Filmen: En standardfar og hans lille søn afsøger raves efter en bortløben datter, som forsvandt for måneder siden til en af disse endeløse, søvnløse fester. Håbet svinder, men de fortsætter og følger en gruppe perfekt castede helt smaskede – men søde – ravere på vej mod endnu en fest langt ude i ørkenen.

De bevæger sig dybere væk fra normaliteten  som en slags slum-Mad Max-karavane. Jeg skal ikke spoile, men det accelererer – og vi slipper heldigvis for den klassiske kiksede trip-visualisering.Flashback til 90’erne – jeg spillede engang til en 2-dages fest i Den Grå Hal med DJ Hell før technoen blev skilt mellem Goa og Detroit, før eurodance og Boiler Room. Jeg var gennemblødt af sved, så jeg gik udenfor, og der skete det – en karavane af mystiske trucks snoede sig hele vejen ned ad Refshalevej fyldt med stenede hippie-punk-nomader fra hele EU, en slags hvide rastaer, avancerede narko-romaer der kørte rundt efter den næste undergrundsfest. Sirāt starter netop der – rave-stammen er nået til Marokko og alt er meget snasket og smasket. Den før så futuristiske fremtidsmusik er nu reduceret til massiv ufunky stortromme tilsat lidt snerrende synthpads – ikke ulig en langsom udgave af den musik, de DJ/influencere/spinning-trænere, der bliver booket på antallet af følgere, har spillet de sidste 5 år, efter Boiler Room gjorde DJ-jobbet til performance frem for futuristisk funky atmosfære-lyddesign – sorry, jeg er erfaringsramt.

Det er altid rart at høre musik højt i biografer, der ofte har bedre lyd end natklubber og hjemmesystemer. Kangding Rays lidt kedelige “tribal by the numbers” beats får lov til at stå længe og lykkes med at bringe os tæt på filmens mentale rum – der fungerer uden mange replikker.

Filmen sælges som musikfilm, men ravefesterne er blot en lokation, ikke hovedretten… der er mere på spil. Det er en stenet affære, men det er ganske medrivende – der var en del af publikum, der var rystede.

Hvis du er til en anderledes stenet emotionel arthouse-rystetur i Marokkos ørken, så check den ud, mens den kører i biografen.

The post Sirāt – ørken-rave odysse appeared first on BLAZAR.

En stjernespækket vigtig hyperaktuel emotionel rutsjebanetur, et sublimt metamoderne værk, der vibrerer imellem tegneserie-satire og benhård doku-alvor – der prøver ikke bare at underholde, men tager stilling og mene noget helt seriøst – og advare om, hvor USA – og verden – er lige nu. Mesteren Paul Thomas Anderson: med klassikere som kitsch-porno-orgiet Boogie Nights (1997), Magnolia (1999), hans pophit Punch-Drunk Love (2002), den fabelagtige kapitalkritiske western There Will Be Blood (2007), scientology-parafrasen The Master (2012) er Paul Thomas Anderson blandt eliten af nulevende instruktører. Virtuost balancerer han nær personinstruktion af suveræne casts, visuelt overskud og manuskripter, der vil mere end at underholde.I hans nye film med den ikke så mundrette titel One Battle After Another kan man nyde altid solide Leonardo DiCaprio som en stener-dude komplet med rød badekåbe, hestehale og dåseøl. Sean Penn er overraskende brillant som en racistisk elitesoldat (Oscarmateriale), Benicio del Toro som en hyggelig sensei, Chase Infiniti er Leos datter – der bliver lidt for voksen for øjnene af os, Teyana Taylor er militant revolutionsromantiker – plus mange andre perfekt castede talenter – som Anderson vrider perfekt rundt over 161 spændende minutter. Behøver du vide mere?

Jeg vil ikke spoile, da plottet twister igen og igen … men Paul Thomas Anderson er en modig mand her, der går mod USA’s tidsånd ved at vise et – desværre ret realistisk – dystopisk USA, han profetisk forudsagde, da optagelserne på One Battle After Another startede 22. januar 2024.

Filmen er en fabel om, hvor galt det kan gå, når yderfløje tager over og viser en evig gentagelse. Det er en allegori for, hvad der sker, hvis demokratierne kollapser under populisme og polarisering, og viser – som titlen antyder – at kampen aldrig slutter, men bare skifter ansigter og generationer, da både staten/militserne og rebellerne grundlæggende er selvdestruktive. Hver gang en side tror, de har sejret, undermineres de af paranoia, vold eller interne svigt. Oprør er en uendelig, umulig cyklus, men der kan måske findes et andet spor – et mere menneskeligt, intimt håb.Stil: Filmen er skudt på 35mm film (Panavision), ikke digitalt – og vises på 70mm i udvalgte biografer. Det giver et slidt, dokumentarisk, retrofuturistisk parallel-samtids-look et sted imellem 80’erne og 2030. Der er mange smukke billeder og kamerature, men æstetikken er underlagt fortællingen, da stilvalgene etablerer en nærværende, næsten dokumentarisk følelse.

Fotograf Robert Elswit (Andersons faste DoP) valgte en bred 2.39:1 cinemascope-ramme, men med en kornet, næsten “rå” analog tekstur, ofte håndholdt, med pludselige zooms og ujævne bevægelser – det giver en 1970’er-agtig følelse, der skaber en fornemmelse af amerikansk 70’er-krigsfilm/politisk paranoia-thriller. Tænk The Parallax View, Apocalypse Now ellerDog Day Afternoon – til cirka $130-175 millioner

CGI/AI er kun brugt til “usynlige” rettelser: fjerne sikkerhedswires, tilføje lidt røg eller forlænge baggrunde, da Anderson ikke stoler på digitalt look, fordi det dræber følelsen af nærvær. Rart, at vi for en gangs skyld slipper for flyvende mennesker i en amerikansk storfilm – det ligner mere The Deer Hunter end en Marvel-film.Jeg er lidt i tvivl om det aparte 1970’er-agtige, neurotiske pastiche af et retro-avantgarde-soundtrack skabt af Jonny Greenwood fra nutidens depri-Pink Floyd, Radiohead. Det er klart bedre end tidens Hans Zimmerske basbuldren, swooshes og impacts, der tæppebomber tidens lydsider, men det virker lidt for arty. Til gengæld fungerer det ofte perfekt, når Anderson vælger at rekontekstualisere vintage-hits kontrapunktisk til billedsiden som Scorsese og Tarantino.

Eneste virkelige anke er et plothul: En af hovedkaraktererne forsvinder bare, men never mind – når stort set alt andet spiller. Film handler om at lave følelser i seerne, og det kan denne her trods dens grotesk-dystopiske tone.

Reaktioner? I USA kan filmen blive polariserende, da begge yderfløje kan bruge den i deres nonsense-retorik. I Europa kan filmen blive en anledning til at se på egne problemer gennem spejlet af amerikansk kaos: de evige polariserende diskussioner om migration, EU’s ydre grænser, postempatisk accelerationisme og overvågningssamfundet. Jeg glæder mig til at se efterspillet – om Trump mener den er en opfordring til terror – og hvor mange Oscars denne potientielt kontroversielle sag kan rive hjem i tidens politiske klima.

Triumf: Andersons film viser, at man kan lave noget dyrt og blockbusteragtigt med et kritisk, næsten kunstfilm-agtigt hjerte, der kan blive et referenceværk i amerikansk popkultur, ligesom Network (1976) eller Joker (2019) – og ligesom disse minde folk om, hvor tynd linjen mellem satire og virkelighed i USA er blevet.

Anbefaling: Det er en af årets film, den perfekte balance mellem satire, spænding og tankevækkende realisme –  endelig en rørende amerikansk storfilm, der tør mene noget uden at blive kitch eller kedelig. Jeg er meget spændt på, hvordan den bliver modtaget i det fortrængte nutids-USA, den så effektivt spejler. Kan du så komme afsted!

BLAZAR:

The post “One Battle After Another” / anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Se James Bond sutte pik og knække i chemsex-junglen. Daniel Craig soner sine år som dobbelt nul-nul-mandesvin og går kontra som den skrøbelige krabbe-mand William Lee, mesterforfatteren William S. Burroughs’ alter ego – baseret på romanen Queer, sat i start-1950’ernes Mexico & Ecuador med en sjov Jason Schwartzman som Ginsberg.

En utopisk, eksotisk verden, hvor ældre arvinger køber herremodeller og bæller mælkeglas-store tequila-shots iført hvide hør-suits og seksløber i en smukt stylet kulisse – til tonerne af skamspillede hits af Nirvana, New Order og Prince – plus lidt skumle droner fra Apples egen Trent Reznor.Respekt til Daniel Craig, der sikkert er så rig – men rådvild – efter 007’s død, at han er ligeglad, så han fyrer denne præstation af i håb om et mere artistisk eftermæle – det lykkes, han fanger ret godt den lidt insektagtige, emotionelt forkrøblede Burroughs/Lee.

Det er rart at se en bøsse/queer-figur på film, der hverken er antikhandler, modeboss, læderbøsse, Elton eller Melodi Grand Prix-bøsse. Craig er bare et smadret, forkælet menneske, der måske løber fra traumet efter at have skudt sin heterokone i en tåbelig William Tell/æble-på-hovedet-vådeskudsulykke – det er lidt problematisk, at filmen ikke adresserer dette, for hvis man ikke kender denne biografiske anekdote, forstår man ikke rigtig, hvorfor Lee er så forpint, ud over almindelig fremmedgørelse, meningsløshed, misbrug og datidens slidsomme minoritets-skam.

Personligt er jeg ligeglad med, hvordan folk har sex (så længe der er samtykke, og der ikke indgår børnedukker), så denne del af Burroughs’ forfatterskab keder mig lidt. Problemet med filmens figur er, at Burroughs’ virkelige kvalitet er hans syrende, indre, rablende monolog og systemanalyse, der udebliver. Craig bliver en tom skal, en forfatter uden en tekst eller et sprog, der jager en ulige og umulig kærlighed til en ung bifil ex-marinesoldat.

For at komme tættere på sin kærligheds-utopi søger han ud i Ecuadors jungle for at forenes med ham i et ud af kroppen/ind i kroppen Ayahuasca-trip – selvom han påstår, at trip-odysséen handler om hans interesse for telepati. Det ender i trippy chemsex, men denne ulykkelige forelskelse knækker Lee/Burroughs, der ikke kunne gøre bogen færdig – den, der ellers var opfølgeren til hans gennembrud, Junkie.

Flashback: Da jeg var 13, var vi en gruppe sortklædte ex-skatere, der mødtes for at grave friske specialimport-vinyler ud, og den, der havde den mest obskure smag, havde vundet. Efter punken var afkodet og absorberet ind i mainstream og begyndte at lyde som rock, søgte vi metaldisco aka electropunk: Throbbing Gristle, Cabaret Voltaire, 23 Skidoo, Neubauten osv.

Disse var kraftigt inspireret af Burroughs’ cut-up-teknik og univers, og hans bøger, specielt The Job, blev pensum – det var en manual til at ændre virkeligheden – eller rettere ens egen bevidsthed – med simple, men profetiske båndmanipulationer i en tid før scratch og sampling ramte gaden. Burroughs’ DIY-metoder gjorde mange til forfattere og producere dengang. Burroughs’ cut-up-kildematerialer i hans egne værker omfattede Shakespeare, Rimbaud, T.S. Eliot, aviser, magasiner, videnskabelige tekster, popkultur, radio, film, James Joyce, L. Ron Hubbard og Aleister Crowley. Svært at lave noget bras med de samples.

Senere kom han selv til København, hvor han signerede bøger i Skindergade, satte fanboy Dan Turèll på plads i et tåkrummende interview og optrådte i punkmekkaet Saltlageret. Jeg havde håbet, han ville jamme med båndoptagere og lave ritualer, men blev i stedet mødt af en udbenet, gammel privatdetektiv over 70, der affyrede en sand ordtornado mod den kontrolmaskine, der stadig river os rundt – helt deadpan – magisk.

Gratis dokumentar og kunstfilm med WSB her

Men tilbage til filmen, der klart er et ok bud på den umulige Burroughs-film. Den forekommer mig mere jordnær og mindre gøglet end den ellers interessante Cronenberg´s Naked Lunch.

Visioner og drugs er svære på film, og Queers relativt korte trip placerer sig et sted imellem 2001, Enter the Void, The Big Lebowski & Fear and Loathing.

Så nyd Luca Guadagninos Queer som en følsom, stylish mandekærlighedsfilm – især hvis du elsker Craig – ikke som en nøgle eller repræsentation af forfatteren William S. Burroughs. Den – måske umulige – film har vi stadig til gode.

The post Queer / anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Vi lever i en fantastisk tid, vi har opdaget vand under overfladen på Mars, analfabetisme og sygdom er på retur globalt, AI laver de snart kedeligeste jobs, fedme er via medicin reduceret til et tegn på fattigdom, velstanden stiger (mest i toppen) og drab og vold er faldende trods et par friske krige og stigende ulighed – og vi lever generekt meget meget længere…

Desværre forpestes vores liv af nedturshistorier, der åbenbart sælger bedst…så hvis medie-stomen og den generelke tristesse ved senkapitialismens mentale slagside har smadret din empati og du har brug for at reaktivere krybdyrhjernen, er den nye Alien en fin pause. Jeg vil ikke spoile, da plottwists er essientielt for nydelsen af filmen, der sampler kraftigt fra de tidligere afsnit i serien – så spændingen kan reduceres til gæt på hvem af den irritertende besætningens “ti små cyklister” der bliver smadret af øglerne først.

Flashback & følelser

I 1979 fyrede Ridley Scott “hjemsøgt hus-formlen” ud i rummet via Alien – nu synonym med sci-fi med stærke kvindelige hovedroller, der jages rundt i beskidte rumskibe befolket af forræderiske humanioder styret af en ond militær-industrielle korporation, der forsøger at kapitalisere på splattede fødsler af onde syredryppende facehuggende rum-øgler.. 

Den formel har igennem nu 9 film trigget publikums kamp-eller-flugt-response, der booster  adrenalin, endorfiner og dopamin, så efter en accelereret puls og tung vejrtrækning oplever seerne en intens lettelse – en perfekt entydig fysisk medie-mekanik ikke ulig porno, her får den bare en tand til så når du tror organsmen er hjemme kommer der en flok latexklædte zebraer ind – du er fanget i en uendelig skruetvinge med flere akser af accelerende konflikt-stimuli.

Da vi ikke viste hvad corona var  gik jeg med hansker og købte alt via bude fandt jeg ro i studier af atomvåben – jeg følte en lettelse i at tingene kunne være meget værre – ligesom når vi eskaperer via nedturs-blues eller nihilistisk gangsterrap – medier kan relativere og lette ens konkrete måske uoverkommelige frygt.  Mange er blevet afstumpede af den digitale tunami og blevet sensationssøgere der stimulerer sjældne fortrængte sansereaktioner, så der burde være marked for “Alien Romulus” i disse skøre tider…det er effektiv eskapisme og reset af sanserne.Gyserstil

Jeg er ofte i Schweiz og i den idyliske landsby Gruyères fandt jeg HR Gigers  Museum & bar i hans gamle lejlighed. Det var ikke for børn og stod i skrigende kontrast til det sublime Alpe-landskab udenfor vinduerne. Det var tydeligt Giger havde noget i bagagen, mit bedste gæt er et mix af dårlig barndom, genialitet, dårlig søvn, SM og LSD. Hans værker fremmaner essensen af vores biologiske frygt og er Alien universets DNA, da stjernen er ikke skuespillerne,  det er stilen, effekterne, stemningen og rytmen imellem chok og afspænding – det er ikke indholdet, det er effekten i beskuerens krop der er stjernen.Digitalt ligrøveri?

Ian Holm – Ash i den oprindelige Alien (1979) – krediters her som “ansigts- og vokalreference” for en karakter kaldet Rook. Problemet er bare Ian Holm døde i 2020…karakteren Rook er også krediteret til Daniel Betts for “ansigts- og vokalpræstationer” – Betts leverer en ægte præstation som karakteren, hvorefter Holms ansigt er  transplanteret over Brett via CGI, og de to skuespilleres stemmer er så matchet i postproduktionen. Måske en detalje, men reelt endnu en indikation af at hele filmhistorien – ja alle optagelser nu er samples man kan mutere og genbruge – da juraen stadig er ude og votere. Klart de store studier er skrækslagne for en ny generation af film-auteur garage Kubricks, der ikke har brug for deres maskineri mere –  jeg håber Ian Holm´s familie er blevet kompenseret. Serien: Scotts oprindelige Alien (1979) var et chok, langt fra datidens space-opera eventyr, reelt en langsom arbejdsplads-film der ekselerede i at suggestivt at spare på monsteret, da forventningens glæde/angst er altid den største. 

Opfølgeren Aliens (1986) – med blockbusterkongen James Cameron ved styrepinden – er reelt en action/krigsfilm frem for en gyser, og regnes af mange fans for den mest langtidsholdbare og helstøbte. 

Alien 3 (1992) var lidt af en pretentiøs maveplasker, den suspence-stærke instruktøren David Fincher har senere afskrevet den pga. rod med manus og produktion. Det er nærmest “Rosens navn i rum-klosteret”. 

Tryllegøgleren Jean-Pierre Jeunet fik desværre ikke  sin vilde stil igennem Hollywood-maskinen i Alien Resurrection (1997) – der ikke er vellykket og smurt ind i 90er æestetik og  Wionna Ryder. Det var sidste film med Sigourney Weaver som ikoniske Ripley.

Så går det helt galt da Alien parres med en spejlklædt digital-rasta i to film, der mest ligner reklamer for de tilhørende (og sikkert mere profitable) spil – Alien vs. Predator (2004) & Aliens vs. Predator: Requiem (2007) er jeg simpelthen for gammel til at fatte – dog fik filmene et sjovt efterliv som jungle-samples.

Aliens far Scott redder så serien med den mere konsistente prequel Prometheus (2012), hvor Noomi Rapace foretager en robo-abort på sig selv og Michael Fassbender brillierer som semi-robot. Opfølgerne  

Alien: Covenant(2017) var lidt slappere, og selvom begge film er præget af Scotts visuelle overskud tynger en overdosis prætentiøs oprindelseshistorie begge film.

Hvis man går op i kontinuitet, elsker at finde plothuller og vil binge hele balladen er den “korrekte” kronologiske rækkefølge således: Alien vs Predator (2004), Aliens vs Predator: Requiem (2007), Prometheus (2012), Alien: Covenant (2017), Alien (1979), Alien: Romulus (2024), Aliens (1986), Alien 3 (1992), Alien Resurrection (1997)…farvel weekend.

Romulus Den nye Alien: Romulus (2024) –  co-produceret af Ridley Scott – har med instruktøren Fede Alvarez samlet et team bestående af b.la fotograf Galo Olivares (“Gretel & Hansel”), produktionsdesigner Naaman Marshall (“Don’t Breathe”), komponist Benjamin Wallfisch (“Blade Runner 2049”), visuelle effekter supervisor Eric Barba (“Oblivion”), scenograf Zsuzsanna Sipos (“Dune: Part Two”) og specialeffekts supervisor Gábor Kiszelly (“Poor Things”).

Filmen er som en James Bond film et ritual hvor man skal igennem Aliens faste elementer, her i et respektfuldt og effektivt remix af seriens oprindelige klaustrofobiske stemning, bare med nye friske fjæs (der ud over androiden desværre ikke udvikler sig…) –  jeg var godt underholdt men følte ikke meget – det er sikkert mit problem…heldigvis lukker fimen op  for friske fremtidige udfordringer til den uungåelige – måske uendelige -opfølgere…Alle kan have behov for et virkelighhedsfjernt sus som pause fra en kaotisk verden, så book en billet i den størst mulige bio mens tid er.

5 ud af 7 stjerner

The post ALIEN (9) – ROMULUS appeared first on BLAZAR.

Emma Stone fyrer den max af som lykkelig sexarbejder i quirky arthouse komedie. Jeg vil ikke spoile, men tænk en meget lang “Bjørk møder Vivienne Westwood”- video uden sang, men stadig med atonale strygere.

Tænk sort-hvide fiskeøjne-skud, tænk magiske mutant-dyr i en parallel fortid af gotisk steampunk-Victoriana og drømmende art nouveau, hvor Willem Dafoe´s klassiske  fjæs er remixet og Mark Ruffalo (Hulk) gir den som hysterisk førsteelsker….du har allerede regnet ud filmen gerne vil være pænt artyfarty-bonkers.

Emma Stone og den græske instruktør Yorgos Lanthimos går linen ud og spasser igennem – og det er nemt at ryste på hovedet af de mange prætentiøse & teatralske greb, der er som et katalog af arthouse-samples, der minder mig om Wes Anderson, Terry Gilliam, Coppola’s Bram Stoker’s Dracula, Fellini’s “And The Ship Sails On”, Frankenstein,  Guillermo del Toro´s “shape of water”  og ikke mindst Trier´s Nymphomaniac – bare light.

Netop kønskrigen er som i Nymphomaniac central i “Poor Things” – og da jeg er søn af en feministisk kvindeforsker (og derfor ikke ser porno) – og ikke tør mene noget om køn eller poltik mere – vil jeg blot konstatere jeg sjældent har set så meget hud uden det gik i kødkompasset – men måske er det en pointe i sig selv, eller mig der er hårdhudet.

Jeg forholder mig tvivlende til filmens “kvinde frigører sig” som “den lykkelige luder”historie  – hovedpersonen gennemgår klamme ting for at have overskud til at ende i symbiose med afro-kone og soyamand og læse klog litteratur…Det er en underlig form for “feminisme”, der handler om at blive udnyttet – og være bare være ligeglad – men måske et bud på en “kapitalistisk realisme”?

Måske er filmen bare en smart viral baggrund for Emma Stones vilde arty solo-promo, der efterlader de andre figurer i skyggerne. Hun viser kæmpe spændvidde og bliver rigtig stor nu, og kæmpe respekt for at vælge at lave denne prætentiøse grænseoverskrider frem for mere tamme genkendelige koncepter, selvom det hørmer fælt af Amerikanere der leger Europæere (hvilket sikkert passer meget godt danskerne…) – så det næsten er en ubevist parodi.

Jeg er lidt træt af bevidst grænseoverskridende greb, det virker gammeldags, men det er sikkert bare mig der er erfarings & samspilsramt – men jeg er stadig usikker på hvad filmen prøver at sige – hvilket måske er en kvalitet.

Alt i alt er det dog er rart der stadig produceres film som denne, der insisterer på at være en skør enhjørning. Jeg ville nok ikke tage en sart date med i biffen, men omvendt er der en del at tale om bagefter.

Se den i biografen eller køb den, thi den er for krydret til at få et efterliv på Netflix etc.

5 ud af 7 stjerner

The post POOR THINGS / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Indy er fyldt 80, Spielberg har ikke instrueret filmen og Disney har købt og misvedligeholdt Lucasfilms kerne-universer de sidste 10 år – så hvad kan  Indiana jones´s afsluttende 2 timer og 22 minutter lange kapitel – den har trods alt kostet næsten 300 millioner dollars? Er det bedre end Marvel? Virker den kun på boomers og generation x? Bare læs trygt videre, ingen spoilers…Det er 15 år siden Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skulls havde premiere – det var et kummerligt ekko af de tre første “Baron von Münchhausen møder Tin Tin – via Lucas & Speilberg” film. Jeg husker kun en scene hvor Indy undslipper en atomprøvesprængning ved at gemme sig i et køleskab – og at det mere end blev antydet at den nu glemte Shia LaBeouf var arvtageren efter den aldrende Harrison Ford.Jeg hader nostalgi, men modsat Top Gun 2´s trygge – men hule – retro-propaganda tilføjer Indy 5 nye farver til et allerede gennempløjet drengerøvs- univers, komplet med uendelige jagter i eksotiske Airfix-universer i tuk tuk, på hest og via tog og fly. Specielt de suværene parade-sekvenser i NYC i 69 imponerer. Måske er det en overfortolkning, men filmen kan også ses som en meditation over selve filmmediets kerne: udødelighed og tidsrejser.Indy zapper ind og ud i mellem et dystopisk 1944 og et funky 1969 – Ford zapper imellem det friske fjæs fra de første 2 film – og en skrantende men overraskende moralsk og handlekraftig skilsmisseramt fordrukken olding på kanten af pensionsalderen. Det er virtuost og får allerede The Irishmans digitale botox til at se forældet ud. Filmens aksel, energi og virkelige MacGuffin ikke jagten på en  potientielt verdensomstyrtende magisk skat, men mere den akademiske actionhelt Indys følsomme forfald.Modparten Mads Mikkelsens unikke fjæs får også en digital-tur – han giver en kynisk Verner Von Braun-agtig skurk et menneskeligt touch – og overlader grusomhederne til et par herlige psykopatiske håndlangere.Phoebe Waller-Bridge opdaterer serien med en moderne kapital-drevet kvindetype, der snildt kunne tage stafetten videre som hovedperson i et nyt spinoff – for jeg tvivler på Ford når at få en tur mere.

Måske er Indy 5 en skræddersyet generationsting for os halvgamle stoddere, der ikke magter Marvel og den opdaterede botox-Bond? Indy 5 er ikke innovativ – men den er hvad den er – & du ved hvad du får – i rigelige mængder – det er en værdig afslutning på en klassisk serie – tag et barn over 11 med – der er en del at tale om bagefter. Se den på det størst mulige lærred fra den 28/6. 

The post Indiana Jones and the Dial of Destiny / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Dav Pilkey er forfatteren bag Hundemand,  Kaptajn Underhyler og Katte-knægtens tegneklub. Hans universer er drevet af humor, anarki og en simpel, barnlig streg, børnene nemt selv kan kopiere. Historierne handler ofte om outsidere, anarki, venskab og kreativitet – tilsat ironi og metalag. Pilkey er en global succes, især blandt 6-12-årige, og er blevet rost for at være et godt gateway drug ind i bøgernes verden, i en børnekultur præget af spil. Nu er Pilkeys Hundemand så blevet en film, der både er en rørende fortælling om en hundemenneske-hybrid fanget mellem forskellige verdener, en sentimental historie om venskabets og faderrollens skiftende facetter og en intens thriller om politisk korruption. 

Det er også en vanvittig slapstick-actionkomedie om en kung fu-sparkende politihund-menneske-hybrid, der bruger visdom til at overliste og ændre følelses-kompasset på sin ellers afstumpede ærkerival, skurke-katten Pjevs. Spoiler – de ender med at dele Pjevs´s søn…helt moderne. 

Måske er jeg for gammel og gamer for lidt, men jeg oplever det som at sidde med ansigtet rettet mod en konfettikanon i 95 minutter. Filmen fræser af sted, hvilket er synd, da det sandsynligvis fremmedgør de mindste seere – nogen gange giver luft omkring punchlines bare bedre effekt. 

Min 9-årige medanmelder anbefaler den til de 7-12 årige…hun siger filmen er tro mod de tre første Hundemand bøger, der sammenfattes i filmen.

Vi havde en ok oplevelse – det er ret surrelt i glimt – uden at filmen var bevidsthedsudvidende som Matthesens bedste, Claus Deleuran, Simpsons eller de første Lego film. Hvis Paddington i Peru er for sukkersød, er Hundemand klart et alternativ i vinterferien eller på stream senere.

Hun gav 4 stjerner ud af 6  

The post HUNDEMAND / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Spoiler alert! Der er håb for dansk film! Debuterende Karoline Lyngbye kommer godt fra start.

Superposition er super sommerhusdrama og et godt par-terapeutisk  indspark – ikke set bedre siden Triers Antichrist.

Et par priviligerede – næsten karikerede – neo-kulturradikale øko-narcisister – han er podcaster, hun arbejder på sin længe ventede lovende debutroman. De beslutter sig for at lave en navlepillende podcast – en slags litterær luxus-udgave af “Alene i vildmarken” – hvor de sammen med deres børnehavebarn vender hektiske Vesterbro ryggen og isolerer sig et helt år i et lækkert sommerhus i en øde skov uden mobildækning. 

Jeg kender parret fuldstændig allerede, og glæder mig til de skal krænge sig ud – det er et genialt setup for et psykologisk kammerspil og har potientiale for stor social satire. 

Parret har naturligvis problemer med at være tilstede og nærværende i naturen – der fylder utrolig lidt. Det handler mere om at tage fede selfie-polaroider og komme ud på toppen i selvbeviste podcast-optagelser. De kan ikke engang finde ud af at knalde eller lege med deres barn, de vil hellere vende gammelt nag om utroskab og skyldtrippe hinanden – allerede efter få dage – og aldrig rigtig tale om det det hele i virkeligheden handler om. 

Så falder tingene fra hinanden – der går gys i den – indtil filmen begår den klassiske “Superman fejl” – hvis man laver en realistisk historie – hvor alt pludselig kan lade sig gøre – bliver det kedeligt, for man kan bare klippe sig ud af problemerne. 

Om filmen er et hashtrip, et portræt af en skizofren, en metafor, en CGI-effekt der er blevet til et manus, et mix af det hele-  eller som den postulerer – et resultat af en superposition, et uforklarligt parallelt univers – hvor parret møder sig selv forskudt i tid. Underligt nok vælger parrene ikke at undres over over at sidde overfor deres egne levende kloner – nej de går straks igang med at prøve at dræbe på alle mulige klodsede måder. Det bliver følelsesporno, kaotisk og meningsløst – selv som metafor. Strygerne og makeuppen er påklistret og unødvendig – jeg savner lyden af skoven og klarhed i replikkerne, der forsvinder flere gange – og måske en mere moderne mere subtilt soundtrack.

Bevares, der er sjov social satire, parforholdsindsigt og gys – Mikkel Boe Følsgaard og Marie Bach Hansen fyrer den af. Filmen er flot fotograferet og effekterne er helt ok for en dansk film. Jeg ville bare ønske den udforkede den indledende præmis uden der skal gå Tennnant i den. Men hej, point for forsøget. Se den med din date eller kæreste, det er en perfekt samtalestarter. 

Premiere den 23 marts…

The post Anmeldelse: SUPERPOSTION appeared first on BLAZAR.

THE HOUSE THAT JACK BUILT, anmeldt af den begejstrede Morten Rockford Ravn

Du sidder med popcorn og smasker i biografen, afventende lidt feteret finkultur-underholdning, ud af skærmen kommer der en kæmpe knytnæve med ordet FUCK skrevet på knoerne, og slår dig direkte i ansigtet. Hele din virkelighedsopfattelse bliver underdrejet. Du vidste du skulle se noget “sygt”,  men havde ingen ide om hvad der ramte dig. Efter at have kastet upassende håndtegn i Cannes, er Trier tilbage, måske stærkere end nogensinde. Han går i mod alt i tidsånden, og kommer ud på toppen med et mesterværk. The House That Jack Built er en hyldest til filmmediets uhæmmet potentiale, og et mildest talt kontrapunktisk kunsterisk statement af olympiske dimensioner. I en tid hvor film’s kunsteriske potentiale bliver udvandet af fokusgrupper, kommercielle interesser og selvfede humanister der tror deres ego-drevet “værk” kan gøre verden til et bedre sted, smider Trier en bombe under middelmådighedens højborg.

The House That Jack Built er en tur til afgrunden af den menneskelige psyke, en kilometer lang dildo stukket ned i halsen på foragelseskulturen. Hvis du har nemt ved at blive krænket, bedes du vende om nu og kravle tilbage i dit safe space med en pose økologiske fairtrade ostechips. Det her er ikke for sarte sjæle.

Trier vender vrangen ud på menneskets skyggeside, som en forskruet dukkefører tager han publikum i hånden, køber en paraplydrink, byder op til dans, forføre os med glatte jokes og charme, men drinken er spiked, og vi vågner op bagbundet i en eksistentiel klaustrofobisk  kummefryser. Efter at have set filmen havde jeg det som om nogen havde spillet airhockey i mit hoved. Forvirringen var total, og jeg var efterladt med flere spørgsmål end da jeg gik ind i biografen. Et kendetegn ved god kunst – som udfordre vores virkelighedsopfattelse – og tvinger os til at tænke anderledes.

Filmen handler på overfladen om en ingenør – der tror han er arkitekt-  han er reelt seriemorder, men tror han er kunstner. Absurditeten er keyboardet, Triers fingrer der spiller på, og publikum? Publikum sidder tilbage i tvivl om de skal grine eller græde. Men hvad er subteksten? Som Trier selv siger kan man være lidt “fiffy” og fortolke det som et selvportræt. Han er Jack. Hver et mord, et værk – men er det overhovedet interessant? Som Fellini sagde er alt kunst dybest set autobiografisk. God kunst indholder mange lag, som en babushka dukke, hvor du tror du har regnet den ud, kun for at opdage en ny dukke der stirre tilbage på dig.

Et særligt hårdtslående afsnit i filmen bruges til at udfolde Trier’s dybdegående forståelse for produktionen af dessertvine, hvilket bliver afsæt til en brutal meditation over borgerskabets manglende forståelse (og værdsættelse) af forgængeligheds-æstetik. En parallel drages her til nazi-arkitekten Albert Speer der designede nazi-arkitektur ud fra et udgangspunkt om at de i fremtiden vil blive til smukke ruiner. Dette kobles op på adskilling naturalistiske oliemalerier der portrætterer rådden frugt og slagtede dyr, hvilket altsammen udspiller sig i en hvirvelvind af en montage, der lidt føles som at blive skrumpet og smidt ind i en tørretumpler mentalt.

Filmen er opdelt i “incidents” (mord), ofte præget af inkompetens. Særligt uduelige er autoriteterne, hvis tragikomiske disposition sender tankerne over på den måde bankverden har fået lov at gennempule vores økonomi uden konsekvens for de skyldige. Vi er ude i en fortælling der som metafor stikker dybt i den mørke side af den menneskelige tilstand. Dette er naturligvis gået tabt på dogmatiske medier som New York Times, der ikke forstår begrebet fiktion, og vælger at benytte udgivelsen af dette mesterværk til at komme med deres performative foragelse og rigide dydigheds-signalering.

Det der gør filmen, og Trier som kunstner, så radikal at progressive curlingbørn skider i bukserne, er han går imod den dominante status quo. Han bruger sin auteur-status som en trojansk hest til at snige ægte kunst ind i tidsånden, hvor kulturkrigen mellem den “progressive venstrefløj” og “religiøse højrefløj” for længst er vundet. Dette har ført til et paradigme hvor sjove mænd i late night talk shows fortæller “kultureliten” hvad de skal tænke. Fra Colbert til Clement, følg deres læber, og du er på den sikre side. Stil derfor spørgsmålstegn ved den dogmatiske top-down gruppetænkning, og risiker at blive socialt radioaktiv – eller spil ind i forudsigeligheden med endimensionel politisk korrekthed og lunken æstetik, og du er inde i varmen som stegt flæsk i persille sovs.

Nymphomaniac and beyond: a subjective bluffers guide to the works of Lars Von Trier.

De fleste aspirerende kunstnere vælger idag at glide med strømmen, konformere og flattere det sterile status quo, hvilket inden for dansk film er socialrealisme med et opbyggeligt budskab…. Trier derimod var ikonisk allerede før disse kontraproduktive strømninger for alvor blev konsolideret, og antisocial nok til at være ligeglad med dem, hvilket har sat ham i en unik position til at sprøjte reelt udfordrende filmkunst ind i den fallerede mainstream. Min antagelse er han ikke udfordre af ideologiske årsager, men derimod anti-ideologiske årsager, med andre ord i en højere tjeneste, uden for den politiske virkelighed. Han gør det for kunsten. Som han selv har beskrevet det, er hans mission at lave de film som “mangler” i en bredere sammenhæng, hvilket er svært at stille spørgsmålstegn ved når man ser hvor originale greb han bruger, selv når han i tilfældet af The House That Jack Built laver en genrefilm.

Seriemorder-film er, som de fleste ved, en velbefærdet sti i filmhistorien, givetvis fordi de taler til vores kollektive fascination og frygt for psykopati og døden. Ikke desto mindre formår Trier at tilføje genren noget nyt, ved at flette de obligatoriske drab sammen med dybere metafysiske lag der rejser store eksistentielle tanker som er umulige at komme ind på her uden at åbne op for et minefelt af spoilers. Samtidig formår han at gøre det uden at banke publikum i hovedet med den moralisme som i skrivende stund har overtaget, og kvæler kunsten.

Trier forstår kunsten er hævet over den banale moralisme, hvilket åbner hans udtryk op for et bredere felt af muligheder i forhold til at udforske den menneskelige tilstand i alt sin kryptiske kompleksitet. The House That Jack Built er et frontal angreb på den politiske korrekthed, men okkuperer samtidig et matrix af betydning, som kun åbnes op for dem der transcendere deres egoistiske behov for performativ foragelse. Derved står han i skarp kontrast til late night talk show værter og deres disciple, som f.eks New York Times der kun kan se verden gennem deres ideologiske linse. Trier går sin egen vej, uden kompromis. Han har bygget et univers, ud fra sin idosynkratiske vision, og hvis man har maven til det, kan man vælge at træde ind i den verden. Det man bare skal forstå er, det er Trier’s verden.

10 stjerner fra  Morten Rockford Ravn

PS: Rockford har i ren begrejstring klippet sin egen uofficielle trailer, se den her:

The post THE HOUSE THAT JACK BUILT – Triers mesterværk? appeared first on BLAZAR.