dr Archives - BLAZAR https://blazar.dk/tag/dr/ A TRUE COPENHAGEN MAGAZINE Tue, 16 Jun 2026 13:15:39 +0000 en-GB hourly 1 https://wordpress.org/?v=7.0.4 https://i0.wp.com/blazar.dk/wp-content/uploads/2017/12/image.jpg?fit=32%2C32&ssl=1 dr Archives - BLAZAR https://blazar.dk/tag/dr/ 32 32 137309283 DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? https://blazar.dk/drs-folelseskanon-top100-listen-over-danmarks-bedste-sange/ https://blazar.dk/drs-folelseskanon-top100-listen-over-danmarks-bedste-sange/#comments Tue, 16 Jun 2026 09:50:48 +0000 https://blazar.dk/?p=20828 DR´s Top 100 er ikke en liste over Danmarks bedste sange. Det er en liste over de sange, danskerne bruger som følelsesmæssige krykker, fællesskabsproteser og nationalt selvberoligende medicin. Det er ikke en musikkanon. Det er en musikalsk copingstrategi.En karaokeudgave af velfærdsstatens indre liv: sommer, mor, far, efterskole, skilsmisse, P4, lav sol over parcelhuskvarteret og en […]

The post DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? appeared first on BLAZAR.

]]>

DR´s Top 100 er ikke en liste over Danmarks bedste sange. Det er en liste over de sange, danskerne bruger som følelsesmæssige krykker, fællesskabsproteser og nationalt selvberoligende medicin. Det er ikke en musikkanon. Det er en musikalsk copingstrategi.En karaokeudgave af velfærdsstatens indre liv: sommer, mor, far, efterskole, skilsmisse, P4, lav sol over parcelhuskvarteret og en kollektiv længsel efter dengang, alle hørte det samme, fordi der ikke var andre kanaler.

DR har altid lavet lister, som om musik er sport. DR har også realityficeret musikken via uendelige konkurrenceformater, hvor ugens glade medietosse får en tur i spotlyset, før vedkommende skal tilbage og sælge balloner i Tivoli året efter.

DR har selv ramt det næsten præcist: Projektet handler om dansk musik, kulturarv, musikfællesskaber og yndlingssange, og ambitionen var ikke nødvendigvis enighed, men et fælles referencepunkt og en bred samtale. Ren konsensus-kanon — og nostalgi efter pre-streaming-tiden, da Danmark var en musikalsk monokultur styret af DR via playlister sammensat med “hjælp” fra de få store pladeselskaber.

Jeg har indsat danske pophits – der glimrer ved deres fravær på DR´s liste: 

1. Psykologisk: Danskerne stemmer ikke på sange — de stemmer på følelsesmæssige redskaber

At den lunkne “Lyse nætter” ender som nummer ét, er oplagt. Den er ikke sej. Den er ikke farlig. Den er ikke rytmisk revolutionerende. Den er en affektiv sikkerhedszone: lys, sorg, barndom, mor, sommer, tab, håb og fællessang reduceret til hule fraseringer oven på muzak.

Sonisk tapet med den særlige kvalitet, at jeg ikke kan huske, om jeg nogensinde har hørt det. Måske fik den flest stemmer, fordi Alberte starter med A og derfor lå øverst på stemmesedlen?

Nummeret fungerer i alle de rituelle rum, hvor danskerne bliver bløde: morgensamling, begravelse, bryllup, højskole, corona-fællessang og halvlunken slap sommerfest i udkanten.

En sang bliver ikke national, fordi den er bedst. Den bliver national, fordi den kan bæres af mange kroppe, uden at nogen føler sig dumme — eller føler for meget, eller noget uden for normalitetsskiven.

“Lyse nætter” er et dansk antidepressiv: ikke eufori, men lindring mod vinterens D-vitaminmangel og melankoli. Sangen siger: Verden er svær, men lyset vender tilbage. Meget dansk. Meget efter-corona, efter-krise, efter-ironi — og ren underkastelse under status quo.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er størst. Den vandt, fordi den gør mindst modstand. 2. Middelklassens fælles hukommelse

Den store vinder er ikke en genre. Det er genkendelighed og dermed tryghed i en kaotisk tid.

Det forklarer Kim Larsen, Gasolin’, Anne Linnet, Thomas Helmig, TV-2, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Sebastian, C.V. Jørgensen osv. Det er kunstnere, der leverer social infrastruktur: fester, radio, efterskoler, sommerhuse, værtshuse, konfirmationer, forældres pladesamlinger, P4 og bilferier.

Debatten bemærker også koncentrationen omkring Kim Larsen og Anne Linnet; de står for cirka hvert sjette bidrag. Det siger noget centralt: Danmark vil gerne have mange stemmer, men vender igen og igen tilbage til få tryghedsfigurer, ligesom Mor Mette og Papa Lars.

Kim Larsen er den danske folkefar: fræk, varm, arbejderromantisk, ikke truende og lidt anarkistisk — altså før han begyndte at tjene penge for alvor. Anne Linnet er den følelsesmæssige moder/intellektuelle storesøster: køn, tab, længsel, værdighed. Sammen udgør de en slags dansk følelsesforfatning.

3. Generationelt: Nostalgiens statskup

1980’erne alene fylder 31 sange, 1970’erne 16, mens 2020’erne kun har 7.

Det betyder, at listen ikke primært måler, “hvad unge streamer nu”. Den måler, hvad de store voksne generationer kan huske med kroppen og krybdyrhjernen. Og måske allermest, hvem der har tid til noget så oldnordisk som at stemme om sin identitet via musikforbrug på DR’s hjemmeside.

1980’erne står stærkt, fordi årtiet ligger perfekt i dansk kollektiv hukommelse: kassettebånd, DR-monopol, fællesskab før streaming-fragmenteringen, vinyl og en national pop/rock-kultur, hvor næsten alle kendte de samme sange. Det var den sidste store periode, hvor Danmark havde en nogenlunde fælles sonisk offentlighed.

Streaming har opløst fællesrepertoiret — men DR’s Top 100 forsøger at lime det sammen igen et sekund.

Nostalgi er tryghed med hukommelsestab. Den sælger tab som sandhed og gør længslen efter en enklere tid til kulturarv. Listen er derfor også en copingstrategi for at overleve forstillede liv.

4. Musikologisk: Den danske sang er melodisk, sangbar og følelsesmæssigt klar

Listen belønner ikke innovation. Den belønner melodi, dansk sprog, emotionel tydelighed, omkvæd, brugbarhed og rituel fleksibilitet.

Det er derfor, den eksperimenterende, elektroniske, hårde, mærkelige, klubbaserede, andenetniske eller æstetisk radikale musik har sværere vilkår. “Outsider”-musik kan være vigtigere kunstnerisk, men den fungerer dårligere som fælles nationalt stener-møbel. Den drypper dog ned som små stilcitater i denne kanon.

For en god DR Top 100-sang skal kunne tåle at blive sunget af en 12-årig, en mormor, en skolelærer, en fuld onkel, et DR-kor, et publikum på plænen og en person på randen af selvmord.

Det er en hård test. Det meste “smagfulde” musik fejler den, fordi den føler for meget og dermed bliver ekskluderende.

Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

5. Mediesociologisk: DR har lavet en samtalemaskine

Afstemningsformatet er genial public service: ikke fordi listen er sand, men fordi den får folk til at diskutere, hvad sandhed og relevans i musik overhovedet betyder. Samtidig aktiverer den deres nostalgiske baghjerne.

DR lavede en bruttoliste, lod folk stemme, afslørede placeringer i etaper og kulminerede med samsending og finale. Det gør Top 100 til en nationalt koreograferet uenighed. Man laver først en kanon, der genererer affekt, så alle kan hade den, forsvare den, savne sig selv i den og dermed deltage i fællesskabet — omkring noget så ligegyldigt som forbrug af musikalske minder og identitetsmarkører.

Derfor er brokken ikke en fejl. Brokken er produktet. Hovedretten, måske, for som bekendt spredes konflikt bedst.

Når folk siger “hvor er metal?”, “hvor er elektronisk musik?”, “hvorfor er Volbeat så højt?”, “hvorfor er Kim Larsen overalt?”, “hvorfor kan jeg ikke stemme frit?” — så sker præcis det, DR ønskede: Musik bliver samtalestarter.

Jeg er tydeligvis også selv hoppet på den. Det var også sjovt at se selv de mest radikale artister føre digital valgkamp for deres plads i Koda-kanonvarmen.

6. Psykologisk skygge: Danmark vil gerne lege moderne, men trøstes af det gamle

Der ligger en smuk modsætning i listen:

Danmark ser sig selv som progressivt, digitalt, åbent, ungt og urbant. Men når vi skal vælge vores vigtigste sange, vælger vi ofte barndom, radio, fællessang, forældre, tab, sommer, folkelighed og trygge kønsroller.

Det er ikke hykleri. Det er psykologi.

I usikre tider søger mennesker ikke nødvendigvis det nye. De søger det, der allerede har overlevet. Derfor bliver sangene små arvestykker. Man stemmer ikke kun på “Kvinde min” eller “Forårsdag”. Man stemmer anonymt på normalitet uden skam. Man stemmer på sin far, sin ungdom, sin første lejlighed, sin efterskole, sin mor i køkkenet, sin døde ven, sin egen forestilling om Danmark og det gode liv.

7. Den korte konklusion

DR’s Top 100 viser Danmark som et land, der ikke elsker musik som æstetisk risiko, futuristisk visionsrum eller euforisk nydelsesmiddel, men som social lim og beroligelse.

Det er en blød, nostalgisk, melodisk, dansksproget, let melankolsk og ekstremt fællesskabsorienteret liste. Den siger: Vi vil gerne lege individuelle, men vi længes efter at kunne synge det samme. Vi vil gerne være moderne, men vi stoler mest på det, vi allerede har grædt til. Vi vil gerne have kunst — eller rettere markere os over for andre med vores avancerede smag — men når vi stemmer anonymt, vælger vi trygge sange, der kan holde os i hånden.

DR er en propagandamaskine, der leverer et overskueligt verdensbillede og balsam mod sårene fra den indre senkapitalistiske permakrise.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

8.Hitformlen

Det hvide menneskes blues:
“Hvorfor gik du fra mig til festen / Sommeren gled forbi”

Hvis man skærer dansk kanonpop op på obduktionsbordet, finder man ikke revolution, begær eller rytmisk fare. Man finder tryghedsteknik.

Et sæt næsten faste komponenter går igen: flade synthpads, ufunky bas, chorusguitar, halvbluesede bends, festivalvenlige trommer, store sidste omkvæd og en vokal, der lyder, som om den både har mistet kærligheden og husket at betale sin licens.

Hvis vi trækker puddelrock, skamløse versioneringer af udenlandske hits, DR’s pigekors-højskolesangbogsversioner og DR-boostede produkter som Depeche Mode-coverbandet Nephew — eller Suspekt, der sikkert fik DR-boosteren, fordi der manglede “prol” på playlisterne — fra, er der en formel: et sammenfaldende mønster i musikken.

Flade synthpads

Ikke som futurisme, men som føle-tæppe. De ligger der for at sige: Nu er vi alvorlige, men ikke farlige. 80’er/90’er-pad’en bliver dansk popmusikalsk tåge: længsel, landskab, DR-drama, lys over vand. DX7- og Juno-106-pad-presets. Sikre valg fra internationale hits.

Stive gatede 80’er-snares

Ikke Prince-funky eller Trevor Horn-luksuriøs, men mere kommunal storladen halrock. Autoritær, men tryg. En rytmisk danseinspektør, der dikterer selv den mest klumpfodede dansemuses puls.

Chorusguitar

Den danske melankolimaskine. Rent, vådt, lidt Dire Straits, lidt TV-2, lidt regn på forruden. Den signalerer følsom mand med jakke, bilnøgler og uafklaret skilsmisse.

Ufunky bas

Meget vigtigt. Bassen i dansk kanonpop må ikke true kroppen for meget. Den skal støtte sangen, ikke tænde røven. Derfor får vi ofte “funktionær-bas”: pæn, stabil, lidt flad, uden den sorte musiks elastik. Bas som betalingsservice i ottendedele.

Vestkyst-farrock-piano

Det brede, lidt amerikansk-aspirerende klaver: Springsteen, Billy Joel og Elton John filtreret gennem motorvej, parcelhus og “skal vi ikke lige tage én til?”. Det er følelsesmæssigt effektivt, men også enormt farsk. Klaveret som denimjakke — eventuelt elektrisk eller DX7.

Kor uden ord

Scatsang: åh-åh, ah-ah, na-na, uh-oh-ih-yeah. Melodien skal kunne synges af folk, der kun kan 60 procent af teksten. Helst med en vokalfrase, der kan råbes eller nynnes. Det er følelser som attitude. Inderlighedstegn uden tekstligt ansvar. God kontrast til den tørre mandevokal. Man behøver ikke mene noget. Man kan bare stå i mængden og være rørt.

Akustisk guitar som autenticitetsgarant

Når den kommer ind, ved man: Dette menneske mener det. Akustisk guitar i dansk pop er ikke nødvendigvis folk — det er troværdighedsparfume. “Nu kommer den ægte hvide mands blues.” Signal til, at der må tudes alene på den øde parkeringsplads.

Halvbluesede bends uden rigtig blues

Den danske rockguitar kan godt lide bluesens tegn, men ikke dens farlighed eller smerte. Lidt bend, lidt vibrato, lidt “jeg har levet”, men ingen egentlig snavs, sex, fattigdom, forvrængning, kaos eller trance.

Radiovenlig modulation / stort sidste omkvæd

Kanonsangen skal løfte sig til sidst. Ikke nødvendigvis fordi sangen kræver det, men fordi følelsen skal certificeres. Det sidste omkvæd er ofte et følelsesmæssigt MitID — og en ekstra øreorm, så virussen sidder helt fast.

Trommer, der spiller “sang”, ikke groove

Trommerne er arrangør-trommer: vers, bro, omkvæd, crash, break. De fungerer som trafiklys, ikke som dansende krop. De er renset for Afrika, for funk, for trance. Fadbamse-festival-GPS.

Lyd af studiebudget uden prangende glamour

Meget dansk pop har den særlige lyd af kompetent studie, men uden amerikansk luksus eller britisk excentrisk arrogance. Det er velproduceret, men sjældent dekadent. Mere “god lydmand, der dokumenterer nogle pissedygtige livemusikere” end “visionær sonic fiction”.

Festivalegnethed er måske selve den skjulte produktionsregel. Det skal lyde som noget, der kan stå på en stor dansk scene kl. 21.15 med fadøl, regnjakker, klap på alle fire slag og 12.000 mennesker, der ikke nødvendigvis er fans, men gerne vil løftes blidt i ballongyngen.

Midtempo som dansk komfortzone

Ikke for hurtigt til at være følelsesløst, ikke for langsomt til at dø i et telt. Det danske nationaltempo ligger ofte dér: nok puls til fællesskab, nok ro til sentimentalitet.

Tryg dynamik: Vers: setup. Bro: forventning. Omkvæd: lys på publikum. Sidste omkvæd: alle med.

Det er festdramaturgi for mennesker med øl i hånden. Hits skrevet og produceret med en slags indbygget Roskilde/Skanderborg/Grøn Koncert-logik via radio, så nummeret kan transformere privat melankoli til kollektiv forløsning.

Melodisk sentimentalitet oven på rytmisk forsigtighed

Kernen. Følelsen må gerne være stor. Rytmen må helst ikke være for kropslig. Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

Mandestemmen med ru samvittighed

Den lidt hæse, jordbundne “jeg har været på værtshus, men jeg elsker mine børn”-vokal. Ikke soul. Ikke crooner. Ikke punk. Mere: nyskilt dansk mand stirrer ud over havet.

Kvindestemmen som lys, værdighed og sorg

Anne Linnet/Sanne/“Forårsdag”-aksen: Kvinderollen i kanonen er ofte bærer af klarhed, tab, kærlighed og moralsk tyngde. Hun må gerne være dybere end manden, men helst på en smuk, melodisk og melankolsk måde.

9.Diagnose

Dansk kanonpop vil gerne lyde som frihed, men den er ofte arrangeret som forsikring.

Den vil have rockens autenticitet, gospelens fællesskab, soulens følelse, new wave’ens glossy synths og amerikansk highway-patos — men filtreret gennem et land, hvor ingen må svede for grimt, begære for tydeligt eller miste den hvide taktfasthed.

Resultatet er smukt, trygt, rørende — og ofte tandløst.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er Danmarks bedste sang. Den vandt, fordi den lyder som den slutter fred med nederlaget og det uforløste liv.

BONUS BEAT

 

 

 

The post DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? appeared first on BLAZAR.

]]>
https://blazar.dk/drs-folelseskanon-top100-listen-over-danmarks-bedste-sange/feed/ 1 20828
MEDIEFORLIG: den mentale mediemassakre er overstået for lang tid siden https://blazar.dk/medieforlig-den-mentale-mediemassakre-er-allerede-sket/ Tue, 16 Jan 2018 17:29:34 +0000 http://blazar.dk/?p=2292 For 10 år siden så jeg DR indefra – det var en absurd Kafka´sk komedie – forleden så jeg så chefredaktionen er udvidet fra 15 til 150 – jeg valgte derfor at udsende denne svada:Hele pamper-parnasset piver i kronikkerne over kulturministeren vil rundbarbere DR´s budget på 3.9 millarder med 20% nu.  Indlægene lugter af jobsøgning – og […]

The post MEDIEFORLIG: den mentale mediemassakre er overstået for lang tid siden appeared first on BLAZAR.

]]>
For 10 år siden så jeg DR indefra – det var en absurd Kafka´sk komedie – forleden så jeg så chefredaktionen er udvidet fra 15 til 150 – jeg valgte derfor at udsende denne svada:Hele pamper-parnasset piver i kronikkerne over kulturministeren vil rundbarbere DR´s budget på 3.9 millarder med 20% nu.  Indlægene lugter af jobsøgning – og nostalgi efter tiden før internettet. Den Public Service illusion DR lever på, men ikke selv forstår mere er åbenbart truet – som alt andet der lugter af fælleskab i disse år….det er alle mod alle, i hver sin costumiserede big-data definerede lille medieboble, drevet af google-ads. De store fælles fortællinger og fælleskaber er væk, ligesom almindelig dannelse – og intelligensen, falder 4.9% pr. generation siden 1995.  Måske resultatet af for meget underholdning og for lidt holdning?

Min påstand er at DR allerede er smadret. Dumhed har erstattet dannelse. Jeg voksede op i en tid, hvor en taxachauffør med en 9 klasses eksamen blev bevistgjort af at høre P1 i døgndrift. Han viste alt om Derrida,  Eno & hvad der skete i backstage i baren ved Ib Rene – Cairo´s – bord. Dan Turell havde et talkshow primetime hvor han viste Funkadelic og Pistols og rap-rantede. Folk var fulde og havde ikke stylister, men ofte noget andet end dem selv på hjerte. Nu er DR snotdumt og last mover på alt – og man undrer sig over hvor reklameblokkene er, da DR sliber alle kanter af, gør alt til håndsæbe for at lefle for en ikke eksisterende fællesnvæner. For hvad er der ved den hellige ko Broen, der gør den ikke kunne være på Netflix med sponsoreret mosgrønt tøj fra H&M?

“Vi skal genopdage de oprindelige public service dyder – skabe et uafhængigt kritisk bevist medie – eller sætte Matador, Borgen, Broen og alt det andet placebo-gas på repeat på Nationalmussets server – og lukke DR-dødsstjernen ned på vågeblus  – og give pengene til brugerstyrede kulturhuse – specielt i ghettoerne. Lad os pumpe it-kreativitet og kildekritik på skoleskemaet i stedet, nu DR-TItanic er sunket og hjerneskaden beklageligvis er sket.”

Oprindeligt er public service et begreb stjålet fra BBC (som så mange andre DR-ideer). Det handlede om man ikke bare skulle give seerne/folket hvad de ville have, men hvad de MÅSKE ønskede – men ikke kendte endnu – og kunne af næres af metal protein og vision – frem for underholdning. Public service handlede om massernes NEED, ikke som i nutidens DR, der handler om en medieelite´s nedladende fantaasier om massernes WANTS – didaktisk, men smukt nok – i teorien – og i den fragmenterede big data minede individuelle boble-tid vi lever i er der brug for noget uafhæng innovativ kritisk bevisthed – så hvorfor uendelig Barnaby?

For 10 år siden var der et historisk hul i DR, hvor jeg blot kunne gå ned i kantinen med en ide og efter en kop kaffe fik jeg et kamera og et budget og kunne så lege enmandshær og afsøge nye emner og lege med min personlige form – og mødte så redaktøren igen til sidste gennemsyn i klipperumme, hvor han skulle sikre sig hans/hendes navn var med en tydelig stor skrifttype i den rigtige rækkefølge på rullen. Der var plads til poppet avantgarde – der endte med at ændre en masse menneskers liv. Bevares – en nervøs mellemleder fik da klippet det mest grænseoverskridende væk og indsat nogle moraliserende ekspert-celeb tågehorn,dem der lever af gratis latté, taxabon´s og afledte sideeffekter. De tvang mig sågar til at bruge Henrik Dahl og Emilia Van Hauen….senere imiterede DR3 mine ideer og cast, men gjorde “neo-dokumentar” til klam uempatisk stereotypicierende reality, der stigmatiserede de stakkels medvirkende. “HAHA, godt det ikke er mig, se tabersvinene…” præcis som på TV3.

Så kom den permanente krise og de nye platforme, og kampen om seerne skærpedes yderligere – Public service blev reduceret til en nedladende Djøf-kalkuleret “giv folket hvad folket vil have” strategi  – produceret for “mindst muligt til flest muligt.” Slagordet blandt medarbejderne var “Sendt er glemt.” For kvaliteten af oplevelser er svær at måle – og det handlede om tal. Jeg satte mig op på chefgangen i DR dagen efter min første program-premiere  og mine redaktører og chefer undgik mig til de havde været inde på kontoret og se seertalene på deres sløve PC´er. Først der var der kage. Så kom de og spurgte om vi skulle lave samme program som serie – helst i Jylland med kendte – noget med mad – og en kendt vært? WTF?

Det hele drejede sig om at banke TV2´s seer-shareikke at oplyse befolkningen med innovativt indhold – så man ansatte i stigende grad succesfulde talstærke TV2 folk. Kort sagt lavede man reklame-tv uden reklamer, for at overgå en reklamekanal – i manglen på større mål og visioner.

En anden slående ting var hvor meget skjult reklame der var – vi taler ikke bare sponsor-tøj her – det er hele dokumentarserier med skjult agenda finansieret af interessegrupper – præcis som artiklerne er blevet de dyre reklamer i de fleste aviser. Selv formanden for DR´s bestyrelse var også chef for en lobbyorganisation der fik over 10 millioner af en bombeflyfabrik der ville sælge for 66 millarder til danske politikere – mon det har påvirket den redaktionelle linie? Grænserne var flydende ved det store tag selv bord, og ofrene sad foran skærmene.

Mine ideer til et bedre og billigere DR

Regnearket tog over. DR blev en Djøf-silo – man siger der er typisk 8 mellemledere der står i vejen for hver kreativ. Tilmed prøver DR at lægge så meget ud i den private produktionsverden som muligt – hvilket går alle de kreative trak i indre gade i evig freelance-angst og kun turde pitche tamme tomme ideer, der passer til regnedrengenes fantasiløse ideer om hvad masserne skal se af formateret bras i de forskellige slots. “Kan Birthe fra Esbjerg på 47 forstå det her? Kan de fællesskabsorienterede rosa segmenter fatte det?” Programmerne blev ikke lavet fordi der var en ide, en adgang eller en historie, men fordi der var en mulighed for at parre en vært med et segment billigt i en slot.

Men regnearkene fejlede og det blev ikke bare dumt, men dyrt: endnu et af de formater jeg snildt kunne se blive reklamefinansieret, det super småborgerlige “Kender du typen” kræver en hel OB vogn og et team på over tyve mennesker at optage. Vi taler om 5 mennesker i en lejlighed her, ikke en Stjernekrigen…jeg siger ikke det skal skydes på værtens telefon, men…overkill. For det gælder om at holde vennerne i arbejde og budgetterne oppe, især på nyheder og den hellige søndagserie.

Plus overproduktionen på medieuddannelserne  skabte en konstant stoledans –  hvor man tog en varm taburet væk – den såkaldte forandringsledelse gjorde at tiden gik med strategier, design, rebranding osv. – bevares man skabte nye afdelinger og et matrix af mellemledere til at skjule beslutninger og brølere – i stedet for reel produktion – afdelingerne lå som reklamebureauer i pitchkrige om at fylde formaterne. Det var som om selve proccesen omkring produktionen var selve produktet, selve programmerne nærmest bare et biprodukt af kurser, strategier og møder – og bare der var noget laveste-fællesnævner modulation på senderen var alt fint. Ellers genudsendte man bare noget eller købte det for en slik af BBC eller NRK.

“Forandringsledelse” var også smart fordi afdelinger blev splittet, rebrandet og samlet i et væk – hvilket resulterede i en stemning, der gjorde medarbejderne kaldte DR-byen “dødsstjernen” eller – mere præcist  – “angstpaladset” – en bygning der afgav en oplevelse af uendelige skjulte passivt agressive intriger, knive i ryggen og idetyveri – en bygning hvor man ikke kunne åbne vinduerne og bare sad og ventede på det notorisk langsomme it-system i store åbne overvågede kontorer med dåseluft – mange helt høje på maskinkaffe og lykkepiller – med kortene tæt på kroppen, ventede på at den skjulte magt tog tågede beslutninger.

I en tænketank for 15 år siden foreslog jeg at sælge DR-byen og bare have 1000 selvkørende kreative med kameras og labtops, der uploadede til en offentlig server, en redaktion så kunne plukke cremen af til de døende flader. Derudover skulle brugerne frit kunne uploade og klippe i hele Danmarks fællesarkiv og fælles SoMe platform. Ud med koncerthuse, studier, stativer og strategier – ind med seerne – på danske hænder. Naivt.

Det gik den anden vej – på Dødsstjernen valgte man de syntetiske brede løsninger, studie frem for raportage, mere  med tordenskjolds soldater, mediesexuelle gøglere og hofsnoge frem for eksperter eller autentiske nye mennesker. Min chef brugte mere tid på at lyve sin Wiki federe end at producere. Angsten gjorde man kun turde klone eller genbruge succeser. Danmark blev delt i segment-lagkager, men fakta var at DR2 mest blev set af fraskilte gymnasielærere ved Lyngbyvejen…

Kantinekokkene spiste deres egne medbragte madpakker og kaffemaskinerne giver diarré,  der var en konstant angst, alle kreative hold blev konstant brudt op i en evig målløs forandringsmølle, det var alle mod alle – det var som om selve husets design var lavet til at gå over budget så man kunne fyre de gamle 68ere – der ville give brok længere nede af nedskæringsvejen. Tilsæt et umuligt indeklima og et forældet mediearkiv og en kæde af teknologiske fejlkøb. Det var som en usynlig ånd havde kastet grus i maskinen fra start.

DR-byen byen blev til i overrislet aften mellem pamperen Krammer Mikkelsen, maniske Jytte Hilden og direktøren for Ørestadsselskabet, der havde brug for et trækplaster til fiaskokvarteret. Så kunne man flytte til et mindre hus, overskride budgettet og have et motiv til at fyre de mest besværlige genier.

Smagsdommerne er et godt eksempel på DR´s deroute – en slags retorisk Robinson for C-listen fra kulturlivet – det handlede om at kaffebordspludre om kultur –  frem for at vise kulturen selv – eller producere noget der bare VAR kultur, og ikke underholdning. Programmerne handlede mest om værten, og hans positionering og karriere. Samtidig havde DR intet program om hverken bøger, film, kunst eller musik…det blev ved snakken OM hvordan man snakker om kultur. Det var ikke snedig metakunst, det var medie om medie om hvordan man snakker om medie – nu rammer de så nulpunktet med erstatningen Gejst..nå nej du har heller ikke set det…

Man gik for de store dumme social-Darwinistiske projekter som det ellers oplagte sponsorformat X-factor – snedigt legitimeret af den fake-kritiske bøddel & narcisist Blackman, der slap afsted med Gajol-pakke sandheder, der virkede kloge i den debile kontekst – man fik børn til at imitere sexobjekter og fylde dem med stjernedrømme, hvorefter de kunne gå med aviser året efter. Mere succesfuldt var det da bøsserne fik lov at give østblokken en fuckfinger via en vinder-trans med skæg til 334 millioner delt ud til vennerne. Hele klikker af forkælede Østerbroborgerbørn og jyder direkte fra RUC eller DR´s eget ofte indavlede “talenthold”  – man ville være sikker på de ikke havde oplevet for meget udenfor boblen – overtog ofte hele afdelinger og klovnede villigt rundt i det hyberliberale matrix Djøfferne havde sat op. Problemet var der ingen holdning var og alt blev gjort til underholdning.         

Et andet præmie-eksempel er dengang man lavede en kanal, P6000 med Mascha Vang…der skulle være DUMMERE end mavedanskhall P3 (!!) for at nappe de sidste analfabeter fra The Voice…det handlede igen ikke om indhold eller vision, blot om ratings, shares og markedsdominans. Man har også valgt at sjofle de hyperinnovative og populære elektroniske musikgenrer til fordel for en kanal dedikeret til Britpop (P6) – en retrogenre der varede måske 3 år i 90erne der recyklede Stones og Beatles…plus man stadig insisterer på at køre playlisteradio i tæt parløb med de store pladeselskaber. Jeg kender ikke en musiker, der ikke kunne tænke sig at få DR´s musikchef kørt i skoven – jeg nævner ingen navne.

Ellers var dagens orden at man nappede ideerne fra tosser, masserne, succeser i andre lande eller store halvoffentlige brainstorms hvor seere og medarbejdere stillede gratis op – men skulle skrive under på man ikke ejede sine egne ideer mere eller ville komme til at producere dem selv…skrevet med småt nederst på kontrakten. På redaktionerne var det nærmere reglen end undtagelsen at en nederst i pyramiden fik et afslag på en ide, hvorefter en i toppen lavede den selv – eller gik i mediearkivet og skamklippede fortidens hits og satte et par sikre talking heads ind fra den mediesexuelle tågehornsliste.

Bevares, man har da et par kristiske kautionister der har overlevet udrensningen af de røde lejesvende og de fleste andre med talent eller kritisk bevisthed – de kan så sidde udenfor primetime og legitimere den store egodrevne underholdnings-propaganda-maskine. Jeg har hørt om dem, men ikke set noget fra den kant længe…

De hyperliberale tider krævede at DR – trods det enorme interne produktions-apparat – lagde en masse arbejde ud i byen – hvilket ofte blot tilføjede endnu et lag fordyrrende overforsigtige mellemledere for licenspengene – nu skulle programmerne ikke bare godkendes i DR men pingponges frem og tilbage i uendelighed mellem interne og externe redaktører til der var så lidt vodka i sjusserne man kunne synke antabus med dem. Der blev castet efter genkendelighed og gengældte tjenster, ikke på talent eller ideer – den gennemgående ide var “mig mig mig  -bla-lala- forhåbenligt mange seere, sendt er glemt.” 

Redaktørerne købte programmer af produktionsselskaber, hvor de senere fik jobs hos når stolen brændte under dem på DR. Så kunne de komme tilbage senere, eller måske ryge på DFI eller på en filmhøjskole hvis det var helt sløjt.

Tilrettelæggerne fattede intet, men der gik rygter om der var en satanisk swingerklub der holdt alle disse overflødige mellemledere til fadet.

Selv Kulturministeren Mette Bock fik 2 milloner af DR for at sige op da hun var programdirektør. Offeret var noget fint og skrøbeligt – hele Danmarks kritiske bevisthed. Massernes lyst og mulighed for nye ukendte ting og generelle dannelse blev undermineret af angstfyldt idiotisk ledelse og ekstrem fråds.

DR er for tæt på politikerne, de har holdt DR i live fordi de ser søndags-serier med enorme seertel – mit postulat er de kunne vise hvad som helst med den markedsføring og få fede seertal….plus politikerne er liderlige på at have en reguleret talerstol på skærmen – armslængeprincippet er jo væk da DR er så angste og rygradsløse de piller alt af der er kritik af, selv satiriske julekalendere på nichekanalerne. DR er jo propagandaminiseriet, men ikke så længe – det har reklame-kontent-firmaerne overtaget snart, når politikerne fatter hvor præcist nettet er til hjernevask.

Efter mine oplevelser i maskinrummet mistede jeg lysten til DR – og mainstream media generelt. Nu vil politkerne så slagte DR, der er ved at blive lige så populære som DSB – man holder røven i vandskorpen med TV3 socialpornografi på DR3 (hvad med en lov for ansvarlige med casting så de  tossede medvirkende ikke stigmatiseres?), Pensionist-quiz og en støvet ide om kanoniseret kultur på DRK, gamle DR1 på DR2 og så ren TV2 på DR1 – alt vinklet på at lave mest muligt til flest muligt for mindst muligt – et kulturelt Whoppermeal. Klart ingen jeg kender under 60 refererer til DR mere. Hvordan skal vi forklare de unge de får en licensopkrævning fordi de har en smartphone, der aldrig har været på DR´s hjemmeside?

De andre gamle medier der modtager støtte – f.eks aviserne – agerer alligevel som om de var reklamemedier, så hvorfor ikke bare droppe støtten og prøve noget helt nyt? Den konservative Per Stig Møllers gave til  vennerne på Berlingske og DWP, det slet kamoflerede borgerlige Berlingske støtteprojekt Radio24syv, der spilder alles liv med meta-ironisk pladder spicet op med skingre mørkeblå liberalister fra Berlingskes bloggerkorps – der forgæves forsøger at provokere med deres anakronismer og søgt skæve ledige clickbait standpunkter som Dan Park. Værst var det da en forkælet multimillionær skreg af en mand i kørestol der ringede fra plejehjemmet han skulle tage et job. 24syg bør lukkes eller flytte mindst 300 km væk fra Østerbro og Nordsjælland…Grønland trænger vist mere til et mediehus end amatør-aktiehandlere og Tisvilde-gøglere. Det mest desperate populistiske greb er “Det vi taler om” – der er værre og mere uempatisk end selv Se & Hør. Højdepunktet var vist da Jørgen Leth sludrede om hans yndligsfrugt i 20 min…

Journaliststanden er til rotterne pga. markedspresset – da politikerne blev trætte af kritiske medier udvidedede de bare journalist-uddanelserne, så der kom så mange journalister de holder hinanden i skak pga kampen om jobs og gør hvad som helst for at holde på deres. Meget sigende var årets Cavlingvinder en bog om at rode rundt på ydre Amar for at finde sporene af en bande ildelugtene 30 år gamle stjernetossede banale bandemedlemmers efterkommere – sandsynligvis drevet af lyst til en bestseller, en ny Jønkebog, en gang middelklasse taber-voyeur krimi til juletræet. Troede Cavling var til afslørende journalistik der havde andre effekter end taberfascination og underholdning? Der er sikkert ikke noget bedre derude…

Forstå mig ret, jeg mener grundlæggende al central infrastruktur – el, transport, sundhed, telefoni, banker og medier bør have et fornuftigt bud fra staten som alternativ til det private. Jeg er ikke endnu en højresnoet Rindalist der jager virtuelle røde lejesvende eller vil have mere forsamlingshus, sport og Giro 413.

For når alt dette er sagt mener jeg vi skal fortsætte – efter en kraftig revidering af DR´s værdier og personale – da det da er interessant med mainstream medier der IKKE direkte er underlagt markedets frie kræfter – problemet i dag er bare man ikke kan se denne frihed i sendefladen.

Vi skal genopdage de oprindelige public service dyder – ud af den post-post-moderne konkurrence -stats grå kviksand og skabe et uafhængigt kritisk bevist medie – den evige leflen for den ikke eksisterende laveste fællesnævner må stoppe – ellers sæt Matador, Borgen, Broen og alt det andet placebo-gas på repeat på Nationalmusset´s server og lukke lortet ned på vågeblus, giv resten af pengene til brugerstyrede kulturhuse specielt i ghettoerne, putte it-kreativitet og kildekritik på skoleskemaet for alvor i stedet, nu TItanic er sunket, hjerneskaden er sket.

PS. Det var så mit officelle medieverdens-selvmord – ses i virkeligheden. Denne artikel har marineret længe – og jeg er nu vågnet op til det faktum at som tilstanden er i DR har jeg opgivet ideen om at lave noget meningsfuldt derude – eller se DR. Håber naiv dette lille pust til kollossen kan forandre dette.

Mine ideer til et bedre og billigere DR

 

The post MEDIEFORLIG: den mentale mediemassakre er overstået for lang tid siden appeared first on BLAZAR.

]]>
2292
MEDIEFORLIGET: MARKEDET ER MEDIET https://blazar.dk/medieforliget-markedet-er-mediet-15/ Tue, 10 Apr 2018 08:10:17 +0000 http://blazar.dk/?p=3416 Forestil dig du er til en koncert hvor der kun spilles cover-hits der er et gennemsnit af det tilstedeværende publikums playlister – så alt det nye, anderledes, skæve bliver sorteret fra fra starten – for hvis du samler 100 mennesker i et rum kan de sikkert kun blive enige om Shubidua. DR skal være noget helt […]

The post MEDIEFORLIGET: MARKEDET ER MEDIET appeared first on BLAZAR.

]]>
Forestil dig du er til en koncert hvor der kun spilles cover-hits der er et gennemsnit af det tilstedeværende publikums playlister – så alt det nye, anderledes, skæve bliver sorteret fra fra starten – for hvis du samler 100 mennesker i et rum kan de sikkert kun blive enige om Shubidua. DR skal være noget helt andet – et DR for nye ideer, der ikke er lavet med profit eller seertal for øje – det klarer alle de andre medieudbydere..

Jeg frygter hele medievirkeligheden kommer endnu tættere på ovenstgående skrækscenarie efter det nye medieforlig, der peger imod at  alt indhold og alle holdninger gøres til tam sikker underholdning uden anden effekt end tryghedens sus – valium til masserne – altså som i dag – bare værre.

Før var hed det “the media is the message” – nu er det “the marked is the Message” – og kulturen bliver blot reduceret til clickbait fyld man kan datamine mellem reklamerne – så de rammer endnu mere præcist og billigt. Jeg forudser indhold der er endnu mere pakket med skjulte agendaer og reklame styret af lobbyister – jeg forestiller mig at samfundets fælles samtale i endnu højere grad bliver styret af den laveste og mest effektive – læs lukrative fællesnævner – og alle de kloge kreative omveje lukkes.
Mette Bock – der fik 2 millioner for at skride fra DR – er tydeligvis på et irrationelt ideologisk korstog -somn så mange andre politkerne der vil gerne nedskære alle fælleskaber og privatisere – fra hospitaler, skoler og nu DR. Jeg har bedre ideer her: DR skal tænke på andet end tal – og igen blive markedsleder ved at fokusere på eksperimenterende formater med bevidsthedsudvidende indhold – teknologien gør at man kan lave en masse personlige fortællinger i stedet for de store kunstige dyre studieformater, der er opfundet til gammeldags reklame-flade tv. DR burde blive hele Danmarks it-løsning – et fælles stort post-youtube hvor man kan oploade, klippe og klistre vores fælles Danmarkshistorie. Et reklamefrit sikkert alternativ til google og facebook – så kunne man spare alle kanaler og sendeflader.

Jeg er modstander af nedskæringer – men her er mine ideer:

  • Lave et dansk og sikkert mix af Netflix og facebook – et interaktivt brugerstyret univers
  • Et sted folk kan uploade alle deres data – film og billeder sikkert og deles
  • Droppe “Mere til flest muligt for minst muligt” paradigmet
  • Lave komplementære programmer til resten af mediebilledet – ikke kloner
  • Fyr slappe mikrofonholdere og underholdere
  • Lukke senderne og kun køre net on demand- ikke flere genudsendelser
  • Sæt lixtallet op – DR´s sprog sejler
  • Lægge hele arkivet op til fri afbenyttelse – DR skal bevare Danmarkshistorien
  • Sælge DR-byen – man kan ikke åbne vinduet i dette incestuøse palads
  • Droppe alle studieformater og producere i marken
  • Kun købe udenlandske produktioner der ikke kan ses andre steder
  • Ikke mere talen ned til målgrupper – der reelt er fiktion
  • Stol på de kreative og droppe alle de extra kokke der fordærger maden
  • Lad en masse nye kreative uploade små hjemme-produktioner på DR.DK
  • Drop talentværkstedet – et langt efternavn er ikke nok – find nogen der kan noget udefra
  • Lad folk selv være  “kanal-kurator” eller “medie-DJ” og dele og diskutere eget og andres indhold
  • Få en “kanariefugl i kulminen” i alle debatter – en totalt uafhængig – til at balancere de mediesexuelle
  • Afskaf smagsdommere, livsstilseksperter, politiker-journalister og alle de andre selvbrandere
  • Betal folk – kun rige folks  børn og lobbyister kan leve af afledte sideeffekter.
  • Privatiser Berlingskes 24syg og TV2 prompte – de ideer de markedsfører er perfekte til reklamedrift
  • Giv freelancere ordenlige arbejdsforhold så de kan have et voksen-liv og tør lave noget nyt
  • Lad befolkningen betale for hvad de bruger af båndbredde fra DR i stedet for licens
  • Trim ledelsens og Kulturministerens budgetter og erstat dem med folk der har produceret kreative    ting selv…

Desværre er virkeligheden en anden: sidst jeg så på DR´s nyhedsside handlede halvdelen om X-faktor – der jo burde have været kørt privat fra starten, hvis overhovedet – syg social-Darwinisme  hvor børn mobbes i et forsøg på at strippe mens de synger karaoke – føj – og så præsenteret som nyheder??

Men hvordan kan DR blive mere kreativ? “Kompromisser er kunstens fjende” – fyr alle de mellemledere og stol mere på de kreative og ikke mindst seerne – DR måler sig til at “gennensnittet er idioter” og taler derfor ned til os – men befolkningen bliver heldigvis mere medieret og ser DR´s bluff. DR bør være autentisk og personlig – og lave lockout på tordenskjolds selvfede selvbrandende soldater, smagsdommere og eksperter, der reelt er lobbyister eller lever af afledte sideeffekter fra deres afhængighedsskabende gøgleri på skærm-boblen. Man kunne f.eks starte med at lave et alternativ til snapchat – der blev til et nyt programformat – som så kunne erstatte den nedladende socialpornografi på DR3. Hele den der sang om målgrupper har gjort en en DJØF-elite stærk – men afføder en masse trist indhold. Danmark er så lille at tv bliver en “mere til flest mulige for mindst muligt” – hvilket ender i et medie-macmeal alle kan spise uden glæde eller næring – “sendt er glemt”. Man kan ikke regne sig til store oplevelser – og fordi 100 millarder fluer spiser bæ smager det ikke godt. Jeg vil meget gerne hjælpe DR, da jeg tror på public service ideen – der skal være medier udenfor markedet til at balancere billedet. Men alene tror jeg ikke ledelsen kan klare det – om de så tog på kanindræberkursus med BS efterfuldt af LSD-terapi i ørkenen til Burning Man tror jeg ikke de kan redde medie-Titanic. Der skal nyt blod til – nogen udenfor lobby-boblen med smag, stil, dannelse, visioner og noget på hjerte – der selv har lavet indhold – der tør holde politkerne væk.

MERE MEDIEFORLIG HER

Hvad er det næste felt der skal gennem denne økonomiske matrix? Jeg forestiller mig bibiloteker fyldt med slidte bestsellere, DFI støttede remakes af folkekomedier, gallerier fyldt med kunst der ligner investeringssikre reklameværker, aviser der ligner EB.DK og toge der kun stopper hvor det kan betale sig – og Matador som rap-musical på gamle scene. Nå nej det er jo allerede sådan – og jeg er jo allerede stået af den brede dansk kultur for længst – DR er last mover på alt, og putter altid så meget vand i sjussen man kan synke antabus med den. Måske skal vi bare erkende det er en skidt forretning at prøve at leve af at skabe dansksproget kultur – 5 milloner bonderøve er for lille et marked – og fokusere på dem der gør det for andet end penge?

The post MEDIEFORLIGET: MARKEDET ER MEDIET appeared first on BLAZAR.

]]>
4684