Pragtfulde sensommer-København prydes årligt af 2 kontrapunktiske kunstmesser: den mere etablerede og akademiske Chart på overophedede Charlottenborg – og så en mere bling, mere luftig messe i Lokomotivværkstedet. Det er ikke avantgarde, kunstnerstyret eller ungt; det er rene salgsmesser, der viser, hvad der sælger – og hvad gallerierne tror, der sælger – og derfor er det interessant som et tidsåndstermometer. 

Jeg løb igennem en sand billedstorm, og groft generaliserende bemærkede et mix med mindre race, etno- og klimakunst, digikunst, næsten intet politisk eller aktivistisk eller nogle spritnye-agendasættende nybrud. 

Til gengæld var der meget traditionel olie, nogle er nostalgiske, skamløse samplere eller har hukommelsestab, for de kunne have været lavet før 1966 – plus en masse Polke-kloner, vilde citater og fabulerende abstrakt gestik – der ikke rammer mig. 

Der er stadig meget zombie-materialitet på markedet, investeringssike visuelle møbler på kanten af rent design, der kan varme køberen med identitetssus over materialeundersøgelser. 

Et afbræk i denne bølge er en kæmpe retro-fetish for op art, for hvis man ikke har så meget at sige, kan man altid få flader til at flimre – og spille dybt omkring perception. 

Tag ud og tjek begge messer. Der er masser af cool værker til bestyrelseslokaler, venteværelser og noget der passer til din sofa og dine fradrag. Det er en fest – især indbyggerne i disse biotoper er interessante at nærstudere. 

QUIZ: Her er mit subjektive udvalg af det bedste og det dummeste: Gæt, hvilke værker der er fra Enter og fra Chart…

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

The post CHART/ENTER 2026 – det hurtige gennemløb af billedstormen appeared first on BLAZAR.

My post-meta-modern homage to Haim Steinbach – to be continued – inquire here. —

…to be continued…

The post ART: OBJECTS OF DESIRE appeared first on BLAZAR.

VAMMENS FASHION FLASHBACKS

FILM: MODEUGEN

9 essentielle looks

Mode? Kunst? Branding? Satire?

The history of classic subcultural tribes

HVORFOR GÅR KØBENHAVNERNE ALTID I SORT?

PRINS HENRIK – FARVEL TIL ET MODEIKON

SUBKULTURERNES DØD?

TEMA: MODE er det nye PORNO – her er mine favoritter

TEEN BOYS FASHION CPH SPRING 2023

Modeugens peak: MUF10@CFW19

The post TEMA…FASHION? appeared first on BLAZAR.

Tænk en pragtfuld modeuge for voksne – der hvert år tiltrækker en bred vifte af godtfolk, der valfarter for at se, hvad kunstbranchens ypperste købmænd har opsamlet i oraklernes studier, hvad de tror rer investeringssikre visuelle møbler, der rammer tidsånden, boligstilen, identitetsproduktionen og investeringsbehovene lige nu.Et overflødighedshorn af zombieformalisme, pop, keramik, herligt tomme pasticher, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige jungler med dyr, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb, skamløs historieløs kitch, dyrt nips – og sublime hjerneknipsere. Det er den samme udødelige post-postmoderne buffet, hvor alle de gamle retter bare bliver stående i frossen form,  og konkurrerer med de få dugfriske gentænkninger af, hvad et værk kan være.

Min oplevelse var dog, at den diffuse klimakunst, tamme kønskunst, afrokunst og minoritetskunst er på tydeligt tilbagetog, efter Trump er kommet til – og længere tids oversaturering af nostalgiske, oprørske æstetikker frem for reelt aktivistisk indhold eller bare lidt smerte.På vej frem er en masse 3D-objekter, gerne i stof. Ja, selv traditionelle malerier kravler ud af lærredet – måske som en modvægt til verdens accelererende skærmforbrug. Billederne stritter simpelthen ud i rummet. Der er meget, der ser rigtig lækkert – og skrøbeligt – ud.Jeg havde forudset en masse AI-kunst, men det var helt forkert. Den eneste nye trend, jeg spottede, var det, jeg i mangel af bedre har døbt “grandma-ism” eller bare “mormor”: stadig en masse neo-Matisse – men endelig er landskabsmalerierne tilbage, uden miljøkatastrofer, ironi eller grimme vindmøller, eller som Søren Martinsens syretrips-fortolkninger af naturen. Nej – bare helt straight landskabsmaleri og foto, uden skam, pretention eller smart tåget titel. Under samme paraply en del stilleben af hverdagsstuer, gerne med sofaer, så man kan hænge en sofa over sin sofa…personligt er jeg bange for nostalgi, da den ofte demonstrerer en mangel på fremtidstro – ja måske bare en grundangst.Der er stadig mange værker, der ligner noget fra en dyr unika Hay-boutique, lavet af en arkitekt til et venteværelse. Værker må ikke udsende nogen forvirrende – og dermed ekskluderende – følelser eller signaler, noget der bare blender ind, men løfter rummet med immanent lækker teksturel værdi. Nogen vil mene, det er befriende med kunst, der ikke skal mene eller kommunikere noget, men desværre bliver det sjældent sublimt – som f.eks. at kigge på skyer.xTo konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster og tættere på museumsfolket og de unge på akademiet. Der er massive overlap – nogle gallerier helgarderer og repræsenterer på begge messer – men hej, different strokes for different folks – it’s all good.

Naturligvis er alle værker på begge messer garneret med performance, flagship-store-agtige brand-pop-up-stande, designmøbler, talks, vip-middage, retro-indie-rock og tamme DJs, der spiller turistisk afrobeat eller svag house.

Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kritik af kunstnernes egne vilkår. Men hej, oprør er umuligt på et galleri eller på en messe, og ingen orker høre på brok, hvis man ikke kan visionere et alternativ eller sælge en vision.Måske er jeg bare et naivt barn, der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevidsthedsudvidelse.

Nu virker det mere, som om de overlevende kunstnere er nepo-kids og nogen, der lader som om de er nepo-kids, der prøver at lave investeringssikre visuelle møbler – styret af gallerister, der er styret af samlere.

Det er altid herligt at have en platform hvor man diskret og smagfuldt kan kloge sig via penge – at købe kunst – især med hjertet – er stadig sjovere og mere overskudsagtigt end natklub-borde, guldbarer, både og alt det andet gøgl hvor man kan aktualisere og iscenesætte sin velstand…?

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

Måske er kultur-feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt. Alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by, hvor der bare kommer nye forudsigelige forstader på. Det virker, som om alle går i andres fodspor og sko, så man kan købe en Frederik eller en Tal og reaktualisere sit gamle Cobra-bras.
Jeg venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange udenfor kunstverdenens sponsortunge dopede Tour de France.

Men hej, husk Enter og Chart næste år, det er stadig en herlig oplevelse, hvor ideerne danser. Der er en ny tredje messe, der vender tilbage en gang om måneden, lavet af folk, der sætter liv og lemmer på spil for at male ulovligt på vores reklameindsmurte by, der har doneret værker til flygtninge. Uplandsgade 52 – hold øje med det. Gæt hvilke værker der kommer fra hvilken messe….

Her er mit stærkt subjektive udvalg af skidt og kanel fra en fabelagtig kunst-weekend:

ART: OBJECTS OF DESIRE

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

ART: SOCIAL DYNAMICS – FIRST BATCH

THE VISIT COPENHAGEN COLLECTION

Uplandsgade 52 – hold øje med kommende udstillinger – næste gang er 4/5 oktober. Ses!

The post KUNSTQUIZ/2025/TIDSÅNDSRAPPORT appeared first on BLAZAR.

Jaguar har forført mediernes mandags-trænere, der aldrig selv får råd til at købe en Jaguar nogensinde – til at gå amok i  polariserende digital road rage – og ufrivilligt at agere gratis virale superspredere:

Reklame-mandags-trænerne forsvarer et bedaget bilbrands image, som var det deres tatoverede fodboldholds logo – de forsvarer en anakronistisk drømme-bil de reelt ville skamme sig over at køre i afgifts-tunge Danmark – især når de skal i pedulfart til mekanikeren.Kampagnen virker snedigt som en lakmustest: mange i  manospheren, fra Euroman-fetichister over fader-søgende Jordan Peterson-fanboys til Andrew Tate-incels er helt op og støde – og sprang ud af et underligt skab, de accepterer ikke at der laves bilreklamer til en divers vifte af mennesketyper, de insisterer på Jaguar er deres (hvide hetro retro-overklasse)-territorium.  Jaguar er blevet et kampplads, et tegn, totalt løsrevet fra funktionen og virkeligheden.For 00 Modellens design-concept lugter af at den gamle verden  er forbi, hele 007/stiff upper lip ikonografien virker som en politisk ukorrekt anakronisme i 2024, med noget der umidbart ligner den første bil der er lavet specifikt til LGBT+ eller farvede eller store? Gys…?!?! Godt alle de testosteron-tunge overmenneskelige X-krigere har deres eget kontrapunktiske space-tank, Space-trucken – der minder meget om 90ernes Hummer.Lanceringen var taktisk smart placeret på Art Basel Miami – et herligt hyped pastel-gedemarked for pengevask og varm luft – for Jaguar vil nu hellere associeres med popkunst end forkætrede bankmænd og indavlede gamle penge-typer – for “vi laver ikke transportmidler, vi laver kunstobjekter, oplevelser, signaler, positioner.”For ligesom Catalans banan signalerer kunstværkers emanate kvaliteter nu er ligegyldige – og konsoliderer at fortællingen, brandingen og skamløsheden vinder over virkeligheden (RIP) – lidt ligesom en vis reality-præsident: den transparente hustler vinder over den ny-moralske fake-fornuftige skjulte hustler, der simulerer troværdighed, hæderlighed og ærlighed – i en tabt verden af fake.

Den nye Jaguarfilm føltes mere som en begravelse af den gamle verdens brand end en reklame:  hele værktøjskassen af diversitets-Benetton/nuller/fashion klicheer er i spil– det lignede noget Uffe & Kim lavede for B&0 cirka 2010… og skaberne har tilmed den frækhed at fjerne den ikoniske kølerfigur til fordel for en ny rund fond – og gemme den nye 00 (Zero Zero) model under et pink lagen…”bilen var ikke engang med i filmen mand!” Tastatur-krigerne hoppede på limpinden, de så ikke ironien – filmen virkede og gik viralt, scenen var sat, det støvede brand var tilbage i blitzlyset og der blev delt igennem – for al omtale er god omtale.

Det er smart, for den gamle overklasse-kernekunde  – de rigtig rige – gemmer sig for kidnappere, x-koner og vampyrer. De dresser ned, gemmer uret i bankboksen og tager en hyrevogn eller kører en skudsikker SUV. Hvis de bruger Jaguar er er det fordi de har arvet en veteranbil der står i en garage, de kan sælge til fyre med nye penge, der vil fuldende et retro konservativt “egen jagt og tweed” look.

Måske tænker Jaguar at de skal sælge til LGBT+ mennesker – og idioter – Dubai-douchebags, rappere, tech-bros? Måske vil de være det friske, bløde alternativ til den Trumpistiske miltante Musk-cyberspace truck?Måske har Jaguar bare endelig erkendt det ikke er bilen der er varen men brandets aura – jeg forudser brand stores/showrooms og colabs og crossover til fashion – selvom der ikke er noget mere patetisk end underklassens leflen for uopnåelige overklasse-ikoner…det er rent næsehornspulver…tænk bumser i ferrari kasketter uden kørekort…men pyt, vi klæder os alle i drømme – som når jeg køber “fornuftige” gore tex sneakers til bjergløb – der reelt bruges til at kravle ind og ud af taxaer og toge.

Kampagnen virker som et modigt råb om hjælp fra et falleret UK-niche-brand, der er tynget af dyre dårlige fabrikker og mangel på tech-muskler – de er måske allerede en slags bilernes B&O – statusmarkør-møbler for folk der ikke kan lide musik – fyldt med det samme lort som alt andet produceret af Philips og Samsung.

Den pink farve er præcis den farve tone Tucci har – det trendende klamme “romkugle fra rockerborgen” mystik-mix fake-coke der er begyndt at flyde overalt – måske er det årets pantonefarve efter 2024s mørkebrun? Jeg tror det er årets reklame – fordi den laver kunstig modstand og dermed trafik…men giver al den opmærksomhed større omsætning? Næppe. Woke-folket kommer ikke til at købe  bilen – så måske er den lavet til en slags overklasse-skyld-motiveret green/pink virtue signalling?

Jeg spår også den nye Jaguar popper op som prop i musikvideoer og for dealere der har lejet den for at flexe og køre gaderæs. I dag vil kun tabere elskes for en dyr bil…eller også er jeg bare en naiv romantiker, der tror kærligheden findes…der fortrænger verden er blevet en stor luderbar?

The post JAGUAR: farvel 007-image, goddag til Dubai-douche/tech bro…eller den første LGBT+ bil? appeared first on BLAZAR.

Jeg er ellevild! Endelig sker der noget nyt! MSCHF er måske the missing link mellem Malcolm Mclaren, Jeff Koons; Banksy, Off-White og internettet – eller måske  er de bare nogle smarte anarkistiske reklamefolk, der tester deres opmærksomhedssøgende virale ideer for at lave et nyt lukrativt Supreme brand-hysteri? De har fået baghjul nu…

Der findes utroligt nok stadig mennesker der samler på vigtige gummisko, så et af MSCHFs mere banale værker er at sælge 666 eksemplarer af en modificeret Nike Satan Sneaker, der angiveligt har menneskeblod i sålen – de har allerede lavet en hvid med vievand i – Jesus modellen….instant viral fame, og en ideel platform for endnu engang af dekonstruere macho-rap – denne gang knepper han satan – for Lil Nas X: 

Anyway – MSCHF er et overflødighedshorn af meget nutidige ideer – i en serie “drops” – der er alt fra reelle fysiske objekter i limited edition til gratis netbaserede værker, der f.eks diskuterer  overvågningskapitalisme, ophavsret, samlermani og ejendomsret – det føles frisk, poppet og sjovt…se dem før retsagerne lukker dem – Channel No.5 har allerede fået fjernet salget af en version med Axe i….og nu sagsøger Nike – her er et udvalg af deres drops – køb nu – braset boomer på eBay allerede….

GET THE BLAZAR VEST NOW

FÅ DE SIDSTE DROPS FRA KILDEN HER

The post Mode? Kunst? Branding? Satire? appeared first on BLAZAR.

Tænk en pragtfuld modeuge for voksne. To konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster kloge-Åge. Different strokes for different folks! 

Replikker som: “Interessante teksturer”, “vibrerer mellem meta og post-modernisme” eller “Jeg køber med hjertet, ikke med øjnene…” eller “Jeg samler i dybden, har en lukrativ placering til værket.”

Årets tendenser: værker i  rammer: Zombie minimalisme, New materialism, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige mønstre, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb – og  lidt diffus klimakunst, kønskunst og minoritetskunst. 

Men vinderen er noget der ligner noget en arkitekt har lavet til et venteværelse, der ikke må udsende nogen forvirrende og dermed ekskluderende følelser eller signaler, noget der bare blender ind.

Naturligvis er alle de indrammede værker garneret med performance, designmøbler og tamme djs, men der er ikke så meget skulptur eller new media i år. Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kunstnernes egne vilkår. Opgør er umuligt, og ingen orker høre på brok hvis man ikke kan visonere et alternativ. 

Måske er jeg bare et naivt barn der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevistheds-udvidelse . 

Nu virker det mere som kunstnere er nogle nepo-kids og nogen der lader som om de er det der prøver at lave insvesteringssikre visuelle møbler styret af gallerister der er styret af samlere. 

Måske er feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt, alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by der bare kommer nye forudsigelige  forsteder på. Det virker som om alle går i andres fodspor og sko. 

Hele baduljen efterlader en stemning fra et venteværelse eller en boutiquesåbning, vi venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange.

Nyd at flippe rundt i årets messers sofamatchende pantone-skala:

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

FRYGT I DANSK KUNST

The post CPH ART FAIRS 2023 / ZEITGEIST DIAGNOSE appeared first on BLAZAR.

Jamil har skudt en masse klassiske rap ikoner – nu udkommer han med NFTs. Jeg har talt med ham om racisme, vold og fotografi:

Hvordan kom du ombord i NYC rap eliten? Da jeg startede min karriere som fotograf i NY var der ikke nogen rap elite endnu. Rap var stadig en underdog kultur og endnu ikke respekteret. bredt. Som B-boy elskede jeg Hip Hop og ville gøre alt for at opløfte menneskene bag kulturen – rejsen fra underdog til velfortjent Top Dog – så jeg fravalgte den mere økonomisk sikre vej som modefotograf og lagde mit fokus efter mit hjerte.  Jeg var kun 23 år og mine første professionelle opgaver var at fotografere jævnaldrende kunstnere og rappere som selv var i den spæde start af deres karrierer. Navne som b.la Yasiin Bey/ Mos Def, D’Angelo, Jeru The Damaja, Showbiz & AG og Jay-Z.Jay Z, New York. © Jamil GS

Rap lever på den ene side på at være “ægte” – 1 til 1 dokumentar – og på den anden side at være en slags sonisk fiktion – der er meget bluff og mange udlejningsbiler…har du oplevet at de rappere du har arbejdet med er blevet klemt mellem de to akser? Selvfølgelig er mange rappere, kunstnere, celebrities og billionnærer klemt mellem akserne i den konstante krig mellem spiritualitet og materialisme. Som nævnt tidligere, når man lever med et traume som stammer fra fattigdom, kan det være frygtindgydende at give slip på den rutine som hjalp en videre. Lidt ligesom vi i samfundet idag oplever at vi vælger den “sikre” vej, selvom vi inderst inde ved at det ikke er den rigtige.

Hvad er det mest skøre overdrevne du har oplevet dengang? Da Hip Hop nogle år senere havde bevist at den var kommet for at blive gik det pludseligt stærkt for mange. Jeg kan huske da jeg skulle ned og fotografere Jermaine Dupri og Bow Wow for Esquire magazine. Det var Superbowl weekend i Miami, og stedet for at bo på hotel havde Jermaine lejet en yacht some kostede $75K i døgnet. Det var kort efter han havde udgivet sangen “Money ain’t a thang” med Jay-Z. Det virkede måske lidt vulgært at bruge så meget på en flyder, men jeg tror at der er mange ting som kan virke skøre og overdrevne første gang man oplever det, og så giver det hele mere mening senere…når man kommer fra en baggrund eller kultur som har oplevet ekstrem fattigdom, kan det være fristende at bare trykke den af når endeligt bliver muligt. At rejse rundt med Drake på Turk & Caicos og videre til the Ritz i Toronto var også lidt overdrevent. Han bliver bevogtet som en præsident. 

Hvad er din visuelle formel når det kommer til rap? Jeg fotograferer mennesker og min tilgang er den samme for alle. Jeg forsøger at fremhæve deres personlighed og bedste sider, og ultimativt udfordre dem på en måde som får dem til at banke sig i brystet. Elevate the space.

Yasiin Bey, New York. © Jamil GS

Var du nogensinde bange under skydningerne?  Ja, der var en gang jeg fotograferede i LA på en Strand i Long Beach, og jeg havde lånt en gammel Ford Galaxy Lowrider af en Cholo fra East LA. Den var så LOW at jeg måtte side på en telefon bog som lå på bagsædet. Den lavede backfire når man gav den gas. Flammer og kanonslag ud af udstødningen, sådan lidt Grease lightning-aktig….Der var nogen som troede at vi skød med skarpt på stranden og havde ringet efter panserne, så medens jeg stod og fotograferede trillede den ene efter den anden patruljevogn op.Photo © Jamil GS

De gjorde ikke noget før der var 5 vogne, og så blændede de os med projektørlys og hoppede ud 10 mand med pegene pistoler mod mig og mit hold:  “Everybody freeze! Put your hands up! move away from the vehicle – form a line, spread your legs!   Oh you wanna play tough guy…what gang are you from?”…LAPD er ikke kendt for at være venlige eller rimelige – de nægtede at tro på at jeg var fra NY, med en clean record og ikke med i et gang…de var nogle svin. Anyways. vi havde ikke gjort noget ulovligt, men ham som ejede bilen havde en gøb, han var på parole så han blev arresteret og jeg måtte køre hans bil tilbage til East LA.

Tidligere på dagen skulle vi hente bilen på et værksted hvor en airbrush kunstner malede pragtværker på hoods. Jeg gik rundt med mit Hasselblad og tog lidt moodshots. Pludselig ruller en hvid van op med 100 i timen og hylende dæk,  4 cholos hopper ud med Uzier og guns totalt høje på speed, klar på at spraye – det viser sig at deres onkel som ejer værkstedet havde page’t dem med 911 bare for at vise os hvordan “they get down” – den van havde skudhuller ned af hele siden – totalt drive by country -mega fattig del af East La som hedder East Side Paramount.Raekwon & Ghostface Killah, New York. © Jamil GS

Et par dage inden fotograferede jeg en engelsk R&B sangerinde for Columbia Records. Vi har på Hollywood BLVD og pludselig bryder en slåskamp ud mellem to små Cholo gangs – en af dem tager mit Hasselblad Kamera som står på et Gitzo tripod (gammelt maskingevær stativ) og bruger det som våben mod de andre  – jeg mærkede vindsuset på mit næse da han slog ud og knaldede en anden fyr helt ned – kold – så stak han af med kameraet og min assistent løb efter dem da de hoppede i deres Honda, de smed kameraet ud af vinduet og det overlevede – kun en lille bule i lenses. ingenting knækkede – ud over fyrens hovede. Der var en som kontaktede mig på IG fornyligt og fortalte at alle dem jeg havde fotograferede var døde i eller spjældet.

Jeg har oplevet meget sanseløs vold I USA og på Jamaica. Som regel de mest interessante steder, autentiske, dybt i Brooklyn, the Bronx etc. Men altid skydererier. Folk som dør – nogle gange fortsatte festen efter ligene blev båret ud. Jeg var altid i chok og måtte skride, men i nogle nabolag er ting så forpurrede og “normalt’ er på hovedet. Historien hedder systematisk racisme bro. Det skaber sygdom, fysisk, mentalt. Nas, New York. © Jamil GS

Har du set det samme negative mønster i Danmark? Desværre er nogle unge i dk røget i samme retning. Blandt andet nydanskere. Det var inspirationen bag mit aktivist projekt Young Stringers, for da jeg landede tilbage i København så jeg med det samme problemstillingen her, avis overskrifterne med “muslimske drenge this indvandrerdrenge that” –  jeg så hvor mange der blev standset i deres biler fordi de var brune. I USA hedder fænomenet DWB, forkortelse for Driving while black or brown. Jeg så der var et reelt problem og så også stigmatiseringen af mange som ikke fortjente det. Det gav genklang til hvad jeg oplevede i USA plus jeg lagde også mærke til medierne systematiske racisme. En avis forside med et billede af en pige i burka og nedenunder overskriften KRIMINEL- selv om det var to forskellige artikler. Mere eller mindre skjult racisme på mange planer.  Kun negative historier…og hvis der var rollemodeller spillede de gangstere…anyways – det er dybt det her, og går helt til toppen – hvor der er mest kriminalitet…jeg følte jeg måtte gøre en forskel, så jeg skabte Young Stringers blev skabt for at tilbyde nye /andre perspektiver – med fotografi som analogi – og driveren var den store interesse i Hip Hop hos unge, især undertrykte eller stigmatiserede. Det var fællesnævneren. Formålet var at inspirere. Ligesom tage vidvinklen på i stedet for at kun zoome ind på begrænsede muligheder og udsigter, så som The Basket or the casket. Jeg arbejdede med unge drenge fra NV og Tingbjerg. Projektet hedder Young Stringers, inspireret af “Stringers” aka Street jounalister som ikke er traditionelt uddannet journalister men som har insight og kan bevæge sig hvor almindelige journalister ikke kan. Ideen er at dele viden og redskaber til at skabe flere muligheder i et inspirerende miljø. Vi lavede udstillinger på Nørrebro og i NV under Copenhagen foto festival, og nogle af gutterne er gået aktivt videre i det kreative miljø eller som aktivister. Andre er faldet fra og gået andre veje. Deres destiny er allerede bestemt.Mary J Blige, New York. © Jamil GS

Hvordan tror du rap vil udvikle sig i nutidens hyperkorrekte snefnug verden? Hip Hop er en hel kultur og kan forklares ; Hip er noget som er fremme i skoene aka forward, og Hop er en bevægelse aka movement. Så Hip Hop er Forward Movement og altid i bevægelse. Jeg tror at vi vil opleve en ny fase i Hip Hop’ens historie i form af en større spirituel udvikling.

Da du startede var fotografi stadig et elitært håndværk – nu er alle fotografer – hvordan overlever de profesionelle nu? Du har ret, fotografi var et meget elitært håndværk dengang og var allerede ekstremt konkurance-betonet, især i New York – hvor alverdens fotografer kom for at prøve lykken. Kvalitet skaber altid en værdi som der er efterspørgsel og brug for, og de fotografer som tilbyder høj kvalitet og samtidig udnytter teknologiens udvikling formår at skære igennem masserne, og nu kan vi sælge NFTs.

Hvem køber dine NFTs? Det er primært en yngre generation af samlere som har været en del af Crypto og NFT universet i længere tid, investerings firmaer og nogle af mine følgere og Hip Hop enthusiaster som bliver onboarded til NFT universet for første gang. Det er en interessant blanding og der er nogle store samlere og spekulanter i blandt dem.

Hvem mangler du at skyde? Nogen du har lyst til at portrættere? Jeg er frisk på en ny runde med nogle af de store kunstnere som stadig er udøvende nu 25+ år senere, og så er der en masse fra den nye skole som kontakter mig jævnligt i håb om en autentisk session.  Der er ting i ovnen som jeg glæder mig til at dele snart.

NFT 

Prints 

Litografier 

Kelis, New York. © Jamil GS

Top/cover photo: Drake, Turks & Caicos. © Jamil GS

GUIDE: NFT – pyramidespil eller revolution?

Ghettoer, symbolpolitik & angst – burkaer og bander – er du klar til borgerkrig?

Ny dansk rap!

The post Jamil GS – GOLDEN AGE RAP NFTs appeared first on BLAZAR.

Mode er det nye porno – og nu har påfuglene fået klippet deres vinger – scenen, de offentlige rum er lukkede, der er ikke noget sted at strutte dit stuff mere – og alle er i normcore, tracksuits og badekåber. Plus økologitrenden udskammer ethvert overforbrug. Måske er mode også dødt fordi “god stil” er blevet plastret ud over hele internettet og alt er tilladt – og hvis man tager noget plat bras på kan man altid helgardere med ironi. Mode er (heldigvis) ikke ekslusivt  mere, se bare corona-køen foran f.eks Louis Vuitton eller Monchler på strøget – hvem tror på totemtaskerne idag? LVT-kunderne er i burka, mindreårige med stash-bæltetasker, Ishøj-palmer, ludere, muskelfyre i blæk og centervagter. 

Men engang var mode et signal, en udtryksform – her er det værste jeg har dækket min smukke krop med gennem tiden – jeg hader retro og nostalgi men sjovt nok har jeg stadig ting fra hver periode, måske som en slags tidskapsler, bevismateriale på bevisthedskift:

1970erne var unisex, ægte, danmark var en monokultur, mode var noget kapitalistisk lort, siluetten var teltformet, cowboyfilm var stort:

BRIAN-STIL – flashback

I de sene 1970ere startede Paninaro – på privatskolen kom indflydelsen fra Europa, Tennis, Jazzfunk – ikke disco og rock, det var for pøblen, og de vilde stod på skateboard på Storkespringvandet:

The history of classic subcultural tribes

1980 – Montmatrestilen ramte Deres på strøget, så vi skulle videre – punk var udbrændt og bøvet lige der, så mod stilen virkede vital – en slags aggressiv retro tidsmaskine, hvor man klædte sig i det liv man ville have, men endte med at ligne sin far – eller en stilsikker Troelstrup jurist – dengang føltes det som at være ulve i foreklæder – reelt blev vi jagtet rundt af pisstinkende rockere:
1980erme: Mod blev som Montmatrestilen suget op af H&M og Deres, og den anden generation af mere ekstreme punks prægede indre København, selvom der måske max var et par hundrede før stilen brændte ud af speed og H&M-appropriation:

PSYCHOBILLY: Hardcore punk var blevet kedeligt så den muterede: protogoths, antwarriors, army boys, skins, neo-teds, us-skate-punks og psykobillys:

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

1980erne: i jagten på at have noget helt for sig selv, der kunne forarge var Temple of Psychic Youth perfekt: et krænkende mix af tidlig acid house, tribalisme, industrial, sexmagi, selvforsvar, prepperkultur – pakket ind som ironisk milits i evig kamp mod den ydre og indre kontrolmaskine, som taget ud af Wiliam S. Burroughs romaner: 

Min tid i Templet for Psykisk Ungdom

1990erme: muren faldt, MTV eksploderede og min generation var som en cargokult der skraldede efter autentiske modefortællinger. Den hvide neger, Wiggeren – blev standard, og alle gik med cap og pilotjakke – technoen bankede i pakhusene før eurodancen devaluerede den, rap virkede relevant, ægte og eksotisk street – husk stashlommer: ‘

Techno: my early years

2000. Nogen gemte deres maver i store suits igen, andre i fiskerbukser fra thailand. Jeg var i reklame og medie og markerede diskret de nemme penge for få indforståede i matsort:

HVORFOR GÅR KØBENHAVNERNE ALTID I SORT?

2010erne: tidløst, praktisk, bevist kedelig kvalitet – slut med engangstøj, fortællinger  og mode – mange går fra Prada og Dior over Acne til Cos og ender i Uniqlo: 2020: bliv inde, disiplin er nøglen. Skal jeg få en romaskine?

9 essentielle looks

The post VAMMENS FASHION FLASHBACKS appeared first on BLAZAR.

Cafe Malmøs bagmand Ole Larsen (x-Andys/Brønnum) kan noget helt særligt – som en mesterkok balancerer en menu med krydderier mixer Ole mennesker og skaber en særlig surreel stemning, hvor alle grænser udviskes – for det er heldigvis umuligt at spille smart på Cafe Malmø.. Det er en scene for nøgenbillard og andre legendariske optrin. –  jeg glemmer aldrig dengang Ole spontant serverede laksemadder til kunderne dryppende – efter et nøgenbad i havnens mørke vand.

Oles oase tiltrækker et kludetæppe af skæve originaler – her møder topadvokater og netflix stjerner med studerende og posemænd – til alt flyder sammen i røgen.Den pragtfulde  kunstner og Københavnerklassiker Anders Brinch er tydeligt inspireret af hans stamsted – og har taget konsekvensen og visualiseret Cafe Malmøs særlige mentale tilstand flot i hans seneste malerier, der bliver revet væk – de kan ses hos Hans Alf Gallery – Holbergsgade 8 – rundt om hjørnet fra Café Malmø på Havnegade 35.Oveni er der både bøger og film om den magiske kælder på vej, mere om det senere. Ses!

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

The post ANDERS BRINCH / CAFÉ MALMØ appeared first on BLAZAR.