her.

The post Det Nye Heroin: Den Virtuelle Hyper-Hypervirkelighed appeared first on BLAZAR.