The post STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu! appeared first on BLAZAR.

These images are not postcards. They don’t long to be framed, filtered or remembered.

They are quick glances, caught just before they disappear –

accidental compositions, shot while walking, waiting, drifting, in Copenhagen, where everything is curated, glitches appear. Moments that don’t behave. Beauty without ambition. Found comedy without a script. This series doesn’t show the city. It shows what the city tries to ignore.

Fragments. Fictions. Pauses. Portals. Enjoy.

Prints available on request

The post Copenhagen “Nodak – not Kodak” – moments – snapshots from the the worlds navel appeared first on BLAZAR.

My post-meta-modern homage to Haim Steinbach – to be continued – inquire here. —

…to be continued…

The post ART: OBJECTS OF DESIRE appeared first on BLAZAR.

HOW WE USED TO DO IT: Long before smartphones lit up dance floors, I was documenting the nocturnal pulse of the city, capturing raw, unfiltered street style and the fleeting moments of beauty, chaos, and vulnerability that define nightlife for magazines.

My work includes a series of documentary films on nightlife culture produced for DR2 and VICE, as well as extensive street photography shot in the pre-iPhone era—when the club was a sanctuary, not a stage – a temporary autonomous zone, not an Instagram backdrop. The phones have taken over, so photography is increasingly restricted in clubs – a notable feature in a surveillance society. No photos, we are stars tonight.

Consequently,  I’ve returned to my memory archive. What I’ve unearthed are dreamlike fragments—images that shimmer with hyperreal sweat, smoke, desire, and defiance.

These photographs are nostalgic dream capsules from a virtual pre-surveillance era, when presence wasn’t curated for a feed, but lived in the moment, and generated at a safe distance with no physical presence. 

The post Before the Selfie: Nightlife as Seen Through My Lens/remixed appeared first on BLAZAR.

Social Dynamics emerged as a response to the accelerating absence of genuine human encounters — what I term “non-meetings”: choreographies of roles rather than expressions of self, transactions masquerading as intimacy, protocol eclipsing presence. A theatre of avoidance, where habit and hierarchy replace empathy and improvisation.

Deeply influenced by the social surrealism of Martin Parr, Peter Land, and the visceral provocations of Oliviero Toscani, my earlier practice — spanning documentary, video art, and commercial commissions for platforms such as DR, The Diary, and Vice — increasingly felt inadequate in addressing the current dissonances. A new method was needed.

With its sterile, depersonalized aesthetic, the visual language of staged stock imagery offered a more apt medium for the task: a sterile mirror to the systemic, ritualistic absurdities we inhabit and a tool to unmask the banal violence of everyday hierarchies we refuse to see.

These are not portraits of events, but tableaux of recurring defective cultural rites — symptoms of something more entrenched and disquieting. My ambition is not merely to critique, but to offer a brief rupture: a moment of recognition, perhaps even laughter, before we are swept back into the machinery.

The works are available as posters (signed) – or unique 1/1 prints, accompanied by NFT certification, produced on matte glass or brushed aluminum. Dimensions: 100 x 56 cm. – get them here. 

The post ART: SOCIAL DYNAMICS – FIRST BATCH appeared first on BLAZAR.

Tænk en pragtfuld modeuge for voksne – der hvert år tiltrækker en bred vifte af godtfolk, der valfarter for at se, hvad kunstbranchens ypperste købmænd har opsamlet i oraklernes studier, hvad de tror rer investeringssikre visuelle møbler, der rammer tidsånden, boligstilen, identitetsproduktionen og investeringsbehovene lige nu.Et overflødighedshorn af zombieformalisme, pop, keramik, herligt tomme pasticher, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige jungler med dyr, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb, skamløs historieløs kitch, dyrt nips – og sublime hjerneknipsere. Det er den samme udødelige post-postmoderne buffet, hvor alle de gamle retter bare bliver stående i frossen form,  og konkurrerer med de få dugfriske gentænkninger af, hvad et værk kan være.

Min oplevelse var dog, at den diffuse klimakunst, tamme kønskunst, afrokunst og minoritetskunst er på tydeligt tilbagetog, efter Trump er kommet til – og længere tids oversaturering af nostalgiske, oprørske æstetikker frem for reelt aktivistisk indhold eller bare lidt smerte.På vej frem er en masse 3D-objekter, gerne i stof. Ja, selv traditionelle malerier kravler ud af lærredet – måske som en modvægt til verdens accelererende skærmforbrug. Billederne stritter simpelthen ud i rummet. Der er meget, der ser rigtig lækkert – og skrøbeligt – ud.Jeg havde forudset en masse AI-kunst, men det var helt forkert. Den eneste nye trend, jeg spottede, var det, jeg i mangel af bedre har døbt “grandma-ism” eller bare “mormor”: stadig en masse neo-Matisse – men endelig er landskabsmalerierne tilbage, uden miljøkatastrofer, ironi eller grimme vindmøller, eller som Søren Martinsens syretrips-fortolkninger af naturen. Nej – bare helt straight landskabsmaleri og foto, uden skam, pretention eller smart tåget titel. Under samme paraply en del stilleben af hverdagsstuer, gerne med sofaer, så man kan hænge en sofa over sin sofa…personligt er jeg bange for nostalgi, da den ofte demonstrerer en mangel på fremtidstro – ja måske bare en grundangst.Der er stadig mange værker, der ligner noget fra en dyr unika Hay-boutique, lavet af en arkitekt til et venteværelse. Værker må ikke udsende nogen forvirrende – og dermed ekskluderende – følelser eller signaler, noget der bare blender ind, men løfter rummet med immanent lækker teksturel værdi. Nogen vil mene, det er befriende med kunst, der ikke skal mene eller kommunikere noget, men desværre bliver det sjældent sublimt – som f.eks. at kigge på skyer.xTo konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster og tættere på museumsfolket og de unge på akademiet. Der er massive overlap – nogle gallerier helgarderer og repræsenterer på begge messer – men hej, different strokes for different folks – it’s all good.

Naturligvis er alle værker på begge messer garneret med performance, flagship-store-agtige brand-pop-up-stande, designmøbler, talks, vip-middage, retro-indie-rock og tamme DJs, der spiller turistisk afrobeat eller svag house.

Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kritik af kunstnernes egne vilkår. Men hej, oprør er umuligt på et galleri eller på en messe, og ingen orker høre på brok, hvis man ikke kan visionere et alternativ eller sælge en vision.Måske er jeg bare et naivt barn, der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevidsthedsudvidelse.

Nu virker det mere, som om de overlevende kunstnere er nepo-kids og nogen, der lader som om de er nepo-kids, der prøver at lave investeringssikre visuelle møbler – styret af gallerister, der er styret af samlere.

Det er altid herligt at have en platform hvor man diskret og smagfuldt kan kloge sig via penge – at købe kunst – især med hjertet – er stadig sjovere og mere overskudsagtigt end natklub-borde, guldbarer, både og alt det andet gøgl hvor man kan aktualisere og iscenesætte sin velstand…?

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

Måske er kultur-feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt. Alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by, hvor der bare kommer nye forudsigelige forstader på. Det virker, som om alle går i andres fodspor og sko, så man kan købe en Frederik eller en Tal og reaktualisere sit gamle Cobra-bras.
Jeg venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange udenfor kunstverdenens sponsortunge dopede Tour de France.

Men hej, husk Enter og Chart næste år, det er stadig en herlig oplevelse, hvor ideerne danser. Der er en ny tredje messe, der vender tilbage en gang om måneden, lavet af folk, der sætter liv og lemmer på spil for at male ulovligt på vores reklameindsmurte by, der har doneret værker til flygtninge. Uplandsgade 52 – hold øje med det. Gæt hvilke værker der kommer fra hvilken messe….

Her er mit stærkt subjektive udvalg af skidt og kanel fra en fabelagtig kunst-weekend:

ART: OBJECTS OF DESIRE

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

ART: SOCIAL DYNAMICS – FIRST BATCH

THE VISIT COPENHAGEN COLLECTION

Uplandsgade 52 – hold øje med kommende udstillinger – næste gang er 4/5 oktober. Ses!

The post KUNSTQUIZ/2025/TIDSÅNDSRAPPORT appeared first on BLAZAR.

AI genererede fake action figur-pakker er sidste måneds virale virus, en slags digital gadeteater i blisterpakkeform! Den perfekte blanding af memes, karikatur, stereotypificering og DIY-folkekomik, der rammer både tidsånden og absurditeten i, hvordan vi iscenesætter os selv.

De her AI-genererede fake actionfigurer er som nutidens svar på Ulf Pilgaard i stiletter – bare med Midjourney i stedet for paryk, og lave satire på de ting, der ellers rammer ytringsfrihedens eller den gode smags grænser. 

Jeg har her indsamlet og lånt et udvalg af tidstyper fra nettets hjørner, bare send flere ind, prøv selv at promte:

Opdateres snart, forstættelse følger…

GUIDE: hvem er du?

The post AI ACTION FIGURES / HITS AND MISSES appeared first on BLAZAR.

Den kreative specialklasse er i krise, hele verden kæmper om opmærksomhed og tid – mens det mest er mellemhandlerne der vækster. Men måske er der en vej ud…vi har plukket kunstneren Rune Brink Hansens hjerne, da han også laver magiske minimale NFT værker: Jeg 42 år og har en baggrund som lyskunstner og designer – jeg startede Dark Matters med visuals og projektioner i 2010 og har siden arbejdet for det danske designfirma YOKE. Idag arbejder jeg selvstændig som kunstner og designer i membran.xyz – se hans værker her & her 

Har du en enkel metafor så alle kan forstå NFT? NFT står for Non Fungible Token, altså en mønt der ikke kan gå svamp i – med andre ord et digitalt værdipapir….Konceptet bag NFT er baseret på samme teknologi som Blockchain som også bruges til kryptovaluta som Bitcoins og Ethereum. Eneste forskel er at værdien her, nu ikke kun er tilknyttet penge men et kunstværk eller et andet digitalt værk eller fil.

Din historie med NFT? Jeg har for sjov eksperimenteret med at lave drømme og digte fra min skrivebog til små animationsfilm de sidste par uger. Da jeg så stødte på galleriet hicetnunc.xyz tænkte jeg OK her er et sted hvor jeg passer ind, og så lagde jeg dem op til salg, og de blev solgt på 5 minutter. Selvom priserne var lave, var det alligevel en spøjs følelse at sælge en GIF til 250 kr. og se de nye følgere vælte ind på twitter…her er et af mine værker:

THIRD NATURE / Edition of 5 – (SOLD OUT)

When we name the age of our time as the anthropocene, does that mean human are not nature anymore? Even if human structures of society are growing in new cubistic structures, shaped by productivity and capitalism, are these structures not still just echoing the mathemathical structures of the building blocks of life and nature? Or have we grown a third nature on planet earth Link til værk her

Fordele og ulemper? Hele historien om kryptoøkonomi og kryptokunst sætter gang i en masse tanker. Både om kapitalisme og kunst men ikke mindst det enorme strømforbrug som meget kryptovaluta bruger. Bitcoins og Ethereum er værdier baseret på “Proof of work” som brænder strøm af, næste skridt er det de kalder “Proof of stake” som er en version hvor strømforbruget er reduceret millioner af gange. Derfor valgte jeg hicetnunc som er baseret på Tezos som ikke bruger meget mere strøm end almindelige internet projekter vi kender. Altså det man kalder #cleannft. Derudover oplever vi nu endnu en gang FOMO krypto guldgraveri, der er sindsygt tryk på og alle skal ud og prøve at købe og sælge NFT. Som en almindelig sur kunstner må jeg sige jeg syns sgu ikke det hele er lige godt derude, og der går lidt grådighed i den nogle steder. Men det har også være en lærerig proces for mig selv, at huske at have fokus på mine historier og koncepter, stå ved mine værker og ikke begyndte at tænkte over hvad der skal ske med værket.

Men hvordan gør man? Lad os lege læseren har skabt et værk – og skal starte fra bunden? Internettet boomer lige nu med gallerier, platforme og steder hvor du kan sætte ting til salg som NFT, en af helt store hedder rarible.com og det er her man sælger sin 3D kat med guldkæde der ryger joints i rummet. Så er der foundation.app, den er blevet de fancy 3D kunstneres dyre web-shop, her handler man i Ethereums og det hele er meget shiny og minimalistisk. Det var også her Edward Snowden solgte en værk med et af hans leaks i sidste uge for 5 millioner $. Og så er det så godt som umuligt at komme til at sælge på Fundation – hvis du ikke har en kæmpe skare af følgere der kan upwote dig ind i systemet, lige nu er der 25.000 på deres upwote liste. Og så er der internettets græsrods platform for tegnere, performere, filmskabere og fotografer, digtere og hackere. En mystisk hjemmeside hvor man skal bruge ligeså meget tid på at gætte hvad de forskellige knapper gør som at skabe sin kunst. Det er her jeg har valgt at uploade mine værker som kan ses her.

 Fælles for alle platformene er at du ikke har en almindelig brugerprofil som du er vant til, men en kryptobank-konto som du tilknytter hjemmesiden, kaldet en wallet. Rarible har deres egen RARI møntfod, foundation.app kører på Ethereum og HICETNUNC kører på Tezos, fælles for dem alle er at de har en manual hvor du kan se hvilke wallets du kan bruge til netop deres site. 

Så jeg starter med at lave en wallet – og nu vil jeg gerne prøve sælge min skitser, tegninger, film etc. – hvad så? De fleste steder tager et lille fee for at lave din kunst om til NFT det de kalder at MINTE en NFT, det betaler den pris det koster at brænde tingene ned i blockchain, det såkalde GAS fee, det stiger og falder i pris hele tiden, så du skal have penge ind på din wallet for at lægge kunst op. Derfor skal du først købe noget valuta et sted med dit visakort, eller veksle til den rigtige krypto, det kan du gøre på Coinbase.com, når du har købt det der kan du overføre pengene til dit wallet kontonummer, en lang kodestreng du finder i din wallet. Husk den. Så har du penge på kontoen og er klar til minte din NFT, find knappen og upload dine værker og vælg hvor mange editions du vil udgive dem i, hvad de skal koste etc.

NFT er vel ikke bare en lottokupon man selv kan lave? De traditionelle markedsmekanismer med branding, følgere, historik osv. er vel ikke trådt ud af kraft? Du skal stadig lave PR og dele selv – du kan være heldig at en eller ande klog type lige ser dine flotte ting når du lægger dem op, men ellers drukner de jo i den uendelige strøm af ting der sker, så der er intet nyt under solen i forhold til at fortælle verden om sine værker hvis man gerne vil udstille eller sælge dem. Her er der godt gang i tags som #nft #nft #nftcollector #nftcollectors etc. på twitter og instagram den moderne mingling hvor du kan gå tidligt hjem uden tømmermænd…

Hvad er de nye regler i NFT spillet? Det sjove er jo at folk stadig kan kopiere dine ting, men da det nu drejer sig om værker kan folk ikke komme og påstå at de ejer dit værk, eller sælge det uden at det har forbindelse til dig. Dvs. du altid vil få en del af salget, også efter din død vil der gå penge ind på din wallet hvis tingene sælger. Det er bedre end at se ens værker sælge via samlere uden at få en krone på et auktionshus. Men de kan stadig kopieres så let som ingenting, men hvem gider at stjæle hvis de virkelig elsker kunstnerens ting?

Alle kreative og kunstnere piver over markedet, hvor mellemmænd, labels, gallerister og f.eks Youtube suger kapital ud af deres værker – er NFT vejen ud? Jeg tror på sigt den direkte forbindelse mellem skaber og forbruger vil blive stærkere når der er et digitalt sugerør imellem dig og dine værker, men derfor kan du jo stadig vælge at lade nogen reklamere for dig, men så skal du jo stadig betale et cut…

Nogen moralske aspekter ved crypto og NFT du ikke kan lide? Ja, der skal styr på strømforbruget, det skal ned, hvis vi skal bruge digitale megateknologier som det her i fremtiden skal projekterne være ligeså grønne som Tezos. Og i det hele taget skal vi til at have en cirkulær økonomi omkring elektronik så folk tjener deres penge på software istedet for ny hardware hele tiden, men det er en helt anden historie. Derudover er det er da helt tydeligt at der er opstået et marked for digital kunst som bare skal tiltrække sig en masse opmærksomhed for at sælge, men det er jo ikke eksklusivt hverken for kunstverdenen eller NFT verdenen…

NFT vender op og ned på vores ideer om værdidannelse og ejerskab – tror du det vil have en større effekt på samfundet? Måske får vi nye digitale billedeformater med tiden der rent faktisk understøtter det her. Man kan f.eks. forestille sig de store kameraproducenter implemetere det, så du har en garanti for at billederne viser det der er på linsen og ikke er blevet manipuleret. Derudover bliver det måske muligt at slette delte billeder engang, hvis man f.eks. har billeder der bliver misbrugt i cirkulation. 

Vil disse nye teknologier true bankerne – eller vil de blot absorbere dem? Jeg tror bankerne skal til at se sig godt for hvis de ikke vil ende som musikbranchen eller filmbranchen i en periode. Det meste kryptovaluta er decentraliseret, der er ikke noget behov for bankbokse og centrale servere nødvendigvis.

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

The post GUIDE: NFT – pyramidespil eller revolution? appeared first on BLAZAR.

The post Chart art fair 2021 appeared first on BLAZAR.