Disney følger op på den nuttede nyklassiker Vaiana (Moana på engelsk) fra 2016.

Et Tahiti-inspireret, pre-kolonialiseret naturfolk lever et utopisk musical-liv synkron-dansende i bar mave – et miljø vi desværre har civiliseret os ud af, der ikke engang findes i rejsekataloger mere.

På tropeøen sipper den sød-seje prinsesse Vaiana bevidsthedsudvidende drikke under en ceremoni og bliver kontaktet af forfædrenes ånder, og drager ud på en odysse efter andre civilisationer på en tømmerflåde med en besætning bestående af en handlekraftig kortklippet tekniker-pige og en metrosexuel usikker bodybuilder med hestehale – plus en kværulantisk  landbrugsekspert, som virkelighedens bedstefædre kan spejle sig – i hvis han magter at hive arvingerne ind i biografen.Holdet assisteres af den kække steroide-halvgud Maui, der stadig ligner Metallicas bassist overplastret med levende tribal-agtige Red Hot Chilli Peppers tatoveringer, der kæmper med et nyt sæt skurke i kæder af cliffhangers.

Som i så mange andre animationsfilm rettet mod børn er der ikke meget substans ud over de sunde budskaber om at drømme, turde handle og overvinde sin frygt.  Jeg savner metalag, plot twists og påskeæggene fra danske tegnefilm som “Ternet Ninja”, “Rejsen til Saturn” og poesien fra “Den store pære” – eller metaforer som billederne på det menneskelige sind fra “Inderst inde”.  Der er ikke så meget at snakke om bagefter, udover slutningen, hvor der trailes for 3’eren…Bevares, der danses, kæmpes og synges på livet løs, men jeg må blankt tilstå jeg har en aversion mod musicals, så jeg kan ikke vurdere kvaliteten, selvom det slår mig soundtracket til den første var klart mere catchy – men hvis min 8 årige blaserte medanmelder putter den på hendes playliste, kan det være jeg skifter mening via gentagelsens kraft.

Hun siger: “Jeg havde glædet mig til 2’eren – men 1’eren er bedre. Filmen er god for børn fra 6 år og op, da det går ret hurtigt og der er lidt gys. Tror min storesøster på 14 også vil se den, selvom hun officielt vil synes den er pinlig – alle der kan lide 1’eren vil jo se den nye også.” Far er stille og erkender han ikke er målgruppen. Hun giver den

Vaiana 2 kan ses i biografen fra 28. november.

The post Vaiana 2 / anmeldelse  appeared first on BLAZAR.

Snehvide er tilbage – denne definerende Disney-klassiker fra 1937 har fået et remix, denne gang med den columbianske Rachel Zegler i front, der er så pæn og flink, at det skærer i tænderne. Hun er langt fra den tidligere mere skandinavisk udseende original, hvilket naturligvis har fået krænkelsesparate højrefløjskræfter helt op i det blå felt. Omvendt har castingen af den israelske skuespiller Gal Gadot som den onde dronning udløst kritik fra pro-palæstinensiske fortalere.Jeg bliver så træt – det er en børnefilm, ikke et manifest, og nutidens børn ved godt, at alt er gøgl, produktplacering og AI-effekter anyway.

Der er skam også positiv evolution: Den nye Snehvide er ikke afhængig af Prinsen. Han vækker hende stadig med et kys, men skal ellers ikke klare ærterne. Snehvides mål er ikke kun kærligheden – det er at være en ordentlig, empatisk solo-regent, modsat Gal Gadots onde dronning. Det er ærgerligt, at Disney ikke har foldet den evigt spejlende arketypiske dronning ud til en større forståelse af narcissisme – det skriger Instagram- og TikTok-generationen jo på.

En spildt mulighed er også manglen på ægte dværge – Disney har valgt at bruge animation, hvilket har provokeret Game of Thrones-kongen Peter Dinklage og mange andre små mennesker.
Dværgene (hvis man overhovedet må bruge det ord mere?) og de ellers nydelige og nuttede dyr er blot dekorationer, ikke medspillere.

Min børneanmelder på 9 giver den 4 ud af 6 stjerner. Hun mener dog, at historien er for kompleks for børn under 7 og undrer sig over den meget bedagede musical-musik. Den har jeg ikke så mange problemer med – det er jo stilen. Hvis dit barn bare kan lidt engelsk, så se den engelske udgave – den danske synkronisering er skidt og virker ret distraherende.

Men film handler jo ikke bare om dramaturgi og skuespil – en films stil er afgørende. Der fejler Disney desværre. Det er et miskmask af ahistoriske kulisser og kostumer.Der mangler et metalag til os forældre, lidt lag i karaktererne, lidt humor – eller bare en smuk, magisk trylle skov at fortabe sig i – filmen mangler atmosfære.

Det er oplagt, at Disney vil remixe deres kerne-IP og sælge merc, men budgettet tog ballonfart og ramte $270 millioner … det kan man ikke se, for filmen virker som et stamtræ af kompromisser i korrekthedens navn – et burgermeal, alle kan spise, men ingen får næring af. Personligt foretrækker jeg originalen, og så har man endnu en lejlighed til at tale om fortiden med de små.

Jeg håber, Disney har bedre held næste gang.

The post SNEHVIDE 2024 / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Disneys nye live-action-version af deres film fra 1989 – løst baseret på HC Andersens eventyr fra 1837. Halle Bailey har hovedrollen  i samspil med  Jonah Hauer-King, Daveed Diggs, Awkwafina, Jacob Tremblay, Noma Dumezweni, Javier Bardem og Melissa McCarthy. Vi følger havfrueprinsessen Ariel, der modvilligt indgår en pagt med den forræderiske havheks Ursula – hun bytter sin stemme for menneskelige ben for at imponere menneske-prinsen Eric – men glem plottet, alt kan lade sig gøre og intet giver mening men er blot motor for CGI-bulder, legetøjs-reklame og føleri generelt.  Jeg havde en ekspert i børnefilm med, min 7 årige datter, der mener CGI-effekterne ser kunstige ud – men det er sejt de har ladet Ariel bevare sine bumser, at musikken er ok – og minder om den gamle version hun kender – men den ikke kommer på hendes playliste. Hun kan bedst lide filmens eneste komiske figurer – Ariels animerede hjælpere – især krabben – værste figur er den massive haj – der er tilpas uhyggelig uden at være skræmmende – men hun undrer sig over ingen dør i den indledende skibskatastrofe.  Hun mener at filmen skal have 3.7 ud af 5 stjerner, at den er god til piger mellem 7-10 men hun mener ikke hun kommer til at gense filmen på Disney+ når den udkommer der engang. Hun kan godt lide trylle-genren, men foretrækker den første Maleficent. Vi var enige om en enkelt fabelagtig scene stak ud – Ariel synkron-danser med stort set samtlige havdyr i en næsten psykedelisk montage i fuld fake discovery kvalitet – det er fantastisk! 

Den gamle patriark spillet af Javier Bardem (jeg fik lyst til at gense den suveræne “No Country for Old Men”) driver dramaet frem – men desværre overtager Ariel ikke hans position som maritim hersker efter hans død. Nej nej, han genopliver og hun bliver taget til nåde af papa hvorefter havfolket og menneskerne forbrødres i en klæg påklistret anti-racisme-metafor. Tør ikke at analysere kønsrollerne yderligere i filmen. Det er gammeldags, ligesom den utroligt harmoniske skildring af en renset dreadlock-Benetton-kolonialisme i Caribien – og kønsrollerne generelt. Jeg vil ikke dømme musikken da jeg ikke ved noget om retro-hybrider af musical-skaberi og olietønde-percussion – different strokes for different folks – men det er jo effektivt, ude af sync med samtiden og mega renset – ren Disney.

De voksne kan også bare bruge filmen som mode eller cosplay-inspiration: 

The post Anmeldelse: Den lille havfrue  appeared first on BLAZAR.