The post TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN appeared first on BLAZAR.

I sob. I tried to scrape a split squirrel off  the windshield wiper in the red emergency light. I turned down the car’s sound system, which had otherwise been blasting continuously – Wagner had spurred me into a race with myself.

“Hello, my name is Roger Christensen – I just hit a squirrel. I’m sending my coordinates.” He trembled, crackling in the receiver. “No, it’s completely dead.”

The insurance will pay for a new windshield. I drove on carefully, nodded to the guard at the electric wire fence, looked into the pupil-scanner, then lowered a hatch to an elevator, drove many floors down below the surface – until I reached my crew, who as always sat apathetically in a light blue sofa arrangement under a wall decoration with a knight’s glove embracing lightning watching Godard or football. I pick at a plate of dry vegetarian tapas.

My pilot David hummed along to a hair-metal ballad – probably Bon Jovi – as navigator Paul picked his nose – which was uncomfortable for Kim, our EWO, who had dyed her hair with henna recently. “Nice hair, ginger – sorry I’m late…” The team looked up from a Superbowl rerun and exclaimed: “500 dollars in the penalty box” in unison. What the hell, someone has to pay for their snotty brats’ pizza at our next summer party.

The alarm goes off – but it’s not the fire alarm. It’s a high-frequency pulsating howl, I routinely grab a napkin, roll it and block my ear, then we grab our helmets and head towards the elevator: “Damn, another damn exercise. Good thing I’ll be retiring in 2 months.”

When we hit the dark surface, a cart is ready – we are dropped off in front of a ladder leading up to a stinking cockpit. I strap myself in – synchronize my system with Kim’s, we sit tandem on the lower deck of the aircraft without windows in front of banks of screens. The engines roar, we roll down the concrete, pushing the 300-ton heavy plane upwards.

Kim’s screens doesn’t update. “Have you heard any rumors about this exercise?” She smiles – “It’s probably just the usual gas – a few air refuelings over Greenland – and then back home – or a round trip from Texas to Bornholm and back?” The captain curses on the radio. Finally, my screens update – I see 12 missiles under the wings and two antiquities and some drones in the bomb bay. WTF? I beep the captain: “Can you explain what we’re doing?”

“Code purple!” He mumles gravely. The purple procedure requires all radios to be turned off now, so we cannot be influenced by false AI-generated orders or emit traceable signals. I look over at Kim, but her screen doesn’t show any course directions, only sensors picking up radar, radio, and infrared signals around us, mostly civil traffic, tele- smog and mobile masts.

“Any idea what’s going on?” Kim looks worriedly at me: “I haven’t heard anything – but I don’t keep up with the news anymore – my best guess is a training mission with the old stockpile, maybe a show of force parade run against China or near Ukraine?” She points  at my screen, which shows our cargo: “Fortunately, we don’t have to bomb anyone today – those antique weapons are massive – maybe there’s an airshow with a Cold War theme somewhere in the southern states?”

We press the full auto menu and eat our pre-packaged sterile lunch boxes and doze off as if there were sleeping pills in them. We wake up when the fuselage is hit by a fuel hose from a massive tanker drone. The screen shows we circle over the the North Sea now.

The captain has placed a red box in our laps. We open the boxes – there are 5 pills – probably some caffeine and valium to increase our stamina on long voyages – they usually feels quite pleasant. But there’s also a chip, we break it open to find a hidden code inside.

We enter the code into the terminal, which then show Severomorsk on a satellite map – a northern submarine base near Murmansk, only 1500 km away. My stomach churns as the plane automatically goes down to treetop level over the almost endless Norwegian forest.

I put on my helmet and fasten the seatbelts again as everything starts to vibrate and jolt around. Through the headphones, I can hear the radar signals grazing our heavy iron eagle, despite endless modifications, still designed in the 1950s.

Kim activates the new jammers, my Chinese digital wristwatch dies. I guess she just fried all non-NATO chips within a 20 km radius. Even though the wind resistance and machines are loud, screams from the pilot’s deck overpower everything. I crawl up the ladder but get blinded, put on sunglasses that don’t work, and then hit a button that releases the cockpit curtain. I throw myself flat and shout: “Gain altitude – incoming shockwave.”

I crawl over to the pilots, fumble for the morphine and inject needles into their thighs, then drag their limp bodies down to the rest berth at the back of the cockpit so I can strap them securely. Then, the shockwave hits. It’s as if everything in the cabin is boiling for a few seconds, as we are pushed through the sound barrier with a blast, the wings creak and flutter like a seagull. Fuck.

Kim pops her head up on the pilot’s deck: “I’ve put everything on full auto and synchronized our screens with the cockpit, we might have to take over the mission.” We take over the pilots’ seats and cautiously roll up the curtain. The light is strange. We stare fearfully at the screens, but they update slowly – thankfully, a “mission aborted” message pops up – phew…then a chilling “await new target.”

The plane banks and goes down to treetop level over an endless snowy landscape – we see radar tracks ahead on the map, then our SRAM missile shoots out from under the left wing, accelerating to Mach 3 and disappearing a few hundred kilometers into the horizon.

“Fuck, the AI has taken over – maybe because I’m not in my correct seat…” We see a bright ball of light at the end of our missile’s trajectory, about 120 km away. “There goes some of Russia’s air defense.” The EMP radiation has significantly reduced all electronic activity outside the plane, but the Geiger counter starts to click like a woodpecker.

We turn the plane so we can surf on the shockwave from our missile’s explosion. The AI takes over again, and as the dark clouds below us disperse, an incinerated city is revealed. Kim starts sobbing: “While we were asleep, the fools fought a nuclear war…”

I try not to think about what it looks like on the home front right now – and decide to try to squeeze her clammy hand, as we can’t hug strapped into our seats. Maybe we should take more pills now – before the others stop working?

“I guess we’re circling around, waiting for the satellites to see what’s left of Russia – so we can finish them off…” Kim clenches her teeth now. A couple of missiles drop from the pylon under the left wing and fly left and right – probably to suppress the ground air defense systems and scorch everything living around them. At the end of their trajectories a few hundred kilometers away, small suns ignite. We still have 9 missiles left under the wings. I dare not think about what’s in the bomb bay.

Kim starts pounding the keyboard as if in a bad movie where the protagonist hits the steering wheel of a car in impotence. I consider laying her down, as she could compromise the mission, but get distracted as our two blind colleagues in the back start moving, so I give them morphine again, then water drops.

A gray haze covers the landscape, the sun’s rays cannot penetrate. Hundreds of smoke columns rise towards the stratosphere. Our GPS no longer works, the satellites were probably smashed by the enormous EMP discharges from detonating nuclear weapons and various ABM and anti-satellite weapons.

We’ve been flying for over 12 hours now…I guess the first wave of submarine-based Trident missiles has neutralized the Russian missile silos – hope they didn’t have time to react to the radar and shoot back. I silently hope we also managed to eliminate their submarine-based nuclear missiles before they could destroy my homeland. My guess is that we’re now waiting for coordinates for Russia’s mobile systems in Siberia – it would make good sense to boil them now. I jab Kim in the thigh with morphine, she must not disturb me now with humanistic sentimentality.

I cruise down to treetop level again, it’s feels like a giant rollercoaster. The plane automatically releases flares and chaff to distract shoulder-launched heat-seeking missiles, as our sensors have detected life down there.

The plane jerks as the bomb bay doors open, completely changing our aerodynamic profile. The camera shows a city and automatically drops a 4-ton barrel-shaped B53 bomb, which immediately deploys a huge parachute – so we might have a chance to get away. The timer delays the explosion for 240 seconds – at a speed of 800 km/h, I can only get about 50 km away from the detonation. I try to override the automation, turn on all self-defense systems, gain altitude, and push the throttle to the max.

The rear-facing camera shows the bomb standing on its flat nose with a long parachute tail on the roof of a factory-like building surrounded by residential areas. I pray the bomb’s timer is set for the longest possible delay. I put earplugs on under the headphones and cover my eyes with a sleep mask.

Even though we have our backs turned to a fireball with a 2.3 km radius over 50 kilometers away, everything turns white in the cockpit. Then all liquids boil – thankfully, our fuel is in fireproof tanks, but our drinking water evaporates. The rear-facing camera melts, and the tail rudder gets stuck. Then the shockwave comes. Balckout.

I wake up and vomit on my boots. Concussion – and a ringing in my ears. Kim is bleeding from the mouth but twitches. A smell of burnt flesh comes from the berth behind the cockpit. I press the terminals and find that only the the old system that determines star positions works, a map appears. I do a search. We have enough fuel to reach an island in the middle of the Baltic Sea, in NATO territory, I fly manually and glide over an intact cliff landscape.

The Geiger counter is silent, so I head towards a civilian airport where we might be able to refuel – or at least where they have doctors, water, and food. During the approach, I see a burnt-out Russian Hind attack helicopter surrounded by what looks like NATO forces at the control tower.

Damn. I had hoped for a paradise island with a functioning analog telephone booth so I could call home. Naive dream – I think the shit hit the fan globally.

The runway is a bit too short for us, as I brake, the rear landing gear punctures, the rubber is probably melted – we end up with the nose only 30 cm from a concrete wall. I reverse and turn the plane back into starting position, take Kim’s pistol, I’ve always been wary of having only a single handgun on foreign ground.

No reason to move the rest of the crew until I know the area is safe. There’s a civilian waving about 200 meters away – he seems friendly. I put everything on high alert so I can start quickly, then lower the ladder.

It’s strange to be on the ground again after so many hours in the air, I stumble over my numb legs. The civilian comes closer, wearing a blue sailor sweater and a bizarre beanie.

He helps me up and stammers something resembling a Dutch dialect: “Hello new American friend, are you ok?”

“I could use water – and a doctor, please…”

He leads me through the empty terminal to a vending machine with canned soda, but my credit card doesn’t work, so I smash the window with a fire ax and then fold my jacket so I can use it to carry a bunch of cans of water and coke.

The sweater guy looks frightened – maybe it would have been more elegant to ask if he could lend me some coins. He utters some gibberish to a rentacop who shows us a van forward – we hoist the limp pilots into the trunk – the rentacop promises to take them to the hospital nearby. I want to go with the rest of the crew, but the last man must never leave a loaded plane.

I thank sweater guy for his help – he tells me he’s a potter and points to a small house close to the runway. “Hungry?”

I wake up Kim, who is silent and in shock. We go into sweater guy’s thatched house and sit down at a plank table in his pottery workshop – jazz plays through a tube amplifier, and a crackling fireplace warms the room, he opens a bottle of schnapps – I don’t feel like it – and then serves smoked herring with scrambled eggs on homemade rye bread with seeds that are about to crack my teeth.

Kim finally stammers: “Any news?”

“No, radio and the internet are down – but our island was attacked by Russian commandos in helicopters… they tried to control the airport.” He pauses for a moment… “but they underestimated our national guard. We’ll bury the poor souls tomorrow – or burn their corpses…”

Kim bangs her head down the table and sobs. Our polite host shows us to a annex with spiders, a double bed, wilted flowers in quirky vases, and a colorful thick handwoven bedspread.

I look out onto a beautiful cliff landscape that reminds me of Scotland. We awkwardly hug and sob – Kim brushes against my groin, but my penis feels like an ice shrimp – maybe it’s her fake red hair. Neither of us dares to say that we might have killed a few million people – and that we might have to fly on and continue the doomsday work – even though our families, everyone we know, yes, our entire world – is probably gone. I lie awake and all the possible events that triggered this war spins in my head…russian first strike, technical glitch, tactical nuclear exchange in Ukraine, AI takeover?

In the distance, I see the wind turbines turning – they’re turning towards the east. After we listen to some crackling vinyl staring at the ceiling  trying to sleep, the Geiger counter starts to crackle.

We get the sweater-pottery-artist indoors – I seal the windows with duct tape and block the extractor fan with plastic bags. We play chess in the bedroom, then I go to check the fridge for food. The kitchen sink is filled with long white hair – the pottery man must have combed himself and sits bald in the sofa, reading Celine with a bottle of cognac. I spare him the full story.

The post LAST FLIGHT / A SHORT STORY appeared first on BLAZAR.

Omkring årtusindskiftet skrev jeg en roman, EFTERFESTEN – her er et uddrag,  kapitlet Flashback – og en tekst om den oplevelse, først publiseret i Shæfter´s litteraturnummer kaldet Efter efterfesten.

Flashback

Tilbage i teenagetiden i midtfirserne tog B og jeg en del LSD, som vi huggede fra min kærestes psykolog-fars fryser i Ordrup. Gad ikke russisk roulette med gangster-gear, vi var dødtrætte af stoffer bare var noget med at være lam, cool, frisk eller stenet – eller at blive hjernedød via det organiske opløsningsmiddel alkohol. Vi ville videre. En fredag spiste vi tre doser flydende Sandoz-trips og fnisede,  det var den originale CIA-vare de havde brugt millarder på fra Frederiksberg Hospital, bedre end Albert Hoffmans LSD-frimærker. Vi vidste, at i den tilstand, der var på vej til at ramme os, måtte vi væk fra byen, så iført notesblok, diktafon, skræmmende præventive sorte bomberjakker og steelcap-boots jokkede vi Hareskoven tynd efter effekter.

Der er gået halvanden time, der sker ikke en skid, men for en sikkerheds skyld, så lad os lade bilen stå og tage toget hjem og lave noget techno. Alt virkede relativt normalt. Men da dørene lukkede og toget rullede, kiggede jeg på S-togs-kortet, og  kunne ikke genkende andet end en dirrende farvemos. Sæderne stod i 3D og jeg kunne visualisere spindemaskinen på den fabrik, der havde fremstillet dem, diverse tilhørende tegninger og dokumenter – ja selv designerens ansigt. Jeg så  rundt på mine medpassagerer og opdagede, at jeg kunne se deres dødsmasker, summen af livet i deres ansigter, konklusionen på livet i et snapshot fra dødslejet. Jeg stak hovedet ud af vinduet for at distrahere mig selv. I vinden udenfor togvognen hørte jeg summen af byens lyd nærme sig, jeg mærkede skinnesystemets rytmiske sammenhæng og endte så i et fugleperspektiv af hele tog-nettet højt over byen komplet med lavthængende skyer. B pludrede fjollet om at vi nok hellere måtte tage i Dyrehaven og slappe af, og jeg holdt krampagtigt et boblende grineflip tilbage, skræmt af skrækvisioner om lukkede afdelinger. Glimt af klinisk paranoia-panik styrter igennem hjernen uden bremser. Kigger de andre? Diskret ud af toget ved den grå Svanemølle med metalsmag i munden, som om jeg smagte mine plumper selv for første gang, genfødt i en ny krop. Jeg prøvede at drikke saft af et sugerør, men selv det skulle jeg genlære som en baby, så jeg hostede det lilla stads op på paronen, saften fangede lyset og reflekterede magisk. B pjattede og spiste klamme vingummier i et forsøg på at omfavne ondskaben og det syntetiske, mens jeg genvandt den sidste rest af ego. I Dyrehaven lavede vi åndedræts-yoga for at komme lidt ned mens vi skuede ud over et sært højtopløst knitrende hav. Skyerne tæskede forbi, min hånd var gennemsigtigt pulserende væv, træerne var personligheder, som vi byttede luft med, et øjeblik varede et helt liv. Jeg slapper af, trækker luften dybt ned i maven, benene snurrer, mellemkødet er et rødt nervebundt, videre til min orange reklamevom, op til gule solar, op til hjertets grønne luftsyntese, der transporterer boblende energi, op i adamsæblets lyseblå vibration til lyden af mantraet AUM, der stopper det sidste af den sproglige bevidsthedsknevren. Mine øjne indad op mod et blåt punkt over brynene indtil en slange af energi blæser op i det babybløde, violette hul i kraniets top, et kredsløb mellem det blå og det røvrøde bundchakra etableres, og jeg gennemlyses af hvid energi, kroppens og verdens grænse elimineres i et energibrag. Det var ikke bare noget hippieævl til at gøgle for damerne mere. Øjnene åbnes og skuer en himmel fyldt med sitrende ildfluer. Efter fem timers hjernetumult føles det som om jeg ejer drejebogen til alting, jeg ved hvad der skete minuttet før og hvad der skal ske om et øjeblik og om ti minutter. Vi så på to golfspillere, og spillet startede og sluttede samtidig. Skyerne kørte i timelapse over himlen. Vi var totalt trygge i verden, for vi viste hvad der skulle ske på forhånd, og havde adgang til den store kollektive harddisk. Zoom ind på en detalje, og alle data foldede sig ud. Vi endte ved en lille bæk i lilla twilight, hvor en bambi kom og drak. Jeg kunne flytte ind med det samme her. Jeg var hjemme. Vi tog på Dyrehavnsbakken, et sted jeg altid har undgået da det for mig altid har emmet af røvfuld og plastikbajere, og jeg turde for første gang prøve en stor ruin-rutschebane der lignede noget fra en gyserfilm fra 1930erne, som jeg altid havde været hunderæd for. Jeg fandt en Tempest-arkademaskine fra 1979 hvor jeg spillede en time for to kroner og slog alle rekorder. Igen var jeg foran det store kosmiske manus med flere minutter. Synd jeg ikke tænkte på at gå på casino eller børs. Alting var på det tidspunkt magisk simrende, meningsmættet men forudset, så vi tog i studiet. Der var ti kilometer ned til guitarstrengene, så vi endte med at nulre med en 808-trommemaskine, SH-101-synth og nogle ekko-effekter, der havde en utrolig plasticitet og fysisk effekt. Det var der andre der gjorde i 1986 uden vi viste noget om det. Acid house music. Vi viste først hvor vi var landet da vi vågnede næste dag, med nyt mod på livet. LSD er ikke cool underholdning. Det er et alvorligt værktøj. Der var ingen hallucinationer, kun sanseforstærkninger og aflæring af vor kulturs bevisthedskodex, kun klarheden var tilbage. Vi var som babyer uden filter og vismænd på samme tid. Det ændrede vores liv. Hvor munke bruger et liv på at nå op på bjerget, havde vi taget elevatoren, men det giver lidt propper i ørerne, og man har ikke lavet en klar sti med reb. Jeg røg tilbage til trippet hver gang jeg lavede åndedrætsyoga eller røg pot i de mange år, hvor jeg nossede rundt i et sansecirkus, renset for dødsangst, kernen i al angst – og dermed renset for traditionelle ambitioner og værdisæt.

DISCLAIMER: Nu jeg sidder og genlæser korrekturen, sitrer det igen, og jeg får lyst til måske 30 spidse nøgenhatte i en park med slukket telefon. Jeg er også nød til at sige dette ikke er et eksempel til efterfølgelse, den ene mands medicin er den anden mands gift. 

KØB BOGEN HER.

Efter Efterfesten (først publiseret i Shæfter´s litteraturnummer).

Shæfer-redaktør List har med kort varsel ønsket at få nogle sider med minureflekterede, uironiske anti-meta-mening om affyringen af min debutroman “Efterfesten”. Lidt af en navlepiller-mission, så jeg skyder den til lige før deadline, ranter og raver og hakker ind, hvad diktafonen gemte:

“At skabe cd´er, events, magasiner og film er det tætteste på en mande-fødsel, jeg har prøvet, men romanmediet har sine særegne komplikationer. Jeg er ordblind og læser mest i badekarret, men begyndte at skrive lidt, og blev så kontaktet af en forlægger, der ville have en bog a la filmen “Kids” om lesbiske i provinsen, der SMS´er på E. Det ved jeg ikke noget om, men jeg forstod, hvad han sigtede mod, og fik klippet mig en blotter-nutidsroman for at ruske robotterne. Fiktion er jo et af de få steder, hvor det er forventet at lyve – ligesom overfor skattevæsnet og i CV´er, og hvis man ikke pumper skinken, bliver det tit kedeligt. Lalleglad troede jeg, vi boede i Europas klit, EU´s tolerante Christiania, men jeg blev klogere, da min lille bog om tidstypen Janus Warm´s excesser ramte forbrugerne. En udbredt misforståelse var, at dette var første bind af min selvbiografi – jeg indrømmer blankt, jeg har haft hænderne i mudderet i stedet for at læse litteratur, og der er da visse paralleller til virkelige hændelser omkring årtusindskiftet. Men efter reaktionen at dømme er de åbenbart nærmest universelle: At udkomme var som at være til KKK-møde og rive kutten af og opdage, man er sort. Som såkaldt multikunstner har jeg altid været mistænkt af lønmodtagere og liberalister, kun nødtvungent accepteret  som en subkultur-kautionist, en field nigger, en coolspotter, en sart avantgardist, en provo-klovn. Glem at pisse folk af med at tjene obskøne beløb på lal, at kneppe dine venners ømme x´er og små søskende, at være en arrogant knarket smartass, der altid kommer ud på toppen. Hvis du virkelig vil vække folks harme, så skriv en samtidsroman. Jeg scorede en uintentionel emotionel fuldtræffer: Et meget udbredt fænomen var, at folk fra bogens miljøer narcissistisk projicerede sig ind i romanens figurer og blev pissesure… De har ingen forståelse for fiktion – de lever åbenbart i den og tror, at jeg er dokumentarist. Det blev alvor: Dødstruslerne drønede telefonisk med sure projektions-tossers hyleri om, at “vi kører rundt med et tæskehold, din psykopat” (gemt til evig tid på svarer og harddisk). “Dumhed er farlig,” sagde min legionær-ven, “men ring, hvis der kommer blod ned af ryggen.” Så psykoanalyserede jeg først opponenterne i dialog; så henviste jeg altid til de relevante paragraffer og henledte truerens opmærksomhed på, at man kan få op til 2 år for trusler og op til 16 år for div. vold… Og at de skal passe på, de ikke sender nogle lejesvende, da al videre modgang vil blive takseret på deres kappe. København er for lille til det pjat, og min erfaring er, at karmaloven virker…De sidder og kukkelurer i Thailand uden pas og penge pt..  Men trods alt respekt til truerne for at være ærlige, mere end man kan sige om det pæne, tamme – åh så trendy – borgerværn, kindkysserne og rygklapperne, medievampyrerne, der altid lige skal nasse på ens karisma, konneksions og kusse og have det sidste nye ord fra gaden med hjem fra én uden kredit før deadline; de ville pludselig ikke røre mit produkt med enfremmed mands pik på en stang på nettet. Jeg var en trussel mod den nyborgerlighed, der er ved at gøre Tisvilde til Hornbæk, og der bandlyser kritisk bevidsthed. De før så vilde bekendte havde for travlt med at fyre deres talenter af på køkkener, tøj, mad, retro, æstetik og formalisme, i disse for vor verden så svære, men fantastiske tider. De er låst inde i livsstilsfængslet, angste over, at de ikke kan gå i gult tøj de næste 2 år, angste for de ikke kan skride fra kæreste og job uden at miste deres neo-yuppie-props, og angst over en komisk roman. Jeg er normalt ekstremt mediesky, men min agent insisterede på, at jeg skulle tale med DR2 og desværre også BT´s “Kun for Kvinder”-tillæg – alle ved, det er en angstspreder! – så jeg mødte naivt op med en båndoptager på et konditori og aftalte fuld korekturret. Jeg skrev så de værste ting ud og ringede og checkede og alt var smukt – indtil min feminist-moder ringer og siger, at jeg udtaler, at “Kvinder er nogle stoddere” i megabold med et junkieportræt på grå baggrund over hele 3 sider. BT sagde undskyld og henviste til, at der havde være “netproblemer”. BT: Så sker der noget…skidt. Kort tid efter lavede en café latte-journalist overskriften “Copenhagen Psycho” efter, at jeg nægtede at “løbe en tur sammen midt om natten på Holmen” eller tage hende til “VIP fester”. Så blev jeg blev kimet ned af politi-stikker-journalister, der troede, “Efterfesten” var dokumentar og tilbød mig at blive “den faste mandlige Suzanne Brøgger”. Så ringede de store reklame-kunstdirektører og deres bagmænd, dem, der bruger 3 måneder på at lave 15 sekunders film til tissepausen. De ville suge min hjerne, men fandt hurtigt ud af, at jeg ville være en forhindring i den store La Crème-bureau-Big Brother-borg, hvor der kun spekuleres i at gøre os endnu mere usikre og dumme, så vi køber endnu mere unødvendigt bras. Men de er søde, og min røv står altid på vid gab for dem. Og så kom anmeldelserne, der jo er nødvendige for at fange litteraternes interesse. Men de fleste anmeldere er ikke ligefrem hedonister og har ondt i røven over dillettanter, der kommer ind fra sidelinien og har det sjovt. Avisanmelderne er kulturens dørmænd, og at få opmærksomheden fra den største spærreballon er en okkult kunst, jeg ikke forstår mig på. København er et karneval: Se ud som en receptionsluder og pling, så har du et PR-firma. Se ud som en trækkerdreng og pling, så har du etmodeblad. Se ud som Anders Lund Madsen og pling, så ender du på bagsiden af Ekstra Bladet. I forretningsverdenen køber man en yacht før succesen for at feste for at tiltrække investorer. I boglimbo samler man derimod ydmygt sit flaskeskib, rejser et sejl af sit cv, iført et eller andet visuelt gimmick for at brande sig selv. Som forfatter blander man sig sjældent efter kulturkampen; man indtager sin gamle, velkendte plads som rødvins-voyeur. Forfatterne sidder med den naive forventning om, at verden vil blive forandret ved udgivelsesdatoen; en forventning, der siden afløses af glæden ved at se sin sprogvirus lave langsomme ringe i vandet. Der var engang, før nutidens angst-tidsånd, hvor det var smart at være kreativ og forholde sig til alting, at have talent, humor og indsigt. I dag bliver mennesker, der rent faktisk besidder sådanne kvaliteter, stemplet som selvfede krukker, og deres plads fyldes i stedet ud af stand-up komikere, reality-ofre, børne tv-værter, stylister, modekokke og alle mulige andre, der er kendte for at være kendte, og har et talent for at ramme den laveste fællesnævner klokkerent. Kultur og politik er blevet udskiftet med livsstil, der sælger flere annoncer end holdninger gør. Man køber som bekendt ikke bare medierne, man bliver også solgt til annoncørerne. Bøger er et statussymbol og bruges som en hvileplads i en kirke. Læsningen er ofte en bøn om overskuelighed og sammenhæng, eller – som så mange andre steder i øjeblikket – bare rent følelsesmuseum. Hvis masserne skal have samtids-flimmer, vil de have det elektronisk, ikke på papir. DJ-scenen havde, på trods af min anciennitet, ondt under hørebøfferne over, at der var nogen der havde tilladt sig at sætte ord på deres tekstløse nirvana af 12″-vinyljonglering, impotensfremmende stoffer og sjældne sponsor-gummisko. Ravegenerationen læser slet ikke bøger, og de boglæsere, de er tilbage, vil i hvert fald ikke læse om en fest, de ikke selv var inviteret med til. For udenforstående ser det umiddelbart ud til, at det vigtigste for alle forfattere er enten at blive forstået eller misforstået. Alle tror af uransagelige grunde, de laver kassen, men det forfattere i virkeligheden vil have er fisse. Helst en dyr muse med et moderkompleks, der forsørger én, så man kan droppe de pinlige jobs og give sig hen til den fede forfatterrolle. Men pas på sirenesangen: Ligesom golddiggere findes der også minddiggere, kvindelige kulturgroupier, der lokker dig hjem med Havana Club-shots plus det løse og river dig rundt til gammelt Kraftwerk til du opdager din bog på natbordet. Nasty, men et godt gokkebillede til plejehjemmet. Det siges at skrive romaner giver udødelighed, men nu kan man spare op til noget DNA-gear, der forlænger ens liv bedre end Botox – det er ikke for afrikanere, så det er noget med at skrive en bestseller. Jeg gider/tør ikke. Og udødelighed, hvem gider have nogen til at sladre omsig efter ens død? Husk i øvrigt at forfattere ikke har venner; de omgås sjældent andre forfattere og er altid rynkede og under mistanke. De skaber – ligesom psykologer – en utryghed for at blive gennemskuet og udstillet. De er socialt radioaktive. Det er svært at leve alene på det enorme egoboost, det giver at signere bøger eller at blive hyldet på nettet. Så husk at være sød ved din lokale forfatter – han har det sikkert hårdt. Når det sjove – at skrive bogen – og det mindre sjove, at redigere den, er overstået, kommer der en mere ekstrovert bonusrunde: Markedsføringen. Coveret på min bog bestod af ca. 200 billeder af folk jeg kender. Mange af de medvirkende fik en bog for tjenesten, men enkelte brokkede sig alligevel: Et frimærkestort billede sammen med 200 andre på coveret  af en bog er slemt for krukker, der er glade for at være i Se & Hør eller alle mulige tomme modeblade eller for at stå i G-streng på forsiden af M! for riskiks og cola. Så fik jeg en tusse til plakater, der blev revet ned af rasende flaplæsere, og selv læseeksemplarer i solide kæder blev stjålet. Dømt på bogens cover. Jeg ønskede blot at få romanen ud til dem, der selv går til efterfester, så jeg designede nogle små cola-breve med logo indeni og smed dem på toiletter og klubber. Folk blev bare skuffede, når de åbnede brevene og fandt en tekst i stedet for stoffer, og skuffelse er ikke en god start på et forhold, så jeg fik nogle forskellige cola-entrepreneurer til at pakke deres pulver i mine små reklamer i tusindvis, således, at når brugeren skrabede brevet for det sidste taletalkum, dukkede min reklame op. Jeg burde have et Guldkorn for det. Ude på Bogmessen i Forum fattede de ikke dén med colapakkerne  (så spar jeres drugwipes til toilettjek på redaktionslokaler, Børsen, Folketinget og politistationerne). På messen travede hovedsageligt kvinder mellem 40 og 70 andægtigt rundt i gåsegang i et monolitisk landskab i en ud-af-kroppen-oplevelse og ventede dirrende spændte på Johannes Møllehave og noget andet, de kunne læse 10 sider af før de faldt i søvn. Jeg laver andre ting, før jeg sover. Og nu da jeg er erklæret for Københavns fineste hærger, fortsætter jeg så min research? Er jeg stadig til alle festerne med en taxa udenfor, en sexoholiker med lommer som en slikbutik? Et spændende aspekt af at skrive er, at situationer, man har beskrevet, pludselig opleves som en genudsendelse. Summen af laster er ikke konstant, men selvfølgelig skal der være plads til et tilbagefald, vi skal alle til rolllator-rave engang. Men efter “Efterfesten” er mit fokus skiftet. Nu står den på ond meditation, musik og at dyrke klichéen om at se skønheden i det banale. Jeg er dykket tilbage i skøn anonymitet, har fået redigering, agent, studie og kæreste, og den store fest starter kl. 08 hver morgen, hvor alt har åbent, og folk er lidt mere klare i hovederne. Og bare rolig, nye sprogvira gærer i kælderen, og måske vil jeg prøve at skrive om, hvordan jeg kunne tænke mig, at tingene så ud,en magisk utopi kontra bare at beskrive det nuværende. Der er nok at tage fat på, og ingen har tid til pis, bortset fra borgerværnet. Det er god terapi at skrive, bedre end så meget andet gøgl – man formulerer ting og bliver færdige med dem og får ryddet op i verden. Sundt. Bøger virker stadig! Jeg kan anbefale det varmt. Alle har en roman i sig, så skriv selv en bog!

The post FLASHBACK – fra romanen EFTERFESTEN appeared first on BLAZAR.

Jeg gik gennem en vidunderlig by fyldt med festivals, foodie-fetishisme, spandex-sportsparader og alskens gøgl, folket vimsede  rundt som påfugle på et samlebånd, struttende af sundhed med 9000   kr´s telefoner og øko-microøl i silkebløde hænder, mens bascykler blæste rædsom shubiduask mave-danskhall overalt og spyttende human beatboxer-wiggere på dværg-trick-cykler i fake Raybans – som pot allerede var rigtig legalt. Generation hest i pastel Ralph Lauren blæste på hestebedøvelse, Øregårds fineste – og dem der prøvede at ligne – cruisede hujende i ring i lejede hvide limousiner,, touristerne  guffede græshoppe-parfais på Noma og knalde verdens lykkeligste indentitetssøgnede ariere næsten gratis. Kønnene havde byttet roller og der blev flirtet som var vi på et stort udendørs latino-diskotek lige før orgiet, og i aftensolen var det som om hele hverdagens kede virkelighedsboble var ligemeget, forældet, passé, som om fornuften og nydelsen endelig havde sejret og nu stod flot og nyopladet med mening og energi. Det hele gik underligt nok den rigtige vej her i EU´s eget Christiana, moder tysklands klit, hvor selv de mest marginale avantgarde-ideer havde et støtte-krykke-liv det var en virkelig en ny guldalder i overflødighedshornet København, som var det Rom´s sidste søde dage.

Jeg dumpede Nils i nat , han var ikke til pænt brug for tiden Jeg er småsnalret efter en fisse-fimset fernisering, hvor kuratorer demonstrede kulturstøtte er smart, for så kan man bare støtte en æstetisk udstilling om betonghettoer eller droner, for at trylle reele problemer om til “grænsevoerskridende” og “politisk” underholdning – der max rev som en tur i et spøgelsestog. 

Mine hjerne flød over med løgn så som en hund der søger sine gamle pis-spor var jeg endt på en klassisk bar hvor jeg før havde haft vellykkede kontroltab, hvor en ældre herre iført en afronaut på hans datters alder vinkede mig ned i audiens. 

Hans tweedjakke minder mig om bestyrelses-jazz, jeg gættede på han var i byen for at score på sin lighed med en liderlig far i en populær Netflix serie – og for at promenere med sit nye balsamskæg.…med extentions? Efter indledende høfligheder nåede jeg fantasiløst til det klassiske sagsbehandler spørgsmål: “hvad laver du for tiden? 

Han svarede lydløst ved at tage en sirligt printet seddel op af sin noget slidte tegnedreng af det fineste muldvarpeskind. På den ene side stod der “Flaneur” med en ordbogsforklaring, på den anden side stod der “Hedonist”. Helt rutineret havde han alibiet parat til situationer som denne, og jeg smagte efter om han virkelig var tilfældig havnet i min private fredags-film, eller var en slags færgemand eller måske et orakel, om dette var en slags personlig crossroad, om det var et tegn ovenfra.

 Jeg stak ham lidt glitrende taletalkum og en kraftig klæbende kitchy white russian, kastede ordet “tidsånd”, og bingo det startede et cut-up verbal-væveri fremført i den gyldne tone megalomane tourette barfolk intonerer, lige før promillen får dem til at mumle – den klassiske enetale om “den store sammenhæng”. 

“Jeg mærker simren i krystalkuglen, det der blomstrer i kanterne af samfundsboblen, der brister snart.

Det er svært at beskrive “det nye” via et sprog så devalueret og forvasket som sproget er idag. Måske er “det nye” ikke et dialektisk “enten/eller” men et “både/og”, da samfundet som bekendt er et væv af asynkrone bobler der skubber mod og med hinanden. Lad mig prøve at byde på opløftende metoder til at komme videre ud af samtidens ukvikke kviksand: Nutidens let deprime Digi-post-post-modernisme“ vs. Det unavngivne nye. “

Det duftende fyrtårn eller rettere fyrfadslys fortsatte eksalteret med kaskader af syrligt-bitre gamle travere smykket af glimt af lys – mens jeg noterede mig juxeboxen var erstattet af en spotify playlist med retro-eurodance, EDM, trap og 80er hår-metal med keyboards og reklamerjingler. Jeg sommer ind igen:

“Vi er i et vakuum, verden blev ren overflade efter at have begået excel-mord på alle andre utopier end uendelig vækst, de store idealer er opløst i post-postmodernismens retrofuturistiske uendelige musehjul. Selv internettet er blevet et stort spørgeskema, der minder om konspirationsteoretikernes gamle yndling Echelon, de sociale medier er blevet hvermands realityshow hvor vi vogter hinanden i et panoptikon-fængsel – et frivilligt overvågningssamfund. På arbejdspladserne er der dømt forandringsledelse, der skabte mere usikkerhed, uempati og rotteræs for at vi kan lave “mere til flere for mindre”….og drabet på den kritiske bevidsthed er fuldført, efter genierne var flygtet eller kvalt med middelklasseværdier….for hvem tør lave ballade hvis de kan miste deres kartoffelrækkehus?  Cheferne og konerne ved du er presset og udnytter det, venskaber blev netværk og alle har brune næser af stress. Tidens simple historier er angst, misundelse, krænkelse og sex – og den såkaldte ”kreative klasse” kunne maximalt udkæmpe misundelige livsstilskrige eller lukrere på den yngre generations søgen og usikkerhed ved at hipsterficere og udnytte dem som forbruges-avantgarde-stigfindere til dekandent markedsoppiskning. Den eneste handling der er tilbage er handel, mennesket var blevet en lunken flad papskydeskive der umætteligt smykke sig med brands, historier og mennesker for igen at fremstå som et attraktivt brand selv, andre brands så kunne jage ned, før den endelige mega-merger. Alt for at undgå den angstfyldte hylende tomhedsangst indeni. Tidens overordnede dianogse er vel narcissistisk borderline med afasi?”

Jeg måbede…var han ved at diktere en lufthavns-bog-basker? Jeg ville have hans egen historie lidt skarpere: “hvor er du selv?”

“For 2 år siden sagde jeg op fra mit højprofilerede mediejob, efter jeg naivt troede mine chefer havde format til at tåle at jeg sparkede opad, ikke nedad….men det er stadig chain of command-SM. Jeg sagde op, livet er for kort til samlebånd og mavesår…men som hævn for den skade cheferne mente jeg havde forvoldt på deres sarte menneske-brands da jeg kaldte deres bluff, søsatte de en løgnagtig virus om min ulydige natur, der gjorde mig radioaktiv og brødløs, slut med at være frække meningsmættede badegæst, der ikke må overnatte af fare for konen knepper dig. Først var jeg en fjer i en redaktørs hat, så blev jeg tømt og skrottet. I medietoppen vinder dem der udviser mindst empati og lyver bedst. Tryghed og netværk frem for talent. Så jeg ramte bundlaget i dagens medieøkonomi,  der hobbyister og lever af likes i en pengeløs opmærksomhedsøkonomi. Alle os små garage Kubricks uden netværk og stor platform, der ikke kan regne spillet ud, der sidder og spytter småværker ud i det sorte hul online som en ludoman med en enarmet tyveknægt – på overførsel, for mellemlaget af vilde uafhængige freelance cowboys er udslettet og erstattet af rige folks lydige børn.”

Jeg fedter med telefonerne under bordet – Nils kimer konstant, Xenia er alt for stille. Han ævler videre:

“Efter en brat flad overgang lærte jeg at heldigvis nyde ikke at sidde søvnløs i nyt Storm-tøj i en taxa og boble mellem to branche-incest-fester og fedtspille i baghånd, men at gå rundt på brune ris og tale og mærke mennesker, ikke historier. Droppede at være kunstner, den rolle er somen selvbrandende hus-neger der skal legitimere en KKK slagtefest, et tidsrøveri, eskapisme. Jeg kunne ikke stå inde for det mere. Kultur er blevet en hobby-kompensation for for identitetssvage intellektuelt mindreværdige borgere, der gerne vil eksludere masserne diskret med god smag. Myten om kunstneren vedligeholdes kun fordi vi er nød til at tro på social mobilitet, eneren, orginalen, tossen. Den naive myte om kunstneren er blevet en liberal helt.“

Han tændte en ækel pensionistisk cigaril i slowmotion, der sikkert dampede af berejst boheme for resten af baren. Den stank af  bridgeblanndings-ætsede gebisser i glas. Han forstsatte enetalen, og jeg blev mest hængene pga.  En yderst symetrisk dame der sendte lange liderlige øjne selvom hun var fanget i et minefelt af cockblockere som en gokketartelet. Promillen steg:

“Hvad vil der ske hvis jeg dropper ud, tænkte jeg – modsat alle andre, der prøver at regne den ud? Jeg blev som en Jesus i ørkenen, en blå sadhu, der prøvede at blive god til bare at være. For hvad sker der når jeg slukker de to motorer der driver os, opmærksomhed og penge? Hvordan oplever jeg tidsånden, når jeg er udenfor min egen kulturelle spejlskov, sat fri som en debil stiv instinktstyret abekat? Min tid er blevet vigtigere end mit brand-selvbillede og mine småpenge. Alt det gamle virkede uvirkeligt, undtagen kroppens signaler. Så slut med stressen, der kommer af konstant krisetænkning, der udløser depression og dermed tryghedssøgende retro-konservatisme. Vi overlever jo ligegyldigt hvad her i i-landene, i hvert fald de næste 30 år. Ingen kan alligevel vinde ræset om forsiden i tidens umættelige misbrug, og man kan aldrig blive set, anerkendt eller rig nok anyway. Hvis du sidder på yachten drømmer du umætteligt om en privat-jet. Du kan aldrig blive for klog, feteret, tynd eller ung. Du er dømt til at tabe spillet, og denne evige usikkerhed mades, så du arbejder hårdere for at forbruge mere. Men giv dog op, sluk, drop ud.  Det er som stoffer der ikke kan gøre dig høj mere.”

Sikke et taleflip…en lapset voyeur-vampyr med fiskeøjne der levede af at mime finkultur til forstæderne sneg sig ind og prøvede at sætte sig indenfor hørevide, men blev hvæset væk af tweedfyren:

“Vig bort blanke karmanassere, skriv om jer selv, fodbold, mad! Spot dem der lever det liv i ikke tør leve selv , skrid ned til en patetisk reception og spil undergrund med jer….mimere!”  

De mumlede paf om de også skulle videre til en Magasin-fest eller et eller andet der ikke rigtig fandtes mere og gik over for bytte noget rygklapperi for en streg hos en konfus ekspedient i fashionista-sweatshoppen. Ævlehovedet rettede teatralsk på kraven og fortsatte sit foredrag:

“Krisen holdes konstant, og det hjælper ikke at sidde på hænderne og vente på kasino-kapitalens næste rytmiske 7 års lunge-opsving. De ved der er penge i at spare og rense ud, de rige bliver rigere, og du – der sandsynligvis er i-lands skrantende middelklasse – risikerer at ende som posemand hvis du ikke knokler og går hvad der bliver sagt, for vismændene i Cepos har regnet ud der kun er brug for 2/3 af arbejdsstyrken, og den sidste magtesløse 1/3 spredes nu i udkanten på vågeblus og holdes sultne, passive og dumme med piller, pasta, tv og billig sprut. Det er derfor hæren træner borgerkrig, for der er tabere nok til at tage politiet ud. Dette skræmmebillede holder så resten af arbejdsstyrken på tæerne i en evig stoledans om guldkalven, i virksomheder baseret på stamtræ af kompromiser, idioter der kun tør ansætte større idioter. Se bare journalistik der er blevet ren PR, hvor folk knokler helt ukritisk og næsten gratis, fordi man har mange ledige. Så nu er tid til at handle, og ikke bare vente på lotto-telefonen ringer eller livet går igang for alvor – de unge ved ikke hvad et sabbatår  eller en chillum er mere. Så ind på CBS, få et job som juicedreng, bliv Influencer og træn – men hold dine svagheder for dig selv, eller kræng dem ud som M&Ms eller hvad han hedder. Det sen-moderne “det ligemeget´s” indbyggede nihilisme, hvor alle store fortællingers og utopier dør resulterer jo i konsumerismens og markedets totale grådige penetration gennem alle samfunds mentale, sociale og økonomiske rum – det  gør os ikke glade – det er ikke rart at se verden gennem et Excel-ark, og en ny iphone gør os ikke glade mere. Dating der er som jobsamtaler dur ikke, position er ikke personlighed. Lige meget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er grundfortællingen den samme – en higen efter opmærksomhed og penge – selv om nettet har erstattet vores hukommelses historieskrivning. But the thrill is gone. Den der dør med mest legetøj i kisten har ikke nødvendigvis vundet. Det er måske “praktisk” og “strategisk”, men hvordan FØLES det lige nu? Hvis vi ser på samfunds-teateret som et stof eller en medicin mod den menneskelige smerte, lindrer det da stadig lidt, men løser ikke vores fundamentale sult efter mening og fremdrift. Spillet eksisterer kun fordi det regenererer sig selv og alle alternativer dødfødtes fra start pga. den store usynlige rammefortælling, markedet. Vi ser revner i systemet overalt, fra hooliganisme, fattigdom og misbrug til tidens kunstværker, der er reducerede til skårknuseri, visuelle møbler, pasticher, identitets-talismen eller blot investering og skatteundragelse.”

Hvad fanden ved han om skat, tænkte jeg – han var tydeligvis et boomer-produkt af 70erne og en velstand, der ikke fandtes mere. “Flaneur” min bare røv – forestillede mig en hel forsømt børnehave på gule plader med hans næse, der havde kostet en børnehave i druk. Han fremstod tom og dekodet og min restløshed rejste sig som en kriller i understellet, men facit-fars afronaut fangede lyset på en måde der fik mig til at tænke på Grace Jones greatest hits, den blå. Jeg var forbandet og tryllebundet, men initiativlabil:

“Mode er blevet modellen, der altid  har lånt fra og været misundelig på kunst og kultur, men kultur bliver i stigende grad skabt og markedsført som mode, da dette vækster markedet, men desværre fjerner det visionære, personlige, utopiske, kritiske fra kunsten. Moden har smittet alt andet med sin hule udvendighed og troløse uautentiske omskiftelighed.”

Min yndlings barperson har vådt hår, da han lige har badet nøgen i havnen. Nu sætter han en laksemad foran mig, selvom han ikke har restaurationsbevilling. “Du ser sulten ud”. Tweed-Torben kører videre:

“Debatten i medierne er reduceret til ren Robinson mellem mediemenneske-brands med munddiarré, der repræsenterer div. interesse og målgrupper. Så selv her i verdens lykkeligste og rigeste lande – ifølge magasiner du ikke køber, men hvor du sælges til annoncører – er vi ikke glade, vi har rekord i misbrug, selvmord osv. Vi har mindre sex og tager mere medicin. Vi lever ikke i en oplysningstid, men en afviklingstid, en udrensningstid. Vi får at vide vi kan alt – vi er alle curlingbørn teoretisk – men vi tør ikke noget eller kan finde på noget selv, og gør det der er planen, vi køber andres lukrative drømme i mangel på egen visionær kraft.”

Touché. Han kørte virkelig sig selv af mens vi bællede det organiske opløsningsmiddel alkohol –  så vi alle blev lige og limet sammen som  krybdyrhjerner. Han er bagud med modgiften – der efter såret under hans næse at dømme var klippet med ormekur – så han vraltede på toilettet udenom en bande Bloodz i EA-sweatshirts og vente tilbage som en selvtilfreds sne-ugle, der tudede videre:

“Lad os vende udviklingen ved at slukke for støjen, mærke os selv og hinanden igen og tage kontrol. For systemet virker ikke, vores tro på demokrati, fædreland, familie, kirke og medier er meget lille men da ingen byder ind med et alternativ fortsætter det som en genudsendelse af Matador eller 1864, vi er som narkomaner, der stikker igen og igen for at holde det ud – uden at blive høje mere. Vi fortrænger os selv og hinanden via det underholdnings-industrielle kompleks. Medierne laver burgermad, noget alle kan spise for minderne og placebo, men ingen reelt fordøjer ordenligt eller får næring af – kulhydrat, ikke protein. Det er regnearkspiloterne og mellemlederne, der er de nye “kreative”, og vi andre skal bare samle sættet til den bedste pris med mindst muligt brok. Brede for alle, ikke dybde, alt gøres til underholdning der skal sælge annoncer, ikke værktøj til at leve – selv i de reklamefri medier ser man denne models slagskygge.”

“Hvis jeg var redaktør ville jeg også bare fyre den dinosaurus, der ikke er andet end retorisk ballade for sin egen skyld..han har ingen løsninger, det er bare brok for opmærksomhed..”…hviskede ådselsæderen i baren, da jeg hentede en bakke shots på regning mere…han så ud som en der havde gatecrashed en lancier-fest, han var avanceret fra at leve af at knække kort fra anal-bedække forsømte kostskolepiger og skaffe ofre til de onde egendomsmægleres fisseklub – til at blogge som en slags ironisk borgerlig kulturrevser. Han købte lidt likes på facebook, og fandt så en masse fans, der også følte sig svigtet af 68erne. Han ville ikke ned ved profetens bord, thi han ledte efter en ungmø så han kunne spare taxaen hjem. Jeg satte mig tilbage.

“Net-nuet har afløst en kontinuerlig historieskrivning, især er alt efter cirka 1996 er klar til at blive nutidigt nu ved et klik, ud over de traditionelle 3 og 20 års retrobølger. Men hvad blev der af fremtiden? Troen på den forsvandt med Manson, Vietnam, Watergate, oliekrisen og det afbrudte rumprogram, der samlede verden i et et øjeblik. I det digitale domæne er det ikke “enten/eller” men “og/plus”. Vi har alt i bredden, men ikke tid til at fordybes, vi har digital ADHD. Vores attentionspan reduceres, vi hester rundt i andres datamining-maneger som umættelige angste koffein-pacmen, vi driver musehjulet rundt i det der kom efter it-samfundet, konkurence-samfundet. Datamining leder desværre til den “mere til flest muligt for mindst muligt” – laveste fællesnævner tankegang, der dræber det naturlige kaos, der altid har drevet evolutionen og skabt de nye spændende mutationer, der giver historisk fremdrift. Det var tilfældigt da man opfandt LSD og pencilin.”

Ved profetens balsamskæg for en dystopisk smøre….jeg må afbryde: “hov hvad med de sociale medier, de har da forvredet magtpositionerne?” Han lignede en der havde taget en bid af en hund  og svarer let nedladende:

“Vi ser os selv som microbrands der lever via digitale dukkehuse i krig om penge og opmærksomhed med andre menneske-brands. Vi er alle kritik-angste like-hunters iført ja-hatte. Vores masker bliver vores ansigter, vores venner blot badges på vores jakker, der understøtter vores brand, vores forbrug fortæller historien om hvem vi er for at distrahere fra hvordan vi reelt ikke har meget at sige eller gøre mere. Venskaber er blevet netværk, hvad kan du bytte med? Slut med spændende mennesker fra andre boldgader og segmenter, slut at spilde tid med defekte velduftende gamle klassekamerater, i de lukrative alliancers tid. Ligemeget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er den strukturelle grundfortælling den samme – en higen efter opmærksomhed og penge. Vi ser endda os selv som produkter på hylderne i livets supermarked, hvilket afføder et overdrevent fokus på indpakning – og sikkert også anoreksi. Idag er narcisisme er ikke mere en dianogse, men bare normalt. Og neurosefælleskaber bliver forbrugsfælleskaber. Men alt den angst om ikke at høre til, ikke at være med, ikke at blive set osv. er vel bag sløret dødsangst, grund-angsten for det eneste ukendte men uigenkaldeligt sikre i denne verden. Folk har frosset deres lig ned siden 1960erne, men en bedre metode til at overvinde denne angst er at relativere egoet. At erkende vi eksisterer på mange planer, og vores ego ikke er os, og vi ikke bare er isolerede øer, men verden er i os og er os og omvendt. Selvom historiens hastighed føles enorm, og vi hjernevaskes til hele tiden at føle vi ikke er helt med, samtidig med vi ikke kan huske hvad politikerne lovede os før valget i sidste uge. Tilsyneladende sker der en masse, men reelt er det bare kamelæon-agtige fremtrædelsesformer af de samme grundudfordringer vi altid har haft: mad, bolig, kærlighed, arbejde, ejendomsret og søgen efter følelsen af mening. Der er hele tiden nye krige, mere uklare end nogensinde, men er det ikke reelt den samme krig? Follow the money. Der er mere og mere ulighed, men stammer den ikke fra de samme systemfejl? Ville det ikke være billigere at KØBE “fjende-landene” end at smadre dem på lang sigt? Vi kunnne have givet alle Afghanere 10000 kr. om måneden for prinsen på krigen – måske skulle vi have kastet iphones med fri porno ned i stedet for drone-bomber, måske skulle vi have blandet extacy og viagra i deres drikkevand i stedet for at waterboarde dem? Nu er der mere og mere ulykke og forvirring, men stammer den ikke fra markedskræfter der lukrerer på netop dette for at skabe nye behov og dele for at herske? Verden er mere simpel og mindre kaotisk hvis man ser funktionerne bag “nyhederne”, der mere og mere vil fremstå som angstfyldte gentagelser. “

Mit ego krævede jeg afbrød hans ordflom, så jeg sparkede inspireret ind med et “Hov er du neo-marxist?” 

Han lavede blot en monstermaske med sit rosinfjæs, flot patineret af flaneurlivets uendelige forlystelsessyge glædesjagt…men umuligt at trænge igennem den usynlige telefonbox af næsvis snusfornuft:

“Verden er styret af de samme ideer og mennesketyper hele tiden, og de ændrer kun status quo når det kan virkelig kan betale sig. Hvis der er nogen der mener noget virkeligt vigtigt, minder det om en charity bar lavet mere som druk-undskyldning og skatteunddragelse, end som et reelt forsøg på at samle ind. Nettet får os til at tro tiden er en uendelig toiletrulle af nyt, hvor identiske posteringer skubber andre ufærdige debatter og posteringer ned. Vi lever i en tid der forveksler postproduktion med produktion, retro med inspiration, remixing med komposition, omtale med journalistik, sampling med opfindelser. Vi har fokuseret på DJen, stylisten, kuratoren, værten, skuespilleren, modellen, masken, ikke indholdet, ideen eller den skabende hjerne bag det. Eller værre, generalisten, eller mediebrandpersonen, der tror det er en nyhed de bare møder op: jeg så en video forleden om en medieperson, der mente vores liv var så kort han skulle fortælle om han var blevet for gammel til at kravle over hegn og at han nød at gå i suits. Videoen var spild af alles liv. Folk gider det mere. For hvor er forfatteren, forskeren, iværksætteren, geniet, tossen, dem der kan fortælle os noget der kan få os videre?”

Han kiggede sig brat rundt, og nikkede til en Lone Kellermand-lignene matrone og nogle meget professionelle bartendere der prøvede at holde fri. Han lignede mere og mere en smeltet pudr-Pierrot i det hårde lys fra den gryende morgen udenfor, men fortsatte lidt skingert, mest for  – og til – sig selv:

“Retro er fjenden, der får os til at glemme vi har magten selv og lever i fremtiden, men retro er en tryghedskabende markedsstyret mekaniske der dræber fremtiden. Jeg savner dengang futurisme var mere end ideen om hvad den ny iphone kan. Ligesom engang musik var soundtrack til en potentiel fremtid, et sonisk orakel, ikke en danseserie i en musikvideo fyldt med produkter. Engang lavede musik nye metale og sociale rum, i stedet for bare at give genkendelighedens retro-rush fra en mtv-koreografi. Den ironiske retro-strategi er en helgardering, så hvis man fejler i sine valg er det “for sjov”. Derfor er vi altid på det vindene hold. Til gengæld er alt forlorent og angstfyldt. Og den der faker og lyver bedst har vundet. Derfor er alt muligt, men inden for rammerne af et meget enkelt altgennemtrængende men usynligt net af kontrol, defineret af markedet. Alt oprør, kreativt og konkret, kan gøres til livsstil eller vendes til systemets fordel.”

OK jeg går hjem og læser de der romaner igen, der handler om man bare skal høre disco og lave mad og grine af alle der prøver noget andet end lønarbejde, eller måske  blæser jeg bare knoppen af.

“Tag normcore som eksempel: en morsom anti-mode-leg om at droppe ud og bare købe det mest kedelige kedelige normale supermarkedstøj, et koncept inspireret af modens fallit (mode er det nye porno, bladene er røget fra kaffebordet ned under sengen i skam, ingen tør tale om “vigtige sko” mere). Normcore var oprindeligt et koncept der handler om at efter vi har mestret at se individuelle ud (indenfor en meget begrænset reguleret palette, bevares), er det tid til at omfavne det normale, (ideen er taget fra overvågnings-angste aktivister der blender ind klædt anonymt som tourister) hvis vi ellers hviler nok i os selv til at turde droppe ud af den kunstige dekadente og uøkologisk  image-økonomi. Normcore er måske det mest radikale der er sket indenfor beklædning siden punk, men straks tages den originale kerneide – der blot påpeger at de fleste normale mennesker allerede mener mode er noget dekadent pjat for usikre frisører der forurener verden – og forvasker den til…godt gættet….endnu en gren på hipsterismen, bare endnu en liste af musthaves. Generations-klicheen hipster er som bekendt bare en superforbruger, der blot har udskiftet storcenteret for et loppemarked, i angst for at face sin egen banalitet og afmagt distraherer han sig selv med samlermani og konsumræs, “det du kan lide kunne jeg måske lide i går…” indtil man drives til at samle det pureste bras for at have noget fake konsum-identitet for sig selv. Funktionen er den samme som suits der stræber efter den nye Mercedes, som balsam-skæg der stræber efter den nye Mac/fixie/pille/vinyl eller hvad det nu er de kan “individualisere” sig med og give et kort sus af mening denne uge. “

En blazerfyr fra et callcenter og en selvskabstømmer blev smidt ud da han ikke måtte medbringe en obskøn 6 liters flaske med blåt lys i bunden. Rockpudlen og fetish-musketeren fes forbi i periferien, på jagt efter nogen de kunne bruge som wc. Et par ens flaskedrenge med gule og blå trøjer boxede på trappen ved udgangen. 

Jeg var mæt, facit-manden var jo en del af problemet, ikke af løsningen…han var tydeligvis en false flag operation, en fake-alternativ spindoktor sat til at demotivere de sidste rebelsegmenter på denne dødsstjerne, jeg havde lyst til at lave et medlidenhedsdrab på rosinfjæset, der måske var mit spejl, så jeg råbte: “hvad fanden skal vi gøre?” hvorefter han promte hoppede op på bordet og fortsatte ordflommen, nu med visuel bonus i form af nogle defekte børnevoksne fagter der skal indikere anciennitet kun måske boogie-Prebens ånd ville kunne afkode – og værdsætte:

“Der efterlyses en ny form for aktivisme: gadekamp giver bare mere angst i medierne, flere penge til kontrolsystemet, der så belastes af rebeller i stedet for at løse de virkelig samfundstruende problemer. Selv politiske røvere bliver kaldt terrorister.  Anarki betyder ikke selvstændighed, men hærværk nu. Måske er netaktivisme og boykots fremtiden, måske skal vi bare være mere opmærksom på alt vi siger, køber og gør påvirker en helhed, der igen påvirker os- for at nulstille “det ligemeget”. Vi skal genlære at mærke friheden ved at tage ansvar, i stedet for at lade samfundsmaskinen køre det for os på EU-autopilot – efter vi har stemt på nuancer af lyseblå-rødt hver 4 år. Det er dig der bestemmer hvis du orker og tør. At turde drømme fremtiden uden grænser igen….din egen fremtid, ikke en serie i et livsstilsmagasin. Du er hvad du gør og især hvad du føler, ikke hvad du køber, eller hvad du har samlet sammen til et “menneskebrand”. Alt er blevet reality, selv virkeligheden, og vi er angste for at bleve stemt ude. Brug 5 min. morgen og aften dagligt på at meditere over hvordan du vil leve hvis det KUN var dig det handlede om, med hvem du ville arbejde, med hvad, og hvor du ville bo og hvad du ville spise i en ultimativ ikke-ydrestyret verden uden regler. Slut med at skide i bukserne for at holde varmen, hvis vi alle øver os dagligt, kan vi måske generobre utopien, følelserne og fremtiden?”

Min iPhones batteri kørte  fladt, mine ører mættede og afronauten sov sin skønhedssøvn som et lille egern i sofaen, mit kødkompas stod ikke længere på hærg,  så jeg sagde pænt farvel til profeten med balsamskæget på den brune bar, helt tummelumsk af ord – mumlede han skulle “overveje politik eller standup” hvorefter han snappy kviterede med “EN PROFET ER ALDRIG AKTET I SIT HJEMLAND  -ELLER SIN SAMTID”…bartenderen rev i ham, thi hans regning var blevet ganske gravid under seancen. 

Udenfor på gaden sloges mågerne om de pizzarester, breezer-bøverterne fra forstæderne brækkede op.  Jeg overvejede at copy/paste en masse enstavelses sms´er til de piger jeg kun elsker (med) når jeg er fuld. Min cykel var scoret, så jeg vraltede i den førerløse Metro, hvor alle stationer ser ens ud. Hjemme hos Nils smed jeg mit røgfyldte tøj direkte i vaskemaskinen, bællede en liter vand og tapede ruderne til med sorte sække, aflyste et møde og slukkede så dimserne.

Uddrag af min anden roman, arbejdstitel: “Efter efterfesten/Nachspiel/Skrivekrampe”.

Læs Vammens tidsåndsanalyse fra DRY her.

The post Novelle: På bar med facit-manden. appeared first on BLAZAR.

UDSIGTEN en krimi-komeide af Ellis Andersen – 2024 ©

KAPITEL 1

Jeg klipper hæk – i mit headset krænger Adele sin sjæl ud og blokerer lidt af larmen fra motorsaven. Jeg elsker duften af fræsede planter, havearbejde er perfekt til at blokere de ubehagelige billeder fra min sidste vagt som jordemoder fra den nat det gik helt galt.

Jeg skal nyse i en køkkenrulle, da der er birkepollen i luften – så vurderer jeg et bed med stokroser, som husets tidligere ejer har plantet – og beslutter så roser ikke passer til mit nye liv som efterlønner og single-mood, så jeg fræser dem ned med et bittert smil. Småborgerligt pynt.

Jeg er på mission – jeg eliminer alle tegn i sommerhuset efter min x-mand – og de tidligere beboere – fuglebadet, soluret, nipset, kobberet og det brune tunge træ skal køres på genbrugspladsen – og den lille hvide pavilion er blevet malet mørkegrøn.

Jeg uddriver alt det runde, varme og upraktiske til fordel for salgbar skandinavisk spartansk modernisme, da de tidligere ejere var pyntesyge og angste for tomme flader. Denne restyling af huset er dels god terapi, dels optimering til det snarlige salg, for ingen af mine gamle venner og kollegaer kommer på besøg,  her to en halv time fra byen.

Men snart skal sommerhuset ligne et showroom designet af B&O, stilen skal tilpasses egendomsmæglerstil så Københavner-snuderne – der mener Tisvilde på den anden side af vandet er blevet for dyrt – kan se hytten her er et røverkøb.

Jeg skal væk, det dur ikke at være isoleret i Kohave når man er vokset op i Valby – sportsklubberne i Frederikssund appellerer ikke til min dårlige ryg – plus centeret og gågaden rodfæster kun min snigenden depression.

Jeg slukker motorsaven da jeg afbrydes af et anonymt opkald – sikkert en telefonsælger, pyt, jeg har brug for en pause før næste birke-nys:

“Hallo, det er mig skat – sorry hvis jeg forstyrrer.”

Jeg hader lyden af X-mandens fesne Frederiksberg-dialekt.

“Henrik, du skal aldrig kalde mig skat igen – fat nu jeg har blokeret dig – hvad vil du?”

Suk.  “Jeg har brug for at vi mødes, jeg savner dig, kom nu bare hjem.”

Jeg trækker vejret helt ned i lungerne og tæller til 5.

“Hallo fister, det er kun 4 måneder siden du dummede dig til julefrokosten med hende stankelbenet – har barnebruden dumpet dig siden du tigger om tilgivelse igen?”

Kunstpause: “Sorry, jeg var vildt fuld – hun er blevet fyret…”

Jeg får røde kinder nu: “Klamme mandesvin, bare fordi du ejer et arkitektfirma betyder det ikke du kan bruge mennesker som skakbrikker.”

Han pipper nu: “Sorry, det var en kæmpe fejl, jeg vil kun have dig…hvorfor tror du jeg forærede dig mit sommerhus?”

Som om jeg er til salg: “Det manglede sku da bare efter alle de års løgne – du gav mig aldrig orgasme fister – lad mig være, jeg sms’er dig når jeg har pakket dit sidste ragelse i i kasser, de står foran garagen snart, hvis du ikke henter dem ryger de på lager i Shurgard eller på forbrændingen. Farveller…”

Det havde været perfekt at pendle imellem hans smukke minimalistiske lejlighed ved Sortedamssøen og den mere jordnære og nærværende energi i her i Kohave, men livet er  fyldt med kontraster: fra et smukt og vigtigt job som jordemoder  alene i en lille 3 værelses i Valby med 3 fødsler på 12 timers vagter – den sidste endte galt – til at være efterlønner med Louisiana-kort – ofte på opera og vinrejser med den nye arkitektmand – til BANG at være single dame i byggemarkedet med gabende huller i kalenderen i udtrådte kopi-crocs isoleret i et sommerhus.

Jeg slukker telefonen helt, orker ikke hans sms-efterspil lige nu. Puha, jeg er for ophidset til at operere en motorsav nu. Jeg går indenfor og putter min hjemmelavede hyldeblomstsaft i en kande med hvidvin og isterninger og hælder det op i en kaffekop så eventuelle gæster – hvem det ellers kunne være her hvor kragerne vender – ikke kan se jeg drikker før aftensmaden idag – jeg høvler hurtigt et par glas mens jeg stirrer tilfreds ud over den nytrimmede have, jeg mangler kun at slå græs.

Sommerfuglene danser smukt over de røde valmuer, jeg summer og bliver varm i kroppen og stille i hovedet af hvidvinen.

I horisonten ser jeg et par sejlbåde på Roskilde Fjord, og en russisk coaster – mærkeligt Danmark stadig handler med dem efter krigen i Ukraine.

Solen er på vej ned, men udsigten blokeres af en klynge vulgære hvide birketræer, der stikker op fra genboens prangende have – klart jeg nyser konstant.

De blokerer også for jeg kan se stranden, så jeg ikke ved hvem der ellers vinterbader dernede – jeg foretrækker at bade solo. Irritationen vokser – måske kan jeg liste ned med motorsaven når genboen er på ferie? Fnis…måske kan jeg låne min søns drone og smide noget dynamit på de fordømte Disney-træer?

Jeg googler træ dræber-metoder – overvejer et kort sekund bestille at termitter fra Afrika over nettet.

Så googler jeg naboen, på Facebook ligner han et mystisk mix af invalide-pensionist og surf-instruktør – en harmløs type med ravkæde og høje kindben.

Så checker jeg google maps for smutveje i området, finder et par malerplettede sneakers der skal smides ud alligevel, tager så en tom stor sodavandsflaske og fylder den med 500 gram salt og vand for resten og ryster den, så finder jeg en vandslange med en ventil, skærer den af i tissemandslængde og monterer den på flasken.

Jeg slukker alt lyset, tænder for transistoren, kører bilen væk og lister tilbage og sætter mig på stranden med en krimi og en kikkert – og efter solen går ned og lyset i genboens hus slukker lister jeg mod en metallisk havelåge – nu ført min søns sort North Face jakke med hætten oppe og mundbind – i den stjerneklare nat.

Kapitel 2

Jeg er lige ved at skubbe havelågen op, men sådan nogle skal smøres ellers piver de – så jeg går langs busken forbi genboens bil – bagsmækken prydes af et klistermærke med en gul sløjfe – “Støt vores soldater” og et “Fred og frihed – Hjemmeværnet” – håber ikke han sidder med paranoia og PTSD med en natkikkert på sin riffel og venter.

Tæller til ti, ånder kraftigt ind og mærker mine fødder tager to tamponer op i næsen mod birkepollen – hører en ugle pive – så glider jeg igennem busken i baghaven – birketræets snarlige afblomstring vil forøge min livskvalitet og mit sommerhus værdi betragteligt.

Jeg stiller mig foran birketræet og trækker en dyse ud af gylpen på mine jeans og skruer, så saltopløsningen fra haveslangen under tøjet til halvanden liters-flasken i min rygsæk glider ud. Jeg kan ikke lade være med at smile, jeg har altid hemmelig drømt om tisse stående – nu rammer jeg rodnettet på den allergifremmende hvide pynte-birk. Alle de udflugter til Bauhaus har ikke været helt spildte – mor gør det selv – genialt.

En hund glammer. En telefon lyser rundt. “Hvem der?” råbes der inde fra huset. Jeg fryser indeni. “Gå væk, jeg tisser!”  “Fair nok, men hvorfor lige i min have?” Troede i øvrigt kvinder sad ned – “du må godt låne toilettet…?” En dør åbner. Pis, min stemme afslørede mig. Jeg går baglæns igennem busken og pisker så igennem et krat mod skoven. Slipper han hunden løs? Krammer min peberspray. Er der flåter? Borreliose vil ikke være godt for mit nyfundne singleliv.

Jeg graver hættetrøjen, mundbindet, saltflaske-dysse systemet og gummiskoene ned i skoven under månen – jeg skimter et smukt hjorte-par stirrer nervøst 30 meter væk. Hvis jeg skulle overleve alene i  skoven, ville jeg spise den som mine forfædre.

Tripper 20 meter væk på strømpesokker for at undgå fodspor fra de nedgravede bevismaterialer, så skifter jeg til nye vandresko og går hjemad af snørklede omveje i en nat fyldt af klamme lyde.

Jeg kommer hjem kold og bunder en halv flaske Campari – for måleligt at være påvirket i gerningsøjeblikket hvis jeg bliver taget – og for at kunne sove efter adrenalin-rusen.

Så vågner jeg med et sæt – glemte at børste tænder – den bittersøde urtesmag sidder som et lag på bisserne. Jeg rækker reflektorisk ud efter telefonen for at se, hvad klokken er – der ligger i min bukselomme…ÅH NEJ!Teleselskaberne gemmer mine lokationsdata fem år tilbage. Jeg skriger ned i puden.  Jeg er idiot,  jeg har sat et digitalt fingeraftryk i genboens have.

Kapitel 3 

Jeg vågner med et sæt, da et bud stiller endnu en anonym buket foran min dør, så klukker jeg ved nattens eventyr og tanken om min snarlige strandudsigt. Så rammer hovedpinen og tømmermændene – og alle de svage kemisk betingede tanker der følger med druk: hvad nu hvis genboen genkender mig og melder mig til politiet, der kan knalde mig på mit mobil-spor? Dækker forsikringen for hærværk begået i beruset tilstand?

Stop – det var en succes! Livet går videre – den bedste kur mod tømmermænd er at stå op og foretage sig noget meningsfuldt, ikke at ringe pizza ind og junke skærm – morgenrutinen går i gang og mens havregrøden bobler opdager jeg en rift over panden i spejlet – jeg må have revet mig på en busk i nat. Har kun pink børneplaster fra børnebørnenes eneste besøg – det går nok. Jeg beundrer mine bingovinger er forsvundet af alt det havearbejde.

Jeg går ud og starter plæneklipperen med Nina Simone i øresneglen – kommer desværre til at fræse et par dræbersnegle gemt i det lange græs – til jeg mærker et prik i ryggen.

Jeg springer væk og vender mig om. “Hahaha, undskyld jeg forskrækkede dig – du reagerede ikke på da jeg hilste.” Stemmen er hæs, ryger. Jeg zoomer ind på en lille skaldet mandsperson iført guldfarvede H20-sandaler, hvide cirkelsparks Hummel-bukser med knapper i siden og præcis den sorte North Face Jakke jeg havde på i nat – den som alle har. Hans øjne er røde, smilet gult og stubbene utrimmede. Jeg tænker straks tungthuskanditat.

“Undskyld, men vi har aldrig fået hilst på hinanden – det er mig der bor derovre”…brummer han og peger over på et nydeligt stråtækt hus med en stor lade gemt væk af gamle egetræer, han rækker en tatoveret næve frem, der mod forventning føles underligt glat og slatten som et barns – det modsatte af en ru håndværkernæve.

“Kirsten.” fremstammer jeg tørt. “Jack” Han giver mig elevatorblikket og slikker sig om munden, jeg får et uforudset upassende varmt sug i maven.

“Har du boet her længe?” Øv, jeg orker ikke fortælle min lidelseshistorie om skilsmissen så han ved jeg er alene i huset, jeg beslutter på stedet jeg ikke orker at kende min nabo – og slet ikke den her kanut, så jeg svarer bare “Nej”.

“Hvad laver du – ud over havearbejde?”

Det er jo et godt spørgsmål – jeg heller ikke har lyst til at gå for dybt ned i – så jeg bryder alle gode konversations-regler og svarer med et spørgsmål: “Hvad laver du?” Han smiler:

“Jeg er farmer – og ret ferm til det meste håndværk – du siger bare til hvis du skal have hjælp.

Jeg har lige lavet din genbos køkken – sådan et standard Ikea køkken er nu engang federe med særlige fede låger, friske håndtag og en cool custom bordplade – smækkede en fabelagtig marmorplade i for ham skuespilleren fra Game of Thrones for en slik hvidt…men polakpris du ved…”

“Hvem taler du om?” Det kan ikke være birketræs-naboen. Den lille fyr lyser endnu mere op:

“Ham fra Borgen, han bor et stenkast fra Brugsen.” Han arbejder ikke så meget, gemmer sig heroppe tror jeg, flinker fyr…”

Aha – jeg mærker mine røde kinder, men ingen kan styre det fænomen.

“Hvem bor her ellers?” pipper jeg benovet. Han smiler, sænker stemmen og rykker lidt tættere på og hvisker…:

”Enkelte indavlede originale lokale, de fleste er gamle, de unge skrider til byen når de er færdige med folkeskolen, bortset fra de tre tosser der arbejder i Brugsen der fungerer som en slags borgmestre. “Ellers mest alkoholiske par, der smadrer deres have og spiller bordtennis, der har tabt i byen.”

Gys, han er uhyggelig præcis, jeg fortryder det lige så snart jeg siger: “Hvad med min genbo?” mens jeg peger akavet mod hans have.

“Flink fyr, han har det fedt – omstændighederne taget i betragtning – vi handler lidt, jeg hjælper ham.”

Der er en underlig kunstpause, jeg bider mig i kinden for ikke at stille flere dumme mistænkeliggørende spørgsmål.

Han er – hvis man trækker stereotype-uniformen fra – en køn kort mand cirka på kanten af halvtreds.

Jeg prøver at konversere nu: “Hvorfor er du her?” Ok, det lød fjendtligt, men han opdager det ikke:

“Haha, den lange historie vil jeg ikke kede dig med – lige nu er jeg her for at udvise godt naboskab – vi skal jo holde øje med alle de indbrudstyve – lad være at poste billeder af din stue online og lokke tyvene til…fangede engang en lokal idiot der prøvede at sælge mig en bronze-kogle-lampe i Den blå avis for 2000….stakkels ham.”

Han griner så de lige nekotintænder blottes, han er tydeligvis fra den generation hvor alle skulle have de samme bøjle-bisser, så siger han: “Kan jeg låne din telefon?”

Det er virkelig ikke noget jeg bryder mig om, selv min x-mand måtte ikke røre den – selv en gang hvor den ringede, da jeg kørte bilen. Jeg har simpelthen samlet for meget af mig selv i den, til andre må bruge den – og mit liv falder sammen hvis den forsvinder, men hans grønne hundeøjne har hypnotiseret mig, så jeg rækker ham røret med et: ”Naturligvis, her!”

Han vender sig om, holder hånden for munden og brummer: “Grønært her, bare kig ned til aftalt tid på det sædvanlige sted – jeg har brug for en vindmølle. “Ses.”

Han kigger på min telefons Arnoldi-cover og rækker smilende min telefon tilbage. Jeg er mystificeret: “Hvorfor har du ikke telefon?”

“Jeg er net-fornægter – hvorfor flytte herop i paradis for at trykke næsen mod net-ruden og stirre på verden gå under imellem en masse reklamer for ting jeg ikke har brug for,  så de store firmaer og staten suger og sælger dine data? “Jeg vil hellere være tilstede her, lige nu – med dig f.eks.” Han smiler og blinker – “Tak for snakken, vi ses sikkert om lidt, en anden god gang, velkommen til.”

Selvom mine tømmermænd er forduftet som dug for solen, har jeg brug for kaffe, så plæneklipperen må vente. Jeg googler naboen, der brillerer ved ikke at eksisterer på nettet…”net-fornægter” kaldte han det…”den er sku god nok.” Jeg bestiller straks en robotstøvsuger, der kan klare resten af plænen, og så skal ud i haven så lidt som muligt. Hvad har han gang i?

Mødet gjorde mig så befippet jeg har glemt at hive plæneklipperen ind så den ikke får regn, jeg lister mig derud men der ligger en pølsemandspose ovenpå klipperen. Jeg gemmer den i hånden, hiver plæneklipperen ind i redskabsskuret og dufter så til posen, der stinker af kattepis – eller pot.

Kapitel 4

Jeg overvejer at skylle potten ud – men så bobler uskyldige minder fra skoletiden frem – veninder med grineflip, ædeflip, skyer der danner ansigter, elektrisk hud og uendelige kys, og et stereoanlæg der sender bølger igennem kroppen og starter en indre rejse, som at drive på en tømmerflåde i en lilla jungle uden farlige dyr eller insekter. Hmmm.

Hvad pokker, hvad har jeg at miste? Jeg kan ikke se Mette Blomsterberg eller “Tæt på Sandheden” alene hver aften – måske vil den grønne stads give mig mere perspektiv end monoton selvmedicinering med hvidvin fra en box – med frosne jordbær i? Selvom pot stadig er ulovligt, er det trods alt naturligt – og jeg bliver vel ikke afhængig af at ryge lidt bare en enkelt gang?

Jeg stopper det klistrede grønne stads ned i x-mandens Dunhill-pibe og tænder – de knitrer underligt og hørmer sødligt – jeg får hosteanfald og så stopper festen, jeg bliver ramt af en drønende paranoia – alt er forkert, selv jorden er giftig – så svinger jeg over i hysterisk krampelatter, så tilbage til flashbacks af parforholds-crashet, blandet med barndom og grimme minder fra mislykkede fødsler på jobbet på fødegangen, mixet med nyheder om krig og børnebørn – jeg er i panik nu, men gangen der fører ud til medicinskabet er meget og skummel lang, så skyller jeg en betablokker ned med et tandkrus hvidvin fra den pinlige box gemt i køkkenskabet.

Jeg er blevet sulten, men køleskabet er tomt. Problemet er hele landsbyen – inklusiv naboen og genboen – alle bruger den samme Brugs.

Sulten er for stærk, jeg må face musikken, jeg tager en spadseredragt på over en stribet Nørgaard trøje, frisker makeuppen op – det er svært, min spejlbillede vibrerer nu, mystisk, jeg er begyndt at ligne min mor. Så en nydelig oliaskjakke, der signalerer, at jeg er et dårligt offer, da jeg måske har jagttegn.

Looket er for meget, så jeg skifter nederdelen ud med jeans og kommer helt ned på jorden i de anonyme Viking gummistøvler alle har for at blende ind, hvorefter jeg putter min peberspray i lommen.

Jeg tør ikke køre bil i denne nye tilstand, så jeg tager min elcykel og tænder lygterne for sikkerheds skyld, selvom klokken er 19 og det er lyst – et perfekt tidspunkt at handle da alle er hjemme og spise.

Neon-lyset er skarpt i den rodede mennesketomme Brugs, så jeg snupper et par solbriller, men jeg har glemt min sædvanlige huskeliste og indkøbsture – jeg køber en uøkologisk ananas, da den dufter fantastisk.

Et par lokale kødhatte konspirerer ved køledisken, så jeg springer direkte over til slik-afdelingen og finder et super tilbud på et skoleklasse-stort sæt flødeboller, bliver konfus og ubeslutsom omkring slikvalg så jeg tager en bøtte Matadormix og en pose TV-mix og hov, Ben & Jerrys med kagedej er på tilbud – og det kræver disciplin at holde mig fra bland-selv slikket, der næsten blinker til mig – tanken om e-numre i glukose begramset af børnefingre langt over sidste salgsdato virker præventivt – tænker dog at hvis jeg havde en kiosk en dag ville jeg snyde i skat via bland selv-slik, købe gammelt slik for en slik i Sverige og…..stop.

Jeg mærker nogen betragter mig, drejer mig rundt og stirrer direkte op på en ravklump med en skorpion i, der dingler på en pumpet behåret brystkasse indrammet af en orange Hawaii-skjorte. Min hånd flyver ned i lommen, jeg krammer pebersprayen mens jeg vender mig om og går mod kassen, hvor jeg tager en pose ostepops og en pose flæskesvær for at virke normal.

“Undskyld,  har du tabt noget?” Lyder det fra min bastunge genbo. Jeg fryser, jeg tør ikke svare, så han kan genkende min stemme fra birketræs-massakre-natten, så jeg humper ydmyget hen og snupper en posse p-tærter ud af hans store brune hænder uden nogen form for øjenkontakt takket være solbrillerne.

Der er fri bane til kassen, jeg vurderer hurtigt at der ikke er suspekte indkøb eller alkohol på min del af båndet. Jeg prøver at glide i et med tapetet og ligne en tourist, mens jeg holder øje med genboen, der nærmer sig bag mig oppe i anti-tyveri-spejlkuglen.

Den kortklippede kassedame ved for meget om mig allerede igennem mine ucheckede indkøb  – hun ved vel alt om hele landsbyen og min skilsmisse og sladrer løs med alle der orker lytte,  og forsøger øjenkontakt igennem solbrillerne, et kækt “Hej” og et sødt høfligt smil, men jeg kan jo ikke bruge stemmen genboen ånder mig i nakken.

Tiden går i slow-motion – i spejlkuglen lurer jeg han har en løvemanke af solbleget surfer-garn – jeg hører en mekanisk lyd og opdager han har en benprotese…sikkert en bivirkning af et uheldigt møde med en vejsidebombe i Irak?

“Halløjsa folkens!” Ind træder min mystiske North Face-nabo, der stenet straks begynder at rive grøntsager ned i en vogn. Jeg skal ud herfra nu, før han chatter mig op og afslører min identitet, men da han nærmer sig kassen, indtræffer der et mirakel:

Ind træder skuespilleren jeg er for fin til at huske hvad hedder – han suger al luft ud af butikken og fjerner alles fokus.

“Nu stiger ejendomspriserne igen i Kohave”, siger min nabo tørt. Kassedamen vil have en selfie, stakkels mand, det er mega akavet, men det bliver spændende at se hvad han putter i kurven. Telefonerne ryger frem overalt.

“Selfie? Af mig? Hvorfor? Hahaha, i forveksler mig med en anden, det har jeg oplevet før – jeg tror sku jeg skal have en ny frisure – hahaha. Ingen billeder. tak Hej hej!” – fremsagt på teaterskole-dansk.

En lokal teenage-trunte ser skuffet ud, hun har lige fundet sin mascara frem og  vil have en analog autograf over hendes spæde bryster på den hvide t-shirt – der er nærmest optræk til tumult, da

en flok pæreformede sølvhjelme i cargoshorts fra Dansk Vandrelaug i supermarkedet, der straks begynder at tage selfies.

Alt det ståhej gør jeg formår at betale og flygte, desværre når jeg ikke at se hvad stjernen køber eller hvordan den akavede situation udvikler sig, for det er trods alt vigtigere at komme væk uden at sige et kvæk – jeg er verdens underligste og mest uhøflige kunde, jeg tager en mental note om jeg aldrig skal købe ind i den Brugs igen i dagens outfit – ved nærmere eftertanke tror jeg det bliver Brugsen i Frederikssund i fremtiden. På elcyklen hjem får jeg et prismærke på næsen fra solbrillerne. Først hærværk, så stoffer, nu butikstyveri – flår solbrillerne af og kaster dem i vejkanten – godt jeg har lygter på.

Tilbage i sofaen propper jeg mig uhæmmet med sukker og stener gamle episoder af Simpsons i stedet for at fortsætte gensynet af Twin Peaks – Bob er blevet for uhyggelig i mit nye liv.

Det er en smuk sensommer-aften, så jeg går hen til panoramavinduet for at nyde solnedgangen lege med skyerne og vandet ved stranden.. som jeg pludselig kan se. Gys, birketræet er væk.

Kapitel 5

Det er morgen, det ringer på døren – selvom jeg ikke har nogen aftaler – måske er det Interflora med endnu en stalker-buket?

“Øjeblik!” Mit kranie banker, frygtelig nat, jeg sov under sengen mens jeg krammede et støvsugerrør – blæst på melatonin og efterdyndingerne af de krasse hvæs skunk og kroppen pumpet med sukker.  Min mund er helt tør, jeg smider gårsdagens tøj på, jeg nægter at åbne for nogen iført slåbrok.

Jeg kigger gennem dørspionen, et ukendt dejligt normalt par i 30’erne står foran en helt gennemsnitlig bil i indkørslen. Manden har en neutral blå vindjakke på, men hans bukser stumper. Jehovas Vidner måske?  Herre gud, jeg kan altid skræmme dem væk med det gamle trick ved at lyve om jeg er buddhist.

Da jeg åbner, sætter damen en fod i døren – “Politiet”. Jeg bliver svimmel, men fryser inden i for heldigvis har jeg ryddet op, bortset fra en masse tomt slikpapir rundt om fladskærmen og den meget dramatiske motorsav på spisebordet…

“Velkommen. Hvad kan jeg hjælpe med? Kom indenfor, undskyld her roder, vil i have kaffe?”

Mens jeg sætter vand over, overvejer jeg at tekste min x-mand og få nummeret på hans stjerneadvokat-ven. Må politiet overhovedet gå ind i mit hjem uden dommerkendelse? Øv, jeg har tabt småkagerne i nat, der er krummer overalt, har fået en fyldt chokolade imellem tæerne, smat.

“Bruger i mælk? Sukker?”

Betjentene har sat sig ved spisebordet.

“Soyamælk tak”, siger manden i vindjakken. Jeg bemærker at damen i skovhuggerskjorten har et bælte med håndjern, pistol og radio – så tager hun en notesblok frem og forhøret starter på syngende sydfynsk.

“Kirsten Olesen – du har boet her i tre måneder – bor du alene?” Jeg kigger ned på bordpladen men undgår at kigge på motorsaven.

“Ja, jeg er nyskilt – eller rettere vi er i gang med det. Men hvad er der sket?”

“Det kommer vi til…har du bemærket noget unormalt i området på det sidste?”

Ja, masser, men ikke noget jeg vil risikere en nabokrig over, jeg har set “den sorte svane” – tilsyneladende er vidnebeskyttelse ikke garanteret mere. “Nej, noget specifikt du tænker på?”

“Bare det sædvanlige…motorcykelklubber?” Ulovlig jagt? Romaer? Kemisk stank fra amfetamin-produktion? Afbrænding af ulovligt haveaffald eller affalds-dumping i skoven? Hustruvold? Bådflygtninge? Thai-bordeller? Romaer? “Løse hunde?”

Hendes makker kan ikke lade være at grine nu:

“Hvad lavede du i nat Kirsten?”

“Så Netflix og sov.” Det var løgn, Twin Peaks og Simpsons er ikke på Netflix. Øv.

“Hørte du lyden af en sav ovre fra naboen i nat?” spørger betjenten smilende mens han piller en træsplint ud af motorsavens kæde.

“Nej, jeg sov tungt. min motorsav ville have larmet…” pipper  jeg med bævende stemme. Vindjakke-manden stirrer på mig og smøger ærmerne op.

“Jeg kigger lige lidt rundt” – han går ud på toilettet, jeg kan høre lågen til medicinskabet åbne, han ryster en bøtte piller, så tager han billeder af mine sko´s såler i entreen.

Derefter panorerer han ud i tv-stuen hvor han sniffer som en sporhund, tager så gummihansker på og fisker Dunhill-piben op af askebægeret med tydelig afsky: ”White Widow skunk?” “Hvor har du det fra?”

Muligvis fra min nabo…men siger stammende: ”Aner det ikke, fandt det i skoven…”

Han ryster irriteret på hovedet: “Den må du længere ud på landet med…hvor gemmer du resten?” Han vender sig mod kollegaen: “Måske gror hun selv narko – lad os tjekke hendes drivhus…lad os få en hund herud….Kirsten – “Gør det nu nemt for dig selv, er der noget du vil fortælle os?”

Jeg har ikke lyst til at nævne min anti-birketræs-salt-mission eller Brugs-tyveriet af solbriller, så på vej i gennem haven kigger politifolkene i buskene: “er du klar over folk bliver alvorligt tossede af at ryge det stads? “Hvor gemmer du resten?”

Jeg kigger ned: “Jeg fandt det i skoven, det var et uheld, jeg vil aldrig gøre det igen…jeg kender ingen kriminelle”.

Vi er tilbage i stuen, og damen kigger i min telefon, de slår mit personnummer op i kriminalregisteret, da der ikke var noget at komme efter i haven. “Godså Kirsten, du står ved en skillevej…” – enten får du en bøde for besiddelse af narko, eller også fortæller du hvem du har købt det af, så glemmer vi resten.”

“Resten?” pipper jeg forfjamsket, pokkers.

Skovhugger-politikvinden kigger op fra notesblokken – heldigvis rammer en svale ruden med et dumpt klask, jeg må se at få købt de klistermærker i Silvan. Heldigvis rammer kaffen og stiver mig af:

“I er her vel ikke fordi der stiger lidt pot-røg op fra min stue vel?”

Vindjakken rynker panden, stirrer på mig og tager gummihandskerne på igen, hvorefter han tager motorsaven fra spisebordet og vender sig mod makker-damen:

“Skriv en konfiskations-kvittering for moppedrengen her – skriv det er i forbindelse med en efterforskning for groft hærværk, måske drabsforsøg – og lad os komme videre, jeg vil gerne gennemgå hele kvarteret før frokost, jeg er sulten…”

Kvinden ser tungt på mig og ryster på hovedet: “Jeg håber du forstår det er alvorligt – du bliver her i området til du hører fra os igen – ikke noget med at drøne i lufthavnen eller andre svinkeærinder – vi kommer igen med en sporhund om lidt – her er mit kort hvis du pludselig kommer i tanke om noget – det vil være smart – nu før du ringer nu bedre…”

Jeg følger dem ud og tager mod til mig:  “Jeg mangler stadig at høre hvad der er sket hos naboen?” Mens vindjakken med de stumpede bukser smider min motorsav i bagagerummet siger den fynske dame: “Det synes jeg du skal snakke med naboen om.”

De gasser op og triller væk. Min hjerne eksploderer – er der nogen der vil have mig ud af området for at købe mit hus billigt nu, før jeg har tryllet det brune om til dyrt designer-hvidt?

Jeg laver en hurtig amatør-motiv-efterforskning: er sagen et internt opgør i mellem naboerne, der begge farmer pot? Bare teenage hærværk? Eller laver invalide-pensionist-naboen banalt forsikringssvindel?

Kapitel 6

Jeg nyser stadig, jeg skal væk nu, Nordvestsjælland er for giftigt – jeg kan ikke tage bilen, det er for mistænkeligt, plus jeg ved ikke hvor jeg skal køre hen – min datter har ikke plads med alle de børn, hotel er for dyrt, så jeg må bide æren i mig, jeg tager headset på og ringer til Henrik: “Hej – jeg ved godt det er akavet, jeg har et par kasser med dine vigtige ting jeg vil bede dig om at hente så snart du kan….nej ok…jeg er i en situation hvor jeg har brug for at bo hos dig nogle dage.” Der er stille pinagtigt længe i den anden ende, så siger han roligt: “Du kan altid regne med mig skat, jeg kan gå fra tegnestuen kl.14, så henter jeg dig direkte.”

Jeg pakker mit bedste tøj og to flyttekasser med hans efterladenskaber – ting der reelt var en undskyldning for at ringe efter bruddet; En gammel harddisk, nogle kasser vin fra Kjær og Sommerfeldt, en ny mohair-smoking der ville passe fint til et bryllup, familiefotos,  en bog af Svend Brinkmann, et kunstkatalog, en coffeetable-bog om Corbusier, Den blå bog og nogle lakridser der næsten koster det samme som kaviar og er pakket ind som parfume. Dunhill-piben med potduften ryder ned i bunden af skraldespanden, så politihunden kan se, jeg mener det.

Henrik ser godt ud i dag i lysegrå rullekrave i det han åbner bagagerummet på den grå Tesla – klukker for mig selv over den var smart før Musk begyndte at støtte Trump. Henrik nok er nød til at købe en ny bil for at holde stilen som politisk korrekt.

Da jeg løfter min rullekuffert ind i bagagerummet ser jeg en stiksav stikke ud under et tæppe – jeg tager den op, den er fyldt med savsmuld der dufter friskt af birketræ. Gys. Der ligger en buket fra Interflora på passagersædet.

Vi kører stille mod solnedgangen, da jeg ser motorvejen, får jeg lyst til en sundae på Mac’en men holder igen, det er ikke stilen på Østerbro. Henrik skruer ned for Gilberto Gil:  “Kan du holde på en hemmelighed?” Hver gang jeg kører af den her vej spiser jeg en af de der klamme meals, Er du frisk?

The post UDSIGTEN – en krimi-komeide af Ellis Andersen appeared first on BLAZAR.

TIDSSPILDELEGE

Vi sidder I sommervarmen sortklædte i en borgergrå fransk minibus, omdannet til magisk kneppetank som tre musketerer – eller små grise. Hackeren spiser en skive ananas i kontrast til hans cyperpunk-skal, en unik uniform/attitude perfektioneret fra sin  pogo-dansende ur-form i London fra slutningen af 1970erne. Jeg gætter på han får abstinenser efter sit computercockpit indenfor 16 timer – men heldigvis er han totalt tilstede lige nu, trimmet og i baghånd på forkant med enhver udfordring. En rolig rummelig ninja, der efter en lykkelig landing fra en sky af it-iværksætteri og nyligt frafløjne teenagebørn er transformeret til en blid zen-sadist.

Se billedrapportage her

Jeg finder egnede landgangszoner for vores snarlige nordlige bezerkergang på en ipad, danner et strategisk overblik over aftenens absurdistiske manus, det er ikke så svært, da sommerlandet er en forsimpling af byen med færre scener. I modsætning til net-ninjaens helårsdragt er jeg kamofleret som en helt underspillet salt og peber fyr camoufleret i drenget polo (Dior), Prada badeshorts (med vigtig vandtæt pulver-lomme) og et par Jordans (negerbiler fra Japan i størrelse 47 designet af en farveblind).

Jeg har ingen agenda – ud over bare at være her, og måske få lidt munddiarre og tourette-agtigt kalde alles bluff og beglo mennesker, nyde og tænke i den varmeste sommer i 24 år – og måske sætte et flag i en madam hvis det er spændende men uproblematisk. Det er ikke en researchtur, og denne tekst kom ud af sig selv da jeg kom hjem – som ren terapi og modsvar til alt det hypede ævl, der har været skrevet og sagt om det åh så vilde Tisvildeleje. Tror min version af festen bliver bedre, som altid.

Vi beslutter rejsen og legen er målet. Vi aflyser kollektivt jagten på prinsessen, kongestatusen, legetøjet, historien, de selvspejlende stammedanse og alle de andre kollektive hallucinationer der driver nutidens danske folkekomedier. Vi HAR været i helvede, og vi kan lave et, hvis vi er pressede ud i det, men lige nu er vi helt hippiemilde, og er af uransagelige grunde på vej til borgerskabets foretrukne vandhul nordpå som tre matsorte spionsatteliter der snart vil glide igennem en matrix af middage, telte, soveværelser, barer, scener, haver og strande.

Jeg skal dog holde et kærligt øje på min driver for at undgå drama. Han er en filmstjerneflot halvneger, der skal luftes efter 12 års fængsel, udløst af et pulverflip uden bremser. Han er cool igen, men jeg undgår at sætte dna-spor på hans taske, ligesom jeg brummer let faderligt, når han kører for råddent. Vi er tre gange field niggers borgermuzakken ikke tilbyder en soveplads, da vi gør slaverne vilde og knepper konerne. Tre badegæster fra helvede, med xray-øjne, der snart får forstadsfantasien til at tilte og kaste det hvide logo-håndklædeflag som på fandens fødselsdag. En hacker uden computer, en mediemunk uden mission og en junkie uden junk. Let´s try to chill the fuck out.

Vi tanker forsyninger på den tuttenuttede hovedgade, der ligner en kulisse i en Dansk Folkeparti valgvideo. Alle er i lyse pasteller, fake-vintage, beige eller neon. Alle hilser, som var vi til fest for gamle elever. Mærkeligt at vi tager væk for at møde præcis de samme mennesker og arbejde videre skjult i vores såkaldte ferier. Vi stopper ved den gamle høvding for den “kreative” klasse, Ommer-manden, en supersælger, der som et levende Shambala-armbånd pakker den rå kapitalisme ind I et plaster af buddhisme. Han har som altid travlt med at segmentere og caste folk i betonsko for at konsolidere sin egen position, og lige nu er hans ellers perfekte gyldensprøde Goa-tan ved at flække over, at en ny generation likehunters er ved at vriste stafetten ud af hans småsvdige pianohænder. “Uha, de har hegn og dørmænd. Det er ikke stilen her!”

Jeg pointerer tørt, at “i Krealand har alle en indre dørmand, og hvis jeg kom til deres togvogns-event med et BT i baglommen, og bestilte en breezer, ville jeg blive instant socialt radioaktiv.” Men painstream-pressen, der ser en lejlighed til at holde ferie, mens de skriver om en stendød scene af 300 af deres venner – har udbasuneret at en gruppe stand-uppere (Uff! Lavkulturalarm) og promoters vil skabe en landingsplads for de kulturløse horder fra Hornbæk, Rungsted, 2900 Hell og Skagen. Uha uha. Alle ved jo, at rigdom ikke kommer uden integritetstab, og mange penge giver et overfladisk lorteliv og forsømte børn. Så som modgift bliver vi inviteret på healende seancer med vores forældres næsten gammelmodernistiske ikoner, der reelt bare skal legitimere reklamekriger-stammens fake kunstnerlook i en togvogn, og lutre/maskere deres skyldfølelser over at sælge ud. Øh…af hvad? Jeg ryster på hovedet, og inviterer ham ned i yuppie-ovnen, da Ommer-manden vel bør opleve festen selv før han fastholder fjendebilledet. Argumenterne bider ikke på Buddhafar med mantra-tatoveringen og stråhatten. Hans ego er i vejen, både for verden men mest for ham selv, men han mangler ord, så han smiler blot sit ironiske drillende overskudssmil, der altid er på det vindende hold som en vejrhane. Jeg spiller for ingen hold – hverken de nyriges på Bistroen, de Wood-wood klædte soundvenue-masser på festivallen eller de mediesexuelles patetiske retro-togtrip. Jeg spiller hverken for de nyrige eller de gammelfattige. Jeg er her bare. Vi tror ikke på den mærkelige tribale livsstilskrig her, så vi returnerer til et kropstema i vores valg af middagsseance. Hvor springer den friske hunlaks?

Vi glider ned ved et veldækket bord i en paradisisk have, hvor halvafklædte modeller har kokkereret hele dagen. Gæsterne ankommer helt opboppede, og overfor sidder en mediepræst med en Karen Blixen hattedame, der vist arver Novo eller et eller andet – eller prøver at lade som om. Hun kigger søgende rundt efter en ny oplevelse, der kan udfri hende fra hendes indre mareridt. Måske cutting? Præsten er specialist i guldgravning og svigtede Herlufholm-piger, han så svigter igen for at malke og fastholde dem. De falder for hans trygge affærdigelser af alt efter 1960 og snobbede selviscenesættelse, der gik fra at være en karikaturmaske, til nu at være hans sande ansigt. Jeg tænker en præst er en panser med en bibel I stedet for en pistol. Han vil være statsminister, men han sidder fast i et alko-loop mellem lancierfesten og oldtidskundskaben, og har fundet en scene som blogger for de borgerlige, thi de mangler altid kulturpersoner, og det der ligner – som alle andre poltikere. Cowboyhat, oldævl, konditorier og pikpral… Han falder hurtigt i snak med en anden statsstøttet neokonservativ radiofyr, der også vil nedlægge velfærdstaten, trods det faktum han er et produkt af kunstakademi og filmskole, og er født med en mindre guldske i røven. Han instruerer og råber i uæstetiske reklamefilm masserne tager tissepauser under, men ser stadig sig selv som en vildt vigtig undergrundsfyr – måske fordi han er kronisk blæst på brunt eller grønt hippiecrack, men mest på sit oppustede ego. Måske er deres trip –udover et råb om opmærksomhed – bare en slags omvendt hævn på deres tresserforældres svigt og fallerede frigørelsesprojekter?

Værten, jeg kalder ham Kussehviskeren, slår på glasset og holder en FN-agtig generalistisk tale om, at “der vel nok er mange forskellige mennesker her”… Måske for agere lynafleder for en fyr, der helt uden skam eller skyld har vendt sin tallerken og er sprunget direkte til sin medbragte colombianske dessert. Vores generøse vært er en sand tossemagnet. Måske kommer det med kussehvisker-kaldet, hvilket tiltrækker en hale af piger, og forvirrede mænd der tror karismaen kan smitter af på dem, i dette libido-lamme land. Bivirkningerne ved at være kussehvisker kan dog ikke underkendes. Han er paria i hele byen, for en mand med mange kvinder på cv’et tiltrækker flere kvinder, der nødvendigvis – hvis hans terapi lykkes – bliver emotionelt tilknyttede, og derefter indebrændte, når Peter Pan flyver videre på sin, noget narcissistiske, mission. Mange af de kvinder har desuden nogle røvkedelige mandemøbler i deres liv, der måske heller ikke er på toppen over, at ræven i hønsegården udlever deres skjulte kongepik-drømme, mens de slaver for at betale gildet. De ser ikke hvor hårdt arbejde det er at holde kussehvisker-myten gående, og hvor mange stik det show giver i ryggen. Kussehviskeren ender måske som George Michael eller min gynækologven, der gik gay pga. for meget fisse. Han danser på et barberblad, men lige nu er han bare den perfekte vært, der sprøjter social lim udover kludetæppet af gæster, flankeret af en mindre Manson-familie af defekte kvinder han på magisk, men udansk vis kører i polygam stuepige/haremsstil.

Det er hyggeligt. Næsten en social utopi; og ligner en Kenzo-reklame fra 91, men jeg blev bitter i munden, og følte mig fremmed- frigjort som en alien. Middagen bliver en petriskål med simple livsformer, der mødes i mit et mikroskop, et spil jeg kinder på rygraden som et ritual. Gæsterne konverserer meget om mad, og alt det andet vores forældre talte om ved lignende middage, bare ikke Verdensrevolutionen, Kærligheden, Hjernen eller Fremtiden. Jeg blev mål og vægtløs, og så rastløs, og mine wingmen er heldigvis i lignende tilstande, så vi glider diskret gennem en hæk forbi et redskabsskur, hvor der står et umage par og forsøgte sig med famlende erotik under fuldmånen, mens en flok tennispiger fra Humaniora på pik-pilgrimsfærd slår et telt op i kussehviskerens baghave med imponerede akutesse, raffineret gennem globale feltstudier og massiv festivalaktivitet.

Vi når et bleget analt showroom af en pragtvilla, der ligner noget fra Wallpaper, skudt til en ejendomsmæglervideo af Nicolas Bro. I huset er der en bog – om Tom Ford, en film – American Psycho (lækre mænd i suits) og en playlist – Mcdonna. Selv i skabene er alt nyt, med prisskilte fra Illums bolighus. En fyr, der hårdnakket har købt sig ind i modebranchen for familieformuen, skammer sig over sin x-legetøjsmand. Jeg gætter på han før var tennistræner. Han rødmer og hvisker: “Skilærer”. Om bordet sidder samspilsramte perfekte menneskebrands i et neurosefællesskab, de har spredt deres indre usikkerhed til andre for klingende mønt, for i mode er man aldrig tynd, rig eller ung nok. Man skammer sig altid over et eller andet, og i stedet for at tabe de kg, eller tjene de penge, eller måske endda bare finde sit indre nulpunkt, køber man så uniformen, så man er med, og lidt yngre og lidt tyndere, indtil alle har det samme, og man skal finde en ny uniform. Desværre er der mange, der ikke kan mærke lykken ved u-økologiske, ulogiske sko og tasker efter 2007, og modebladene er blevet det nye porno – de er gledet fra kaffebordet ned under Hästenssengen.

Der hænger en lille infantil Tal R på wc’et, hvor der står et Muntre Simonsen duftlys og hørmer, med et vigtigt budskab printet på den beige stearin jeg allerede har glemt. Den morsomme dialog omkring bordet handler mest om de jyske kunder, der reelt holder alle mode-mussehjulene i rotation. Mode-Moby jammer om noget sikker retrokultur, han er den enøjede i de blindes rige og griner sig gennem alt. Jeg er ved at komme ned i cocktailkroppen, så kødkompasset vækkes, men i sommerland, er de fleste piger enten mine venners flyvske døtre på under 21, eller mine venners bitre x-koner over 35. Dem i den spændende mellemgruppe har desværre set sommerlandets bluff og er deserteret til locations, der er mere i sync med tidsånden. “Please… ikke Tis eller Berlin igen-igen.”

Vi driver videre gennem en elegant allé i den stjerneklar nat, og ser en cirkel af måske fyrre 15-50-årige mænd. De tæller ned og løber mod midten af cirklen, til de ramler sammen i en stor amerikansk fodboldbunke. Det er en nordsjællandsk og mere hooligansk variant af den mere joviale og dansende vikinge-heavy metal mosh pit på pift, bare uden musik, og målet er at smadre så mange af de andres iphones som muligt. Nu mangler der bare noget spritbilisme eller en opskåret øko-pony mere. Jeg tager en mental note om aldrig at sende mine kommende børn på kostskole.

Vi når endeligt den forkætrede yuppiefest med alle de gamle boble-venner, der aldrig har fattet pseudokonflikten med “kultur”-reklamekrigerne… En god koncert er i Parken, en stor mand har en stor bil osv. De aner intet om den døende, selvbestaltede medie-elites skik og brug. De bruger ikke den slags. Hvem ser tv eller hører radio mere, når man lever i en film? Festen er fuldstændig som en genudsendelse af Nasa i 1997: rige folks ensomme, dumme børn og deres butlere sidder bonnert bænket ved flasker, der fungerer som stripperstænger for yngre halv-prostituerede kvinder, mens tidens tarvelige, overkomprimerede autotunede toner udsletter enhver samtale. Ved andre borde sidder nyrige slidere, der hader at bumser som undertegnede suger lyset fra dem uden sved og kamp. Folk der ikke hilser i København falder mig om halsen, men kussehviskeren er væk, så jeg ringer, hvorefter min opmærksomhed bliver rettet mod taget af den lave bistro-bygning, over de 400 pastelpoloklædte vodkaklovne, der skyggeboxer med deres spejlbilleder. Jeg kigger op, og ser et oplyst logoskilt med kussehviskerens skygge viklet ind i en kvinde. Pikken dingler 4 meter fra hovedet på den nærmeste udtryksløst botoxede indavlede event-tyr, der er ved at forhandle prisen med en blond escort-psykolog fra Jylland.

Jeg kindkysser med en modeblogger-veninde, der tror livsstil er kunst, der pepper sig med mom and dad og deres vinyler, wow Velvet igen igen, et receptions-renæsance-menneske, der vejer sin mad, der altid står ved siden af de rigtige menneskebrands i vigtige festrapportager i vigtige sko fundet på et eksotisk loppemarked der i virkeligheden er sponsorerede. Hun har en PhD og en skægget fyr med ADHD og er lige landet fra Ibiza for at gå igennem en Noers film og spille dj i kældre for flasker og twitte og instagramme om det og gå med en taske til 12000 fra Holly og måle sig med de andre strudser og tvangsvaxe engangsknaldets ryg når han har snorket for længe med colastoppet tud. Hun skal nå at have to smukke børn og være øko for at gøre mor glad, hvis det kan lade sig gøre. Hun elsker når jeg holder døren, men svine mig for det. Hun fik botox i panden da hun fyldte 27, og skal giftes med en rig fyr hun heldigvis ikke elsker, men det ender med han får et barn med hjemmeslaven fra aupair-øerne. Hun er ved at lave et aquafunk eller folk band med en laptop-fyr fra Island, og laver pc-charity så hun kan møde rige mænd og lære at snyde i skat. Hun har en neger og en bøsseven med, og simulerer tit lesbisk. Hun har så travlt hun intet mærker. Hun slummer på Floss på en mandag, og træner hver morgen. Jeg vil gerne være prøve at være hende, bare en enkelt dag. Vi bliver skilt af den skubbende menneskemasse, og jeg møder en nyskilt herlig humørbombe: “Jeg kunne ikke mere, havde ligesom fået det ud af forholdet jeg kunne, så du min forside på Bo Bedre? Jeg skal skilles.”

Jeg kan ikke se nogen spor af de annoncerede københavnske natklubchefer eller deres standup-backup-PR-entourage, og noterer mig at der blot er fire toiletter til hele banden, og der er større kø end til baren. Toiletvognen til 3500 er sparet væk, trods det matcher prisen på en flaske. Nogen flasher salathovedstore pengebundter. Folk med mexicanske motiver på guldkæderne er her, da det lilla og det blå segment som bekendt har samme smag i tyske biler, silikone, brands og cola. En masse sælgere står omkring nogle folk, der vistnok er i Se&Hør, og håber på en Instagram-tagging og et par frafaldne fra de neo-kulturradikales togfest pitcher nye, måske-kapitalstærke, kunder ned. Da jeg fortæller en yngre appetitlig kvinde, at jeg er droppet ud af mediebranchen og livsstilsfængslet generelt, forsvinder hun forvirret. En model spørger om jeg stadig laver reklamefilm, men jeg kvitterer med “nej, tekst-tv”, da jeg ikke orker at lyve om fremmedlegionen eller forhørslederskolen, men replikken virker bedre end peberspray. Jeg tænker denne fest reelt var skabt af ejendomsmæglere for at boppe området op. Der er Hellerup-hiphop bøvs og hæmmede yuppier i to lag, men de virkeligt kendte, og dem der ejer noget stort, er skredet i angst for kameraer, men der er ikke nogen presse – kun deres egen paranoia. Min ven Tomcat har allerede tagget vægen med et to meter højt “Dine penge mig i røven”. I betragtning af at det er en burhønsefarm for ja-hatte, er her meget koldt, så jeg vralter vægtløst over til alle børnetv-værterne fra 90’erne i togvognen, hvor Tomcat allerede har tagget “Medielicens er den nye kirkeskat” I 2 meter gule boblebogstaver.

Det er som en genindspilning af det gamle Montmartre I Nørregade, der nu er Zen. Her kan selv et klummejob på en stor avis give selv den mest uvaskede flyde-mand et blowjob i en sækkestol. Det er de tandløse grå panteres paradis, det ligner et Politiken Plus-arrangement. Man snakker hinandens x-koner ned. Helst og mest om sig selv, og måske om Cohen, hvor godt et menneske man er, og alt det spændende man har gang i. Det er jul i den kreative specialklasse, der mest laver reklame, mad og livsstil, med rødvinssprængte gåseøjne eller møntindkast-sprække-kina-øjne som sideeffekt af tam rystet pot. Men det virker som om, de er blevet suget helt tomme af reklame-tjanserne, deres livsstilsstrategier førte jo tydeligvis ikke til hverken højere bevidsthed, revolution eller bevaringsværdig kunst, men max en lækker øko-ret og en funky vin og vinylsamling på Østerbro – med delebørnene og lidt blalala i systemet Politiken. De er fanget I et vacuum mellem wannabe og has been, og de unge under 40 aner ikke hvem de er. Nettet åd alt.

Nogle reklamefolk leger digtere om deres totalt zen (læs: banale) opvækst, laver bekræftende bøger om man bare skal nyde sin plads og ikke stikke næsen frem og nu prøver de at suge nogle halvunge, der stadig er hipstere i 2000erne (note, kald dem aldrig hipstere, de freaker ud), der er så dumme de tror de kan bytte deres meget meget særlige lommemarkedsliv ved en plads ved fortidens hof. Men toget er kørt. Klæd dig som kultur, og du bliver det. Tweedjakke og briller med glas i; så er du klog som Leth. Kontroversiel…for 30 år siden. Sikke en flok klakører, netværksnassere, krukker og bluffere, oversættere, gastrosexuelle, navlepillere, vampyrer og samplertyve, der blot sejler videre i deres forældres fodspor uden nogen reelle nybrud. Alle spørger ivrigt “hvad jeg har gang i nu”, men jeg giver ikke inspirationskurser til udbrændte bænkevarmere, der spillede dørmænd dengang jeg var en gadedreng. Det eneste de kan hævde sig med – og ja, det har de desværre åbenbart brug for – er at de har fået børn, og mellem linjerne må jeg være totalt ude og skide, siden jeg ikke er hoppet på den galaj. “Jeg blev jo ikke den nye Rifberg, men jeg er en super far.” De fleste virker stadig underligt søgende. Måske fordi de er blevet udskiftet med mere effektive modeller på deres “kreative” legepladser af den nye chefgeneration, der ser verden gennem et Excelarkog ansat deres curlingbørns venner i stedet. Festen er reelt en stor jobbørs uden købere. “Hvad er det nye?” spørger de i 1000 indpakninger. Jeg søger ly ved en campingvogn der vælter, da en stor antikguru sætter sig i den ene ende. Jeg præsenterer min opkrudtede wingman til en dansk Hollywoodinstruktør:“Fuck dig, jeg spildte 2 timers afsoning på dit lort!”. Vi møder endnu en flok camouflerede yuppier, forklædt som hippier, der hemmeligt ønsker at være yuppier, hvis telefonen begyndte at ringe igen – på en underspillet Radikale Venste-måde, bevares. “Hvor bor du heroppe? Hvilken vej? Hvor stor er din grund?” En fyr, der specialiserer sig i at iscenesætte sig selv med blodig global elendighed som bagtæppe, holder hof med sit sidekick, en krukket mytoman-pleaser der næsten har blåt blod. En 90er ironisk Jarl Fried og hans nazi-kamphund, der kører en false-flag fake alternativ uempatisk karrieremotiveret magttripper-mission. De burger hinanden som trojanske heste, og den der lyver bedst har vundet. Karmaloven er aflyst. Pludselig danner de kø foran en netværker med herreur og smarte sokker, der bæller rosé og er på opera og alt det helt sikre succes-kultur fra fortiden: Bowie, Leth, Warhol, Gonzo. Jeg ved han kører en overgearet mountainbike i en skov for at slippe lidt for hjemmestyret, og han kun har tid til folk der kan gøre noget for karrieren. Position frem for personlighed, tryghed frem for nybrud. Han spiller sikker baghånd altid. Hans brand havde overtaget personligheden, masken var blevet ansigtet. Han bagtaler alle der har det sjovt og aldrig ansætter aldrig nogen der er klogere end ham selv. En passivt-agressiv ild lutrer ham, især når tosser kalder ham mindreværdsmotiveret. Han går ud på toilettet og checker folk på Linkedin og wiki, og spritter sine hænder af efter alle håndtrykkende. Han er blevet direktør for det hele. Jeg er for høflig til at slippe min tourettes løs, da der ikke er overskud til ærlighed her, men griner da jeg ser Tomcat har sprayet “Hvad betyder public service efter nettet?” på den anden side af togvognen. Orker ikke mere skårknuseri, ironiseren og tandløs drøvtyggen på anakronistisk medie-uvirkelighed på en usexet jobbørs.

Endelig tid til en tur på stranden og se/høre en mindre mikrofestival, men mine optrædende venner er smuttet tilbage til storbyen igen, og et minianlæg uden fysik fiser i hjørnet. Det er synd, for de effektive dj’s fjerner tiden med det uendelige housebeat, bare uden basbump. Her er der ikke så selvbevidst. Stive lokale teenagere, og folk der ikke orker at danse som ildfluer om ekskluderende tomme døde miljøer, vindjakkefædre, resident advisor-læsere og pisserenden-dudes hygger sig uden andet mål end at hygge sig. En bodybuilder-promoter er flygtet fra sin egen bistrofest, og har taget sin revisor med på slum-druk blandt folket. To venner har en duel-samtale om hvem der har knaldet hvis x-kone. Måske er makkeren bare lettet over vennen kneppede hende endnu længere væk fra ham, måske fyrer vennen en flaske i skallen på ham i jalousi? Det er en forpint dans for de unge plus 40 og deres børn. Ond med de unge. To andre venner kommer ud af trylleskoven med en glad pige. Den ene har sår i hovedet og lugter af pølser, den andens ånde har fiskeduft. Det er altid sjovest i skyggerne i kanterne, i de tusinde rhizomers asynkrone dans. Sjovere end ved de to fronter af retro-bluff på bistroen og ved togvognen.

En amazone på 28, der efter at have gået i skole i 22 år og endt tredje jordomrejse, der nu lever med studiegæld I en 1 værelses og en kæde af gratis freelancejobs efter hun blev fyret fra modelbureauet efter leg med en hårtrimmer, ranter over et live labtopbeat på et uofficielt lydsystem ved vandet: “TIDSÅND: DROP ANGSTEN, kernefølelsen i krisementaliteten, der medfører stress og depression: for hvad driver mig? Angsten for hvad? KRISEN? Så vidt jeg kan se er der stadig masser af penge her nordpå, de er bare blevet omfordelt kraftigt siden 2007…krisen er bare en måde at skære “taberklassen” ned og få middelklassen til at knokle mere for at komme op i overklassen…som om de kan nå det…social opstigning er en myte. DØDEN?…det har jeg prøvet, det var som at få fyret rart lilla flydende blod gennem hele kroppen, så hele gennem verden….JOBLØSHEDEN? Hallo lav dit eget job klynkefrans, i stedet for at være luder 1/3 af dit liv for at få mest legetøj med i kisten….mening frem for vækst. TERROR? Der er hverken skyskrabere eller terrorister med fly nogen steder…det var bare ren spekulation fra det militærindustrielle kompleks. Min MOR? tilgiv dem alt efter de 25…jeg takker mor for mine fantastiske neoroser. SKAT: det er det eneste forhold du aldrig kan slippe helt. ALDER: vi unge går nu med patina by Dior…de ældre har Lars Von Trier, vi unge har Nik & Jay… NYHEDERNE? Ro på, det er bare fyld mellem reklamerne, ro på, vi overlever, de voksne har den. Eller tag et ansvar og stem med penge og ord, ikke hver 4 år i en stemmeboks. MAD: ja, alt er giftigt hver 3 år, sidst var det brune øks ris. SOCIALE MEDIER: ja de voksne profilerer dig, ligesom din sygeforsikring bliver dyrere når du hæver penge efter butikkerne er lukket. Drop nu bare at lege digitalt dukkehus eller reklamer for dit fede brand, og skriv noget sjovt i stedet for at poste smart mad, børn, tøj og fødder mod himlen. PARANOIDE ER ALTID FORAN…men hej, mærk lige efter, verden er sku da ikke så farlig. NYD DET NU! Vi er ved at lægge angsten, stressen dermed depressionen bag os…eller er det bare mig der mærker EN MEGA SKIFT I TIDSÅNDEN?” Jeg er helt paf over rantet, men også beklemt over hvor ufunky mavedanske wiggers er når de laver spoken word og rap. Det tangerer DKP-didaktistisk agritprop. Mon hun er på vej ind I politik? Jeg bliver næsten glad og forelsket, men jeg hader sand, det er kun Bowie I China girl videoen der kan elske på en strand uden at lave sandrullen, så videre i teksten.

Vi lister bilen tilbage til Kussehvisker-Callicula, der hopper i trampolin nøgen, mens hans disciple genindspiller Hair, eller måske Cats. Jeg laver irish coffee og sætter mig ved et bord ved siden af en stadion-rockpuddeldame, der troner som Kurtz for enden af floden iført et farveblindt beige Birger Christensen lagersalg på denne dumme dommedagsnat. Hun fortæller den ene velpudsede bar-løgnehistorie efter den anden, hvor motoren altid er hans penge og så nogle farlige tatoverede mænd. Hun samler konstant beviser mod folk hun ser som rivaler – noiaen næres af søvnløshed siden 80’erne. Hun har kun sløje forhold til enten sponsorfans eller borderline sexofre i max 14 dage. Af ren kedsomhed laver hun lus i skindpelsen på de starstrucked smelteoste omkring bordet. Under bordet giver hun brun finger til en 50-årig mand, der to timer før så meget forelsket ud i en sovepose ved et bål. Hans dame sover, men Kusseviskeren kaster håndklædet efter ham – mumler at “rusmidler ikke virker på pudlen her mere. Hendes narcissisme er stærkere”. En uhellig alliance af arvinger på 20, fodboldspillere, pushere og klovner mumler med ugleøjne i morgengryet. Jeg tilgiver alle alt og krammer dem dirrende af Emma, selv disse helt aggressivt defekte mennesker elsker jeg for deres historie. Og for i det mindste at prøve.

Vi trækker katapultsædet og drysser videre gennem et par haver, hvor vi møder aftenens eneste NYE segment (selvom de minder om 1964 mods. Oh, det gipper i mig af lykke over dette antropologiske fund): en flok 18-23 årige eunukker – generation hest 2.0 – ikke helt udvoksede, men højpolerede, der stroller ind i haven. De har en parodi på bøsset gallopbane-gamle-penge-tøj på: kashmir-blazere med kontrastknapper og ruskindslapper på ærmerne, silke-lommetørklæder,, pastelskjorter med høj flip og paisley-halsklude, hørshorts og lette fimsede laksko, alt meget detaljerigt & købt for fars penge. De er meget jævnt brunmalede, men ligner nogen der har bællet en flaske Grey Goose hver. En flok dopede løveunger sluppet løs i vores cirkusarena. Den forreste flaneur bærer en golfkølle klar til slag, selvom der er 30 km til den nærmeste golfbane. En anden har to flasker Cristal og tilhørende krystalglas. De punkterer i en sofa: “Kan jeg byde på lidt krystaller?” siger den yngste, der ligner en extra fra “Brideshead revisited”, og hiver en pose af de fineste polske kærlighedskrystaller frem. Frisk fra laboratoriet, der sikkert var på en fiskekutter. Jeg hader det pis, siden jeg først så postpunkerne skifte speeden og den sorte uniform for hawaiiskjorter og synths, og senere fandt jeg mig selv krammende usympatiske psykopater i en fake empatirus til lyden af en japansk/tysk trommemaskine, og nedturen kvitterede med fem dages vitaminløs gemmeleg med mig og især mod mig selv og angst for min tysklærers skygge. 20 år efter overdoserede de næsten adelige på molly, der jo aldrig har passet til alkohol…men jeg tager et lucky dip, og blev kort tid efter enig med hele bordet om, at egoet var fjenden, mens der blev sprøjtet mekanisk- måske tisset – i et af pilgrims-kusse-teltene i næste have. Efter nogle timer var driverens promille så langt nede, at vi kunne trille gennem byen, men vi bliver stoppet af en 65 årig meget tynd inderagtig gentleman-junkie fra Flos, der ville have et lift. En yderst sjælden race, der normalt – i følge Danmarks statistik – kreperer ved de 40. Han så utrolig godt ud. “Tricket er ikke at have et job eller et vækkeur. Jeg er her hver sommer. Det er fedt at kede sig her – det er jo ikke Roms fald vel?” Han skal snart tilbage til Laos, hvor han hygger sig resten af året på sin IP på opium. Jeg er næsten misundelig. Det er sikkert federe end at være en stealth sadhu, verdens xray tourette tvangspsylolog, en avantgarde libertinsk hedonistisk post-anarkist på brune ris der har facet alt smertefuldt bras, der har kogt boullion af lortet, høj på lungernes knep med luften og hjernens dans i non game ekstase…men er lidt træt af at være kanariefugl I kulminen, men måske vil jeg alligevel hellere være Beyonce. “Du skal sove nu kong ælv!” siger hackeren tørt.

Tager en powernap, men vågner i skyggen af et meget smukt træ til overspillede Get Lucky og duften af hjemmebagte speltboller og støjen fra understimulerede børn: naboen kan ikke køre lille Benedikte til ballet heroppe, og filippineren er ikke med her i paradis – det er simpelthen ikke god smag her i de bløde værdiers paradis. Sikke en skrigeunge. Nabokonen står allerede på lur ved hækken med solcreme og rosé, men jeg er ikke til at puste sådan en grå kalkun op fra morgenstunden som en luftmadras, og det ville være synd for den stakkels, kussepiskede brunchkonge i det hvide, afskallede showroom. De forsømte børn er ved at brænde noget plastic af i haven. Jeg flygter i bilen, men undrer mig over, at der sidder en fuzakket disco-cd I den. P1 genudsender bare videre for 24sygs penge, eller er det Berlingskes? Who cares?

Hovedgaden ligner igen en catwalk for casual generation jazzhouse på Funtex, økorosé og meget svag pot, der ryges som fake fællesskabs-parfume. Dette er ikke bestemt ikke ferie. Det er en networking mindfullsness extravaganca event. Det gælder liv og død. De har knoklet og løjet og givet hinanden albuer i øjnene i hverdagens Robinson for at nå dette Nirvana. Så der blogges fra stranden om skæve Lars HUG og Joker-Jesper og deres skønne evergreens de fyrede af med deres fremragende jamband-ensemble i nat. Uhh, den tossede ener. To vaskeægte millardærbørn står som udstoppede, udsmykkede himbo-skaller og taler animeret ved bageren om selvbrandingstrategier, arveforskud og blød S/M. En flok golden retriever-babes driver glammende forbi. Klovnerne og kunstnerne går allerede tiggergang nær købmanden, for at finde et publikum til en gratis middagsseance de kan crashe. Alle robotterne har brug for en autencitets-kauktionist som badegæst, der så kan overnatte i hegnet, efter at være blevet suget for meninger som hule havenisser. Vi er fyrværkeri i en verden, hvor alle boller er vendt, og alle venner er bollede, nu vi ikke er fjer i redaktørernes klaphatte mere.

Musketererne er væk, efter at den ellers snargådige og snusfornuftige hacker opgav at stoppe den nu hulemandsagtige halvnegerens natlige nedskruning af en pyramide af hele kvarterets fuglekasser, han havde blokeret Kusseviskerens stue med. Jeg gav ham en cocktail med dobbelt valium og en halvnøgen countrysangerinde som medicin, da 3 dages søvnløshed ikke bare er uklædelig, men decideret farlig.

Jeg bader i vand med en let bismag af kloak ved siden af perfekte mennesker i deres bedste alder, der har ulæste kloge bøger med som smykker, de har læst bagsiden og flapperne på. De snerrer af de mennesker der har fået ekstra politi til Skagen, og har skabt et forbud mod at sprøjte med champagne i Bostad. De er nedstylet til Tisvildes særlige, let-lurvede kulturradikale stil. En teatermand, der har opfundet teaterkoncert-genren, nøgenbader. Hans hårprodukter er vandafvisende. Selv Kødbyens fineste x-hipsters er her for at netværke. Deres penge, stjålet fra de usikre og unge, er vekslet til hvide snit i 20% renhed, man nu serverer ved de fines bord på strandhotellet med håb om modydelser i netværks-pyramidespillet senere. En streetkauktionist-trækkerdreng på skateboard knepper sig til en Rick Ownens jakke mere, og i morgen er der Anders Birkov show samme sted. Men først skal jeg se en musical om en DKP-elektriker der hedder Ole, der måske i virkeligheden er et frækt meta-selvportræt af en reklamemand eller hans drømme, eller sikkert bare en pegen fingre af fortidens døde idealer og utopier. Voyeur-fiskeøjet sidder i midten og sælger bøger om mad – og ulykken ved at prøve noget andet til de andre der presser næsen mod livets rude. På skødet sidder en sur madam, der veksler sin forældede prætentiøse hipsterubevidsthed med hans netværk. Han er mistænkeligt høflig. Men en uhyggelig skygge, en mislyd, siver som gas gennem postkasserne i de smukke sommer-slotte: en trendskabende centerspiller (ja, man bruge sådanne ord her) har solgt sit hus, og mange kan ikke sælge deres… igen og igen tales der i krogene om at lave en skovbrand og så i det mindste få forsikringspengene. Jeg tager en taxa til hjem Kbh. K kl. 01.

Se billedrapportage her

The post GUIDE: TISVILDE appeared first on BLAZAR.