død Archives - BLAZAR https://blazar.dk/tag/dod/ A TRUE COPENHAGEN MAGAZINE Tue, 20 Oct 2026 12:22:32 +0000 en-GB hourly 1 https://wordpress.org/?v=7.0.8 https://i0.wp.com/blazar.dk/wp-content/uploads/2017/12/image.jpg?fit=32%2C32&ssl=1 død Archives - BLAZAR https://blazar.dk/tag/dod/ 32 32 137309283 Den ultimative gadedreng: Sanger-Søren er død https://blazar.dk/den-ultimative-gadedreng-sanger-soren-er-dod/ Sun, 18 Oct 2026 10:05:38 +0000 https://blazar.dk/?p=21161 Danmarks måske mest kendte sanger – uden udgivelser – er død. Søren Jakobsen voksede op i Brønshøj og døde i oktober 2026, angiveligt 53 år gammel. Mange oplevede ham som en ulidelig øreorm, men ingen anden dansk musiker har personificeret uligheden som ham.Søren var 12 år, da han flyttede på gaden. Han havde ikke engang […]

The post Den ultimative gadedreng: Sanger-Søren er død appeared first on BLAZAR.

]]>

Danmarks måske mest kendte sanger – uden udgivelser – er død. Søren Jakobsen voksede op i Brønshøj og døde i oktober 2026, angiveligt 53 år gammel. Mange oplevede ham som en ulidelig øreorm, men ingen anden dansk musiker har personificeret uligheden som ham.Søren var 12 år, da han flyttede på gaden. Han havde ikke engang dun på læben. Han passede ikke engang ind blandt punkerne på Gammeltorv.

Sørens performance gør Nick Cave og alle nedtursfetichisterne til posers, fakes. Søren var dokumentar, han brugte det, han havde masser af – smerte og nederlag – for at vise os en anden parallelvirkelighed, der kan ramme alle.

Det værste var pauserne – ikke bare pauserne, hvor jeg frygtede, at Søren havde forladt sin friluftsscene for evigt – men mere pauserne imellem versene, der normalt var fyldt ud med instrumenter. Jo længere pauser, jo værre – nogle gange ramte rusen ham, så han gik helt i stå, frøs. Jeg kiggede en ekstra gang, tænkte: Heroin eller bare en søvnløs nat? Nogle gange havde han fået tæsk.

Nogle stillede sig op, som var det reality-tv, og nød blues-effekten – suset ved at se på velfærdsstatens kødsår og tænke: »Godt, det er ikke mig. Det går sgu ok for mig trods alt.«

Det var frygteligt, en accelereret nedtælling til døden, fordi Sørens sang personificerede vores angst for fiasko – og især fordi jeg følte afmagt, fordi jeg vidste, at den 20’er, jeg gav, reelt bare dulmede lidt, måske trak pinen ud, men ikke kunne samle skårene. 

På den ene side lignende han en der var blevet fastholdt i en afbrudt barndom, på den anden side var han allerede dengang gammel – gammel på den måde, mennesker bliver, når de har oplevet noget helt forfærdeligt – og mareridet fortsætter, bliver normalt. Livet på gaden var hårdt dengang, men også nu i rullekuffert-København. Tæsk og misbrug er hverdag.

Restaurationsmatadoren Adam Falbert havde kontor på Amagertorv: »Det var 30 grader, og vi havde åbne vinduer. Ingen kunne holde ud at høre hans sang længere – han havde meget energi og luft i lungerne den dag. Butikker, kontorer osv. Alle var ved at gå kolde. Efter 30 gange på repeat gik jeg ned og gav ham 500 – for at stoppe resten af dagen. Søren sagde: Tak! – Fedt – så kan jeg tage ud på Staden og holde fri resten af dagen’.« De hilste hjerteligt på hinanden de næste 22 år.

Et filmselskab over pibeforretningen oplevede, at Søren kørte med abonnement: Det virkede måske nogle timer at betale ham 100 kr. for at rykke 300 meter væk, men han kom igen dagen efter – sonisk afpresning.

I 2020-2021 fik han tilknytning til et bosted på Vesterbro og begyndte at komme på værestedet Gang i Gaden. Han var i bedring – men det er lidt mystisk, at der ikke havde været mere hjælp at hente for ham før. SØRENS SCENE: første gang jeg mødte den ganske velartikulerede Søren var Strøget et større økosystem, et live-internet, hvor et bredt spektrum af ukategoriserbare originaler dansede i et attitude-relativistisk, situationistisk karneval. Det var et overflødighedshorn af karakterer med lang line, der hang ud, levede og døde omkring Strøget – dengang før rullekufferter og videoovervågning, dengang man måtte synge, spille og tigge.

I dag ligner det Stortorget i Stockholm. Det koster 100.000 om måneden for en butik på størrelse med en isbod – de samme brandstores lægger deres levende reklamer i spænd op ad hinanden i håb om, at den københavnske aura smitter af på logoet, så turisterne køber parfumen på vej ud i lufthavnen.Jeg hader nostalgi, men savner i glimt dengang før gentrificeringen – eg husker ikke bare Sanger-Søren, men også naturmærkemanden, Rotte-Tim, Krishna-trancere med gonger, Boogie-Preben der fik tyret mønter efter sig, Jazz-Orne-Ole, Black Panthers gadebanden, livgardere på voldsdruk, en tvekønnet same i folkedragt, fløjtemanden, xylofonmanden der var organist til dagligt, Mr. Funk afro uden sko i sneen, violmanden med den trehjulede cykel, anarkistiske KU og, KG, stalinistiske DKP & KAP, malerbombekastende BZ’ere, elegante mods på scootere, jamaicanske rastas med hatte der lignede marokkopuder, Niebuhr, ulovlige skatere og rullere, Cirkus ChangHighs hashede børne-gadegøgl med ild på ethjulede cykler, lange Ørva den første graffiti skriver, læderbøsser med nazikasketter og moustache,  Olafur Eliason med en blinkende breakdance-boombox med kohorn, bikere, børnemagtere, Lars Seier i miliærtøj, fimsede trækkerdrenge på rådhuspladsen og i Illum, henna-flippere der røg chillum på bænkene,  skinheads, Bernadotte-Montmartre-mennesker i pink sweatshirts og grønne Gerry-dunjakker og sejlersko, Knalde-Palle, Kiosk-Leon med porno og madrads i baglokalet, Pacman-Gus i Nygade bio, voldelige svenskere, der brækkede sig i hvide træsko, rakkere, digtere i gamle overfrakker med barberede nakker og sideskilning, gøglede Sigvaldi, der solgte digte fra en barnevogn, breakdancere fra Lorteøen med mullets, der rullede rundt på pap foran Burger King, nazi-negeren Lobo fra Bullshit, Warriors, grønjakker, psychobillys, dystre goths, teds, hejremanden, tantriske Osho-tilhængere i lilla  og mange flere jeg har glemt – omgivet bagtæppe af civile, softice-spisende shoppere overvåget af uropansere i Ecco- og Jaco-andefødder til tonerne af Yul Andersons Satie-klaver med ekstra rumklang. Alle er væk nu, selv fakiren, der tilbad springvandene og altid balancerede en hellig brosten på skulderen, er væk.

Måske fordi boligpriserne er blevet så høje, at den slags mennesker ikke længere kan bo inden for en realistisk transportafstand – det siges, at de overlevende er teleporteret til Bornholm og Nakskov. Måske fordi SU’ens og kontanthjælpens reelle købekraft er decimeret? Måske fordi det ikke er særligt smart eller boheme-hipt at tabe med stolthed i offentligheden? Måske fordi subkulturerne døde med internettet? Måske er der sket noget med psykiatriens doseringer? Måske fordi hele ideen om et alternativt liv bare er død. Måske laver man bare ikke den slags originaler mere?De forrige generationer prøvede at mestre individualitet via looks. I dag gælder det om at forsvinde i massen eller klæde sig, som om man er på vej så langt ud i skoven, at man slipper for mobildækning.

Måske fordi de unge har fattet, at den eneste chance, de har for at komme tættere på Instagram-drømmene, er at blende ind, læse på CBS, arbejde på Joe & The Juice og ellers bare træne max og måske handle aktier eller lave en app, når de er på toilettet.

De forvredne sange: Det er svært at skille en kunstner fra sit værk, men Sørens næsten selvbiografiske sangvalg endte med at gå i ét med fortællingen, myten – han remixede hyggesange om til rene nedtursrapporter:

Gasolin’: Kvinde min– tab og misbrug:

Og selvom vi har skændtes tit / og du har grædt og lidt / og jeg har huslet / og spillet tosset / og jeg har snydt dig / og skammet mig / og stjålet af din kærlighed / Tror du, vi skal følges ad / til livet det er slut / at der er tusinde mil / imellem dig og mig

Kim Larsen: Midt om natten – ren rapportage fra Sørens indre by:

Strisserne kom, før vi ventede dem / En fyr, vi kaldte Spacy, tog den ud i det blå / De sagde: »Gå nu hjem«, men vi spurgte: »Hvor er det?« / Så får jeg nok et værelse med lys og med vand / Håber, vi får i morgen med – Ååh, mañana – Håber, vi får i morgen med

Rod Stewart: Sailing – rus, langt hjemmefra og længsel efter at vende hjem til et ikke-eksisterende hjem.

Shu-bi-dua: Den røde tråd– Det er selvfølgelig ikke Sørens selvbiografi. Men når han sang den, var det svært ikke at høre den sådan. Spørgsmålet er, hvor mange mennesker der skal stå og synge deres egen undergang midt på Strøget, før vi begynder at høre efter.

Hva’ mon man er, før man bli’r til / Et stjerneskud, et puslespil? / En tanketorsk, en gulerod? / Til min far sagde hun glid / Vi var en kæmpe børneflok /Og der var aldrig penge nok / /Otte år så var jeg klar / Til at gå på kaffebar / Min ryg så ud som strivret flæsk For dagens ret var tørre tæsk / Jeg voksed’ og koksed’ / Men jeg ku’ aldrig bli’ til noget Trods mit store ordforråd / Stod i kø på livets vej / Mens andre overhalede mig / Jeg voksed’ og koksed’ / Jeg fandt min plads i skyggen / Med ryggen op mod muren Hvorfor blev jeg født? / Og hva’ mon der sker, når man ska’ bort / Når livets skjorte bli’r for kort Hvor mon den er, den røde tråd / Man må for fa’en da bli’ til noget

Det var ikke, fordi vi ikke så ham. Vi så ham i årtier. Vi lyttede, grinede, var irriterede, gav ham penge – og gik videre. Jeg gjorde præcis det samme. På den måde blev Søren en del af byens inventar, og måske var det netop problemet: Vi vænnede os til, at et menneske kunne gå i stykker for åbent tæppe.

Jeg siger ikke, at Søren var psykisk syg, bare tydeligvis traumatiseret, men hans død minder mig om noget, vi fortrænger i verdens lykkeligste by: psykisk sygdom som en medvirkende årsag til hjemløshed hos 45 procent af landets registrerede hjemløse. I København er antallet af hjemløse 1.572, (plus 457 udenlandske uden fast ophold, registreret i København) – en stigning på 13 procent på et år. Kilde

Hjemløshed er også et spørgsmål om, hvorvidt psykiatrien og den sociale støtte formår at gribe mennesker hurtigt. Hvor mange Fields-skyderier skal vi opleve, før der virkelig sker noget? Vi kender alle sammen en psykisk syg, og en tredjedel af befolkningen er i behandling på et tidspunkt i livet. Er der en politiker, der læser med her? København handler om mere end instagramable michelin-restaurenter, cyklende post-hipstere, festivaller og smart design – lad os arbejde mere mod hjemløshed- vi burde have viden og penge til at gøre det bedre. 

Vi kune starte med en statue – uden indbyggede højttalere? Hvil i fred.

The post Den ultimative gadedreng: Sanger-Søren er død appeared first on BLAZAR.

]]>
21161
Erik Brandt RIP https://blazar.dk/erik-brandt-rip/ Mon, 13 Mar 2023 05:52:38 +0000 https://blazar.dk/?p=16626     Nu sidder Erik Brandt i himlens vip-bar med Warhol, Versace, Hugh Hefner, Hunter S. Thompson, Leonard Cohen, Henri, Jan Stage, YSL og James Bond – de prøver at overgå hinandens pumpede anekdoter – mens de klapper englene i røven. Døm mig ikke – men jeg savner ham allerede. “Du kan kalde mig gudfar!” Da jeg […]

The post Erik Brandt RIP appeared first on BLAZAR.

]]>
 

 

Nu sidder Erik Brandt i himlens vip-bar med Warhol, Versace, Hugh Hefner, Hunter S. Thompson, Leonard Cohen, Henri, Jan Stage, YSL og James Bond – de prøver at overgå hinandens pumpede anekdoter – mens de klapper englene i røven. Døm mig ikke – men jeg savner ham allerede. “Du kan kalde mig gudfar!”

Da jeg var lille skræmte man børn med Erik Brandt. Han havde en sort chauffør i uniform, han var ond bolighaj der prøvede at invadere flipper-bastionen Christianshavn – men Erik fik smadret ruderne på sit sted, “Hakkedrengen” af gadens parlament – fordi rygerne fortalte han importerede kokain, han så tørrede på en radiator og smurte på den kongelige ballets fødder – når han ikke kiggede på børn på Krebs skole med Warhol eller plagede de indfødte på Bali – han levede af at  hjernevaske kvinder med mode – lavet af slaver i den tredie verden. Hans image var som alle  kapitalister i en Demos-tegneserie fra 70erne. Virkeligheden var heldigvis mere nuanceret.
Erik var ikke diskret – han var skamløst åben, han forstod branding før begrebet blev standard. Som Spies var Eriks flamboyante livsstil en del af selve produktet Brandt, festen ikke bare skamløs nydelse, men også en scene for markedsføring – tøjet var blot masserne biografbilletter til en dekadent jet-set drøm. Han var fræk, fantasifuld og entreprenant – og satte dansk mode op i et nyt gear.

Flashback: Vi stødte på hinanden i 90erne – og da jeg lavede magasinet med det ironiske navn “Kultureliten” blev jeg inviteret i audiens på Skovshoved hotel, hvor Erik havde en lidt mystisk rolle. Han ville gerne være en del af magasinet, da han virkede lidt angst for ikke at komme med til den nye generations fest. Han havde solbriller på indendørs og var pakket ind i et virvar af tørklæder – og ledte hele tiden efter sine “briller”, selvom han havde dem i brystlommen hele tiden. Senere ankom en fyr i en taxa med hans “briller”. Det var dysfunktionelt, men det blev overtrumfet af Eriks charme, han kunne simpelthen ikke lade være at sige hvad han tænkte konstant – vidunderligt.

Han var måske en privilegie-blind snobbet dinosaur, men han insisterede samtidig på også at være et kultiveret følsomt menneske, der skrev digte & samlede kunst. Han var upassende, pisse sjov og utaktisk i sin ærlighed – og insisterede på at være et liderligt mande-menneske og efter sin bedste alder.

Senere skulle jeg caste til min serie “Vinderne”. Min motivation var simpel – jeg var nysgerrig på hvad der drev eliten, om spillet var en ende i sig selv, en afhængighed, hvad motivationen til umætteligt at blive ved med at lave penge er? 

Første optagedag var på intime Library bar der oser af Sherlock Holmes – komplet med pianist. Toilettet ligger i kælderen, og Erik var nede og tisse måske 7 gange på 2 timer. Her er en rå  smagsprøve: 

 

Vi var restløse bagefter, så vi tog i byen, jeg inviterede ham til en lukket sceance med toppet af dansk rap på det tidspunkt. Jokeren – og hans daværende delikate kæreste – holdt hof med et større entourage af hætteklædte 30 år yngre semi-gangstere, men verdensmanden Erik var kold og knappede skjorten ned – og i en bevægelse rev han sine brysthår ud – og dryssede dem over blondinen som rosenblade – og klaskede hende hårdt i røven – som om alle andre i rummet var usynlige. Jeg måtte evakuere ham – ind i en taxa meget hurtigt. 

Det var starten på en større psykosafari, han små-manisk og pisse ligeglad – det er utroligt så lang line han fik af en beskyttende aura af penge. Som mange af de store hanelefanter i den generation var han totalt overbevist om sin egen usårlige fortræffelighed og suveræne charme – selvom tiden kaldte på diskretion insisterede han på at være den sidste jetsetter efter Spies døde – han fablede altid om at tage Concorden til Studio 54 eller feste på Mauritius, i San Trope eller Bali med Henri, Bowie, Jagger Ferry og Warhol.

Han kom med historier om at trylle Svanemølleværket om til et art center som Tate Gallery, historier om der var 600 millioner på vej – Kineserne skulle bare lige være færdige med juraen, så ville de købe alle rettighederne til Brandt design, der så ville genopstå som en kæde på enhver chic boulevard i de store metropoler.Men det gik hurtigt op for mig hans forretning havde kendt bedre dage – og det var ensomt og koldt på toppen – hvis man ikke har midlerne til at lege med mere – men jeg var imponeret af hans utrættelige sisyfos-lyst til at komme op på hesten igen og forføre verden på ny. Vi festede igennem og drønede rundt til tennis med Bent Fabrik og Eddie Skoller og var på jagt med Husted-Andersen ved Aalholm Slot og spiste krebs på Svanevænget. Jeg vil spare jer for detaljer.

Min DR-film blev et glansbillede af en speedsnakkende men selvreflekerende narcissistisk verdensmand, der reaktiverede Eriks medieliv – han fik en skærm-renaissance, han ikke helt kunne administrere – hans revival tiltrak en masse vampyrer og tabloid-typer.

Heldigvis var snoren i ballonen skønne Margit, et gudsbenådet designtalent, der på mange måder tegnede en ny tids kvindes stil. Hvor Erik mere var en omvandrende livsstils-branding-ambassadør og konceptmager, var Margit den visionære arkitekt – de var et stærkt hold, men desværre gav Erik efter for sine selvdestruktive sider efter tabet af Margit.

Erik var knust og ulykkelig – men TV2 ville gerne have mig til at lave flere film med ham, men han sad og vrøvlede i badekåbe og var umulig at få skudt etisk forsvarligt materiale med. Han var træt, selvfølelsen på den mandegeneration sidder i pungen – hvis den er tyk er de tyre på Victor – hvis de er flade ligger de og stirrer op i loftet i en seng alene. Der masser af venner på opturen, men tavs telefon når nedturen rammer.

Erik fattede PR – her en reklame for børnetøj.

Der var for mange sociale katastrofer, nabokrige og mentale trafikuheld – og evig kredsen om et udansk medvirkende-honorar. Han var ikke klar, men lallede rundt i tabloid-medierne og nægtede at stoppe festen trods mine råd, så da jeg skulle være far trak jeg mig. Jeg må vælge mine kampe, jeg kan ikke redde hele verden, misbrugere kan kun redde sig selv.

Men cirkus fortsatte – fordi “Den der lever stille lever godt” og overklassen kun stiller  op i Børsen, så medierne nød at caste Erik som myten, overklassens klovn. Jeg glemmer sent han udtalte sig om eliten i TVA, med titlen “milliardær” på et skilt. Det var langt fra Erik udbrændts virkelighed på Esplanaden, men ingen tv-mand  orkede at klikke tre gange på nettet for at checke hans regnskaber, når illusionen var så fed? Pyt med virkeligheden, man kan altid genudsende den samme kaskade af namedropping og fantasilioner, der sandsynligvis allerede var væk før millenium. 

Heldigvis kom klarheden momentant tilbage og Erik valgte modigt at lave programmer om misbrug i Nordsjælland, der forhåbenligt har virket præventivt på en masse mennesker. 

Jeg glemmer sent en aften hvor han spurgte om jeg ville købe et par Budweiser dåser han havde udstillet på en sokkel – for Warhol havde lavet dem. Problemet var bare dåserne ikke var signerede…jeg takkede pænt nej. 

Hvis der er en morale i denne let rørte tekst er det at huske at drømme mere – og tale frygtløst frit fra leveren om det – for det øger risikoen for drømmene bliver virkelige – for Erik havde mere funk og indsigt end 1000 numre af hvilket som helst fesent herremagasin. En anden morale er at holde sig fra det organiske opløsningsmiddel alkohol. 

Til begravelsen var vampyrerne klar – voyeurs, netværks-nassere, paparazzi – og Bobo sang, ikke Brian Ferry. Jeg endte mellem en distingveret hofmarchal & en troldelignene blomsterkunstner. Præsten havde været tjener på Victor og prøvede at drage bibelske paralleller til Eriks liv. Så på Lumskebugten, (ikke Lumskebuksen på N.).

Erik var en ener, en enhjørning der insisterede på sin ret til at være for meget, være en main character på trods af tiden, problemet var bare pengene – og tiden – løb fra ham. Han var i et spil hvor mangel på succes ikke er acceptabelt – jeg hader ikke spilleren, jeg hader hvad spillet gjorde spillerne til. 

Jeg vil savne hans tourette-raps, hans totale fuckfinger til aldersfacismen og hans visionære væsen, men jeg vil savne ikke den lille bipolare gule mand på skulderen der hvisker han skal have mere hvidvin. Hans modus operanti er umuligt i dag, alt er blevet for pænt og kalkuleret nu hvor alle røverhistorier kan googles og #metoo hersker. 

Jeg håber virkelig Panum har taget DNA samples til forskningsbrug – sikke en viking – det var et mirakel han blev 79. Hvil i fred gamle dreng.

 

The post Erik Brandt RIP appeared first on BLAZAR.

]]>
16626