Vil du leve i en perfekt forstadsfantasi, i en alpehytte eller i et hedonistisk men nazifrit Berlin i 1930erne? Vil du vælge dit kussepiskede evigt pleasende mandemøbel, der har fundet sig i dit uendelige ulykkelige neotoriske brok til han faldt om, eller vil du vælge den hotte ulykkelige ungdomsflirt, der aldrig blev foldet ud?  “Sexy glamour dude” eller “flawed ordinary guy”? Gaaab! Gæt hvem der vinder…

Evigheden ligner en salgsmesse med “uendeligheds-pakke-scenarier”: “Yacht World”, “Beach World”, “Paris in the 1960s”, “Capitalist World”, “Studio 54 World”, “Man-Free World” Det er en total neoliberal fantasi: du er forbruger også efter døden. Evigheden er et produktkatalog – du skal bare vælge den rigtige “oplevelse”. Alle får deres egen custom-evighed → lyder egalitært, men er dybt individualiseret og depolitiseret: ingen snak om fælles himmel, ingen “vi”, kun “mit perfekte setup”. 

Point for et fantasifuldt setup – problemet er det bare er kamoflage for en bund-borgerlig retro-romantisk komedie, der spotvis er vittig, men aldrig rigtig sjov. Jeg ikke behøver at være bange for at spoile, for du ved præcis hvor det ender fra start, de tre ture rundt om blokket er rent forspils-ritual før stygerne kompenserer for de manglede følelser på lærredet når klimaks nås. Ren husmor-porno, trøst i en urolig verden – for kærligheden er jo stærkere end døden…og kvinders frihed er reduceret til valget af mand…det er altafgørende…det er nostalgisk konservatisme: det banale ægteskab som højeste sandhed.

Killers of the Flower Moon beviste Apple kan lave mere end pæne glossy film der reflekterer brandets selvbillede, men det sker desværre ikke her…filmen er et stort krisetegn, Eternity er perfekt medicin til forstillede kvinder i kedelige liv og forhold, så de accepterer og genfinder skønheden i det forstillede og  banale. Det er emo-ideologi til middelaldrende kvinder: du valgte den sikre fyr, det blev småkedeligt – men hey, det var i virkeligheden den største kærlighed, så lad være med at flippe bordet – revisor-Henrik er måske kedelig, men tryghed er alt. 

Efterlivet og evigheden er et følsomme akser i en film – især hvis filmen selv ender med at føles som en evighed. Jeg ville hellere i det sorte hul end at afsone evigheden med Marvels neglebidene Elizabeth Olsen til uendelig afklaring og parforholds-snak i en bjerghytte – eller se 2eren.

BIAS: Romantiske komedier er ikke min kernekompetence. Min mor var en af danmarks første feministiske forskere, jeg har været på kvindelejr og ser ikke serier eller porno. Jeg er en globaliseret dansk mand, så de værdier Hollywood flager for virker svært støvede. Læg dertil jeg er relativt nyskilt. Se traileren og smag selv på filmen: 

The post ETERNITY / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

En stjernespækket vigtig hyperaktuel emotionel rutsjebanetur, et sublimt metamoderne værk, der vibrerer imellem tegneserie-satire og benhård doku-alvor – der prøver ikke bare at underholde, men tager stilling og mene noget helt seriøst – og advare om, hvor USA – og verden – er lige nu. Mesteren Paul Thomas Anderson: med klassikere som kitsch-porno-orgiet Boogie Nights (1997), Magnolia (1999), hans pophit Punch-Drunk Love (2002), den fabelagtige kapitalkritiske western There Will Be Blood (2007), scientology-parafrasen The Master (2012) er Paul Thomas Anderson blandt eliten af nulevende instruktører. Virtuost balancerer han nær personinstruktion af suveræne casts, visuelt overskud og manuskripter, der vil mere end at underholde.I hans nye film med den ikke så mundrette titel One Battle After Another kan man nyde altid solide Leonardo DiCaprio som en stener-dude komplet med rød badekåbe, hestehale og dåseøl. Sean Penn er overraskende brillant som en racistisk elitesoldat (Oscarmateriale), Benicio del Toro som en hyggelig sensei, Chase Infiniti er Leos datter – der bliver lidt for voksen for øjnene af os, Teyana Taylor er militant revolutionsromantiker – plus mange andre perfekt castede talenter – som Anderson vrider perfekt rundt over 161 spændende minutter. Behøver du vide mere?

Jeg vil ikke spoile, da plottet twister igen og igen … men Paul Thomas Anderson er en modig mand her, der går mod USA’s tidsånd ved at vise et – desværre ret realistisk – dystopisk USA, han profetisk forudsagde, da optagelserne på One Battle After Another startede 22. januar 2024.

Filmen er en fabel om, hvor galt det kan gå, når yderfløje tager over og viser en evig gentagelse. Det er en allegori for, hvad der sker, hvis demokratierne kollapser under populisme og polarisering, og viser – som titlen antyder – at kampen aldrig slutter, men bare skifter ansigter og generationer, da både staten/militserne og rebellerne grundlæggende er selvdestruktive. Hver gang en side tror, de har sejret, undermineres de af paranoia, vold eller interne svigt. Oprør er en uendelig, umulig cyklus, men der kan måske findes et andet spor – et mere menneskeligt, intimt håb.Stil: Filmen er skudt på 35mm film (Panavision), ikke digitalt – og vises på 70mm i udvalgte biografer. Det giver et slidt, dokumentarisk, retrofuturistisk parallel-samtids-look et sted imellem 80’erne og 2030. Der er mange smukke billeder og kamerature, men æstetikken er underlagt fortællingen, da stilvalgene etablerer en nærværende, næsten dokumentarisk følelse.

Fotograf Robert Elswit (Andersons faste DoP) valgte en bred 2.39:1 cinemascope-ramme, men med en kornet, næsten “rå” analog tekstur, ofte håndholdt, med pludselige zooms og ujævne bevægelser – det giver en 1970’er-agtig følelse, der skaber en fornemmelse af amerikansk 70’er-krigsfilm/politisk paranoia-thriller. Tænk The Parallax View, Apocalypse Now ellerDog Day Afternoon – til cirka $130-175 millioner

CGI/AI er kun brugt til “usynlige” rettelser: fjerne sikkerhedswires, tilføje lidt røg eller forlænge baggrunde, da Anderson ikke stoler på digitalt look, fordi det dræber følelsen af nærvær. Rart, at vi for en gangs skyld slipper for flyvende mennesker i en amerikansk storfilm – det ligner mere The Deer Hunter end en Marvel-film.Jeg er lidt i tvivl om det aparte 1970’er-agtige, neurotiske pastiche af et retro-avantgarde-soundtrack skabt af Jonny Greenwood fra nutidens depri-Pink Floyd, Radiohead. Det er klart bedre end tidens Hans Zimmerske basbuldren, swooshes og impacts, der tæppebomber tidens lydsider, men det virker lidt for arty. Til gengæld fungerer det ofte perfekt, når Anderson vælger at rekontekstualisere vintage-hits kontrapunktisk til billedsiden som Scorsese og Tarantino.

Eneste virkelige anke er et plothul: En af hovedkaraktererne forsvinder bare, men never mind – når stort set alt andet spiller. Film handler om at lave følelser i seerne, og det kan denne her trods dens grotesk-dystopiske tone.

Reaktioner? I USA kan filmen blive polariserende, da begge yderfløje kan bruge den i deres nonsense-retorik. I Europa kan filmen blive en anledning til at se på egne problemer gennem spejlet af amerikansk kaos: de evige polariserende diskussioner om migration, EU’s ydre grænser, postempatisk accelerationisme og overvågningssamfundet. Jeg glæder mig til at se efterspillet – om Trump mener den er en opfordring til terror – og hvor mange Oscars denne potientielt kontroversielle sag kan rive hjem i tidens politiske klima.

Triumf: Andersons film viser, at man kan lave noget dyrt og blockbusteragtigt med et kritisk, næsten kunstfilm-agtigt hjerte, der kan blive et referenceværk i amerikansk popkultur, ligesom Network (1976) eller Joker (2019) – og ligesom disse minde folk om, hvor tynd linjen mellem satire og virkelighed i USA er blevet.

Anbefaling: Det er en af årets film, den perfekte balance mellem satire, spænding og tankevækkende realisme –  endelig en rørende amerikansk storfilm, der tør mene noget uden at blive kitch eller kedelig. Jeg er meget spændt på, hvordan den bliver modtaget i det fortrængte nutids-USA, den så effektivt spejler. Kan du så komme afsted!

BLAZAR:

The post “One Battle After Another” / anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Tron i dag: Den nye 3-D Tron hjælper os med at fortrænge nutidens nihilistiske accelerationisme med visuelt flot nostalgi – uden at kaste nyt lys over nutiden – eller fremtiden.

En på balancenerven: sikke en 3D-rutsjebanetur — aldrig har jeg set så effektiv 3D – men glem plottet – selvom emner som AI, transhumanisme og tech-lords berøres, forspilder filmen lejligheden til at sige noget meningsfyldt om nutiden – det der med at vi er inde i en computer, der så hopper ud i virkeligheden er måske en fin metafor, men det virker ikke her, men pyt, for hovedretten er stilen, effekterne og lyden – det er en totaloplevelse, et univers, en drøm – ligesom Alien, Avatar eller Blade Runner – men her ren simulakrum. Og hvis filmens intention er at fange tilskueren inde i et spil, lykkes det flere gange.

Filmen fortæller om når den digitale og den virkelige verden kolliderer. Ares (Jared Leto) spiller et program, der sendes ud i den virkelige verden på  mission, som markerer menneskehedens første møde ansigt til ansigt med kunstig intelligens….øh? Det handler ikke så meget om personudvikling…

Flashback: Tron (1982) var den første store CGI-film – længe før Toy Story, The Matrix og Avatar. Filmen havde et soundtrack af synth-pioneren Wendy Carlos, men var et flop, da plottet foregår inde i en computer – hvilket simpelthen var for abstrakt dengang, hvor en VHS-maskine var det mest hi-tech i et standardhjem. Senere fik Tron kultstatus blandt programmører, fantasy-typer og andre Asperger-dudes.

Tron 1 var et stilskabende præ-ekko af en fremtid, der måske var dystopisk, men stadig eventyrlig – ligesom klassikerne 2001 og The Matrix. Tron-designet blev visuelt ikonisk – Daft Punk har været der, og blev så nappet af Infernal i “From Paris to Berlin”.

I det herrens år 1982 spillede jeg Tron for 2 kr. i en snusket biograf på Strøget – Nygade – hvor cottoncoat-klædte turister med solbriller indendørs tog tasker med huller i med ind for at gokke til Malcolm McDowell, der fistede i Caligula – og blev drillet af skinheads, der havde været på fem-fingerudsalg i Chocoland overfor biografen og tyrede vingummibamser på gokkerne. Jeg var mere interesseret i spillemaskine-udgaven af Tron – det var et grafisk tigerpring. Den havde fire minispil inspireret af filmens scener, ekstremt avanceret for sin tid – og solgte over 10.000 arkademaskiner, selvom gameplayet var stift.

Den oprindelige Tron (1982) fra Disney blev ikke nomineret til en Oscar for visuelle effekter, netop fordi Akademiet mente, at brugen af computere var “snyd”. Der er sket meget siden – grænserne er  i daganderledes. Disney er “gået uden om” brugen af AI-figurer i Tron: Ares, fordi de juridiske udfordringer og image-risikoen var for store.

Jared Leto har klistret Morten Albeck-garn og er et personificeret levende program, der har et glitch – følelser. Han genererer dog ikke mange følelser i mig, ligesom resten af castet, der spiller generisk. Jeff Bridges er en blanding af The Dude fra The Big Lebowski og Gud. Ellers er rollerne besat med et tidstypisk mix af beta-males, asiatiske heltinder, indiske standuppere, onde amazoner – og damen fra X-Files, så selv 90’er-bedstefar kan relatere.

Problemet er, at spillerne ikke har ordenlige replikker at arbejde med, og plottet – hvis der er et –  er det sædvanlige “Drømmer androider om elekriske får” – “lær at elske maskinen, den har moral”. Replikkerne er sløjt skrevet – bevares, der er da et par meta-jokes om Depeche Mode vs. Mozart – men ellers er ordene mest funktioner og forsøg på at overforklare et plot, der er uforklarligt. Mit råd er bare at acceptere præmissen og flyve afsted med 3D-brillernes hjælp.

Trent Reznor fra T-shirt-bandet NIN plastrer soundtracket til med sine sædvanlige bombastiske EBM-non-riffs, der minder mig om en tur på Barbue i 1985 – tilsat stive store snares og lidt forvrængede droner – som en Rammstein-instrumental. Det havde været mere interessant med et kontrapunktisk og mere poetisk lydspor i stedet for NIN, der bare skriver MASSIVT oven på allerede MASSIVE billeder. En scene hvor heltinden nærmest laserprinter et appelsintræ på Nordpolen er eneste lys i cyberpunk- mørket.

Jeg kommer svimmel ud af biografen – filmens fremtid var ond, verden virker heldigvis stadig taktil, og nærmest endnu mere fremtidig end filmen, der er et nyt lavpunkt for Disney. Men hvis du er til en opdateret 80’er-nostalgisk, let post-Marvel rusketur, skal du ind i den størst mulige biograf nu og på med brillerne!

The post TRON: ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Heldigvis har auteur-instruktør/dramatiker og forfatter Simon Staho lavet en modgift af en film, der både har satellitesyn – frem for  binær debat – og samtidig zoomer helt ind i ondskabens øje og opløser de nemme, stereotypiske positioner – til fordel for noget større, men mere kaotisk, der bliver meget nærværende, også fysisk – der burde løfte debatten.

THE STRANGER er bevismateriale for menneskehedens onde idioti, et anklageskrift, der rammer alle parter med næsten sadistisk præcision. Det er hård kost – og et must for alle – især debatører & politikere.

Filmen betjener sig ikke af humor, pomp, personidentifikation eller ironi. Istedet  er en næsten industrial-punket low budget-æstetik, der bæres af helt tørre fakta-tekster, klaustrofobiske bil-dialoger og brutale fundne PTSD-krigsklip fra nettet, monteret elegant i VHS-stil med diskrete statiske drone-flader af mesterklipperen Jacob Thuesen.

Der luftes mange virkelig ubekvemme sandheder om menneskehedens evindelige massakrer og barbari. Der bliver ikke sparet på noget – alle parter har blod på hænderne og er cirka lige idiotiske. Det herlige er, at filmen hele tiden flytter position – det er IKKE et partsindlæg for hverken Vesten eller den 3. verden, Islam eller Kristendommen osv. – det er mere en dystopisk nedtur-mosaik, der demaskerer vores kollektive fortrængning og nivellerer alle fortællinger om gode og onde i de globale konflikter.

Achilleshælen er, at de mennesker, der virkelig har brug for denne hjerneknipser, ikke kommer til at se den. Det er fantastisk, den er så kompromisløs, og at der ikke er sukker på den bitre pille, men den kunne nemt ende på et museum som alibi for samtidsrelevans – “vi viser andet end visuelle møbler lavet til spekulation”-kuratering. Jeg gad godt, Staho tog det her værk og skruede ned for autørrollen og klippede en serie musikvideoer af den – for budskabet – eller rettere filmens blik – skal ud og fortjener mere end en festival-statue.

Den mere systemiske analyse udebliver, ligesom de smarte løsninger og håbet, men uden at filmen moraliserer, sidder man smadret tilbage og prøver at fostre et naivt håb om klodens indbyggere – minus minoriteten af gale præster, præsidenter, våbenhandlere og generaler – snart MÅ mødes som mennesker udenfor de destruktive konfliktakser, før det går helt galt… Vi er trods alt 99,9 procent ens genetisk – og stammer alle sammen fra Afrika 300.000 år før Kristus, fra de samme sorte forfædre.

Jeg håber ikke, denne vigtige film drukner i scrollingshavet… eller bliver ignoreret – filmen burde afføde en million debatter, der måske er ubekvemme, men nødvendige. Man efterlades måske i depression og chok, men måske er det modgiften mod apati.

Jeg tror ikke, den kommer på mainstream-streamingkanaler, så tag dig sammen og se den i biografen – hvis du tør.

The post THE STRANGER / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Filmens virkelige stjerne er dens stil – optimistisk tidlig 1960er look – a la Verner Panton møder Kubrik´s 2001 – det gyldne punkt lige før hippiernes rod underminerer datidens stramme design-pallette. Det er rart at kigge på en film der ikke er historisk, nutid, space opera, cyberpunk eller dystopi – det er mere kontrafaktisk modernisme – ligesom tonen, der er renset for metalag og ironi.

Marvel‑filmene fungerer som følelsesmæssige refugier i en kompleks verden. Marvel-universet er et regulerende, emotionelt sikkerhedsnet, hvor fans kan finde struktur og tilhørsforhold. Samtidig viser Deadpool & Wolverine, at Marvel også kan bryde med egne regler R-rated stil, brud på fjerde væg og rå humor skabtes en ny, selvrefleksiv version af superheltekonceptet. Guardians 3 på følelsesspektret frem for spænding og action, og prioriterer empati frem for plottwist. Jeg er ikke Marvel-ekspert, men jeg tror der sker evolution indenfor serien, trods den ortodokse fanbases spændetrøje og de tårnhøje budgetters nødvendige kompromiser.

Det nye denne gang er en graviditet – der trods nuttet baby ikke giver mig skruk. Fødslen åbner naturligvis for en baby-superhelt, der kan vokse sig stor, så Disney/Marvel kan krydse over til de endnu mindre… Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på det før?

Jeg oplever et filmhistorisk dilemma – på den ene side kan alt visualiseres med CGI/AI – på den anden side er der tydeligvis mangel på risikovillig kapital der vil prøve nye historier eller skøre auteur-instruktører  i Hollywierd – de eneste virkelig dyre film nu læner sig op at stærke klassiske IP-ikoner med enorme fanbase. 

Filmmediets forførelse er som bekendt også stil og tekstur og det ser ret fantastisk ud, men underligt nok er ild stadig lidt lidt svært og fremstår uldent. En anden anke er det virker det som om der er sparet på tekstforfatteren, da mange replikker og jokes er ret flade. Men hvis du kan lide Marvel der er blødere end Deadpool og drømmer om dengang fremtiden var lys, så se Fantastic 4 på størst muligt lærred nu.

The post The Fantastic Four: First Steps appeared first on BLAZAR.

Tryg CGI-vrestling Marvel camoufleret med meta-ironi og et drys emo-Freudianisme: Marvel er ikke bare underholdning – det er et værktøj for amerikansk blød magt,  en forestilling om moralsk overlegenhed gennem individualistiske helte, som ofte (gen)integreres i en statslig eller militær kontekst.

Thunderbolts, hvor tidligere skurke arbejder for regeringen, er et perfekt eksempel: Filmen simulerer oprør og renser ud i staten og bekræfter til sidst systemet og det militær-industrielle kompleks, samt Amerikansk overordnet kontrol og beskyttelse globalt.

Det er glimtvis flot, men upoetisk og fantasiløst – og med mange tætte skud, som om den er lavet til at dø en stille død på en telefon via streaming.  Thunderbolts koster omkring 200 millioner dollars,og skal tjene 600–800 millioner dollars globalt for at lave overskud – en økonomisk risiko i en tid, hvor publikumsinteressen for superhelte er dalende, trods flere metajokes og stærke kvindelige karakterer.

Marvel som voksen-sutteklud: For mange fans fungerer Marvel-universet som en psykologisk støttefunktion i en fragmenteret og uforudsigelig samtid. Det er et univers, hvor reglerne er klare, og hvor kampen mellem godt og ondt er genkendelig – selv når karaktererne er antihelte. Marvel tilbyder en pause med følelsesmæssig struktur og  sikker identitetsforankring i en kaotisk verden præget af acceleration, informationskaos og konstant tvivl.

Marvel tilbyder et univers, hvor det magiske individ kan redde verden – ikke ved kollektiv eller individuel handling, men ved at være “den udvalgte”. Superhelte tilbyder et idealiseret billede af styrke, retfærdighed og handlekraft, som mange føler, de har mistet kontakt med i det moderne, bløde mandsideal.

Marvel leverer en ny mytologi med gudelignende figurer, skæbnefortællinger og moralske prøvelser, der kan bruges om emotionel regulering – et sikkert sted at føle spænding, sorg og forløsning uden at skulle forholde sig til egne traumer. Marvel tilbyder loyalitet og regression, emotionel forløsning gennem CGI-katarsis.

Dertil leverer Marvel-fandom en tribal struktur, hvor tilhørsforhold og fælles referencer skaber globalt fællesskab i en ellers atomiseret verden. Fans ser ikke bare filmene, de laver reaktionsvideoer, deler memes, skriver fan-teorier og deltager i en evigt cirkulær fortælling.

På den måde bliver Marvel en psykosocialt regulerende platform, hvor fortrængte følelser, længsler og identiteter sættes i spil i trygge rammer og (midlertidigt) finder ro og re-territorialiseres. De potentielt farlige følelser og figurer – antiheltene – inddæmmes og sættes i system, købes og sættes på Ikea-trofæhylden ved siden af de andre tæmmede dæmoner.

Begæret og traumerne kanaliseres – ikke til kollektiv forandring, men til funktionel vold i statens tjeneste. Marvel neutraliserer det vilde, ukontrollerede begær og omsætter det til en kontrolleret fantasi, der sikrer status quo.

Marvels faldskærm og alibi har været den postmoderne distance, men Thunderbolts svinger metamodernistisk mellem autentisk emo-følelse og bevidst kitsch. Vi ved, det er Disney. Vi ved, der er merchandise. Men vi lader os alligevel røre. Måske endnu dybere, fordi det er trygt – fordi vi ved,  ikke er ægte eller betyder noget væsenligt. Regressiv emo-CGI-wrestling for fanboys/men.

The post THUNDERBOLTS / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Mattesen gør det igen – en værdig afslutning på tegnefilmstrilogien – komplet med den funky musiklærer Arne og den hedonistiske Steward, der om muligt er endnu mere grænsesøgende end i forgængerne i serien.

Ingen er hellige i det frodige socialrealistiske persongalleri: alle – fra overbestemmende papfædre, plastic-gangstere, poptøser til flippermødre, wokeister og præster – kommer under kærlig behandling, så det nærmer sig misantropi. Men det reddes på falderebet af Mattesens socialt indignerede, funky, nærmest Olsen-banden-retro no-bullshit-kerne.

Det er en fornøjelse at se en dansk film, der ikke virker som et kompromis, hvor en auteur bare giver den gas. Mattesen laver de fleste stemmer og har skrevet det hidtil bedste manus i serien, hvor intet er, hvad det giver sig ud for. Det er faktisk ægte spændende med masser af plot-twists undervejs.

Multitalentet Mattesen har endda– trods sine rap-rødder – lavet en hylende sjov klub-banger med Tessa, der burde blive et af årets hits. Min eneste anke er den visuelle stil, der sidder fast i det samme look som Wulffmorgenthaler/Den store pære – det ligner et gammelt spil.Heldigvis glemmer jeg hurtigt looket, for der er der både noget sjovt  til de større børn og til forældrene – og påskeæg nok til et gensyn, når den kommer på stream. Min børneanmelder på 9 mener dog, at den er lidt for hæftig til, at børn under de nominerede 11 skal snyde sig alene i bio. Så tag med – der er masser at tale om bagefter. Det er klart den sjoveste og mest kompromisløse børnefilm i biografen lige nu.

The post TERNET NINJA 3 / anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Bridget Jones 4: vild med ham  gav mig et indblik i underholdningskabt til en verden, et segment og en bevidsthed jeg har skyet hele mit liv. Efter husmor-fantasien Bridget Jones 4 skal jeg til fodterapeut – mine tæer er som låste ørneklør, jeg humpede ud af biografen som en klumpfodet Quasimoto efter en flok klukkende lattél-trunter, der tilsyneladende var ganske tilfredsstillede.

De tre tidligere film i serien har samlet haft et produktionsbudget på cirka 100 millioner amerikanske dollars og indbragt omkring 756 millioner dollars globalt, så  klart BJ4 er en ujævn film – der på den ene side insisterer på at være meta og hip og på den anden side virker meget forældet og bonert –  sikkert et resultatet af et stort holds stamtræ af lukrative kompromisser & et pudslespil af produktplaceringer (Netflix, Apple, Levis, div. hvidvin) og sikre musikplaceringer – garneret med følelsesboostende krystalklaver og kæk rocksax, filmen lyder som en sølvbryllupsfest-dj fra helvede.

Nutiden? I en nutid der er så vild vi ikke tør fantasere om fremtiden mere, er nostalgi ikke bare en effekt, et krydderi eller en gas man puster tomme koncepter op med, nej – nostalgi er blevet hovedretten, her tilsat akavet skrøbelighed, pinlighed og selvhad.  Jones 4 er et godt eksempel – den foregår i et ellers uddødt harmonisk Paddington-London uden grime, Tommy Robinson, Brexit, crack & hjemløse i papkasser, et retro-London hvor den øvre medie-middelklasse udkæmper ubeviste livsstilskrige og måler clit i forsøg på at nå instagram-perfektion.

Køn? Kønsrollerne i 2025 er som en smadret vase, som Jones 4 skal heale med hæfteplaster.

“At forlade køkkenet var en fejl!” udbryder Jones, da hendes forsøg på at interagere med virkeligheden kollapser…Heldigvis redder rædselsfulde Tinder hende fra ensomheden – måske et desperat forsøg på at få Tinders synkende aktier til at stige igen.

Den nye mand? Seriens tidligere film står ikke bøjet i neon-tattoveringer på mine øjenlåg, men det forekommer mig Jones har skiftet smag – fra den faderlige direktørtype eller playboy til en 29 årig parkbetjent-dude – der heldigvis studerer klima og vil “redde verden med at opdage vigtigt skrald”…Hård kost – værst var filmen for min anonyme kollega – et sjældent selverklæret mandesvin, der skamløst smaskede sig igennem en 7/11 “frokost” i bio-mørket iført elskelige sokker i fake-logo-sandaler. Især en scene, hvor en ung mand bader i slow motion pinte mandesvinet – ”the female/homo gaze” var ikke populær – stodderkonge-kollegaen holdt sig for øjnene – men scenen ville også være svært akavet centreret omkring en kvinde. Ligestilling til at se hinanden som ting…hurra?

Men rolig nu, Jones´s Cougar-eskapader ender trygt; en emotionelt umoden afro-skolelærer forklarer os om døden ved lejrbålet – “det er altsammen energi, det skifter bare form”….han er dyb som en krystalhealer.

Underligt nok gælder alle de nye post-woke køns-regler ikke for den anakronistiske furede playboy Hugh Grant, for så længe du har penge og flad mave kan du stadig gøre hvad du vil.

Look? Hvad sker der for at en cirka 50 årig dame – der iøvrigt ikke kan løbe uden at ligne en tosse – skal ligne en siameserkat i modvind? Hun er jo nærmest udtryksløs og uegnet til omgang med småbørn.  Filmen er da også nød til at redde hendes mystiske “aldring”  ved at lave en scene hvor hun kunstigt får puffet et allerede oppustet kyssetøj yderligere op…som om det ikke var slemt nok i forvejen.  Det værste ved den trend er naturlige kvinder længe har lavet “det hævede syntetiske næb” når de skal tage selfier…man aspirerer til det unaturligt oppustede & udtryksløse som ideal.

Pinlighedens sødme BJ4 giver seerne følelsesmæssig massage, hvor du både kan grine af identificerbare fejltrin og finde trøst i, at man ikke er alene om at føle sig utilstrækkelig i en tilsyneladende perfekt verden, problemet er bare filmen er som at gå til frisøren i stedet for til den psykolog man reelt har brug for. Men er det at hylde og heale det akavede, det sårbare og det kiksede filmens motor? Eller er det bare meta-undskyldninger for at lave noget kedeligt bras, der reelt fremstiller kvinder som pinlige pjok og blåstempler den gamle orden – ligesom Barbie?

Konklusion? Jeg elsker en god komedie. Men Jones 4 mader min latente misantropi – filmen er som en skjult bat-signal til potientielle incels over hele jorden – endnu flere mænd vil flygte ud i skovene med og uden cykler og nulre hinanden på parkeringspladser og i saunaer – og fødselstallet vil falde yderligere. Filmen får mig lyst til at blande noget stærkt i drikkevandet der kan fjerne den kontrollerende og ulykkelige følelse “pinlig” i masserne.

Filmen har premiere den 12 februar…Valentins dag…den kommer til at indtjene styrtede med penge, men det er stadig noget usundt forudsigeligt bras.

PS. Jeg frygter den danske version instrueret af Nikolai Steen eller Thomas Villum Jensen med titelsang af Rasmus Nøhr eller Rasmus Zebra er på vej.

The post Bridget Jones 4: vild med ham / anmeldelse  appeared first on BLAZAR.