Pixar blev opkøbt af Disney i 2006, og filmene der kom ud af fusione er mere følsomme og hylder skrøbelighed og forskellighed – og er langt mere samtidige og fantasifulde end seneste Disneys solofilm. Tænk f.eks WALL·E (2008) Up (2009), Soul (2020), Luca (2021), Lightyear (2022) & Elemental (2023). Elio er historiens dyreste animationsfilm med et produktionsbudget: ca. 300 millioner USD - plus over 100 mil. til markedsføring – det har heldigvis ikke gjort filmen tandløs.

Alle har undret sig over rummets uendelighed og mulighederne for liv…i 1977 sendte Nasa så Voyager op, der indkluderede en guld-plade i en slags vinylformat med “Greatest hits of earth” – og et diagram til rumvæsner, så de kunne bygge en afspiller – der var ikke plads til et stereoanlæg eller højtalere på sattelitten – (plus der jo ikke er lyd i rummet) – men pyt med det –  det er da et smukt hippie projekt, nærmest kunst. I filmen lykkes missionen…

Drengen Elio er rumfanatiker og konstant fantasifuld – nogen mener på spekret og dysfunktionel – pludselig bliver han fejlagtigt udnævnt som Jordens ambassadør og ført til Communiverse, rummets FN, hvor han møder charmerende aliens, stilles over for deres intriger, og må samtidig finde en plads i universet og livet generelt – temaerne er identitet, ensomhed og tilhørsforhold.

Filmen er herligt fri for fjantede stemmer, legetøjsreklamer, musical og formulatisk forudsigelighed – bevares, der er emotionelle rutchebane-ture alle over 7 kan håndtere (og forældrene ikke falder i søvn over), og alt ender naturligvis godt og vi går styrkede ud af biograften, da filmen er en udemærket dialog-starter om store klassiske emner.

Min 9 årige børneanmelder skriver:

“Efter min mening er filmen  er rørende uforudsigelig og sjov – jeg har givet filmen og en halv stjerner (ud af 6). jeg tror at der er mange børn der kommer til at tænke at det er okay at være anerledes og begynde at være mere sig selv efter de har set filmen  jeg  tænker at man skal være over 7 år gammel for at kunne se den for den er lidt forvirrende – men glæd jer til den kommer ud .”

The post ELIO / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Mattesen gør det igen – en værdig afslutning på tegnefilmstrilogien – komplet med den funky musiklærer Arne og den hedonistiske Steward, der om muligt er endnu mere grænsesøgende end i forgængerne i serien.

Ingen er hellige i det frodige socialrealistiske persongalleri: alle – fra overbestemmende papfædre, plastic-gangstere, poptøser til flippermødre, wokeister og præster – kommer under kærlig behandling, så det nærmer sig misantropi. Men det reddes på falderebet af Mattesens socialt indignerede, funky, nærmest Olsen-banden-retro no-bullshit-kerne.

Det er en fornøjelse at se en dansk film, der ikke virker som et kompromis, hvor en auteur bare giver den gas. Mattesen laver de fleste stemmer og har skrevet det hidtil bedste manus i serien, hvor intet er, hvad det giver sig ud for. Det er faktisk ægte spændende med masser af plot-twists undervejs.

Multitalentet Mattesen har endda– trods sine rap-rødder – lavet en hylende sjov klub-banger med Tessa, der burde blive et af årets hits. Min eneste anke er den visuelle stil, der sidder fast i det samme look som Wulffmorgenthaler/Den store pære – det ligner et gammelt spil.Heldigvis glemmer jeg hurtigt looket, for der er der både noget sjovt  til de større børn og til forældrene – og påskeæg nok til et gensyn, når den kommer på stream. Min børneanmelder på 9 mener dog, at den er lidt for hæftig til, at børn under de nominerede 11 skal snyde sig alene i bio. Så tag med – der er masser at tale om bagefter. Det er klart den sjoveste og mest kompromisløse børnefilm i biografen lige nu.

The post TERNET NINJA 3 / anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Disney følger op på den nuttede nyklassiker Vaiana (Moana på engelsk) fra 2016.

Et Tahiti-inspireret, pre-kolonialiseret naturfolk lever et utopisk musical-liv synkron-dansende i bar mave – et miljø vi desværre har civiliseret os ud af, der ikke engang findes i rejsekataloger mere.

På tropeøen sipper den sød-seje prinsesse Vaiana bevidsthedsudvidende drikke under en ceremoni og bliver kontaktet af forfædrenes ånder, og drager ud på en odysse efter andre civilisationer på en tømmerflåde med en besætning bestående af en handlekraftig kortklippet tekniker-pige og en metrosexuel usikker bodybuilder med hestehale – plus en kværulantisk  landbrugsekspert, som virkelighedens bedstefædre kan spejle sig – i hvis han magter at hive arvingerne ind i biografen.Holdet assisteres af den kække steroide-halvgud Maui, der stadig ligner Metallicas bassist overplastret med levende tribal-agtige Red Hot Chilli Peppers tatoveringer, der kæmper med et nyt sæt skurke i kæder af cliffhangers.

Som i så mange andre animationsfilm rettet mod børn er der ikke meget substans ud over de sunde budskaber om at drømme, turde handle og overvinde sin frygt.  Jeg savner metalag, plot twists og påskeæggene fra danske tegnefilm som “Ternet Ninja”, “Rejsen til Saturn” og poesien fra “Den store pære” – eller metaforer som billederne på det menneskelige sind fra “Inderst inde”.  Der er ikke så meget at snakke om bagefter, udover slutningen, hvor der trailes for 3’eren…Bevares, der danses, kæmpes og synges på livet løs, men jeg må blankt tilstå jeg har en aversion mod musicals, så jeg kan ikke vurdere kvaliteten, selvom det slår mig soundtracket til den første var klart mere catchy – men hvis min 8 årige blaserte medanmelder putter den på hendes playliste, kan det være jeg skifter mening via gentagelsens kraft.

Hun siger: “Jeg havde glædet mig til 2’eren – men 1’eren er bedre. Filmen er god for børn fra 6 år og op, da det går ret hurtigt og der er lidt gys. Tror min storesøster på 14 også vil se den, selvom hun officielt vil synes den er pinlig – alle der kan lide 1’eren vil jo se den nye også.” Far er stille og erkender han ikke er målgruppen. Hun giver den

Vaiana 2 kan ses i biografen fra 28. november.

The post Vaiana 2 / anmeldelse  appeared first on BLAZAR.

X-Tesla-generationens sidste ironiske, anti-autoritære krampetrækninger som børnefilmsprodukt? Siden starten af 00’erne har Wulff & Morgenthaler udkommet med «grænseoverskridende», absurd og «samfundskritisk» humor i alt fra tegneserier og tv-shows til film og børneuniverser. Med rødder i den kreative middelklasse balancerer de mellem det barnligt groteske og noget næsten nihilistisk, der sparker til alt fra megalomane iværksætterkvinder, svage mænd og velmenende men autoritære, slidte skolelærere – Mugge føles lidt som de sidste krampetrækninger fra en Tesla-generation i konstant selvironisk opbrud, der insisterer på at være «imod» som identitetsmarkør – selvom de i virkeligheden er sidste årtis establishment.

Den tredie film i Mugge-serien blander forstadssatire og familiedrama i børnehøjde med masser af påskeæg til forældrene. da filmen prikker til både højre- og venstrefløj, medier, moral og moderne identitet – men løsningerne og en dybere systemisk analyse eller bevisthedsudvidelse udebliver. 

Plottet – eller rettere sagt moralen – er bygget på kritik af et fremtidigt VR-samfund, men fungerer som en slet skjult metafor for iPhones, datamining og den soma-agtige isolation, man ser i f.eks. offentlig transport. Det er fint, der er mening med galskaben, men der er lidt for mange forsøg på at være hip og ungdomsagtige. F.eks. er alle Mugges venner enten brillebærende eller svenske non-binære bodybuildere – det virker ret boomer-agtigt, ligesom al gamer-kritikken – plus filmen betjener sig af præcis den samme dopamin-overload taktik den kritiserer.

Wulff & Morgenthalers selværklærede ADHD-univers trænger til en redaktør. Det er fint, det er manisk, men der mangler et filter, der fjerner de mest bøvede jokes. Den virkelig grimme (men sikkert billige) visuelle stil kunne også optimeres i disse AI-tider. Sammen med musikken skaber det en fornemmelse af discount-energidrik-overdosis.

Min 9 årige børneanmelder giver den 4 ud af 6 stjerner, da hun spiller voksen for tiden er det svært at finde et match – men hun anbefaler den til børn ned til 6 år – og drenge op til 12. Hun savnede Dolph, men mener filmen bør oversættes og ses i udlandet, da filmen har er en særlig dansk ting verden kan lære af.

Konklusion: Børnefilmsgenren er i krise, så Mugge er det bedste bud lige nu i biografen… Der er masser at tale med sit barn om efter filmen, der sprudler af langt flere idéer i sekundet end noget, Disney har skidt ud de sidste 30 år.

The post MUGGE & SUPER HAPPY / FILMANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Disney & Pixar gør det igen – min 8 årige medanmelder siger:

“5 ud af 7 stjerner – god for børn fra 7-12.”

Setuppet er simpelt: vi følger en tween blive teen – den ydre ramme er ishockey og skoleskift – men vi ser med inde fra hovedpersonens hjerne – via et kor af personificerede følelser – vrede, glæde, bekymring osv. – der bliver udfordret af nye teenagefølelser som angst, misundelse, kedsomhed og flovhed –  plus ny stenet cool slacker-zoomer-karakter.

Jeg tænker straks det vil forvirre min 8 årige og give hende teenageangst, men: “slap af far, det er jo bare en tegnefilm!” Barnet mener dog den vil være pinlig af se uden at medbringe mindre søskende som alibi hvis er teenager.

Trods et højt tempo og de sædvanlige skingre falske børnestemmer fik jeg en kort lur, men der er mere indhold end sædvanligt og masser at tale om bagefter – filmen er  et sjovt bud på en visualisering af sindet. 

The post INDERST INDE 2 / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Justin Timberlake gemmer sig fra rampelyset…som bagmand på Trolls. Den syngende telefonsælger – her uden Timberlands mere fantasifulde produktioner – går all in douchebag i Trolls tre, der sågar genopliver hans rædselsfulde boyband N-Sync. Timberlake udtaler: “”I hope we make, like, seven Trolls movies, because it literally is the gift that keeps on giving”.

Vi slipper heldigvis for at se det nu patinerede drengeband slange sig og gøre sig til, for den visuelle del af jobbet er overtaget af børnelokkende Trolls. 

Det er så skørt man kan lave alt på film – og så vælger at lave noget der ligner en digital modeler-voksfilm af nogle dumme filt-figurer fra en Bornholmsk souvenir-butik med verdens værste musik til.

Filmen føles som at få skudt 10 kg råddent bland selv slik direkte i ansigtet med en kanon, men skal nok sælge alt det bras Mattel (ja, dem med Barbie) sprøjter ud nu – der er sågar en Polly-Pocket tie-in. Cakebites kører en promovering af to kager baseret på filmen, svarende til deres tidligere kager til Trolls World Tour. Den ene er en tilbagevendende Trolls World Tour-kage med figurerne Poppy og Viva, mens den anden er en ny brownie-kage baseret på Branch og BroZone. Funables kørte også en kampagne med snackposer med karaktererne Branch og Floyd på dem.

Men tilbage til selve filmen/reklamen: hele omdrejningspunktet og hovedenergien omkredser musik – men hvilken musik…her køres der retro-rovdrift på en i forvejen totalt syntetisk genre – “90er boyband-stilen”. 

Hjernevaskende hooks, fake følsom sentimentalitet, sportificeret sexualitet, gumpetunge trommer og rutchebane-opbygninger – med de mest overproducerede vocaler i menneskehedens historie på toppen.  Trolls får Kanyes mest autotunede tudeture, Kraftwerk eller Crazy Frog til at fremstå som et orgie af menneskelighed, nuance og nærvær. 

Jeg ved ikke hvad der er gået galt på Dreamworks – de har før lavet absolut brugbare film som Shrek, Kung Fu Panda, Home, Kaptajn Underhyler osv…men helt ærligt er der ingen grund – udover de oplagt kommercielle – til dette tidsrøvende bras eksisterer, så hvis du vil give dine børn en tidssvarende musikalsk oplevelse, så download Abletons note gratis og syng og dans så et par timer derhjemme til jeres hjemmelavede beats. 1 stjerne for at være skamløse hustlere.

PS. Du kan måske undre dig over hvorfor jeg piner mig selv med “op med håret”-Trolls, men jeg har før nydt Dreamworks film – og mener nogen er nød til at sige fra når “børnekultur” bliver for vampyristisk, adhd-aktiverende, hjernevaskende og klam.

Jeg havde min 7 årige datter med, der mener Trolls 3 er bedre end den biografaktuelle film “Den Lille Havfrue”, men dårligere end ligeledes aktuelle “Elementær”. Hun kendte ikke musikken, kun dukkerne og tv-serien, og giver fordomsfrie 4.5 stjerner ud af 7.

The post TROLLS 3 – sammen igen / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Animations-mesteren Hayao Miyazaki fyldt er 83 og efter en 10 års pause har “Drengen og Hejren” endelig premiere – i Japan fyldte den biograferne helt uden reklame og trailers.

Filmen rummer som vanligt komplekse figurer der hverken er gode eller onde, drømmenede sekvenser og grafisk sublime billeder jeg har lyst til at have som tapet, ofte er sammensat af pastel baggrunde med animerede klassiske figurer og bizare væsner i forgrunden. Intet nyt her, hans teknik og stil er stort set uændret de sidste 40 år – blot optimeret – Miyazaki arbejder i sin egen tid.

Miyazaks procces er fascinerede – han starter med at male enkelte billeder – nærmest drømme-visioner, han så sammensætter til en handling helt på tværs af alle normale narrative fortælle-modeller.

Tid og sted ekspanderer og trækker sig sammen i uforudsigelige rytmer og alt er helt åbent og frit til fortolkning. Jeg og min datter på 8 år opgav hurtigt at finde en logik, men svømmede bare med i billedstrømmen. 

Denne gang tager Miyazaki udgangspunkt i sin egen opvækst under krigen i Tokyo, hvor hans moder dør under et Amerikansk luftangreb på et hospital. Faderen bygger kampfly og flytter på landet og gifter sig med moderens søster…men Miyazaki i skikkelse af drengen Mahito, der naturligvis er traumatiseret og kommer i kontakt med en magisk parallel-dimension da de flytter på landet. Jeg skal ikke røbe mere, men det er et trip for alle åbne sind fra 8-100.

Min datter på 8 er fan, og mener de uindviede skal starte med “Ponyo”, måske den sjoveste, smukkeste og mest homogene af Miyazakis værker. De helt små skal starte med den småstenene “Min nabo Totoro”, 1988, mens den der foretrækker et mere realistisk univers med inspiration fra Corto Maltese skal se “Porco Rosso” –  de episke “Prinsesse Mononoke” og “Kiki – den lille heks” & ’Det levende slot’ har også en stor stjerne og virker slet ikke som om de er lavet i 80erne og 90erne. ’Chihiro og heksene’ er lidt uhyggelig for de små – men klart på min egen Miyazaki top 3.

Find dem på filmstriben.dk

Det er vildt man i autencitetens hellige navn ikke har valgt at udstyre “Drengen og Hejren” med engelsk tale i de danske biografer, eller endnu bedre, med dansk tale – det ville udbrede denne film betragteligt blandt de børn, der ikke kan nå at læse de sparsomme undertekster.

I en tid hvor der mangler æstetiske og tankevækkende abstrakte film, som både børn og voksne kan nyde er Miyazakis nye klassiker et frisk pust, se den i biografen nu.

 6 (ud af 7) stjerner

The post DRENGEN og HEJREN / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Dav Pilkey er forfatteren bag Hundemand,  Kaptajn Underhyler og Katte-knægtens tegneklub. Hans universer er drevet af humor, anarki og en simpel, barnlig streg, børnene nemt selv kan kopiere. Historierne handler ofte om outsidere, anarki, venskab og kreativitet – tilsat ironi og metalag. Pilkey er en global succes, især blandt 6-12-årige, og er blevet rost for at være et godt gateway drug ind i bøgernes verden, i en børnekultur præget af spil. Nu er Pilkeys Hundemand så blevet en film, der både er en rørende fortælling om en hundemenneske-hybrid fanget mellem forskellige verdener, en sentimental historie om venskabets og faderrollens skiftende facetter og en intens thriller om politisk korruption. 

Det er også en vanvittig slapstick-actionkomedie om en kung fu-sparkende politihund-menneske-hybrid, der bruger visdom til at overliste og ændre følelses-kompasset på sin ellers afstumpede ærkerival, skurke-katten Pjevs. Spoiler – de ender med at dele Pjevs´s søn…helt moderne. 

Måske er jeg for gammel og gamer for lidt, men jeg oplever det som at sidde med ansigtet rettet mod en konfettikanon i 95 minutter. Filmen fræser af sted, hvilket er synd, da det sandsynligvis fremmedgør de mindste seere – nogen gange giver luft omkring punchlines bare bedre effekt. 

Min 9-årige medanmelder anbefaler den til de 7-12 årige…hun siger filmen er tro mod de tre første Hundemand bøger, der sammenfattes i filmen.

Vi havde en ok oplevelse – det er ret surrelt i glimt – uden at filmen var bevidsthedsudvidende som Matthesens bedste, Claus Deleuran, Simpsons eller de første Lego film. Hvis Paddington i Peru er for sukkersød, er Hundemand klart et alternativ i vinterferien eller på stream senere.

Hun gav 4 stjerner ud af 6  

The post HUNDEMAND / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

“ROSA – DET VILDE SØUHYRE” er den nyeste Dreamworks animationsfilm – skrevet af South Park veteranen Pam Brady. Den vil meget gerne være moderne – f.eks omtales teenagernes prom night som et “post kolonial patriakalsk ritual” – og foregår i et gamer-manisk tempo, der minder om et første persons skydespil. Mobiltelefonerne bimler konstant og er en integreret del af fortællingen. Heldigvis er der ikke maniske fake-børnestemmer – Jane Fonda er f.eks sødronningen, på dansk er det Ghita Nørby der giver animationen den fornødne pondus. 

Uden at spoile kan jeg afsløre at filmen handler om en teenagerens Rosa´s angst – hun er oprindelig en Kraken – men hendes familie fortrænger det og er gået på land, hvor de faker den som mennesker – faderen sælger flaskeskibs-sæt på nettet, moderen er ejendomsmægler…

Denne kamp med at undertrykke sin indre natur kan fortolkes som metafor for en kamp med teenage-hormoner, voksen-identitet, forældre, småborgerlighed, normalitet, race – vælg selv. Der er et klar sund anti-Disney-perfektions-tema som rød tråd igennem løjerne. 

Animationerne ligner kommende mercandice, legetøjs-sæt og bamser fra BR. Bevares, Dreamworks kan det der med at lave animerede børnefilm – produkter som Shrek, Madagascar, “Sådan træner du din drage” eller Trolls virker – selvom de måske ikke er så cool som Wes Andersons “Fantastiske Mr Fox” eller Hayao Miyazakis mesterværker. 

Jeg havde min 7 årige datter med, og hun giver den 3.5 stjerner ud af 5 – filmen er ikke uhyggelig og kan nydes på flere planer, men den sidder lidt mellem to stole: den handler jo om afgangselevers prom-problemer – i et formsprog for plus 7 publikummet – men jeg tror ikke nogen over 12 magter den . Måske er Rosa bedst til tweens? 

The post “ROSA – DET VILDE SØUHYRE” / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

ELEMENTÆRT  foregår i kriblende Element City, hvor Ild-, Vand-, Jord- og Luft-beboere lever sammen – men ikke uden friktion. Filmen følger Ilena, en stærk ung kvinde, hvis venskab med den lalleglade og grådlabile vand-fyr, Evan, udfordrer hendes tankegang om, hvordan livet bør leves. Måske kan modsætninger – trods modstand fra både forældre og fysiske love – alligevel mødes – hvad tror du selv?

Det lyder som en romantisk fysiktime, men er måske mere en diskret metafor om race eller nationalitet… eller som min 7-årige datter siger: “Det kunne lige så godt handle om en russer, der vil være kæreste med en fra Ukraine – men hvor kærligheden er så stærk, at det er ligegyldigt, hvor de kommer fra…”Der er flere nuancer: Ildpigen er en hårdtarbejdende købmandsdatter, der ender med at forlade den butik, hun arver, for at tage i (gratis) praktik som glaskunstner – en kontakt, vandfyrens overklasse-mor skaffer. Jamen held og lykke til middelklassepigen med livet i den kreative klasses nirvana. Måske viser filmen bare, at race og nationalitet er ligegyldige, for penge transcenderer alt.

Det er Pixar som vi kender det fra de dybere “Op” og “Sjæl”, men mere generisk.Udover konceptet med byens fire elementracer er der ikke meget mystik eller idéstoff her. Det hele ligner et spil til en iPad – og ville måske gøre det bedre på den platform. Måske er filmen bare en trailer til spillet?

Nu hvor alt er muligt at lave teknisk, ærgrer det mig lidt, at alle disse visuelt virtuose film mangler magi, indhold, darlings og ikke mindst sprog – det føles generisk – jeg savner næsten “Den store pære”, “Fantastic Mr. Fox” eller “Lego the Movie”.

Konklusion: min 7 årige datter har det anderledes, hun giver Elementært fire ud af fem stjerner… det er klart hendes foreløbige yndlingsbiograffilm denne sommer – den er ikke så god som den nye udgave af “Den Lille Havfrue”, men bedre end “Rosa, det vilde søuhyre” (jeg mener Rosa er bedre til tweens).

The post ELEMENTÆRT / anmeldelse appeared first on BLAZAR.