Alle har undret sig over rummets uendelighed og mulighederne for liv…i 1977 sendte Nasa så Voyager op, der indkluderede en guld-plade i en slags vinylformat med “Greatest hits of earth” – og et diagram til rumvæsner, så de kunne bygge en afspiller – der var ikke plads til et stereoanlæg eller højtalere på sattelitten – (plus der jo ikke er lyd i rummet) – men pyt med det –  det er da et smukt hippie projekt, nærmest kunst. I filmen lykkes missionen…

Drengen Elio er rumfanatiker og konstant fantasifuld – nogen mener på spekret og dysfunktionel – pludselig bliver han fejlagtigt udnævnt som Jordens ambassadør og ført til Communiverse, rummets FN, hvor han møder charmerende aliens, stilles over for deres intriger, og må samtidig finde en plads i universet og livet generelt – temaerne er identitet, ensomhed og tilhørsforhold.

Filmen er herligt fri for fjantede stemmer, legetøjsreklamer, musical og formulatisk forudsigelighed – bevares, der er emotionelle rutchebane-ture alle over 7 kan håndtere (og forældrene ikke falder i søvn over), og alt ender naturligvis godt og vi går styrkede ud af biograften, da filmen er en udemærket dialog-starter om store klassiske emner.

Min 9 årige børneanmelder skriver:

“Efter min mening er filmen  er rørende uforudsigelig og sjov – jeg har givet filmen og en halv stjerner (ud af 6). jeg tror at der er mange børn der kommer til at tænke at det er okay at være anerledes og begynde at være mere sig selv efter de har set filmen  jeg  tænker at man skal være over 7 år gammel for at kunne se den for den er lidt forvirrende – men glæd jer til den kommer ud .”

The post ELIO / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

En healende mini-ferie: Tænk en cute, hærgende bamse med superkræfter uden sprog, der smadrer en turistvideo med Hawaii som kulisse til tonerne af Elvis – og finder en herlig alternativ familie – uden mænd – på vejen – en outsider/queer-hyldest fra Disney eller 2000’er-nostalgi…eller?

ET møder Looney Tunes: Den nye Lilo & Stitch er et remake af Disneys animerede film Lilo & Stitch fra 2002. Filmen følger Lilo, en ensom pige på Hawaii, der adopterer en “hund”, som viser sig at være det genetisk modificerede, anarkistiske rumvæsen Stitch. Sammen udforsker de betydningen af familie (“ohana”) og venskab, mens de står over for udfordringer fra både rumvæsener og sociale myndigheder – og den dybe stat… i form af verdens flinkeste afroamerikanske CIA-mand, komplet med store guldøreringe og Hawaii-skjorte, med et humanistisk hjerte der gør, at han glemmer missionen.

Ballade er clicks: Nu remixer Disney igen… Det er ikke en katastrofe som deres nye Snehvide, men filmen har allerede mødt kritik – (eller er det en ny slags billig PR?) – især valget af skuespillere med lysere hudtoner til rollerne som Lilo og Nani, hvilket har ført til beskyldninger om whitewashing. Figurens Pleakleys karakteristiske cross-dressing fra originalfilmen er også udeladt, hvilket har skabt debat blandt fans, der så karakteren som et queer-ikon.

Den brudte familie: Til filmens fordel viser den en brudt familie, der danner en ny – helt uden en mand, ud over en lækker surfer, der bare er et dumt sexobjekt, der konstant får besked på at holde mund. De skulle have lavet jødetesten på den figur. Det hele er meget sentimentalt, en opbyggelig fortælling om, at ens venner kan blive ens familie – der kan være mange ting. Den rammer alle skilsmissebørnene klokkerent.

The numbers game: Hvorfor denne forsigtighed, dette stramme moralske kodex, der får 2002-originalen til at virke som en fest? Risiko. Filmen har kostet 100 millioner, og med et estimeret marketingbudget på yderligere 100 millioner dollars skal filmen indtjene omkring 200 millioner dollars for at gå i nul, hvilket anses for at være en realistisk målsætning givet den stærke franchiseappel og positive forventninger.

Lilo & Stitch er ekstremt populær i Asien, især Japan og Korea, hvor Stitch næsten er lige så kendt som Mickey Mouse. Filmen og franchisen er en krydsmålgruppe-succes: Den rammer både små børn, unge internetbrugere og voksne nostalgi-samlere – og sælger derfor alt fra bamser til kaffekopper til festival-tasker.

En anden del af publikum er tweens og unge voksne på 13–25 år, nostalgikere der voksede op med originalfilmen (2002) og dens spin-offs, TikTok-generationen, som engagerer sig i søde/quirky karakterer og fandom, der ofte er tiltrukket af figurer som Pleakley og de queer-venlige undertoner i originalen.

Også millennials og samlere på 25–40 er på; de har følelsesmæssige bånd til originalfilmen fra barndommen og køber high-end-produkter: samlerfigurer, retro-tøj, limited edition Funko Pops osv. og reagerer på temaet “ohana” og det emotionelle fokus på søskendeforhold og outsider-eksistens.

Det seneste tal, jeg kan finde, er fra 2021, hvor Disney (der også inkluderer Pixar, Marvel, Star Wars og National Geographic) var verdens største licensgiver med et samlet salg af licenseret merchandise på $56,2 milliarder. Så det kan betale sig at gå med livrem og seler… men hvor længe?

The end: Jeg foretrækker den originale film, da den nye films live action-look er en nedgradering i forhold til den mere rå animerede 2002-udgave, der også vinder på et langt friere og mindre “korrekt” kodex.

Blazar mener, børnefilm skal anmeldes af børn – jeg troede, den var for pattet til den 9-årige, men børneanmelderens dom er: “Jeg mangler fordybelse, jeg forsvinder ikke ind i den, men det er ikke den slags film, det er mere en rutchebane – men den er god til alle over 8.” Hun giver den 4 ud af 6 stjerner.

The post LILO & STITCH / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Snehvide er tilbage – denne definerende Disney-klassiker fra 1937 har fået et remix, denne gang med den columbianske Rachel Zegler i front, der er så pæn og flink, at det skærer i tænderne. Hun er langt fra den tidligere mere skandinavisk udseende original, hvilket naturligvis har fået krænkelsesparate højrefløjskræfter helt op i det blå felt. Omvendt har castingen af den israelske skuespiller Gal Gadot som den onde dronning udløst kritik fra pro-palæstinensiske fortalere.Jeg bliver så træt – det er en børnefilm, ikke et manifest, og nutidens børn ved godt, at alt er gøgl, produktplacering og AI-effekter anyway.

Der er skam også positiv evolution: Den nye Snehvide er ikke afhængig af Prinsen. Han vækker hende stadig med et kys, men skal ellers ikke klare ærterne. Snehvides mål er ikke kun kærligheden – det er at være en ordentlig, empatisk solo-regent, modsat Gal Gadots onde dronning. Det er ærgerligt, at Disney ikke har foldet den evigt spejlende arketypiske dronning ud til en større forståelse af narcissisme – det skriger Instagram- og TikTok-generationen jo på.

En spildt mulighed er også manglen på ægte dværge – Disney har valgt at bruge animation, hvilket har provokeret Game of Thrones-kongen Peter Dinklage og mange andre små mennesker.
Dværgene (hvis man overhovedet må bruge det ord mere?) og de ellers nydelige og nuttede dyr er blot dekorationer, ikke medspillere.

Min børneanmelder på 9 giver den 4 ud af 6 stjerner. Hun mener dog, at historien er for kompleks for børn under 7 og undrer sig over den meget bedagede musical-musik. Den har jeg ikke så mange problemer med – det er jo stilen. Hvis dit barn bare kan lidt engelsk, så se den engelske udgave – den danske synkronisering er skidt og virker ret distraherende.

Men film handler jo ikke bare om dramaturgi og skuespil – en films stil er afgørende. Der fejler Disney desværre. Det er et miskmask af ahistoriske kulisser og kostumer.Der mangler et metalag til os forældre, lidt lag i karaktererne, lidt humor – eller bare en smuk, magisk trylle skov at fortabe sig i – filmen mangler atmosfære.

Det er oplagt, at Disney vil remixe deres kerne-IP og sælge merc, men budgettet tog ballonfart og ramte $270 millioner … det kan man ikke se, for filmen virker som et stamtræ af kompromisser i korrekthedens navn – et burgermeal, alle kan spise, men ingen får næring af. Personligt foretrækker jeg originalen, og så har man endnu en lejlighed til at tale om fortiden med de små.

Jeg håber, Disney har bedre held næste gang.

The post SNEHVIDE 2024 / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Disney & Pixar gør det igen – min 8 årige medanmelder siger:

“5 ud af 7 stjerner – god for børn fra 7-12.”

Setuppet er simpelt: vi følger en tween blive teen – den ydre ramme er ishockey og skoleskift – men vi ser med inde fra hovedpersonens hjerne – via et kor af personificerede følelser – vrede, glæde, bekymring osv. – der bliver udfordret af nye teenagefølelser som angst, misundelse, kedsomhed og flovhed –  plus ny stenet cool slacker-zoomer-karakter.

Jeg tænker straks det vil forvirre min 8 årige og give hende teenageangst, men: “slap af far, det er jo bare en tegnefilm!” Barnet mener dog den vil være pinlig af se uden at medbringe mindre søskende som alibi hvis er teenager.

Trods et højt tempo og de sædvanlige skingre falske børnestemmer fik jeg en kort lur, men der er mere indhold end sædvanligt og masser at tale om bagefter – filmen er  et sjovt bud på en visualisering af sindet. 

The post INDERST INDE 2 / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Justin Timberlake gemmer sig fra rampelyset…som bagmand på Trolls. Den syngende telefonsælger – her uden Timberlands mere fantasifulde produktioner – går all in douchebag i Trolls tre, der sågar genopliver hans rædselsfulde boyband N-Sync. Timberlake udtaler: “”I hope we make, like, seven Trolls movies, because it literally is the gift that keeps on giving”.

Vi slipper heldigvis for at se det nu patinerede drengeband slange sig og gøre sig til, for den visuelle del af jobbet er overtaget af børnelokkende Trolls. 

Det er så skørt man kan lave alt på film – og så vælger at lave noget der ligner en digital modeler-voksfilm af nogle dumme filt-figurer fra en Bornholmsk souvenir-butik med verdens værste musik til.

Filmen føles som at få skudt 10 kg råddent bland selv slik direkte i ansigtet med en kanon, men skal nok sælge alt det bras Mattel (ja, dem med Barbie) sprøjter ud nu – der er sågar en Polly-Pocket tie-in. Cakebites kører en promovering af to kager baseret på filmen, svarende til deres tidligere kager til Trolls World Tour. Den ene er en tilbagevendende Trolls World Tour-kage med figurerne Poppy og Viva, mens den anden er en ny brownie-kage baseret på Branch og BroZone. Funables kørte også en kampagne med snackposer med karaktererne Branch og Floyd på dem.

Men tilbage til selve filmen/reklamen: hele omdrejningspunktet og hovedenergien omkredser musik – men hvilken musik…her køres der retro-rovdrift på en i forvejen totalt syntetisk genre – “90er boyband-stilen”. 

Hjernevaskende hooks, fake følsom sentimentalitet, sportificeret sexualitet, gumpetunge trommer og rutchebane-opbygninger – med de mest overproducerede vocaler i menneskehedens historie på toppen.  Trolls får Kanyes mest autotunede tudeture, Kraftwerk eller Crazy Frog til at fremstå som et orgie af menneskelighed, nuance og nærvær. 

Jeg ved ikke hvad der er gået galt på Dreamworks – de har før lavet absolut brugbare film som Shrek, Kung Fu Panda, Home, Kaptajn Underhyler osv…men helt ærligt er der ingen grund – udover de oplagt kommercielle – til dette tidsrøvende bras eksisterer, så hvis du vil give dine børn en tidssvarende musikalsk oplevelse, så download Abletons note gratis og syng og dans så et par timer derhjemme til jeres hjemmelavede beats. 1 stjerne for at være skamløse hustlere.

PS. Du kan måske undre dig over hvorfor jeg piner mig selv med “op med håret”-Trolls, men jeg har før nydt Dreamworks film – og mener nogen er nød til at sige fra når “børnekultur” bliver for vampyristisk, adhd-aktiverende, hjernevaskende og klam.

Jeg havde min 7 årige datter med, der mener Trolls 3 er bedre end den biografaktuelle film “Den Lille Havfrue”, men dårligere end ligeledes aktuelle “Elementær”. Hun kendte ikke musikken, kun dukkerne og tv-serien, og giver fordomsfrie 4.5 stjerner ud af 7.

The post TROLLS 3 – sammen igen / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Barbieheimer – mid-sommerens store bio-premieredag spalter sig kontrapunktisk imellem en alvorstung – nærmest gammel-modernistisk – koldkrigsfortælling om en atomforsker – og en post-post moderne meta-ting fra Mattel lavet til gamle voksne Barbie-brugere (over 7 der forstår engelsk) til 145 millioner dollars – der nok skal tjenes hjem igen, da filmen via ironi revitaliserer og relegitimerer deres plastik-bras – og give os endnu en undskyldning for at klæde os ud – og nu kan voksne kvinder endelig samle legetøj legitimt – ligesom alle Faraos-cigarer fyrene med fuldskæg.Filmen sælges som en karnevalistisk event, banen er kridtet op til en masse uforpligtende festlig samfunds- og kønskritik – men det er en stor maveplasker, en papirtiger lavet af regneark, en Concorde der aldrig letter, baseret på et stærkt IP-brand som så mange andre blockbustere for tiden.Barbie er en fantasi-komedie, der helgarderer sig med meta-fjolleri – så intet betyder noget mere – det bliver ret kedeligt ret hurtigt – det er mere et grimt museum over plast-sæt tilsat lidt fake ufarlig kønskrig for underholdningens skyld.

Naturligvis har man sikret sig mod woke og PC-angreb med et bredt udbud af Barbie-variationer i alle former, farver & i rullestole – selv en wierd-Barbie er der plads til i plast-paradiset – hun reklamerer for Bierkenstocks…Vaskebrættet Gosling er så modstanderen, men beviser tydeligt ingen har brug for mænd mere, og derfor søger en slags neo-bro-patriakalsk identiet som en Andrew Tate-light – efter et besøg i den virkelige forvirrende parallel-verden udenfor den perfekte Barbie verden, der vender det gamle patriarkalske samfund på hovedet.

Eneste tabu i Barbieland er den gravide Barbie, der også blev pillet af markedet i virkeligheden. Efter lidt eksistensiel modstand og frygt for apelsinhud ender filmen med Barbie finder sit livs mening i netop moderskabets glæder – hvordan vides ikke, da hverken Ken eller Barbie har nogle kønsorganer. 

Men måske er det bare fordi jeg er et mandesvin at jeg misser Barbies store kulturelle betydning? Da jeg var lille legede jeg med Actionman (gerne i Vietnam eller Nazi-uniform) under protest fra min mor, der var feministisk kvindeforsker og demonstrerede mod krig. Actionman var den mandlige Barbie, bare med våben, men det blev hurtigt kedeligt at klæde ham af og på og skændes med de andre børn om hvem der var blevet skudt af plastfyrens maskingevær.

Ligesådan med Barbie, hun har altid været passiv, materialistisk og død – og er det stadig, lige meget hvor mange metalags-redningsveste man giver hende på.

Måske er Barbiefilmen bare en måde at omfavne undertrykkelsen og droppe alt det opslidende forbrugs-skyld, kritik og brok – lad os opgive al modstand, lad det kommercielle opsluge og omvende enhver kritik og bruge det som motor til mere vækst. Men det er jo ikke Ken der er problemet, problemet er systemisk – og flere kjoler og dimser har aldrig gjort verden bedre.

Hvis man vil se dygtige Margot Robbie, så se den benhårde “I, Tonya” i stedet. Eller gense Aquas visionære “Barbie Girl” video, der rammer filmens feel allerede i 1997. Eller hvis du absolut skal infantiliseres med legetøjs-reklamefilm, så se de første to suværene Lego-film. Hvis du absolut er til flotte dukke-sæt så se “Astroid City”, den er sjovere og mere kreativ og der er mere at tænke over bagefter. Men hvis du har en sød tand at se en pumpet og afbleget Gosling blive ydmyget i en musical-komedie – eller har samlet på Barbie – er filmen et oplagt valg til en regnvejrsdag.

The post BARBIE / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

100 år: med “Ønsket” tager Disney babyskridt i retning af en mere metamoderne fortælling.

Disney har kannibaliseret bagkataloget med live-action-remakes og den retro-konservative Frost-succes – og fake-woke-maveplaskeren “Den lille havfrue”, men har nu indset det er tid til mere kant, ironi og meta-lag – ovenpå en opbyggelig kerne. Frost-instruktøren har kastet sig over et let forvrøvlet nyt eventyr om den tilsyneladende magiske konge Magnifico – der ligner et mix af Modern Talking og Michael Monetz – hvis utopiske kongerige rummer flygtninge fra nær og fjern ikke ulig det oprindelige Amerika – men her samlet om ideen om uendelig tryghed til gengæld for afkald på egne drømme der opbevares i magiske bobler, til gengæld for at en enkelt undersot belønnet af og til og får realiseret sin drøm til en storladen ceremoni foran hele byen. 

Naturligvis er der ugler i mosen og kongen er en fæl narcissistisk skurk uden rent mel i posen allerede 13 minutter inde i filmen transformeres han til en manisk paranoid kontrolfreak. 

Det kunne have været en smuk belæring om visionens kraft til de små poder, Det kunne have været en fin stikker til Trump eller Musk eller måske nærmere hele systemet – ideen om at man afgiver sine individuelle drømme til fordel for tryghed og et lotto-liv lyder desværre meget bekendt – og naturligvis fælles den fæle gråhårede djævel af en ung fregnet Benetton-pige med kunstige dread-locks, totalt 2023 der?!

Desværre går samtids-metaforikken tabt i manisk tryl og gøgl, der blander klassisk Disney-stil med mere moderne 3-D, til tonerne af mystisk musical-RnB-pop smadret af lange forklarende lyrik, der ikke bliver bedre på dansk. 

Det er lidt bizart Disney fejrer sit 100-års jubilæum med en dystert kynisk animeret eventyr, det hele er lidt off-brand, og har solgt skidt i udlandet, men viser i det mindste en ny retning – der er nul romance – hvem tør også lave romance til børnemarkedet idag…?

Jeg forudser “Ønsket” bliver så stor som “Frost”, selvom jeg bedre kan lide den. Der er sågar antydninger af anti-autoritære temaer og nybrud, rolig, det er ikke som den første Lego film, men hej, Disney kunne bare lave en Frost 3 og sælge mere legetøj igen så lidt sker der da for de 200 millioner dollars, jeg har svært at se på lærredet – måske er pengene gået til uendelige udviklingsmøder og fokusgrupper så filmen ikke krænker f.eks det lukrative Kinesiske market?

Min junior-anmelder på 7 mener filmen er fin til 6-11 årige – den er klart bedre end “Trolls”, men dårligere end “Elementær”, for lige at sætte produktet i kontekst. Der er sågar musik der slipper ind på hendes ellers ekslusive playliste. Hun giver den

5 ud af 7 stjerner.

The post ØNSKET / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Hvorfor ser Morten et remake af en teenage-komedie? Fordi jeg har en fantastisk bonus-datter, og er generelt interesset i ungdomskultur – og har en sød tand for komedier, der er en truet race efter wokes – og det Asiatiske markeds – indflydelse på hvad man kan lave sjov med – jeg tror ikke engang en gang tam “Hangover” ville kunne laves i dag…

Den oprindelige “Mean Girls” udkom i 2004…og blev senere en succesfuld musical og bog (…) – der var sågar en falsk opfølger – Mean Girls 2 – direkte til video i 2011. Nu er den så blevet til et 2024 remake…nu som semi-woke  musical (gys) – komplet med lesbisk pyroman heltinde i retro-grunge kluns og hendes sidekick, en stor sort bøsse med løse håndled.

Det starter godt, men taber pusten efter 15 min. Visuelt og teknisk er der sket meget siden originalen havde premiere, for en komedie får du helt ok effekter og kamerature, men selvom teksterne er klart bedre i sangene end i den tunge dialog er udtrykket skæmmet af den banale musik, og de mange ellers udemærkede cameos foldes ikke ud.

Det hjælper ikke på oplevelsen at filmen er centreret om – og spreder – social angst, det er alle mod alle, det er “ond med de unge” i et ræs om opmærksomhed via perfekte overflader. Selvom det er en karikatur og ord som “feminisme” sminker det deprimerende og dystopiske lig af en film, hvor de unge er inddelt i klikker: sporstosser, nørder, dramatosser, musik-stenere – men alle domineres af “the plastics”, nogle blæste insta-duller ledet af den modbydelige løvinde Regina George.Måske er det pga. Barbies succes og muligheden for at klæde sig ud i pink og lave en tværgenerationel mor/datter date der har gjort denne film er endt i biografen og ikke så først planlagt direkte til streaming.

Har det sløjt med at udsætte min 13 årige gæsteanmelder for filmen – hun giver den 3 ud af 7 stjerner – “den gamle Mean Girls var bedre, tøjet nu er 2 år for sent på den, tiktok-referancerne er påklistrede og musikken mere irrelevant end Melodi Grand Prix”. Måske skulle de have nogle ægte unge til at skrive filmen. Jeg tror ikke der kommer en Mean Girls 3 om 20 år. Hvad er det næste remake? Er vi løbet tør for ideer, eller er producerne bare bange for noget nyt og usikkert? 

The post Mean Girls 2024 / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.

Det er også en vanvittig slapstick-actionkomedie om en kung fu-sparkende politihund-menneske-hybrid, der bruger visdom til at overliste og ændre følelses-kompasset på sin ellers afstumpede ærkerival, skurke-katten Pjevs. Spoiler – de ender med at dele Pjevs´s søn…helt moderne. 

Måske er jeg for gammel og gamer for lidt, men jeg oplever det som at sidde med ansigtet rettet mod en konfettikanon i 95 minutter. Filmen fræser af sted, hvilket er synd, da det sandsynligvis fremmedgør de mindste seere – nogen gange giver luft omkring punchlines bare bedre effekt. 

Min 9-årige medanmelder anbefaler den til de 7-12 årige…hun siger filmen er tro mod de tre første Hundemand bøger, der sammenfattes i filmen.

Vi havde en ok oplevelse – det er ret surrelt i glimt – uden at filmen var bevidsthedsudvidende som Matthesens bedste, Claus Deleuran, Simpsons eller de første Lego film. Hvis Paddington i Peru er for sukkersød, er Hundemand klart et alternativ i vinterferien eller på stream senere.

Hun gav 4 stjerner ud af 6  

The post HUNDEMAND / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.