Det er ikke sjovt at være gangster i Løvehjerte. Ingen champagne, strippere eller labre narko-montager. Bare uendelig gæld, angstanfald, forræderi og nogle alt for unge mænd, der prøver at overleve i trist beton.

Løvehjerte er et anderledes take på den efterhånden slidte danske gangstergenre, der startede for 30 år siden med den revolutionerende Pusher. Ligesom Pusher henter Løvehjerte meget af sin energi i det autentiske cast og de ægte locations – for der er ikke noget værre end at se en teaterskoledreng i sponsor-streetwear, der leger roadman-ninja til noget P3-trap.

Den socialrealistiske film viser, at nye talenter kan skabe langt mere nuancerede og følsomme portrætter af underverdenen – dejligt befriet for den romantisering, der har skæmmet så mange danske ”brownsploitation”-film. Stereotypificeret ghettosafari, lavet af og for middelklassen, der kan købe billet til en tur i ghettoen og gå trygt hjem igen, bekræftet i alle deres fordomme.

Filmens kerne er et par barndomsvenner – intenst spillet af Besir Zeciri som Luan og ikoniske Mohamed Djeziri. De er makkere og driver en hvid budservice, hvor deres unge soldater pisker rundt med snavs på elcykler. Benhårde udadtil, men rørende som et gammelt ægtepar privat i en intens bromance. Jeg sad med et stille håb om et genrenybrud, et mandekys?Der er ingen biljagter, smarte stunts, hustler-eventyr eller glamourøse byture. Bare dokumentarisk rå beton i Bellahøj, Hvidovre og Albertslund og nogle alt for unge drenge uden en 9.-klasseeksamen, hvis eneste maskuline forbillede, bank og iværksætter er den albanske coke-mellemmand, der udnytter deres distributionsevner.

For det kriminelle økosystem er baseret på gæld. Så længe nogen laver penge på dig, kan du ikke melde dig ud – og der står altid en yngre, der har mindre at miste, klar til at tage din plads. Det er ikke et broderskab, det er et pengeskab.

Politiet glimrer ved deres fravær, og plottet er rodet…måske bevidst fra instruktørens side, for virkelighedens konflikter opstår ofte af tilfældige misforståelser, eskalerer uden nogen større plan og bliver aldrig helt løst, før nye bryder ud. De ved reelt ikke altid, hvad der foregår – præcis som det må opleves at være fanget i miljøet IRL.Det er tydeligt, at den frygtløse dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja kender sin gade og er solidarisk med den, samtidig med at han viser en vej ud af helvede. Oprindeligt var Løvehjerte et dokumentarprojekt, men af hensyn til kildernes sikkerhed valgte Nagieb at gå fiktionsvejen og debuterer her flot som spillefilmsinstruktør.

Filmen viser, hvordan et helt parallelsamfunds mentale økosystem inficeres, og hvordan manglende muligheder, negative forbilleder og en kriminel økonomi, man næsten ikke kan slippe ud af, holder hinanden i live. Men også at der er håb, sammenhold, familie og måske en vej videre.

Jeg skal jo brokke mig lidt over et eller andet, så jeg er ikke så vild med lydsiden. Der mangler atmosfærelyd, og musikken fortæller os, hvad vi skal føle, før skuespillerne får lov til at vise det. Der er også sindssygt meget transport, venten, døre og ture ind og ud af lejligheder og beton, plus at en del af de centrale scener løses via sms. Det lugter lidt af et stramt budget.

Men alt i alt er filmen forfriskende følsom i en tid, hvor danske politikere og medier har indvandrere på hjernen, og algoritmerne belønner konflikt frem for nuancer og empati.

Filmen burde være pensum i folkeskolen – som kontrast til gangsterglorificering og stereotypisering – for medmindre man bruger feje voiceovers, er det svært at klippe en DF-valgvideo af Løvehjerte.

Nagieb – lav en toer!

PS: Jeg vil her benytte lejligheden til at anbefale Nagiebs Bedraget i Helmand – en slags dokumentarisk Dommedag nu, der viser afghanistankrigens absurditet. Oplev Nagieb og veteranen ”Ulven” opsøge en pædofil, heroinhandlende krigsherre efter krigens afslutning – og afsløre historien om, hvordan Vesten samarbejdede med ham, stærke sager – SE DEN HER.

The post LØVEHJERTE / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Årets sci-fi western? Ridley Scott er 88 år og arbejder stadig – det er svært ikke at beundre. Suset fra min barndoms stilskabende visionære Blade Runner har fået mig til at følge Scott igennem tykt og – som her – tyndt.

Bevares, der er da flotte flybilleder, solide stjerner, gameragtige shootouts med fjollede zombie-skins og et lille skud crazy dystopisk surrealisme, men manglen på humor og sprog gør det til et langstrakt sentimentalt ritual, der kunne have været et aktuelt take på USA lige nu, men desværre fortaber sig i klichéer, retrokonservatisme og følelsesporno.

Kompetente Scott har ellers lavet film i snart et halvt århundrede:Alien, Blade Runner, Thelma & Louise, Gladiator, Black Hawk Down, The Martian. Mesterværker, makværker, science fiction, historiske kolosser, horror, melodrama og mærkelige mellemvarer. I gennem alle genreskiftene dukker den samme figur op igen og igen:

Det kompetente menneske inde i en enorm maskine. Ripley på Nostromo. Maximus i Romerriget. Mark Watney på Mars. Balian i Jerusalem. Soldaterne i Mogadishu. I The Dog Stars får han endelig lov til at fjerne maskinen; en pandemi har stort set tømt verden for mennesker. Traumatiserede og følsomme Hig lever ved en lille lufthavn sammen med den bevæbnede survivalist Bangley og flyver poetiske patruljer over et mennesketomt landskab  i en lillebitte Cessna til tonerne af kitchy ambient country, der hele tiden fortæller os, hvad vi skal føle – før vi føler det.

Det er western oversat til postapokalypse: lufthavnen er fortet, riflen hænger stadig over døren, flyet har erstattet hesten, og ude bag horisonten findes enten frelse eller mennesker, der vil slå dig ihjel.

I praksis er det en langsom postapokalyptisk cowboyfilm med hund, flyvemaskine, sorg, solnedgange og så meget velmenende humanisme og manglende karakterudvikling,  at jeg undervejs begynder at savne xenomorfen.

En hel verden befolket med halve mennesker. Scott kan bare det der med at bygge universer, så filmen er selvfølgelig flot. Han har altid været bedre til rum end til psykologi. Nostromo er ikke bare et rumskib, men en arbejdsplads. Los Angeles i Blade Runner har klima, trafik, reklamer, affald, klasseforskelle og ensomhed. Rom i Gladiator er nærmest filmens egentlige hovedperson. Scott behøver ikke fortælle os, hvordan verden føles. Han bygger følelsernes biotoper.

Problemet i The Dog Stars er de flade mennesker, han sætter ind i den. Hig er følsom og såret. Bangley er hård og pragmatisk. De gode er gode. De farlige er farlige. Kvinderne repræsenterer varme, håb, kærlighed og muligheden for, at menneskeheden alligevel kan fortsætte – men der er ingen lag, ingen indre konflikt eller uforudsigelig udvikling. 

Her venter man længe på, at karaktererne opdager det, publikum forstod for en halv time siden – og alle ender, hvor man regner med fra start.  Hig skal lære, at selv efter tabet kan man leve igen. At andre mennesker er nødvendige. At kærligheden kan vende tilbage i andre former. Det ville f.eks have været mere spændende med en homoromance i det hyperisolerede kollektiv i mellem unge Hig og barkede Bangley, spillet af flinke Jacob Elordi og den evige Josh Brolin.

Ironien døde under pandemien? The Dog Stars forestiller sig en verden, hvor næsten hele menneskeheden er død. Det mest utrolige er, at humoren også er uddød.

Tænk på Alien. Scotts rumarbejdere sidder og brokker sig over løn og bonusser midt i en af filmhistoriens mest ikoniske science fiction-verdener.

I The Dog Stars får tingene lov til at betyde præcis det, de ligner. Hunden er Hunden. Sorgen er Sorgen. Solnedgangen er solnedgangen. Kærligheden er kærligheden. Når filmen bliver højtidelig, findes der ingen i den, som gider prikke hul på højtideligheden.

Og det er næsten imponerende, fordi metalaget ligger lige foran snuden på den 88-årige Scott, der laver en film om en mand, der fortsætter med at flyve, efter at den verden, han kendte, er forsvundet. Scott kunne næsten have lavet filmen om sig selv – måske er mange af hans altid kompetente og pragmatiske hovedpersoner selvportrætter?

Corona uden politik Filmens pandemi sender selvfølgelig ekkoer tilbage til corona. Isolationen. Nærhedsangsten. Civilisationens pludselige skrøbelighed. Forestillingen om, at det normale samfund, vi opfatter som urokkeligt, der måske kun er nogle få katastrofale måneder fra opløsning.  Corona var jo ikke bare en sygdom. Den var stat, videnskab, medicinalindustri, misinformation, ensomhed, fællesskab, konspirationer, økonomi, teknologi, overvågning og en global diskussion om forholdet mellem individet og kollektivet.

Scotts take på corona kan destilleres til: Kan en sørgende mand lære at elske igen? Det er imponerende upolitisk. Tilbage står naturen, våbnet, håndværket, parforholdet, familien, troen og det lille overskuelige fællesskab – og de religiøse, der tilsyneladende har fået en af de bedre pladser efter verdens undergang. Filmen begynder med det 21. Århundredes angst og ender med det 19. Århundredes svar.

Apokalypsen som restaureringsprojekt Det er derfor mere præcist at kalde The Dog Stars retrokonservativ end konservativ, Dens længsel går baglæns. Når vores komplicerede civilisation fjernes, finder mennesket tilbage til nogle angiveligt mere autentiske grundelementer: natur, fysisk kunnen, kærlighed, tro, familie og et lille fællesskab. Det er westernmyten i sin reneste form.

Den moderne western har ellers brugt årtier på at pille den myte fra hinanden. Unforgiven spørger, hvad den heroiske revolvermand egentlig var for et menneske. Den revisionistiske western undersøger volden, racen, kapitalen og løgnen bag forestillingen om den frie frontier. Scott gør næsten det modsatte. Han bruger apokalypsen til at samle myten igen, for når staten, storbyen, internettet, bureaukratiet og resten af modernitetens larm er væk, står den kompetente mand tilbage med sit våben og sin maskine. Og måske en kvinde/moder. Det er ikke revolution. Det er restoration.

Det er i virkeligheden en gammel Scott-idé. Hans film kan være mistroisk over for næsten alle systemer. Corporationen kan være ond. Imperiet er korrupt. Militæret kan fejle. Religion kan blive fanatisk. Patriarkatet kan være brutalt. Men Scott er sjældent interesseret i at afskaffe systemet. Han vil bare have de rigtige mennesker til at betjene det.

Det mest komiske eksempel er næsten Alien. Weyland-Yutani er et psykopatisk selskab, der betragter sine ansatte som forbrugsmateriale. Men Ripley overlever ikke, fordi hun gør oprør mod reglerne. Hun overlever, fordi hun vil følge dem.

Det samme gælder Gladiator. Rom er korrupt, masserne er manipulerbare, politikerne er svage og Commodus er ond — men næsten værre: inkompetent. Hvem skal redde Rom? Generalen. Den stærke mand, der ikke ønsker magten og derfor fortjener den. Scotts egentlige politiske filosofi begynder derfor at ligne en slags teknokratisk aristokratisme: Systemet er nødvendigt, men kan udvikle sig farligt, så de bedste bør have ansvaret.Inkompetente mennesker med magt er den egentlige katastrofe. The Dog Stars tager dette mønster til dens logiske slutpunkt.

Hvis systemerne bliver for komplicerede, kan man simpelthen lade dem alle sammen gå under og begynde forfra med nogle få mennesker, der ved, hvordan man starter en motor, og måske genetablere paradis på sigt.

Apokalypse western, brought to you by Coke. The Dog Stars er pakket med sodavandsbilleder, som med Scotts reklamefilmsbaggrund får den velkendte fetichistiske glans. Det er en anden gammel Scott-specialitet. Han får Tyrell Corporation til at se fantastisk ud. Han får Romerriget til at se fantastisk ud. Han får militærmaskinen til at se fantastisk ud. Gucci, rustninger, våben, biler, uniformer. Manuskriptet siger: Vær skeptisk over for magten – men kameraet siger: Se hvor fucking fed magten ser ud.  

Dog Stars er læsset med americana-brands: Coca-Cola, Sprite, Taco Bell, McDonald’s, Bulleit og Carhartt – f.eks. er sodavanden blevet et skinnende relikvie fra den tabte civilisation, men filmen er sågar snedig nok til at lade Hig fortælle os, at sodavanden kan slå dig ihjel. Så er den klaret. Neutraliser reklamen ved at skrive en kritisk replik ind i manuskriptet. Scott kan forestille sig en verden næsten uden mennesker, men ikke uden konsumerisme.

Følelsen via produktionsdesign: Scotts magi er stilen, designet, settet, musikken, lyset – og han er ofte blevet beskyldt for at være en kølig reklamefilmsinstruktør, der interesserer sig mere for neon-regnen på vinduet end mennesket bag det.

The Dog Stars har det modsatte problem. Den er for sentimental. Hunden. Tabet. Ensomheden. Musikken. Naturen. Kærligheden. Håbet. Menneskeheden. Det er nærmest kitsch, og det er ærgerligt, at der ikke er et sjovt metalag til at få det til at glide ned.

Det er følelsesporno: ikke fordi det er forkert at være sentimental, men fordi filmen så omhyggeligt placerer alle knapperne foran dig og derefter helt rituelt trykker på dem én efter én. 

Bevares, Scott har selvfølgelig altid været sentimental. Gladiator er ekstremt sentimental. Black Hawk Down er sentimental omkring kammeratskab. The Martian omkring menneskelig opfindsomhed. Blade Runner ender med dødelighed og medfølelse. Ripley redder katten. Forskellen er, at de bedste Scott-film har genre, humor, karakterer og modsætninger, der yder sentimentaliteten modstand. Her står den nøgen.

Maximus er Ridley Scott med et sværd. Men her bliver The Dog Stars alligevel interessant. For måske er alle Scotts kompetente helte ikke bare et tilbagevendende tema. Måske er de selvportrætter. Måske er Scott derfor heller ikke så følelsesmæssigt kølig, som rygtet siger. Måske er handling hans følelsessprog. Du er ikke det, du siger. Du er det, du gør, når noget går galt.

Og her ligger måske også forklaringen på, hvorfor The Dog Stars bliver så meget svagere, når Scott forsøger at fortælle os direkte, hvad mennesker føler. Han er bedre til mennesker, der gør noget.

Den sidste kompetente mand Og så bliver det svært helt at hade filmen. For bag alt det sentimentale gøgl står Ridley Scott selv. 88 år gammel. Stadig på arbejde. Stadig interesseret i maskiner, landskaber, mennesker med praktiske færdigheder og folk, der fortsætter, når alle rationelle argumenter siger, at de burde holde op. Han kunne være gået hjem efter Alien. Efter Blade Runner havde han skabt to billeder af fremtiden, som populærkulturen stadig lever af og kloner. Efter Gladiator havde han absolut intet tilbage at bevise. Alligevel fortsætter han. På et tidspunkt bliver »han gør det for pengene« en utilstrækkelig forklaring. Han må elske arbejdet. Ikke nødvendigvis kunstnerrollen med dens romantiske mytologi om inspiration og syv års perfektionisme. Han elsker filmproduktion. Det enorme apparat af mennesker, der skal få noget til at eksistere, som ikke eksisterede i går. Ridley Scott laver film om kompetente mennesker, der forsøger at få gigantiske maskiner til at fungere.Og på den anden side af kameraet står en kompetent gammel mand og forsøger at få en gigantisk maskine til at fungere.

Det er derfor næsten rørende, at hans nye film handler om en mand, der bliver ved med at flyve og søge, efter at hans verden er forsvundet. SPOILER ALERT: En mand der skyder fremmede, overvinder traumerne, så han endelig kan parre sig med Margaret Qualley – i en kristen kult. Hvem fuck er målgruppen til årets sci-fi western?

★★☆☆☆☆

The post ANMELDELSE: The Dog Stars – Gud, guns og sodavand appeared first on BLAZAR.

Hurra, endelig en roman der leger med mediemyterne om den magtkritiske Gonzo-gøgler, den fjerde statsmagt, den lille mands uafhængige vogter på jagt efter Watergate 2 eller den næste Danske Bank-skandale. Journalisterne driller reelt ikke magten — de er snarere magthavernes mediegøglere i det distraherende, underholdningsindustrielle kompleks, i en branche med flere dj’s end dansere, hvor selv en lille fodfejl kan sende dig direkte ned i prekariatet. Døgnet vælger at portrætere mentaliteten, der driver mediesoldaterne.

Journalisten Kristoffer Linds egne radioerfaringer danner grundlag for romanen, hvis hovedperson er en ung, mindeværdsmotiveret journalist fra Fyn, der mister sin uskyld på radioen, da han bliver offer for uendelige barnlige magtkampe om hierarkier blandt oppustede egoer. 

Helt klassisk bliver offeret selv bøddel, i takt med at det politiske pres udefra forværrer et i forvejen usundt miljø. Han tager en skalp og bliver anerkendt af bødlerne.

Der er ikke nogen reelle afsløringer, vilde trips eller pirrende sex her — ud over den slags, der foregår på de fleste mere jordnære arbejdspladser til en julefrokost. Genialt 24syv-stunt, en ballon på Kongens Nytorv af særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen.

Der, hvor romanen fungerer bedst, er i portrættet af den unge journalists moralske deroute, efter at han smittes af den medieseksuelle virus. Beskrivelsen af redaktionen er det, jeg vil kalde et panoptisk piratfiskebassin, hvor alle er drukvenner, men holder øje med hinanden, og hvor alle ser positioner frem for personer – og smider hinanden væk som brugte kondomer, hvis det kan betale sig, for at komme op i pyramidespillet. 

Radiostationen beskrives som en sekt — eller rettere et neurosefællesskab af narcissistiske børn, der har råd til at arbejde næsten gratis for ti minutter i i den vigtige mediesol. Kollegaerne, indholdet, gæsterne — ja, selve virkeligheden — er bare ligegyldige, plastiske drivmidler, så værten kan trampe sig op ad hierarkiet, med gæsterne som gidsler — for at bygge et brand, ensomme tosser kan bygge parasociale relationer igennem højttalere.

Cirkle jerk: respekt for romanens gratis markedsføring, der antyder at afsløre sex, drugs and rock’n’roll i det (selv)mytologiserede backstageområde omkring 24syv.  Det garanterer for masser af medietid med krænkelsesparate mediedarlings, Tordenskjolds tomme tønder og eks-medarbejdere, der lige vil markere, at de var til den åh så historiske fest med en blyant på en toiletdør. 

Journalister elsker som bekendt at lave historier om journalister og tale om, hvordan man taler om ting, så vi helt glemmer, hvad sagens kerne er. Mange af debattens krænkede — eller rettere: de krænkelsesparate — er selv rene menneskeædere, men når kritikken vendes mod medierne selv, har vi balladen — og dermed trafikken og salget. 

De, der ryger under bussen i bogen, har det nærmest som brand allerede at lege grænseoverskridende gen X’ere – for reelt er bogen ikke Kristoffer Linds definitive medieselvmord — for sjovt nok arbejder han stadig for de chefer, som han her kun kritiserer ganske blidt. Dog overrasker karaktermordet på en button-down-darling, som du selv må gætte, hvem er.

Nøgleromanens læseoplevelse skæmmes af det alt for store maskerede persongalleri — en grød af utydelige menneskebrands, hvor kun få bliver nærværende. Jeg bruger simpelthen for meget af min sikkert samspilsramte hjernekapacitet på at holde rede i de fjollede alter egoer. Oplevelsen hakker, og quiz-elementet skygger for indholdet, og skandalen udebliver. Forfatteren burde i næste oplag stå ved sit projekt og inkludere et appendix: en tabel med små biografier og billeder, for især læsere uden for medieboblen bliver sat af. 

Jeg savner en analyse af pengeflowet på radioen, konstruktionen mellem eksterne produktionsselskaber, cheferne og Berlingske — hele rammen om historien, Per Stigs had til P1 osv. Den systemiske og strukturelle analyse udebliver, ligesom indblik i det politiske magtspil, der lukkede radioen, dengang podcast, AI og influencere endnu ikke var dominerende.  

Om romanen overhovedet rager de civile borgere uden for medieboblen, må guderne vide.

Som gravskrift er Døgnet ikke definitiv. Som advarsel er den til gengæld præcis. Som  sladderfacitliste eller afslørende chok fungerer bogen ikke, det hele er ret tamt. Men hvis du har en ung i familien, der vil ind i mediebranchen eller være journalist, er det den perfekte gave til at justere forventningerne. 

Disclaimer: Jeg er ikke helt uvildig, da jeg havde talkshowet Mortens Aften på 24syv. Kulturafdelingen var en sjov Noas Ark af retrokonservative, generation Master Fatman og assorterede originaler. Jeg var den første, der sagde op på radioen, så jeg kender ikke forfatteren, der kom ind senere – men jeg ved Kristoffer Lind skal skrive flere bøger. 

Tak til 24SYV – 2010ernes KLOVN?

TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN

Morten´s podcasts

The post Døgnet – Radio24syvs endelige gravskrift? appeared first on BLAZAR.

“Verdens værste menneske” var lovende – og nu zoomer instruktøren Joakim Trier endnu længere ind, hvor det gør ondt. 

Denne gang ramler Stellan Skarsgård som gamle narcissistiske patriark sammen med  sin forsømte neurotiske skuespiller-datter Renate Reinsve aka. “Verdens værste menneske”.

Scenen: Hvor Trier før har brugt Oslo som et psykologisk biotop, reducerer han nu samme greb til et kammerspil i et nuttet hus (ikke ulig Ibsens “Dukkehjem”)…der først rummer en families sammenbrud. Huset skal så senere bruges som kulisse til den før så fraværende narcissistiske faders – i skikkelse af altid solide Stellan Skarsgård – ubeviste forsøg på at hele familien og ham selv – via et filmprojekt. 

Det lyder irriterede meta – “en film om skabelsen af en film om en familie” – men den disciplinerede retro-modernist Joakim Trier turnerer setuppet suverænt og blotlægger en masse almentmenneskelige nerver – for film handler jo som bekendt også om at lave følelser i tilskuerne. 

Heldigvis prikker Joachim Trier ikke kun til vores følelser og bevidsthed for effekternes skyld – han får os til at meditere over, hvad hukommelse, fortrængning, tilgivelse, familie, kærlighed  og ambition er. De store ting – vist på en måde så man mærker han mener det. Han kender sin Rohmer, Malle og Bergman. 

Temaer som arvet smerte, kampen om fortællingen og ønsket om forsoning, selv når kærligheden har været klodset, forsømt og man er alt for sent ude og skaden er sket. Om hvordan kunst kan bruges som både kærlighedssprog, kontrolredskab og undskyldning.Hvem ejer en families historie? Hvad er fiktion, virkelighed, hukommelse? Er fiktionen vigtigere end virkeligheden? Og er kunst en måde at hele på — eller en elegant måde at udnytte andre menneskers smerte på — eller presse sin egen smertelort til en diamant?

Det er måske det tunge store skandinaviske melankolske navlepiller-pensum – på papiret pretentiøst, men Joakim Trier får det til at virke let – han underfortæller, undersøger og er loyal mod sine mangetydige karakterer, der alle spiller fabelagtigt i Triers  rolige, følelsesintelligente og  intime rum fyldt med melankoli uden patos, dialog med både ironi og ømhed og troen på kærlighed som erkendelse og måske terapi. 

Holdet er virkelig disciplineret: den danske Kasper Tuxen (der også har kredit på alle artiklens stills), som også fotograferede Verdens værste menneske, fanger følelserne perfekt, og Triers faste klipper,  den dansk-franske Olivier Bugge Coutté, mestre både at lukke scener for hurtigt for at pirre vores forestillinger – og at pine os ved at lade dem hænge til det bliver ubekvemt. Jesper Christensen er pragtfuld, Zentropa har co-produceret og DFI har støttet, sådan. Mit gæt er, at den næste Joakim Trier-film er på engelsk, for Affektionsværdi var nomineret til 9 Oscars – men tabte til den pragtfulde og mere aktuelle USA-kritik “One Battle After Another”…men vandt da i kategorien “årets bedste internationale film”.Jeg skal jo være djævelens advokat, så lad være at drikke for meget kaffe før du ser filmen i biografen. 133 minutter med intenst føleri der mangler smarte greb, gøgl eller hektiske klip kan virke klaustrofobisk for nogle. I teorien burde jeg hade hovedparten af alle skandinaviske familiedramaer om smukke privilegieblinde mennesker, da jeg er så traumatiseret af at have set alt for mange af dem pakket med overspil, klichefyldte karakterer, dovne kameragange og flade replikker. 

Affektionsværdi er bare ikke en af disse film, trods rammernes slægtskab – det er måske udefra set klicheen om den store verdens fantasi om en intens lækker skandi arthouse-føle-porno – men her føles det bare ægte og relevant. Mit gæt er Trier snart er klar til en stor engelsksproget sag…

PS. Pas på med at invitere mennesker, du ikke vil have en dybere relation til, med i biografen til Affektionsværdi, for denne film kræver efterbehandling. 

The post AFFEKTIONSVÆRDI / sublim skandinavisk følelsesporno med mening appeared first on BLAZAR.

The choice of digital studio environment is almost religious for many producers, musicians, and DJs — even though, in reality, most programs today can do more or less the same things. Here is a DAW overview from Morten Vammen:

Flashback: I jumped on Reason 1.0 around the millennium because I was hooked on   Propellerhead’s REX format — which liberated loops from fixed time and pitch and was the cornerstone of drum & bass — and their small, raw ReBirth 303 emulator.

I chopped a LOT of samples, and it was a pretty cumbersome affair back then, with external Akai, Emu, and Roland samplers with Jaz drives and exports back and forth to the Mac — plus sloppy triggering and dodgy swing via MIDI, especially when I used a lot of controller data. On top of that, I added layers of saucy, unstable analog classics that had to be tracked live. It was hell to gather and control everything from a Mac.

So Reason was a relief. My hardware started gathering dust because every knob in Reason could be grabbed, recorded, and drawn into place. The whole thing felt like an infinite MIDI 2.0 rack where you could patch in whatever you needed:

A synth with lots of live tweaks through a compressor into a reverb with the bottom sucked out, sidechained into a vocoder with distortion? No problem. It was just a click away, and it did not weigh down the machine. Reason was a fun virtual MIDI workstation, and it was fast to throw beats together even on a laptop in a café without any external gear. And reason was the sound of early dubstep…I quickly forgot about the MPC, analog dinosaurs, and all that jazz. However, there were no audio tracks or control of external MIDI synths until version 6, and VST instruments only arrived in version 9.5.

Users included A Guy Called Gerald, Beastie Boys, Mix Master Mike, Rockwilder, DJ Toomp, DJ Khalil, Preditah, Jakwob, Mala, KOAN Sound, Kill The Noise, INFEKT, Herobust, Gentlemens Club, FaltyDL, DJ Pierre…

COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK

Cut to the present: Ableton has changed everything, even classical music is micro-edited, FL Studio has defined the trap genre, and there is Auto-Tune on everything. So can Reason still do anything relevant today? Is it not just nostalgia for people who grew up with CV/gate and MIDI racks?

After a long period of stagnation, Reason Studios has been bought by LANDR — the Canadian company behind AI mastering, distribution, samples, plugins, and music tools — so now something is happening. Primarily because, as part of Reason+, they include online mastering, stem separation, and distribution. A pretty complete package.

Reason 14 itself is a thin upgrade for us old users. It is mostly a cosmetic update that addresses obvious shortcomings, such as folders for tracks, MIDI chase, and automatic audio-to-tempo. These are things other programs have been able to do for decades, but are nice and speed up your workflow.  The only real new star is the new reverb — the first in 11 years — which has ducking, EQ, plus granular, spectral, and convolution models. It sounds great, and it almost invites you into wierd  sound design. Version 14 should have been a free update.

But Reason’s strength is still as a plugin, because the modules and the possibilities for freely patching them absolutely work.

Among the newer instruments included in Reason+ is a wonderfully, extremely tweakable piano — Radical Piano — plus a processed version and an instrument dedicated to electric pianos. There is also Europa, a grand, very lively wavetable 2.0 synth that sounds “epic-trancey” but is as deep as a Blofeld.

There are three sample players that, to my ears, are somewhat limited, featuring choirs and almost hyperreal ethnic instruments that will likely be recognizable in many tropical trap-pop and Cashmere Cat-inspired tracks soon.

My favorite, however, is the Grain Table Sampler/Synth, where you can playfully create the soundtrack to Blade Runner 3or something that smashes Roland’s LA synths. Take a boring sample and let it zap through tons of microloops and modulations independently of pitch and tempo in real time. Instant Monolake & Murcof ambience.

You will never run out of sounds. Then there is the advanced sampler Mimic — a mix of granular sampling and the classic Dr. Rex chop sampler. Complex-1 can handle your modular withdrawal symptoms. Algorithm is the easiest but most advanced FM synth Yamaha never made. Friktion is strong for very expressive solo violin and for creating acoustic mutants. Layers is like a whole stack of romplers. BV-X Multimode Vocoder is the easiest and best-sounding vocoder I have tried. Reason is a pure cornucopia of sound modules.

Add to that a lot of banks with new, punchy, modern, release-ready, radio-ready, glossy, pre-cut beats — some generic and dull, others with more personality — but remember: you can easily pick out particles for further refinement. They are just layers for the cake.

If you are starting out, missing VST instruments, or using an old version, consider a Reason+ subscription, which offers a lot for relatively little money, along with a steady stream of new sounds every week.

A new — old — feature I have started using is CV/gate. Reason is way out front here, so you can control, for example, Eurorack modular systems externally. Top nerdy/modern stuff. There are many CV/gate controllers, and you can then route the resulting audio back into the program.

COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK

PRO

Can now be used as a VST instrument inside other DAWs.

Good for sound design.

A cool, large package of sounds, functions, effects, and instruments.

Enormous creative patching possibilities, both internally and externally.

CV/gate control of, for example, Eurorack.

Not demanding on the computer — and stable.

A brilliant virtual emulation of a hardware studio. Short learning curve for older studio musicians; steeper learning curve for the post-MIDI Splice generation.

No hassle with plugins, licenses, and updates that do not play together.

CONS

The screen can feel a bit cramped — works best with a large external monitor.

No advanced polyphonic audio-to-MIDI like in Melodyne.

No sync with film or QuickTime import — so not ideal for film composers.

Not as easy as Live for remixes, mashups, DJ jobs, or live improvisation.

Not as many traditional sounds as Logic.

Not optimal for audio editing — not great for post-production or podcasts.

No stem separation.

No dynamic eq.

ALTERNATIVES

Pro Tools:
An engineer’s tool. Great for recording and mastering, less cool for composition and MIDI. Quite a lot of hassle with keys and licenses… and expensive.

GarageBand has changed the industry since it became free with every Mac in 2005. Try it — it is already on your Mac and iPhone — and then move on to something better. Plenty of hits, for example Rihanna’s “Umbrella,” have been made with free loops from GarageBand. A free first DAW fix, a gateway drug. That said, their guitar, bass, and koto instruments — where you can bend the strings on the screen — are insane.

Logic:
Cheap, huge, all-round, and well-functioning. It has a superb sampler, stems, and can now work with clips à la Ableton. Apple is behind it; they have basically harvested the whole clip part from Ableton, it can make Dolby Atmos masters, which feel pretty 3D on two speakers… plus you can use your iPad and iPhone as controllers.

Cubase:
Classic, but expensive — with advanced surround and score functionality.

Live:
The techno crowd’s favorite. Feels like one big sampler where you can work in clips and loops. Best for dynamic live performance — in principle, you can play DJ with it. The Push hardware controller is also tempting, and Note on iPhone captures your ideas on the move.

Beyond that, there are other good programs. For example, FL Studio — the trap/crack favorite with boosted low-end — Bitwig — the new Live? — and Studio One, which is cost-effective.

VST-alternatives: if you just want vintage hardware emulations for your trusty seqencer, try Roland Cloud, Komplete or Atruias V synth. Can tax your wallet and proccesor.

Conclusion

If you grew up with hardware and MIDI — rather than cutting audio and playing DJ — and primarily use a sequencer rather than recording instruments, Reason 14 is a hit. Especially if your keyboard controller fits. I use a Panorama P6, which means I use the mouse and keyboard much less, and there are automatic live-control knobs that fit each instrument and effect.

If you are a remixer, Reason is not completely at the front of the race when it comes to the newest features. But it is still a stable, processor-friendly toolbox that is easy, yet infinitely deep if you want it to be. Many people run Reason into, for example, Live or Logic as a giant VST instrument — simply for the sounds.

I still think Reason is a fun program that can do more or less everything. However, I would recommend getting a controller with lots of knobs, so you can play and tweak more, and click less. I can very quickly chop out a hook that sounds finished — and then pick at it and dub it until I get dizzy — endlessly, before mastering and exporting the master for streaming or vinyl pressing.

Try Reason now.

EPILOGUE: THE FUTURE

My guess is that OS X and iOS will merge — inspired by Windows 10. Imagine a 28-inch screen where you simply play all the knobs. The PC crowd has been playing with this — it will be wild when it works.

AI integration – a taboo now…but it will come. 

But Reason’s audio recorder/editor section also needs inspiration from Ableton Live, Pro Tools, and Melodyne. No matter what, Reason is clearly my best all-round screen-based beatmaking environment. I am looking forward to Reason 15.

Future ideas for Reason:

A. Split any master recording into stems.
B. Teach Reason an isolated noise and remove it from a file — Pro Tools can do that.
C. Audio-to-MIDI chords, please.
D. QuickTime import.
E. The ability to scroll frame by frame, with user-defined size, using the keyboard as in a video editor — ideal for finding attacks in vocals, etc.
F. A DJ-style template — a possible gateway drug for a new potential target user group.
G. A podcast and video editor template.
H. A more visible key mode.
I. An updated block mode.
J. Audio scrub. K. MIDI Polyphonic Expression support. 

Try Reason now.

DJ STEREOTYPES TODAY

The post Exploring Reason 14: A Comprehensive DAW Review appeared first on BLAZAR.

ORWELL: 2 + 2 = 5 er nomineret til  Cannes og en nødvendig film, et wakeup-call – et X-ray-dronesyn ind i den globale permakrise, der i høj grad muliggøres af den måde, vi programmeres til at tænke og tale om verden på – i en tid, hvor den kritiske bevidsthed er under angreb.

Verden accelererer. Nyhederne er en angstgenererende fiaskospiral, der dræber din dopamin og hooker dig – men heldigvis findes der stadig dokumentarfilm, der er perspektiverende essays, som udvider vores stadig mere historieløse bevidsthed – og ikke bare er normal populistisk langformjournalistik.

Orwell? 1984?  Man bliver allerede træt og tænker gymnasie-tvangspensum og pinlige Pink Floyd-agtige filmatiseringer – men instruktøren Raoul Peck reaktualiserer og nuancerer Orwells uhyggeligt aktuelle slogans fra 1984 – KRIG ER FRED – FRIHED ER SLAVERI – UVIDENHED ER STYRKE – og gennemgår den moderne historie, der er lige så grusom som Anden Verdenskrig, men bare markedsført bedre. Parallellerne til Trumps totale skamløshed og tilsidesættelse af alle aftaler, regler, moral og demokrati til fordel rent spektakel og grådighed er oplagte.

Filmet drives også af et fint Orwell-biografisk element, der viser, hvor forfatterens profetiske verdenssyn kom fra: Han voksede op i den del af middelklassen, der vidste alt om, hvordan man gik på jagt og spillede golf, men ikke havde råd (ikke ulig en Euroman-læser …) – så det oplagte var at blive kolonibisse. Orwells oplevelser i Burma som betjent radikaliserede ham og gav ham en social bevidsthed, der førte ham til Den Spanske Borgerkrig. Han var mere antiautoritær end klassisk partisoldat, selvom han er bliver spændt for både rød og blå ideologi.

Instruktøren Raoul Peck – Haitis tidligere kulturminister og instruktør af alt fra HBO-serier med Idris Elba til den Oscarnominerede I Am Not Your Negro – dyrker en sjælden kombination af historisk præcision, moralsk klarhed og essayistisk vrede. Han observerer politik som strukturel vold over tid og har lavet et wakeup call til en verden, hvor den fælles objektive virkelighed er under angreb – se bare den officielle tolkning af ICE-nedskydningen af en mor i Minneapolis.

Filmen er ikke pædagogik – det er en konfrontation. Der er ingen forløsning, intet håb i klassisk forstand.  Peck skaber en bevidsthedsudvidende filmisk erfaring, der udfordrer selvbedraget i os alle: at vi fornægter eller fortrænger verdens deroute og scroller videre.

Filmen viser moderne DOUBLETHINK: evnen til at vide, at noget er forkert og samtidig acceptere det uden indre konflikt. “Jeg ved, de tracker mig – men det er ok, jeg har ikke noget at skjule.”
Det er ikke dumhed. Det er tilpasning og overlevelse – for at undgå at være på taberholdet – eller føle overvældende kognitiv dissonans.

Jeg blev inspireret og har fundet klassiske eksempler:

POLITISK NEWSPEAK

Reformer → Nedskæringer / privatisering
Ansvarlig økonomisk politik → Vi beskytter kapital før mennesker
Stramninger → Færre rettigheder
Robusthed / resiliens → Du skal kunne tåle mere
Sikkerhedstiltag → Overvågning
Midlertidige tiltag → Permanente
Effektivisering → Fyringer
Modernisering → Markedsgørelse
Nødvendige prioriteringer → Du mister noget
Dialogbaseret løsning → Intet ændres

CORPORATE / HR NEWSPEAK

Omstilling → Mere arbejde, færre kolleger
Agil organisation → Uklare rammer
Flat structure → Ledelse uden ansvar
Work-life balance → Arbejd hele tiden, men smil
Performance culture → Konstant evaluering
Feedback → Kontrol
Talent management → Sortering
Ressourceoptimering → Pres
Passioneret medarbejder → Overarbejde uden kompensation
Vi er en familie → Grænser er illoyale

TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN

TECH / PLATFORM NEWSPEAK

Personalisering → Overvågning
Community guidelines → Uigennemsigtige regler
Forbedret brugeroplevelse → Mere datatræk
Content moderation → Usynlig censur
Engagement → Afhængighed
Creators → Gratis arbejdskraft
AI-assisteret → Automatiseret beslutningsmagt
Opt-in → Du har reelt ikke noget valg
Transparens → En blogpost, ikke indsigt

MEDIE / KULTUR NEWSPEAK

Debat → Konflikt iscenesat for clicks
Nuanceret dækning → Ingen konklusion eller konsekvens
Historisk øjeblik → PR-moment
Kontroversiel stemme → Clickbait
Samtalen er vigtig → Vi tjener på det
Ytringsfrihed under pres → Ytringsfriheden er allerede kun for eliten

PSYKOLOGISK / KULTUREL NEWSPEAK

Selvudvikling → Tilpasning og performance
Arbejd med dig selv → Internaliser systemfejl – det er dig, ikke systemet
Sårbarhed → PR-/clickbaitstrategi og narcissisme for folk med overskud
Toxic → Ubekvem sandhed og konfliktfrygt
Trygt rum → Kontrolleret rum
Heling → Forbrugsproces, distraktion og sminke

META-NEWSPEAK (den farligste)

Det er komplekst → Glem at forstå, stol på os
Der findes ikke alternativer → Stop med at spørge
Alle har ansvar → Ingen har ansvar
Begge sider → Status quo vinder, den stærke vinder
Vi lærer af fejlene → Vi gentager dem i nye former, for strukturen er ikke ændret

Filmen er hård kost, da den indeholder de billeder, vi ikke normalt ser, fordi de skræmmer annoncørerne. Filmens akilleshæl er det samme problem som alle andre anti-propaganda-propagandafilm: at den prædiker til koret, og at lixtallet og montageformen fremmedgør de masser, den søger at oplyse. Personligt var jeg  rystet, men samtidig opløftet over indsigten og mønstergenkendelsen midt i krigens kaos.

Hvis du er underviser – fra gymnasiet og opefter – eller elsker at diskutere politik, men er rådvild, så grib alle omkring dig og se denne vigtige film i biografen nu. DR bør købe den og vise den i primetime, for den er ikke bare en sublim samtalestarter – den er pensum.

The post ORWELL: 2 + 2 = 5 / filmanmeldelse appeared first on BLAZAR.

Future shock – da den første Avatar havde premiere i 2009 var wow-effekten stor – opløsningen og de animerede væsners relativt udtryksfulde kroppe dannede ny standard, ligesom anden episodes undervandscener. Men i dag kan enhver med en US-VPN lave photorealistiske AI-videoer, så selv om Avatar stadig er flot, ligner den med dagens øjne en lang $400 mio.+ dyr spil-demo.

Forventningsafsteming: Hvis du er vild med de lange blåhudende maskinstormere i lændeklæder og dreadlocks der rider på øgler og har dialoger med viise hvaler med tribal tatoveringer og pierchings der bekæmper en ny ond stamme anført af en heks, der næsten har sex med en ond Marine-soldat-avatar, der er udsendt af et aktuelt mix af de sædvanlige corporate technocrat-skurke og deres psykopatiske lejehær – er filmen jackpot. Det lyder sjovere end det er…

Bevares, universet er så gennemført at når der dukker mennesker op, ser det ud som om de er photoshoppet ind…specielt det strandede menneske “Monkeyboy” ligner noget fra et 90er drengeband – kompelt med dreadlocks – men er måske valgt fordi hans sterile udtryk ikke udstiller de animerede ansigters begrænsninger – dog kan han ikke – vippe med ørerne som resten af castet…

Jeg er halvgammel og, så da min teenage praktikant siger serien er kult, mixer jeg hendes oplevelser ind i min vurdering:

“Avatar universet er en fantastisk fantasiverden, som altid efterlader mig postivt chokeret, men denne gang savnede jeg lidt det indblik af den smukke natur på planteten Pandora, som vi fik mere at se fra i de to første film. Jeg tror i virkeligheden at min generation kommer til at have det på samme måde som jeg, da vi er så vant til at se hverdagen og den samme handling om og om igen bare med en ny filmtitel. Jeg tror lidt at avatar blev så populær blandt unge som jeg netop fordi hvor anderledes og magiske filmene er. Dette savner jeg meget. Avatar 3 viste os mere krig og action, som vi alle er så vant til at se i 117 andre film.”

PRO: mesterlige James Cameron (Aliens, Terminator 2, Titanic mm.) slår til igen: hvis du er fantasy-fan, brætspiller, gamer, potryger eller cosplay-type der søger et maximalistisk MAX/3D-brille-ritual – 3+ timers verdensfjern krigsfilms eventyr med trygge karakterer uden konfliktmateriale der kan trigge minder eller debat er filmen perfekt, som et mildt trip med stærke familie-værdier og moral man kan forsvinde i og glemme igen, evt. sammen med en teenager, er den perfekt. 

KONTRA: forvent ikke personudviling, plottwist, smart soundtrack, samtids-relevans, debatstof eller den Moebius-agtige magi og poesi den første Avatar havde. Den er erstattet af repetitive & udmattende slagscener. 3D effekterne virker da hvis man ikke har tendens til epeliepsi, men baggrundene er tågende og uskarpe; det er kitch, ikke kunst.

En ting er sikkert – der bliver bygget mytologi og introduceret nye karakterer – der  bliver tydeligvis langt op til opfølgere eller nok nærmere en serie…Du kan også vælge at spille filmen: “From the Ashes” udkommer 5. dec 2025.

Vælg selv – hvis du skal se den så skyld dig – den ses bedst i en kæmpe biograf.

The post AVATAR 3: Fire and ash / Hvaler med piercings? / Anmeldelse appeared first on BLAZAR.